Har Rusland behov for Grundtvig?

I Rusland er der i øjeblikket stor interesse for den danske tænker N. F. S. Grundtvig. Men hvad er det for behov i Rusland der gør ham aktuel i dag 133 år efter sin død?

Spørgsmålet er selvfølgelig absurd på mange måder. – Og dog.
I hvert fald har jeg mødt en stor kreds af russiske lærere og administratorer, som på baggrund af den kulturelle og politiske krise, Rusland befinder sig i, har ladet sig inspirere af Grundtvigs tanker om det universelle, skolen og individet som del af et fællesskab.

Jurij V. Kurnosov, dr. phil. og souschef i Akademiet for Almen Uddannelse under den Russiske Føderations præsident, tidligere oberst i KGB, holdt i Moskva den 24. oktober 2004 et foredrag om demokratisering af uddannelsesprocessen. Efterfølgende bad jeg ham om kort at opsummere, hvilke problemer han anså for at være at være mest påtrængende i Rusland lige nu. Han sagde:

    * Vores uddannelsessystem kan ikke matche nutidens internationale konflikter.

    * Ethvert menneske bør have mulighed for selvudvikling.

    * Hvorfor lykkes vore koncepter ikke? – Fordi folk løfter hænderne i afmagt i stedet for  at tænke selv.  

* Folk skal lære at analysere, men grundlaget for den nødvendige uddannelse er meget svagt. Vores uddannelsessystem har ikke kapacitet og kvalitet nok til at klare de nødvendige uddannelser i regionerne.

* Vi skal sige til borgerne: ”Det er muligt. – Det er jeres opgave!” Men denne holdning skal indpodes børnene, for de voksne er ikke til at flytte.

Folkeskole Nr. 1804 i Moskva

Dagen efter besøgte jeg Folkeskole Nr. 1804 i Moskva, hvis leder sagde bl.a. følgende om de problemer uddannelsessystemet står overfor:

”Det er ikke nogen hemmelighed, at uddannelse er den fremtid, vi skaber i dag. Heraf følger, at de negative sociale vilkår, vi møder i dag, er resultatet af de fejl, som forvaltningen af uddannelsessystemet begik i går. Ser vi kendsgerningerne i øjnene med nedbrydelsen af befolkningens sundhed, væksten i børnekriminaliteten, narkomanien, prostitutionen, hjemløsheden og affolkningen, så må vi indrømme, at vores traditionelle undervisningssystem til trods for dets fortjenester lider af en hel række mangler. Hvis disse mangler ikke bliver udbedret, kan vi ikke gøre os håb om med vores uddannelse at udvikle et sundt samfund.

Hvis vi med uddannelsesinstitutionernes strukturer ønsker at fremme en positiv udvikling hos eleverne, må vi benytte en principielt set ny ledelsesform. Det skal være en ledelsesform, som hos alle deltagere i uddannelsesprocessen fremkalder en kreativ holdning til skabelsen og almen-gørelsen af vore fælles værdinormer… Autoritær pædagogik interesserer sig ikke for effektivitet, og vi må indenfor pædagogikken bevæge os fra produktion til kreativitet.”…”Målet for os må være at få demokratiseret uddannelsesinstitutionerne, således at vi kan få gjort børnene og de unge selvstændige og i stand til at træffe beslutninger. Derfor må vi bestræbe os på ikke at begrænse barnet, men at udvikle den enkeltes personlighed. Udgangspunktet er, at ethvert menneske har talent. Elever, lærere og forældre har alle deres talent at tilbyde.

Samarbejde, frivillighed og åbenhed bør være de principper, vort arbejde skal baseres på. Alligevel begår vi fejl, fordi vi ikke altid kan løsrive os fra vores autoritære baggrund. Vi troede i begyndelsen, at demokratisering betød fuld frihed, men forstår at ledelse og styring selvfølgelig ikke kan undværes… Børnene skal ikke inspireres ved at lærerne siger, at ”dette er nødvendigt”, men ved at lærerne vækker børnenes interesse.”…

”Et af de vigtigste nøgleord er ordet ”ansvarlighed”. På grund af uddannelsessystemets mangler er eleverne ikke i stand til at vælge mellem rigtigt og forkert. Heri består tragedien. Derfor må vi formulere nye mål, hvor det menneskelige er i centrum, og mennesket udvikles til at blive en borger, der er i stand til at tage ansvar for sig selv og sine omgivelser.”

Opgør med fortiden

Sovjetstyrets opgør med fortiden har ført til en følelse af historieløshed. Den russiske kulturkritiker Tjaadajev, der levede samtidig med Grundtvig, sagde, at det er ud fra en klar forståelse af fortiden, at mennesket vil finde kraften til at øve indflydelse på sin fremtid. Hos Grundtvig hedder det, at det er den historiske bevidsthed, der giver os et grundlag for handling i fremtiden, og det er den historiske erindring, der giver vore drømme og idealer indhold, idet den lærer os, hvem vi selv er. Netop historieløsheden og den deraf følgende folkelige identitetsløshed er så stort et problem i Rusland, at man fra myndighedernes side er gået så vidt som til at udskrive konkurrencer om, hvem der bedst kan udforme en sammenhængende ”Russisk ide”. Tjaadajev ligger også på linie med Grundtvig, når han siger, at hver person indenfor det nationale fællesskab og hver nation indenfor det internationale fællesskab må opfatte sig selv som værende forskellig fra alle andre personer og nationer med ret til egen eksistens og egne individuelle interesser. De menneskelige fællesskaber skal opfattes som en samling ”Jeg’er”, hver med sin personlige identitet.

Forsøget på at skabe et ”homo sovjeticus” har netop ved at sætte enheden højere end mangfoldigheden fremmet en lydighedskultur, der ved at fratage den enkelte borger ansvaret for eget liv også har frataget ham hans identitet. Det er nogle af de katastrofale samfundsmæssige følger heraf, som er beskrevet ovenfor.

Politikerlede

Den russiske filosof Berdyaev beskrev i sin bog ”The Russian Idea” (London 1947) det problematiske forhold til magten, som kendetegner russisk kultur. Mere end noget andet har dette forhold været afgørende for den situation, det russiske samfund i dag befinder sig i. Berdyaev hævder, at russerne i almindelighed ikke bryder sig om statsmagten. Enten gør de oprør mod staten, eller også underkaster de sig ydmygt dens magt. Han mener, at denne dobbelthed er udtryk for et skisme, som går igen i hele Ruslands historie: skal man modstå statsmagten eller leve i ubesmittet tilbagetrukkethed fra den i fysisk og/eller åndelig henseende? Modviljen mod statsmagten og angsten for at blive ”besmittet” ved, at besidde magt har fremmet grundlæggende anarkiske tendenser i det russiske folkehav, hvilket op gennem tiderne har sat sig sine spor i Ruslands historie. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at anarkismen som idé først og fremmest er et russisk produkt, hvis kendteste repræsentanter hedder Bakunin, Kropotkin og Tolstoj. Man så altså det paradoksale, skriver Berdyaev, at der hos et folk med grundlæggende anarkiske tendenser udviklede sig et monstrum af en stat, hvor et almægtigt bureaukrati skød sig ind som et mellemlag mellem den enevældige tsar og befolkningen.

Dette specielle forhold til magten viser sig på det psykologiske plan på den måde, at selvom den folkelige tradition siger, at magtens fylde først og fremmest hører hjemme hos folket, så bryder folk sig ikke om magten. De forkaster den og overdrager i stedet magtens byrde til tsaren. Derfor knytter ideen om tsaren sig til folket og ikke til staten. Det er nemlig bedre, at et enkelt menneske besudles af magten, end at et helt folk gør det. Magt er ikke en rettighed, men en byrdefuld belastning, og ét menneske må nødvendigvis bære autoritetens tunge byrde. – Politik er altid af det onde.

Når folket levede i armod og undertrykkelse skyldtes det således ikke ”den gode tsar” eller ”lillefar Stalin”, men de magtsyge politikere, som omgav disse herskere. Dette syn på politik viser sig i dag på den måde, at der i befolkningen på den ene side er et stærkt ønske om have en ”stærk mand” til at lede staten. På den anden side er der en ægte og dybfølt politikerlede. Politiker bliver kun den, som ønsker at berige sig på statens og befolkningens vegne. Opfattelsen synes stadigvæk at være den, at politik ikke er noget, hæderlige mennesker kan beskæftige sig med. Ja, politik frastøder dem ligefrem.

Hvis vi ser på begrebet frihed, så opfattes frihed i russisk tradition som frihed fra, hævder Berdyaev: Frihed til ikke at tage del, hvorfor det hedder: ”Samfundet, det er de andre. – Jeg er ikke ansvarlig!”

Begrebet frihed går som en rød tråd gennem hele Grundtvigs tænkning. Hos ham hedder det blot frihed til. Det vil sige den frihed til at være virksom, som samtidig medfører forpligtelsen til at påtage sig ansvar. Derfor hedder det også: ”Samfundet, det er os!”

Selv kan jeg godt forstå, at mine reformivrige russiske kolleger føler sig inspirerede af Grundtvig.