Hvor ligger Ankara?

Af Dan Ringgaard
Nordbrandts mangeårige ophold i Tyrkiet har ikke alene sat sit præg på hans poetiske udtryk, men har også givet ham et meget skarpt, kritisk, blik på tyrkiske forhold og ikke mindst på religionens rolle i verden. Dan Ringgaard giver os, gennem analytiske betragtninger, et indblik i Tyrkiets plads i og indflydelse på Nordbrandts digtning. Han afslører blandt andet også, at Nordbrandt absolut ikke er nogen nuance-debattør, og at hans magt- og religionskritik i Dumhedens løvefødder er urimelig og i splid med sig selv, idet ”den anlægger en barnlig eller absurdistisk optik og hævder logisk konsekvens på et brændstof af idiosynkrasier”. Digtene er og bliver Nordbrandts skarpeste og mest effektive politiske våben, fordi de helt anderledes radikalt saboterer konventionerne og henter et nyt sprog.