Den urbane hjerne og mental sundhed i storbylivet: Et interview med Nikolas Rose

Digitalisering, befolkningstæthed og -tilvækst i urbane områder er blot få eksempler på, at den daglige tilværelse i storbyen spiller en stor rolle for menneskers stress og mentale sundhed. Det turbulente byliv stiller nye krav til behandlingen af mentale lidelser, hvilket har givet anledning til stiftelsen af det internationale forskningscenter Urban Brain Lab. Ved at kombinere gamle forskningstraditioner fra sociologien og nyeste fund fra neurovidenskaberne undersøger centret, hvorvidt bylivets praksisser og påvirkninger er målelige på hjernens niveau. Men hvordan kan et tværvidenskabeligt blik på hjernen give os nye indsigter i urban sundhed og udviklingen af psykiatriske problemer?
Som startskuddet på en ny artikelserie om Hjernen har Turbulens interviewet centerleder Nikolas Rose, som argumenterer for, at en forståelse af hjernen som legemliggjorte ‘stier’ i det stressende miljø er den optimale tankemodel for vores psykiatriske fremtid.

Det biologiske selv

Interview med Niklas Rose: Vi er blevet somatiske individer, dvs individer der i stigende grad erfarer, handler og udlægger sig selv som kroppe i en biomedicinsk diskurs. En diskurs der inspireret af systembiologien bygger på en \”overfladisk\” epistemologi, der bliver på overfladen, i modsætning til Foucaults karakteristik af det moderne episteme, hvor en række overflade fænomener forklares på baggrund af nogle underliggende dybder (Freud, Marx m. fl). Fremkomsten af det biologiske selv får konsekvenser for vores forestillinger om normalitet og sygdom. I og med at de nye teknologier, med den nye genetiske risikoviden til sin rådighed, ikke kun sigter mod at kurere og helbrede, men også forebygge og forbedre er grænserne mellem normalt og unormalt, sygdom og sundhed blevet mere diffuse. Nogle har i denne forbindelse frygtet at de nye teknologier vil forandre menneskets selvforståelse i en sådan grad at vi ikke længere ved hvem eller hvad vi er (Habermas, Fukuyama)

Ikke desto mindre udgør mulighederne for at kontrollere, optimere og manipulere de mest vitale egenskaber ved mennesket som biologisk krop og \”selv\” feltet og perspektiverne for vor tids bio-eller livspolitik. Nye former for styring sætter sig igennem når vores vante selvforståelse, lebensführung og forpligtelser udvides eller tilføjes vores genetiske dispositioner. Med governmentality tænkningens fokus på forsøget på at forme adfærd med henblik på ganske bestemte formål viser Rose at begrebet om det informerede samtykke, herunder retten til selvbestemmelse ikke er helt så neutralt og ikke-styrende som det lyder.