Kanonføde eller levende værker? – Om litteraturhistoriens fremtidsmuligheder i folkeskolen

Folkeskolen er for alle – og folkeskolens litteraturhistorie er for alle! Men hvis teksterne ikke blot skal ende som Kanonføde – gælder det også om at finde nye og utraditionelle veje, der letter adgangen til den ældre litteratur. Sådan lyder det fra formanden for Dansklærerforeningens folkeskolesektion, Jens Raahauge, der kaster et blik på de barrierer, litteraturundervisningen står over for i nutidens folkeskole – særligt set i lyset af, at danskfaget netop er blevet skåret med 40 % i timetal i den nye læreruddannelseslov, og at faget kan se frem mod en stadig større atomisering som følge af undervisningsminister Christine Antorinis politik om en forenkling af Fælles Mål – en politik, der har til hensigt, at alt skal kunne evalueres for at kunne passe ind i nutidens politiske målsætninger om evidensforskning og standardisering. Udfordringer er der nok af.