Den danske vindermodel

1.5.2009

Det er lang tid siden, Danmark kunne konkurrere på billig arbejdskraft. Derimod har vi skullet leve af viden. Men dét er en konkurrencefordel, som også er ved at glide os af hænde, kan jeg forstå?

Det er den helt store udfordring i den nye globale økonomi. For vi er i fuld gang med at blive overhalet på vidensområdet af flere af de nye markedsøkonomier, der alle er begyndt at satse stort på uddannelse og forskning. Til eksempel kan det nævnes, at det anslås, at Indien i 2010 vil uddanne 550.000 ingeniører om året. Danmark uddanner til sammenligning 2.200. Fra Kina er udfordringen endnu større. Her er i løbet af bare ti år blevet bygget 700 forskningscentre, hvoraf det største center består af ikke mindre end 40 universiteter. Kina har fået vendt udviklingen fra et brain drain, hvor de bedste kinesiske forskere drog udenlandsk til et brain gain, hvor de i dag kan tiltrække de bedste forskere fra hele verden. De har også for nylig overhalet USA, som det land i verden, der tiltrækker flest af de store virksomheders enorme forskningsmidler.

Danmark figurerer slet ikke på listen over lande, der tiltrækker udenlandske virksomheders forskningsmidler. Der bliver altså uddannet folk i disse lande i et tempo og i et antal og ikke mindst på et fagligt niveau, der udfordrer de vestlige lande som vidensbastioner i en sådan grad, at uddannelse og viden i verdensklasse ikke længere udgør en konkurrencefordel for os. Et andet forhold, der gør sig gældende, er, at den nye viden, der produceres, bliver stadig hurtigere forældet og kopieret. Derfor handler det i dag ikke i så høj grad om at have viden, men om hurtigere end konkurrenterne at kunne tilegne sig og anvende viden til at frembringe nye produkter og løsninger. Dvs. en konkurrence på innovationsevner. Det er derfor, jeg taler om overgangen fra en vidensøkonomi, som man talte meget om i halvfemserne, til en innovationsøkonomi, der gør sig gældende i dag. Eftersom viden hurtigt bliver forældet og kopieret bliver der også stadig kortere tid til at tjene penge på ny viden, som typisk har været dyr at anskaffe. Eksempelvis faldt prisen på en DVD-afspiller i USA fra 300 dollars til 30 dollars på bare to år. Det var så lang tid, det tog for konkurrenterne at kopiere den viden og teknologi, der lå bag. Derfor handler det også for de enkelte lande om at finde noget, der er svært for andre lande at kopiere.

”I want the world to be Danish”


Hvordan ser det ud for Danmark med at konkurrere på de vilkår?

Her støder vi tilsyneladende på lidt af et paradoks. Alt i mens vi står over for alle de her udfordringer, trusler og nye krav til landenes konkurrenceevne, så viser det sig i stort set alle de undersøgelser, der er lavet på det område, at Danmark kommer ud som et af de allermest konkurrencedygtige lande overhovedet.

Paradoksalt nok ved vi ikke rigtig hvorfor. Hvordan kan det lade sig gøre, for et land som Danmark med dets høje skatter, den store offentlige sektor, de mange fagforeninger at ligge i toppen af listerne over landes konkurrencedygtighed. Det strider imod al traditionel økonomisk tænkning, som går på, at et lands konkurrenceevne handler om et lavt skattetryk, en slank offentlig sektor osv. Derfor bliver Danmark, sammen med de andre nordiske økonomier, også omtalt som humlebien, der ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel. Faren er imidlertid, at man fastholder industrilogikken og den økonomiske tænkning, der er forbundet med den, når man fra politisk hold skal forsøge at formulere nye tiltag, der skal imødekomme de nye udfordringer.

Det er vigtigt at slå fast, at situationen er en anden, når man konkurrerer på innovation. Det er nogle helt andre konkurrenceparametre, der er gældende, og derfor også nogle andre faktorer og forhold, der skaber vækst. Og det mener jeg faktisk ikke, vi har været opmærksomme på herhjemme de seneste år. Den offentlige debat er meget præget af en holdning om, at vi ikke kan finde ud af noget, og hele tiden må se os om ude i verden efter den gode løsning. Jamen, kære venner, når vi nu er nummer et, hvorfor kigger vi så ikke ind ad og ser på de løsninger, vi har, for de må tilsyneladende kunne et eller andet. Det er omverdenen også begyndt at få øje på. Eksempelvis Microsofts administrerende direktør, Steve Ballmer. Da han på en konference for noget tid siden blev spurgt om sin vision for Microsofts næste fem år, udbrød i vild begejstring: ”I want the world to be danish!”

Herhjemme ser vi omvendt, at en stor aktør som eksempelvis DI, det tidligere Dansk Industri stadig sætter en dagsorden på deres årsmøder, som handler om, hvordan en dansk vinderstrategi kunne se ud. Den dagsorden ignorerer som udgangspunkt fuldstændigt det faktum, at resten af verden allerede ser Danmark og de øvrige nordiske lande som vindermodeller, der skaber resultater, andre drømmer om. Problemet for DI er, at det sker på trods af – og i virkeligheden jo altså til dels på grund af – de høje skatter, høje lønninger og stadig flere offentligt ansatte, som organisationen i årevis har advaret mod ville forvandle Danmark til et fallitbo. Følgelig er der heller ikke den store interesse for at udforske årsagen til den spektakulære danske succes.

Vi skal med andre ord vende blikket ind ad i en art national selverkendelsesproces, hvor vi skal have undersøgt og italesat vores egne særegne styrker?

Og den proces må alle vestlige lande igennem. For alle lande står ved startlinien i denne nye økonomis år 0 og skal til at finde ud af, hvad det er, de skal leve af i fremtiden. Her bliver det helt afgørende, at hvert enkelt land kender sine egne unikke forudsætninger og forcer, kulturelle såvel som institutionelle, for det er dem, man må tage udgangspunkt i.

Der findes ikke længere nogen universel opskrift på vækst, som kan gøres gældende i alle lande. Hvert land sine muligheder. Så hvis ikke vi finder ud, hvorfor det er, at humlebien kan flyve, risikerer vi at misforstå vores egne forudsætninger og muligheder, og i værste fald formulere politiske tiltag, der ufrivilligt underminerer de danske styrker, frem for at videreudvikle dem til globale konkurrencefordele.

Kunsten at omsætte institutionelle og kulturelle fordele til profit

Hvad er det så for fordele, vi har i Danmark?

Vi har både en række institutionelle og kulturelle konkurrencefordele i det danske samfund.

Vi har en række værdier, der er særegent danske, og vi har utroligt velfungerende institutioner og samfundsmodeller, som har vist sig, at levere en økonomisk konkurrencefordel, der kommer de danske virksomheder til gode.

Fx er det danske arbejdsmarked, den såkaldte flexicuritymodel, efterhånden blevet kendt vidt og bredt. Den udgør et af de mest liberale og fleksible arbejdsmarkeder i verden. Det er kun i USA, at det er det nemmere at fyre folk. Samtidig er der etableret et godt sikkerhedsnet, så folk ikke ryger ud i rendestenen, fordi de mister deres job. De bliver samlet op, hjulpet og efteruddannet, så de kan komme i arbejde igen. Det betyder, at vi har en af de største jobrotationer i verden. Der er 850.000 danskere, der skifter job hvert år. Det er voldsomt mange ud af en arbejdsstyrke på ca. 2.3 millioner. Det betyder, at det er nemt for vores virksomheder at omstille sig og forfølge de nye muligheder, der viser sig.

En anden fordel er vores velfærdsmodel. Det er en samfundsmodel, der bedre end nogen anden understøtter det enkelte menneske i at forfølge sit livskald. Uanset din økonomiske baggrund eller køn, kan du vælge din egen livsbane, få en uddannelse og beskæftige dig med det, du gerne vil. Det frisætter en enorm energi, fordi du får engagerede mennesker, der går op i det, de laver, og det er samtidig for udsætningen for at tænke innovativt. Du kan ikke tvinge folk til at få gode ideer. Den gode ide udspringer af et stort engagement i – og interesse for det – man laver, og det er det danske velfærdssystem med til at skabe. Endelig har vi i Danmark en flad struktur på arbejdspladserne. Dvs. der er en meget lav magtdistance uden stærke hierarkiske opdelinger. Receptionisten sagtens tale med direktøren, og hvis han eller hun har en god ide, kan den komme i spil. Allerede her er man i gang med en innovationsproces. I Japan ville det være utænkeligt og blive betragtet som en fornærmelse, hvis en person, der var lavere placeret i hierarkiet stillede spørgsmålstegn ved det, en den overordnet sagde. Den form for samarbejde giver selvsagt en træghed og en begrænsning i udvekslingen af viden og ideer, hvilket er en ekstrem barriere i en innovationsøkonomi.

Kopikultur


Du talte tidligere om, hvorledes viden, og dermed den konkurrencefordel viden i sig selv kan give, utrolig hurtigt kan kopieres. Er det samme ikke tilfældet med de institutionelle konkurrencefordele? Kan de ikke bare indføre den danske samarbejdsmodel i Japan?

Det kunne man tro, men det viser sig at være utrolig svært i praksis. Bare se på problemerne i Frankrig, da de for nogle år siden forsøgte at indføre den samme fleksible arbejdsmarkedspolitik, som vi har i Danmark. Det skabte en masse ballade og lod sig ikke gøre. Det kommer sig af, at vores institutionelle fordele i høj grad hviler på et menneskesyn, et sæt værdier og holdninger, kort sagt; en særegen kultur, som er notorisk vanskelig at kopiere. Andre lande kan derfor ikke uden videre overtage og kopiere vores modeller og tro, at de fungere lige så godt i deres kultur. Ligesom vi omvendt heller ikke skal tro, at vi bare kan overtage nogle modeller, som fungerer glimrende i andre lande med en anden kultur.

Hvad er det så for danske værdier, som udgør de aldeles gode forudsætninger i en konkurrence på innovation?

Mandag Morgen og Nordisk Ministerråd udarbejdede for nogle år siden rapporten ”Norden som global vinderregion.” Rapporten forsøgte at indkredse og italesætte de kulturelle fordele de nordiske lande besidder. Det udmøntede sig i en liste over nogle fælles nordiske værdier, hvoraf jeg eksempelvis kan pege på vores lighedsprincip og den høje grad af tillid i vores samfund. Alle personer anses som værende lige meget værd, og vi stoler grundlæggende på hinanden, hvilket forbedrer vilkårene for samarbejde og nytænkning og styrker den arbejdsmodel, jeg nævnte tidligere. Det er den slags kulturelle værdier, som giver os et rigtig godt udgangspunkt i den globale økonomi, men vi skal som sagt blive bedre til at forstå vores egne forudsætninger og så på baggrund af det formulere strategierne for fremtiden.

Forvirring i de ideologiske verdensbilleder

Med dette fokus på en unik, dansk kultur og dennes konkurrencefordele rammer man uundgåeligt lige midt ind i en meget aktuel kulturpolitisk diskussion om, hvad der er dansk, og hvordan vi skal bevare denne danskhed, hvis vi skal det. På hvilken måde ser du de her fremlagte økonomiske perspektiver spille ind i den diskussion?

Min tilgangsvinkel til spørgsmålet om den danske, kulturelle særegenhed er offensiv. For mig handler det om at få identificeret de kulturelle elementer, der kan give os en konkurrencefordel og få sat dem i spil. Megen af den kulturpolitiske diskussion omkring de her spørgsmål tager udgangspunkt i et meget defensivt perspektiv, altså at der er nogle danske kulturbastioner, der er truet. At den danske kultur er noget, vi skal værne om og beskytte imod det onde, der kommer udefra. Det er ikke sådan en Morten Korchs tilgang, jeg har.

Jeg betragter mangfoldighed som en klar økonomisk styrke. Det er veldokumenteret på alle mulige måder. Bare se på, hvor stor en effekt det har at have kvinder i virksomhedernes bestyrelser. Det er veldokumenteret, at virksomheder med kvinder i bestyrelserne har bedre resultater end dem, hvor der kun er mænd. Så hvad kunne det ikke blive til, hvis man ligefrem også havde personer med en anden kulturel baggrund?

På samme måde som de økonomiske betragtninger, du her ligger frem, rammer ned i en aktuel kulturpolitisk diskussion, kan man vel også sige, at de i den grad skærer ned midt igennem og forstyrrer det traditionelle politiske skel mellem højre- og venstrefløjen?

Det delikate og det, som i den grad besværliggør den her diskussion, er, at mange af de ting, der gør os konkurrencedygtige i dag er institutioner, mekanismer og værdier, der oprindeligt ikke var tænkt og skabt for at være et værktøj i kapitalismens tjeneste. Derfor skaber den nye konkurrencesituation og den kapitalistiske succes, som har manifesteret sig især de seneste ti år, stor forvirring i mange ideologiske verdensbilleder.

