Det generøse universitet

Artikel af Claus Holm: De danske universiteter er under forvandling. Forskeres fagidioti og idealet om den kritisk intellektuelle er under afvikling. I stedet skal forskere være kritisk-konstruktive konsulenter på kontrakt. Men er forskere på kontrakt generøse eller ramt af et dansk smålighedsinstinkt? Når staten og universiteterne bliver offentlige servicesystemer, der skal facilitere en stærk, dansk vidensøkonomi, hvem er så universitetets legitime interessenter – ud over universitetet selv? I samarbejde med virksomheder skal universiteterne levere vidensydelser, som kan omsættes på det private eller offentlige marked. Men der skal være en balance. Ellers risikerer kontraktsamfundet at sætte danske forskeres kritiske kapacitet over styr – og det er der ikke råd til i en innovationsøkonomi.

1.5.2009

De danske universiteter er under forvandling. Forskeres fagidioti og idealet om den kritisk intellektuelle er under afvikling. I stedet skal forskere være kritisk-konstruktive konsulenter på kontrakt. Men er forskere på kontrakt generøse eller ramt af et dansk smålighedsinstinkt? Når staten og universiteterne bliver offentlige servicesystemer, der skal facilitere en stærk, dansk vidensøkonomi, hvem er så universitetets legitime interessenter – ud over universitetet selv? I samarbejde med virksomheder skal universiteterne levere vidensydelser, som kan omsættes på det private eller offentlige marked. Men der skal være en balance. Ellers risikerer kontraktsamfundet at sætte danske forskeres kritiske kapacitet over styr – og det er der ikke råd til i en innovationsøkonomi.

For nogle år tilbage udspillede der sig et mindre juledrama i min familie. Min mor kom til at give sit barnebarn en gave, som ikke stod på hans ønskeseddel. Resultatet var, at han forkastede gaven med ordene: ”Den står ikke på min ønskeseddel.”

Konsekvenserne var kontante: Min mor blev ked af det – men kun den ene gang. For hun tog ved lære; nu lægger hun kun ønskede gaver under træet. Min nevø har også taget ved lære; han har lært noget om høflighed. Nu viser han tilbørlig taknemmelighed – også når han får gaver, der ikke står på sedlen. Så alt er i skønneste orden; gaver gives fra den gavmilde og modtages med tak og belønnende knus. I min, som i så mange andres, familie udspiller denne udgave af en gaveøkonomi sig. De sociale regler er klare, vi giver for at indløse et ønske, for at gøre gengæld, og det kræver som minimum en høflig modtagelse; selv af gaver man ikke bryder sig om. Med mindre man vil bryde forbindelsen til giveren.

Nu er der umiddelbart langt fra gaveøkonomien i en familie til forholdet mellem universiteter og deres omverden. Og så alligevel ikke. Når staten giver universiteterne en sum af skatteborgernes penge, så ville det være højest usædvanligt, hvis universiteterne lige frem smed pengene fra sig og sagde: ”Det står ikke på vores ønskeseddel”. Mere sædvanligt er det, at universiteterne klager over, at pengegaven er for lille. Så taknemmeligheden er til at overse. Men det får ikke nødvendigvis staten til at give større gaver. I stedet siger staten oftere og oftere, at skal universiteterne have penge, så må de gengælde med brugbare goder. Den moderne stats krav om en ny generøsitet fra universiteternes side skal ses i sammenhæng med en ny styring, en kontraktstyring. Universitetet er nemlig ikke mere kun statens uafhængige ønskebarn, der får, hvad det peger på, men i stadig højere grad et designerbarn, som gerne skulle bruge sin frihed på ønskelige måder.

Regeringen har siden universitetsloven fra 2003 forsøgt at forsikre sig mod eventuelle skuffelser. Det er ikke mindst sket ved at redefinere de økonomiske rammer for universiteternes virke. Regeringen har siden 2003 givet relativt flere øre- og ønskemærkede forskningspenge til universiteterne, stillet krav om at uddannelserne gav erhvervsrelevante kompetencer og indsat aftagerpaneler i forhold til universiteternes uddannelser. Desuden er det blevet understreget, at universiteternes formidling skal være til glæde for såvel den almindelige dansker som for det danske samfunds vækst, velfærd og udvikling. Sagt på anden vis, så følger der en ønskeseddel med den moderne konkurrencestats bevillinger til universiteterne. En ønskeseddel, der stiller universiteterne over for kontante krav om modydelser. I det følgende vil jeg dels beskrive forvandlingen af universiteterne til service- og kontraktuniversiteter, dels uddybe konsekvenserne for de traditionelle rolleidealer om den videnskabelige fagperson og ideen om den kritisk intellektuelle, og slutteligt vurdere om kontraktsamfundets ide om en gensidig generøsitet udarter sig til gensidig smålighed mellem på den ene side erhvervslivet og på den anden universitetet med staten som samarbejdsfacilitator.

Fra Napoleon til Anders Fogh Rasmussen

Udvekslingen mellem den politiske magt og den institutionaliserede videnskab er et godt sted at se på hvilke frihedsgrader universiteterne havde og har. Og hvilke eventuelle modydelser, det er forbundet med. I perioden fra det 12. århundrede til slutningen af det 18. århundrede var universiteterne underlagt pave- og kejsermagten. Det handlede ikke om fri forskning, men om at bruge fornuften til at formidle den rette tro. Først fra begyndelsen af det 19. århundrede frem til anden halvdel af det 20. århundrede står universiteterne i den frie og sandhedssøgende forsknings tjeneste. Den tyske filosof Immanuel Kant mente, at et universitets definerende aktivitet burde være den frie og fremadskridende sandhedssøgen. Ikke den ydre, praktiske nytte af indsatsen. Den sidste aktivitet var nødvendig i forhold til at legitimere sig over for stat og samfund. Og i denne periode blev universitetet, som et embedsuniversitet, leverandør af embedsmænds almene og åndelige dannelse til fordel for den moderne stat, der derimod ydede universitetet økonomisk støtte og beskyttede universitets frihed. I dag fremstilles perioden fra slutningen af det 18. århundrede og frem til i dag som det frie universitets glansperiode.

Det er en sandhed med modifikationer. Denne, i øvrigt relativt korte periode, rummer nemlig også historien om universitetets nedstigning fra en trin-højere-status til status som en ligeværdig institution i et kontraktsamfund, hvor forhandlinger mellem vidensdelende instanser er en selvfølge.

Den polske sociolog Zygmunt Bauman beskriver udviklingen i bogen Legislators and Interpretors fra 1987. Baumans udgangspunkt er den franske filosof Antoine Destutt de Tracy, som i 1797 foreslog at bruge betegnelsen Ideologi som udtryk for videnskaben om samfundet. Destutt de Tracy identificerede ideologi med produktion og kommunikation af ideer og kritiserede den slags intellektuelt arbejde som forfulgte de samme interesser, som han var interesseret i, men på utilfredsstillende vis i form af fokus på metafysik og psykologi.

Ideologisternes ambition var alt andet end kontemplativ. Det var filosofi i aktion – ren og skær politik. Ideologi var et instrument til at få herredømme over sit objekt. Kend til verden for at beherske verden! Ideologisterne lænede sig op ad ideen om, at videnskabeligt trænede embedsmænd kunne skabe et civiliseret, ordentligt og lykkeligt samfund. Fra politisk side var det Napoleon, som flirtede med Ideologisterne. Napoleons begejstring for en mere handlingsorienteret videnskab kom negativt til udtryk, da han i slutningen af 1700-tallet nedlagde universiteterne. I stedet valgte han at øge antallet af fagskoler eller højskoler (grandes écoles) for de praktiske erhverv. Formålet med højskolerne var at udvikle og udnytte videnskabelig viden til praktiske formål. Men også Napoleons varme forhold til Ideologisterne ophørte. Det skete i takt med, at en afgørende konflikt mellem Napoleons autoritære styreform og Ideologisternes dedikation til republikanske idealer blev stadig mere synlig.

Et langt vigtigere forhold for at få forstå opgøret var dog, at Ideologisterne i virkeligheden selv havde ambitioner om at sidde på magten. Under alle omstændigheder bidrog opgøret til en af de mest vedvarende konflikter i moderne tider; konflikten mellem videnskabeligt trænede eksperter og praksisorienterede politikere. Mellem dem, som tror, de ved bedre og de politikere, som ikke bevæger sig hurtigere end at folk i almindelighed kan følge dem.

Ifølge Bauman har det 20. århundrede vist, at de intellektuelle ikke længere skal, eller kan, gå efter at blive oplyste despoter. For i det 20. århundrede har man ikke brug for videnskabens ideer for at få lydige borgere. Den sociale orden er allerede sikret ved en panoptisk, disciplinær og bureaukratisk teknologi.

Med inspiration fra Baumans analyse kan man sige, at vi i begyndelsen af det 21. århundrede er hinsides lovgiverens, formynderens og oplysningens æra og på vej ind i ligeværdighedens, fortolkerens og videndelingens æra. Den danske udvikling er ét eksempel på denne udvikling, der igen har sat forholdet mellem den politiske magt og universiteterne på dagsordenen.

I dag har regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen gjort, hvad Napoleon gjorde. Men de gør det naturligvis på moderne betingelser og med danske metoder. Det betyder, at de ikke afskaffer universiteterne, men at de er i gang med at forvandle sig selv og universiteterne til at stå i det umiddelbare kontrakt- og vidensamfunds tjeneste.

Af samme grund kan vi tale om eksistensen af et serviceuniversitet, der leverer ydelser til forskellige målgrupper som modydelse for de bevillinger, de får. Baggrunden for den ny situation er simpel: Vi har afviklet staten som et myndighedsapparat til fordel for det offentlige som et serviceapparat. Og når staten ikke mere vil være stat og bliver et offentligt servicesystem i stedet, bliver konkurrencestaten og universitetet begge til serviceinstitutioner, der skal facilitere en stærk dansk vidensøkonomi. Derfor skal universiteterne samarbejde med erhvervslivet og levere vidensydelser, som virksomheder kan omsætte på et privat eller offentligt marked. Denne udveksling sættes igennem via kontraktstyring.

Vi taler her om universiteternes udviklingskontrakter med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, om fakulteters resultatkontrakter med den centrale ledelse af universitetet, og i princippet taler vi også om en institutleders kontrakt med sine medarbejdere. Men vi taler også om, hvordan et godt samarbejde og gode kontrakter mellem universiteter og erhvervsliv indgås.

Tendensen er svær at tage fejl af. Den danske forskers frihed er ikke større eller mindre end det seneste forhandlingsresultat om kontraktforpligtelser og udfoldelsesmuligheder. Og danske forskere er henvist til at dokumentere om de overholder forpligtelserne. Det betyder, at de skal dokumentere, at deres produktion af ny viden og nye kandidater er innovativ for dansk videnøkonomi. Enten ved at bidrage til vækst målt i penge eller ved at introducere nye, bedre og brugbare teknikker, for eksempel læseteknikker i folkeskolen, det første led i videnøkonomiens fødekæde. Den danske konkurrencestats krav er, at universiteterne skal give value for money. Når vi taler om det offentlige marked hedder money blot dokumenteret kvalitet – altså quality as money. Er resultatet et småligt eller et generøst universitet? For at svare på det, så lad mig give et signalement af det generøse universitet.

Det smålige eller generøse universitet?

Den danske konkurrencestat bidrager til et generøst universitet, hvis det respekterer en balance mellem det videnskabelige system og erhvervslivet. Det vil sige en stat, der både beskytter videnskabssystemets autonomi og styrker universitetets kobling til omverdenen.

For forskning er ikke alene en eksklusiv og internt begrundet aktivitet. Aktuelt er det en lige så eksternt begrundet aktivitet med hovedvægt på strategisk og anvendelsesorienteret forskning. En generøs kontrakt mellem forskning og erhvervsliv beskriver for eksempel, hvordan forskerne anvender ny viden til bestemte formål. De arbejder problem- og opgaveløsende ud fra den foreliggende viden. Den beskriver også, hvordan erhvervslivet gør sig umage for at gøre deres synspunkter og problemer forståelige for universitetsaktører. Endelig viser gensidigheden sin generøsitet ved, at de to parter under hinanden et rum for praksisdialog og et for forskerdialog. På denne måde bliver parterne hinandens velyndere. Desværre er vi i højere grad vidne til parternes gensidige smålighed.

I den aktuelle situation lytter vi en del til universiteternes klagesang over det praksischok, der har ramt dem. Klagesangen bryder ud, når melodien om grundforskningens og den frie forsknings deroute slås an. Det gør den, når fordelingen mellem midler til basisforskning, strategisk forskning og anvendt forskning ændres. Sørgmodige universitetsrepræsentanter synes derfor, at samfundet er småligt og uden den respekt, tålmodighed og investeringsog risikovillighed, grundforskning er forbundet med. Det er ikke forkert at forsvare grundforskningen, men spørgsmålet er i hvilket omfang den nye fordeling af midler truer denne forskning. Eller om en del af forsvaret ikke er en automatreaktion, der abonnerer på en traditionel foragt for pengeinteresser, der målretter – eller med foragtens sprog instrumentaliserer forskningen?

Er det sidste tilfælde så udtryk for, at en stor del af danske forskere ganske enkelt ikke kan identificere sig med at træde i erhvervslivets tjeneste? Det får erhvervslivets repræsentanter til at klage over, at universiteterne er smålige og uden forståelse og indsigt i virksomhedernes vilkår og interesser i at kunne kommercialisere relevante forskningsresultater. Konsekvensen er, at erhvervslivet får god grund til at opfatte forskere som nørder uden velvilje over for de problemer, som de slås med. Det forhindrer vidensdeling mellem universitetet og samfundet. Det forhindrer til tider også en diskussion af, hvilke og hvor mange danske erhvervsvirksomheder, der reelt er i stand til at gøre brug af et teorichok for at løse deres problemer. Og det nærer forestillingen om, at forskere er verdensfjerne, smålige og halvfjendtlige over for løsningen af aktuelle samfundsproblemer. Det er de kommende generationer af forskere i stadig mindre grad. Opgøret, som også er et selvopgør inden for universiteterne, er i fuld gang. Og det har sine grunde.

Den chokerede forsker

Filosoffen Hannah Arendt peger i essayet Om vold fra 1970 på, at den uophørlige efterspørgsel efter original videnskabelig viden og dygtighed har ført til ren og skær uanvendelig viden. En berygtet viden mere og mere om mindre og mindre. For de stadigt mere specialiserede fagpersoner ødelægger videnskabens objekt. Fagidioti er det firkantede ord for problemet. Det opstår, når forskeren forsvinder dybt ned i sit specielle perspektiv, så langt ned så fornemmelsen for sagen og de saglige problemer forsvinder.

Sloganet praksischok til professorer handler om få forskerne op af de dybe og smalle faglige huller. Det chokerer. For det første er forskeren chokeret over, at han ikke i samme grad bliver anerkendt for at hylde viden for videns egen skyld – for det blev han en gang rost for. For det andet er han chokeret over, at der insisteres på et ligeværdigt samspil mellem teori og praksis. Den aktuelle udfordring er ikke at forhindre dette chok. Det er på sin plads, hvis man er stivnet i faglig selvtilstrækkelighed, og det er også på sin plads, når det bidrager til at skabe faglige nydannelser, der kan løse saglige problemer på relevante og originale måder. Men det er upassende, når kritikken overdrives. Når kritikken er udtryk for, at praksis tror sig selvtilstrækkelig.

Til universitetsmagasinet Asterisk  Asteriks, nr. 31, november 2006  fortæller professor Hans Siggaard Jensen fra DPU, at den bedste kur mod en blind tiltro til praksis for det første er at vise, at praktikeres spontane og naturlige løsninger ofte er udtryk for, at teori er implementeret. For det andet anbefaler han, at man viser, at praktikeren langtfra kan løse alle problemer selv. En krisesituation viser, at det ikke kan lade sig gøre. For her muliggør teori en umiddelbar upraktisk tilpasning af praksis, som imidlertid løser en kritisk problemstilling. Pointen er, at teori åbner for nye handlemuligheder, som du, som fange af din praksissituation, ikke umiddelbart ser som muligheder. Teori åbner for nye handlinger; den bekræfter ikke alene de handlinger, som allerede er mulige. Går vi alene efter at bekræfte det allerede mulige, bliver vi konserverende.

Det er derfor uklogt at havne i den totale mangel på beundring for forskeres viden, og det er næppe klogt at foragte teoretiske overvejelser ved at beskytte praksis mod teori. Måske er en måde at modvirke disse tendenser at gå efter et slags teorichok til danske direktører. Ved at gøre dem opmærksom på, at megen praksis er en konsekvens af teori og derved gøre dem åbne over for de ny muligheder for en ny og indbringende praksis, der ligger i at investere i teoriudvikling. Ellers står vi tilbage med nye teoretikere, der ikke er kritiske, men høflige og pragmatiske, som diplomater og voksne mennesker med vindende og venlige væsener nu engang er.

Den kritisk-konstruktive konsulent?

I dag er vi ikke interesserede i for mange uvenlige og kritiske intellektuelle. I stedet ønsker vi os kritisk-konstruktive forskere. Ja, kritisk-konstruktiv er et nyt binde-stregsord og navnet på den nye forskningstype. Betegnelsen blev første gang brugt om universiteterne, af universiteterne i Rektorkollegiets pjece Viden i spil i 2003. Her kan man læse:

”Hvis universiteterne skal formå at opnå en balance i denne nye realitet, må de formå at skabe en kritisk-konstruktiv tilgang til forskningskommunikation. Universiteternes forskningskommunikation skal både være kritisk, for ellers siger den ikke noget nyt, og konstruktiv, for ellers er den kommunikerede viden ikke brugbar i praksis. Kun gennem en kritisk-konstruktiv forskningskommunikation kan universiteterne leve op til deres rolle i samfundet.”

Pjecen gør sig sagen let ved ikke at stille sig det prekære spørgsmål om forholdet mellem kritisk kommunikation og den konstruktive brugbarhed heraf. Det er ikke al slags ny viden, der altid er brugbar for praksis uden for forskerverdenen. Andre gange er den brugbar men ikke politisk ønskelig at gøre brug af. For eksempel var rygeeksperter helt tilbage i 1960’erne enige om, at rygning udgjorde et kæmpe sundhedsproblem, der dog kunne begrænses på en lang række måder. Først 40 år senere lod det sig gøre at overbevise politikere om, at der var et problem, som 40 år gamle forslag kunne løse.

At den nye forskertype er kritisk-konstruktiv betyder ikke, at forskerens kritiske kapacitet kastes bort. Men det betyder, at spørgsmålet om, hvis interesse forskerens kritiske kapacitet tjener, er sat på dagsordenen. Det er en interessentdiskussion. Hvem er universitetets legitime interessenter – ud over universitetet selv?

Den kritiske intellektuelle arbejdede i sandhedens, visdommens og retfærdighedens interesse. En sandhed vi andre ikke umiddelbart kunne se, men som den intellektuelle kunne oplyse os (og ikke mindst arbejderklassen og litteraturlæseren) om. Den kritisk-konstruktive forsker skal stadig gøre brug af tænkningens kritiske kapacitet for at skabe specifikke resultater i forhold til aktuelle common-sense problemer. Problemer omverdenen også kan se.

Det nye problem bliver derfor, hvor konstruktiv en forsker bør være i forhold til alment accepterede problemopfattelser. Viser han for stor velvilje risikerer han at sætte den kritiske kapacitets innovative kraft over styr. Bliver han for modvillig får han vanskeligheder ved at tjene penge på at løse opgaver for eksterne rekvirenter af videnskabelige konsulentydelser.

I øjeblikket tegner ukritiskheden sig som en reel risiko i et land som Danmark, hvor ideologien om det ligeværdige samarbejde dominerer. Sker der med andre ord det, at et samarbejde med erhvervslivet betyder, at man skal identificere sig med hinanden, så sker der let det, at man umodigt holder op med at kritisere hinanden. Det er her gensidighedens generøsitet bliver identisk med at generere middelmådighed. Middelmådighed trives godt sammen med gensidig smålighed.

Faren er, at vi skaber et kontraktsamfund med smålighed som grundtone. Smålighed betyder mangel på overskud til at beundre eller til at kritisere. Kort sagt evner man ikke sådanne velynderfænomener. Derfor er den danske hang til smålighed fatal for en dansk vidensøkonomi, der har brug for, at forskere er professionelt ondsindede over for hinanden og over for omverdenen. For kritik er ikke kun til for at gøre hinanden kede af det, men også for at gøre hinanden bedre. Fiaskoen er frugtbar. Faktisk har måden at skaffe sig viden på siden anden halvdel af 1900-tallet været forbundet med en kritisk afprøvning af denne viden.

Pointen er, at det danske vidensamfund hverken bliver klogere, mere innovativt eller rigt, hvis det er uacceptabelt, når forskningsresultaterne viser sig ikke at være brugbare på trods af forsøget herpå. Den videnskabelige videns adelsmærke er, at den er risikovillig og parat til at lade sig korrekse. Som dogma mister viden sin kritiske karakter og brugbarhed som innovativ ressource i en dansk videnøkonomi. Det venlige universitet er ikke et universitet, og en forsker er kun en forsker ved at mestre en professionel ondsindethed. Derfor har et generøst universitet brug for en generøs stat og et generøst omgivende samfund, der under forskerne modige satsninger og dristige hypoteser i forhold til aktuelle problemer.

Konsekvensen er til gengæld, at samfundet kan vinde stort – eller sammen med forskerne komme sig over sine fiaskoer. Når fiaskoen indtræffer. Det gør den af og til. Og når det sker, så er der kun én ting at gøre; at komme sig oven på skuffelsen. For at formå at komme sig er et duelighedstegn, et tegn på styrke.

Nyt design uden drama

De danske universiteter er godt på vej til at hænge sammen med sin omverden på en ny måde. Faktisk har der allerede fundet en udvikling af universiteterne sted, der har gjort, og gør, forestillingen om universiteter, som oplysningsanstalter befolket af solide fagfolk og kritiske intellektuelle, forældet. Vi er et godt stykke inde i en stille revolution, der foregår uden nævneværdig modstand. Alligevel tåler den sammenligning med Napoleons nedlæggelse af universiteterne for 200 år siden. Den danske revolution af universiteterne hedder kontraktstyring. De danske forskere er kommet på kontrakt. Det er et stadigt tydeligere grundvilkår for det at være dansk universitetsforsker i dag. Ordet kontrakt dukker således stadigt oftere op i den enkelte forskers dagligdag. Det er tegn på, at kontrakten er det strategiske terræn, der kæmpes på og om. Hvor rummelige bliver universiteternes kontrakter med omverdenen? Hvor mange penge kan man i kontrakten få afsat til grundforskningsaktiviteter? Hvor solidarisk stiller kontraktpartneren sig i forhold til vedligeholdelsen af den surdej, som grundforskning er for en forsker?

Sådanne spørgsmål peger i sig selv på, at situationen er ændret. Hvor meget den er ændret, hvor omfattende revolutionen er, ved vi ikke helt endnu. Men vi ved, at i kontraktsamfundet skal universitetsforskere konkurrere på flere områder. Ikke alene skal de vise, hvem der har mest at tilbyde, når det gælder åndelig adræthed og intellektuel skarphed. De skal også tilbyde de bedste priser på videnskabelig skarphed – og også den rette skarphed, som kontraktpartnere kan bruge.

Derfor ser vi blandt andet en stigende konkurrence mellem universiteterne indbyrdes, og en stigende konkurrence mellem universiteter og private analyse- og konsulentfirmaer. Resultatet er for det første en ændret selvopfattelse hos universiteterne, der i stigende grad betragter sig selv som aktør på et marked – offentligt eller privat. Af samme grund handler det for universiteternes ikke alene om at være optaget af at generere tankekraft som værdi i sig selv. De ved godt, at universiteternes relativt isolerede tænke-hierarki ikke får lov at leve, hvis de ikke overbeviser en kontraktpartner om, at denne kraft lader sig oversætte til handlingsvejledende viden, der kan kommercialiseres. Resultatet er for det andet, at danske forskere er i gang med at forme sig selv til også at være kritisk-konstruktive konsulenter, der kan begejstre deres netværk, målgrupper og potentielle kontraktpartnere. Forskere opfyldt af fagligt, nørdet og kritisk engagement kommer omvendt til at virke for antiselskabelige og har i det danske kontraktsamfunds horisont, dét, man kunne kalde en tabers teoretiske temperament.

Er det dårlige resultater?

Ja, hvis kontraktsamfundet fuldstændig sætter danske forskeres kritiske kapacitet over styr. Ja, hvis forskeres praksischok ikke afbalanceres af, at praktikere udsætter sig for teorichok. Nej, hvis kontrakter indgås af parter, som ryster det danske smålighedsinstinkt af sig og opfatter sig som hinandens velyndere.

One thought on “Det generøse universitet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *