Terrorisme og venstrefløjens civilisationskritik

Offergørelse: Vesten er tilbøjelig til at betragte terrorister som ofre for volden i Mellemøsten, som ofre for imperialismen og kolonivældet, og som ofre for moderniseringen. Så længe vi ligger under for fundamentalisternes drøm om det fuldkomne samfund, så længe bifalder vi i praksis terroristernes kamp.

Da det svenske Historiska Museum i forbindelse med en international konference om folkedrab lod portrættet af en palæstinensisk selvmordsbomber hænge rundt om i byens lygtepæle, gik den israelske ambassadør i Sverige amok. Under indvielse af den kunstinstallation, som portrættet reklamerede for, smed ambassadøren en fotolampe ned i installationens blodrøde vand, mens han højlydt råbte til de omkringstående journalister og tv-kameraer. Dette var en skandale, for med sin kunstinstallation bedrev museet åbenlyst hån mod den israelske befolkning, der dagligt lever under truslen fra selvmordsbombere som den portrætterede kvinde, Jaradat.

Kunstbråket

”Kunstbråket” i Stockholm blev en international mediebegivenhed og førte til en diplomatisk krise mellem Israel og Sverige, som endte med, at portrættet af den smukke Jaradat i byens lygtepæle blev pillet ned, og den israelske ambassadør rejste hjem. Selve kunstinstallationen, ”Snowwhite and the Madness of thruth”, fik imidlertid lov til at blive stående, og tiltrak en strøm af nysgerrige betragtere, der mere eller mindre måbende tog det stormomsuste kunstværk i bestik. Det var dog alligevel lidt mærkeligt, for mere interessant var ”Snowwhite” altså heller ikke. Så hvorfor al det postyr? Kunne Israel ikke bare være ligeglad? Hvorfor al den halløj? For der var vitterlig tale om halløj. Da det gik allerhedest til, kunne Google registrere 128.000 søgninger relateret til kunstværket om Snehvide og den hysteriske ambassadør. Og det gav for nogle anledning til kritik af Israel, der med den svenske journalist Göran Rosenbergs ord igen havde brugt antisemitismen og råbt ”Ulven kommer!” ved at fremstille Israel som værende udsat for en antisemitisk hetz, mens andre greb lejligheden til en mere generel diskussion om kunst og ytringsfrihed. Om Israel reelt havde krænket kunstens ret til at kommentere frit på politik, og om det ikke netop var fra kunsten, nye veje skulle findes for den politiske samtale.

Terrorister som ofre

Men der lå mere i hele balladen, for selve værket og de plakater, der hang rundt om i byens lygtepæle, vidnede om, at terrorister som Jaradat i mange sammenhænge bliver opfattet som ofre. Ofre for voldsspiralen i Mellemøstkonflikten. Ofre for Vestens tilstedeværelse i den arabiske verden. Ofre for imperialismen og kolonivældet, og ofre for den forandringsproces, som moderniseringen fører med sig. For det, ”Snowwhite and the Madness of truth” først og fremmest fortalte, var, at Jaradat var et offer. Hændelsen i Stockholm giver derfor også anledning til en mere generel refleksion om terrorister som ofre. For begik Historiska Museet reelt en fejl, ikke så meget ved at udstille selve værket, men ved at lade Jaradats portræt hænge rundt om i Stockholms lygtepæle? Og kom museet derved indirekte til at legitimere de handlinger, Jaradat havde begået?

Som historiker og leder af det norske Senter for studier av Holocaust og livssynsminoritetenes stilling , Odd-Bjørn Fure, udtalte på en OSCE-konference sidste år om antisemitisme, hvor forbindelse til konflikten i Mellemøsten også blev diskuteret, har Europa svigtet ved ikke at fordømme terrrorismen. Den europæiske offentlighed har ikke højt og klart taget afstand fra terror som et legitimt politisk våben. Og det rejser det næste spørgsmål, som ikke kun er relateret til Israel-Palæstina, men til den islamiske terrorisme generelt, nemlig om kampen mod terror lider under en forældet og til dels romanticeret opfattelse af terrorisme som en krig ført i folkets og retfærdighedens interesse. Den opfattelse er ikke mindst et levn fra 1950’ernes og 1960’ernes marxistiske civilisationskritik, hvor revolution og terror blev fremstillet som legitime midler i bekæmpelsen af det borgerligt kapitalistiske samfund. Således skriver f.eks. de to forfattere Lars Erslev Andersen og Jan Aagaard i deres bog om de islamistiske terrornetværk, der stod bag angrebet på World Trade Center, Den afghanske forbindelse, at den islamiske fundamentalisme ligner den kritik af det vestlige samfund, som venstreintellektuelle som Jean-Paul Sartre, Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse bedrev i tiden efter Anden Verdenskrig. En kritik, som i sin konsekvens opfordrede til voldelig revolution mod den borgerlige kapitalisme.

Den materialistiske fejlslutning

Man kan derfor diskutere, om vi i dag står over for en manglende erkendelse af den islamiske terrorisme som en traditionalistisk modernitetskritik, der bevidst har valgt terror for at ramme det liberale demokratis primære værdier. Om vi ved at insistere på den islamiske terrorisme som konsekvens af social ulighed og terroristerne som ofre, igen begår en fejl ved ikke at se de ideer, der ligger bag volden. Det mest typiske ved den intellektuelle venstrefløj har op gennem hele det 20. århundrede netop været denne manglende erkendelse af konflikter som værende drevet af andet end materielle årsager. Det var den fejl, venstrefløjen begik i 1930’ernes Europa ved ikke at opfatte nazismens antisemitisme som det, det reelt var, nemlig et kolossalt angreb på den jødisk-kristne civilisation.

Nazismens folkedrab på Europas jøder var en konsekvens ikke blot af racehadet, men også en nærmest metafysisk opposition til den vestlige civilisation med alt, hvad den indbefattede af liberalisme, frigørelse og ligestilling. Men den europæiske venstrefløj fornægtede i 1930’erne dette problem, og opfattede tværtimod antisemitismen som et midlertidigt fænomen, der ville forsvinde i takt med, at selve klassekampen var overstået og den sociale ulighed bortelimineret. Antisemitismen blev istedet tolket ind i den kulturkamp, der foregik mellem fascismen og det ideelle socialistiske samfund, som venstrefløjen øjnede bag det mørke, der med Hitler havde sænket sig over Europa.

Når terroristernes angreb på Vesten og vestlige institutioner i dag bliver lagt ind i en lignende forklaringsramme, så blokerer denne tankefigur om materialistiske årsager og social ulighed som årsagen til terrorismen for erkendelsen af dens reelle karakter. Og for muligheden for at gøre noget ved det. For problemet ligger ikke i den vestlige samfundsmodel, i USA eller i Europa, men i den islamiske fundamentalisme, der på samme måde som socialismen bærer på en romantisk drøm om et bedre og mere oprindeligt samfund, hvor solidariteten er større, hvor homogeniteten hersker, og hvor konflikter ikke længere er mulige. Så længe vi i Vesten bifalder den civilisationskritik, og ikke fordømmer terror som et illegitimt våben, men ser den som et retfærdigt middel i kampen for folkets interesse, så længe vil vi indirekte på samme måde som portrættet af Jaradat i Stockholms lygtepæle være med til at autorisere den kamp, terroristerne fører. Kampen mod terror ligger derfor ikke kun mod terrorismen som sådan, men også mod den tankefigur, der igennem hele det 20. århundrede har ført Europa ud i krig, social konflikt, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, nemlig forestillingen om et samfund hinsides kapitalismen, hvor alle vil blive lige, og hvor selve målet helliger ethvert middel. Inklusive terrorisme.

Henvisninger:
Odd-Bjørn Fure: ”Antisemitism in Europe”, OSCE Conference on Anti-Semitism, Berlin, 28-29 April 2004

Göran Rosenberg, “Ambassadören och antisemitismen”, DN-kultur 2004-01-23

Cecilie Felicia Stokholm Banke, ph.d. Har senest skrevet bogen Demokratiets skyggeside. Flygtninge og menneskerettigheder i Danmark før Holocaust, som udkommer på Syddansk Universitetsforlag til foråret .