FLAMING – Kunstens kritiske potentiale?

1.10.2005

Af Marjanne Kurth

Følgende samtale med kunstneren Mikkel Søndergaard tager sit udgangspunkt i et indledende møde, hvor frustrationerne over kunstens rolle og funktion i dagens visuelle kultur viste sig at være et fælles mødested. Diskussionen om kunstens rolle har altid været omdrejningspunkt for kunstnere og kunstformidlere og skal til stadighed være et fortløbende indlæg i den offentlige debat – i dag måske mere end nogensinde? Men lykkes det kunsten at skabe debatten? Og lykkes det for kunsten at indtage en afgørende position i dagens samfund? Og ikke mindst, hvordan forholder det sig med kunstens kritiske potentiale i dag? For at nærme os svarene på blandt andet disse spørgsmål besluttede vi at tage udgangspunkt i et konkret værk – Mikkel Søndergaards Flaming – og føre en fortløbende diskussion af kunst over de næste tre måneder. Nedenstående korrespondance vil således løbende udbygges.

Flaming kunne forstås som et projekt, der direkte og indirekte tager fat i nogle vigtige problemstillinger omkring kunstens funktion i samfundet. Hvordan vil du indledningsvist beskrive Flaming?

Flaming er et forslag til et visuelt forum. Med tabloidformatet som fysisk ramme lægger Flaming sig op ad en klassisk avistradition for nyheder, debat og indsigt. Meningen er, at avisens natur som medium skal udnyttes: Tryk på papir skal præsenteres som en oplevelse for læseren, som samtidigt sidder med et fysisk “værk” i hånden. Indholdet i avisen skal tage udgangspunkt i kunstneren som billedmager og samfunds- og kunstkritiker. Flaming er tænkt som en stor, uformelig svamp, som udvikler sig fra udgivelse til udgivelse. I et nummer kunne man give avisen fri til en kunstnergruppe, i et andet kunne der være fokus på fotografi i dansk samtidskunst, i et tredje kunne billeder i forhold til tekst være i fokus og så videre. Det eneste, som er fast, er avisens fysiske form og udgangspunktet som klassisk papiravis. Avisen skal udnyttes som både diskussionsforum og som en kunstnerisk flade, der udgives til en større læserskare. Flaming skal have en redaktion, som fastsætter og planlægger den praktiske del, samt “kuraterer” hver enkelt udgivelse.

Fænomenet og avisen Flaming

Hvorfor titlen Flaming? Den første artikel i avisen hentyder til fænomenet Flaming, altså den chikane, der finder sted på mange af internettes debatfora.

Ja, det er rigtigt, at Flaming er et begreb, som er opstået som følge af de problemer, der er registreret på forskellige internet chatrooms. Flaming betyder vel nærmest ‘svitsning’ på dansk. Altså det at hænge en anden person ud til offentlig bespottelse. Man kan sige, at chatrooms og de SMS-tjenester, som formidler anonym kontakt, er svære at styre. Det er meget let at tilsvine folk uden at give sig selv tilkende; det er uforpligtende, og man er sådan set forsvarsløs, hvis det sker. På den måde er Flaming-projektet en modreaktion.
Jeg har taget udgangspunkt i ordet Flaming, fordi det har flere betydninger. Det henleder tankerne på ‘intensiv energi’ og ‘høj eksplosion’, så jeg synes, det er godt ord. Der ligger et paradoks i brugen af ordene, ligesom det måske er et paradoks, at man må tage den klassiske avis i brug for at lave et forum for kunst, diskussion og billeder.

Ydermere kan avisen Flaming vel forstås som en kritik af mediernes unuancerede brug af illustrationer? Du nævner selv, at det er et visuelt forum, der lægger sig op ad den klassiske avistradition, hvor avisens natur som medie skal udnyttes. Betyder det, at du vil påpege debattens fravær i dagens samfund? Er Flaming i denne forbindelse et forsøg på at genindføre en debat omkring f.eks. nyhedsmedierne og de negative aspekter ved dem?

Jeg fik ideen til at lave en ‘gammeldags’ trykt avis med de fordele og ulemper, der er ved et – i en hyperinformationstid meget langsomt og omstændigt – medium. Produktionsmæssigt er avismediet ret dyrt, og det kræver et stort setup at lave en udgivelse på f.eks. 32 sider i et oplag på 5.000. Det en helt anden sag end at lave en hjemmeside. Fordelen ved en avis er, at bordet fanger. Man kan se, hvem der står bag. Gennemskueligheden og langsommeligheden er for mig at se to store kvalitetsparametre – plus den simple ting, at man sidder med en fysisk ting mellem hænderne. Man får en helt anden oplevelse ved at sidde med en trykt avis end ved at sidde ved en computer. Avisen er det første rigtige nyhedsmassemedium, og på trods af Internettet tror jeg ikke på, at den fysiske avis bliver glemt. Dertil er traditionen for lang og for stærk.

Kunstens rolle i Medierne

Men bag dette at benytte sig af avisen som medie, ligger der så ikke også en erkendelse af, at kunsten ikke formår at gøre sig gældende på egen hånd i takt med massemediernes stigende rolle i samfundet? Kan man, med de mange nye medier, frygte, at der bliver mindre og mindre plads til præsentation og formidling af en lang række kunstformer?

Det er svært at afgøre, om massemediernes stigende rolle i samfundet direkte har indvirkning på kunstens gennemslagskraft. Samtidskunst er nok en ret elitær størrelse, som primært eksisterer i og omkring kunstinstitutionerne og henvender sig til et snævert publikum. Man kan konstatere, at den enkelte forbruger og beskuer har mange valgmuligheder, og at billedkunsten for den brede danske befolkning kun er ‘flimmer på skærmen’. Mit syn er måske for dystert, men jeg tror ikke på kunst som en bred, oplysende og demokratiserende faktor for hele samfundet. Massemedierne har det, der skal til for at nå masserne, simpelthen fordi de er massemedier. Kunstens succeskriterium er dens blotte eksistens i samfundet, og det er vigtigt.
Kunsten tager en lakmusprøve på samfundet, når den vil. Jeg tror, at en af kunstens opgaver er at påpege samfundsmæssige problemer og skævheder gennem et visuelt sprog. Et aktuelt eksempel er behovet for langsommelighed. Oplevelsen af visuel kunst (her taler jeg primært om maleri og skulptur) kræver langsomhed. Ting tager tid, og tiden, som vi som mennesker faktisk er tvunget til at forholde os til (eller i hvert tilfælde underlægge os), kan man opleve i f.eks. et maleri. Man kan se, at tiden er gået i aflejringer og materiale, og måske også i et eventuelt motiv. Et maleri giver beskueren mulighed for at reflektere over tid, liv, død, håb, fortvivlelse og følelser uden, at slutningen bliver fortalt på forhånd. Det ligger måske bare ikke i tidens tendens at bruge tiden på den måde. Det kræver stor anstrengelse, og det giver tumult i hjernen, fordi man skal forholde sig til noget, man ikke kan se på TV. Der er heller ingen interaktive flugtveje, hvis man keder sig 
 

Kunsten i det kapitalistiske samfund

Der er imidlertid klare tendenser til en styrkelse af en transnational underholdningskultur, hvor mediemæssig ejerkoncentration er stærkt medvirkende. Man kunne frygte, at de kommercielle tendenser virker ensrettende, og at en offentlig kunst- og kulturpolitik pludselig kan blive afgørende for, at det overraskende, det ikke-planlagte, det usælgelige, det uaccepterede og uforståelige kan sikre en mangfoldighed i samfundet. Spørgsmålet er så hvorvidt det lykkes for kunsten og kunstformidlerne at tage denne kamp op?

Kommercialisering, udvanding, ensretning… Det klinger skidt. Vi lever i et kapitalistisk samfund, og at penge skulle ændre det kunstneriske brændstof, nægter jeg at tro. Samfundet er ikke mindre kompliceret at navigere rundt i på grund af materiel og økonomisk overflod. Kunstneren bliver ved med at tage livtag med det kaotiske og uforudsigelige. Er der et paradigmeskifte, som er kommet som en del af udviklingen, er det ikke et problem, at et større antal personer kan leve af kunst. Problemet opstår, hvis den kunstneriske frihed kvalitet bliver styret af folk, som ikke har forstand på det. Det må styres stramt politisk, at de overordnede beslutninger omkring kunst ikke tages i virksomhedernes direktionslokaler.

Mikkel Søndergaard – (f. 1975); 2000-03 –Designskolen: Bachelor i grafisk design og illustration, Kolding,Danmark; 2002-04 – Det Kongelige Danske Akademi, København, Danmark;2005- Afgang fra designskolen: Master i grafisk design og illustration,Kolding, Danmark; 2005: Udstilling på Galerie Birthe Laursen, København