Det er aldrig godt nok!

21.11.2010 –

Af Bjarke Skærlund Risager

Interview med Ejvind Hansen om journalistisk filosofi. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har ansat filosof Ejvind Hansen som forskningschef i journalistisk filosofi. Den journalistiske filosofi skal lære journalisten at gentænke sin egen praksis i et nyt medielandskab, hvor forskellige versioner af sandheden formuleres af et væld af aktører.


Hvad skal filosofien på Journalisthøjskolen?

Filosofien trænger sig på, fordi journalistikken med de store medierevolutioner befinder sig i en brydningstid. Journalistikken har altid været snævert knyttet til kommunikative teknologier. Grundlæggende er den således opstået i snæver tilknytning til massemedier som aviser, radio og tv, der er kendetegnet ved, at de udgår fra ét centrum til en stor skare af modtagere. De mange modtagere er rettet mod det samme. Engang vidste vi alle, hvad der havde været i Tv-avisen aftenen før og var derved en del af samme offentlighed. Massemedierne eksisterer stadig, men vi er i en overgangsfase, hvor de nye såkaldte internetbårne medier i stigende grad tager over og skaber et nyt medielandskab, som journalistikken skal lære at forholde sig til.

Det er her filosofien kan spille en rolle for journalistikken. Det, filosofien kan og skal, er nemlig kort sagt at skille journalistikken ad i sine bestanddele, stille spørgsmål til denne adskillelse og herefter prøve at samle dem på nye måder. Formålet med dette er for det første en bedre forståelse, af hvad journalistik er, men på længere sigt selvfølgelig også at udvikle journalistikken.

Hvad er særligt for det nye medielandskab?

Flere og flere henter deres nyheder og orienterer sig i verden på internettet. Disse medier har en helt anden struktur end massemedierne. For det første er der borgerens mulighed for interaktion med medierne, eksempelvis ved at blogge. For det andet betyder mediernes distributive karakter, at små centre skabes i fraværet af ét fælles centrum. Der skabes selvomsluttende communitiesog fællesskaber for alt fra puddelhundeelskere til rockere. Der tales derfor om, at vi lever i distributive offentligheder. Det, vi må undvære i disse offentligheder, er en forpligtelse på at beskæftige os med samfundet ét sted. Vi kan vælge kun at beskæftige os med det, der interesserer os i forvejen ved at få skræddersyet den information, vi modtager. Den tyske filosof Jürgen Habermas har nogle vigtige overvejelser omkring den traditionelle massemedierede offentlighedsstruktur. I denne fik du altid smidt noget i hovedet, du ikke interesserede dig for i forvejen, hvilket kunne skabe en fælles bevægelse, der rakte ud over din oprindelige interessesfære. Som en politiker, der kommunikerer gennem et massemedie, må du desuden kommunikere til hele samfundet, hvilket ifølge Habermas nødvendiggør argumentativ kommunikation. Til sammenligning vil en følelsesbåret kommunikation kun ramme nogle borgere. I de distributive offentligheder kan man i højere grad slippe godt fra at påstå, at sorte puddelhunde er dumme, og det kan man så blive enige om inden for et givent community. Vi er altså gået fra én offentlighed, der måtte rumme alle til mange deloffentligheder, hvor alle dem, vi kunne lide i forvejen, kan rummes. Dette er selvfølgelig en udfordring for en kritisk offentlighed og for en journalist.

Hvad betyder det for journalistens samfundsmæssige rolle i dag?

Den må gentænkes, og det er blandt andet en af mine opgaver at være med til det. Journalistens rolle kan siges at udspringe af, hvad den franske filosof Jacques Derrida kalder, en apori. Aporier er problematikker i vores samfund og kultur som vi på den ene side ikke kan undgå, men på den anden side heller ikke kan løse. Den traditionelle journalistiks apori var følgende: Massemedierne havde et stort publikum, der ikke nødvendigvis var enig i, hvad der var det relevante, og derfor skulle journalisten udvælge, hvad der skulle bringes – velvidende, at valget nødvendigvis var kontroversielt. Noget ville blive formidlet, mens andet ikke ville. Og det, der blev formidlet, var kun meningsfuldt, i kraft af at noget andet blev fravalgt. Valgte journalisten at formidle alt, ville det blive kaotisk og overkomplekst. Den traditionelle journalists problem var, at hun gav stemme til nogen ved at fratage andre stemme. Denne apori var med massemedierne umulig at løse på en tilfredsstillende måde, og netop derfor var det vigtigt med gode journalister.

Situationen med de nye medier er imidlertid, at førnævnte apori er blevet opløst. For det første er vi ikke længere nødt til at være selektive. Der er i princippet plads til at uploade det hele. Hvis ikke, sætter vi bare flere servere op. For det andet har vi nogle værktøjer, der kan håndtere den uoverskuelighed, som uundgåeligt må følge af det førstnævnte. Her er det mest signifikante de såkaldte nyhedsbots, der trawler hele internettet igennem for dig som bruger og giver dig nyheder af en type, du på forhånd har defineret. Som bruger definerer du altså selv relevansen. Her opstår der derfor de samme problemer som med communities.

Når internettet som primært nyhedsmedie for alvor slår igennem i fremtiden, har vi altså ikke længere brug for den traditionelle, formidlende journalist.

Hvad skal fremtidens journalist så lave?

Alt er ikke fint, bare fordi vi har et medie, hvor vi kan få det hele, være i dialog og interagere med hinanden. Har man eksempelvis deltaget i diskussioner på internettet, har man formentlig erfaret, at disse ikke altid er så frugtbare, som vi ellers har en tendens til at mene, dialog og diskussion er. Dialog kan også undertrykke – en pågående dialog kan skygge for en anden (og grundlæggende mere påtrængende) dialog. I internetmediet kan vi derfor bruge journalisten som en facilitator og moderator af dialog mellem offentlighedsdeltagerne, så dialogen bliver frugtbar. En moderator skal have et bredt kendskab til mange forskellige felter for at vide, om de kan have relevans for sitets emne, dels en viden om, hvordan man opsøger hvilke former for viden, når uforudsete vinkler dukker op. Det kræver desuden evner til at kunne se potentialet i selv de mest ubehjælpsomme bidrag; samt viden om, hvor man eventuelt kan guide uhensigtsmæssige bidrag hen, så de kan indgå i andre sammenhænge. Dette er alt sammen egenskaber, som skriver sig godt ind i journalisternes kompetencer. Dialog giver kun mening, hvis der er en spænding mellem bidragene. På den ene side skal dialogen kunne flytte sige; gentagelse fører ingen vegne. På den anden side kan spændingen være så stor, at bidragene springer for meget, og så umuliggøres en fortløbende dialog ligeledes. Sidstnævnte opleves tit på internettet.

Der er enormt meget materiale på internettet fra aktive borgere, der aldrig får en bredere kritisk virkning, da borgerne mangler værktøjer. Her har journalisten nogle kompetencer, der gør, at hun kan spille en væsentlig rolle. For det første ved hun, hvordan man kommunikerer med folk, og for det andet ved hun, hvordan det, der bliver sagt, kan analyseres: Hvordan kommer vi bag om det, der bliver sagt, så vi også ser, hvad der ikkebliver sagt? At gentage det åbenlyst sande, for eksempel at vi er nødt til at have tjent pengene, inden vi kan bruge dem; det kommer der hverken god journalistik eller god filosofi ud af. Begge discipliner må undersøge, hvad det er, vi ikke får sagt, når vi kommer med et sådant udsagn; begge må undersøge, hvilke relevanskriterier, der nødvendigvis må ligge til grund for at sige dette; og begge må undersøge, hvilke magtspil disse kriterier er produkter af.

I en vis forstand er problemet, at vi har en alt for selvfølgelig forståelse af, hvad virkeligheden er. Journalisten skal kunne tænke det utænkte, give stemme til de tavse sandheder, som et led i kampen om relevanskriteriet. Så længe journalisten fastholder sin kritiske valens og deltager i denne kamp, har hun også en politisk relevans i samfundet og er derved selvretfærdiggjort.

Kan du eksemplificere dette behov for at tænke det utænkte eller give stemme til en tavs sandhed?

Ja. Under sine tirsdagspressemøder har Lars Løkke Rasmussen gennem det seneste år gjort meget ud af at definere det politiske ‘grundvilkår’. Således talte han fx den 12. oktober om, at politikken i dag grundlæggende set består i et valg mellem ‘genopretning’ og ‘gældsætning’: “Én vej med orden i økonomien, hvor vi reformerer, hvor vi lægger vores prioriteter åbent frem, hvor vi sikrer sunde offentlige finanser over for en anden vej med lette løsninger, overskrift og mere skat,” lød det fra statsministeren. Når det bliver sat op på den måde, så er det jo ikke så svært at vælge, hvilken side man gerne vil være på. Det er et eksempel på den journalistiske udfordring, der er til stede i vores demokrati: Enhver politisk aktør vil forsøge at definere det, der skal diskuteres. Hvis politik overhovedet skal kunne fungere demokratisk, er der derfor nogle, som må kvalificere borgeren til at se igennem dette og se, hvad der implicit defineres som noget, der ikke skal diskuteres. Først i det øjeblik kan borgeren vurdere, hvem han bør stemme på. I et velfungerende demokrati vil der jo være en opposition, der vil ønske at diskutere noget andet. Det er så bare ikke tilfældet i Danmark for tiden. Men så må journalisten, som den, der tænker det utænkte, få de problemer, som der ikke bliver taget hånd om, frem i lyset.

Det lyder ikke som en helt let opgave?

Nej. At tænke det utænkte er en enorm svær øvelse, og i en vis forstand er det også en umulig øvelse. Det er ikke mindst svært, når man som journalist skal være så produktiv, som det kræves. Skulle jeg skrive to artikler om dagen som en typisk journalist ofte skal, ville det også være begrænset hvor meget, jeg fik tænkt det utænkte. Jeg ville i så fald ofte være nødsaget til at vælge de nemme historier, dem som eksempelvis spindoktoren gav mig. At tænke det utænkte er derfor noget, journalister kan have gavn af at få hjælp til. Jeg tror, denne hjælp kan bestå i filosofiske redskaber som argumentanalyse, diskursanalyse og dekonstruktion – gerne i kombination med en læsning af skæve fortolkninger, som de ofte findes rundt omkring på blogs på nettet. Et godt eksempel er bloggen fra de skæve hoveder i tænketanken ‘Center for Vild Analyse’, der med jævne mellemrum giver nogle skæve og givende vinkler på eksisterende sager i offentligheden.

Er der en overordnet filosofisk indsigt, du gerne vil give de journaliststuderende?

Mit primære mål her på Journalisthøjskolen er at give journalisterne dårlig samvittighed. Journalisten må revidere opfattelsen af egen praksis, og til dette kan filosofien bidrage med et begrebsapparat. I en vis forstand er vi nødt til at tage nogle af de postmodernistiske indsigter på os. Den kedelige udlægning af postmodernismen, at alt er lige godt, kan naturligt gøre en journalist bange: Hvorfor så overhovedet skrive noget? En mere spændende og konstruktiv udlægning er ikke, at alt er lige godt, men snarere, at det aldrig er godt nok! Lige meget hvilken historie, du har skrevet, skulle du have skrevet den bedre. Med denne indsigt kan journalistikken skærpes. Jeg vil give de kommende journalister nogle værktøjer til at være kritiske og se, hvad det er, der ikke er godt nok. Samtidig må filosofferne blive bedre til at gøre deres indsigter mere tilgængelige for journalisterne. De skæve hoveder skal blive bedre til at hjælpe journalisterne til at blive skæve.

Hvilke mere konkrete filosofiske diskussioner og pointer er vigtige for den journalistiske praksis og diskussionen af denne?

Her kan vi tage fat i diskussionen om muligheden for objektiv journalistik. Objektivitet er helt klart en ledetråd i den meste journalistik, og derfor også undskyldningen for, hvorfor journalisten gør, som hun gør. Det 20. århundredes og særligt den sidste halvdels filosofiske strømninger viser dog, at selvom det er vigtigt at holde fast i objektivitet som værende et vigtigt kriterium, er det også vigtigt at holde fast i, at dette er et kriterium, der er i bevægelse. Enigheden om det objektivt givne er et produkt af kampe og diskussioner, og der vil derfor altid være mere at sige om det. Det er selvfølgelig et skisma, journalistikken står i: Hvordan forholder vi os til det, hvordan sprogliggør vi objektivitetens rækkevidde, og hvornår må vi anerkende, at det er os, der bestemmer, hvad der er det objektive? Jeg tror helt klart, at en af grundene, til at man har valgt at ansætte en filosof på Journalisthøjskolen, er, at der ikke længere er klare svar på disse spørgsmål.

Vil det sige, at objektivitet er noget pragmatisk?

Ja, det tror jeg, du har ret i. På den ene side er der den teoretiske diskussion, vi har nu. På den anden side er spørgsmålet om objektivitet også et praktisk problem, journalisten dagligt står overfor, og her er den pragmatiske tolkning oplagt.

Journalisten oplever i stigende grad, at de professionelle kilder professionaliserer deres kommunikation i en grad, som gør det svært for journalisten at gengive den objektive vinkel. Eksempelvis kan det dagen efter en artikel er skrevet vise sig for journalisten, at en spindoktor har løbet om hjørner med hende. Det, der først fremstod som objektivt, kan vise sig at skjule noget endnu mere objektivt og presserende. Journalisten bliver derved udfordret af aktører med særlige agendaer, der skal sikre, at noget ikke når dagens lys. Der er derfor et praktisk problem forbundet med forsvaret af objektiviteten. Dertil kan man spørge, om objektiviteten overhovedet er det vigtigste ved journalistikken. Det mener jeg ikke. Der bør som minimum eksistere et relevanskriterium, som journalisten må være bevidst om, og som i øvrigt er til forhandling. Den kamp, journalistikken indgår i, er kampen om relevanskriteriet.

Er et ønskværdigt produkt af journalistisk filosofi så en filosofisk journalistisk, hvis vi med filosofi forstår en konstant selvreflekterende og kritisk praksis?

Ja, jeg vil gerne gøre det til en del af mit projekt på Journalisthøjskolen, at journalistikken bliver mere filosofisk. Dog ikke på den måde, at journalisten skal sidde og filosofere som sådan. Man skal holde fast i journalistens særegne evne til at kombinere undersøgelsen og kommunikation. Journalisten er den, der kan bringe noget ud til folket, så folket kan sætte sig ind i noget, det ellers ikke kunne. Det kan filosoffer ikke. For at sætte det lidt på spidsen, kan man sige, at bare det at få skrevet den første linie for en filosof kræver, at han først skal overveje, om vi overhovedet bør have ytringsfrihed. I en journalistisk virkelighed er det nok lige rigeligt stillestående. Filosoffens kompetence er imidlertid at være skæv i hovedet, da han har læst nogle bøger, ingen andre har læst. Det gør, at han tænker i nogle tankebaner, som er fremmed for andre, og derfor er filosoffen god til at stille nogle spørgsmål, som andre ikke gør. Men det gør selvfølgelig også, at når filosoffen beskriver, så lyder det mærkeligt, og der er det vigtigt at holde fast i journalistens kompetencer. Det er vigtigt, at journalisten kan forklare, for eksempel hvad det her med betalingsbalancen går ud på, så Hr. og Fru Hansen forstår det. Her har journalistikken en oplysende rolle, som filosoffen aldrig kan overtage. En filosofisk journalistik må derfor være en opgradering af den kritiske journalistik ved at give denne relevante filosofiske værktøjer.

Ejvind Hansen: Forskningschef i journalistisk filosofi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ph.d. i filosofi.