Er der en naturlig ret til intellektuel ejendom?

1.5.2009

Det moderne ejendomsbegreb

Locke er ofte den første, der henvises til, når filosofer, lovgivere og andre vil etablere eller diskutere retten til ejendom. Ikke overraskende er han nu også blevet trukket ind i debatten om “intellektuel ejendom”. Det er dog ikke altid, at der i disse diskussioner bliver taget tilstrækkelig højde for forskellen mellem fysiske genstande og noget så uhåndgribeligt som viden. Mange af diskussionerne, der med Locke i baghånden forsøger at stadfæste og udvide det private ejendomsretsbegreb på dette område, både starter og slutter med en antagelse om, at viden kan behandles som en ting og en vare som alle andre varer. Det er som bekendt nemt at nå til det resultat man gerne vil, hvis man starter med at antage den ønskede konklusion. Men kigger man i stedet på, hvad viden i grunden er, og hvorledes det adskiller sig fra fysiske genstande kommer en læsning af Locke til helt andre konklusioner, hvad angår dets ejerskab.

Da Locke fremsætter sit argument i 1689 er det i modsætning til en samtid, der primært ser ejendom som noget, der opstår ved at en autoritet etablerer den. Den eneste ejendom, som er “naturlig” og retfærdig, er den, Gud har over sit skaberværk. Denne ret uddelegeres til Adam og derfra nedarves den til verdens monarker. Locke er stadig populær i dag på grund af hans forsøg på at sætte et alternativ op til denne mildest talt lidet overbevisende genealogi.

Lockes forklaring er i det hele taget overraskende moderne. Den baserer sig ikke på samtidens antagelser om Gud, og den sætter alle mennesker fuldstændig lige i forhold til hvad de ejer, og kan komme til at eje. Locke tager i sin argumentation udgangspunkt i, at mennesket har en brugsret til verden i fællesskab. Stadig givet af Gud, naturligvis, men altså en lidt mere moderne læsning, hvor Adam er pladsholder for menneskeheden og ikke en historisk konge-skikkelse. Denne fælles brugsret svarer til, at verden ses som en fælled. Dette skal ikke forstås som en indstiftet aftale, hvor en landsby eksempelvis er blevet enig om at bruge en eng til fælles bedste, men som en oprindelige tilstand i verden, hvor der gælder lige ret til alle ressourcer. Derfor skal der også argumenteres for det, hvis man vil tage noget ud derfra, sætte hegn om og gøre det til sin private ejendom.

I dette henseende ligner naturlige ressourcer, genstande og viden hinanden; medmindre de er ejede af nogen, synes det rimelig,t at alle har et lige stort krav på deres brug som udgangspunkt – derfor kan vi også bruge Locke til at diskutere ejendom, når det kommer til den store fælled af uudnyttet viden. Men først må man forstå, hvordan Locke rent faktisk argumenterer for privat ejendomsret i forhold til fysiske genstande:

Lockes betingelser

Lockes argumenter etablerer, ud fra den naturlige tilstand af fælles brugsret, en måde hvorpå den enkelte faktisk kan tage noget ud af fælleden og på retfærdigvis gøre det til sin egen private ejendom. Locke taler om en “naturlig” ret. En ret der kommer før eventuelle samfundsmæssige indretninger og ejerskabsforhold. Det enkelte individ har derfor et krav på at få enhver retfærdigt opstået ejendom respekteret og beskyttet af staten.

Ifølge Lockes teori opstår en sådan ejendom, når man bearbejder og forædler det fælles ejede til eget brug, forudsat denne situationen lever op til tre betingelser. Når betingelserne er opfyldt, så er de tilstrækkelige til at etablere en ejendomsret – fordi ingen med nogen rimelighed kunne protestere mod en sådan ekspropriering. I Lockes argumentation er det desuden vigtigt, at betingelserne også er nødvendige; dvs. at de skal være opfyldt for, at man kan tillade sig at etablere ejendomsret, som enkeltperson eller samfund.

En sådan situation kunne være at plante en æblehave; jorden var måske fælles, men ubrugt, og regnen, gødningen og æblekernerne ligeså. Og det er tydeligt for enhver, at en æblehave er mere værd end den tilsvarende bunke jord, gødning og kerner. Lockes første betingelse er blot dette, at man blander noget af sig selv, arbejde, i genstanden. Det intuitivt overbevisende ved Lockes teori er, at han svarer det eneste fornuftige på spørgsmålet: “Hvem ejer den opståede ekstra værdi som æblehaven, men ikke dens dele, indeholder?” – den der foretog arbejdet!

Locke påstår endvidere, at der er gode grunde til at give arbejderen retten til hele den resulterende æblehave. Dette er hans anden betingelse, om nødvendighed; vi bliver nødt til at have ejerskab over det fulde resultat. Det er jo netop ikke muligt kun at trække den af arbejdet frembragte værdi ud af haven, vi kan kun tildele ejerskab over haven som helhed. Der er derfor en nødvendighed der tvinger os til at tildele ejerskab i visse tilfælde ellers ville vi ingen ret have til at gøre brug af æblehaver, individuelle æbler eller noget andet, der på noget tidspunkt er indgået i fælleden.

Den sidste betingelse er, at ingen må lide skade, når der etableres en ejendomsret. Det betyder bl.a., at man ikke må tage mere end man behøver og kan bruge. Der skal være nok til alle. Dette udelukker også spild. Man må ikke eje en større æblehave, end man kan udnytte, selvom dette selvfølgelig gerne må gøres ved videresalg og ekstern arbejdskraft. Der skal være blot være råmaterialer nok til andre, om det så er land, æblekerner eller værdifulde mineraler. På den måde er der nemlig ingen skade i, at en person får ejendom over den del han selv har forarbejdet – hvilket må siges at være et stærkt argument for at vi bør tildele ejendomsretten til ham.

Det er en større diskussion i tolkningen af Locke hvor restriktivt denne betingelse skal læses. Hvis man ikke må forvolde den mindste skade, så kan man ikke engang plukke et enkelt æble, da den næste sultne person så bliver nød til at kravle lidt længere efter sin frokost. Men så længe andre, der måske ønsker deres egen æblehave, kan finde land, gødning og kerner, så er der ingen grund til, at de skulle have del i en have som indeholder en anden persons allerede foretaget forarbejdning.

Et rimeligt krav er altså, at andre ikke må berøves deres grundlæggende muligheder. Det er i orden at eje en æblehave og sælge æblerne til deres bytte-værdi på markedet. Men det er ikke i orden at hegne alle æbletræer ind, eller på anden måde gøre sig til eneleverandør. Selvom man måske derved kunne tjene styrtende ved at tvinge andre til at betale den pris man som monopol opkræver, eller undvære æbler, så er denne bytte-værdi kun opstået i forbindelse med en form for trussel om skade. Man har ifølge Locke ret til nytte-værdien af sit arbejde, men man har ingen ret til den absolut højest mulige markedsværdi – kun til at bytte sig til hvad markedet faktisk vil betale uden pression.

I praksis opstår der kun sjældent ny ejendom ud af det fælles ejede. Der foregår blot en kontinuerlig bytten og forædling af noget allerede ejet. Det er måske også derfor, man sjældent ser eller påpeger nogle af problemerne i Lockes antagelser. Der er f.eks. tydeligvis ikke tilstrækkelig jord med samme værdi til alle. Men på ét felt skabes, der hele tiden nyt og der synes endog at være nok til alle. Nemlig på den nye fælled af viden. Her sker der tilsyneladende en konstant stigende vækst – med stor kulturel, videnskabelig eller praktisk værdi for os alle.

Umiddelbart forekommer det derfor naturligt, at dette fælles ejede kan eksproprieres efter Lockes model: Vi tilfører noget mentalt arbejde og skaber derved noget ekstra-værdi som ikke var der før, som man følgelig har ret til at kalde sin ejendom. Inden man drager den konklusion, må man dog tage det forbehold med i sine overvejelser, at vi har med noget principielt andet at gøre – ikke en ting, men viden. Ud fra dette må man gennemgå Lockes tre betingelser og undersøge om og evt. hvornår de bliver opfyldt i forhold til ekspropriering af viden.

Produktion af viden

Hvad viden helt præcist består af, er en længere diskussion, men der er nogle helt tydelige kendetegn ved al information, hvad enten det er en bog, en matematisk teori, et musikstykke eller et kort. For de fysiske ting vi omgiver os med, gælder det, at én persons brug åbenlyst udelukker alle andres brug af samme ting. To mennesker kan ikke spise det samme æble. Derfor må enhver ejendomsret over fysiske genstande, der minimum inkludere en ret til brug, nødvendigvis altid indeholde en ret til at nægte andre at bruge den samme ting.

På dette punkt forholder det sig lige omvendt, hvad angår viden. To mennesker kan sagtens bruge den samme matematiske teori, eller høre den samme sang – det er faktisk uhyre svært at afholde dem fra det. Ejerskab over viden må derfor handle om at have moralsk ret til at afholde andre fra at anvende et givent stykke viden. Hvis vi definerede ejerskab over viden som blot en egen brugsret, så var diskussion allerede afsluttet – alle kunne simpelthen eje alt samtidigt og helt uproblematisk. Det interessante er om forfattere, musikere og videnskabsmænd har en ret til at kontrollere brugen og derved udelukke andre fra at bruge den viden de skaber.

Når først det er afklaret, så er det klart, at Lockes tre betingelser, der tilsammen er tilstrækkelige til at skabe en ejendomsret, ikke opfyldes på samme måde som de gør det med fysiske genstande. Betingelsen at man iblander sit arbejde i genstanden er måske opfyldt, men den støttes ikke længere af den anden betingelse om nødvendighed. Det er ganske enkelt unødvendigt at afholde andre fra et stykke viden for selv at kunne bruge det.
Modsæt æblehaver eller enkelte æbler kan man til fulde bruge sin opdagelse af hjulet, tyngdekonstanten eller internettet uden at nogen behøver blive ekskluderet fra at gøre det samme. Den værdi man har skabt i kraft af at den givne viden er brugbar og kan forbedre ens liv, tabes altså ikke af opfinderen, sådan som et æble tabes når andre spiser det, der er derfor ingen grund til at give nogen yderligere kontrol over den nye viden på denne basis.

Imod dette indvendes det typisk, at producenterne også har ret til en hvis bytte-værdi på markedet, hvilket Locke gladelig ville medgive. Det er helt normalt, at man i dag ser endog meget høje bytte-værdier på viden, hvilket producenterne naturligvis ville skulle undvære, hvis de ikke juridisk kunne afholde andre fra at bruge deres frembringelser.

Selvom man har en ret til den værdi, man kan bytte sig til på markedet, så kan man ikke kræve, at der indføres love og regler, som sikrer, at denne værdi skal ligge på noget bestemt niveau. Man har ikke ret til at indhegne alle æbletræer i England, påberåbe den resulterende høje pris som naturlig og derefter kræve at regeringen sikrer ens monopol. Man kan kun kræve, at man ikke frarøves sine retfærdigt vundne æbler, ikke at regeringen gør det profitabelt at foretage en given aktivitet.

Der er ingen grund til at dette skulle være anderledes for mentalt arbejde der frembringer viden. Ud fra Lockes argumenter har man en ret til den opståede ekstra nytte-værdi, men bliver bytte-værdien lig nul uden regeringens indgriben og tildelingen af et monopol over den pågældende viden, så er for så vidt ikke samfundets skyld eller problem. Ingen tvinges til at forsøge at leve af at skabe viden og kan man ikke gøre det uden monopoler må man lade være.

Naturligvis så, producenterne af viden, gerne love og regulering, der muliggør at behandle viden som en vare, på samme måde som landmænd gerne så toldbarrierer der beskytter deres marked. Det kan tænkes at samfundet af pragmatiske hensyn, forhåbentligt baseret på alles behov, vælger at give en sådan hjælp – men det skaber ikke nogen naturlig ret til denne øgede bytte-værdi. En landmand forventer ikke at få mere ud af en dag i marken end det naturlige afkast i korn. Selvom han sikkert gladelig tager imod et givent tilskud og er imod import af billigere korn, så har han ikke af den grund noget moralsk krav på at få mere ud af sit arbejde, end det naturligt medfører. Ingen har tvunget ham til at foretage arbejdet.

Hertil kommer, at Lockes sidste betingelse, at ingen skades ved eksproprieringen af privat ejendom meget sjældent kan overholdes, når det kommer til viden. På trods af at der i en vis forstand er uendeligt meget viden derude, så er der, paradoksalt nok, på ingen måde nok til alle. Afskærer vi nogen fra at bruge et givent stykke viden, så fratager vi dem jo netop en mulighed de havde før. Modsat æbler og lignende, hvor den næste sultne person kan plukke et nyt, så vil fjernelse af et stykke viden fra fælleden betyde, at netop denne viden aldrig kan bruges af andre – alle kopier er jo nøjagtig den samme viden, og det er netop dem alle man afholdes fra at bruge når vi tildeler eksklusiv brugsret.
At give eksklusiv ejendomsret over et stykke viden er at tildele et monopol, om ikke andet skades andre ved den deraf kunstigt højnede pris. Medmindre der er tale om viden, som ingen andre nogensinde vil komme til at kunne kendes ved, eller savne, så er der altid en eller anden form for skade påført. Det er jo kun i kraft af truslen om en sådan skade at retten til at afholde andre fra at bruge den givne viden får nogen magt, og derved værdi på markedet – hvor eksklusiviteten har nogen som helst værdi, så er det netop fordi der påføres en hvis skade.

Lockes betingelse om, at ingen må skades er ganske enkelt ikke opfyldt, og kan følgelig heller ikke støtte et argument om at viden altid er noget, man opnår ejerskab over ved at producere. Der er altså ingen af betingelserne, som kan etablere en naturlig ret til ejerskab over enhver skabt viden – men det vil senere vise sig, at der findes nogle ganske bestemte typer af viden, hvor der på grund af særlige personlige forhold opstår et moralsk krav. Men for viden, qua viden, er det en ren politisk beslutning om vi skal have ejendoms-rettigheder, og ikke noget der er et moralsk krav om, at staten skal indføre.

Skadeligt ejerskab

Selvom der ikke findes noget stærkt moralsk argument for at tildele ejerskab over enhver frembragt viden, så kan der være gode grunde til, at man alligevel vil etablere retten juridisk. Ofte ud fra et ønske om at motivere forfattere, videnskabsmænd og andre til at skabe ny viden, der vil komme samfundet til gode. I forbindelse med hvilke typer viden vi som samfund overhovedet kan tildele ejerskab over, må man kigge på, hvordan Lockes argument viser netop, hvad der gør ejerskab retfærdigt og derfor også, hvornår det ville være direkte uetisk at kræve eller tildele det. Det er med andre ord blevet på tide at kigge på Lockes tre betingelser som nødvendige.

Selvom man tolker betingelserne så venligt som muligt over for idéen om, at vi kan eje viden, opstår der problemer. Man kan nemt medgive den første betingelse, at der altid er et vist mentalt arbejde når man skaber ny viden. Den anden betingelse, at vi bliver nødt til at have ejerskab over det fulde resultat, kan med en vis rimelighed tolkes som rent støttende for den første, og altså irrelevant når blot den første betingelse er opfyldt. Men den tredje betingelse, at man ikke påfører nogen skade ved at spilde eller helt fjerne en begrænset ressource, vil, som det blev hentydet ovenfor, ofte blive overtrådt så kraftigt at enhver tildelt ejerskab nødvendigvis er uretfærdigt.

Der er masser af eksempler på vidensområder, hvor alle andres muligheder lider en meget klar og tydelig skade så snart noget ejes. Videnskabelige fakta eksisterer, der for eksempel ikke nogen andre tilsvarende stykker viden af – hvis en person ejer det faktum at massetiltrækningen er omvendt proportionelt med afstanden mellem legemerne, så er alt ingeniørarbejde pludselig under den persons kontrol, til stor skade for andre. Det samme ville gælde hvis en person ejede det matematiske faktum omkring retvinklede trekanter: : a2 + b2 = c2 eller teknikken til at forarbejde stål.
Tilsvarende for vores sprog – hvis en person kunne eje bestemte ord og udtryk ville alles evne til at kommunikere frit tage skade. Dette ses også inden for kunstige sprog såsom matematiske formler og ikke mindst computer koder. I USA kan man tage patenter på software, hvilket har resulteret i at de store firmaer nu kan få deres vilje gennemtrumfet over for de små, simpelthen ved at lægge sag an, rent baseret på den enorme mængde patenter den forsvarende part kunne tænkes at overtræde. Selv copyright, altså kontrollen med et bestemt udformet program, er skadelig – alle der vil skrive et tilsvarende program tvinges til at gøre dette lidt anderledes og altså mindre optimalt end det foregående, og er økonomisk ansvarlig for at kende til alle de udgaver der “er taget”! Selv med begrænset copyright over kun store programmer forskydes magtforholdene; en fransk programmør er blevet dømt for at bevise en fejl i et program ved at fremvise den problematiske kode. Brugere kan altså ikke dele forbedringer eller ændre programmer som det passer dem – de må ikke engang gøre opmærksom på at et program ikke virker.

Copyright lovgivningen giver også en hvis utilsigtet kontrol over kulturen. Vi sympatiserer naturligt med forfattere og musikere, der har brugt tid og energi på at skabe viden, og det synes rimeligt og i alles interesse, at de kompenseres. Men giver vi dem retten til at benægte andre at lade sig inspirere, citere og lave lignende frembringelser, så må børn ikke tegne Mickey Mouse i deres børnehave og ingen må indspille cover-numre. Så ville underholdningsbranchen ikke kun påvirke vores kultur gennem et massivt bombardement af film, musik og TV, de ville også have retten til at benægte andre at kommentere på den eksisterende kultur ved at citere, eller, som det er blevet populært i dag, skabe egne små sammenklipninger og fremvise dem på nettet. Som samfund skal vi tage en beslutning om, hvorvidt alle de nye muligheder for at deltage i kulturen ved at klippe, ændre, sammensætte og i det hele taget lege med de medier der omgiver os, er en naturlig del af at være menneske, eller om det er en særlig ret der kun tilkommer skaberen.

Der er også en fare i at romantisere netop skaberne, hvorved man tildeler dem større respekt, og måske rettigheder, end der tilkommer dem. Al viden bygger på noget tidligere skabt, hvilket er særlig tydeligt med kulturelle frembringelser. At påstå man har fuldt ejerskab over et givent stykke viden, blot fordi man er den sidste til at stille sig på skuldrene af kæmper og lægge den (foreløbig) sidste hånd på værket, er at påstå, at alle tidligere bidrag er af mindre værdi. Vi har lige så meget brug for muligheden for at klippe i, ændre på og lære af tidligere frembringelser, som vi har for at motivere folk til at lave nye. Kulturelle frembringelser ser ud til at ville pible frem hvor det er sjovt og nemt at lave dem.

I disse og i lignende eksempler, hvor man finder substantiel skade på andre muligheder, kan man altså ikke tildele ejerskab over viden – selvom vi måske finder det praktisk eller af anden grund ønskværdigt. Enhver retfærdig ejendomsret er begrænset af sådanne overvejelser, omkring hvem der skades og hvor meget – hvad enten den forsøges indført for at sikre en given indtjening, vi synes producenterne fortjener, rent pragmatisk for at skabe en øget vidensproduktion eller for at sikre individer deres rettigheder.

Du er, hvad du ved

Der er altså ikke nogen naturlig ret til at eje den viden, man har produceret, og der er store områder af viden, som vi slet ikke kan tildele med nogen rimelighed. Men det er stadig muligt, at der findes viden, hvor vores særlige forhold til det etablerer ejerskab. I så fald skal vi lede efter noget andet end rent mentalt arbejde, som det der iblandes det skabte – og gerne noget hvor nødvendigheden af at kontrollere det genopstår, samtidig med at der ingen skade er på andre.

Overbevisende kandidater er viden og information, som er en del af en selv – som slet ikke kan adskilles fra, eller fravælges af, det enkelte individ. Et eksempel kunne være et portræt eller ens navn. Det er en del af mit normale sociale liv, at jeg kontrollerer min opførsel, hvilke udsagn jeg er enig i, og hvordan jeg ser ud. Hvis vi lader andre bruge mit navn under et maleri, mit maleri over deres navn eller måske mit portræt i forbindelse med en politisk sag, så mister jeg noget af kontrollen med “min sociale person”. Stjålne online identiteter sætter dette på spidsen – hvis en person har overtaget min e-mailkonto eller Facebook-profil kan vedkommende pludselig styre mig online som en anden dukkefører og dermed skabe et helt forkert billede af mig. Hertil kommer information som er privat; hvad jeg har skrevet af personlige ting i min dagbog vil det naturligvis være lige så forkert for andre at læse på papir eller via magnetfelter i en harddisk, som det ville være at aflæse min hjerne.

Udover at det personlige forhold er meget stærkere end det at være skaber af et stykke viden, så vender disse typer personlig viden også nogle af de ovenstående konklusioner om. Hvad angår den anden betingelse, at der skal være en hvis nødvendighed der driver tildelingen af ejerskab, så er den tydeligvis opfyldt; det er netop nødvendigt at jeg har eneret på brugen af mit navn og portræt i forbindelse med social interaktion – et navn har jo ingen værdi hvis det ikke er eksklusivt, og jeg kan dårligt nok optræde i sociale relationer gennem breve, mails eller anden kommunikation uden. Og da personlige identifikationer kun er brugbar til dette formål er den tredje betingelse også er opfyldt. Der kan ikke ske nogen urimelig skade på andre ved at benægte dem at bruge så personlig viden: At folk ikke må underskrive checks, malerier eller breve i andres navn afholder dem måske fra en hvis indtægts-kilde, men aldrig noget legitimt formål.

For de typer af viden, som opfylder disse betingelser, gælder det altså, at vi ikke bare kan, men også bør, tildele ejerskab til den involverede person. De tre betingelser, som tilsammen er tilstrækkelige til at skabe en moralsk ret til ejerskab, er opfyldt. Når vores samfund har love om brugen af ens varemærker, navn og rygte, samt portræt-billeder, så er det ikke bare rimeligt og praktisk, men noget vi har et moralsk krav på.

Den nye fælled

Der er altså ikke et enkelt svar på om viden kan eller bør ejes, som gælder for alle typer viden – hvilket ikke er overraskende, når man gør sig klart hvor bredt et begreb “viden” egentlig er. Der er former for viden, som vi har en naturlig ret til at kontrollere, hvilket også er afspejlet i langt de fleste love verden over. Og selvom der ikke er noget iboende krav om, at vi skal kunne eje anden viden, så er der andre kategorier af viden, som vi kan gøre, og allerede har gjort, til genstand for ejendomsretten rent juridisk.

Hvad end man kalder det mediekultur, videnssamfund eller software-økonomi, så er det tydeligt, at viden, i denne brede forstand, er en ny fælled. Der er en uendelighed af viden derude, som ikke ejes af nogen, og vi gør i disse dage store indhug i at gøre den tilgængelig. Spørgsmålet er, om vi i så vid udstrækning som muligt skal bruge en privat ejendomsmodel, hvor enkelt-individer får hver deres del at bestyre og kontrollere, eller om vi primært skal fastholde den vundne viden som et fælles gode. Den sidste mulighed har historisk set været brugt for eksempel for græsnings- eller fiske-arealer, og kommer nemt ud for “fælledens tragedie”: Når alle deles om at forbedre, reparere og i det hele taget opretholde det fælles, så er det ikke særligt vigtigt for den enkelte om hans dyr spiser mere end engen har sundt af, om man fanger for mange torsk eller på anden måde skader fælleden til egen vinding. Man sviner måske ikke sit eget hjem til, for her skal man selv rydde det  op. Men siden det er samfundet som helhed, der betaler gadefejerne, kan man godt smide sit affald på gaden.

Men når det kommer til viden, er reglerne som nævnt anderledes, der sker ingen skade ved at alle bruger det samme stykke viden så meget, de kan. Tværtimod vil viden blive testet, udviklet og bygget videre på netop, når det er mest i brug, og det er faktisk kun når nogen afholdes fra en ønskværdig brug, at der overhovedet er mulighed for nogen “skade” i forhold til vores bedste brug af fælleden.

Men der er en positiv effekt ved det private ejerskab, som Locke og mange senere økonomiske analyser har vægtet, man vil naturligt passe bedre på ens private ejendom end det fælles ejede. Viden skal naturligvis ikke opretholdes eller “passes”, men man kan tale om en tilsvarende øget motivation for at forbedre eller skabe nyt. I denne forbindelse kan det være praktisk for samfundet at give et vist ejerskab over viden, for at motivere til dens skabelse. Det er netop tanken bag patenter og i høj udstrækning også copyright – vi giver opfinderen, musikeren og forfatteren et begrænset monopol, fordi vi gerne vil have folk til at opdage ny viden, lave musik og skrive bøger. Der er måske ingen naturlig ejendomsret til ens frembringelser, men vi kan konstruere den kunstigt ved lov.

Som det blev vist, så kan tildeling af eksklusivitet over idéer, metoder og teknikker i stil med patenter, kun ske når der ingen grundlæggende skade gøres andre i det pågældende forskningsfelt, og dermed på videnskabens og teknologiens videre fremskridt. Det vil sandsynligvis være nødvendigt at kunne inddrage patenter, når de gør for megen skade, og i det hele taget kan de ikke betragtes som skøder til et område af viden, men et midlertidigt monopol til udnyttelse, i stil med de første selskaber såsom Østindisk Kompagni, der fik retten til handel med fjernøsten.

Tilsvarende for copyright og anden kontrol med kulturelle genstande, vi kan ikke tillade, at nogle få har en større og større ret til at bestemme hvem, der må citere hvad. Til gengæld kan vi tildele en “tynd copyright” der kun dækker over retten til at udgive og tjene på det enkelte værk – hvilket i øvrigt også var copyright-lovgivningens formål dengang, den blev skabt for over hundrede år siden.

Men før man opretter flere ejendomsregler end måske nødvendigt, skal man også huske, der findes andre modeller, og at manglen på ejendom ikke betyder, at ingen kan blive betalt.

Ud fra en eksklusive ret til at bruge eget navn og billede, viser det sig eksempelvis, at en musiker stadig vil være den eneste, der kan sælge officielt godkendte Cd’er eller mp3-filer og tjene på koncerter og merchandise – selv hvis vi overhovedet ikke tillader nogen kontrol over det enkelte nummer. Programmører bliver rutinemæssigt hyret til en given opgave af gangen, også til at skabe fri software til fælles bedste. IBM kan bedre sælge en server, hvis der ligger et godt styresystem på den, og de enkelte firmaer har ofte brug for en bestemt udvidelse på et eksisterende, frit system som alle nyder godt af bliver bedre.

I stedet for at betale for adgang til en ressource skal vi blot betale for arbejdstimerne, der går med at skabe den. Det er i høj grad det, vi allerede gør, når vi som samfund bygger veje, støtter kræftforskning og hyrer lærere på timebasis frem for efter mængden af viden de får ind i hovedet på børnene. I den private sektor er det også helt normalt at aflønne per time frem for akkord-basis – om ikke andet så fordi det er et enormt arbejde at holde øje med hver medarbejder og hver vare. Vælger vi akkord-modellen for viden i vores samfund, så skal vi holde styr på hver enkelt borgers produktion og brug, samt hver enkelt “vidensvare”, vi har konstrueret juridisk. En sådan ordning vil være dyr at holde kørende, og er sandsynligvis slet ikke dens utilsigtede skade på rettigheder og muligheder værd. Medmindre det kan vises, at det er til samfundets bedst at leve med og betale for en sådan ordning, synes det rimelig,t at lade viden produceres naturligt. Dem, der har brug for et givent stykke viden på et givent tidspunkt kan selv frembringe den eller betale andre en timeløn for at gøre det.

Det er ikke en fejl ved viden, at den som udgangspunkt kommer alle til gode og bliver bedre af at deles, og det er ikke noget, vi behøver rette op på for at kunne fortsætte vores vidensøkonomi. Tværtimod. Locke er grundlaget for liberal tankegang, og ofte ignoreres de særlige karakteristika ved viden til at argumentere, med Locke i hånden, for at viden er en vare og privat ejendom. Det bringes også tit på banen, at uden ejendomsret ville ingen producere viden. Sådanne argumenter ignorerer både Lockes egentlige teori, og den historiske udvikling, hvor ikke så lidt viden er blevet, og bliver, produceret helt uden ejerskabsforhold. En ægte liberal tankegang i takt med Locke ville faktisk være at se viden først og fremmest som et gode, der er ønskværdigt for mennesker og så stole på, at markedet vil dække dette behov, uden behov for indgreb, eksklusivitet eller monopoler.

Kristian Lund er uddannet filosof fra Aarhus Universitet med et speciale omhandlende ejendomsret.