At gentænke litteraturhistorien uden facitlister og fine fornemmelser

17.2.2014

Er undervisningen i litteraturhistorie blandt gymnasieelever ved at forfalde til et afkrydsningssystem, en ydre staffage og en kedsommelig dogmatik?  Og hvordan forholder vi os til, at der på universiteternes danskstudier i dag kun skrives få specialer om emner, der ligger før det moderne gennembrud, ja, endda før 1980? Professor i Litteratur fra Syddansk Universitet Anne-Marie Mai er enig i, at litteraturhistorien er trængt, men plæderer for, at man i stedet for at se det udvidede danskfag som en trussel mod litteraturhistorien, bør kigge på de mange nye muligheder, der er for at gentænke litteraturhistorien på alle niveauer af undervisningen.

Det åbne faglige seminar om litteraturhistoriens fremtid i det danske undervisningssystem, som blev afholdt på Københavns Universitet i oktober 2013, er særdeles velkomment. Netop for ti år siden udkom den ministerielle rapport Fremtidens Danskfag http://pub.uvm.dk/2003/danskfag/, som blev grundlaget for gymnasiereformens nye danskfag i 2005, hvilket også forplantede sig til studieordningerne på universiteterne. Reformerne fik mange steder det resultat, at litteraturhistorieundervisningen fik færre timer.

På gymnasierne gjorde 2005-reformens struktur det vanskeligt for at nå de litterære faglige mål for både lærere og elever. Det gælder eksempelvis målet om, at STX-eleverne skal dokumentere kendskab til en bred repræsentation af centrale danske litterære værker gennem tiderne med perspektiv til litteraturen i Norden, Europa og den øvrige verden. Se nærmere ”Dansk A på hhx, htx og stx. Fagevalueringer 2008”, Eva, http://www.eva.dk/e-magasinet-evaluering/projekter/2008/fagevalueringer-paa-de-gymnasiale-uddannelser-2008, 25.12 2013.

I Johnny Kondrups og Ivy York Möller-Christensens oplæg til seminaret bliver det endvidere  fremhævet, at der er sket mange udvidelser af danskfagets områder, vel at mærke på bekostning af litteraturhistorien. Det udvidede tekstbegreb, medierne som genstandsfelt og digitaliseringen af kommunikationen ser sammen med globaliseringen ud til at have resulteret i, at litteraturhistorieundervisningen har fået trange tider.

Derfor er der god grund til at forny diskussionen om danskfaget og litteratur-historien.
Når det gælder danskfaget på universiteterne kan man bemærke, at interessen for at beskæftige sig med litteraturhistoriske emner er faldende blandt de studerende.  Der skrives faktisk kun få specialer om emner og værker, der ligger før det moderne gennembrud, og på flere af universiteternes danskstudier omhandler langt over halvdelen af specialerne emner inden for litteratur, sprog eller medier efter 1980. Flere af universiteternes danskstudier har specialeportaler, hvor titler og emner for specialer, der udlånes, er tilgængelige. Af oversigten over specialer ved Dansk, Aarhus Universitet, efter 2008 fremgår det, at 55 specialer omhandler litterære værker efter 1980, 29 specialer omhandler litterære værker før 1980, mens 38 specialer omhandler emner inden for sprog og medier (fortrinsvis emner om nutidige fænomener), jf.
http://library.au.dk/fagsider/nordisk/nospec2008/ , 25.12 2013.

På trods af at vi på Syddansk Universitet har afsat ganske mange timer på BA-studierne til historisk læsning (3 timer ugentligt i 4 semestre), har vi også her erfaringer for, at et flertal af specialer omhandler emner efter 1980. En nyere optælling af specialer foreligger dog ikke på SDU.  Her kan man til gengæld konstatere, at kun en enkelt litterær ph.d.-afhandling i perioden efter 2002 har beskæftiget sig med litterære værker før 1980. Katja Theilmanns afhandling Genreblandinger. Om ironisk og humoristisk multigenericitet i dansk litteratur efter 1800, 2007, tilgængelig på adressen: http://www.sdu.dk/Forskning/PhD/Phd_skoler/Phd_humaniora/ph,-d-,d,-d-,-afhandlinger, 25.12 2013.

Men selv om både gymnasiereformen og udvidelserne af danskfagets genstandsfelt skaber vanskeligheder for litteraturhistorieundervisningen, bør vi som dansklærere forsøge at bruge de ændrede forhold som muligheder for at gentænke litterathistorien, samtidig med at vi på de uddannelser, hvor timetallet er raslet i bund, peger på behovet for en anstændig ordning for studiearbejdet med litteraturhistorie. Mit forbillede er i den henseende SDU-modellen Se BA-studieordningen for dansk ved SDU på denne adresse: http://static.sdu.dk/mediafiles//7/C/E/%7B7CE0AB4F-674C-4388-B052-96ABA232CBA5%7DDansk13BA.pdf, 25.12 2013. Studieordningen har gennemgået en revision i 2013, og i fagkollegiet er der stor tilfredshed vægtningen mellem fagets genstandsområder og de discipliner, vi har fået formuleret., selv om vi heller ikke her kan prale af en opblomstring af specialer og afhandlinger om emner før 1980.

Den følgende diskussion af litteraturhistoriske muligheder tager udgangspunkt i iagttagelser af nogle gymnasieelevers oplevelse af, hvad det er, underviserne vil med litteraturhistorieundervisningen. Herefter debatteres nogle forslag til, hvordan vi med fordel både i gymnasiet og på universitetet kan nytænke kanonforpligtelsen, inddrage en højere grad af metodisk refleksion og genfinde den historiske analyserende fortælling, som tidligere var en dyd i litteraturhistorien og den historiske læsning.

Afkrydsning, pynt og dogmatik

Det er både nyttigt og af og til skræmmende for en dansklærer at kigge forbi Studieportalen Studieportalen, http://www.studieportalen.dk/  25.12 2013. Sitet bygger på tanken om, at medlemmerne er et ”community”, der hjælper hinanden. Mod betaling får man adgang til opgaver og diskussionsfora, og sitet henvender sig især til elever i folkeskolen og på gymnasiet.  Det blev oprettet i 1999 og har månedligt 70.000 brugere. , hvor elever udveksler ideer og opgaver og hjælper hinanden med faglige spørgsmål. Der er oplagt mange gode gymnasiale danskopgaver på Studieportalen; men nogle af de spørgsmål, der stilles i forbindelse med eksamen, kan få selv en hærdet gammel dansklærer til at ryste på hænderne. Der er især tre urovækkende tendenser, man kan bemærke, når elever beder hinanden om hjælp til at klare litteraturhistoriske eksamensfordringer.

For det første er der en tendens til, at eleverne opfatter litteraturhistorie som en art afkrydsningssystem, som det kan være godt at kunne lidt om.

En elev skriver eksempelvis:

“Jeg skal op til danskeksamen fredag og vil selvfølgelig gerne inddrage perioderne, såfremt det er muligt… hørt det gør godt for karakteren… men hvordan finder jeg ud af om det er henholdsvis romantikken, modernismen eller en anden periode i en ganske almindelig tekst jeg får udleveret til eksamen… har 1 time forberedelse….” Citeret efter Studieportalen 25.10 2013. Elevens spørgsmål er indsendt 16. 06 2009. 

For det andet er der en tendens til, at litteraturhistorien ses som en slags udvendig pynt eller staffage, som man ikke skal gå alt for langt ind i. En elev skriver eksempelvis:

 “Jeg skal skrive Danmarks udvikling gennem kunst/litteraturhistorie fra Romantikken/Guldalderen: 1800-1870 frem til 1990’erne. Men det skal ikke være alt for dybt gående bare sådan en kort omgang. Anyways det jeg ville spørger om er hvad det er der er i mellem det moderne gennembrud til 1990’erne? – Håber der nogle der vil hjælpe! :)” Citeret efter Studieportalen 25.10 2013. Elevens spørgsmål er indsendt  17.06 2011.

 For det tredje er der en tendens til, at eleverne opfatter litteraturhistorien som en art skræddersyet dogmatik, som gør det svært at opvise den mindste form for selvstændighed. En elev skriver eksempelvis:

“Hej, jeg er igang med en dansk aflevering om Romantikken og Det moderne gennembrud. Der skal vi bruge Litteraturens veje. Min lære har opstillet nogle spørgsmål til os. Men når jeg vil læse i Litteraturens veje så står svaret skrevet i bogen. Jeg synes det er svært at skrive det om, eller forklare det på en anden måde. Jeg er bange for at begynde med at skrive af, fordi det er svært at skrive om. Er der nogle metoder, som jeg kan bruge for at det ikke vurderes som at man har skrevet af. Håber at der er nogen kan svar mig hurtigt.

Tak på forhånd” Citeret efter Studieportalen 25.10 2013. Elevens spørgsmål er indsendt  22.04 2011.

Den sidste efterlysning er virkelig sørgelig. Hvis litteraturhistorien er blevet en serie af vedtagne svar, er den ikke værd at beskæftige sig med. Hverken for elever, der ikke kan stave til ̒lærer, eller for lærerne, som skal lytte til afliringen af en dogmatik, som er litteraturhistorien og litteraturen fremmed.

At gentænke kanonforpligtelsen

Danskfaget er som bekendt forpligtet af en undervisningskanon, der blev udsendt i 2004.  Den kræver, at man skal læse mindst en folkevise samt mindst en tekst af følgende forfattere: Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, Steen St. Blicher, H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen, Martin Andersen Nexø, Tom Kristensen, Karen Blixen, Martin A. Hansen, Peter Seeberg  og Klaus Rifbjerg. Men måske har kanon fået os til at se litteraturhistorien til en slags monolit, hvis klassikere er klippefaste. Vi burde forsøge at omgås kanon med større mod på nytænkning og finde ud af, hvordan vi kan give studerende og elever muligheden for selv at gå på opdagelse i det litteraturhistoriske landskab og opleve glæden ved at være en del af en forskningsproces. Ofte satser vi mest på at udstyre elever og studerende med en skematik over perioder med dertil knyttede prædikater, som de ved det grønne bord kan hæfte på teksterne.  Men litteraturhistorien er ikke en facitliste, og hvis den fremtræder som sådan, er den stendød.

Hvorfor ikke lade elever og studerende læse kortere og også mindre kendte tekster af kanonforfatterne og diskutere, hvordan teksterne overhovedet skal læses historisk? Hvorfor ikke læse uddrag af Holbergs underholdende og ungdommelige levnedsbreve frem for den evige Erasmus Montanus? Hvorfor ikke læse Herman Bangs blændende essaystik frem for fortællingen Ved Vejen, som vi dansklærere nærmest har krammet ihjel? Hvorfor ikke læse Johannes V. Jensens vilde journalistik. Jf Handesten (2002). frem for at holde sig til Interferens, som i øvrigt i sin første udgave fra 1901 var en prosadigt, skrevet til en avis (man kunne også sammenligne de to versioner af teksten)? Hvorfor ikke vælge en splinterny tekst af Klaus Rifbjerg som novellen, En badetur, Intet sikkert abnormt, 2013, frem for at tage en tur i ringen med Frække Jensen? Selvfølgelig har vi undervisere ikke megen tid til konstant at forny pensum og udskifte stof, men Dansklærerforeningen afholder stadig kurser med tilbud til undervisere, der har lyst til at gå nye veje med kanonlæsningen. Det er også en oplagt mulighed at udfordre kanonforfatterne og deres tekster af andre og ikke så kendte tekster. Eksempelvis kan det være en idé at samlæse Thomas Kingos og Birgitte Boyes salmer til brug for barselskvinders kirkegang fra henholdsvis 1600-tallet og 1700-tallet. Et par af versene fra de to salmer lyder:

Thomas Kingo

Jeg er Ureen
Fra Hoffved og til Taa
Ja Syndens meen
Mig boer i Marv og Been
Og min skiulte Hierte-vraa!
Ondskab har skiult mig med Dynd
Og i Synd
Min Moder mig undfik,
Selv vaar Jeg ond i skik!
Men, O JEsu, tag vor skam
Og Ureene Synde-ham,
Toe dend i Din Bioode-dam. Thomas Kingos salmer ”Paa Mariæ Renselses eller  Kyndelmesse Dag”, blev brugt i forbindelse med barselskonens modtagelse i meningheden efter fødslen af hendes barn. Her citeres nr. 2, strofe 2, 1699,  p. 237. http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgImg.xsql?nnoc=adl_pub&p_udg_id=85&p_sidenr=237 26.12.2013.
Birgitte Boyes salme, ”Bliv fuld af hellig Glæde”, 1778, var et af hendes mange bidrag til Ove Guldbergs salmebog, Psalme-Bog eller En Samling af gamle og nye Psalmer, 1778.  Den var tænkt som en afløser for Kingos salme og er optrykt i  Boye (2011).  Her citeres strofe 4, p. 35-36.

Birgitte Boye

See! Børn er Herrens Gave,
Og Livets Frugt en Løn,
Og hvilken Fryd at have
En from og værdig Søn!
Ja raabe, naar en Grav
Kan ey dit Støv insperre:
See! Her er jeg, o Herre!
Og de som du mig gav.

Som det umiddelbart fremgår, er der både tematisk, retorisk, teologisk, køns- og litteraturhistorisk  nok for elever og studerende at gå på opdagelse i, når man begynder at sammenligner Kingos barok og Birgitte Boyes inderlige og følelsesfulde 1700-tals-poesi, inspireret af tidens tyske digterkonge, Klopstock. Ofte kan det netop åbne en sprogligt og teologisk svær tekst som Kingos at lade den belyse af en anden. Desuden er historien om barselskonens modtagelse i kirken både er kulturhistorisk interessant og meget let at få fat i. Man kan evt. supplere ved at læse om barselsskikke i Peder Palladius’ Visitatsbog.  Endvidere lægger tekstsammenligningen op til en diskussion af, hvorfor en digter som Birgitte Boye forsvandt ud af salmebogen i den nyeste udgave fra 2002, og hvorfor hendes salmer har overlevet i Norge, hvor hun er en klassiker, mens de er stort set er ukendte i Danmark.  Heri gemmer der sig et spændende stykke dansk koloni-historie.

At læse historisk

Med forslaget om en sammenlignende læsning af Kingo og Boye vil jeg også gerne pointere, at det efter min vurdering er vigtigt eksplicit af formulere sine tanker om, hvordan man arbejder med historisk læsning. Litteraturhistoriske studier implicerer et valg af tilgang, af metode og teori, og den diskussion bør inddrages i undervisningen. Litteraturhistorien er ikke en teoriløs disciplin, hvad de seneste 20 års internationale diskussion om metahistorie, fænomenologisk historiefilosofi, new historicism, boghistorie, genusstudier og historisme-kritik demonstrerer. Hutcheon og Valdès (red. 2002) og Ricœur (1984-1988) har sammen med Gallagher og Greenblatt (1988 og 2000) været væsentlige for mit eget forsøg på teoretisk basseret gentænkning af litteraturhistorieskrivningen i Mai (2010-2011); i bd. II heraf analyserer jeg litteraturhistorieskrivningens historie og nutidige teoretiske problematik.  Men måske har vi både på universitetet og i gymnasiet forsømt at dyrke refleksionen over, hvorfor vi faktisk gør, som vi gør, når vi læser historisk. Litteraturhistorien er netop ikke en monolit, som vi har arvet fra nationalromantikken og blot skal støve af. Den fortidige litteratur er et landskab, som ikke kan kortlægges helt og fuldt, men som kan åbne sig på overraskende måder, når man udfordrer de tillærte tilgange og udøver fagkritik. Og det er den nysgerrighed i forhold til at gå på opdagelse i stoffet, vi skal vække hos såvel elever som studerende. Det er klart, at gymnasiets elever ikke skal beherske store metodiske armsving, men en teoretisk og metodisk eftertanke behøver ikke være så kompliceret. Den kan begynde med, at man begrunder sine valg. På universitetet er de studerende ofte særdeles interesserede i teoretiske diskussioner, og derfor er det min vurdering, at det her er muligt at skærpe interessen for historisk læsning gennem en teoretisk opdatering af undervisningen og opgaveskrivningen Se nærmere i Knudsen (2008)..

Nye udgivelser og litteraturhistoriske studier fra de senere år kan også være med til at øge interessen. Vi kunne blive bedre til at drage nytte af værker som eksempelvis Lise Busk Jensens disputats, Romantikkens forfatterinder, bd. I-III, 2009, Sune Aukens disputats om Sagas spejl – Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, 2005, og Peter Michael Lauritzens disputats om Erik Aalbæk Jensens forfatterskab, Grund og bølge, 2009. Det kunne eksempelvis også være litteraturhistorisk øjeåbnende at se nærmere på Erik Svendsens revision af opfattelsen af 1970´erne og forfattere som Vita Andersen i Gyldendals Dansk litteraturs historie, bind 6, 2007, eller den nye tolkning af Martin A. Hansens forfatterskab i Anders Thyrring Andersens udgivelser, eksempelvis PolspændingForførelse og dialog hos Martin A. Hansen, 2011.

Nye udgivelser af litteraturhistoriske tekster, blandt andet rejsebøger, breve og selvbiografier foreligger også. Et godt eksempel er Anne Scott Sørensen og Annelise Ballegaard Petersens Breve til CharlotteFra Sølyst til Weimar, 2011, der bringer en brevveksling mellem Charlotte Schimmelmann og Charlotte Schiller i perioden fra 1792 til 1815. Her får læseren et indtryk af de to kvinders fortolkning af tidens politiske omvæltninger, deres ideer om kunst og litteratur, skrivekunst og deres dagligliv. Udgivelsen er en gave til læsere med flair for nutidens sociale medier og self-fashioning. 

At fortælle

I mange år har det været nærmest forbudt for danskstuderende at starte et litteraturhistorisk oplæg eller en opgave om et litterært værk med en historie om forfatterens biografi. Sig noget om selve teksten, har mange af os sikkert formanet i en sand skræk for, at de studerende kunne gå hen og fortabe sig i en biografisme med simple årsagsforklaringer om forholdet mellem værk og liv. Vi bør i stedet forsøge at kvalificere de studerendes biografiske interesse. Frem for at gøre forfatteren til et upassende spøgelse, kan vi give de studerende bedre forudsætninger for at reflektere over relationerne mellem forfatter og værk på et teoretisk grundlag.

Det er værd at huske på, at Roland Barthes i sin berømte artikel om forfatterens død, La mort de l’auteur, fra 1967 gør op med den tilgang til litteratur, som anser forfatteren for at være litteraturens eneste person, dens Skaber-Gud og kilde, og som opfatter teksten som et unikt udtryk for forfatterens subjektivitet. Men Barthes understreger samtidig en idé om, at en litterær tekst er fuld af rester af tekst og tale, dialoger, historier og slagger af fortid, og at den, der kan opfatte denne mangfoldighed, og som er dens mål, er læseren.  Den litterære tekst bliver ikke fritsvævende og umenneskelig hos Barthes, men den river sig løs fra en ensidig binding til forfatterens subjektivitet og identitet. Barthes analyse lukker ikke af for alt andet en dekonstruerende nærlæsning, tværtimod kan man se nærmere på hvilke veje, der har tegnet sig for den historiske læsning efter hans skelsættende brud med tanken om den skabende forfatter-Gud som litteraturens eneste kilde.

New historicism giver mulighed for at arbejde med litteraturens forskellige aktanter: skribenter og forfattere, steder og institutioner, trykkerier, forlag, formidlere, traditionsbærere, læsere, kritikere, forskere og undervisere og til at vælge at fortælle litteraturhistorie med skiftende hovedperson og fokus. Netop den fortællende tilgang er vigtig, idet den historiske fortællings tredje tid åbner det fortidige for os. Det er Ricœurs tese, at mennesket har brug for fortællingens tid for at kunne nærme sig en forståelse af det fortidige. Historisk tid bliver til menneskelig tid i den udstrækning, den artikuleres narrativt.

Der er ifølge Ricœur ikke tale om, at historikere skal tilsætte nogle fortællinger til historiske begivenheder, som i øvrigt kunne analyseres og fremstilles på andre måder. Der er tale om, at det kun gennem fortællingener muligt at nærme sig en forståelse af det fortidige, og hvad Ricœur kalder historiens tredje tid Jf,  Ricoeur, Paul (1984), p. 3..

I kronikken, Forsvar for litteraturhistorien, som Ivy York Möller Kristensen og Johnny Kondrup offentliggjorde forud for litteraturhistorieseminaret Jf. Möller-Christensen og Kondrup (2013)., blev det netop understreget, at selve fortællingen er en kulturel nødvendighed. En kultur uden erindring og fortælling er tom, hed det, og det blev betonet, at litteraturhistorien kan opfattes som fortællingen om fortiden. Det er vigtigt at holde fast i litteraturhistorien som fortælling. Ender den som et kassesystem af perioder eller en skematik, som bare skal tillæres, dør den ud. Hvordan man kan konstruere litteraturhistoriske fortællinger, kan man eksempelsvis studere i Stephen Greenblatts fremstillinger, hvor plot, anekdoter og referencer til nutidige fænomener og aktuelle diskussioner bærer den flydende og elegante fremstilling. Selv giver Greenblatt følgende begrundelse for sin interesse for litteraturhistorie:

Jeg havde drømt om at tale med de døde, og selv nu opgiver jeg ikke denne drøm. Men det var en fejl var at forestille sig, at jeg kun ville høre én stemme fra de døde. Og hvis jeg ønskede at høre den andens stemme, måtte jeg høre min egen stemme. De dødes tale er ligesom min egen tale ikke min private ejendom.” Greenblatt (1988) s. 20. Citatet er oversat af Anne-Marie Mai. 

Det er denne oplevelse af at føre en dialog med tekster og tider og at blive overrumplet og overrasket af historien, vi bør forsøge at få frem i arbejdet med litteraturhistorie, og det er dette nye blik på én selv, som kunne blive et af dannelsesmålene for litteraturhistorie uden facitlister og fine fornemmelser.


Litteratur

Websider:

Arkiv for dansk litteratur – 27.11.2013

Nordiske Specialer 2008 – 25.12.2013

Fremtidens danskfag – 27.11.2013

Studieordning Dansk Bacheloruddannelsen 2013 – 25.12.2013

Fagevalueringer på de gymnasiale uddannelser 2008 – 25.12.2013

Studieportalen – 25.13.2013

Ph.d.-afhandlinger siden 2001 Syddansk Universitet – 24.12.2013

Trykte bøger:

Andersen, Anders Thyrring (2011):  Polspænding. Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen, København: Gyldendal.
Auken, Sune (2005): Sagas spejl – Mytologi, historie og kristendom hos N.F.S. Grundtvig, København: Gyldendal.
Barthes, Roland (2004): Forfatterens død og andre essays. København: Gyldendal.
Boye, Birgitte (2011): Med største Pragt Naturen gik. Tekst Anne-Marie Mai, Taarnborg: Kristeligt Dagblads forlag.
Gallagher, Catherine og Greenblatt, Stephen (2000): Practicing New Historicism, Chicago: Chicago University Press.
Greenblatt, Stephen (1988): Shakespearean Negotiations: The Circulation of Social Energy in Renaissance England, Berkeley: Univ. of California Press.
Handesten, Lars (2002): Journalisten Johannes V. JensenAarhus:  Forlaget Ajour.
Hutcheon, Linda og Valdès, Mario (red. 2002): Rethinking Literary History. A Dialogue on Theory, Oxford: Oxford University Press.
Jensen, Lise Busk (2009): Romantikkens forfatterinder, bd. I-III, København: Gyldendal.
Knudsen, Karin Esmann (red. 2008): Historiske fortællinger. Historieformidling og litteratur, Gylling: Gyldendal og Syddansk Universitetsforlag.
Lauritzen, Peter Michael (2009): Grund og bølge, København: Gyldendal.
Mai, Anne-Marie (2011-2013): Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til dansk litteraturhistorie, bd. I-III, København: Gyldendal.
Mortensen, Klaus P.og May Schack (red. 2007): Dansk litteraturs historie, bd. 6, København: Gyldendal.
Möller-Christensen, Ivy og Kondrup, Johnny: ”Forsvar for litteraturhistorien”, Berlingske Tidende, 4.10 2013.
Ricœur, Paul (1984-1988): Time and Narrative, vol. I-III, Chicago: University of Chicago Press.
Sørensen, Anne Scott og Ballegaard Petersen, Annelise (2011): Breve til Charlotte . Fra Sølyst til Weimar, Odense: Syddansk Universitetsforlag.