Fortællingen om Oktoberrevolutionen – fra revolution til lukket fest

Hvad betyder det når politiske begivenheder bliver anvendt som et værktøj til at fremme politiske formål igennem bestemte historiske narrativer? Dette spørgsmål stiller arkivar og historiker ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen, i denne artikel, hvor han sætter fokus på, hvordan forskellige udlægninger af den russiske Oktoberrevolution i den danske offentlighed historisk og aktuelt er blevet brugt til at fremme bestemte politiske agendaer.

20.07.2018

Den politiske ledelse i Rusland havde mere end svært ved at finde en passende grimasse til 100-året for den russiske Oktoberrevolution. Under Ruslandskonferencen på Christiansborg i november sidste år forklarede historieprofessor Ivan Kurilla det på denne måde:

”Det er ikke bekvemt for den russiske regering at tale om revolutionen i Rusland, når man i 00’erne fordømte revolutionerne i Mellemøsten og Ukraine, mens man samtidig beklager opløsningen af USSR [Sovjetunionen]. På den anden side ser man i russiske byer mindesmærker for alle parter i borgerkrigen under revolutionen.”[i]

Revolution rimer meget dårligt på Putin. Han har regeret Rusland i 18 år og agter at fortsætte. Det er indlysende, at det ikke er hensigtsmæssigt at fejre et voldsomt regimeskifte, men man kan godt fejre, at Sovjetunionen var en verdenshistorisk supermagt. Kattepinen kunne derved løses ved en storstilet reenactment af Den Røde Hærs march på Den Røde Plads på revolutionsdagen den 7. november 1941 – som en hyldest til Den Store Fædrelandskrig, hvor Sovjet-Rusland nedkæmpede Nazi-Tyskland. Fortællingen om revolutionen tvistes i en militaristisk og nationalistisk retning, så den kan tjene aktuelle magtinteresser. At budskabet er tæt på at være det modsatte af, hvad Lenin proklamerede, revolutionen handlede om i 1917, nemlig fred, brød, jord og international arbejdersolidaritet, er i den sammenhæng underordnet.

I Danmark stod Enhedslisten over for et tilsvarende dilemma: skulle revolutionen, der har haft helt afgørende betydning for partiets oprindelige stiftere (fra Danmarks Kommunistiske Parti, Socialistisk Arbejderparti og Venstresocialisterne), fejres eller overhovedet markeres i det store jubilæumsår? Svaret blev et nej. Jubilæet skulle ignoreres. Tidligere venstresocialist Per Clausen udtalte: ”Det vil være en fatal fejl, hvis vi udsender det signal, at Enhedslisten opfatter Oktoberrevolutionen som alle revolutioners moder.”[ii] Den officielle udlægning var, at fredelige og demokratiske revolutioner i princippet stadig er en del af partiets repertoire, men revolutionens tunge arv, med alt hvad det indebærer af dogmatiske, voldelige og udemokratiske associationer, vil partiet ikke bindes op på.

Selv 100 år efter er det tydeligt, at Oktoberrevolutionen stadig er en potent historisk begivenhed, der kan bruges som et politisk værktøj og ’vinkles’ efter behov. I Rusland kunne magthaverne simpelthen ikke komme uden om 100-års-jubilæet. Hvis de ikke adresserede det, ville alternative og ukontrollerede fortællinger få mere råderum og blive potentielt skadelige for regimets legitimitet. Et godt eksempel på en Putin-fjendtlig revolutionsfortælling er et video-indslag fra det engelske nyhedsmagasin The Economist (december 2016), hvor et medlem af den russiske protestgruppe Pussy Riot udlægger læren af revolutionen og frames som friheds- og demokratiforkæmper.[iii]

Fortællingen om Oktoberrevolutionen er nemmere at komme uden om i Danmark i dag. Den nutidige, politiske anvendelighed af historien om de russiske bolsjevikkers magtovertagelse har trods alt mindre gennemslagskraft uden for Ruslands grænser. Umiddelbart er det også svært at forstille sig, at ”Oktober” kan vende tilbage til den politiske scene i Danmark igen som en afgørende fortælling. Men der er stor sandsynlighed for, at andre lignende stærke fortællinger kan opstå, og derfor er det væsentligt at forstå, hvorfor Oktoberrevolutionen blev til en hjørnesten i den revolutionære grundfortælling i det 20. århundrede – ikke bare i Sovjetunionen, men for kommunister og venstreradikale verden over. Gennem århundredet udviklede historien om revolutionen sig til en fortælling, der var så stærk, at den kom til at fungere som forklaringsmodel for alle tilhængere af den marxistisk-leninistiske ideologi for, hvordan verden hang sammen. Den fik til tider en næsten religiøs karakter, der gav retning og mening i livet for bestemte dele af samfundet. Det var meget sigende, at en Pravda-korrespondent i år 1922 kaldte ”den store proletariske festival” i Moskva for en ”rød” version af juleaften.

For at forstå disse politiske mekanismer, må man se fortællingen om Oktoberrevolutionen som et selvstændigt historisk fænomen i form af en dynamisk fortælling, der løbende blev aktualiseret og tilpasset specifikke forhold. Især fra den globale hovedforfatters side, Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikkerne), senere Sovjetunionens Kommunistiske Parti – men også fra de nationale kommunistpartiers side – var man bevidst om dette fra begyndelsen. Det var afgørende, at historien om revolutionen blev fortalt på den rigtige måde under de årlige fejringer omkring den 7. november, der blev den vigtigste mærkedag i de revolutionæres kalender. Det var vigtigt, at ’partiet’ fik monopol på historien og bevarede det. At skrive historie er, som bekendt, at udøve magt.

Tidlige danske fejringer

Lad os se nærmere på, hvordan fortællingens historie tog sig ud i Danmark. Det første år efter revolutionen, var det et af forløberpartierne til det senere kommunistparti, Socialistisk Arbejderparti, der stod for markeringen. Arrangementet blev annonceret i partiets avis, Klassekampen, som en ”Fest” for ”den russiske Proletar-Revolution”. Arrangementet bestod af talere, kaffebord, sange, hilsningstelegrammer og mindepostkort med billeder af bevægelsens førere, og det adskilte sig ikke mærkbart fra andre arrangementer i den danske arbejderbevægelse fra den tid. I den forstand kan man se jubilæumsarrangementerne som noget, der i høj grad var inspireret af den europæiske socialististbevægelses kulturelle system og traditioner.

Indholdsmæssigt var der dog også åbenlyse forskelle, eftersom mærkedagen var rettet mod en bestemt begivenhed, der ændrede et statssystem i en anden stat. Til forskel fra eksempelvis 1. maj-fejringerne, så indeholdt fejringerne af Oktoberrevolutionen en henvisning til en revolution, der med magt var blevet gennemført og fastholdt. Markeringen var på den måde et mere radikalt udtryk, men også et udtryk, der pegede mere direkte ud over den nationale kontekst end tidligere, og fastholdt den socialistiske kamps internationale perspektiv.

Disse både danske, europæiske og sovjet-russiske elementer blev fastholdt i fejringen helt frem til slutningen af den kolde krig i 1989/1991. Samtidig blev markeringen af Oktoberrevolutionen i Danmark præget af sin tid og sit parti, altså først og fremmest Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), der før Anden Verdenskrig aldrig fik den store opbakning i et samfund med stærke socialdemokratiske og antikommunistiske rødder.

I 1930’erne oplevede kommunisterne dog en stigende tilslutning på baggrund af en økonomisk krise og flere arbejdsløse, hvilket bl.a. resulterede i parlamentarisk partirepræsentation. Folkefrontspolitikkens fokus på kampen mod nazismen og det nationale fokus gav også en vis fremgang i tilslutningen. Samtidig skete der en interessant ændring af navnet for revolutionsfejringen. Kommunisterne stoppede i 1936 med at kalde det for en ”Revolutionsfest” og brugte i stedet betegnelsen ”Novemberfest”. Det virker oplagt, at motivationen for dette har stået i forbindelse med kommunisternes såkaldte folkefrontspolitik, og dermed på den ene side været et forsøg på at nedtone det revolutionære perspektiv til fordel for det nationale og folkelige og på den anden side en markering af Sovjetunionens fremskridt og fredelige politiske hensigter.

Den sidste offentlige fejring inden krigen var i november 1940, hvor Danmark var besat af Tyskland, men hvor Sovjetunionen og Tyskland endnu ikke var gået i krig med hinanden. Her var det nationale og folkelige også i højsæde, hvilket nu gav mere genlyd end nogensinde før. Få dage før afholdelsen af Novemberfesten blev partiet sågar nødt til at udvide fejringen med en ekstra dag for at få plads til alle folk i Idrætshuset i København, der kunne rumme op mod 3.000 mennesker.

Sovjet-kommunisterne formåede i Mellemkrigstiden at sætte sig på fortællingen om Oktoberrevolutionen de fleste steder. Det eneste mere holdbare forsøg på at opstille en alternativ fortælling kom fra den russiske revolutionsleder Lev Trotskij og hans støtter under 10-års fejringerne i 1927. Prisen var døden for ham og hundredtusindvis af andre under Stalins Store Terror, men en alternativ fortælling var født – den trotskistiske.

Tæt på folkefest

DKP’s folkefrontsinspirerede revolutionsfejringer fortsatte efter Anden Verdenskrig, men den nye globale verdensorden med to supermagter kom til at sætte sit præg på begivenhederne.

1945-fejringen blev den største fejring af Oktoberrevolutionen i Danmark. Ikke før og ikke siden har så mange mennesker deltaget i fejringen. Små 25.000 mennesker overværede over fire dage i KB-hallen i København – den tids største indendørs forsamlingssted – det danske kommunistpartis store jubilæumsarrangement med taler, revy om besættelsestiden med 150 medvirkende, ballet, fællessang og musik fra et 40-mands-orkester. Baggrunden for den store opbakning var både Sovjetunionens bidrag til sejren over Hitlers Tyskland og kommunisternes deltagelse i modstandskampen. DKP var blevet et stort parti, der var vokset fra ca. 8.000 medlemmer i 1939 til ca. 60.000 i 1945. I tråd med den sovjetiske sammenkobling mellem revolutionen og Den store Fædrelandskrig, lå det derfor også ligefor at kæde Oktoberrevolutionen i 1917 og Danmarks befrielse i 1945 sammen: ”Uden den socialistiske Sejr havde Danmark ikke genvundet sin Frihed”, som det blev formuleret af partiformand Aksel Larsen.

Springer vi frem til 40 års-jubilæet i 1957, havde DKP opgivet den store nationale folkefest. Nu var partiets store arrangement i København flyttet tilbage til Idrætshuset, og det blev afholdt på én dag. Indholdsmæssigt var Novemberfesten blevet til en dansk-sovjetisk hybrid-fest. Ungarnskrisen i år 1956 havde skadet partiets omdømme markant og havde affødt et stort internt opgør i partiet. Derimod var der fremgang for Sovjetunionen på den udenrigspolitiske front, bl.a. med den succesfulde opsendelse af den første Sputnik-satellit. Det var en begivenhed, der i svære tider kunne bekræfte danske kommunister i Sovjetunionens styrke og snilde, og som blev udlagt som en bekræftelse på Oktoberrevolutionens historiske vigtighed. DKP’s hilsen til SUKP lød således: ”I har vist vejen for menneskehedens fremtid.”, og overskriften på avisens leder den 7. november var ”Socialismens triumf”. Selvom det gik dårligt i Danmark, var DKP med på den rigtige side af historien.

Bag fejringen af ”den socialistiske triumf” i 1957 lurede imidlertid en katastrofe, nemlig en opsplitning af den kommunistiske verdensbevægelse. Kun få år senere fik konflikten mellem Sovjetunionen og Kina konsekvenser for den kommunistiske bevægelse og for fejringerne af Oktoberrevolutionen.

Kommunistiske modfortællinger

I 1959 blev DKP’s monopol på venstrefløjen til venstre for Socialdemokratiet brudt med dannelsen af Socialistisk Folkeparti. Trods sit kommunistiske ophav, fejrede SF ikke Oktoberrevolutionen, men i og omkring partiet var der grupperinger, der havde ideologiske referencer til Oktoberrevolutionen. Det drejede sig i første omgang om den trotskistiske gruppe med navnet Revolutionære Socialister, der udgjorde en dansk sektion af 4. Internationale.

Kritikken herfra var radikal. Sovjetkommunisterne forrådte Oktoberrevolutionen for egen vindings skyld og på bekostning af resten af verdens socialister. For eksempel burde Sovjetunionen, således lød kritikken, have forhindret massedrabet på næsten en million indonesiske kommunister. Kinesernes linje med støtte til forskellige revolutionære oprørsgrupper var bedre, og cubanernes direkte deltagelse i den revolutionære kamp i Latinamerika var tæt på det rigtige, men ingen af dem havde alligevel forstået Trotskijs permanente revolutions radikale konsekvenser. Tonen var hård. Der var ikke bare tale om almindelig politisk diskussion og uenigheder, men om hjerteblod. Koblingen mellem Oktoberrevolutionen, den 3. verdens lidelser og frigørelseskampe blev en integreret del af den politiske virkelighed på venstrefløjen i 1960’erne.

Mao havde også danske følgere, bl.a. i bladet Politisk Revys redaktion. Formelt set var bladet uafhængigt af politiske partier, men i november 1967 var det mest tilknyttet SF’s venstrefløj, der dog kort efter brød ud og dannede Venstresocialisterne. 50-året for Oktoberrevolutionen blev markeret med en grædende Lenin på forsiden af bladet. Revolutionen var blevet forrådt af sovjetisk revisionisme og såkaldt ”bureaukratisk kapitalisme”. Man havde glemt klassekampen i Sovjetunionen. Til gengæld opfattedes Kina som et ”klart og kompromisløst” billede på Oktoberrevolutionen, da ’den store proletariske kulturrevolution’, der var sat i gang året forinden, netop kæmpede for ægte frihed og lighed for den arbejdende klasse.

Til forskel fra trotskisterne, mente maoisterne, at det først var gået rigtig galt i Sovjetunionen efter Stalins død i 1953, hvilket meget behændigt samtidig forklarede, hvorfor Kina først brød med Sovjetunionen derefter. Eller sagt med andre ord: Den geopolitiske udvikling og de ideologiske kampe på den yderste danske venstrefløj var forbundne kar. De kommunistiske regimer og deres danske ligesindede gengav læren fra Oktoberrevolutionen alt efter situationen.

De fleste maoister blev fra 1968 organiseret i Kommunistisk Forbund Marxister-Leninister (KFML), der også blev den kinesiske repræsentations kontakt i Danmark. I år 1976 ændrede KFML navn til Kommunistisk Arbejderparti (KAP) og søgte de følgende år at opnå valg til Folketinget, men uden held. Partiet var mest populært i slutningen af 1970’erne med omkring 1000 medlemmer, der uden tvivl identificerede sig stærkt med Oktoberrevolutionen, og kaldte deres forlag og boghandler i København, Århus og Aalborg for ”Oktober”. I 1977 afholdt KAP den største ikke-sovjetkommunistiske fejring af Oktoberrevolutionen i form af et 3-dages arrangement i Grundtvigs Hus i København med talere, forevisning af filmen ”Oktober” af Sergej Eisenstein og en afsluttende fest med dans og musik af musikgruppen ”Oktober”.

Det symbolske budskab var klart, for ikke at sige simpelt. Oktoberrevolutionen symboliserede en kerneværdi, en værdi Mao havde beriget og taget til et højere stadie med Kulturrevolutionen. Eneste problem var bare, at Mao døde i 1976, og at de nye kinesiske magthavere ville noget andet, så den maoistiske fortælling om Oktoberrevolutionen blev hurtigt aflivet.

Som solen, der varmer…

Selvom DKP ikke længere havde fuldstændig, kommunistisk monopol på Oktoberrevolutionen, så fortsatte partiets fejringer ufortrødent. Ud over den obligatoriske hyldest af Sovjetunionen og den skarpe kritik af USA, NATO, EF, Socialdemokratiet og SF, der i 1960 havde overtaget DKP’s plads i Folketinget, var DKP’s markering af Oktoberrevolutionen i 1967 præget af et forholdsvist stort fokus på de konkurrerende kommunistiske strømninger.

I 1970’erne fik DKP et comeback efter deltagelsen i Vietnambevægelsen og Folkebevægelsen mod EF og opnåede genvalg til Folketinget i 1973. I 1977 havde DKP stadig en relativt solid opbakning og et imponerende partiapparat (delvist finansieret af Sovjetunionen), og der blev derfor satset stort på at gøre fejringen af 60-året for Oktoberrevolutionen til en stor og folkelig ”Revolutionsfest” – betegnelsen ”Novemberfest” blev det år kun brugt enkelte steder i provinsen. DKP vurderede sandsynligvis, at der med fordel kunne skrues lidt op for revolutionsromantikken, uden at det virkede negativt på det parlamentariske arbejde og indsatsen i fagbevægelsen.

 

Foto: Arbejdermuseet

 

Helt konkret blev det søsat af et væld af forskellige ’revolutionsaktiviteter’. Eisensteins film ”Oktober” blev vist rigtig mange steder, men der var også nye påfund. Børn og unge skulle også inddrages i fejringen, hvorfor Danmarks Kommunistiske Ungdoms børneudvalg sammen med ’Landsforeningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen’ arrangerede en tegne- og stilkonkurrence om, hvilken betydning Oktoberrevolutionen havde haft for børn, og hvordan børn havde det i Sovjetunionen. Et andet eksempel var en aarhusiansk børnegruppe, Røde Spirer, der holdt revolutionsfest med tombola, børnefilm og tryllekunst.

DKP København afholdt revolutionsfest i Falkoner Centret, hvor hovedtaleren, chefideologen Ib Nørlund, sammenlignede Sovjetunionen med ”solen, der trods enkelte pletter varmer og lyser og er en livgivende kraft.” Selvtilliden blandt de danske sovjet-kommunister var stor i 1977. Fortællingen handlede om at være en del af noget, der var så kæmpestort for menneskeheden, at en sammenligning med solen ikke var malplaceret. Samtidig var der så meget politisk overskud, at der ikke blev brugt tid på de konkurrerende kommunistiske grupper, som ellers var på deres samlede højdepunkt i 1970’erne.

Oktoberrevolutionens fald

10 år senere i 1987 havde maoisterne næsten givet op. Ifølge KAP’s blad Arbejderavisen, der næsten var svundet ind til ingenting, blev der slet ikke afholdt offentlige jubilæumsarrangementer. Mere optimisme var der blandt trotskisterne, der faktisk havde en større markering af revolutionen end nogensinde tidligere. De præsterede en ”socialistisk novemberfest” hos Pædagogmedhjælpernes Fagforening i København med taler, kabaret, musik, sang, Eisensteins film og en auktion, der samlede ind med det formål at nedlægge den borgerlige stat og indføre proletariatets diktatur.

DKP lagde denne gang selv op til debat med de tidligere konkurrenter på venstrefløjen. Gorbatjovs glasnost havde sat skred i noget større. En pandoras æske var blevet åbnet, og den blev som bekendt ikke lukket igen. Tvivlen på Oktoberrevolutionen bed sig fast og førte til dens fald. I 1987 var faldet allerede i gang, hvilket symbolsk blev markeret med, at DKP’s nye chefredaktør, Frank Aaen, ikke engang nævnte revolutionen i sin leder den 7. november.

Sammenfattende kan man sige, at fortællingen om Oktoberrevolutionen, der blev aktualiseret ved de årlige fejringer, i udgangspunktet rummede en radikal hensigt om at bruge vold som politisk middel i kampen for et lige og retfærdigt samfund. Med konsolideringen af sovjetmagten i Rusland og et verdensomspændende netværk af nationale kommunistpartier, blev fortællingen forskudt til at handle om Sovjetunionen som et bevis på Lenins profetier. Oktoberrevolutionen havde været en verdenshistorisk begivenhed, der i sidste ende ville føre til et globalt kommunistisk evighedsrige, med alt som det nu indebar ifølge de ideologiske skrifter. Sandheden og historien var på kommunisternes side, hvorfor alt, hvad ’partiet’ besluttede, var legitimeret.

I Danmark afsvor DKP sig efter Anden Verdenskrig i praksis tidligere tiders radikalisme og søgte indflydelse gennem de almindelige demokratiske magtkanaler. Det åbnede en flanke til venstre for partiet, som blev indtaget af en ny, radikal venstrefløj, der var villig til at kæmpe for Oktoberrevolutionens ’sande’ idealer i gaderne. Konkurrenterne kom i form af trotskister og maoister, der havde internationalt rygstød efter splittelserne i den kommunistiske verdensbevægelse.

Der skulle mere revolution end fest i fejringen. Men opbakningen til de nye kommunistiske strømninger var begrænset, og tiderne skiftede. Inden der egentlig kom gang i festen, var den forbi. Sovjetunionen blev opløst, og verden gik ind i en ny tid, hvor fortællingen om Oktoberrevolutionen ikke længere havde samme mobiliseringskraft som tidligere. Den russiske ”Oktober”-fest gik i Danmark fra at have været tæt på at være en folkefest i 1945 til at blive kommunistiske fraktionsfester, som Enhedslisten gjorde sit til at slukke og lukke i det store runde jubilæumsår sidste år.

Om Oktoberrevolutionen igen kan få større politisk betydning i Danmark, kan kun tiden vise, men uanset hvad, så fortsætter fortællinger om revolutioner med at rulle ind over os, som vi så i forbindelse med ”farverevolutionerne” i de tidligere sovjetrepublikker i 2000’erne og Det Arabiske Forår i Mellemøsten i 2010’erne. Med flere igangværende krige, med truende økonomisk sammenbrud, galoperende ulighed, katastrofale klimaforandringer og gennemgribende teknologiske forandringer, så er det nok heller ikke et spørgsmål, om der kommer flere, men kun om i hvilken form den næste kommer, og om den kan blive så stærk og levedygtig, at de ændrer vores verdensbillede, som Oktoberrevolutionen gjorde i det 20. århundrede.

Artiklen er baseret på forfatterens oplæg på konferencen Russisk Revolution 1917-2017 på Arbejdermuseet den 7. november 2017 og artiklen ”’October’ as a marker of radicalisation: commemorations of the October Revolution in Denmark during the Cold War Period”, Twentieth Century Communism, 13, 2017, s. 41-66. Historien om fortællingen om Oktoberrevolutionen i Danmark dannede også baggrund for udstillingen ’Revolution. Oktober 1917’, der åbnede på Arbejdermuseet den 25. oktober 2017 og løb frem til januar 2018.

 

[i] www.TVflux.dk, 17.11.2017

[ii] Information, 15.5.2017

[iii] www.youtube.com/watch?v=ubMNwst5tB0&sns=em

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *