Borgerlig offentlighed i dag

1.11.2006

Jürgen Habermas’ Borgerlig offentlighed fra 1962 er for længst blevet en klassiker. Bogen er langt fra uomtvistet – snarere tværtimod.
Når Borgerlig Offentlighed den dag i dag fremstår som et uomgængeligt værk, hænger det sammen med, at bogen skildrer fremkomsten af nogle idealer, der i dag har vundet almindelig tilslutning. Men det skyldes også dens analyser af, hvordan det historisk er gået med mulighederne for at realisere disse idealer i praksis. Og på det punkt er der naturligvis grund til at spørge om betydningen af de forandringer, der har fundet sted siden bogens udgivelse. Det skal gøres i det følgende, hvor formålet først er at give en kortfattet præsentation af bogen for dernæst at diskutere, hvordan den tager sig ud i lyset af dagens vilkår. I den forbindelse vil jeg kommentere spørgsmålet om offentligheden contra de mange (del)offentligheder, og jeg vil inddrage nogle af Habermas’ egne, senere kritiske vurderinger af Borgerlig offentlighed. I lyset heraf er der grund til at være på vagt over for to tolkninger. Den ene er en idealistisk fastholdelse af troen på det totale demokrati baseret på såkaldt herredømmefri dialog. Den anden er en opgivelse af den tro på oplysning og fornuft, Habermas stædigt har fastholdt gennem hele sit mere end halvt århundrede lange forfatterskab.

Ideen om en borgerlig offentlighed

Det helt centrale og samtidig historisk nye i ideen om en politisk fungerende offentlighed er forestillingen om magtens afløsning af fornuften eller sandheden som grundlag for politikken. Og vel at mærke fornuft og sandhed forstået som resultatet af diskussioner og overvejelser i en offentlighed med adgang for principielt alle borgere. Mens magthaverne tidligere søgte at legitimere deres beslutninger med henvisning til en særlig (religiøs) indsigt i naturens orden, er det nu det offentlige ræsonnement, der bliver den basale kilde til legitimitet. Denne forestilling udvikles, før der etableres demokrati forstået som almindelig ret til politisk deltagelse, især lige valgret. Der var endda tale om, at nogle – i Danmark bl.a. Grundtvig – argumenterede imod den første fri forfatning med henvisning til, at det ville forringe vilkårene for offentligheden. Begrundelsen var ikke mindst, at almindelig valgret ville føre til, at det blev kampen mellem særinteresserne snarere end argumenterne om det fælles bedste, der da ville komme til at præge politikken.

I forlængelse heraf er det en væsentlig kritisk pointe, at også demokratisk valgte politiske repræsentanter er forpligtet på at lade sig lede af det offentlige ræsonnement. Meningen med Grundlovens bestemmelse om det fri mandat (§ 56) er, at repræsentanterne skal være frie til at lade sig binde af det bedre argument, sådan som det fremgår af den offentlige diskussion. Det er i det lys, man skal forstå, at der kan rejse sig kritik, såfremt væsentlige politiske beslutninger træffes uden en forudgående offentlig diskussion. Hovedeksemplet her på i nyere dansk politisk historie er det såkaldte efterlønsforlig, der blev indgået bag lukkede døre i 1998 som del af finanslovsaftalen for 1999. Den heftige kritik, som manglen på offentlighed gav anledning til, illustrerer klart, hvordan offentlighed og politisk legitimitet er bundet snævert sammen.

I Borgerlig offentlighed viser Habermas, hvordan offentligheden opstår med opløsningen af det det hierarkiske, feudale stands- og statussamfund og fremkomsten af det borgerligt kapitalistiske markedssamfund. Ligesom markedet ikke gør forskel på folk – den enes penge er lige så meget værd som den andens – gør offentligheden det heller ikke. I den offentlige diskussion skal det komme an på argumenternes styrke og ikke på personens status. Den paradoksale konsekvens heraf var imidlertid udelukkelsen af personer, der stod i økonomisk afhængighed af andre. I praksis var adgangen til offentligheden begrænset til det ejendomsbesiddende borgerskab. Dette paradoks kunne i første omgang tænkes opløst som del af en tro på alles mulighed for at erhverve sig ejendom i et samfund bestående af småproducenter. Rollerne som politisk deltagende borger (citoyen) og som ejendomsbesidder (bourgeois) ville være sammenfaldende.

Offentlighedens forfald

Læsningen af Borgerlig Offentlighed efterlader et tydeligt indtryk af en offentlighed i forfald. Det er imidlertid ikke udtryk for, at der opereres med en forestilling om en oprindelig ’guldalder’. Tværtimod afdækker den marxistisk inspirerede analyse, hvordan offentligheden til at begynde med var uhyre indskrænket. Samtidig betones imidlertid, hvordan idealet om et offentligt politisk ræsonnement faktisk prægede den politiske praksis. Fx beskrives, hvordan det britiske parlament måtte give offentligheden adgang til forhandlingerne og inddrage publikum udenfor som diskussionspartner. Og den samtidige danske enevælde er karakteristisk nok blevet betegnet som ”opinionsstyret” forstået på den måde, at det var kongens opgave at regere i overensstemmelse med den offentlige opinion. Offentlighedens forfald kan derfor siges at være i forhold til et ideal, der blev formuleret, og som altså også i en vis udstrækning satte sit præg på datidens politik og selvforståelse.

Forfaldsprocessen beskrives i to hovedtrin. For det første viste det sig, at samfundet ikke udviklede sig som et borgersamfund, hvor alle kunne blive ejendomsbesiddere og derved vinde økonomisk uafhængighed som forudsætning for lige, offentlig politisk deltagelse. I stedet fremkom et kapitalistisk klassesamfund, hvor politikken er gennemsyret af uforenelige interessemodsætninger, som ingen dialog kan formidle. I virkelighedens verden bliver politikken domineret af kampen mellem særinteresserne snarere end om den fælles diskussion og løsning af almene anliggender. Det afgørende bliver magtressourcer og vilje til at udnytte dem snarere end rationel diskussion under respekt for det bedre argument.

En sådan interessernes politik kan dog i princippet i et vist, begrænset omfang fortsat honorere nogle af offentlighedsidealerne. De partier og interesseorganisationer, der kæmper om magten, kan internt fungere demokratisk, ligesom de i deres indbyrdes konkurrence kan respektere basale demokratiske principper. Men i henhold til Borgerlig offentlighed gøres også denne mulighed til skamme. I stedet for et pluralistisk samfund, hvor en række interesser konkurrerer om at sætte sig igennem ved hjælp af medlemsstyrede organisationer og partier, ser Habermas et gennemkontrolleret korporatistisk samfund vokse frem med styringsrelationer, der systematisk går oppefra og ned. Som del heraf mister pressen sin kritisk-kontrollerende funktion, og publikum tildeles en passiv tilskuer- og konsumentrolle.

I denne forfaldsbeskrivelse spiller synet på velfærdsstaten en central rolle. Især afviser Habermas den mulighed, at velfærdsstatens sociale rettigheder kan tjene som erstatning for ejendomsbesiddelse som grundlag for en basal social-økonomisk uafhængighed. For selv om sådanne rettigheder nok kan mindske lønarbejdernes afhængighed af markedet/kapitalen, etablerer de en ny (klient)afhængighed af staten, der også negativt kan påvirke muligheden for offentlig politisk deltagelse.

Borgerlig offentlighed genvurderet

Første gang Habermas mere systematisk og udbygget forholder sig til Borgerlig offentlighed, er i et forord i 1989 skrevet i forbindelse med bogens oversættelse til engelsk. Forordet er interessant på den måde, at det på den ene side lykkes at fastholde bogens hovedpointer omkring offentligheden som den centrale demokratiske institution og på den anden side selvkritisk at foretage væsentlige nyvurderinger. Habermas’ ’nye’ synspunkter udfoldes i det seneste hovedværk,. Frankfurt: Suhrkamp, 1992. En glimrende gennemgang og diskussion af Habermas’ teori om politik og samfund findes i Erik Oddvar Eriksen & Jarle Weigård, Kommunikativt demokrati, København: Hans Reitzels Forlag, 2003. Først og fremmest opgives forfaldsbeskrivelsen. Dens fremstilling af samfundet som underlagt en gennemgribende teknokratisk kontrol blev tilbagevist i praksis af alle de omvæltninger og nydannelser, der kom til at præge samfund og politik fra midten af 1960’erne. Med basis i bl.a. ’uddannelseseksplosionen’ kom nye aktører og problemstillinger på banen og vel at mærke under brug af den offentlighed, der tidligere næsten var fældet dødsdom over.

Dernæst øver Habermas også teoretisk selvkritik. Han påpeger, at Borgerlig offentlighed i for høj grad opererer med en – illusorisk – (socialistisk) antagelse om et samfund, hvor alt er styret gennem demokratisk dialog og diskussion. Heroverfor slås fast, at styring og koordination i det moderne samfund også foregår og må foregå ’systemisk’ ved hjælp af både markedsmekanismen og politisk-administrativ magt. Ligeledes præciseres, at offentligheden ikke kan regere. Der går aldrig – og heller ikke som ideal – en lige linie fra diskussionerne i offentligheden og til den politiske beslutning. Idealet er derfor ikke (længere) et direkte demokrati, hvor borgerne samles på torvet og gennem diskussion afgør fælles anliggender. De valgte og delvist autonomt fungerende repræsentanter spiller en nødvendig rolle, når forskellige hensyn og argumenter skal sammenføjes, og der skal træffes bindende politiske beslutninger. Det vil endda ofte være sådan, at processen løber omvendt, altså oppe fra og ned og dermed uden, at offentligheden i praksis inddrages. Samtidig er det dog afgørende, at der reelt er mulighed for, at der kan brydes ind udefra i magtens kredsløb.

Med disse korrektioner og præciseringer åbner Habermas også op for, at spørgsmålet om én contra flere offentligheder kan tematiseres. Hans understregning af det moderne samfunds ’funktionelle differentiering’ – med et udtryk lånt fra sociologkollegaen Nicklas Luhmann – svarer til forestillingen om en også differentieret offentlighed. Kort sagt kan ingen være i tvivl om, at specialisering og arbejdsdeling også er forbundet med særlige offentligheder. Når det alligevel også er muligt at tale om offentligheden, skyldes det for det første, at også kommunikationen i en deloffentlighed skal være åben (’offen’) og på den måde tilgængelig for principielt alle. For det andet skyldes det den enhedskarakter af den politiske offentlighed, som knytter sig til de politiske beslutningers almene og bindende karakter, og som alle – uanset specialiseringens omfang – må forholde sig til i rollen som borger.

Generelt kan man sige, at Habermas af-substantialiserer ideen om folkesuverænitet. I tråd hermed kan det fælles bedste eller det almene vel alene forstås som det foreløbigt fælles bedste. Samtidig fastholdes princippet om, at den politiske legitimitet i sidste ende hviler på offentlig tilgængelig diskussion og argumentation. Politiske beslutninger skal forstås som midlertidige stop eller pauser i en fortsat politisk kommunikationsproces.

Et vigtigt spørgsmål, der kan rejses til den ’sene’ Habermas, er, om ikke teoriens kritiske indhold udvandes. I hvert fald angives hverken eksplicit eller implicit noget alternativ til de vestlige demokratier og deres indretninger. I den forstand er der tale om ’business as usual’. Alligevel vil jeg mene, at der fortsat er kritiske potentialer til stede, og det er desuden slående, hvor aktuelt og stærkt mange af delanalyserne i Borgerlig offentlighed står. Fx når det gælder partiernes afideologisering og forvandling til rene maskiner for stemmemaksimering. Her er de beskrevne tendenser uden tvivl blevet mere – snarere end mindre – udtalte i den forløbne periode. Spillet om regeringsmagten mellem Venstre og Socialdemokratiet og den dominerende rolle, dette spil har fået i de det seneste tiårs danske politik, kan nævnes som et oplagt eksempel.

Ligeledes forekommer bogens kritiske belysning af, hvordan teknokratiske kredsløb reelt udelukker offentligheden fra at komme til orde, af åbenlys relevans i dag. Listen over væsentlige reformer gennemført uden, at deres saglige grundlag har været udsat for alvorlig ment offentlig granskning og diskussion, er lang. Foruden den allerede nævnte efterlønsreform kan nævnes mange reformer inden for uddannelsesområdet – allersenest fusionsbølgen blandt de videregående uddannelser, der er sat i gang uden nogen som helst offentlig diskussion af fordele og ulemper. Der kan også peges på den storstilede kommunalreform, om end der her dog var gennemført et forudgående udredningsarbejde, men hvor selve spørgsmålet om det fornuftige i en sådan reform aldrig for alvor kom til debat. Og når en væsentlig del af ansvaret herfor må tillægges medierne, viser det hen til den fortsatte relevans af Borgerlig offentligheds kritiske analyse af de moderne mediers måde at fungere på.

Som et sidste eksempel skal nævnes de reformer, der i de seneste par årtier er gennemført indenfor social- og arbejdsmarkedspolitikken. Dels fordi vigtige dele af denne reformlovgivning er gennemført som led i finanslovsaftaler ligesom efterlønsreformen og altså dermed uden for offentlighedens søgelys. Dels fordi også indholdet af disse reformer tager sig problematisk ud i lyset af Borgerlig offentlighed. Som antydet har spørgsmålet om den enkeltes økonomiske uafhængighed som grundlag for at kunne fungere som politisk deltagende borger historisk spillet en vigtig rolle. Om velfærdsstatens muligheder på dette punkt var Borgerlig offentlighed også for pessimistisk, idet den overvurderede faren for, at sociale rettigheder ville resultere i klientgørelse. Den indså ikke, i hvor høj grad dette afhænger af den form, disse rettigheder gives. Såfremt de etableres som universelle borgerrettigheder og finansieres gennem det almindelige skattesystem, er risikoen for stigmatisering og klientgørelse væsentlig mindre, end hvis de tildeles efter trangs- og værdighedskriterier. Og præcis af den grund må der – på vegne af idealet om alles mulighed for at kunne udfylde rollen som borger – næres betænkelighed ved reformerne på dette område. De har nemlig i høj grad principielt såvel som praktisk undsagt netop dette princip om ’universalisme’. Det gælder aktiveringslinien i social- og arbejdsmarkedspolitikken, ligesom det gælder udviklingen inden for pensionsområdet, hvor folkepensionen er godt på vej til at forandre sig fra at være et ensartet økonomisk fundament for de fleste ældre til at blive en moderne form for fattighjælp.

I stort set alle samfundets kredse er der udstrakt enighed om, at offentlighed og offentlig politisk diskussion og debat er af afgørende betydning i demokratiet. Mindre enighed er der givetvis om, hvad disse idealer så skal indebære i praksis, og der kan også iagttages udviklingstendenser, som – al tilslutningen til trods – udfordrer idealerne. På den baggrund forekommer det vigtigt at vedligeholde en offentlig diskussion om offentlighedens rolle og vilkår, og til den ende er der fortsat inspiration og lærdom at hente i Borgerlig offentlighed.