Socialdemokraterne er ved at få teen galt i halsen, når man forsøger at forklare dem, at det socialistiske projekt, som velfærdsstaten var fra deres side, i dag er et af kapitalismens ypperste redskaber. Det kan de simpelthen ikke acceptere.Og omvendt har de borgerlige enormt svært ved at sige, at høje skatter og en stor velfærdssektor er en konkurrencefordel.

Er der ikke tendenser, der tyder på, at regeringen med Anders Fogh i spidsen havde fået øjnene op for de her ting. Der er jo en betragtelig afstand fra dét, som den unge forfatter til Fra socialstat til minimalstaten stod for, og så den kurs, vi har set de seneste år?

Det har vist mere noget at gøre med, at han har set, at det var nødvendigt for at beholde magten. Der ligger ikke en konkurrenceøkonomisk erkendelse bag. Så der er virkelig behov for en afideologisering af den her diskussion, hvis vi skal komme videre.

Universitetet, folkeskolen og de bløde kompetencer

Her afslutningsvis vil jeg gerne vende blikket imod de politiske tiltag, der er sket inden for uddannelsessystemet, som må siges, atvære et meget centralt anliggende for et dansk samfund, der skal leve af at anvende viden. Det er selvfølgelig den svære del af der her projekt.

I forhold til universiteterne er der eksempelvis taget nogle tiltag med de nye forskningsråd, som peger i retning af at få skabt et system, der er bedre i stand til at prioritere og samle forskningen omkring nogle fokusområder. Det er 100 procent sikkert, at man på flere af disse satsningsområder vil tage fejl, men man bliver nødt til at lave øvelsen. Man bliver nødt til at satse på noget frem for noget andet.Sådan er det. Det er en af grundpillerne i en innovationskultur, at man begejstres for nytænkning og satser, velvidende at fiasko er en mulighed. De to ting går hånd i hånd. Der er nogle nye vilkår for forskningen i dag og det bliver man nød til at acceptere. Vi skal måske holde op med at tænke i, at vi skal have et bestemt antal universiteter, der alle har den fulde palet at tilbyde. Jeg tror i højere grad, at vi må forsøge at indgå i samspil med andre universiteter i verden, hvor vi blot har nogle nicher og fungerer som en slags regionale satellitter.

Et andet meget omdiskuteret område er folkeskolen. Den har vel også en stor del af æren for, at vi besiddermange af de dyder og værdier, du tidligere har nævnt. Skulle man ikke i højre grad lade folkeskolen være? Den fungerer tilsyneladende godt, selv ud fra et konkurrenceøkonomisk perspektiv?

Den danske folkeskoletradition er som en af vores få kulturbærende institutioner utvivlsomt en af de væsentligste kilder til de bløde kompetencer, der er i centrum i innovationsøkonomien.

Problemet, også for folkeskolen, er, at de kompetencer er meget sværere at komme igennem med i den politiske diskussion, fordi de er sværere at dokumentere. Den offentlige debat bliver mere og mere evidensbaseret, så man skal altså kunne måle og dokumentere sine ting Derfor har jeg også flere gange opfordret Danmarks Lærerforening til at få lavet nogle undersøgelser og få sat nogle tal på de ting, som de synes er vigtige,og det, som de mener den danske folkeskole kan og skal. Men samtidig vil jeg også sige, at det godt kan være tiltrængt at reformere folkeskolen. Den er dyr og på nogle punkter ineffektiv, men i reformbestræbelserne risikerer man at slå nogle af de mange ting, der rent faktisk virker ihjel, fordi man ikke har blik for, hvad det er, der virker.

Et eksempel: Man flår alt ukrudtet op i uddannelsessystemet i sine bestræbelser på at effektivisere. Man skal hurtigere igennem, fjumre-år skal væk, fravær bliver der slået hårdt ned på osv. Og hvad gør en af verdens absolut mest innovative virksomheder som Google? De lader medarbejderne selv bestemme over 20 procent af deres tid. Der måde gøre lige, hvad de vil. Og hvad sker der? Halvdelen af Googles innovationer kommer fra de 20 procent! Så hvad er det lige, at vi gør idet danske uddannelsessystem? Det fortæller mig, at vi endnu ikke helt har forstået, hvad konkurrenceparametrene i innovationsøkonomien er, og at vi stadig på ministerplan forsøger at fikse tingene med industrialderens logik. Det er et stort problem.


Mikael R. Lindholm er journalist og forfatter til en række bøger og rapporter om innovation, vækst og strategi. Han har bl.a. været medlem af Innovationsrådet og senest udgivet bogen Slip innovationen løs – Danmark som kreativ stormagt