Det europæiske projekts afslutning

4.10.2013

Linjen mellem nord og syd i EU er mere tydelig end nogensinde. Bag ‘hjælpepakkerne’ fra de rige i Nord til de fattige i Syd ligger en imperialistisk og neoliberal dagsorden. Den enes nød bliver den andens brød. Sådan lyder det fra Stathis Kouvelakis, politisk teoretiker og medlem af det græske venstreorienterede parti, SYRIZA http://da.wikipedia.org/wiki/SYRIZA. Ønsker man et brud med den neoliberale dagsorden, må landene bryde med euroen og samtidig konfrontere selve EU. Ét er i hvert fald sikkert ifølge Kouvelakis: Det såkaldte ‘europæiske projekt’ er eurokrisens sikre dødsoffer.

Kapitalismens kriser

Kapitalismens historie er historien om dens kriser. Hver gang den måtte konfrontere et udbrud af sin egen modsætning, havde produktionsmåden ingen anden løsning end at genopfinde sig selv, at skubbe til sine egne grænser. Derved vinder den ny styrke, men aldrig uden omkostninger. Grænserne genskabes på en større og transformeret skala. Således opstår nye modsætninger, der fører til nye kriser og rekonfigurationer inden for de samme grundlæggende strukturelle koordinater. Det er i hvert fald mønsteret for alle systemets større kriser; de, der har påvirket dets historiske kerne siden det 19. århundrede.

Krisen i 1870’erne og 1880’erne førte til den klassiske liberale æras afslutning. Den banede vejen for monopoler, for endnu en bølge af imperialistisk ekspansion og for de første forsøg på at rationalisere økonomien og regulere klassemodsætninger med statens indgriben. Denne første ‘store transformation’ af produktionsmåden ledte til Første Verdenskrig – eller snarere til det ‘korte 20. århundredes’ nye trediveårskrig. Den førte til opblomstringen af en socialistisk blok, til en demontering af de kolonialistiske imperier, til nye former for imperialistisk dominans og sidst men ikke mindst til udviklingen af velfærdsstaten. Denne nationaliserede form for kapitalisme var begrænset til de centrale vestlige lande, men den kombinerede en hidtil uset økonomisk vækst med det parlamentariske demokrati og den politiske stabilitets vilkår og satte derved nye legitimitetsstandarder for produktionsmåden.

Set i bakspejlet stod det klart, at denne konfiguration var et produkt af ekstraordinære omstændigheder – to verdenskrige og en sejrrig socialistisk revolution på en sjettedel af kloden – der højest sandsynligt ikke ville gentage sig i fremtiden. Uanset hvad fik dens fremdrift en ende efter tre årtier, og en ny æra begyndte: neoliberalismen, en æra gennem hvilken – takket være den krise, der fulgte den ‘socialistiske lejrs’ kollaps – kapitalismen lykkedes med at tilbagekalde de fleste af de fordele og rettigheder, arbejderklassen havde vundet. Der opstod en ny verden bygget på ruinerne af de socialistiske eksperimenter, herunder deres fortyndede velfærdsstatsversioner: den globale finansorienterede kapitalisme.

Det europæiske dødsoffer

Den nuværende krise begyndte som en boligkrise i USA, forvandlede sig til en krise i bankverdenen og udkrystalliserede sig derefter i en statsgældskrise. Det er for tidligt at vurdere, om denne krise vil markere enden på den neoliberale æra. De tektoniske plader er på sin vis først begyndt at røre på sig. Magtbalancen er stadig uvis, selvom den strategiske fordel, de dominerende klasser har opnået gennem den stærkt neoliberale periode, stadig fuldt ud gør sig gældende. Det, der ikke desto mindre fremstår sikkert, er, at denne krise vil efterlade sig mindst et dødsoffer: det såkaldte ‘europæiske projekt’ eller den ‘europæiske integration’, der er legemliggjort i den Europæiske Unions institutioner med Den Økonomiske og Monetære Union som deres kerne. Hvis man tror, at dette er det eneste projekt det Gamle Kontinents dominerende klasser bevidst har designet, så bliver det tydeligt, at vi står over for et vendepunkt af verdenshistorisk betydning, der i nogle henseender er sammenlignelig med Vestens sejr i den Kolde Krig.

Hvad angår EU, ved vi selvfølgelig, at koordineringen og udbredelsen af neoliberal politik konsekvent har været centralt for projektet, især efter dets relancering i 1986 med Den Europæiske Fælles Akt. Det er også velkendt, især takket være Perry Andersons (2009) stærke argumentation, at det er isolationen fra enhver form for folkelig kontrol og ansvar over for befolkningen, der er den grundlæggende logik ved hele den komplekse række af teknokratiske og ekspertbemandede organer, der udgør EU-institutionernes rygrad. Det, der eufemistisk er blevet kaldt ‘det demokratiske underskud’, men som egentlig er en benægtelse af demokratiet, en benægtelse, der på forskellige måder er blevet legitimeret af det europæiske projekts apologeter. Det er blevet særligt tydeligt efter den franske og hollandske folkeafstemning i 2005 om den fremsatte forfatningstraktat for EU, flere år inden begyndelsen på den nuværende uro. Dengang var det, der manglede i billedet, imidlertid konstruktionens politiske økonomi. Det lader til, at krisen, som det ofte er tilfældet, virkede som en detonator, der bragte allerede eksisterende modsætninger op til overfladen og gjorde det muligt at reflektere teoretisk over dem.

Euroens imperialistiske ambition

Fra Maastricht-traktaten af 1992 blev det klart, at hele EU-projektet, ikke bare dets økonomiske og politiske dimensioner, men også den grundlæggende europæistiske ideologi, i stigende grad var afhængig af ØMU’ens realisering. Det var vitterligt første gang i historien, at en valuta, der var fælles for mere en 300 millioner mennesker bosat i 17 forskellige lande, blev skabt fra bunden uden en forenet stat til at understøtte den. Konstruktionen af Euroen kan kun forstås i konteksten af en i stigende grad finansialiseret kapitalisme, både som et udtryk for denne dominerende tendens og som et kraftigt værktøj, der fører til dens videre udvidelse. Euroen er et projekt om en verdensvaluta, der både fungerer som en reservevaluta og som et middel til cirkulation og betaling, og som er designet til at konkurrere med den amerikanske dollar. Og denne form for imperialistisk ambition kunne ingen national valuta inden for EU have taget på sig, end ikke den mest magtfulde økonomi, Tyskland. Men euro-projektet kunne heller ikke have været gennemført af en forenet europæisk superstat, fordi europæisk kapitalisme ikke eksisterer som andet end en konvergens mellem nationale økonomier, nationalt definerede rum for kapitalens akkumulation, eller sagt med andre ord, nationale sociale formationer, der hver især er formet af deres specifikke konfigurationer og klassestruktur.

Løsningen på svingningen mellem ‘enten … eller’, der sætter det europæiske projekts natur på spidsen, ligger i de berømte stabilitetspagter, der i hele eurozonen generaliserer, hvad Habermas i sit bedste øjeblik meget passende har kaldt ‘D-marksnationalisme’: en uafhængig centralbank, en absolut prioritering af inflationens bekæmpelse, en streng budgetdisciplin og en hel kultur af proceduremæssige tilgange, der neutraliserer politiske valg under dække af fornuftig og anstændig teknokratisk styring. Det, der her er på spil, er meget mere end en bestemt tradition, det være sig kulturel (angiveligt ‘protestantisk’) eller politisk (den føderale republiks tradition, der er født af asken fra en imperialistisk ekspansion, der er uigenkaldeligt besejret) eller endda mere end den ledende rolle, den tyske økonomi spiller inden for EU. Disse vilkår, der indskriver neoliberalismen i ØMU’ens genetiske kode, er faktisk nødvendige forudsætninger for projektet om en verdensvaluta under de meget specifikke, ja unikke, omstændigheder nævnt ovenfor. De skabte terrænet for en frivillig strategisk sammensmeltning af Europas dominerende klasser, mens de samtidig ‘altid-allerede’ gav Tyskland en fuldstændig hegemonisk rolle, selvom dette aldrig blev gjort politisk eksplicit. Som var landet svøbt i en eller anden ‘postnational’ og generel ‘europæisk’ form for legitimitet.

Polariseringen mellem centrum og periferi

Grundlaget for euroen er født ud af en dynamisk polarisering mellem ‘centrum’ og ‘periferi’. Periferiens tab af konkurrenceevne (de berømte ‘PIGS’: Portugal, Irland, Grækenland og Spanien), der var et resultat af høj inflation og en stigning i den nominelle pris på arbejdskraft, var kun bagsiden af Tyskland og de øvrige centrale landes eksportsucces, således at den første gruppes underskud spejlede den anden gruppes voksende overskud. Denne mekanisme blev markant forstærket af indførslen af den fælles valuta. Den pludselige troværdighed af periferiens offentlige og private gæld på de internationale markeder resulterede i billig kredit, både for private aktører og og for stater. For hvem kunne tro, at der ville være den mindste risiko for, at et land, der tilhørte en så stærk og succesfuld verdensvalutazone som eurozonen, ikke betalte sin gæld.

Denne succes varede et par år og satte internationalt skub i den samlede finansialisering af økonomierne, alle mulige slags ‘bobler’ i periferien (især på boligmarkedet, i bankverdenen og inden for kreditnæret privatforbrug), der var ledsaget af eksportpræstationer og gigantiske lånbølger fra de centrale lande. Voksende sociale uligheder, ødelæggelse af miljøet, svækkelse af ‘tabernes’ produktionsevner – denne ubehagelige bagside forblev bag kulisserne, blændet af succeshistorien om den nye, ene valuta, der bragte velstand og stabilitet til alle. Det var triumfens øjeblik for den europæistiske ideologi: En græsk eller en portugisisk pensionist med en månedlig indkomst på et par hundrede euro følte sig som en del af de rige og mægtiges klub, ligestillet sit nordeuropæiske modstykke. ‘Europa’ betød endelig noget mere konkret og symbolsk bindende end fjerne bureaukratiske institutioner, som manglede enhver folkelig legitimitet. Som Marx (1970 [1887]: 239) som bekendt skrev, idet han citerede Shakespeare, er penge de ‘radikale levellers [ligemagere] [der udsletter] alle forskelle.’

Med begyndelsen på afmatningen i 2007-8 hævnede den fortrængte realitet sig og opløste fetichismen om den ene valuta og euro-euforien. Det ville selvfølgelig være tåbeligt at give euroen som sådan skylden for krisen, der er af internationale proportioner og har dybe rødder i selve modsætningerne i den eksisterende produktionsmåde. Men euroen og mere generelt hele EU’s mekanisme er af altoverskyggende betydning for at forklare den specifikke form, krisen antog i denne del af verden, og for de strategier, som de dominerende grupper, der konfronterede den, tog i brug. Med andre ord begyndte den allerede eksisterende divergens mellem euro-periferien og de centrale lande nu at ligne en afgrund.

Grækenlands chokterapi

På trods af lave vækstrater i de tidlige år af dette årtusinde og afmatningen i 2009 viste den tyske økonomi sig at være robust, mens PIGS-landene sank i en vedvarende recession, hvor Grækenland endnu en gang var den europæiske kapitalismes ‘svage led’ og oplevede en depression som i 1930’erne. Men dette mønster er ikke resultatet af et blindt samspil mellem rene økonomiske kræfter. Ethvert skridt i denne nedsynken i dybet har været medieret af hele gruppen af EU-institutioner, mens IMF kun har spillet en sekundær og relativt skånsom rolle. Da bankkrisen blev til en statsgældskrise begyndte mareridtet for alvor i periferistaterne. Ethvert EU-topmøde, enhver forhandlingsrunde mellem debitorer og kreditorer førte til en lang række ‘redningsaktioner’ ledsaget af drakoniske ‘memoranda’, endeløse nedskæringspakker og ‘chokterapier’, der dog intet var imod de standardmodeller, IMF tidligere har brugt mod de sydlige lande, der i flere tilfælde blev dikteret ‘begrænset suverænitet’.

Det bedste eksempel er de berømte redningsplaner, fx hjælpepakken til Grækenland. Disse hjælpepakker består ikke af ‘kolde kontanter’, men er i bund og grund garanterede lån med en uforskammet høj rentesats. Deres mål er at sikre sig så fuld en tilbagebetaling som muligt af en offentlig gæld, der udgør en eksorbitant omkostning, og hvis volumen bliver ved med at svulme i forhold til økonomien (180 procent af BNP i 2013). Princippet er, at man skærer brutalt i de offentlige udgifter for at opnå et budgetoverskud, der derefter bruges til at betale gælden tilbage. Disse redningsplaner ligger i direkte forlængelse af de gaver, der er blevet givet til bank- og finanssektoren siden begyndelsen af krisen, bortset fra, at de fungerer ud fra en rovdyrsmekanisme, der sikrer et bestemt land en regelmæssig ekstern overførsel af rigdom. Men ambitionen bag den chokterapi, der er tilbudt Grækenland samt alle andre lande, der tidligere har lidt under sådanne strukturtilpasningsplaner, stopper ikke her. Den sigter mod at ‘helbrede’ et såkaldt ‘strukturelt’ problem i konkurrenceevnen ved at indføre en ‘intern devaluering’, det vil sige en relativt ensartet og kraftig sænkning af løn og (teoretisk set) af priser. I de sydlige lande, hvor IMF var alene ved roret, skete denne nedgang ved en afvejning mellem lavere lønninger, det vil sige en lavere ‘pris på arbejdskraft’, og en devaluering af den nationale valuta, der gjorde det muligt at sænke eksportpriserne. Dog var det sidste ikke en mulighed i Grækenland, fordi landet er en del af eurozonen. Derfor blev det største pres lagt på lønningerne. Bag denne sænkning af lønningerne, der føjer sig til de allerede nævnte nedskæringer i de offentlige udgifter, ligger en politisk dagsorden om masseprivatisering, der har til formål at ‘åbne’ landet for ‘udenlandske’ investorer, nærmere bestemt at tilbyde garanteret rentabilitet for billig kapital inden for bestemte nicher. I tilfældet Grækenland handler det især om boligmarkedet, infrastruktur (havne, lufthavne, veje), forsyningsselskaber (vand, el, vedvarende energi), jord (offentlig fast ejendom, strande og kystnære områder). Det handler faktisk om at skabe fundamentet for en gigantisk ‘akkumulation gennem berøvelse’, for at låne et nøglebegreb af David Harvey. Eurozonens krise åbnede vejen for ‘katastrofekapitalismen’, der nu rykkede vestpå til kanten af det Gamle Kontinent, der er blevet et laboratorie af politikker, der med tiden vil blive implementeret andre steder, om ikke andet så på en modificeret og muligvis blødere måde.

Integrationens mørke side

Det er først nu, vi fuldt ud kan begribe og forstå den magtudøvelse, der ligger bag denne hybrid af overnational, men stadig interstatslig, autoritarianisme og institutionelt indlejret neoliberalisme, der konstituerer EU’s DNA. Og denne proces kunne ikke efterlade det ideologiske område uberørt. Europæismens mørke side er nu kommet op til overfladen: skyd skylden på taberne, de ‘dovne’ og ‘ødsle’ sydlændinge; det er nu blevet den gængse opfattelse for konventionelle medier og politikere. Det er imidlertid altafgørende her at understrege, at genoplivelsen af disse racistiske stereotyper ikke bør forstås som en tilbagevenden til fortiden, selv hvis den låner kraftigt fra et gammelt orientalistisk lager. Denne intraeuropæiske nyracisme er snarere resultatet af den nyligt polariserede virkelighed skabt af den såkaldte ‘europæiske integrations’ indre logik, som indbyggerne af den europæiske Mezzogiorno, konstitueret af de tidligere østbloklande, allerede var ganske bekendte med.

Denne dimension bliver fuldstændig skjult af de forskellige variationer af en angiveligt ‘venstreorienteret’ europæisk ideologi, da de nægter at se de ulige magtfulde mekanismer som et resultat af euroen. På papiret er det selvfølgelig fuldt ud muligt at vise, at en enkel forenet europæisk enhed, der fuldt ud påtager sig det finansielle og monetære ansvar, sagtens kunne klare et problem som den græske statsgæld. En Europæisk Centralbank, der bakkes op af et reelt statsapparat, kunne redde de europæiske banker og håndtere omkostningerne. Men det svarer til at lade som om, at den eksisterende virkelighed med et trylleslag ville forvandles til det stik modsatte. Med andre ord svarer det til den form for ønsketænkning, der har paralyseret hele den europæiske venstrefløj, selv de strømninger, der nægtede at gå på kompromis med neoliberalismen og kæmpede, nogle gang med succes (som i den franske folkeafstemning i 2005), mod visse aspekter af det europæiske projekt. Sådan en anskuelse har forhindret venstrefløjen i at indse, at jo mere ‘europæisk’ enhver ‘løsning’ eller ‘strategi’ var, des mere var den synonym med radikaliseret neoliberalisme og antidemokratisk tilbagegang.

Ud over at lede til politisk impotens har dette perspektiv også vist sig at være en form for ‘epistemologisk forhindring’ for analysen af den nylige krise og mere specifikt for en forståelse af den måde, hvorpå de generelle systemiske tendenser (såsom den ustabilitet, der er skabt af finansialisering, spørgsmålene om profitskabelse og presset på arbejdskraften) er medieret af politiske aktører, af stater eller alliancer mellem grupper af stater med ulige økonomisk og politisk vægt, der agerer inden for en hybrid overnational ramme, såsom EU. På den måde bør euroen ikke kun forstås som en brutal klassemekanisme, der har til formål at disciplinere arbejdskraftsomkostninger – begyndende med de tyske arbejderes lønninger, der forblev faste i løbet af hele det første årti i dette århundrede – men også som et middel, gennem hvilket den tyske kapitals hegemoni smedes og indføres på den europæiske og, mere bredt, den internationale scene. Det er derfor enhver politisk dagsorden, der påstår at være seriøs i sit brud med neoliberalismen – selv inden for et generelt ‘reformistisk’ eller ‘gradualistisk’ perspektiv – må tage stilling til spørgsmålet om at bryde med euroen og, på denne måde, konfrontere selve EU.

 

Litteratur:

Anderson, Perry (2009), The New Old World, London: Verso.

Marx, Karl (1970 [1887]), Kapitalen, 1. bog 1, Købehavn: Rhodos. Kan læses online her

Stathis Kouvelakis er ph.d. og Reader i Politisk Teori ved King’s College London. Han forsker i den marxistiske tradition, tysk filosofi og nyere kritisk teori. Han har bl.a. skrevet bogen Philosophy and Revolution: From Kant to Marx (Verso, 2003) og med Sebastian Budgen og Slavoj Žižek redigeret bogen Lenin Reloaded: Towards a Politics of Truth (Duke UP, 2007). Derudover har han publiceret artikler i bl.a. South Atlantic Quarterly og New Left Review. Han er medlem af det græske parti SYRIZA’s centrale politiske komite.

Oversat af Bjarke Skærlund Risager og Katja Marie Rønnike

Artiklen er en oversat og let redigeret udgave af indledningen til Costas Lapavitsas et al. (2012), Crisis in the Eurozone, London: Verso, s. xiv-xxi.

© Verso Books, Stathis Kouvelakis og Turbulens.net