Danmark i den kognitive kapitalisme

Interview med Steen Nepper Larsen: Begrebet kognitiv kapitalisme er ikke et luftigt begrebsunivers, der dækker over en række filosoffers og økonomers abstrakte kategoriseringer af den rolle, viden har fået i den globaliserede økonomi. Det er en serie konkrete transformationer, som bl.a. umiddelbart lader sig aflæse i den aktuelle uddannelses- og innovationspolitik samt i en markant ændret opfattelse af begreber som dannelse, kreativitet og pædagogik. Steen Nepper Larsen giver en række kritiske bud på denne kapitalismens nyeste metamorfoser.

1.5.2009

Af Stig Aagaard og Peder Holm-Pedersen

Begrebet kognitiv kapitalisme er ikke et luftigt begrebsunivers, der dækker over en række filosoffers og økonomers abstrakte kategoriseringer af den rolle, viden har fået i den globaliserede økonomi. Det er en serie konkrete transformationer, som bl.a. umiddelbart lader sig aflæse i den aktuelle uddannelses- og innovationspolitik samt i en markant ændret opfattelse af begreber som dannelse, kreativitet og pædagogik. Steen Nepper Larsen giver en række kritiske bud på denne kapitalismens nyeste metamorfoser.

Hvori består de grundlæggende forandringer i overgangen fra industrikapitalismen til den kognitive kapitalisme?

Det helt afgørende er ganske enkelt, at viden på én gang er blevet det centrale råstof og den strategiske produktivkraft i den nye økonomi. Vore ideer kan og skal helst blive guld værd på Børsen.

Dermed følger det grundlæggende paradoks, eller i hvert fald et afgørende brud med tidligere tiders kapitalisme, idet viden jo ikke er en knap ressource ligesom kul, stål eller olie, som den industrielle kapitalisme byggede sit opsving på. Der bliver tværtimod mere viden, når den bliver delt. Viden ligner af natur mere kærlighed og glæde end benzin og hakkebøfkød. Den almene tilgang til viden og spredningen af den får den ikke til at forsvinde. Viden adlyder således ikke i sig selv den knaphedslogik, som har været et centralt princip i måden kapitalismen hidtil har fungeret på. Beskæftiger man sig med viden som en knap ressource, kan man hævde, at der er tale om en kunstig situation, som beror på, at nogen har tilranet sig retten til den eller taget patent på den.
Viden er principielt grænseoverskridende og et offentligt gode, og den udspringer af social interaktion. Det er svært at forestille sig, at viden skulle kunne opstå i komplet isolation. Selvfølgelig kan man henvise til forestillingen om geniet, der – som den store kunstner eller videnskabsmænd – udklækker storslåede ideer i en ensom, kreativ proces; men også de ideer opstår jo reelt på baggrund af en refleksion over en fælles social, kulturel, teknisk eller politisk problematik.

Den nye form for kapitalisme, som er på vej – eller som vi måske allerede sidder og lever i – beskæftiger sig med viden som noget, der er enormt mange penge i at udvikle, købe, sælge og have patent på. Det skal selvsagt ikke forstås derhen, at den klassiske, industrielle kapitalisme, som handler med konkrete varer, er en saga blot. Men det er vigtigt at have øje for, at vi lever i en tid, hvor noget principielt nyt gør sig gældende. Og i kraft af at viden er grænseløs og så at sige uopslidelig, ændrer mulighederne sig radikalt. Det er i absolut modstrid med den traditionelle kapitalisme, at man beskæftiger sig med en overskudsressource i stedet for den traditionelle produktionsform, der altid var funderet i endelige naturressourcer.

Så selvom den klassiske industrikapitalisme og den kognitive kapitalisme eksisterer parallelt, sker der altså nogle markante forskydninger inden for kapitalismens produktionsrationaler, når viden bliver en ressource. Du nævner blandt andet, at viden ikke adlyder knaphedslogikken. Vil du uddybe det? Hvad sker der med forholdet mellem arbejdstid og værdiskabelse?

I dag er det nogle nye faktorer, der bestemmer den såkaldte valoriseringsproces, altså den proces, hvorigennem kapitalen akkumuleres og værdiforøges. Tidligere sammenlignedes det kvantitative tidsforbrug, der var medgået til at fremstille varen. Men i dag synes der – inden for mange toneangivende brancher – ikke at være en enkel sammenhæng mellem tidsforbruget til produktfremstillingen (aflønningen af arbejdskraften, investering i maskiner og råstoffer) og produkternes værdi og konkurrencedygtighed. Værdien af en bestseller-bog drejer sig ikke om antallet af arbejdstimer, der er medgået til at skrive den; værdien af et nyt Microsoft-styringssystem spejler ikke de anvendte antal arbejdstimer, der bidrog til dets tilblivelse i forholdet 1:1. Relationen mellem arbejdstid og værdi, eller mellem merværdiskabelse og profittilegnelse synes om ikke at være blevet revet fra hinanden, så i hvert fald at være blevet langt mindre gennemskuelig end i kapitalismens industrielle barndom og storhedstid. Dertil kommer, at kapitalismen – som et selvreferentielt vækstsystem – ingen chance har for at holde den uproduktive finanskapital fra fadet.

På bundlinjen (i koncernregnskabet og i nationens BNP) skelnes der ikke mellem den profit og det overskud, der stammer fra hhv. den produktive kapital og den uproduktive, sæbebobleagtige og stadig mere dristigt-agerende kapital. Finansmarkederne og mange forbrugere tænker kortsigtet og går efter hurtige gevinster. Luftige begreber som forventninger, tillid, rygtedannelser og medieoffentlighedens årvågenhed, ængstelighed og kritiske spørgsmål bliver aldeles afgørende for den kontekst, som økonomien fungerer inden for.

Det ene øjeblik opkøber rige islændinge store dele af verdens forretninger, det næste øjeblik går en hel nation nærmest bankerot og bliver sat under administration. Fattige amerikanere hopper med på lånekarrussellen og bor i ’eget’ hus en stakket frist, før huset må sættes til salg; nytårstaler skrives om af ellers så selvsikre og selvrygklappende statsministre; kriserne får en række selvforstærkende træk. Sæbeboblerne brister, og vi mindes endnu engang om, at kapitalismen er et krisefyldt økonomisk system. Det hører med til kapitalismens cykliske natur at geråde ud i kriser. Kapitalismen har aldrig været krisefri.

I performativitetens tidsalder


Viden og kreativitet er altså blevet de vigtigste værdikilder i dag. Hvilke konsekvenser får det for vores institutioner og for vores omgang med viden i samfundet generelt?

Et aspekt, man er nødt til at have med i en karakteristik af den nuværende situation, er det, den tyske sociolog Richard Münch kalder interpenetration. Det er en ide, der supplerer den overordnede tendens inden for den kognitive kapitalisme, hvori økonomien tenderer imod at blive den afgørende faktor inden for samfundsudviklingen; kapitalakkumulationen forstået som determinerede i sidste instans, som de strukturelle marxister af den franske skole også tidligere har betonet det.

Nogle eksempler på gensidig interpenetration kommer til udtryk i den måde, hvorpå globaliseringen og konkurrencestatens styringsrationaler sætter sig igennem i forhold til pædagogik og uddannelsespolitik: Vi må ikke spilde tiden, vi skal have omsat kreativiteten, så den kan blive til innovation, der kan gøre sig gældende i konkurrencekampen på markedet. Pædagogikken og hele skolesystemet ligger nu under for Innovationsrådets strategisk-politiske indsatser, globaliseringsmønstrene og akkumulationsstrukturerne.

Uddannelse bliver i stigende grad tænkt som noget, der primært skal stå i arbejdsmarkedets tegn og i produktivitetens navn. Et slogan som ”Kortest mulig vej fra tanke til faktura” levner ingen plads for en kvalitetssans, endsige for en fastholdelse eller en revitalisering af et klassisk dannelsesprojekt. Men samtidig ser vi jo også den modsatte tendens. Nemlig at arbejdslivet pædagogiseres i form af livslang læring, evindelig videreuddannelse og et ufravigeligt krav om omstillingsparathed. Det er jo i en vis forstand skolelærernes, kursusmagernes eller slet og ret pædagogikkens revanche over for kapitalen. Hvem har så i sidste instans magten? Det er ikke let at sige, når magten udøves uden autoritet, og når den er allestedsnærværende.

Det forhold må man være sig bevidst, når man vil analysere og forstå den kognitive kapitalisme. Man kan ikke nøjes med at se på, hvordan økonomien determinerer alle andre felter. Der gør sig en gensidig interpretation gældende: Økonomien bliver politiseret, men samtidig finder der en forstærket økonomisering af det politiske sted. Pædagogikken bliver økonomiseret, men samtidig sker der en pædagogisering af økonomien. Det ikke-økonomiske (fx viljen til at indgå i lære- og beslutningsprocesser) økonomiseres, men samtidig ændrer det økonomiske også form (kapitalismen får til tider endog et helt menneskeligt ansigt).

Der sker en række gådefulde forskydninger, som gør det meget svært at afgøre, hvor vi præcist er på vej hen. Kapitalismen er i en vis forstand blevet humaniseret, ligesom dele af humaniora omformes til at blive en gevinst for kapitalen. Erhvervsfolk som Lars Kolind og Asger Aamund er efterhånden blevet gift med RUC-pædagogikken, som jo i udgangspunktet var tænkt som en systemoppositionel modstandslogik; men som nu er blevet en del af det maskineri og den fleksible team-retorik, der er med til at smøre kapitalen.

Vi lever inden for et kontrolsamfundsparadigme, som kan udtrykkes med begreberne performativitet, konkurrenceevne, effektivitet, kreativitet, selvledelse og projektarbejde: et sammensurium af gamle 68’er-paroler og moderne managementtænkning. Det ligger også i kompetencediskursen: den synes selv, den er meget avanceret, da den er hævet over det altmodische kvalifikationsbegreb og åben overfor mange af venstrefløjsbegreberne; men samtidig er den særdeles åben overfor kapitalaffirmation. Vi lever i en masse af den slags blandformer.

Kan man ikke se disse blandformer og voksende pluralitet som noget positivt, fordi der gøres op med en oppe-fra-ned-struktureret form for vidensdeling?

Det er der helt sikkert nogle, der vil mene. Der er tilsvarende mange, der er glade for, at vi er sluppet af med det elitære, scientistiske sandhedsbegreb til fordel for det, man kalder modus 2 viden: best practice, som alene skal måles på sin effektivitet og performativitet. Hvor modus 1 viden drejede sig om at investere tid og penge i grundforskning, der kunne tilvejebringe universel og offentlig tilgængelig viden, skal viden nu kunne bruges til noget. Det er ligegyldigt om, det er sandt – bare det virker. Med kapitalistiske termer: det er ligegyldigt om det stinker, bare det sælger.

I dag lever vi i et samfund, hvor der er stor tvivl om, hvilken form for viden, vi har brug for, og hvordan vi overhovedet skal begribe viden. Vi er jo ikke holdt op med at investere i genuin forskning. Når man investerer i hjerneforskning eller kernefysik, så er det jo ikke, fordi man regner med, at det giver afkast i morgen. Der er stadigvæk en interesse for gedigen viden.

Stressfaktoren i den sammenhæng er, at alle vidensproducenterne sættes under pres i forhold til primært at fokusere på omsættelighed og anvendelighed i stedet for tænkning og erkendelse. I kraft af at vi lever i et samfund, der er blevet mere og mere økonomisk autistisk, og som bruger økonomien som primær målestok for alle andre sub-systemer, så påvirker det universitetssystemet, og det stresser det pædagogiske system. Det bliver tilsyneladende mindre centralt, om man har ret og vigtigere, om man kan besnakke et givent tema.

Denne besnaknings-, anvendeligheds- og omsættelighedslogik er særdeles udbredt. Det hurtige afkasts logik er således blevet fremherskende på en lang række områder, og folk dresseres til at yde mere ved hjælp af den vidensparadigmatik. Kriteriet på gyldig viden er ikke længere sandhed i sig selv – det har det måske heller aldrig været. Vidensproduktionen knyttes i stigende grad direkte til omsættelighed og produktivitet, og konkurrencestaten vil gerne kontrollere, at alt går rigtigt for sig overalt i den store uddannelsesmaskine.

Kan man tale om en overgang fra videns- og informationsakkumulation til en udfoldelse af kreativitet og innovation?

Det kan man måske nok. Hvad modus 1 viden og modus 2 viden angår, så er det jo kun ganske få, der kan lave og får lov til at lave modus 1 viden, som er grundforskning. Vi er alligevel for lille en nation til at kunne lave det ordentligt, forlyder det. Innovationsrådgiver, Mikael R. Lindholm, som har haft meget med Innovationsrådet rapporter at gøre, har gjort opmærksom på, at vi i Danmark er enormt gode til at være kreative, fordi vi har en flad struktur med lav magtdistance, men vi er samtidig – og måske netop derfor – ikke voldsomt gode til at være innovative i klassisk forstand.Læs  Turbulens.nets interview med Mikael R. Lindholm Der er vanskeligt at få mulighed for at skære igennem og sige: Nu går vi i den retning(!) – uden palaver. Ikke ligesom i Kina, hvor man uden videre flytter en million mennesker for at bygge en OL-by eller lave en flod om til et el-værk. Det får så Bertel Haarder, Anders Fogh Rasmussen og Helge Sander til at tænke, selvom det nok er forkert at tale om at tænke, når vi har med Helge Sander at gøre – i politiske strategier, der kan instrumentalisere kreativiteten, så den bliver innovativ. De arbejder kongenialt med en treleddet og simpel relation – også kaldet The Business Cycle Model – som prædiker, at: kreativitet skal føre til innovation, der fører til, at nye succesrige produkter afsættes på markedet. Det, som viser sig at have værdi på markedet, bliver til målestok for, om det var noget værd som viden, og om kreativiteten førte til noget. Det har med kapitalismens evne til at af-substantialisere at gøre. Den tendens står i vid udstrækning i modsætning til en mere gedigen form for faglighed, hvor hurtig omsættelighed ikke er det eneste parameter. Kapitalismen er ikke i udgangspunktet interesseret i kvalitet. Den er ligeglad med om, vi lytter til en jazzkoncert med erfarne, dygtige og højt specialiserede musikere, eller om vi udleveres til endnu en omgang hjerneblæst mainstream-pop. Substansen er komplet ligegyldig, når der tjekkes regnskaber og udbetales aktionærudbytte. Det er en kvantitativ omsætningslogik, der dominerer. Det giver den gedigne håndværker, musiker eller filosof trange kår, for man bliver ganske enkelt ikke filosof på et universitet på blot 3-4 semestre.

En nation af kreative iværksættere og horisontalt nivellerede guder


Hvad har det betydet for kreativitetsbegrebet, at det i den grad er blevet udråbt til et af de helt afgørende konkurrenceparametre?

Sat på spidsen er der sket det, at vi alle skal være horisontalt nivellerede guder – vel at mærke uden den vertikale fornemhed, som normalt følger med en divine status. Vi skal alle bidrage til at forløse det sociales dynamik til statens og firmaets bedste. Det er konkurrencestatens instrumentelle omtydning af kreativitetsbegrebet. Kreativitetsbegrebet kommer nemlig ikke, som man måske kunne forledes til at tro, fra forestillingen om det skabende menneske, renæssancemennesket eller fra geniæstetikken i romantikken.

Det er derimod i sin oprindelse et teologisk belastet begreb. Tidligere var det nærmest en hybrisforestilling at bilde sig ind, at man kunne sætte sig selv i skaberens sted. Indtil renæssancen var det i sagens natur kun Gud, der kunne kunststykket at skabe alt ud af intet – creatio ex nihilo. Men i særdeleshed i det moderne sker der en attributoverførsel, som gør mennesket til det skabende væsen. Hvor mennesket tidligere konciperedes som skabt natur (natura naturata), er det nu blevet skabende natur (natura naturans).

Både i renæssancen og i forbindelse med geniæstetikken bliver den kreative proces individfikseret. Med den moderne flow-teori, som den eksempelvis praktiseres af den ungarsk- amerikanske psykologiprofessor, Mihaly Czikszentmihaly, men også allerede hos sociologen George Herbert Mead i 1930’erne – bliver kreativiteten imidlertid primært anskuet som en social proces. De forstår begge kreativitet som et spin-off af social interaktion. Det, der sker nu til dags, er, at kreativitetsbegrebet bliver gjort til drivkraften i det nationalstatslige vækstkapløb, og at kreativitetstanken ’overdemokratiseres’ som en form for generaliseret vuggegavetvang. En tvang, trang og hang til kreativitet breder sig på alle niveauer. Vi skal alle være små guder, der forløser os selv, når vi opfyldt af teamspirit kaster os ind i konkurrencen om at få Danmark helt til tops i globaliseringskapløbet. Det er næsten helt hegeliansk. Staten perfektioneres ved, at individet stræber mod perfektion, og det gør det bedst ved at tænke sig alment. For at opnå det skal vi lære at være kreative iværksættere allerede fra børnehaveklassen.

Hvis man læser Innovationsrådets skrift ”ABC-Innovation,” så fremgår det, at vi bør opdrage børn, så de aldrig får lyst til at blive offentligt ansatte – men derimod kreative iværksættere. Af samme grund er de subkulturer, som tidligere befandt sig uden for systemet, christianitter, bøsser og punkere blevet interessante, fordi kreativiteten ofte udgår fra subkulturerne.

Så begynder designerne at botanisere i (det hedengangne) Ungdomshus for at se, om der er nogle nye trends på vej. Tidligere var kreativitet et 68’er fy-ord og en udfordring for det etablerede – nu er det blevet en fordring. Det er således svært at artikulere en kritik imod de neoliberale styringsrationaler, fordi man lynhurtigt kommer til at tale systemets eget sprog. Man kan selvfølgelig også vælge at se det hele som en herlig syntese af to tilsyneladende modsætninger: 68-tankegangen om det kreative menneske og den dynamiske kapitalisme. Noget helt andet er, at en række immaterielle produkter (livsstilsdrømme, branding, uundgåelige og anmassende sangkonkurrencer, coachingtilbud, slankeprogrammer, Facebook-netværk etc.) breder sig i kølvandet på al denne kreative industri. Mange af disse produkter har ikke genstandskarakter, men alligevel antager de ofte varekarakter. De får en pris; men den hænger ikke sammen med den arbejdstid, der er medgået til at producere dem. Strategisk gode ideer kan komme på et splitsekund og vise sig at blive millioner af kroner værd. Hvem havde nogensinde kunnet forudsige, at Bill Gates ville blive verdens rigeste mand? På den anden side er der stadigvæk millioner af mennesker, der arbejder ved kasseapparaterne i timevis til en lav løn i Netto, IKEA og Wallmart.

Tre dominerende styringsrationaler


Hvad mener du om det umiddelbart kontrasterende forhold, at man fra regeringens side udnævner kreativitet til en produktivkraft og samtidig sætter en meget intensiv styring ind over for uddannelsessystemet?

Det er netop et af kernepunkterne i min kritik. Men systemets sprog er i øvrigt langt fra entydigt på dette punkt. Hvis man eksempelvis kigger på uddannelsespolitikken, så kan man – med fare for at forsimple – tale om, at der er tre vidt forskellige styringsrationaler, der gør sig gældende. For det første er der Bertel Haarders målings- og mistillidsparadigme, hvor eleverne ikke må udfolde sig inden for selvstyrende grupper – de må ikke gå til gruppeeksamen og lærerne skal holdes i stram snor, for ellers løser de ikke deres opgave ordentligt. Det er industrisamfundslogikken, hvor man måler individuelle præstationer, ligesom en værkfører måler og kontrollerer produktionen på gulvet. Den ene har løftet 12 mursten, den næste har løftet 14 – ekstra bonus til ham! Det er et gammeldages system.

For det andet findes der den nationale dagsorden. Den abonnerer Haarder også på, men den kan også isoleres og beskrives rent. Tidligere kulturminister Brian Mikkelsens værdipolitik – kanonoprustningen – repræsenterer dette styringsrationale. Her er man lidt ked af nogle af de effekter, den stadig mere globaliserede kapitalisme har, fordi den udsætter morgensangen, bevidstheden om den danske histories uundværlighed og litteraturens nationale rødder for ublu konkurrence, og det bryder man sig ikke om.

Konsekvensen af dét er kanon, sammenhængsklister, rødder og kultur op og ned af stolper: Vi skal stå fast på, hvem vi er! Eleverne skal med andre ord ikke bare måles på deres evner til at præstere rigtige svar på de stillede opgaver, de skal også måles på, om de er rigtig danske.

Det tredje styringsrationale er det, man kunne kalde projekt polis: det er eksempelvis repræsenteret ved en kongenial parring af projekt- og problemformuleringspædagogikken med en åben form for moderne ledelsesfilosofi. Devisen er, at folk er bedst til at styre sig selv, og at arbejdsformen må være fleksibel og tilpasset opgavens karakter. De går ind for teams, kreativt spin off af sociale processer, ingen er kloge nok i sig selv osv. De adskiller sig også på den måde, at de ikke har lagt sig fast på, hvilken form for viden, vi skal bruge. Mange af repræsentanterne for det paradigme er solide borgerlige tænkere og effektive kapitalister, men en del af det, de går ind for, muliggør alliancer til Café Lattesegmentet, dele af den gamle venstrefløj og de mytiske RUC-pædagoger.

Samtidig kolliderer paradigmet i høj grad med de kulturkonservative og industrisamfundslogikerne. Sammenstødet opstår ikke mindst, fordi Bertel Haarders kulturkonservative mistillidsparadigme (bemærk at han har været undervisningsminister fra 1982-1993 og fra 2005 og frem) ganske enkelt ikke er på højde med det, Marx kaldte kapitalismens civiliserende tendens, som gamle Karl jo var vældigt begejstret for. Dvs. det, at kapitalismen tendentielt river det bornerte ned, udvikler produktivkræfterne, spreder brugsværdierne, overflødiggør illegitime autoriteter, betvivler national og regional indskrænkethed eller kort sagt, at den ikke har brug for det kulturkonservative projekt. På den anden side er der jo også nogle, som mener, at det dynamiske, omstillingsparate og selvstyringsorienterede polis-projekt bliver for tyndt, indeholder for meget varm luft og for lidt substans. Det må eksempelvis gælde for litteraten Erik A. Nielsen og billedhuggeren Hein Heinsen, som gik med til at prøve på at få indflydelse på det kulturkonservative klisterprojekt.

Men for at vende tilbage til kreativitetens rolle som produktivkraft, så er det jo også helt tydeligt, at det ikke er alle former for kreativitet, der er velkomne. Dertil kommer, at jeg er overbevist om, at vi er nødt til at holde en del af vores kreative formåen uden for produktionssystemet og i stedet investerer det i et socialt fællesskab, som ikke er pekuniært – som ikke er rettet mod markedet.

Et er, at vi er nødt til at have smør på brødet, men noget andet er, hvad vi i øvrigt skal bruge vores intelligens og vores viden til. Alternativt kunne vi ’investere’ tankekraft og viden i processer med et socialt afkast, en høj delings- og spredningsfaktor og et gedigent demokratiseringsaspekt. Jeg tror, at vi i fremtiden – i hvert fald på længere sigt og ideelt – vil se folk blive mere reserverede i forhold til at lade deres kreativitet og virkelyst blive gjort til ren udbytningsgenstand.

Farvel til den vandmelsagtige førindustrielle bondeutopi


Havner du ikke i en klassisk, letkøbt dualisme, hvor markedet alene repræsenterer det dårlige, mens den frie kreativitet er det ubetinget gode? Eksempelvis er Moulier-Boutang, som man kan læse i Turbulens.nets interview med ham, noget mere positivt stemt over for mulighederne i den kognitive kapitalisme, som han mener, netop kan skabe det sociale afkast, den høje delingsfaktor og det demokratiseringsaspekt, som du efterlyser. Deler du ikke hans optimisme?

Nej, det er i absolut modstrid med kapitalismens akkumulationslogik at forlede sig til at besynge overskudsressourcerne i sig selv i stedet for at se, at den traditionelle produktionsform har en kolossal evne til at transformere sig.

En gammel marxist som eksempelvis franskmanden André Gorz vejrer også morgenluft, for han mener, at det er principielt i modsætning til videns natur at søge at privatisere og kapitalisere viden og alt det ikke-økonomiske; men det er i vid udstrækning naivt, for både Moulier-Boutang og Gorz gør sig blinde overfor den måde, kapitalen med næb og klør vil holde fast i og udbygge den traditionelle udbytningsstruktur ved at søge at tilrane sig og at udsuge de nye ressourcer på. Og hvad angår min principielle kritik af markedet – jo, det er da en kritik, jeg ofte får at høre, for markedet er selvfølgelig god til at sørge for en hel masse. Det kan ikke lægges for had as such & once and for all. Det er håbløst at forfalde til en eller anden vadmelsagtig førindustriel bondeutopi, hvor man mener, at vi alle sammen udelukkende skal bo i huse bygget af genbrugsmaterialer og høstakke – selvom det i øvrigt ikke må overses, at det kræver gedigen indsigt og viden at kunne bygge et rigtigt halmballehus. Men markedet er ikke nødvendigvis velegnet til at højne kvaliteten, sikre social lighed og tilvejebringe æstetisk overskud. Der er i dag rigtig meget viden, som alene cirkulerer i privilegerede og købedygtige kredse. Copyright-systemerne er særdeles strikte forsøg på at monopolisere viden, ligesom vigtig viden sågar ekskluderes, hvis det ikke passer ind på markedet. Eksklusion, manglende social lighed og manglende kvalitet er karakteristika for det frie marked.

Markedet er ikke nødvendigvis interesseret i den højeste fællesnævner. Men det er ganske rigtig problematisk at forfalde til en plat dualisme. Det gjorde Marx jo heller ikke. Fra 1850’erne og frem forsøgte han at udfolde en kategorial og kritisk tydning af kapitalismen med henblik på at begribe samfundets udviklingslogik. Han forsøgte i den sammenhæng at lave en figur, som på én gang indeholder fremstilling og kritik – uden at tilsætte moralske kvababbelser. Marx er jo ikke imod kapitalismen slet og ret. Han anerkender dens enorme produktivitet og den storm af nøgternhed, den civiliserende tendens, som kapitalismen fører med sig. Den har godt nok alene akkumulation eller merværdi som målsætning, men uafvidende, kontraintentionelt eller måske bare som en ikke primært tilsigtet del af dens projekt, så skaber den mulighed for, at mennesker kan bevæge sig hen over akser, nedbryde skranker og blive klogere. Det er selvfølgelig også enestående, at det i dag i mindre grad er det traditionelle arbejdsbegreb, som dominerer, hvor det alene drejede sig om, hvem der kunne slæbe flest bananklaser pr. tidsenhed op af skibenes gemmer i Frihavnen – eller, som det var billedet på den russiske mønsterarbejder, at bygge huse hurtigst i kraft af flest mursten pr. tidsenhed. Der er en række nye muligheder – men også nogle helt nye modsætninger – forbundet med, at arbejderen er en vidensarbejder. Tidligere kunne man udnytte en arbejder i det omfang hans krop tillod det – indtil han blev slidt op af at slæbe kul op af kulminen. Nu bliver kapitalen direkte afhængig af vor vilje til kommunikation og vort begær efter at udveksle med andre mennesker. Nysgerrige og prøvende mennesker er i højere kurs end disciplinerede og selvundertrykkende ditto. Det er da tankevækkende.

Usamtidighed på alle niveauer


Men til trods for at man mere eller mindre skråsikkert taler om den vidensbaserede økonomi og den kognitive kapitalisme, så er det jo stadig størstedelen af jordens befolkning, som slider deres kroppe op på fabrikker eller på landet? Er denne udvikling, som vi her taler om, udtryk for en fastholdelse af en klassisk arbejdsdeling, som nu blot manifesteres på globalt plan?

Den tyske filosof og forfatter Peter Sloterdijk hævder i værket Im Weltinnenraum des Kapitals fra 2005, at kun ca. to milliarder mennesker ud af jordens samlede befolkning på ca. seks milliarder mennesker er inde i varmen og en del af den aktive globalisering.

Der er 400 millioner indere, som er meget godt med, og så er der 800 millioner, som bare overhovedet ikke er det. Nogenlunde det samme gør sig gældende i Kina, og deltagelsesfrekvensen er endnu lavere i Afrika. Indtil finanskrisens gennemslag og vores pludselige opvågnen engang i løbet af 2008 har mange af os nydt godt af et liv inde i varmen i kapitalens ’Crystal Palace.’ Vi gik rundt og hyggede os under den lange forbrugsfest, mens der var rigtig mange menneske udenfor, som kun kunne kigge ind med næserne trykket mod ruderne – uden at være med eller at blive budt indenfor. Den tyske filosof Ernst Blochs begreb om ”Ungleichzeitigkeit” fra 1930’erne er enormt anvendeligt i denne sammenhæng. Der gør sig en uhyre usamtidighed gældende på alle niveauer: mellem landene, internt i landene, imellem og internt i brancherne, imellem generationer, inden for og mellem familierne osv.

Selv om det indtil for nylig har kørt derudaf i den hjemlige andedam med angiveligvis næsten fuld beskæftigelse, en truende arbejdskraftsmangel, høj friværdibelåning og vild forbrugsfest, så var der samtidig omkring 800.000 mennesker, som var udenfor: invalidepensionister, førtidspensionister, uddannelsessøgende og folk, som i en alder af 55 år er blevet degraderede og finder fuldtidsbeskæftigelse på værtshuset. Dem talte man ikke om. Med finanskrisens gennemslag bliver der endnu flere arbejdsløse. Vi går lige op og ned af hinanden, ser den samme tv-avis; men der er komplet forskellige mentale strukturer på spil, og håbet er langt fra lysegrønt for os alle. Selv i et forholdsvist homogent land som Danmark, eksisterer der livsformer, som ikke har en døjt med hinanden at gøre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *