Den poetiske filosof

“13, a ludodrama about Walter Benjamin”, som blev vist på CPH:DOX, er en dokumentar om Walter Benjamins syv sidste leveår, instrueret af den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand. Filmen går på opdagelse i dokumentarfilmens muligheder ved at blande vidt forskellige komponenter: animationer, dagbogscitater og arkivoptagelser. Inspireret af Benjamin skaber Ferrand sit helt eget kalejdoskopiske univers, der giver indblik i Benjamins alsidighed som en moderne og poetisk tænker.

Foto: Leigh Kotsilidis

25.05.2018

Af Maiken Fredsøe 

“13, a ludodrama about Walter Benjamin”, som blev vist på CPH:DOX, er en dokumentar om Walter Benjamins syv sidste leveår, instrueret af den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand. Filmen går på opdagelse i dokumentarfilmens muligheder ved at blande vidt forskellige komponenter: animationer, dagbogscitater og arkivoptagelser. Inspireret af Benjamin skaber Ferrand sit helt eget kalejdoskopiske univers, der giver indblik i Benjamins alsidighed som en moderne og poetisk tænker.

Et krystalklart røntgensyn

De fleste kender nok til Walter Benjamins essay ”Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder”, som oprindeligt blev publiceret i 1935. Et essay som særligt kredser om, hvordan udviklingen af nye teknologier – produktionsmidlerne – vil forandre vores måde at sanse og opfatte kunst på. Benjamins tænkning rækker endnu længere ud, idet han beskæftiger sig med mange forskellige aspekter ved menneskets eksistens. Ifølge den canadiske filminstruktør Carlos Ferrand består den enestående værdi ved Benjamins tænkning netop i, at han ikke synes at udelade noget. Benjamins særlige tilgang – hvad enten det er som filosof, kunsthistoriker eller litteraturkritiker – består derimod i at udforske og finde interesse i alt – han er lige så optaget af Mickey Mouse som surrealismen og marxismen. Denne optagethed af mange forskellige kategorier er, ifølge Ferrand, en meget moderne måde at tænke på. ”Det er tankevækkende, at Benjamin blev født på samme tid, som man opfandt røntgenstrålerne. Benjamin fødtes nærmest med et krystalklart røntgensyn, som gjorde ham i stand til at se ind i fremtiden, læse sine omgivelser og særligt de nye teknologiers betydning” siger Ferrand.

Benjamin havde konstant sine antenner rettet mod alt i sin omverden uden dog at underlægge sig nogen bestemt samfundsmodel eller verdensopfattelse. I modsætning til mange andre filosoffer, der ynder at beskæftige sig med en bestemt idé, som f.eks. Kants udnævnelse af fornuften til tænkningens afgørende udgangspunkt, er Benjamin ikke kun optaget af et fænomen eller én menneskelig kapacitet. Denne alsidighed er dog meget vanskelig at tilgå for akademikerne, og måske en af grundene til, at man sjældent underviser i ham på filosofistudierne, hævder Ferrand. ”Hans værker er som en busk – der er en form for uafsluttethed på spil i hans værker. Hans værker har ikke karakter af noget veldesignet – som f.eks. en palme – de minder snarere om et buskads, hvor det er svært at bestemme de formgivende træk”.

Benjamin betegnede sig selv som en ”distraheret ekspert” og tilføjede samtidig, at det ikke er fordi, man bliver distraheret, at man ikke kan give fuld opmærksomhed til noget. Benjamin var af den opfattelse, at enhver historisk periode, og særligt opkomsten af nye teknologier, transformerer vores nervesystem, så vi er i stand til at blive distraheret og opmærksomme på mange forskellige ting på samme tid, påpeger Ferrand. Filmen og biografen forbereder os på moderniteten, på bombardementet af sansestimuli, chokket. Sammenstillingen af forskellige idéer fremkalder et chok, og i chokket kan der opstå nye meninger og betydninger. Filmen egner sig i særdeleshed som et medie, hvor idéer kan bringes tæt på hinanden, og der kan opstå gnister af chok, når disse støder sammen.

[blockquote text=”Benjamin fødtes nærmest med et krystalklart røntgensyn, som gjorde ham i stand til at se ind i fremtiden, læse sine omgivelser og særligt de nye teknologiers betydning.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

En have af blomstrende idéer

I Benjamins samtid var der en konstant søgen efter renhed. Inden for filmen dyrkede datidens store instruktører og manuskriptforfattere det naturlige lys og long takes i deres søgen efter det rene, kunstneriske udtryk. Benjamin søgte dog på ingen måde efter renhed, men snarere det modsatte, ved at sætte forskellige elementer sammen, siger Ferrand. Noget han selv er inspireret af i sin profession som filminstruktør. Ferrand er født i Peru, og i Sydamerika er alt blandet sammen: det hellige og det profane, uvidenhed med evidens. ”Dette utrolige møde mellem de indfødtes religion og enhver tilfældig livsanskuelse giver grobund for en meget rig eksistens, som også tager de små ting med i betragtning. Som at se verden gennem et farverigt filter”, siger Ferrand.

