1.12.2014
Tillad mig at indlede med et citat fra Søren Fanøs bog Jesper Wung-Sung – et forfatterskab, hvori Fanø beskæftiger sig en hel del med de litteraturhistoriske referencer – intertekstualiteten – i mit forfatterskab. Blandt andet analyserer Fanø ungdomsromanen Ægte brøker og dens to utilpassede hovedpersoner Janus og Marcus. Nærværende citat omhandler et kapitel, hvor Janus og Marcus befinder sig i et sommerhus langt ude på landet, de har anskaffet sig et par halvautomatiske rifler og et par kasser øl, og i hjørnet af stuen er der et musehul. Fanø skriver, og citerer endvidere mig fra en mail-korrespondance med nogle studerende:
‘Kap. XIX afsluttes med referencer til både Franz Kafkas Kejser Mus i ”Lille fabel” og til John Lennons hymne til freden ”Imagine” (1971): Imagine all the mice – living for today!!! (s. 161)
Som Jesper Wung-Sung skriver i en svarmail til tre lærerstuderende fra Silkeborg, 7. oktober 2012: Det er en bevidst reference til John Lennons ”Imagine”, som først og fremmest er en sang om det fuldendte fællesskab (fx ”and the world would be as one”) – ikke ulig det Janus og Marcus reelt drømmer om. At leve her og nu og sammen. Samtidig spændes den op mod en tekst af Franz Kafka (som Marcus associerer til uden at han – eller fortælleren – siger det højt (et eksempel på undertekst, og på at jeg hele tiden står på skuldrene af andre forfattere), ”Lille fabel”, som handler om nærmest det modsatte, at være alene og at forspilde sine muligheder, som på sin måde er det, der sker for Janus og Marcus (scenen viser derfor også, at Marcus er mere bevidst om det end Janus). Jeg har indsat fablen nedenfor og håber det er en hjælp. […]
”AK”, sagde musen, ”verden bliver mindre dag for dag. Først var den så bred, at jeg var bange. Jeg løb videre og var glad for, at jeg endelig så mure til højre og venstre i det fjerne, men disse mure nærmer sig hinanden så hurtigt, at jeg allerede er i det sidste rum, og der i hjørnet står fælden, som jeg løber hen imod. ”Du skal bare ændre retning”, sagde katten og åd den.’ (Fanø 2014: 170)
Så skriver Søren Fanø videre i Et forfatterskab: ‘Mailen demonstrerer, hvor gennemkomponeret og gennemarbejdet Ægte brøker er, samt i hvor høj grad de intertekstuelle referencer har betydning for forståelsen af værket. Som lærer kan man bede eleverne om at finde referencer, de kender i forvejen, og så stå parat med yderligere relevante referencer, så betydningen og afhængigheden af de intertekstuelle referencer bliver klar for eleverne.’ (Fanø 2014: 170)
Med andre ord kan man sige, at hvis man læser romanen – eller bare nævnte kapitel – med Marcus’ kendskab til Kafka eller Janus’ mangel på samme – så forstår man scenen på to forskellige måder.
Det er mit udgangspunkt. Jeg ved, at der ikke kun eksisterer én Janus og én Marcus i litteraturen eller blandt læserne – der findes også én Janus og én Marcus i mig, når jeg skriver. Det er sådan mine værker bliver til.
*
Jeg er ved at skrive en roman.
Den handler om en dreng.
Han hedder Zam.
Der er én ting, som gør Zam anderledes end andre drenge: Zam er zombie. Zam med Z.
Jeg nævner her et udvalg af de titler, som har ligget på mine arbejdsborde i forbindelse med romanskrivningen:
Johannes V. Jensen: Kongens Fald
J. D. Salinger: Griberen i rugen
William Shakespeare: Richard III
H. C. Andersen: Samlede Eventyr og Historier
Jørgen Nielsen: Dybet
Astrid Lindgren: Emil fra Lønneberg
György Konrád: Uanmeldt besøg
Knut Hamsun: Sult
Samuel Beckett: Slutspil
Franz Kafka: Slottet
J. P. Jacobsen: Mogens og andre noveller
Bruno Schulz: Kanelbutikkerne
Når Zam når ud til boghandlerne og bibliotekerne, vil romanen stå langt fra de fleste af de nævnte værker, ligesom det er meningen, at den skal læses af læsere, der end ikke har hørt om de fleste af de nævnte titler eller forfattere.
Og så alligevel: Når jeg er så heldig, at mine bøger ofte bliver læst af læsere, der falder uden for den af mit forlag, boghandlere og biblioteker definerede målgruppe – og dét i begge ender af aldersskalaen – så skyldes det formentlig også, at værkerne hviler på eller måske mere præcist: opstår i samspil med et varieret udsnit af den del af litteraturhistorien, jeg vælger at kalde de levende døde.
Dette foregår gennem en ikke voldsomt bevidst proces, hvori jeg ikke bestræber mig på at forklare, hvorfor det er de nævnte værker, der er med til at frembringe mit værk – jeg tager dem bare ned fra reolen på min vej rundt om skrivebordet.
Det er noget, der sker adskillige gange dagligt: at jeg tager bøger ned fra reolerne, læser lidt i dem og stiller dem tilbage – det er en naturlig del af mit liv. Når førnævnte værker ikke kommer tilbage i reolen, men i stedet for bliver liggende på arbejdsbordene, så jeg kan læse i dem igen og igen, mens jeg skriver, skyldes det også et behov for endnu en gang at finde mig selv som forfatter et sted i litteraturhistorien. Og i dette tilfælde at finde lige netop Zam blandt millioner af litteraturhistoriske hovedpersoner. Det andet formål vil jeg langsomt nærme mig.
Der sker noget for hovedpersonen, og så sker der noget andet.
Der er en lang og hæderkronet tradition for eksklusion af hovedpersoner i litteraturhistorien. Således går det også for Zam:
Zam går i skole, fordi han er kvikkere og mere velopdragen end zombier flest – han bider ikke, heller ikke når han bliver mobbet. Men en dag trykker en elev på lige netop den rigtige, eller forkerte knap, og så bider Zam, og han bider hårdt. Derefter bliver Zam smidt ud af skolen …
Der er en lang og hæderkronet tradition for udstødte hovedpersoner, der vandrer rundt i byen alene.
‘You’ll never walk alone’ – og det gør Zam jo heller ikke. De går dér sammen med ham – denne verdens Holden Caulfield’er og Mikkel Thøgersen’er. Det vender jeg tilbage til.
For da Zam kommer hjem, forstår han, at en dårlig dag er blevet endnu dårligere: Hans knap så velopdragne familie har ædt en hund – Fido står der på halsbåndet – og det er her, at litteraturhistorien bliver to ting: familiær og levende.
Da jeg har skrevet scenen, hvor familien spiser hunden, får en indskydelse mig til at tage H. C. Andersens Samlede Eventyr i hånden og genlæse ‘Den grimme ælling’. Blandt alle de ydmygelser, som den grimme ælling bliver udsat for, er denne måske den mest hjerteskærende, selv om den ikke desto mindre – med et vanligt ironisk-rørende H. C. Andersensk dobbeltgreb – går hen og bliver dens redning: Hunden nægter at æde den grimme ælling, simpelthen fordi den er for afskyelig til at blive spist!
Der går et øjeblik, inden jeg forstår, at jeg har taget hævn. Nu forstår I det også.
Dette er altså den grimme ællings vendetta 170 år senere i litteraturhistorien – nu bliver hunden ædt! Og den bliver naturligvis spist af vor tids lige så store outsider som datidens grimme ælling, nemlig zombien.
Takken udebliver ikke. Litteraturhistorien gengælder altid en tjeneste. Fra det hinsides rækker H. C. Andersen generøst mig mottoet til romanen om Zam med dette citat:
‘”O Gud skee lov!” sukkede Ællingen, ”jeg er saa styg at selv Hunden ikke gider bide mig!”’ (Andersen 1961: 200)
Ved siden af Zam går den grimme ælling.
*
Lad mig et øjeblik gå en anden vej for forhåbentlig igen at finde fodslag med Zam og de levende døde.
Jeg ved, at der findes læsere, der læser for at blive underholdt. Det gør jeg ikke. Jeg ved, der er læsere, som finder litteraturen underholdende. Det gør jeg ikke. Jeg synes litteraturen er mangt og meget underlegent, når det handler om at være underholdende. For eksempel fodbold og film.
Men som middel til overlevelse – overlevelse gennem dannelse, om man vil – er litteratur overlegen. Jeg læser for at overleve. Og det er så enkelt, at mine litteraturhistoriske valgslægtskaber er med dem, der bedst holder mig i live.
Jeg begyndte først at læse, da jeg blev opmærksom på min egen måde at gå på, og det faktum, at andre kunne finde på at stille sig i vejen for mig.
Jeg læste, da et behov opstod, som intet andet end litteraturen kunne opfylde, og jeg læste altså for at finde eksempler på gangarter og på måder at komme uden om det, der stillede sig i vejen.
Men hvor er det, at det at bevæge sig igennem litteraturhistorien ikke længere er nok? Hvor og hvornår er det, at behovet for selv at forsøge at bidrage til litteraturhistorien opstår?
På mange måder er det, jeg kalder de levende døde én stor familiefest, så der er mindst to sider til den sag.
Den første og knap så kønne: Jeg indrømmer, at det nok også er lidt som familiefesten, hvor man ikke har forberedt en tale, men hvor man alligevel animeret af andres kloge, velformulerede, belevne og humoristiske taler, føler sig kaldet til selv at tage ordet – ikke mindst opmuntret af de velvillige ansigtsudtryk og fine bifald. Man strikker altså en improviseret tale sammen, rejser sig og slår på glasset. Den drivkraft kan jeg ikke helhjertet afvise, men jeg kan helhjertet sværge på, at jeg kun har rejst mig, fordi jeg har oplevet, at der en side af det menneske, som vi fejrer, der ikke er blevet belyst på netop den måde, som jeg synes, det også kan og bør belyses. Det er den anden side: At fra netop den vinkel og på netop den måde kan jeg lægge en brik til det puslespil, mennesket er. Og det er sådan, at vi alle bidrager til festen og familien.
Jeg ånder anden litteratur ind, og ånder egen litteratur ud.
Man er læser, før man er forfatter; i hvert fald når det handler om at leve og overleve.
En gnu rejser sig fra savannen og følger sin mor efter fem minutter. Mennesket vrikker, maver, kravler og vælter rundt i over et år. Sådan er det også med erkendelsen – den vrikker, maver, kravler og vælter rundt gennem både halve og hele liv. Vi er en flok forbandede amatører, når det handler om at leve livet. Det er min påstand og mit udgangspunkt.
Det er så også min påstand, at litteraturhistorien kan være en smutvej til erkendelse. Den er i hvert fald en påmindelse om veje og måder at gå på, som dagligt bringer mig tilbage på mit spor.
Vi lever i en tid, der styres af det, som kan betale sig. Underlagt den målestok er litteraturhistorien vanvittig rentabel for ethvert individ og ethvert samfund. Så hvis litteraturhistorien har trange kår, var det måske værd også at se den i det lys; de mange ‘fjumreår’, der kan spares på den konto.
Litteraturhistorien er de stier, som man ikke selv behøver trampe. Enhver må selv gå, men vejen er betrådt og beredt af mangt en bedre vandrer end én selv.
*
Når litteratur er overlevelse, stiller ens hovedperson altid tre spørgsmål: Hvem er jeg? Hvem er de andre? Og hvad er livet?
Det kan hovedpersonen gøre som en dreng, der kører med aviser, som en fyret værftsarbejder, en vred gymnasieelev, som en teenager på skafottet midt i 1800-tallet, som en fraskilt far eller som en zombiedreng, der bare vil være som alle andre. Gå på samme måde som alle andre:
‘Zam holder af at sidde og betragte menneskene. Når han sidder sådan og ser på dem – familier, der spiser is på græsset, joggere, der løber forbi, hundeluftere, der kigger én vej, mens hunden snuser en anden, og kærestepar, der går hånd i hånd eller tæt sammenslynget – kan han pludselig komme til at føle sig som en af dem.
Som venter han på en ven.
Eller en kæreste.
Eller som keder han sig bare bravt, som rigtige drenge ofte keder sig bravt.
Zam har brugt oceaner af tid i parken på at studere, hvordan mennesker opfører sig og taler til hinanden.
Han fandt hurtigt ud af, at der er mange mennesker, som slet ikke går, som filmen siger, at de skal. Faktisk går alle mennesker forskelligt, og faktisk er der mange mennesker, som går grimmere end zombier. De går med knæene indad, med knæene udad, på indersiden af foden, på ydersiden. Nogle går, som om de er ved at vælte bagover. Andre, som kan de tilte forover. Der er mennesker, som går med strittende numse og fødderne ud til siden som ænder.
Zam ved, at han går pænere end mange mennesker. Han må koncentrere sig om hvert skridt, og han kan ikke gå stærkt, men han har den korrekte gangart.’ (Wung-Sung upubliceret manus)
Det er de samme spørgsmål som min litteraturhistoriske familie stillede og stadig stiller.
En ‘vendetta’ er en blodhævn, og kan som sådan kun udføres af et familiemedlem. Jeg er i familie med H.C. Andersen, og derfor kan jeg hævne den grimme ællings ydmygelse på ægte vis.
Når man som forfatter taler om ligheder, inspirationskilder, valgslægtskaber, med videre, er det gerne med tilføjelsen ‘uden sammenligning i øvrigt’. Men faktisk burde jeg sige: ‘enhver sammenligning selvfølgelig.’
Fordi det giver så god mening, og fordi man i bund og grund godt kan tillade sig at sige det. Fordi det er en kærlighedserklæring til familien og til de levende døde.
Det er muligt, at jeg er den kiksede grandnevø, der på alle måder er faldet uheldigt ud, men jeg er en del af familien.
Jeg kender min familie, som ingen fremmed gør. Jeg har set sider af min familie, som ingen fremmed har set.
Når jeg står ved den, jeg er, bli’r det i familien.
*
Ethvert gensyn med et litterært værk er et nyt syn. Og her tænker jeg netop ikke på, hvordan for eksempel politiske beslutninger kan forandre sig endog radikalt i bagklogskabens klare lys. Jeg tænker på og taler om noget levende. Når litteraturhistorien for mig er de levende døde, er den det også i betydningen: stadig undervejs.
Når genlæsningen ikke er den samme som jomfrulæsningen, så handler det selvklart også om, at man selv har flyttet sig. At man som læser lægger mærke til og søger noget andet som 20-årig end som 40-årig eller 60-årig. Men det handler først og fremmest om, at de værker i litteraturhistorien, der er et gensyn værd, alle er så komplekse, at der er mere end ét at lægge mærke til eller søge efter. Der er liv i de levende døde.
Når man omvendt genlæser noget og ikke genfinder samme glæde, forklarer man det ofte med, at man selv har flyttet sig. Det har man, men det er ikke problemet eller forklaringen. Forklaringen og problemet er nærmere, at værket ikke har flyttet sig. Det er ikke bevægeligt eller levende, ikke en del af de levende døde, blot et stivnet dokument, der siger: sådan kunne man beskrive verden engang. Det er ikke sammensat nok. Det har lige nøjagtig den samme betydning som sidst – hverken mere eller mindre.
Og vi vil ikke nøjes med et gensyn. Vi vil ikke ned ad en vej, vi kender i søvne, vi vil føres af veje, der minder os om os selv: at vi selv skal gå og det på vores måde.
Som forfatter ved jeg, når jeg skriver noget dårligt. Jeg ved heldigvis også af og til, når jeg skriver noget godt. Det er bare ikke tit, at jeg kan sige hvorfor, det er godt. Men med ryggen mod muren, pistolen for panden og engle i luften vil jeg sige: Det skrevne er godt, når det er enkelt og komplekst på én og samme tid. Det skrevne er godt, når det rummer hele litteraturhistorien og alligevel er sig selv.
Det øjeblik, jeg genlæser min tekst med en tveægget følelse af klippefast tro og blafrende vildrede, er jeg på rette spor. Når jeg ikke selv kan overskue de mulige læsninger af det, jeg har skrevet, mærker jeg både forbindelsen til de levende døde og min egen gang på jorden.
*
En zombie har i høj grad grund til at spørge sig selv: Hvem er jeg? Den kan se ned ad sig selv, men ikke forstå, hvorfor den er havnet, hvor den er. Zombien husker ikke, hvem den engang var.
Min hovedperson, Zam, bliver altså smidt ud af skolen, men han er stadig kvikkere end zombier flest. Han ser sig selv i spejlet: Den grå hud, de mørke rande under øjnene, det strittende hår, de blottede tænder og hans slæbende gang. Han ser på sin familie: Deres lasede og blodige tøj. Og han forsøger at forstå, hvem de er, hvem han selv er, og hvad livet er. Jeg skriver et kapitel om dette. Scenen udspiller sig efter familien har ædt hunden – altså hævnet den grimme ælling – og derfor sidder mætte foran fjernsynet:
‘Far, mor og Zum flyder ud i hjørnesofaen med ansigt og tøj smurt ind i blod og indvolde. Nu er det Zim, der er på toilettet. Hans mave kan ikke tåle at spise øjenæbler.
Zam sætter sig i midten og ser på sin familie. De grynter, halvsover og nikker tilfredse. Nogle gange er de lettere at snakke med, når de har fået noget at spise.
”Far?” siger Zam.
”Ahr,” grynter hans far.
”Hvad tror du, at du var, før du blev zombie?” spørger Zam.
”Altid … Zom-bie,” snerrer far.
”Nej, før du blev zombie,” siger Zam. ”Dengang du var en helt almindelig rigtig mand. Hvad var du?”
Hans fars tøj er det mest beskidte i familien. Det er som et maleri, der består af lag på lag af maling – fars består bare af blod, bræk og kødtrevler. Det er umuligt at se om tøjet engang har været en joggingdragt eller et jakkesæt, men på hans venstre fod sidder lidt af en sko. Det meste er slidt væk, fordi han slæber fødderne over gulvet, men hælen sidder der endnu. Engang har det været en dyr sort herresko.
”Måske var du en vigtig forretningsmand, far?!” siger Zam. ”Kan du huske noget om aktiekurser? Op og ned og eksport og godt med skattesnyd, du ved?! Eller var du borgmester? Husker du torvet i den by, hvor du holdt taler? Eller måske var du chef for en hemmelig gruppe agenter?!”
”Zom-bie … Godt,” grynter hans far.
Eller måske var Zams far bare på vej til en fest, den dag han blev zombie. Så kan han jo have været alt muligt.
”Hvad med atlet? Eller arbejdsmand? Far! Måske har du været astronaut. Kan du huske, at du har fløjet rundt om jorden, far!”
”Spi-se … Jord-en,” snerrer far.
”Hvordan er det at være vægtløs, far?” spørger Zam. ”Kildrer det i maven?!
”Ma-ve … mad,” grynter far.
”Kæft … ma-ve,” snerrer Zum og puster en boble af hundens tarmsæk.
Boblen vokser og vokser, indtil den sprænger og klistrer til Zums næse og hage.
Zam fortsætter med at spørge.
”Eller professionel badmintonspiller? Bokser? Bager? Jeg er sikker på, at du lavede de skønneste kager! Brugte du puddersukker, far? Gjorde du det?”
”En gang … Zom-bie … Al-tid … Zom-bie,” grynter far og falder i søvn.
Zam ser på sin mor, der sidder med halvt lukkede øjne i sofaen. Af og til skærer hun en grimasse og savler. Hun har en kjoledragt med knapper på. Engang har den vist været blå.
”Hva’ med dig, mor?” spørger Zam. ”Var du stewardesse? Kan du huske, at du har været oppe at flyve?”
”Uff! … Dum!” grynter mor. ”Zom-bie … al-tid.”
”Måske var du advokat,” siger Zam. ”Eller du stod i receptionen på et hotel?”
”Søn … Ahr … Snob,” snerrer hun og falder i søvn.
”Jeg ved det!” udbryder Zam og bliver helt varm i kroppen. ”Jeg ved det, mor! Du var skuespiller! Det er dit kostume! Du spiller den smukke pige i hotelreceptionen! I var i gang med den scene, hvor den ulykkelige millionær får øje på dig ved elevatoren!”
Men ingen hører efter, alle tre sover i sofaen.’ (Wung-Sung, upubliceret manus).
Eller zombier sover vist ikke rigtigt. Men når de døser hen på denne zombie-måde, dækker Zam forældrene til med et tæppe over hovedet, som var de fuglebure.
Samuel Becketts Slutspil stod på den liste, jeg nævnte indledningsvis.
Og det er først, da jeg skriver denne scene, at det går op for mig, hvorfor jeg har taget Samuel Becketts Slutspil ud af reolen.
Slutspil er et af mine yndlingsstykker, hvis ikke den absolutte yndling. Jeg har læst det op mod tredive gange, set det opført 7 gange, jeg kan det mere eller mindre udenad, og alligevel har jeg aldrig læst det på denne måde.
Jeg citerer bare lidt af Becketts indledende regibemærkninger i Slutspil:
‘Centre, in an armchair on castors, covered with an old sheet, HAMM.
Motionless by the door, his eyes fixed on HAMM, CLOV. Very red face.
Brief tableau.
CLOV goes and stands under window left. Stiff, staggering walk.’ (Beckett 1958: 11).
Nu forstår jeg, hvad jeg aldrig har forstået: at Hamm og Clov er zombier! Sløve zombier, der ikke har fået noget at spise længe!
Så mange gange har jeg læst stykket og aldrig læst det på denne måde. Men betydningen: Den har været der hele tiden.
Det er med slet skjult stolthed, at jeg på den måde gennem genlæsninger forsøger at tage aktivt del i litteraturhistorien. Der er masser af beskrivelser af Becketts forbindelse til eksistentialisme, modernisme, stumfilm, Chaplin, Buster Keaton, commedia dell’arte-traditionen, med videre. Men at slutspil handler om et par sultne zombier – den har jeg ikke læst mig til; men den er der. Det er jo derfor, jeg har taget den ud af reolen. Det er derfor, jeg har genlæst, og det er derfor, den er en del af de levende dødes litteraturhistorie. Slutspil er i den grad ikke bare ikke-død, men meget levende.
