Forestillinger om Tyrkiet

1.1.2006

Af Rasmus Holm-Pedersen og Esben Hjuler

I denne anden del af interviewet med Mustafa Akyol og Kerim Balci handler det om det økonomiske boom i Tyrkiet, om vestlig orientalisme, om spørgsmålet om en tyrkisk identitet, om tyrkere udenfor Tyrkiet – og deres forestillinger om hjemlandet.

Kapitalismens ånd og islamisk etik

Tyrkisk økonomi oplever i disse dage et nærmest uhørt økonomisk boom. Dette boom skyldes tilsyneladende en høj tyrkisk arbejdsmoral. Kan Max Webers fremstilling af overensstemmelsen mellem kapitalismens ånd og protestantismens etik appliceres på begrebet “Den Anatolske Tiger”?

Akyol: En europæisk tænketank lavede en undersøgelse af det økonomiske liv i provinsbyen Kayseri, og rapporten kom til at hedde “islamisk calvinisme”. Kapitalisme kombineret med islamisk etik klarer sig strålende i Tyrkiet i dag. I de meget konservative provinser produceres fx jeans i enorme antal. Islam er i høj grad direkte kompatibel med kapitalisme. Profeten Muhammed selv var jo købmand, og muslimer har altid været gode købmænd. Da den muslimske civilisation var på sit højdepunkt, var det jo bl.a. på grund af et blomstrende handelsliv.

Læs den omtalte rapport fra tænketanken ESI

Men da så civilisationen begyndte at forfalde, fulgte så en anti-merkantil konservatisme, der argumenterede for, at forretning fjernede muslimen fra Gud etc.. Helt op i det 19. og 20. århundrede, da arabiske muslimer begyndte forskellige moderniseringsprocesser, var foragten for handel til stede, hvorfor de arabiske lande forsøgte sig med socialistisk modernisering i stedet. De socialistiske projekter slog altid fejl, for socialisme slår altid fejl. Men i dag trives kapitalismen sammen med den islamiske etik, og det er selvfølgelig godt for Tyrkiet og for den islamiske verden. Folk, der tror på – og er involveret i – forretning og det kapitalistiske projekt i det hele taget, ønsker stabile, demokratiske regeringer. Kapitalismen virker således stabiliserende på demokratiet. De konservativt muslimske forretningsfolk vil aldrig drømme om at støtte islamisk fundamentalisme; de støtter AKP.

Balci: Der er her tale om en mild (og ikke vild) kapitalisme, der vedkender sig sit sociale ansvar ved at tage hånd om de svageste. Det er en form for kapitalisme, hvor den enkelte kapitalist ikke kun fokuserer på sin egen rigdom, men også på at inkludere så mange som muligt i denne. Hvis ens forretning går godt, hjælper man sin ven eller nabo til at åbne en lignende et andet sted.

Akyol: Altså kapitalisme, der beriges af moralske værdier. Når den rige entreprenør har de rette moralske værdier, deler han ud af sine penge, hvilket virker til at afhjælpe den værste fattigdom. Det er kapitalisme, der virker. Det virker i USA, og det virker i Tyrkiet.

Balci: Det er dog vigtigt at bemærke, at hvor sammenkoblingen af calvinisme og kapitalisme historisk set har foregået af sig selv (den ene er fulgt med den anden og omvendt), virker sammensmeltningen mellem islam og kapitalisme måske ikke så automatisk. Islam har jo altid været der, mens kapitalismen først lige er kommet til. I anden halvdel af det 20. århundrede havde Tyrkiet tre hovedproblemer: analfabetisme, fattigdom og – til dels som en følge af disse to – alvorlige etniske og sociale stridigheder internt i landet.

Det var de muslimske samfund rundt om i Tyrkiet, der forsøgte at løse disse problemer – ikke staten! Mange religiøse samfund og bevægelser begyndte at åbne skoler, der tilbød moderne og højt kvalificeret undervisning – i modsætning til de offentlige skoler. Jeg har selv gået på den slags private skoler. De, der ikke havde råd til disse skoler, lånte pengene, hvilket betød, at det ikke kun var de mest privilegerede, der sendte deres børn af sted på private skoler. Og børnene, den nye store generation af veluddannede unge gik så ind i erhvervslivet eller bureaukratiet med de muslimske værdier, de havde fået på skolerne. Denne satsning på uddannelse blev foretaget med det erklærede formål at bekæmpe fattigdom ved at skabe vækst, hvormed de religiøse samfund faktisk tilskyndede alle veluddannede til at starte som selvstændige.

Og det virkede; mange af de anatolske tigre ville formentlig aldrig have startet eget firma, hvis det ikke var for det muslimske skolesystem. Folk satser altså på at tjene penge – ikke fordi de elsker penge, men på grund af deres religiøse baggrund. De rige muslimer bruger masser af penge på at uddanne unge muslimer, og disse penge udbetales med det ene formål at uddanne unge kapitalister med værdierne i orden. Modsat den vilde, vestlige kapitalisme, hvor man kun ser firmaer betale uddannelser med det formål at kunne sikre sig kvalificeret arbejdskraft. I fremtiden vil de tyrkere, der flytter til Europa, være højtuddannede, der taler europæiske sprog. Det vil i modsætning til i 1960erne ikke være det laveste lag i samfundet, der emigrerer til Europa. Heldigvis.

Orientalistiske fremstillinger af Tyrkiet

Det lader altså til, at dynamikken i det tyrkiske samfund findes i det civile samfund – og ikke i staten. I synes at være enige om, at en analyse af det tyrkiske samfund bør tage sit udgangspunkt i det civile samfund – og ikke i staten, som det ellers har været reglen for sociologiske eller historiske undersøgelser af Tyrkiet?

Balci: Ja, det sidste er jo netop problemet med vestlig orientalisme. De europæiske sociologer begynder altid på regeringsniveau, for i deres bevidsthed er alt økonomisk, socialt eller religiøst også politisk. Men i Tyrkiet (som i Pakistan og flere arabiske lande) finder mange af disse bevægelser sted udenfor det politiske felt – i det civile felt. Men det civile felt – og dermed alle mulige folkelige bevægelser – afvises; man lader som om, de ikke eksisterer. I de arabiske lande er der voldsom aktivitet blandt demokratiske bevægelser. Men denne aktivitet finder sted i gaderne – ikke i aviserne, og de bliver da slet ikke nævnt i undersøgelser fra universiteterne, som jo er kontrolleret af regeringerne.

For nylig udkom der fra et tyrkisk universitet en undersøgelse, hvor deltagerne var blevet spurgt, om en utro kvinde skulle henrettes. Og 43% havde åbenbart svaret ja. Jeg har aldrig hørt om en mere åndssvag undersøgelse! For problemet er jo, at vi, der læser om undersøgelsen, ikke har set spørgsmålet, som er udformet af det statskontrollerede universitet. Og staten, der på trods af regeringen stadig domineres af kemalisterne, som jo ikke er interesseret i EU-medlemskab, kan faktisk have fabrikeret denne undersøgelse for at skræmme de europæiske lande. Det kan jo godt lade sig gøre at stille spørgsmålet på en måde, så 43% af en given befolkning vil svare ja til det. Blev jeg spurgt, om jeg – efter at have fundet min kone i min seng med fire mænd – kunne finde på at tænke på måske at overveje at slå min kone ihjel, så ville jeg måske svare ja. Pointen er, at man ved, hvad svaret på undersøgelsen skal blive, før man laver den. Og europæiske undersøgelser af Tyrkiet er desværre ofte sådan. Det er typisk orientalisme.

Ny tyrkisk identitet?

I har begge talt og skrevet om en ny tyrkisk identitet, og I laver begge en forbindelse mellem denne nye identitet og et nyt ansvar. Har I en vision for en tyrkisk mission i verden?

Akyol: Jeg vil ikke definere en ny tyrkisk identitet. Jeg vil i stedet sige: lad tyrkerne definere deres egen identitet. Tidligere har kemalisterne forsøgt at skabe forskellige myter om en tyrkisk identitet, fx om tyrkerne som en slags herskerrace og den slags. Eller opdigtede historier om tyrkiske civilisationer for 10.000 år siden. Ingen troede selvfølgelig på den slags. Ydermere var det en del af den nationale propaganda, at tyrkerne var etnisk “rene”, hvilket heller ikke er rigtigt: i dag ved vi, at der findes 30-40 forskellige etniske grupper i Tyrkiet (grækere, albanere, kurdere, arabere, armeniere etc.). Min familie kom fx fra Kaukasus for ca. hundrede år siden. Så hvad er tyrkiskhed? Jeg er en muslim, der bor i Tyrkiet. En anden tyrk ville måske opfatte sig som albaner med tyrkisk pas og med loyalitet mod både den albanske og den tyrkiske stat. Enhver må definere sin egen tyrkiskhed.

På et statsligt niveau kunne man sige, at det tyrkiske var at overholde den tyrkiske forfatning, der så selvfølgelig skulle skrives om. Statsborgerskabet skulle være den definerende faktor ved den tyrkiske identitet. Og vi er faktisk på vej hen imod det mål nu; vi befinder os i en overgangsperiode, hvor demokratiseringsprocesserne er ved at skabe mulighed for, at de folkevalgte kan sætte sig ned og lave en konstitution på folkets (og ikke statens!) vegne.

Balci: Jeg har eksplicit skrevet om en mission for tyrkerne – men ikke nødvendigvis for Tyrkiet. Jeg tænker dog ikke specifikt på tyrkere i Tyrkiet, men på tyrkere, hvor de end må befinde sig i verden. Selvfølgelig er det problematisk at afgøre, hvem der er tyrk, men lad os nu sige, at den, der føler sig tyrkisk, er tyrkisk. Jeg er ofte blevet kaldt “tyrkisk humanist”, og jeg mener, at tyrkere har en mission og et ansvar – både for denne verden og for den næste. Jeg mener, at tyrkere bør bekymre sig om jordskælvet i Pakistan eller Orkanen i USA. Det gør de fleste tyrkere i øvrigt også. Vi må huske på, at alle muslimer i verden – undtagen tyrkerne – har minder om kolonisering. Det indsætter dem i en reaktionær psykologi, der viser sig som grundlæggende modvilje mod Vesten. Ingen i den arabiske verden vil nogensinde tro, at USA har intentioner om fx at indføre demokrati i Irak. Selvom Irak skulle udvikle et fremragende og velfungerende demokrati, ville ingen tilskrive de amerikanske intentioner denne gevinst.

Men det er som sagt anderledes med Tyrkiet. Anatolien har gennem historien været mødested for mange forskellige og forskelligt definerede folkeslag og grupper. I den sydvestlige provinsby Konya har der fx tidligere levet hinduer, buddhister, zoroastrianere – udover de mindre eksotiske grækere, armeniere, jøder etc.. De er væk i dag, men de har været med til at forme mange aspekter af tyrkisk kultur. Tyrkisk musik er halvt græsk, halvt armensk. Man spiser uden problemer græsk mad, som så bare bliver kaldt noget andet. Tyrkisk kaffe er egentlig ikke oprindelig tyrkisk, men den blev det på et tidspunkt etc.. Tyrkiet er for mig at se et mulighedernes rum. Tyrkiet kan bibringe verden kærlighed; det er ikke sikkert, det lykkes, men jeg bliver ved at skrive om det.

Akyol: Jeg tror, at en genopdagelse af den osmanniske fortid vil være en nøgle til skabelsen af en ny tyrkisk identitet. Tyrkiet er sådan set bare en forlængelse af det Osmanniske Imperium, selvom det har nægtet det så længe. De mennesker, der i dag bor i Tyrkiet, er folkeslagene fra dengang, selvom nogle af dem er væk. Armeniere, arabere, kurdere etc.. Det osmanniske rige var langt mere multikulturelt, tolerant – moderne i virkeligheden. For kemalisterne blev det så – af forskellige årsager – et projekt i sig selv at negere dette. For at blive voksne burde tyrkerne se sig over skulderen og opdage, at det osmanniske samfund i virkeligheden var langt mere kompatibelt med den moderne verden end kemalisternes nationalistiske vision. Denne genopdagelse har faktisk været i gang i de sidste par årtier – indenfor arkitektur, kunst, musik etc..

Denne tyrkiske identitet, kan den siges at have en filosofisk eller ontologisk dimension? Den tjekkiske forfatter Milan Kundera har jo forsøgt at etablere Centraleuropa som et specielt privilegeret sted mellem øst og vest. Er det en forestilling, der er kompatibel med jeres vision for tyrkisk identitet?

Balci: Problemet er, at ligeså snart man begynder at forbinde det tyrkiske med det ontologiske, bliver man racist. Tyrkere er ikke bedre end alle andre folkeslag. Kalif Ali d. 4. blev engang spurgt, hvilke nationer var de bedste. Han svarede “de bedste i hver nation er de bedste”. Mennesker er gode eller onde, det er nationer ikke. Men de historiske omstændigheder gør, at Tyrkiet er i en ret speciel situation i dag. Hvis ikke vi var kandidatland til EU, ville situationen være helt anderledes.

Jeg råder ofte englændere i England til at kontakte det tyrkiske mindretal i England i forbindelse med terrorbekæmpelse. Det på trods af, at det tyrkiske mindretal i England kun udgør 300.000 mennesker, mens de Bangladeshiske og Pakistanske tilsammen udgør 3.000.000, dvs. er ti gange så stort. Men om få år, når Tyrkiet er med i EU, vil der formentlig være 10 gange så mange tyrkere som pakistanere og bangladeshere i EU. Vi har allerede været medlem af Europa i 400 år – her taler vi vel at mærke om historiske omstændigheder, ikke ontologiske temaer. Spørgsmålet om tyrkisk identitet er ikke ontologisk.

Tyrkere i Europa

Tyrkiet eksisterer også i Europa som et sted i herboende tyrkeres bevidsthed. I hvor høj grad fungerer “Tyrkiet” i de herboende tyrkeres bevidsthed som en utopi, et ikke-sted? Er der tale om et forestillet hjemland, som Salman Rushdie kalder det i essayet “Imaginary Homelands”?

Balci: Der er i hvert fald en paradoksal tendens til, at minderne bliver stærkere hos de unge tyrkere, der har boet her hele deres liv og måske har været på ferie i Tyrkiet, end hos de ældre (forældre eller bedsteforældre), der rent faktisk har levet i Tyrkiet. I de unges bevidsthed bliver forældrenes eller bedsteforældrenes hjemland gjort til en slags himmel, selvom de unge aldrig har været der. Så det er et forestillet hjemland, som Rushdie kalder det. På en måde er det faktisk bedst, så længe tyrkerne i Europa stadig tror, at de befinder sig i Tyrkiet, for i det øjeblik det går op for dem, at det her ikke er Tyrkiet men et andet land, mister de fodfæste.

Det er specielt slemt for kurdere fra Tyrkiet, der ikke kunne udholde livet i Tyrkiet og derfor forlod det. De var måske ikke engang hjemme i Tyrkiet. Under alle omstændigheder forlod de referencen, hjemlandet, og de tog den ikke med sig til Europa. De er ikke skildpadder, der bevæger sig rundt med deres hjem på ryggen. Men de kan heller ikke udholde at være i Europa, så de er hjemløse. For kurdere og tyrkere (i Tyrkiet såvel som i Europa) gælder dog det samme: hjemlandet er det hellige sted, hvor man ikke synder, dvs. hvor religionens herredømme gælder. Så når man skal finde sig en elskerinde, tager man til Rumænien, Rusland eller Thailand. Når man opholder sig i England, er man således udenfor verdslig eller religiøs lovgivning. Det gælder selvfølgelig ikke for alle; man skal ikke generalisere, men det kurdiske mindretal er det mest kriminelle i UK. Når de mister forbindelsen til hjemlandet, bliver de fremmede og opfører sig som fremmede. Man smider ikke sit affald på gaden, hvis man er hjemme i Istanbul, men gerne når man er i London.

Ville det ændre sig i det øjeblik, Tyrkiet kom med i EU?

Balci: Hvis Tyrkiet kommer med i EU, kan man håbe, at kurdere og tyrkere i Europa vil føle, at de befinder sig i deres hjemland. Helligdommens geografi kan udvides til hele Europa. Ifølge visse tåbelige islamiske diskurser bør det fx være lovligt at tage renter i et kristent land, men ikke i et muslimsk. Ideen er, at det at tage renter er snyd, og man må jo ikke snyde muslimer, men gerne kristne. Men måske ville tyrkisk EU-medlemskab betyde, at EU ikke var entydigt kristent, hvorved disse grænsedragende og diskriminerende diskurser ville miste deres reference og dermed deres fodfæste. Tyrkere i Tyskland ville muligvis begynde at føle, at de var hjemme – selvfølgelig ikke i Tyrkiet og heller ikke i Tyskland, men i Europa. Og så ville de måske begynde at interessere sig for deres daglige omgivelser. Tariq Ramadan er en idealiseret immigrant i den forstand, at han stemmer i Frankrig og derfor føler sig fransk. Tyrkere i Tyskland vil jo aldrig føle sig som tyskere, bare fordi de måske stemmer en gang imellem. Men de vil måske en dag føle sig som europæere, hvis Tyrkiet bliver medlem. I nogen grad føler tyrkere i Tyrkiet sig allerede som europæere, fx når deres hold spiller med i Europa-Cup’en i fodbold.

Men selvfølgelig må der ske mange ændringer, før tyrkisk EU-medlemskab kan blive en succes, og det europæiske bidrag dertil må faktisk være ti gange så stort som det tyrkiske. Europæisk medlemskab af Tyrkiet er nok sværere at gennemføre end tyrkisk medlemskab af Europa. Europæisk integration har altid været et kristent civilisationsprojekt – og ikke, som Samuel Huntington siger, et sekulært. Jeg vil opfordre Europa til ikke at udvikle sig til et sekulært Helligt Romersk Kejserdømme. Bliv Byzans i stedet, der jo var meget åbent for Islam. Jeg håber, at de europæiske folk vil indse dette. Vi har 35 kriterier at leve op til, og nogle af disse er umulige at leve op til. Der var ca. ti af dem, som Polen ikke levede op til. Men det store problem er nok befolkningerne, som derfor må overbevises før afstemningerne om 10-15 år.

Tjek også Mustafa Akyols personlige hjemmeside, The White Path, hvor der findes et stort udvalg af tekster, som bl.a. omhandler politiske, religiøse og etiske spørgsmål både i tyrkisk og international kontekst.