Internettet og den demokratiske offentlighed

Artikel af Henrik Kaare Nielsen: I denne artikel undersøger Henrik Kaare Nielsen internettets potentiale som et offentlighedsdannende medie, der vil kunne styrke det deliberative demokrati, hvor den enkelte borger deltager aktivt i den almene offentlige meningsdannelse.

Det afgørende spørgsmål, der undersøges og belyses, er, hvorvidt internettet lægger op til en selvforståelse og en ageren hos individet som henholdsvis samfundsborger eller forbruger.

For at besvare det spørgsmål pointeres det, hvorledes det nye praksisrum, som internettet åbner, på samme måder som alle andre sociale praksisrum er gennemtrængt af det generelle brydningsforhold mellem stat, marked og civilsamfund omkring hvilke principper, der skal være dominerende for handlen og ageren i det pågældende rum.

Samme konflikt gør sig gældende i forhold til den form for individuel ageren som selve mediets karakteristika med sine kommunikationsmuligheder lægger op til.
Der finder med andre ord en tilspidset kamp sted mellem individet som samfundsborger og individet som forbruger, og kampen udspiller sig såvel på den store samfundsmæssige scene som internt i det enkelte individ.