Det er mere som en langsom zombie end et udspekuleret menneske – og altså først efter at ordene er skrevet – at jeg forstår, at jeg er i dialog med Beckett, som jeg var det med H.C. Andersen, når det gælder hunden i Zam og hunden i ‘Den grimme ælling’; der så i øvrigt også er i slægt med hunden fra min tidligere nævnte ungdomsroman Ægte brøker; og dén hund er selvfølgelig i slægt med hunden fra Martin A. Hansens Løgneren, der jo er i slægt med hunden fra St. St. Blichers En Landsbydegns Dagbog.Janus, outsideren fra Ægte brøker, stjæler i øvrigt hunden, der er stukket af fra den hundetræning, som Janus overværer ugentligt fra en bakke – fordi der for ham ikke findes noget mere absurd end fænomenet ‘hundetræning‘ – og nu forstår jeg, at den bakke, Janus sidder på, jo også er i geologisk familie med den bakke, Holden Caulfield sidder på i begyndelsen af Griberen i rugen …
Konklusionen er måske lidet flatterende: Som forfatter er jeg en zombie, der uelegant, blindt og med savlet dryppende fra hagen stavrer hovedkulds efter lugten af blod og liv! Når jeg står her, er jeg et menneske, der er trådt et skridt tilbage for at glo på zombien ved skrivebordet.
*
Becketts zombier: Det var den samme følelse, da jeg forstod, at Mikkel Thøgersen fra Kongens Fald var dansk litteraturs første teenager. Hans lange lemmer og rastløshed var mine lange lemmer og rastløshed.
De levende døde handler om slægtskab. Og det handler om alle skeletterne i alle skabene. Derfor kræver det mere end én læsning. Altså det H. C. Andersenske ironisk-rørende dobbeltgreb: ‘You’ll never walk alone.’
Så når min person går gennem byen, er det – ud over at være Jesper Wung-Sung, der går gennem en by i det sydfynske – også Holden Caulfield, der går gennem New York, Clov, der går rundt i tomt værelse, Richard III alene på sit slot, Mikkel Thøgersen, der går gennem København, K, der går gennem landsbyen for foden af bjerget, den unavngivne jeg-fortæller, der går gennem Kristiania, den grimme ælling, der går ud i verden, og den lille havfrue, der går op til slottet. Og derfor – og kun derfor – bliver det til ingen andre end Zam, der går sin vej gennem sin by med sin helt særlige gangart.
‘Zam går hen ad fortovet og gumler på senen fra Oscars hals, mens han overvejer, hvordan han skal fortælle, at han er blevet smidt ud af skolen.
Zam bevæger sig i egne tanker, da han lægger mærke til en lille dreng, som peger efter ham. Der er også en mor med en barnevogn, som krydser vejen for at undgå at passere Zam.
Zam er vant til det. Nogle gange er der en, som råber efter ham, men normalt nøjes de med at glo.
Zam trækker hætten på sin trøje op, begraver hænderne i lommerne, og koncentrerer sig om at gå som en helt almindelig rigtig dreng.
Det har han lært, og det er han stolt af. Zam har set en film om, hvordan man skal gå. Han har set den mindst 100 gange:
1) Man sætter først hælen i jorden.
2) Man ruller hen over fodballen.
3) Man sætter af med tæerne.
Da Zam begyndte, gjorde det afsindigt ondt at gå rigtigt. Hvert skridt var som at træde på glasskår. Den første måned vågnede han hver nat med ondt i fødder, ankler, knæ og lår. Men det lykkedes: Hans fødder vender ikke længere indad, og skridtene slæber ikke over jorden med skosnuderne. Han går langsommere end en helt almindelig rigtig dreng, men han går korrekt.’ (Wung-Sung, upubliceret manus).
Og hvis det holder som en del af litteraturhistorien, så er det, fordi han går igen.
Litteratur
Andersen, H.C. (1961): Samlede Eventyr og Historier, Flensted.
Beckett, Samuel (1958/1964): Endgame, Faber & Faber.
Fanø, Søren (2014): Jesper Wung-Sung – et forfatterskab, Høst & Søn.
Wung-Sung, Jesper (upubliceret manus): Zam.
Forfatterportræt: Af Jacob Nielsen