Ferrand eksperimenterer også selv i ”13, a ludodrama about Walter Benjamin” med at sætte forskellige elementer sammen. Filmen er komponeret som 13 små kapitler, der giver indblik i Benjamins sidste syv leveår. Dokumentaren er iblandet forskellige, farverige komponenter: animationer, dagbogsnotater, arkivoptagelser – kronologisk fremadskridende, dog uden nogen klar rød tråd. ”Min film driver mange mennesker til vanvid, fordi vi er så vant til at tænke i narrative hændelsesforløb”, siger Ferrand og tilføjer, at dokumentaren er et opgør med idéen om, at beskueren inden for de første fem minutter skal vide, hvad en film handler om. Men sådan er tilværelsen ikke, indvender Ferrand. ”Forestil dig, at du går rundt i en have og ser forskellige farver fra buske og blomster. Hvorfor skal vi dog kun vælge en? Når vi indtager vores morgenmad, kan det være et ganske simpelt måltid. Men derfor er morgenmåltidet ikke mindre vigtigt end det ceremonielle aftensmåltid ved dagens ende”.

For tilværelsen handler ikke kun om en ting. I løbet af blot en enkelt dag gennemgår og administrerer vi tilsvarende mange forskellige følelser: kærlighed, vrede, kedsomhed. Man læser lidt i avisen, taler med sin familie eller ser lidt sport i fjernsynet. Alt dette aktiverer forskellige følelser, men det er der egentlig ikke noget forkert ved, påstår Ferrand. I forlængelse af Benjamin, anser Ferrand opkomsten af nye teknologier som en proces, der til stadighed påvirker vores evne til at administrere mange forskellige ting og følelser på samme tid. ”En hjerne fra det 19. århundrede ville ikke være i stand til at administrere så mange forskellige ting på samme tid, således som en nutidig hjerne gør det. Jeg tror, at der sker en stadig transformation af vores nervesystem, som guider os mod at rumme den overvældende rigdom af stimuli”. Ifølge Ferrand er den teknologiske udvikling ikke i sig selv noget udelukkende negativt. Han er træt af alle advarslerne om, at den moderne teknologi forstyrrer vores hjerne eller ødelægger vores samfund.

[blockquote text=”En hjerne fra det 19. århundrede ville ikke være i stand til at administrere så mange forskellige ting på samme tid som en nutidig hjerne. Jeg tror, at der sker en stadig transformation af vores nervesystem, som guider os mod at rumme den overvældende rigdom af stimuli.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

”Vi skal selvfølgelig være kritiske over for den måde, vi omgås teknologien på, men det er lidt trivielt, at alle siger det samme”, siger han og tilføjer, at denne teknologiforagt har foregået i århundreder. Faktisk kan den spores helt tilbage til Sokrates. Ifølge Platon skulle Sokrates nemlig have sagt, at de nye teknologier ville forstyrre vores intellektuelle kapaciteter. Den nye teknologi han refererede til var skriftsproget. Ifølge Platon hævdede Sokrates, at det at skrive ville ødelægge vores evne til at huske, citerer Ferrand.

Animation: Sylvain Robert. Foto: Les Films de l’Autre.

Hvor ender sporene efter Benjamin?

Ferrand følger i Benjamins fodspor, mens Europa langsomt gik i opløsning omkring ham. Benjamin levede en meget usikker eksistens i stor fattigdom. Han skrev og læste hele dagen – han var den første til at oversætte Proust og Kafka – men han formåede dog ikke at sælge sit eget talent. Man kan ikke sige: ”han var dette”, det ville være at forråde ham, mener Ferrand og tilføjer, at han ifølge mange mennesker var en total fiasko. Han var mange forskellige ting, og det er netop dette, der gør ham på samme tid så stimulerende og vanskelig at læse. ”At læse hans værker er som at forsøge at knække en hård nød, som gemmer en smuk blomst inden i. En blomst fuld af stimulerende idéer, men som ikke nødvendigvis fører dig et bestemt sted hen”. Den store essayist George Steiner, har sagt om Benjamin, at han var ”en filosof, der tænkte poetisk”.

[blockquote text=”At læse hans værker er som at forsøge at knække en hård nød, som gemmer en smuk blomst inden i. En blomst fuld af stimulerende idéer, men som ikke nødvendigvis fører dig et bestemt sted hen.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Barndommen er et af de mange spor, som Benjamin forfølger. Ligesom hans samtidige, den schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget, tilskriver Benjamin barndommen en stor betydning for et individs emotionelle og intellektuelle udvikling. Men i modsætning til Piaget, der forbinder det at blive voksen med noget positivt, er det for Benjamin forbundet med noget negativt. Et barn holder kreativiteten og nysgerrigheden åben. Det at blive voksen omfatter derimod ofte, at man skal vælge og sætte en værdimæssig forskel mellem valgene: dette er godt, dette er dårligt. Men dermed tager man nysgerrigheden ud af barnet, hævder Ferrand.

“The adult can walk, but no longer learn to walk”, som Ferrand lader Benjamin udtrykke sig gennem et af dagbogsnotaterne i filmen. Den voksne begrænses af sin egen erfaring. Barnet er derimod frit, og begrænses ikke som den voksnes konstante søgen efter mening og formål med tingene.

Foto: Les Films de l’Autre.

Et kalejdoskop af fragmenter

Benjamins værker fremstår som uafsluttede fragmenter, ophobede stumper, ruiner. Selvom Benjamins tænkning var meget stringent, opbyggede han ikke et fuldstændigt færdigt og lukket tankesystem. Han nærede stor mistillid til ”hele systemer”, der kunne omfatte alt. Dette ville være en måde at stoppe filosofien på – som at opmagasinere den i et lager. Benjamin forfattede mange forskellige brudstykker om de ting, han var optaget af: børnepsykologi, arkitektur og socialisme. Han lod sig præge af forskellige idéer, han var både tæt på marxismen og påvirket af jødisk teologi – dog uden at overgive sig fuldstændigt til nogen af delene, mener Ferrand. Han ville lade sig eksponere sig for forskellige tankesystemer, men kun tage det med sig, som han fandt brugbart. Dette udtrykker, ifølge Ferrand, en både moderne og stimulerende tankegang.

Fragmenter er løsrevne, ufuldstændige dele, adskilt fra en større sammenhæng, og uden begyndelse, midte og ende. De er derfor også et opgør med at tænke historien som et lineært forløb mod stadigt større fremskridt. Ifølge Benjamin kan man kun tænke eller tale om historien med nutiden som udgangspunkt, og Benjamin anfægter derfor den fremherskende idé om fremskridtet, forestillingen om at menneskeheden gennem kapitalismen, forstået som det sejrende, herskende system, vil føre os et bedre sted hen. Trods sin tydelige påvirkning af Marx, mener Ferrand, at Benjamin også gør op med Marx i den forstand, at Marx’ filosofi indeholder en forestilling om et utopia – forstået som et ophør af kampen mellem proletariatet og kapitalismen.

For Benjamin ser snarere menneskehedens historie som endeløs katastrofe og ulykke. ”Han besad en stærk, anarkistisk ødelæggelsesdrift inspireret af messianismen, hvor alt skal destrueres, før end det kan blive rekonstrueret. Retningen af fremskridtet er snarere konstant ulykke, fyldt med mennesker, der er blevet myrdet, glemt eller destrueret af krige”, siger Ferrand.

Benjamin har skabt en særegen æstetik af fragmenter og ruiner, der trækker på vores forestillingsevne. ”Du forstår altid kun halvdelen, og den anden del må du tænke dig til”, hævder Ferrand og uddyber: ”Benjamins æstetik har noget at gøre med alt det samfundet forlader, alt det der ikke har nogen værdi for et kapitalistisk samfund. Benjamins æstetik kan anskues som et oprør mod at skabe hierarkier mellem det, der er godt og det, der er mindre godt: f.eks. at lade klassisk musik rangere højere end Mickey Mouse og fortællinger for børn. Begæret efter at bryde alt ned til mindre dele har noget at gøre med begæret efter at transformere eller ødelægge det fremherskende, værdiskabende system. Det samfund eller det system som skaber værdi ved at skabe hierarkier, ved at lade noget eller nogen rangere højere end andet. Det er dybest set det, hans æstetik kredser om”.

Benjamins æstetik reflekterer over dette ikke-indfriede begær, og betegner også en af Ferrands egne drifter bag filmens tilblivelse. Han har således bestræbt sig på at skabe en ramme, hvor man føler, at alt er skabt af mennesker og lavet i hånden. Alt det kantede, fragmentariske er reminiscenser af det ufuldstændige og menneskelige.

Benjamin levede sine sidste år i Frankrig og begik selvmord med morfin ved den spanske grænse af frygt for at blive udleveret til Gestapo. Historien skrives ofte af sejrherrerne, og fremstilles derfor ofte som en linje mod stadigt fremskridt. Benjamins æstetik er i den forstand et oprør, der betegner, om ikke en tabers æstetik, så i hvert fald ikke en sejrsæstetik.

Alle billeder er venligst udlånt af Carlos Ferrand og Les Films de l’Autre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *