Sociale bevægelser i den porøse offentlighed

Interview med Thomas Olesen: I dette perspektiverende interview omtaler Thomas Olesen bl.a., hvordan sociale bevægelser, ved hjælp af de nyere kommunikationsteknologier som internettet og mobiltelefonen danner transnationale deloffentligheder, der giver bevægelserne unikke muligheder for intern kommunikation, koordinering af politisk protest og mobilisering af aktivister. Samtidig er Olesen dog også skeptisk overfor euforien omkring de revolutionære potentialer i disse nye mikromedier, da de sociale bevægelser stadig er meget afhængige af massemedierne, eller de såkaldte makromedier, når det kommer til den eksterne kommunikation og dermed til at kunne påvirke politiske beslutninger eller diskussioner i den brede offentlighed.

Den porøse offentlighed

Artikel af Thomas Olesen: Den såkaldte Muhammedsag viste med al mulig tydelighed, at medier ikke begår sig indenfor en lukket, national offentlighed. Thomas Olesen benytter i denne artikel sagen til at sætte spot på det, han kalder ”den porøse offentlighed”, som er betegnelsen for den gennemsigtige offentlighed, der påvirkes både udefra og indefra.
Offentligheder opererer altid indenfor en kommunikativ infrastruktur, som tidligere var stort set identisk med de traditionelle, top-down, nationale makromedier.
I takt med, at decentrale (ofte digitale) bottom-up mikromedier overtager den kommunikative infrastruktur, begynder offentlighedernes nationale rammesætning at smuldre bort.
Denne porøsitet forstærkes naturligvis af, at flygtninge og indvandrere i DK via mikromedieret kontakt med ”hjemlandet” bidrager til at øge ekstern indflydelse på den tidligere relativt lukkede, danske offentlighed.
Selvom offentlighederne stadig er nationalt definerede (i udgangspunktet), kan man således efterhånden begynde at tale om en ”transnational offentlighed” eller en ”global bevidsthed”.

Demokrati og protest: Fra Chiapas til Seattle

Artikel af Thomas Olesen: Forskere, journalister og aktivister har siden det såkaldte ”Battle in Seattle” i 1999 talt om et nyt og noget diffust fænomen: den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse.
Blandt de vigtigste inspirationskilder for denne bevægelse er de mexicanske zapatister, der satte det demokratiske element i den globale solidaritets- og retfærdighedsbevægelse på dagsordenen. Ved at arrangere interkontinentale møder formåede de at sætte deres lokale og nationale aktiviteter ind i et globalt perspektiv.
Men siden den 11. september er den internationale politiske legitimitets vægtning gledet fra det demokratiske over mod et mere sikkerhedspolitisk imperativ. Denne glidning og retfærdighedsbevægelsens diffuse karakter er to af de mest presserende udfordringer den globale protest står overfor i dag.