Der er brug for flere billeder i politik

1.5.2005

Af Peter Mørkeberg Hinsby

Bjørn Nørgaard mener at udviklingen er løbet fra den måde vi i dag fører politik på. Vi kommer ofte til kort overfor tidens udfordringer når vi møder dem med forældede og alt for entydige distinktioner som ”godt” og ”ondt”, ”højre” og ”venstre” og ”dem” og ”os”. Kunsten kan nuancere. Der er derfor brug for kunsten i det politiske og det politiske i kunsten. Men ikke for enhver pris.


I en analyse du har lavet af begivenhederne omkring ungdomsoprøret i Berlin i påsken 1968 smelter kunst og politik nærmest sammen til en helhed. Du ser ikke blot urolighederne som en politisk begivenhed, men samtidig som en aktion en kunstnerisk proces, hvor nye strukturer etableres mens gamle nedbrydes.

Beskrivelserne fra Berlin var et forsøg på at skitsere systemets vold. At vise at de eksisterende værdihierarkier blev opretholdt ved hjælp af vold.

Mange har i den forbindelse også æstetiseret begivenhederne omkring 11.september.

Det mener jeg er en stor fejltagelse. Det vi forsøgte at gøre i 60erne var at bekæmpe voldenog hierarkierne ved hjælp af fantasien. I og med at terroristerne slog andre mennesker ihjel blev de egentlig bare mordere, hvilket intet har med kunst at gøre. Vold er mangel på fantasi. Det er når man løber tør for kommunikation.

Kierkegaard spørger i frygt og bæven i forbindelse med Abrahams ofring af sin søn Isak om der findes en teleologisk suspension af det etiske, altså om der er mennesker som udfra en større – i dette tilfælde guddommelig – lov har ret til at slå ihjel.
Det mener jeg ikke nogen har ret til, hvad enten man henviser til guddommelige, politiske eller æstetiske love. I 60erne havde vi diskussionen med den såkaldte kunstneriske avantgarde, der mente at de kunne stille sig uden for det hele.

Jeg kan jo heller ikke bare sætte mig ud i en bil og køre 220 km/t og for at slippe for bøden når politiet stopper mig kalde det for en kunstnerisk aktion. Jeg betaler bøden.

11. september var altså et dårligt værk i en kunstnerisk optik

Ja det var en rigtig dårlig aktion. Dels altså fordi det var ekstremt voldeligt og dels fordi det var meget entydigt i sit udtryk. De ændrede ingenting. Hierarkierne består jo stadigvæk, ja nærmest stærkere end før. Vesten er de gode og de andre er onde. Vi lærte ingenting.

Den tyske avantgarde-komponist Karl-Heinz Stockhausen tog altså fejl i sin vurdering af 11. september som verdens største kunstværk?

Stockhausens kvababbelser og vrøvlerier er jo et glimrende eksempel på det vi snakker om. Stockhausen forsøgte at gentage Joseph Beuys kritik af Berlinmuren. Her kritiserede Beuys murens æstetiske dimensioner ud fra Winckelmanns proportionslære. Beuys foreslår at muren bygges 5 cm højere over det hele ”bessere proportionen”, som han sagde.
Idet Beuys peger tilbage på noget fælles tysk, nemlig Winckelmann kritiserer han i samme bevægelse det der splitter Tyskland, nemlig Berlinmuren.
Stockhausens problem er at han i al sin uklarhed kommer til at legitimere noget han egentlig ikke kan stå inde for.

Kan du give et eksempel på en vellykket aktion?

Tag nu eksempelvis BZernes Allotria-hus, der blev stormet af 400 betjente i 1983. Huset var tomt, fordi BZerne havde gravet en tunnel under Korsgade og flygtet gennem denne. Her underminerer man ikke bare systemet, men sætter samtidig spørgsmålet om ejendomsret på dagsordenen.

Solvognens julemandsaktion var også god. Solvognens julemandshær indtog byen og delte gaver ud i stormagasinerne. Julemændene blev anholdt, men billedet af politiet, der slår en julemand er temmelig stærkt og kom på forsiden af alle landets aviser. Det er et godt eksempel på en ikke-voldelig aktion, der på bedste vis udstiller systemets voldelige metoder.
Mandela og Tutu er andre eksempler på en succesfuld ikke-voldelig opstand.
Det handler om at ophæve dikotomierne og nedbryde hierarkierne ved hjælp af fantasien, ikke med vold. Samtidig må enhver god kunstaktion være mangetydig i sit udtryk.

Hvad med situationen i dag. Har kunsten stadig en rolle at spille i samfundsdebatten?

Ja uden tvivl. Måden, politikere i dag fremlægger deres visioner og løsninger på, er alt for firkantet. Det er enten for eller imod eller dem mod os. Den politiske diskurs er alt for entydig og mangler derfor klart en æstetisk dimension. Gennem et billede kan man komme ud over den gamle sort-hvide måde at opfatte verden på, fordi modsætninger kan eksistere samtidig i et billede, så den enkelte kan få en mere mangfoldig opfattelse af sammenhængen. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det hele påvirker hinanden og hænger sammen, om vi kan lide det eller ej. Hvis man skiller det hele ad, går vi galt af det, som er væsentligt at diskutere. Ethvert kunstværk er en ny måde at opfatte verden på. Derfor må vi bruge kunsten til at udvikle nye begreber og erkendelsesmuligheder.

Tænk bare på SF og Socialdemokraterne. De hænger fast i gamle distinktioner og har slet ikke et tidssvarende begrebsapparat.
Det var jo helt tilbage i 60erne vi havde denne her højre – venstre diskussion og der er altså sket lidt siden dengang. Distinktionen mellem marked og stat er blevet udvandet og national-stats modellen er ikke længere brugbar. Derfor handler det om, at vi erkender vores afmagt, så det bliver klart for befolkningen, at ansvaret for de valg, der bliver truffet, er vores alle sammens.

Vi skal gøre afmagten til en styrke, og på den måde føde en ny politik. Kunsten skal bruges til at få borgerne til at se muligheder, hvor de nu ser problemer. Derfor er der brug for flere billeder i politik.