Det identitetsløses kritiske potentiale

1.5.2005

Af Peder Holm-Pedersen

Dette er anden del af samtalen – I fraværet af en identitet

Hvordan undgår man i sin kunstneriske og kritiske praksis, at forsøgene på at undslippe de faste identiteter og skabe alternativer livsformer blot bliver endnu en mobiliserende faktor i kapitalismens og i bredere forstand det etableredes produktion af bestemte identiteter? I den forbindelse diskuteres en række forskellige strategier.

Situationisternes flugt

Efter nu at have været omkring problemerne vedrørende samtidskunstens og den relationelle æstetiks forsøg på at skabe alternative livsformer og fællesskaber og tematisere politiske forhold, vil jeg naturligvis gerne høre lidt om, hvordan vi så må gå til tingene?

Bolt: Vores kritik af den relationelle æstetik minder lidt om den kritik, situationisterne fremførte på baggrund af deres analyse af samfundet som et skuespilsamfund, hvor kunsten var smeltet sammen med vareproduktionen.

Deres spørgsmål lød: Hvad gør man som kunstner, når man ser sig konfronteret med kulturens billedmaskiner, der hele tiden bombarderer folk og fylder dem med identitet. For situationisterne var det klart, at man som kunstner ikke bare kunne lave nye billeder, da de jo blot ville fungere som mobiliserende faktorer for den bevidstløse produktion af identitet. Det er det samme problem, vi står med her, for hvordan undgår vi, at kunstens forsøg på at skabe alternative livsformer og identiteter blot bliver endnu en mobiliserende faktor for kapitalismens eller i bredere forstand det etableredes produktion af identitet?

Jeg tror, vi kan lære noget af situationisternes fejl, for de kunne ikke finde ud, hvad de skulle gøre. Deres svar var, at de måtte være det modsatte af, hvad skuespilsamfundet var, hvilket betød, at hver gang deres position eller mål mindede lidt om noget genkendeligt, måtte de tømme det for identificerbare træk og komme videre til noget andet. Dermed var deres bevægelse at sammenligne med en konstant flugt.

At stå midt i det givne og bygge noget andet

Das Beckwerk: I Das Beckværk er strategien, at man skaber en identitet, der ikke er til at komme uden om. En identitet som har en historie og et projekt. Den personnummerløse Claus Nielsen, for eksempel, eller idealisten, den demokratiske missionær Nielsen, eller den navnløse forvalter af det hele, eller mig. Men i det øjeblik, nogen forsøger at kategorisere denne identitet, så forskyder den sig og bliver opløst i et paradoks.

Problemet er, at hvis dét alene er strategien så ender man jo præcis dér, hvor det hele i sidste ende eller jo faktisk allerede i første ende alligevel blot er på det allerede givnes betingelser. Hvor det bare er en dans, hvor man forsøger at undgå at blive kategoriseret. Det giver ikke tid til at opbygge de nødvendige mulighedsrum. Det gælder om, at kunne lave noget, der ikke bare er en reaktion på noget andet. Man må ikke bare stille sig udenfor det, der er gældende. Målet må være, at stå midt i det og bygge noget andet op. Men det tror jeg kræver en gensidighed, altså at de, der står rundt om, er med på, at man forsøger at bygge noget andet op.

Man må altså på den ene side forsøge at undslippe kapitalismens måde at indoptage, producere og udnytte identiteten på, samtidig med at man ikke stiller sig helt udenfor markedet og resten af samfundet, for så narrer man sig selv, for det er der jo stadig og virker over det hele. Desuden ender man ofte, hvis man prøver at stille sig helt udenfor, med sådan noget mærkeligt noget som Tvind, en lille bjerghytte eller et eller andet okkult, hvor alle tager gift til sidst.

Det er af samme årsager, at Nielsen & Rasmussen i deres demokratiprojekt er nødt til at inkludere the worlds preeminent power – USA – i deres måde at handle på. Nielsen & Rasmussen bliver nødt til at være med amerikanerne i en eller anden umulig forstand. At være med dem for ikke at være imod dem.

I den forbindelse er der en morsom lille anekdote, som viser, hvordan identiteten i Das Beckwerk forskyder sig på de mest uberegnelige måder, for det har pludselig vist sig, at Rasmussen jo faktisk er dig, Mikkel Bolt Rasmussen, ifølge norske aviser.

Da Nielsen og Rasmussens meritter i Irak skulle berømmes i Norge, havde man svært ved at finde ud af, hvem denne Rasmussen var, og man kunne jo ikke have sådan en uklar identitet i en avis. De har så søgt efter en Rasmussen fra Danmark, og de eneste radikale Rasmussener, der fandtes var enten en tidligere eller en nuværende statsminister, den Rasmussen de ikke fandt, og så altså dig – Mikkel Bolt Rasmussen.

Læs artiklen fra Aftenposten.

Hvad ernærer det etablerede sig af
 

Bolt: Anekdoten her om forvirringen omkring Rasmussens identitet er egentlig meget illustrativ for den problematik, vi har med at gøre. Det er en problematik, man også genfinder i den diskussion, som den postmoderne filosofi tog med marxismen, da man begyndte at tø nogle af dens kategorier op. Spørgsmålet lød dengang: hvad ernærer det etablerede sig af? Jamen det ernærer sig selvfølgelig af kritik, som vi jo også allerede har været inde på i forhold til kapitalismen. Et andet aktuelt eksempel kunne være terror, der jo, som vi også var inde på i den første samtale, i høj grad fungerer som en mulighed eller undskyldning for det etablerede til at befæste og udvide sin magtposition.

Derfor rejser spørgsmålet sig om, hvordan man undgår at blive fanget i den her spejllabyrint, hvor kritikken bare ernærer det etablerede, der netop var målet for kritikken.

Filosoffer som Deleuze, Hardt og Negri forsøger at formulere en position, der gør op med den ressentimentsbaserede filosofi og forholden sig til verden, hvor man stiller sig udenfor. Man må i stedet være affirmativ overfor verden, siger de. Man må undgå at stille sig udenfor og stille sig an som den kritiske intellektuelle eller den subversive kunstner. Fordi det netop er en alt for let identificerbar identitet. Det svarer jo til, at man vender sig om og svarer ”Ja, var der noget?”, når Althussers politimand fra tidligere råber ”Hej du dér kritiske kunstner”? Derved lader man sig jo netop identificere på den måde som magten eller strukturerne diktere, dvs. udfylder identiteten kritisk kunstner eller intellektuel, som den nu en gang er defineret.

Spørgsmålet er så, hvordan man helt konkret agerer som kunstner eller kritiker i dag, hvis man i sin praksis vil undgå at bekræfte disse faste identiteter, samtidig med, at man bevarer muligheden for at påpege eller endnu bedre åbne for muligheden for at tingene kunne være anderledes.

Das Beckwerk: I den forbindelse vil jeg gerne pege på to for min praksis karakteristiske strategier. Man kan enten etablere disse mulighedsrum ved at udpege en åbning imod noget ny t, eller man kan etablere denne åbning igennem en tømning af det allerede eksisterende.

I Das Beckwerk og vores demokratiprojekt har vi to symboler, som vi havde med os i Irak, der eksemplificerer de to former jeg taler om. Vi har på den ene side demokratiets flag, der er helt hvidt med et hul i midten. Der har vi åbningen ud imod noget nyt.

På den anden side har vi kassen med demokratiet. Den er affirmativ overfor verden i den forstand, at vi dermed siger: ”ok vi er med på den, “The Democracy”, som der står på kassen . Vi er med på det I alle sammen snakker så meget om.” Til gengæld er kassen eller demokratiet så lidt af en skuffelse. Den er så banal og hverdagslig og endda muligvis tom, at den faktisk bliver en mulighed, fordi den dermed tømmes for indhold.

Bogstaveligheden som mulighed

Bolt: Kassen, hvorpå der står ”The Democracy – destination: Iraq” er jo en form for fordrejning, hvor der ageres inden for de omstændigheder, der nu en gang er. Den fungerer derved som et forsøg på at genappropriere noget fra den politiske virkelighed, der er blevet beslaglagt af en bestemt betydning i en sådan grad, at det er svært at tale om alternative betydninger jævnfør den konsensuale ideologi som vi talte om tidligere. Det er ikke muligt at stille sig uden for og tale om alternativer, for så bliver det for let identificerbart og kan derfor alt for nemt fejes af banen som værende urimeligt.

En af de tilbageværende muligheder synes derfor at være, at tage det, der er konsensus om så bogstaveligt, som I gør, når I laver jeres egen indførelse af demokratiet, at det jo faktisk bliver urimeligt. Der er en helt særlig bogstavelighed i jeres gestus, der gør at den formår at åbne op for noget nyt.

Das Beckwerk: Det er en affirmativ gestus derved, at vi går så meget ind i det værende, at man tager det konkret og bogstaveligt i en helt overdreven forstand.

Bolt: Det er lidt det samme greb, der adskiller din praksis fra det vi under en samlet betegnelse har kaldt den relationelle æstetik, når du på paradoksal vis insisterer på identiteten Claus Beck-Nielsen samtidig med, at der bestandigt sker de her opløsninger og forskydninger af Claus Beck-Nielsen identiteten.

Der er på den ene side en kontinuerlig og meget formaliseret leg med og fordrejning af identiteten og rammerne. Signaturen bliver derved udechifrerbar. Det bliver uklart, hvem det er, der siger og gør det ene eller det andet og hvem, der har sat den ene eller den anden signatur. Men samtidig er der noget meget genkendeligt og bogstaveligt Claus Beck-Nielsensk over signaturen. Det er jo ofte dele af dit eget liv og din private person, der indgår i projekterne.

Og det er jo netop den klare signatur, man ofte forsøger at undvige i den meget åbne og formløse samtidskunst, hvilket betyder, at vi får nogle projekter, der er alt for nemme at omsætte til genkendelige og salgbare identiteter og livsstile.

Das Beckwerk: Ved så bogstaveligt at investere og insistere på mig selv og min identitet i mine projekter på den måde jeg gør, bliver det svært at overtage projekterne eller sælge dem til masseproduktion på teaterscener over hele verden, som man jo gør med andre dramatikeres produkter, fra Shakespeare til Lars Norén. “Den Sidste Europæer” eller vores H.C. Andersen-forestilling “The National Brand” kan kun spilles af denne ene krop, fordi de to shows i den grad bygger på netop denne krops karakteristika og dens erfaringer og historie og dens problemer med at være nogen eller noget. De to forestillinger ville blive meningsløse, hvis denne krop blev erstattet med en anden, Johnny Depp eller Jesper Klein, ja, selv Willem Dafoe, som jo ellers har det med at ligne mig i visse versioner.

Det er jo heller ikke sådan, at idealisten Nielsen på sin vej gennem Irak helt og holdent træder tilbage og giver stemmen til det irakiske folk, på lignende måde som Superflex, der giver stemme til bønderne i Sydamerika og unge mennesker, der laver tv i Liverpool. Tværtimod: I alle de dokumenter, der vidner om indførelsen af Demokratiet i Irak, på fotos for eksempel og i romanen “Selvmordsaktionen”, der er Nielsens person, hans karakteristiske kropslige og jeg havde nær sagt sjælelige overfølsomhed, ja, hans signatur, dominerende.

I den forstand er der ikke nogen andre end denne krop, der kan gå ind og påtage sig rollen som Nielsen, eller H.C. Nielsen, eller Claus Beck-Nielsen, eller WerkFühreren, der er slet ikke tale om roller, de er fuldstændig bundet til dette kød. Selvom jeg på det seneste godt nok er begyndt at svare folk, der spørger mig om, hvordan det er at være mig, at: ”det ved jeg ikke, jeg har aldrig været mig selv, og jeg ved ikke om jeg har lyst til det. Men hvis du vil være mig, så værsgo .” Eller hvis nogen formaster sig til at kalde mig “Claus”, så siger jeg “det kan du sgu selv være! Vil du? Så, værsgo!” Men det er endnu kun sket én gang, at der én, der har sagt ok, det vil jeg gerne.

Bolt: Hvordan gik det?

Das Beckwerk: Jeg har ikke hørt fra ham meget længe, så det gik sikkert ikke særlig godt.

Det identitetsløse lader sig ikke integrere

Bolt: Hele dette spørgsmål om, hvordan vi undslipper disse faste identiteter har jo i lang tid været et centralt anliggende for den moderne kunst. Så forskellige kunstnere som Rimbaud, Beckett, Warhol og Breton forsøgte alle på forskellig vis at sætte parentes om individet for derved at lade noget andet dukke frem. “Je est un autre”, som Rimbaud skrev (Jeg er en anden (med verbet ‘etre’ i tredjeperson ental)). Højmodernister som Beckett var optaget af impersonalitet, mens avantgardister som Breton var på jagt efter et nyt kollektivt subjekt. Selvom der er store forskelle mellem avantgardens radikale politisk involverede antikunst og modernismens optagethed af det særlige ved det kunstneriske sprog, så finder der i begge projekter en dehumanisering sted. Både avantgardisten og modernisten er interesseret i at lade subjektet forsvinde til fordel for noget andet, måske en ny kollektivitet.
Et nutidigt eksempel på, hvorledes identiteten opløses til fordel for en ny kollektivitet ser vi f.eks. i den tidlige del af kunstnerprojektet Luther Blissett, dvs. tilbage sidst i firserne og starten af halvfemserne. Den gang var det jo umuligt at identificere, hvad det var. Og det var dets store styrke.

Luther Blissett var navnet på en fodboldspiller fra Jamaica, der spillede i Watford og blev hentet til Milan, hvor han var en fiasko. Det er denne fodboldspiller, som projektet har taget navn efter. Det var et såkaldt multiple-name, et navn alle kunne bruge. Luther Blissett var et radikalt åbent fællesskab, enhver kunne være Luther Blissett. Derfor er det nærmest umulig at afgrænse Luther Blissett, projektet var radikalt horisontalt, alle kunne være med. Der var ikke nogen, som i virkeligheden var Luther Blissett. Alle kunne være Luther Blissett. Det medførte selvfølgelig, at Luther Blissett lavede en masse forskellige aktioner. Luther Blissett havde et radioprogram på to små radiostationer i Bologna og en station i Rom. Under udsendelsen kunne man ringe ind og få opgaver, lytterne skulle udføre, som eksempelvis at kidnappe en bus eller demonstrere foran arbejdsformidlinger. På et tidspunkt kidnappede Luther Blissett en række statuer fra en kirke og leverede dem tilbage mod løsepenge, som de købte mad til fattige for. Derudover skrev Blissett bøger om bl.a. pædofili og Guy Debord.

Hvad gik det egentligt ud på? Var det politiske aktioner? Var det kunstneriske aktioner? Hvad var det, og hvem kunne man henvende sig til, hvis man, dvs. staten eller andre institutioner, ville have dem i tale? Det vidste man ikke, og derfor kunne man ikke forholde sig til det, og agere i forhold til det. Den del af Luther Blisset, der senere udviklede sig til det, der hedder Wu Ming i dag, skrev på et tidspunkt deres roman Q. Så var der pludselig noget genkendeligt og identificerbart. Der var nogen man kunne henvende sig til, hvis man ville have dem med på en udstilling eller ville have en forklaring. Pludselig kunne man forholde sig til projektet og agere i forhold til det, og dermed døde det også lidt ud, synes jeg.
 

Das Beckwerk: Det er netop fordi, det er besværligt at håndtere det identitetsløse, at det rummer et kritisk potentiale. Det er tydeligt i min biografi, hvorledes systemet ikke ved, hvad det skal stille op med den Claus Nielsen, der med hukommelsestab og uden cpr-nummer går rundt som hjemløs i København. Han kan ikke identificeres på den måde som systemet identificerer sine borgere, og derfor kan han nærmest ikke få nogen form for hjælp. Det identitetsløse lader sig ikke integrere. Det er selvfølgelig synd for Claus Nielsen, men netop fordi det er så svært at reagere på det identitetsløse, betyder det, at den kritik, der tager den form, kan undgå at blive indfanget i den spejllabyrint, hvor kritikken blot afføder en modreaktion, der befæster og udvider det etableredes position, der netop var målet for kritikken.
 

Bolt: Det minder om den strategi, som den italienske autonomiabevægelse benyttede i 1970’erne. Der havde man sloganet ”tag ikke magten”. Når storbyindianerne demonstrerede, så var bannerne ofte tomme, de var bare hvide, der stod ikke noget på dem. Det betød, at staten ikke kunne indfri deres krav. Staten kunne ikke forholde sig til storbyindianerne, ”hvad fanden er det, i vil ha.” ”Det siger vi ikke, for vi vil ikke have jeres lort. Vi vil ikke bare have mere i løn, længere ferie og en ny bil, vi vil have det hele.” Den første udsendelse på piratradiostationen Radio Alice, der spillede en vigtig rolle i autonomiabevægelsen, begyndte med, at speakeren opfordrede lytterne til at blive derhjemme. ”Bliv under dynen. Gå ikke på arbejde.” På den måde kunne man oprette nogle autonome zoner, som det etablerede ikke kunne håndtere og reagere i forhold til.
 

Das Beckwerk: Et tilsvarende eksempel kunne være den ejendom, som den lejlighed, jeg arbejder og sågar af og til sover i, ligger i. Her er lejlighederne i løbet af det sidste årti blevet solgt som ejerlejligheder. Det er der flere penge, mere markedslogik og dynamik i. Problemet er, at de advokater, der ejer ejendommen, er nødt til at spilde deres tid med at vente på, at disse ifølge markedslogikken komplet ubrugelige, værdiløse gamle mennesker, der bor i de tilbageværende lejeligheder – og som for det første ikke forbruger synderligt meget og for det andet betaler en skandaløst lav husleje – at de dør ud, så lejlighederne endelig kan integreres i markedet. Så længe de gamle lever, så er de en provokation, en hån mod markedslogikken.

Læs samtalens fortsættelse
Del III: Undtagelsestilstanden – døren hvorigennem…
Eller del I: Der vinkes til mig
Læs også Nielsen og Bolts første samtale Hiphopperne fra Falluja