Er milliardærer en trussel mod demokratiet?

Interview med Darrell West. I sin seneste bog Billionaires: Reflections on the Upper Crust (2014) ser den amerikanske forsker og forfatter Darrell West nærmere på den politiske aktivisme blandt verdens omkring 1.600 milliardærer, som han mener udgør et alvorligt problem for det politiske system og demokratiet som sådan. Læs her et interview med West, der bl.a. giver sit bud på, hvad der skal til for at til for at modvirke de negative konsekvenser af de ultrariges – ofte succesfulde – forsøg på at påvirke politiske processer.

23.6.2015

Af Morten Ammitzbøl

Darrell West er forsker ved en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke The Brookings Institution i Washington og var tidligere professor of Political Science and Public Policy ved Brown University i Providence, New England. Derudover er han forfatter til mere end 20 bøger om bl.a. teknologipolitik, uddannelse og sundhedspleje.

Wests seneste bog Billionaires: Reflections on the Upper Crust (Brookings Institution Press, 2014) ser nærmere på den politiske aktivisme blandt verdens omkring 1.600 milliardærer, som forfatteren mener udgør et alvorligt problem for det politiske system og demokratiet som sådan.

Turbulens mødtes med West i København, hvor han var inviteret til at tale ved forskningsplatformen CBS Public-Private Platform. I interviewet præsenterer han bogens centrale fund og peger på nogle af de tiltag, han mener, der skal til for at modvirke de negative konsekvenser af milliardærernes politiske aktivisme. 


Hvad fik dig til at skrive en bog om milliardærer?

Jeg var interesseret i emnet på grund af den økonomiske ulighed, som i USA i øjeblikket er på det højeste niveau siden 1920erne. Samtidig ser vi, hvordan milliardærer i stigende grad bliver politisk aktive: I de senere år har enkeltindivider brugt hundredvis af millioner af dollars på at påvirke valgkampe. Dette, mener jeg, rejser en lang række spørgsmål om, hvordan det politiske system og demokratiet fungerer.

Hvor mange milliardærer findes der på verdensplan?

Der er lidt over 1600 milliardærer i alt i verden. Omkring 500 af dem bor i USA, mens Kina er stedet med den største vækst i antallet af milliardærer. Generelt er de dog spredt ud over hele kloden.

Hvem er den typiske milliardær?

Det er svært at identificere en typisk milliardær, men en stor del af dem er ældre, hvide mænd. Den store undtagelse er de yngre milliardærer, der i mange tilfælde er blevet rige på forskellige områder indenfor digital teknologi. Men selvom mange milliardærer tilhører kategorien ‘ældre, hvide mænd’, er de helt forskellige med hensyn til interesser og personligheder.

Hvad kan man sige om milliardærernes politiske holdninger? Adskiller de sig fra befolkningen som helhed?

Der er konservative milliardærer, moderate milliardærer og venstreorienterede milliardærer. Men ser man på donationerne i de sidste par valgkampe i USA, så tilfaldt 80% af pengene Det Republikanske Parti, som i stort omfang favoriserer lave skatter og begrænset statsregulering. Så milliardærerne er uden tvivl mere konservative i deres politiske holdninger end den brede befolkning.

Din bog beskriver, hvordan milliardærer bruger deres rigdom til at påvirke valg og lobbye for eller i mod bestemte lovforslag. Hvad er konsekvenserne af dette for det politiske system?

Milliardærernes politiske aktivisme har i mange henseender skubbet det politiske system mod højre – netop fordi den økonomiske elite ønsker at holder skatterne lave. Dette gør det svært for regeringer at opretholde de indtægter, de behøver for at finansiere uddannelse og sundhedspleje.

Samtidig har vi set en række tilfælde, hvor milliardærer – som oftest med succes – selv har stillet op til valg. Det mest kendte eksempel er nok Berlusconi i Italien, men man kunne også nævne Poroshenko, den nye præsident i Ukraine. Og der er en række andre.

Et centralt begreb i din bog er, hvad du kalder ‘the wealthification of politics’. Hvad dækker dette over?

Begrebet henviser til, hvordan rigdom nu gennemsyrer samfundet og det politiske system. Milliardærer forsøger at fremme deres egne politiske ideer og påvirke valg. En lang række milliardærer har grundlagt foreninger og forsøger derigennem at påvirke den politiske proces, mens andre opererer via almennyttige organisationer.

Ifølge din bog er et af de helt store problemer ved de store pengebeløbs indtog i politik manglen på gennemsigtighed og oplysningskrav. Er dette primært et problem i USA?

Det er i hvert fald et faktum, at USA har oplevet en stigning i dark money (ikke-oplyste bidrag, red.), hvilket gør det næsten umuligt for vælgerne at vide, hvem der står bag hvilke budskaber. Men det er ikke et fænomen, der begrænser sig til USA. I en lang række lande findes der almennyttige organisationer, som – fordi de sjældent er underlagt oplysningskrav – kan bruges til at kanalisere penge ind i politik, uden at offentligheden får noget at vide om det.

Er milliardærernes politiske aktivisme et nyt fænomen?

Der har altid været store pengebeløb i politik, men jeg vil mene, at fænomenet virkelig er eksploderet i løbet af det sidste tiår. I den amerikanske valgkamp i 2012 så man en lille gruppe af ultrarige bruge hundredvis af millioner af dollars i forsøget på at slå præsident Obama. De tabte, men fordi de er smarte forretningsfolk, som prøver at lære fra deres fejltagelser, gik de tilbage og analyserede, hvad der gik galt. Ved midtvejsvalgene i 2014 udviklede de derfor nye kommunikationsformer og reklamekampagner, som var langt mere effektive end tidligere. Det hjalp Republikanerne med at genvinde kontrol over Kongressen.

Så Obamas sejr i 2012 var i virkeligheden undtagelsen, der bekræfter reglen?

Nogle ser det faktum, at højrefløjen brugte enorme summer på at slå Obama, men tabte, som bevis på, at demokratiet fungerer, og at systemet ikke er udfordret. Men det er langt fra langt fra sikkert, at en valgsejr som Obamas kan finde sted i fremtiden.

I hvert fald så man som sagt, at konservative donorer havde stor succes ved midtvejsvalgene i 2014, og flere har allerede indikeret, at de vil bidrage med endnu større summer i 2016. Brødrene Charles og David Koch (konservative forretningsmænd og ejere af Koch Industries, den næststørste privatejede virksomhed i USA, red.) har eksempelvis udtalt, at de vil bruge 889 millioner dollars på valgkampen.

I lyset af alt dette, kan man så stadig påstå, at partierne repræsenterer folkets interesser?

Det er i hvert fald blevet sværere, fordi politik i så høj grad er blevet overtaget af ‘store penge’. Tidligere var der en række mekanismer, der begrænsede pengenes mulighed for at påvirke politik: Der var forskellige interesser repræsenteret indenfor de enkelte partier, ligesom nyhedsmedierne kunne informere vælgerne om, hvad der foregik. Men disse traditionelle elementer står meget svagere nu. Så demokratiets sundhed er i den grad på spil i øjeblikket.

Repræsenterer medierne ikke stadig folkets interesser? Kan de ikke afdække de hemmelige donationer og modvirke den ikke-gennemsigtige politiske indflydelse?

Milliardærer er begyndt at opkøbe aviser, fordi de forstår, at hvis man kontrollerer medierne, kontrollerer man den folkelige opinion. Så medierne tjener langt hen af vejen de riges interesser.

Samtidig er aviserne stillet overfor en stor udfordring på grund af den digitale teknologi. Folk kan få informationer fra nye kilder, og man læser ikke aviser i samme omfang som tidligere. Så hele den forretningsmodel, der understøttede nyhedsmedierne, står meget svagere. Og derfor er det blevet sværere for journalister at udføre rollen som vagthund og hjælpe vælgerne med at forstå, hvad der foregår i politik.

I din bog beskriver du Watergate som en begivenhed, der rent faktisk resulterede i love om større gennemsigtighed og offentliggørelse af donationer.

Der plejede at være meget stærke regler for valgkampfinansiering i USA. Der var regler for, hvor meget enkelte individer kunne bruge, og der var meget stærke oplysningskrav. Men i løbet af de sidste 40 år er alle disse restriktioner de facto blevet elimineret, og nu har vi Det Vilde Vesten, hvor alt er tilladt. Partierne, kandidaterne og individuelle donorer kan bruge de beløb, de vil, og der er meget lidt gennemsigtighed i systemet.

Jeg er klar over, at en række europæiske lande stadig har ret strenge regler for valgkampdonationer. Men folk skal ikke gå ud fra, at dette også vil være tilfældet i fremtiden, for folk er begyndt at finde ud af, hvordan de kan snige sig udenom reglerne.

Et af de helt afgørende smuthuller er netop de velgørende organisationer og foreninger. I de fleste lande er der ikke særligt strenge oplysningskrav for disse, og derfor kan man kanalisere bidrag gennem disse foretagender og påvirke den politiske proces, uden at offentligheden får noget at vide.

Hvad kan man, som du ser det, gøre for at modvirke disse udviklinger?

Fordi den økonomiske ulighed er så høj, er det allervigtigste at opretholde mulighederne for, at folk fra beskedne kår kan få en uddannelse og et job. Lønningerne har været stagnerende i næsten 30 år, det er blevet meget dyrere at få en uddannelse, og det er i det hele taget meget sværere at komme frem i verden. Derfor er vi nødt til at forbedre rammerne for de kommende generationer, så unge mennesker med gode ideer har mulighed for at udvikle disse.

Så mindre ulighed ville indvirke positivt på hele det politiske system?

En stærk middelklasse er en af de bedste forsvar for demokratiet. Hvis den økonomiske ulighed er for høj, bliver middelklassen kynisk overfor staten og føler, at den ikke gør noget for at hjælpe dem. Folk holder op med at stemme eller stemmer ikke i samme antal, og den lave valgdeltagelse gør det muligt for de rigeste at påvirke valget til deres egen fordel. Man ender således i en situation, hvor politik tjener de rigestes interesser og ikke middelklassens.

I bogen skriver du, at den føromtalte ‘wealthification’ skal angribes på tre forskellige niveauer: politisk, økonomisk og socialt. Kan du uddybe dette?

Det politiske aspekt handler om at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed i den politiske proces, så vælgerne ved, hvem der står bag hvilke budskaber. Afsenderen er ligeså vigtig som budskabet, og derfor er folk er nødt til at kende førstnævnte, hvis de skal kunne vurdere den politiske proces tilstrækkeligt klart.

Med hensyn til det økonomiske aspekt handler det om at adressere den høje ulighed og sikre, at middelklassen har de nødvendige økonomiske og uddannelsesmæssige muligheder. Det er nemlig middelklassen, som har idéerne til nye forretningsmodeller og som står bag start-up-virksomhederne. Det er dem, der på langt sigt skal drive økonomien fremad.

I din optik, skal Demokraterne – som ikke har adgang til lige så store donationer som Republikanerne – forsøge at distancere sig fra milliardærerne og deres metoder? Eller skal de i stedet samarbejde med og forsøge at påvirke dem ad den vej?

I 2014 distancerede Demokraterne sig fra milliardærerne og angreb ‘de store penges’ indtog i politik – og de endte med at tabe. I 2016 omfavner de derfor milliardærerne og prøver at finde venstreorienterede af slagsen, som kan udligne bidragene fra de konservative. Hillary Clinton forsøger at få opbakning fra George Soros, Michael Bloomberg og andre ultrarige. Men det viser i en vis forstand problemet: Du er nødt til at have milliardærer på dine side, for det er et våbenkapløb, og man er nødt til at holde sig kampklar.

Kan man forestille sig, at en mere lige konkurrence ville neutralisere problemet? Dvs., at hvis venstreorienterede og konservative milliardærer bidragede med lige store summer, så ville de udligne hinanden?

Ikke nødvendigvis. For der er ét punkt, hvor liberale og konservative milliardærer deler holdning, og det er ift. skattepolitik. Ingen af dem ønsker at hæve skatterne for de rigeste, og det var faktisk et stort problem for Obama i 2012, da han forsøgte at få opbakning fra venstreorienterede milliardærer. Selvom de var enige i 80% af hans politik, så var de uenige i, at skatten skulle hæves for de rigeste. Så det var et tilfælde, hvor klasse trumfede ideologi.

Afslutningsvis, er du bekendt med milliardærer, der har læst din bog og kommenteret på den?

Jeg har faktisk fået positive og negative kommentarer fra milliardærer. Der var en person – han var godt nok ikke milliardær, men multimillionær – som var meget utilfreds med nogle af bogens konklusioner og truede med at lægge sag an for at stoppe den lige før udgivelsen. Det var ret besværligt at håndtere.

Omvendt er der flere milliardærer, som personligt er meget bekymrede for den økonomiske ulighed og de ultrariges politiske aktivisme, og de har udtalt sig meget positivt omkring bogen. Så reaktionerne har både været positive og negative.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *