Depressionslogikken der udeblev: Hvorfor USA ikke fik en ny New Deal

17.10.2012

Anmeldelse af: Thomas Frank (2012): Pity the Billionaire: The Hard-Times Swindleand the unlikely Comeback of the Right, Harvill Secker, London, 225pp, £14,99. Christian Olaf Christiansen er er ph.d. i Idehistorie og adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Han er pt. engageret i et kollektivt forskningsprojekt om økonomisk rationalitet, bevilget af Velux-fonden.

Hvorfor tjenes der igen store penge på Wall Street, og hvorfor udeblev ‘depressionslogikken’, altså en ny New Dealfor Amerika? Der er efterhånden udkommet en sand syndflod af bøger om finanskrisen, dens årsager, følger, og mulige udveje. Et nyt bidrag til denne debat er bogen Pity the Billionarie af den amerikanske historiker og journalist Thomas Frank, der bl.a. har skrevet for Wall Street Journal. Frank har i sine tidligere bøger beskæftiget sig med USA’s nyere kulturelle og ideologiskehistorie, og især været optaget af at forstå landets idémæssige omvæltninger siden 1970’erne: kulturkrigene og genkomsten af frimarkedstænkningen. Franks nye bog forklarer, hvorfor finanskrisen og ‘den store recession’ ikke blev ledsaget af en ny New Deal. Finanskrisen var ellers gjort af et stof, der kunne vende en supertanker, hvor rollerne nærmest fordelte sig selv: skurkene (bankerne og finanssektoren, samt centrale politikere og embedsmænd), ofrene (den almindelige befolkning), og de mulige helte (præsident Obama og administrationen, der kunne vende slagets gang og indføre en ny New Deal). Det var ikke uden grund, skriver Frank, at finanseliten skælvede. Alligevel blev det den amerikanske højrefløj, der kom klart bedst gennem det ideologiske slag om finanskrisen.

Det åbne reformvindue

I årene 2008 til 2009 var forudsætningerne for en ny New Deal ellers til stede: økonomisk krise, arbejdsløshed, folkelig modvilje mod Wall Street, en nyvalgt demokratisk præsident og en afgående republikansk administration, der både stod med et hovedansvar for krisen, samt havde svigtet principper om ikke at intervenere i økonomien. Der syntes at være ret entydige forklaringer på finanskrisen: årtiers deregulering af finansmarkeder, svækkelse af tilsyn (bl.a.gennem massiv lobbyisme fra finanssektoren) og udbredelse af en alt for risikabel lånepraksis (årsager, der er blevet beskrevet i den amerikanske regerings omfattende kommissionsrapport om finanskrisen fra januar 2011, som Frank bygger sin redegørelse for finanskrisens økonomiske forløb på). Selv den tidligere direktør for Federal Reserve, den amerikanske nationalbank, Allan Greenspan, indrømmede i 2008, at man havde haft for stor en tillid til markedets selvkorrigerende kræfter, og lignende indrømmelser kom fra fremtrædende Chicago-økonomer som Robert Lucas, Gary Becker og Richard Posner. Dertil kommer flere skandaler, hvor massive offentlige tilskud til selskaber viste sig at være kanaliseret over i fyrstelige lønninger og bonusser, som det f.eks. viste sig med selskabet AIG i marts 2009, hvilket vakte yderligere offentlig vrede.

Det var blevet hårde tider – og i en hård tider som ‘den store recession’ tager man ved lære af den store depression: keynesianisme, efterspørgselsstimulering og fornuftig regulering, frem for stramme budgetter. Vinduet skulle med andre ord være pivåbent for en række strukturelle reformer af den politiske økonomi, med troen på selvregulerende markeder trængt i defensiven. Det forekom højst usandsynligt, skriver Frank, at stram budgetstyring eller markedstiltro skulle være vejen frem.

Reformvinduets lukning og højrefløjens forklaring på krisen: Kapitalismen var aldrig fri nok

Ikke desto mindre kom der ikke nogen ny New Deal (trods et par undtagelser med bl.a. stimuluspakker samt den ny sundhedsordning). I 2010 var reformvinduet igen, ifølge Frank, lukket. Demokraterne fik store hug ved midtvejsvalget i november 2010. Mens man i 2008 havde talt om at ‘alle nu er socialister’, hed det i 2010 igen, at kapitalisme, trods svagheder, er det eneste der virker. Dét skyldes ifølge Frank dels svigt hos det demokratiske parti og præsident Barack Obama, som Frank nådesløst sammenligner med FDR og dennes administrations reformer – men mens Frank langer ud til venstre, går hoveddelen af bogen dog ud på at vise, hvordan højrefløjen manøvrerede igennem finanskrisen.

Mens finanskrisen kunne udlægges som et nederlag for højrefløjen og for troen på det fri marked, som en tid til selvransagelse, en tid til at gå i defensiven, så gjorde man ifølge Frank i stedet det stik modsatte: Man gik i offensiven og vendte en for mange åbenlys tabersag til en vindersag. Med bl.a. Fox News-journalisten Glenn Beck samt Tea Party-bevægelsen i hovedrollerne, voksede en ny og slagkraftig fortolkning af finanskrisen frem: Finanskrisen skyldes ikke dereguleret finanshandel, men, tværtimod, at der ikke var kapitalisme nok. Årsagen til krisen var ikke uhæmmet finanskapitalisme, men at kapitalismen slet ikke havde været ren nok i udgangspunktet. Problemet er ikke for lidt regulering, men for megen; ikke for lidt stat, men for megen. De forskellige regeringsindgreb under krisens forløb, som også fortsatte under Obamas ledelse, er ifølge højrefløjen (hvis vi for sagens skyld antager et kollektiv singularis) eksempler på, at politikere og embedsmænd ikke ville lade markedet gøre sit arbejde og dermed udøve sin disciplinerende effekt. Indgrebene er netop eksempler på, at stat og økonomi er alt for sammenfiltrede, og ateliterne i Washington og på Wall Street tjener hinanden, hvad ikke mindst de forskellige kapitaltilskud til bankerne kunne fortolkes som. Læg dertil USA’s mangeårige tradition for intensiv lobbyisme og den økonomiske kapitals lette omsættelighed til politisk kapital, hvilket udgør yderligere grunde til den folkeligemodstand mod staten og dens indblanding i erhvervslivet.

Den folkelige modstand mod Wall Street kunne med andre ord gradvis vendes til en modstand mod Washington. Tea Party-folk skrev om markedets naturlige og guddommelige orden. Under slogans som ‘let the failure’s fail’ blev der gået til angreb på håndsrækninger til såvel banker som trængte boligejere. Massiv blog-aktivitet, en skinger retorik i forhold til politiskemodstandere (‘kommunisten Obama’), og et forsøg på afvisning af den positive effekt af New Deal og Franklin D. Roosevelts politik, var dele af højrefløjenskamp. Selv præsident George W. Bush, Jr. blev nu anklaget for at have svigtet USA’s sande idealer. Modsat venstrefløjen og det demokratiske partis ideologiske dødvande kunne højrefløjen genrejse en idealisme: troen på frihed,individualisme, og på markedet.

Hårde tider og tilbagevending til frihed

De ‘hårde tider’ rummer imidlertid deres egen, hårde, moralske lærdom, hvis blot markedet kan få lov at uddele sine berettigede tæsk: ingen hjælp til bankerne, ingen hjælp til boligejerne, og til dem, der har overforbrugt. De hårde tider er mere sande, mere ærlige; de får mennesket til at vende sig mod de sande værdier. Markedskræfterne og individualismen er naturlige, sunde, og disciplinerende, mens politikerne udgør en ‘liberal elite’af uvidende teknokrater og smagsdommere, der fra magtens piedestal i Washington udsteder den ene lov efter den anden, der nedbryder markedets naturlige orden. Denne idealisme (en klassisk liberalisme som tiden og den politiske økonomi, mange vil sige, er løbet fra) har ikke mindst den fordel, at den er forførende enkel. Den er blevet indfanget af intet andet end en ny, ‘bottom up’-græsrodsbevægelse:Tea Party. Selv Ayn Rand, hvis markedsfundamentalisme og ‘objektivisme’ havde inspireret bl.a. Allan Greenspan, fik en renæssance, hævder Frank. Bl.a. har Mitt Romneys visepræsidentkandidat, Paul Ryan, erklæret at være stærkt influeret af Ayn Rand. Han har dog senere (forgæves)forsøgt at afvise Rand-inspirationen som en ‘urbanlegend’, bl.a. fordi Rands ateisme er særdeles kontroversiel på den amerikanskehøjrefløj.

Den selvstændigt erhvervsdrivende som et symbol, der tjener storindustri og finanssektoren

I dette verdensbillede er helten ikke mindst ‘den lillemand’, den selvstændige erhvervsdrivende, der med arbejdsomhed, flid og mådeholdenhed skaber økonomisk vækst og beskæftigelse. Frank viser, hvordan den mindre erhvervsdrivende tilskrives en enorm symbolsk betydning som intet mindre end essensen af USA’s økonomiske (og moralske) formåen, hyldet af såvel Reagan som Obama (på trods af ringe økonomisk evidens for, at små erhvervsdrivendeskulle spille denne afgørende rolle for USA’s økonomi). Entreprenøren er simpelthen en central heltefigur, et nationalt ikon i den amerikanske selvforståelse. Der tegner sig imidlertid nu, hævder Frank, et højst besynderligt sammenfald mellem de idéer, som Tea Party bevægelsen forsvarer, og de, som tjener finanssektoren.

På den ene side hævder Frank, at det delvist er lykkedes at portrættere børsmæglere og andre som ofre for politisk indblanding og kontrol – at gøre dem til ‘den glemte mand’ på lige fod med de småerhvervsdrivende. ‘Pity the billionaire’ betyder kort sagt, at man skal have ondt af milliardæren, fordi at denne, akkurat som den lille entreprenør, grundlæggende er et offer for politikernes og statens synlige, og meget klumsede, hænder. Her kunne man dog have sine tvivl om, hvor godt det lykkes at stille finanssektoren i et nyt lys, og hvor udbredt medlidenheden for denne faktisk er blevet.

På den anden side, og mere overbevisende, er Franks påstand om entreprenør-ideologien: Mens den på overfladen indebærer en kritik af alt stort – storindustri, store banker, mægtige finansfolk og politikere,der tryner den selvstændigt erhvervsdrivende – kan den ved nærmere eftersyn bruges i storindustriens og finanssektorens tjeneste. Frank refererer til den amerikanske sociolog fra midt-århundredet, C.W. Mills, der i flere af sine bøger kortlagde den amerikanske elite, og som påpegede, at ‘images of small men’ lever og består, fordi ‘big men’ finder dem nyttige. Den lille entreprenør kender kun alt for godt det trættende arbejde med selvangivelse, momsregnskab,love, og reguleringer. Franks pointe er, at denne modvilje mod regulering og kontrol, de fleste formentligt udmærket vil kunne sætte sig ind i ud fra den mindre erhvervsdrivendes perspektiv, kunne overføres til en generel modvilje i forhold til regulering. For at sikre den selvstændigt erhvervsdrivende bedre vilkår, skal der altså være mindre regulering og kontrol, mindre erhvervsskat, mindre indflydelse til fagforeninger etc. Ironien er, at ideologien om den lille erhvervsdrivende dermed kommer til at stå i storindustriens og finanssektorenstjeneste.

Franks seneste bog er måske ikke den mest originale, han har skrevet. Der er ikke helt det samme historiske analysearbejde som i nogle af hans andre bøger, flere af afsnittene er oprindeligt skrevet som klummer, og bogen er, selvfølgelig, polemisk. Man genkender flere temaer fra Franks tidligere bøger: f.eks. idéen om markedspopulisme (at markedet er grundlæggendedemokratisk, intelligent og resultatet af frie afstemninger, mens politik og regulering er elitært – en ‘doktrin’, Frank hævder, der blev udbredt i løbet af specielt 1980’erne og 1990’erne), som Frank udviklede i One Market Under God. Men ved at undersøge hvorfor depressionslogikken udeblev, med fokus på ideologiske kampe i de skæbnesvangre år 2008-10, har Frank bestemt ydet et bidrag til debatten om finanskrisen, og hvad deraf fulgte – eller ikke fulgte.