Den humane virksomhed

1.4.2006

Med den stadig tiltagende opmærksomhed på mennesket som den væsentligste ressource i videnssamfundet, har virksomhederne gennem de seneste årtier opprioriteret de menneskelige værdier i en sådan grad, at man i dag taler om en humanisering af kapitalismen. Christian Olaf Christiansen og Mikkel Thorup undersøger i det følgende essay omfanget og substansen af denne humanisering og konkluderer, at der rent faktisk er foretaget en gennemgribende omstrukturering af værdigrundlaget på mange virksomheder, således at de økonomiske motiver i dag har fået selskab af humanistiske visioner. Dermed mener de, at det godt kan lykkes humanismen og kapitalismen at danne et velfungerende parløb.

“Det gælder om at finde den balance, således at man kan fortsætte med sin virksomhed og samtidig arbejde på at udbrede det kærlige budskab…”
Monique Moullé-Zetterström, direktør for Orange, 2002

Det er næppe gået nogens opmærksomhed forbi, at moderne virksomheder i løbet af specielt de sidste femten-tyve år i stigende grad har forstået og præsenteret sig selv som humane. Det har dels afstedkommet en hel del hurraråb og højtsvungne lovtaler over de etiske, sociale og humane virksomheder, der frigør menneskelige potentialer og tænker på ’andet og mere’ end penge. Dels har kritiske røster advaret mod en stadig mere omsiggribende økonomisering og udbytning af det menneskelige.

De moderne virksomheder har fået et menneskeligt ansigt, men spørgsmålet er, om der er tale om en egentlig ’humanisering af kapitalismen’, eller om man måske snarere burde tale om en ’kapitalisering af det humane’. For må man ikke nødvendigvis antage, at kapitalismens interesse for det humane er en økonomisk interesse? Og at humaniseringen primært er en strategi for at få medarbejderne til at yde mere?

Kapitaliseringen af det humane

For hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at kapitalismen humaniseres – hvad er med andre ord mulighedsbetingelsen herfor? Det turde vel være nogenlunde uproblematisk at fremsætte den påstand, at en eventuel humanisering af kapitalismen kun kan gennemføres på markedets egne vilkår. Faktisk må man antage, at humaniseringen af kapitalismen decideret aktivt bidrager til forbedringen af den økonomiske duelighed. Under et evindeligt opskruet konkurrencepres har en virksomhed nemlig ikke råderum til ulønsomme, selvbegrænsende aktiviteter, for så bukker den under for konkurrenterne. Når kapitalismen kerer sig om den enkelte medarbejder, om demokratisk- og værdibaseret ledelse, om personlig og faglig udvikling, da skyldes disse humaniserende tiltag altså, at de er økonomisk rationelle. Det er altså ikke kapitalismen, der humaniseres, men det humane der kapitaliseres.

Markedsudviklingen og humaniseringen som oprustning til den nye økonomi
Den humane virksomheds fødsel må primært tilskrives udviklinger på markedet – med globaliseret konkurrence, nye teknologier og overgangen til en netværks- eller vidensøkonomi som de vigtigste. Disse udviklinger har da også det fællestræk, at den enkelte medarbejders motivation og kvalifikationer i stigende grad bliver af afgørende betydning for at drive privat kapitalistisk virksomhed. Hvor samlebåndsarbejdet stillede arbejdet frem til arbejderen, der ’blot’ skulle stille sine hænders hurtighed til rådighed, som Henry Ford formulerede det, da afhænger de nye arbejdsopgaver i langt højere grad af en bred mobilisering af alle den enkelte medarbejders ressourcer. Og hvordan kan motivationen og kvalifikationerne mere effektivt fremmes end netop gennem en humanisering af kapitalismen? Svaret er allerede givet med spørgsmålet. I disse år effektiviseres kapitalismen ved at mobilisere den enkelte medarbejders samtlige ressourcer – og denne omfattende oprustning tager sig netop ud som en humanisering.

’Troen på det enkelte individ’

I dag er det således et stående mantra i driftsøkonomisk management- og organisationslitteratur, at nøglen til en virksomheds succes ligger i ’troen på det enkelte individ’, som det hed i en central udgivelse fra sluthalvfemserne. Ledelsesmæssigt kommer ønsket om optimeringen af den enkeltes performance derfor bl.a. til udtryk i de teknikker, der adfærdsregulerer via det, man kalder interne belønninger, dvs. hvor medarbejderen belønner eller straffer sig selv i sin egenskab af at være et selvforvaltende individ. Beslægtede redskaber består i at uddelegere magt og ansvar til medarbejderen (empowerment), eller forsøge at få medarbejderen til at identificere sig med virksomhedens værdier og visioner. Den enkelte medarbejder skal bringes til ære og værdighed, og opfordres til at betragte sig selv som sin egen leder; medarbejderen behandles altså humant, ligeværdigt og forventes at have holdninger, værdier og være kritisk.

Humanisering som et mål i sig selv?

Det synes temmelig indlysende, at man kan hævde, at humaniseringen finder sted af simple, økonomiske grunde; det lønner sig slet og ret at have motiverede, selvinitierende medarbejdere. Når den moderne virksomhedskultur derfor trækker veksler på humanismen, der traditionelt tildeler det enkelte menneske en særlig værdighed; når den vil frigøre mennesket, lade det udfolde dets nysgerrige, kreative, unikke evner og personlighed, da må man naturligvis gøre sig klart, at denne humanisering i sidste instans foregår på markedets og den globale konkurrences præmisser. Og på den baggrund synes de velkendte slogans om, at virksomhederne tænker på ’andet og mere’ end penge, på det enkelte menneskes udvikling som et ’mål i sig selv’, at tage sig temmelig absurde og naive ud. Man fristes derfor til at stille den diagnose, at moderne virksomheder lider af en forfejlet selvforståelse. De tror muligvis, det handler om ’andet og mere’ end penge, men det kan det jo netop ikke gøre, for kapitalismens logik afviser netop at handle om andet og mere end penge. Både den formelle markedsbeskrivelse og markedsudviklingerne giver altså anledning til at styrke den påstand, at det humane kapitaliseres – ikke omvendt.

De universitære managementteoretikere

Alligevel sidder man tilbage med fornemmelsen af, at det er urimeligt eller unuanceret at presse denne påstand ned over hovederne på virksomhedernes konkrete selvforståelse. D et indledende citat antyder, at ”det kærlige budskab” ikke udbredes på grund af, men netop på trods af den kolde forretningsverden. At den økonomiske rationalitet med andre ord skelnes fra den humane. Problemet er derfor kort sagt idéen om, at al virksomhedsmæssig virkelighed ’i sidste instans’ er underlagt den økonomiske rationalitet. Naturligvis er dette perspektiv meningsfuldt, for så vidt den økonomiske virkelighed overordnet lader sig beskrive således, men det fremstår alligevel som en reduktionistisk måde at beskrive virkeligheden i moderne virksomheder på. Som et perspektiv, der ikke tager den konkrete selvforståelse alvorligt nok, og som derfor heller ikke kan indfange de konkrete, historiske humaniseringer, der finder sted i løbet af det 20. århundrede. Derfor er der god grund til at forsøge sig med et historisk perspektiv på humaniseringen.

At humaniseringen af kapitalismen, hhv. kapitaliseringen af det humane, er en fortrinlig effektiviseringsstrategi, har man længe været vidende om i driftsøkonomisk regi. Vigtige aktører har her været universitære forskningsmiljøer, der voksede frem i USA i begyndelsen af det 20.århundrede: Betydningsfulde tværfaglige forskningsmiljøer indenfor overlappende felter såsom industripsykologi, socialpsykologi, humanistisk psykologi på den ene side, og organisations-, ledelses- og managementteori på den anden. Forskningsmiljøer, der varetager både forsknings- og rådgivningsopgaver i meget tæt forbindelse med den økonomiske praksis; først til industrien, men siden i stigende grad naturligvis til andre produktionsformer, efterhånden som den industrielle bølge delvist afløstes af servicesektoren og vidensbaseret produktion.

En central skikkelse var industripsykologen Elton Mayo (1880-1949), den afgørende figur i Human Relations bevægelsen, der senere udarter sig til Human Resources (som igen er grundlaget til nutidens Human Resource Management). Mayos projekt var i årene omkring 2. Verdenskrig båret af idéen om the adaptive society. Hovedtesen var klar: Det vestlige samfund har gennem flere hundrede år oplevet en overordentlig industriel, materiel, teknologisk og naturvidenskabelig fremgang, men der er en bagside ved fremskridtet, et negligeret problem: den sociale opløsning. Dette er katastrofalt al den stund, at netop den sociale opløsning blev forstået som en medvirkende faktor til krig, massebevægelser og individuelle neuroser.

Målet for Human Relations var derfor at udvikle en social ingeniørkunst, der kunne justere den på mange måder brutale industrialisering ved at bedre det menneskelige samvær på arbejdspladsen. Arbejdspladsen skulle ikke længere være en kilde til fremmedgørelse. De sociale forhold mellem managere og arbejdere og arbejderne imellem skulle tværtom forbedres gennem en øget kommunikation – idealet var kort sagt at gøre industrivirksomheden til et andet hjem. Der blev derfor etableret team work på arbejdspladsen, og manageren var ikke længere en kommandobrølende officerstype, men en empatisk og lyttende kollega. Virksomhederne skulle altså humaniseres. Man kan rimeligvis hævde, at denne tidlige humanisering af kapitalismen, der voksede frem under managementrevolutionen i 1950’erne, den sociale ingeniørkunsts storhedstid, altid skulle gå hånd i hånd med forskningsbaserede beviser på, at humaniseringen også medførte en økonomisk effektivisering. At gladere, mere tilfredse medarbejdere, med andre ord også var mere produktive medarbejdere. At der i grunden altså var tale om det, vi har kaldt en kapitalisering af det humane.

Kapitalismens selvkritik?
– humanisering for humaniseringens egen skyld!

Men det udtømmer åbenlyst ikke sagen. Og det af den simple grund, at helt andre idealer og problemstillinger, nemlig intet mindre end sikringen af menneskehedens fremtid, lå bag denne reformbevægelse. Human Relations-bevægelsen var den afgørende ingrediens i den såkaldte managementrevolution i 1950’erne i USA, der fik markant indflydelse på samfundsudviklingen og demokratiseringen, herunder ikke mindst på udviklingen af virksomhedernes organisering. En reformbevægelse, der fik så afgørende indflydelse på praksis, at den i den vigtige udgivelse fra 1956, The Organization Man af erhvervsskribenten William H. Whyte, Jr., blev kritiseret for at have resulteret i en subtil magtudøvelse over individet gennem den voldsomme normaliseringstvang, der satte sig igennem i de store virksomheder (og som flankeredes af det normaliserede liv i de amerikanske forstæder).

Noget kunne altså tyde på, at humaniseringen af kapitalismen – historisk set – ikke kan koges ned til økonomiske motiver, men at den i vidt omfang også udsprang af historiske aktørers pragmatiske løsningsforsøg til at ”tilpasse samfundet”, som det hed hos Mayo. At den var resultat af en historisk bevidsthed om et påtrængende behov for humanisering. I denne forbindelse er det værd at minde om, at kapitalismen ofte har været genstand for kritik – kapitalismekritikken er som bekendt lige så gammel som kapitalismen selv. Men den humanistiske kapitalismekritik er, i det omfang vi medregner reformbevægelser, imidlertid ikke udelukkende blevet ført af eksterne aktører, men også af hvad man rimeligvis må betegne som interne aktører som Mayo. Det ser således ud til, at kapitalismen faktisk i en vis udstrækning er i stand til at bedrive humanistisk kritik af sig selv, og at denne kritik har haft en afgørende medindflydelse på kapitalismens humanisering.

Intern og ekstern humanistisk kapitalismekritik i 60’erne – og situationen i dag
Eksempler på den interne, humanistiske kapitalismekritik finder man også i 60’ernes kobling mellem managementteori og humanistisk psykologi. Human Resources-bevægelsen tænkte i højere grad end Human Relations ud fra det enkelte individ, hvilket bl.a. kom til udtryk i idéen om selvrealisering, i idéen om industrielt borgerskab og i nye ledelsesformer. Her stod industriens inhumane arbejdsorganisering altså igen for skud. Målet var at frigøre menneskets energi og ressourcer, og midlet var bl.a. at gøre medarbejderne til interessenter – autoritært formynderi skulle erstattes af magt og ansvar til den enkelte medarbejder. Idéer, hvis gennemførelse delvist kunne begrundes økonomisk med henvisning til øget motivation, men som det på den anden side dårligt lader sig begribe udelukkende som en kapitalisering af det humane. Tværtimod var der tale om humanistiske idealer, som også vandt genhør hos reformbevægelserne i tiden omkring 1968 og fremefter, bl.a. inspireret af Frankfurterskolen. Den humanistiske kapitalismekritik kan således siges at have været et fælles projekt, og kapitalismen synes i dag i vid udstrækning at have efterkommet denne humanistiske kapitalismekritik (kritikken af den økonomiske fordeling og idéerne om økonomisk demokrati har en anden historie, vi ikke vil fortælle her). I lettere revideret udgave genfindes da også netop de humanistiske tankegange fra 60’ernes managementlitteratur i moderne organisationsteoretiske lærebøger, hvor nøglen til en virksomheds succes som nævnt ligger i ’troen på det enkelte individ’.

Humanisering af kapitalismen?

På den her optegnede historiske baggrund kan vi nu passende vende tilbage til udgangspunktet. Holder tesen om en ubetinget ’kapitalisering af det humane’? Det gør den ikke, for som vi har vist, dikterer markedet og kapitalismen ikke suverænt virkeligheden i virksomhederne. Fortidens – og nutidens – aktører har centrale roller at spille som kritikere og som praktikere. Kritikere har været med til at ændre kapitalismen, og praktikeres selvforståelse og intentioner kan ikke reduceres til kapitalisme. Det handler altså om penge, jovist, men det betyder ikke, at alt handler om penge. Det er derfor relevant – i denne sammenhæng – at opstille den modtese, at kapitalismen er blevet humaniseret.

En frugtbar måde at forstå den nye kapitalisme på er at fokusere på dens selvforståelse og –legitimering snarere end en ’afsløring’ af dens ’faktiske’ hensigter. Med det perspektiv er modsætningsforholdet mellem kapitalisme og humanisme ikke længere så oplagt. Det betyder selvsagt ikke, at vi nødvendigvis skal acceptere virksomhedernes selvkarakteristik som en korrekt omverdensbeskrivelse, men at man bør tage den mere alvorligt, end det for indeværende gøres i den gængse kapitalismekritik.

Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:

Finn Jannings artikel, Humanisme og kapitalisme – til døden jer skiller. På trods af de mange fordele ved partnerskabet mellem humanisme og kapitalisme advarer Finn Janning mod en yderligere applicering af den kapitalistiske model på menneskelivet. I takt med den kapitalistiske models fortsatte applicering på livet, udgrænses nemlig nogle af de allermest fundamentale mulighedsbetingelser for udvikling og liv.

Mikkel Thorup & Christian Olaf Christiansens anden artikel, Kapitalisme som systemkritik og frigørelse, der, med nedslag i aktuelle diskussioner og reklamer, viser,  hvor smidig og produktiv frigørelsesfiguren er for kapitalismen, idet den, med sin fortsatte interne og eksterne kritik, er den drivkraft, der garanterer kapitalismens fortsatte udvikling og udvidelse.