40 års krise

Turbulens været på besøg hos kulturhistorikeren Mikkel Bolt, som for nylig har udgivet sin bog \”Krise til opstand\”.

30.1.2014

Af Niels Glæsner

Kulturhistorikeren Mikkel Bolt udgav sidste år sin bog “Krise til Opstand” om den økonomiske nedgang og de protester, som har fulgt den. Turbulens bringer første kapitel fra bogen og har spurgt ind til dens analyse af de sidste 50 års økonomiske historie. 


Hvad er det for et projekt du udfolder i bogen? 

Bogen er mit bud på en marxistisk analyse af krisen i det kapitalistiske samfund og de protester, der er fulgt i dens kølvand. Det umiddelbare forløb går således fra 2008 til 2011, fra finanskrisen til pladsbesættelserne i Cairo, Madrid, Athen, New York og så videre. Marx er den oftest genkomne reference i bogen, men jeg tager fat i flere af de klassiske figurer fra den revolutionære tradition. Rosa Luxembourg optræder for eksempel og det samme gør Lenin, om end i et mere kritisk perspektiv. Samtidig inddrager jeg også dele af den kritiske teori, som Adorno og Benjamin –  samt situationisterne og Debord.

Inden for den revolutionære tradition er det således venstrekommunistiske positioner, jeg trækker veksler på. Tænkere som Debord udmærker sig jo ved konsekvent at kritisere Sovjetkommunismen for at være statskapitalisme. Der sker aldrig et brud med kapitalismen, fordi pengene ikke bliver afviklet i Sovjetunionen. Det er den tradition, jeg forsøger at aktivere og bringe i anvendelse på den igangværende krise.

Skelettet er altså en marxistisk teori om kapitalismens strukturelle former. Hvordan ser den seneste økonomiske krise ud fra dette perspektiv?

Jeg gennemgår fra starten nogle af de mest populære fortællinger om krisens årsager: At det var grådige amerikanske bankfolks skyld, at det var junglen af uoverskuelige finansprodukter som forvirrede folk, eller at det var den amerikanske middelklasse, som havde levet over evne. Alle disse forklaringer er dog utilfredsstillende, for de bringer os ikke rigtigt længere end forargelse over investeringsbankernes grådighed eller troen på, at vi bare skal regulere finansmarkerne lidt bedre. Derfor forsøger jeg at komme et spadestik dybere. Dette gør jeg ved at forstå den økonomiske krise i lyset af de sidste 50 års økonomiske historie.

Min læsning bliver således, at krisen slet ikke startede i 2008. Den startede sidst i 60’erne eller i starten af 70’erne, hvor der skete en opbremsning af efterkrigstidens voldsomme vækst i Vesten. Vi har ikke på noget tidspunkt siden set profitrater, som dem der fandtes i årtierne efter 1945. Den efterfølgende periode fra begyndelsen af 1970’erne er så at sige en lang neoliberal nødlanding, hvor der bliver sparet på den sociale reproduktion og økonomien bliver holdt kørende med stadigt større mængder kredit. Samtidig har der været en lind strøm af store og små kriser, fra 1970 og til 2007 har der været 124 bankkriser, 208 valutakriser og 63 gældskriser i den globale  økonomi. Den generelle krise har været tilstede hele tiden, dækket af et tyndt fernis af kredit.

Siden starten af 70’erne har kapitalens forsøgt at håndtere den her økonomiske opbremsning. Det skete først og fremmest gennem flytning af arbejdspladser til andre dele af verden, eksempelvis Kina, hvor hundrede millioner blev gjort til lønarbejdere, der fik meget mindre i løn end arbejderne i Vesteuropa og Nordamerika. Samtidig med at store dele af den industrielle produktion blev outsourcet, begyndte en gradvis afvikling af efterkrigstidens velfærdssamfund.

Historisk kan vi se denne udvikling som en destruktion af kapital. Derfor sammenligner jeg i bogen det, der har fundet sted siden slut60’erne med det der fandt sted mellem 1914 og 1945. Her blev arbejdere, infrastrutur og produktionsmidler ødelagt i et helt vanvittigt omfang gennem Første Verdenskrig, så krak og krise og så Anden Verdenskrig. En kæmpestor mængde kapital forsvandt og efterlod et tomrum, som kunne fyldes af ny produktion, med stigende profitrater til følge.

Siden sidst i 60’erne har der fundet en devaluering af kapital sted, som har haft en lignende funktion som ødelæggelserne i perioden før 1945. Den har selvfølgelig være meget mindre voldsom og er foregået gradvist. Ikke desto mindre har devalueringen af arbejdskraft, infrastruktur og maskineri haft til formål at skabe rum til og vilkår for en ny ekspansion. Efter at profitraterne begyndte at dale, har både stater og firmaer sparet på den mængde kapital, som blev ført over i samfundenes og arbejdsstyrkens reproduktion. Et eksempel er den amerikanske infrastruktur, som lige så stille er blevet slidt ned, uden at blive repareret. Der afsættes simpelthen ikke midler til at kompensere for nedslidningen, hverken på det føderale niveau eller hos staterne.

En anden måde skiftet kommer til syne på, er stagneringen eller faldet i reallønnen i Vesten siden 70’erne. Og dette selvom leveomkostningerne er steget ganske voldsomt. Det, der har gjort at det overhovedet har været muligt for den amerikanske middelklasse at reproducere sig selv, har været introduktionen af billige lån og lav-pris varer produceret i Asien. Godt nok er der løbende blevet skabt enorme summer på ejendomsmarkedet og i dot.com-økonomien, men der har hver gang været tale om bobler. Så det har været en kolods på lerfødder, der er blevet stablet på benene: Vi låner og låner og kan ikke holde hjulene i gang uden at skabe mere og mere fiktiv kapital.

Forsøget på at muliggøre en ny ekspansion har blandt andet taget form af et voldsomt pres på arbejderklassen som politisk subjekt. Efter årtiers globalisering af arbejdsmarkedet kan kapitalen nu sige til den utilfredse arbejderklasse i Vesten ”gå ned i løn, opgiv dine rettigheder — eller vi rykker produktionen østpå”.

Ud over at lønnen reelt er faldet, har også arbejdsformen ændret sig. Der er blevet længere mellem fastansættelserne og flere jobs uden pension og ferie. Flere og flere funktioner, der tidligere ville udføres af en fastansat, fyldes af folk som er tilknyttet arbejdsmarkedet på nogle meget usikre og ustabile vilkår.

Men hvad var det for en grænse for væksten som man ramte i 70’erne og som blev indledningen til den lange opbremsning?

M: Ifølge økonomihistorikeren Robert Brenner var det et spørgsmål om overkapacitet i de globale fremstillingsindustrier i USA, Japan og Vesttyskland og senere i økonomierne i Asien. En efter en kom de ind på verdensmarkedet, som indtil sidst i 60’erne havde været domineret af USA. Først kom Vesttyskland og Japan, lidt senere Sydkorea og Taiwan og endelig Kina, da landet sidst i 70’erne gik fra planøkonomi til markedsøkonomi. De kinesiske arbejdere kunne producere de samme varer meget billigere og det pressede priserne og dermed profitten ned. Konkurrencen blev for hård og varerne kom simpelthen til at koste for lidt. Det er jo egentlig Marx’ klassiske analyse af profitratens tendens til fald, som er i spil, en analyse jeg synes er god, men som bør suppleres med en analyse af forholdet mellem kapital og arbejde i perioden.

For der sker også en anden ting sidst i 60’erne, nemlig det vi forbinder med protesterne i maj 1968: Arbejderne og studenterne afviser den keynesianske, fordistiske samfundsmodel, hvor de belønnes med højere lønninger for højere produktivitet. De vil have mere eller noget andet. Protesterne er en revolutionær offensiv mod efterkrigstidens statsstyrede moderniseringsparadigme, men også mod kapitalismen som sådan. Det er altså ikke kun den faldende profitrate, men også klassekampen som tvinger kapitalen til at omstrukturere sig. Presset af arbejderklassen tvinges kapitalen til at afvikle de store arbejdertunge industrier i Midlands i England eller i forstæderne til Paris. Som Antoni Negri udtrykker det, finder der en ”spredning af de militante arbejdere” sted. Alle de arbejderintense industrier bliver altså flyttet ud til steder hvor der er en mindre grad af modstand, hvor lønningerne er lavere og befolkningerne er mindre besværlige end i Vesten. Inden for de senere år har vi så set at klassekampen er flyttet med: Nu kræver de nye lønarbejdere i Kina, Indien, Bangladesh og Cambodja mere i løn. Pointen er selvfølgelig, at klassekampen manifesterer sig på et eller andet tidspunkt.

Hvad adskiller denne seneste krise fra de tidligere?

M: Man kan sige, at den 30 år lange nedslidning af samfundet er blevet voldsomt accelereret i Vesten efter 2008. Pludselig er konsekvenserne af den neoliberale doktrin, som har været dagsordensættende siden sidst i 70’erne, blevet synlig for os i Vesten. Den er vendt hjem with a vengeance i landene omkring Middelhavet: Grækenland, Spanien, Portugal og Italien. De spareprogrammer, som IMF og Verdensbanken tvang en lang række lande i det globale syd igennem i løbet af 80’erne og 90’erne, bliver nu appliceret i Europa. I 90’erne og 00’erne blev især Tunesien, men også Ægypten, rost af IMF for deres økonomiske politik, der i virkeligheden forarmede befolkningerne mere og mere. Krisen har længe været en synlig realitet uden for Vesten, men i 2011 flød bægeret så over.

Som jeg nævnte tidligere, er de profitrater, som er blevet opretholdt igennem de sidste 40 år, baserede på forvandlingen af millioner af mennesker andre steder i verden til lønarbejdere. De er kommet ind i systemet med meget få omkostninger – meget lig det Marx kalder primitiv akkumulation. Kapitalistisk modernisering følges altid af underudvikling og nød.

Krisen – profitratens fald og forsøgene på at kompensere – har altså været smerteligt åbenlys i eksempelvis Nordafrika i lang tid. Derfor er det heller ikke noget nyt med social uro og food riots i lande som Tunesien og Egypten. Der har de stået på årevis. Det nye ved finanskrisen er, at denne her form for kolonial kriseøkonomi er vendt hjem.

Er det en pointe i bogen at denne her mere overordnede kritik har været glemt på venstrefløjen de seneste årtier?  

Jeg er ikke interesseret i at redde venstrefløjen. Jeg kritiserer tværtimod den vesteuropæiske venstrefløj for at have forladt det revolutionære projekt for længe siden. Arbejderbevægelsen lod sig smelte sammen med nationaldemokratiet gennem skabelsen af velfærdsstaten, som markant forbedrede de vesteuropæiske og nordamerikanske arbejderes liv i årene efter afslutningen på Anden Verdenskrig. Ved at lægge pres på staten og kapitalen lykkedes det den vestlige arbejderbevægelse at få mere i løn og bedre arbejdsvilkår. Men prisen for denne sejr var indlemning i nationaldemokratiet og frasigelsen af den internationale solidaritet. Vi glemte de andre arbejdere udenfor.

Den venstrekommunistiske position insisterer på det internationale perspektiv og på en radikal kritik af det kapitalistiske samfunds grundformer som lønarbejdet. Altså en helt grundlæggende kritik, der tager udgangspunkt i den nuværende historiske situation med henblik på at vurdere, hvordan noget andet kan lade sig gøre.

I bogen forsøger jeg også at analysere det sproglige skred, der har fundet sted i løbet af de sidste 30-40 år, hvor begreber som revolution er blevet lig med et voldeligt pøbelstyre. Analysen i bogen adresserer således også en række transformationer i det kapitalistiske samfunds kulturelle sfære. Fokus er her selvfølgelig på den omfattende forandring, som er fulgt med den neoliberale ideologi, hvor alle livets forhold nu anskues som et marked og den enkelte som sin egen virksomhed. Hvis revolution tidligere var det måske vigtigste politiske begreb, der henviste til en storstilet social, materiel og mental omkalfatring, kommer det i den neoliberale periode – og især efter murens fald – til at betegne noget helt andet. I dag betyder revolution individuel omstillingsparathed, at vi skal være klar til at indfri markedets konstant skiftende krav. Forestillingen om revolution som en omfattende forandring, der sættes i gang af en kollektiv protest glider langsomt ud. Denne forskydning er et tegn på nedbruddet af det kritiske revolutionære vokabularium, hvormed man tidligere kunne kritisere sociale og politiske forhold. Ord som revolution og klassekamp fremstår forældede i dag. Det er et problem og et resultat af en aktiv fortrængning, et resultat af 30 års intens neoliberalisering. Det er klart, at bortfaldet af Marx’ begreber som analytisk ramme – ikke mindst på venstrefløjen – er direkte forbundet med denne idéhistoriske forskydning.

Så det handler om sprog, hvordan vi kan tale om verden. Det er selvfølgelig et længere teorihistorisk forløb, der er tale om. Et af de interessante, men uheldige skift finder sted i forlængelse af det nye venstres selvkritiske gennemarbejdning af marxismen sidst i 60erne og begyndelsen af 70erne. I perioden hvor vi ser det her skift i verdensøkonomien fra boom til nedgang og lappeløsninger, ja der afvikles Marx’ teoretiske helhedsanalyse paradoksalt nok af tænkere som Lyotard, Baudrillard og Deleuze, der på mange måder var stærkt influeret af maj ’68 og ønskede at bruge begivenheden som afsæt for en fornyelse af marxismen. Men på en måde kan man sige, de gik for langt og endte med at afvikle marxismen. Bortfaldet af den globale marxistiske analyse af den kapitalistiske produktionsmåde gjorde, at det blev sværere at se, hvor ulige verden var blevet siden sidst i 60erne, at det blev svært at analysere den rolle som kredit og outsourcing spillede i det nye akkumulationsregime. Finanskrisen var opvågning fra denne postmoderne tilstand. Pludselig kunne vi se det. Den overdrevne tiltro til kapitalens evne til selvreform, som opstod i 1980erne, ligger i ruiner nu.

Bogen skal læses som et bidrag til genåbningen af dette rum for kritisk tænkning: Jeg forsøger at vende tilbage til en global eller ‘totaliserende’ analyse i lyset af protesterne, som har fundet sted i løbet af de sidste år. Det længste kapitel i bogen analyserer netop denne nye protestcyklus som starter i 2011 i Tunesien og Egypten og så bevæger sig videre til Sydeuropa og USA.

Så protesterne mod den 30 år lange nedslidning af samfundet er allerede i gang, og det er dem, der er mit prisme. Min læsning er så, at der er en helt central kapitalismekritisk dimension i protesterne, og den forsøger jeg at udfolde og være affirmativ over for.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *