Fra Ledighed til ledighad

14.5.2014

Hele bogen ‘Ledighed og ledighad’ af Rune Engelbreth Larsen kan købes via Forlaget Dana her

 

KAPITEL 2: FRA VERDENSKRISER OG VERDENSKRIGE TIL DANSK VELFÆRD

 

»Efterhånden som ledigheden har varet i nogle år, står vi nu i en situation, hvor et meget stort antal mennesker har været arbejdsløse i lang tid – så lang tid, at de inden længe vil miste retten til dagpenge. Regeringen anser dette for at være et meget alvorligt problem, idet der er tale om mennesker, der med en tidligere fast tilknytning til arbejdsmarkedet nu uden egen skyld er ved at miste denne tilknytning.« Arbejdsminister Svend Auken (1978)

 

»I slavesamfundet er det herren, som skal levere den materielle betryggelse. Og prisen er selvsagt, at det ufrie menneske lydigt bøjer nakken og glemmer alt om højere værdier end denne ene: Konfliktfri og komfortabel selvopholdelse. Det er den trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund.« MF Anders Fogh Rasmussen (1993)

 

At civilsamfundet har en religiøs eller etisk forpligtelse til at afhjælpe fattigdommens værste følger, er en universel kulturhistorisk tanke. At staten kan have en politisk-juridisk forpligtelse til at forsørge de fattige, er imidlertid en ny tanke, der breder sig med (eller rettere som reaktion på) industrialiseringen i 1800-tallet, og som for alvor bider sig fast med fordelingspolitiske konsekvenser i Danmark i 1900-tallet. Den økonomiske ulighed udlignes mere og mere, og den klassiske skelnen mellem værdige og uværdige trængende opblødes gradvis.

Det sker dog ikke uden sværdslag og ikke fra den ene dag til den anden. Og det er heller ikke en udvikling, der holder hele århundredet ud, men til gengæld er den markant og løfter levestandarden for hele befolkningen.

Oktoberrevolutionen og Stormen på Børsen

Hovedstadens byggefag rammes i 1908 af rekordhøj arbejdsløshed, og utilfredsheden stimulerer politiske bevægelser til venstre for Socialdemokratiet. Syndikalisterne organiserer sig i Socialistisk Arbejderforening, bl.a. i protest mod konsekvenserne af Septemberforliget, der betragtes som en lænke, fordi det både centraliserer arbejderbevægelsen og begrænser aktionsmulighederne. Polariseringen er i gang.

Albert Jørgensen, der er en af de syndikalistiske hovedkræfter, fastslår i maj 1908, at der ikke er plads til mellemtoner – den, der ikke er med os, er imod os: »Vi stiller os på den ene side af skellet, der skiller de to samfundsklassers interesser fra hinanden, og vi har intet hensyn at tage til de mellemstående, som udviklingen endnu ikke har drevet til den ene eller anden side. Er deres interesser ikke for os, da må de blive mod! Enten-Eller!« Bryld: Den demokratiske socialismes gennembrudsår, s.300 Den universelle eksklusionskurs, der altid har kendetegnet ideologisk og religiøs ortodoski, er sort/hvid.

Under Christian Christensens ledelse grundlægger syndikalisterne i 1910 Fagoppositionens Sammenslutning, der kæmper udenomsparlamentarisk eller rettere anti-parlamentarisk, hvis ikke anti-politisk med henblik på realiseringen af et statsløst samfund.

Første Verdenskrig påvirker i begyndelsen ikke arbejdsløsheden negativt, men da den tyske ubådskrig i 1917-18 gør verdenshandlen på havene usikker, skyder ledigheden voldsomt i vejret. De ledige kræver højere mindsteunderstøttelse, og den socialdemokratiske leder Thorvald Stauning forsikrer dem om sin tilslutning til »ethvert retfærdigt krav«.

I 1917 minder Oktoberrevolutionen i Rusland atter om det samfundsomvæltende potentiale i en fattig og marginaliseret samfundsklasse, hvilket naturligvis stimulerer de revolutionære syndikalister til venstre for Socialdemokratiet yderligere. Bevægelsen oplever sin storhedstid de følgende fire år og topper med 4.000 medlemmer. Jensen: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse?, s. 82

Det syndikalistiske blad Solidaritet slår til lyd for »Direkte Handling« og kritiserer Københavns Understøttelsesforening, hvis inspektører kan finde på at gå til naboerne for at efterforske specifikke arbejdsløses private forhold: »… et sandt tyrannisk Rædselsregimente over de Arbejdere, som ikke vil krybe og fedte for dette foragtelige Bureaukrati« (Solidaritet, 29.12.1917).

Trods spændingerne mellem socialdemokraterne og venstrefløjen organiserer syndikalisterne den 9. januar 1918 de arbejdsløses protesttog gennem København til Rigsdagen med Stauning i spidsen. Imens han holder møde med partierne inden døre, taler Solidaritets redaktør Christian Christensen dog ude i Rigsdagsgården for at »følge vore russiske Brødres Eksempel og afkaste Kapitalismens Aag« (Solidaritet, 12.1.1918).

Modsætningerne mellem socialdemokraternes reformarbejde og syndikalisternes aktioner trækkes stadig skarpere op. Social-Demokraten advarer mod »de selvbestaltede Syndikalistiske Førere«, der misbruger de arbejdsløse i deres aggressive kamp, baseret på »misforstaaede og forvanskede revolutionære Fraser« og »Anarkiets Diktatur«. Det er kun med til at besværliggøre Socialdemokratiets parlamentariske arbejde for sociale reformer, der i forvejen møder modstand fra Venstre og Højre.

De borgerlige aviser kritiserer Stauning for hans deltagelse i en demonstration organiseret af syndikalister, men anerkender til gengæld den klare afstandtagen fra de revolutionære kræfter, som kommer til udtryk i Social-Demokraten. Ingen er selvfølgelig upåvirket af omvæltningerne i Rusland, og både Socialdemokratiet og de borgerlige partier har en fælles interesse i, at syndikalisternes agitation ikke styrkes af voksende social uro, der radikaliserer arbejdere og arbejdsløse.

I februar 1918 vedtager alle partier at lempe reglerne for tildelingen af arbejdsløshedsunderstøttelsen og udvider dækningen udover de forsikrede. Der er en vis borgerlig kritik af de »moralske problemer« ved en høj understøttelse, men Det Radikale Venstre afviser indsigelserne med det argument, at hvis understøttelsen kan nå op på minimallønningernes niveau, er det ikke understøttelsen, der er for høj, men lønnen, der er for lav.

Syndikalisterne organiserer en bølge af demonstrationer i hovedstaden og provinsen, og den 11. februar kulminerer protesterne i »Stormen på Børsen«. Demonstranter trænger ind i kapitalismens hellige haller, og der udbryder slagsmål med ordensmagten – men nogen samfundsomstyrtende gnist bliver ikke antændt.

Politiet afdramatiserer begivenhedens politiske implikationer og kalder det hele for »meget alvorlige Bøllestreger«, og både Berlingske Tidende og Politiken frikender de arbejdsløse som ansvarlige. Men »Stormen« tydeliggør, at de revolutionære østvinde også kan mærkes i de københavnske gader og giver syndikalisterne et vist momentum.

De venstreradikale strømninger danner grobund for et nyt parti, da udbrydere fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund i 1919 stifter Danmarks Venstresocialistiske Parti, der i 1920 ændrer navn til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og Socialdemokratisk Ungdomsforbund bliver til Danmarks Kommunistiske Ungdom.

DKP opnår dog først at få to medlemmer i Folketinget i 1932, Arne Munch-Petersen og partiformand Aksel Larsen. Men hvor syndikalisterne forsvinder som selvstændig venstrefløjsbevægelse, forbliver DKP de kommende årtier et samlingssted for venstreoppositionen til Socialdemokratiet, om end med beskeden opbakning frem til Anden Verdenskrig.

 

Den økonomiske omfordeling

På hver deres måde og med forskellige midler ønsker både socialdemokraterne og kommunisterne et opgør med kapitalismen, men man vil samtidig gerne bevare og forøge produktiviteten og effektiviseringen, som industrialiseringen har givet jernnæver. Socialdemokraterne har dog for længst distanceret sig fra voldelige revolutionære kampmidler til fordel for sociale reformer. Det er kortere arbejdstid, højere løn og bedre arbejdsvilkår, der er arbejderbevægelsens omdrejningspunkt, og i 1919 lykkes det f.eks. at få opfyldt et centralt krav, der rækker årtier tilbage: »8 timers Arbeide, 8 timers Frihed, 8 timers Hvile!«

Der må imidlertid kæmpes for både nye og gamle sejre, f.eks. er den klassiske debat om arbejdsmoralen ikke slut, som nogle socialdemokrater ellers troede årtiet tidligere. Nationaltidende skriver i 1919, at understøttelsen blot motiverer til lediggang, fordi niveauet ligger 5 kr. over ugelønnen for en gift arbejder med hustru og tre børn.

Ræsonnementet bliver affærdiget af Ove Rode, daværende radikal indenrigsminister og kommende Politiken-redaktør, der genfremsætter sit partis standpunkt om, at det er arbejdslønnen, der er for lav. Den tilbagevendende indvending, at der ikke er kontrol nok til at forhindre misbrug og bedrageri, afvises ligeledes i Social-Demokraten: Kun »den sorteste Uvidenhed om, hvad det i Grunden vil sige at skulle opretholde et Hjem i lang Tid paa Grundlag af Arbejdsløshedsunderstøttelse kan føre til den Paastand, at den ‘høje’ Understøttelse frister til at sky Arbejdet« (30.1.1919).

Året efter fastslår Nationaltidende, at samfundet har »Pligt til at sørge for, at ingen Hænder er ledige, som der kan skaffes Beskæftigelse til, selv om Beskæftigelsen ikke ligger paa netop det Felt, de ledige Hænder er vant til at tage fat ved« (9.10.1920). Arbejdsgiverforeningens formand Hans Christian Marius Langkjær er på samme linje: »Understøttelsen maa vige for Arbejdet, Understøttelsesretten for Arbejdspligten.« (Fyns Tidende, 16.11.1920). Jyllands-Posten kritiserer atter det danske lønniveau for at være for højt, og avisen hævder, at »Arbejderne lever i en Gullaschtid, i hvilken de kan opretholde højere Løn og kortere Arbejdstid end Arbejderne i andre Lande« (16.12.1921).

1920’erne står i Venstre-regeringers tegn, og fagbevægelsen oplever en nedtur i et årti, hvor titusinder af medlemmer forsvinder under hårde sociale nedskæringer. Alligevel lykkes det Stauning at blive Socialdemokratiets første statsminister i et internezzo (1924-1926), men det er først i 1930’erne, at han sætter sit markante aftryk på danmarkshistorien. Skiftet fra et halvt århundrede i opposition til et regeringsledende parti ændrer ikke i første omgang det langsigtede mål om et opgør med kapitalismen, om end det ikke længere alene er arbejdernes vilkår, men også industriens og erhvervslivets, der kommer i fokus i den socialdemokratiske politik.

Ligesom staten har fået en ny og større social rolle, begynder den også at få en ny og større erhvervsfremmende rolle med øget produktivitet og vækst som retningslinje.

Med Venstre tilbage i regeringskontorerne skæres der dybt i de sociale ydelser i 1927, bl.a. nedsættes dagpengene til enlige, understøttelsens betingelser skærpes, og statslige og kommunale tilskud til a-kasserne beskæres.

I begyndelsen af 1930’erne genvinder fagbevægelsen sin styrke, og mens verdenskrisen tårner sig op, og ledigheden stiger, argumenterer Social-Demokraten for at nedbringe ledigheden ved at fordele arbejdet til flere. Politiken foretager en international sammenligning af understøttelsen og konkluderer, at Danmark »ikke paa langt nær kommer op paa Højde med Tysklands og Englands Udgifter, og de danske Arbejdere bærer selv en forholdsvis langt større Del af Byrden end Arbejderne i de nævnte Lande« (31.5.1932).

Det er Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres årti, men det er også arbejdsløshedens årti, og dog forbedres vilkårene for de ledige. På trods af krisen vedtages socialminister Karl Kristian Steinckes omfattende socialreform i tilknytning til Kanslergadeforliget, som de to regeringspartier indgår sammen med Venstre i 1933.

Reformen fører til markante sociale forbedringer, f.eks. sygekasser med gratis lægehjælp til alle. Understøttelsen stiger, de ældre og handicappede får ret til økonomisk hjælp fra det offentlige, og der indføres kommunal socialhjælp til arbejdsløse, som ikke kan modtage understøttelse. Den hidtidige skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende forlades mere eller mindre definitivt (selv om opfattelsen af forskellen på dovne og arbejdsomme borgere til stadighed består – og også rækker ind i Socialdemokratiet). Lovgivningen forenkles, og det bliver vanskeligere at miste sine rettigheder, når man modtager offentlig forsørgelse (de sidste rettighedsindskrænkninger bliver dog først afskaffet i 1961).

I 1934 begrunder Steincke sigtet med socialreformen i en tale: »Går vi hundred år frem, i 2034, vil vi finde et samfund hvor de tekniske fremskridt enten har lagt nutidens kultur øde, eller har ført den frem til en hidtil ukendt blomstring. Men de menneskelige grundegenskaber vil være de samme: egoisme, havesyge, misundelse og dumhed parret med kærlighed, godhed og solidaritetsfølelse. Disse sidste egenskaber er dog kun fremtrædende for så vidt de økonomiske forhold vil gå til udfoldelse af dem. Hvis løven er sulten, brøler den. Men uanset hvorledes forholdene er til den tid. Uanset om Østens tankegang måtte have fortrængt Vestens udprægede materialisme, vil der i det kolde Norden være behov for en omfattende forsorg til de svageste i samfundet; for børnene, de gamle, invaliderne, de kronisk syge, de arveligt belastede og så videre. Med andre ord, en sociallovgivning vil være nødvendig hvad enten den begrundes i almindelige humane be tragtninger eller den har sin egentlige årsag i frygt for utilfredsheden fra neden.«  K.K. Steincke taler om Kanslergadeforligets socialreform (Danmarkshistorien.dk)

Der er med andre ord to hensyn: Det humanistiske hensyn til borgere, der har brug for en hjælpende hånd, og det samfundsopretholdende hensyn, der skal svække tendenser til radikalisering og et eventuelt revolutionært incitament, hvis den sociale utilfredshed bliver for omfattende. Det sidste har været et tilbagevendende hensyn lige siden Grundlovsdebattens tid, og det får fornyet aktualitet under indtryk af den russiske revolutions forløb.

De borgerlige advarer imidlertid om, at socialreformen vil få de kommunale udgifter til at skyde i vejret, også selv om arbejdsløsheden falder, hvorved »Arbejdsmodet« svækkes. Berlingske Tidende henviser f.eks. til Arbejdsanvisningen i Vejle, hvor der er ledige job i landbruget, men »næsten Ingen unge Mænd, der ønsker at faa dem. Karlene vil helst ikke ud paa Landet igen, naar de først er kommet ind til Byerne« (29.3.1934).

Staunings socialdemokratisk ledede regeringer søsætter en række større offentlige arbejder for at få arbejdsløsheden reduceret (Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen bliver f.eks. indviet i henholdsvis 1935 og 1937). Efter valgkampen i 1935 med det berømte socialdemokratiske motto »Stauning eller Kaos« (måske planket efter den amerikanske præsidentkandidat Calvin Coolidges slogan fra præsidentkampen i 1924, »Coolidge or Chaos«) stormer partiet tættere på absolut flertal end nogen sinde og opnår 46,1 procent af stemmerne. Der er sket meget, siden bevægelsens første leder blev fængslet og presset ud af landet tres år tidligere.

I 1940 konkluderes det i Social-Demokraten, at det forgangne årtis socialdemokratisk-radikale regeringer har sikret vigtige sociale fremskridt: »Den Socialpolitik, der er ført her i Landet, har saaledes gennem de Offentlige Udgifter til sociale Formaal haft en vidtrækkende indkomstfordelende Virkning.« (22.1.1940). Det er avisens egen kursiv.

Under besættelsen bliver en række af de politiske hovedmodstanderes uoverensstemmelser midlertidig bilagt med samlingsregeringerne frem til 1943, men Venstre får gennemført, at næsten alle lønmodtagere skal have et arbejdskort for at lette kontrollen og forhindre snyd med understøttelsen. De borgerlige accepterer til gengæld store offentlige anlægsarbejder som et anvendeligt redskab mod arbejdsløsheden, modsat deres position det forgangne tiår.

Det voksende fokus på øget produktivitet og hyldesten til industrialiseringen, der er blevet et stadig mere udtalt socialdemokratisk omdrejningspunkt, kommer illustrativt til udtryk på forsiden af partiets program fra 1945, Fremtidens Danmark. Forsidetegningen prydes ikke blot af lidt friluftsliv, fiskeri og håndværk, men også af himmelstræbende rygende industriskorstene. Marshallhjælpen letter moderniseringen og effektiviseringen af industri og landbrug, og fundamentet for de kommende årtiers masseproduktion og ditto forbrug bliver skabt.

I 1950’erne og 1960’erne indføres gradvis den såkaldte arbejdsmarkedspolitik, der hviler på en ny politisk strategi, hvor de samfundsøkonomiske målsætninger og arbejdsmarkedets behov bliver stadig mere bestemmende for arbejdsløshedsindsatsen, der nu sigter mere på arbejdskraftens øgede bevægelighed og fleksibilitet. Levestandarden hæves, og større og større dele af befolkningen får ret til sociale ydelser, der i stigende grad tildeles ud fra et retsprincip frem for skønsmæssige vurderinger af individuel trang.

I 1956 vedtages loven om folkepension, som giver samtlige borgere ret til et grundbeløb og indtægtsbestemte tillæg, og i 1960 sættes arbejdsløshedsunderstøttelsen op, mens unge arbejdsløse får pligt til at lade sig henvise til kurser.

De følgende 20 års udbygning af det moderne velfærdssamfund bygger på det fundament, der er støbt gennem et halvt århundredes sociale reformer med tiltagende økonomisk omfordeling, større tryghed som arbejdsløs og mere fritid som lønmodtager.

Socialdemokratiets krav om statens overtagelse af produktionsmidlerne forsvinder allerede inden Besættelsestiden, og efter 1950’erne er partiets hovedsigte et samfund med lige muligheder for alle – og sådan er det forblevet i partiets efterfølgende principprogrammer. Bryld:  Socialdemokkratiet, velfærdsstaten og hva’ så? Et dybdeperspektiv på det gamle arbejderparti

Højkonjunktur, oliekriser og velfærdssamfundets peak

Under 1960’ernes gunstige økonomiske vilkår med høj beskæftigelse kan de fleste partier enes om et solidt socialt sikkerhedsnet. Social-Demokraten, der i 1959 har skiftet navn til Aktuelt, fremhæver i 1966 den høje beskæftigelse med samme fremskridtsoptimisme som Martin Olsen efter vedtagelsen af Lov om Arbejdsløshedskasser tres år tidligere. At arbejdsløshed er og bliver uforskyldt, må nu stå helt klart, påpeger avisen: »Hvis de derefter ikke kan komme til det [at arbejde], er det ikke deres skyld, men samfundets, og så må de have krav på erstatning for tab af en rettighed.« (Aktuelt, 22.2.1966).

Det fortæller noget om de politiske mentalitetsændringer, som 1960’ernes højkonjunktur afstedkommer, at den forhenværende konservative arbejds- og socialminister Poul Sørensen på Det Konservative Folkepartis repræsentantskabsmøde i april 1966 slår til lyd for at hæve understøttelsen til et niveau, der ligger betydeligt tættere lønnen (om end man samtidig gerne vil stække fagforeningerne ved at lade et statsstyret a-kasse-system erstatte det eksisterende systems tilknytning til fagbevægelsen).

Arbejdsløshedslovgivningen fra 1907 får sin afløser i 1967, og i de følgende år stiger understøttelsens niveau fra ca. 40 procent af den gennemsnitlige løn (ekskl. tillæg) til knap 80 procent i 1971. Jensen: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse?, s. 238 Udbygningen af velfærdsstaten bliver ikke mindst i kraft af Det Radikale Venstre også en del af den nye VKR-regerings identitet og projekt fra 1968.

I 1960’erne begynder kvinderne at komme ud på arbejdsmarkedet, og flere børnefamilier får to voksne lønmodtagere og dermed nye behov for børnepasning – en udvikling, der for alvor får momentum i 1970’erne. Sideløbende kommer et stigende antal udlændinge til Danmark for at finde arbejde, foranlediget af højkonjunkturen og manglen på arbejdskraft.

I 1971 kritiserer Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund (HRF) de lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår, som udlændinge bliver budt i Danmark, og mener, at »slaveriet er genindført«. Branchens arbejdsgiverforening tegner dog et helt andet billede: »Vi må se i øjnene, at der er sket en mentalitetsændring i retning af, at alle vil kræve, ingen vil yde. Flere og flere vil gerne betjenes, men færre og færre vil betjene andre.« Andersen: Profession Filippiner, s. 135

Udviklingen er vendt, og i 1973 indføres et indvandringsstop, skønt antallet af udlændinge fortsætter med at stige gennem familiesammenføring.

Trods krisen er tidsånden imidlertid for en udbygning af velfærdsstaten, og især i 1970’erne er Socialdemokratiets fokus vendt mod den enkeltes frihed og sociale vilkår, mens produktivitetens fremme fylder mindre programmatisk. Med den store dagpengereform i 1972 hæves dagpengemaksimum fra 80 til 90 procent, arbejdskravet sættes ned, og alle lønmodtagere får ret til dækning af indtægtstab i tilfælde af barsel og sygdom fra første dag. I 1973 fremsættes forslag til en bistandslov, der vedtages i 1974 og træder i kraft i 1976, og som tilstræber, at ingen lønmodtager bør opleve drastiske forringelser i levevilkårene, hvis det bliver nødvendigt at modtage offentlig støtte.

Forbedringerne for de ledige fortsætter op gennem 1970’erne, selv om højkonjunkturen er passé, og udlandslån i stigende grad bliver en del af finansieringen. Dyrere råvarepriser og ikke mindst olieprisernes himmelflugt varsler en ny tids vanskeligheder, og fra 1973 til 1975 stiger arbejdsløsheden blandt de forsikrede fra 2,4 procent til 11,1 procent. Jensen: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse?, s. 256

Årtiet præges af stigende inflation, høje lønstigninger, stor udlandsgæld og underskud på statsfinanserne, og efterhånden dominerer historier om dagpengemisbrug igen i større dele af pressen. I den såkaldte paradoksdebat fremfører Dansk Arbejdsgiverforening, at der trods den høje arbejdsløshed er mangel på arbejdskraft, hvilket ses som tegn på dovenskab i kølvandet på et højt understøttelsesniveau.

Det forhindrer imidlertid ikke, at ca. 25.000 står til at ryge ud af dagpengesystemet i slutningen af 1970’erne som følge af længere tids ledighed. Arbejdsminister Svend Auken argumenterer for kommunale arbejdstilbud på overenskomstmæssige vilkår og i sin fremlæggelsestale i april 1978 fastslår han arbejderbevægelsens traditionelle grundposition om, at ledighed er uforskyldt: »Efterhånden som ledigheden har varet i nogle år, står vi nu i en situation, hvor et meget stort antal mennesker har været arbejdsløse i lang tid – så lang tid, at de inden længe vil miste retten til dagpenge. Regeringen anser dette for at være et meget alvorligt problem, idet der er tale om mennesker, der med en tidligere fast tilknytning til arbejdsmarkedet nu uden egen skyld er ved at miste denne tilknytning (…) Der er derfor behov for, at der gives reelle arbejdstilbud til denne gruppe gennem en udvidelse af beskæftigelsen på normale arbejdspladser til overenskomstmæssigløn.« Jensen: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse?, s. 263f  

Et bredt folketingsflertal bakker op, og dagbladet Børsen kvitterer med roser: »Svend Auken har ramt plet med forslaget om arbejdstilbud til de langtidsledige. I alle politiske partier er der en udstrakt sympati for de menneskelige tragedier, der følger af langvarig ledighed.« (Børsen, 26.4.1978).

Et andet instrument til at begrænse ledigheden og få flere unge ud på arbejdsmarkedet møder ligeledes bred opbakning og vedtages i 1979 af danmarkshistoriens eneste regering med deltagelse af Venstre og Socialdemokratiet (bortset fra samlingsregeringerne i Besættelsestiden): Efterlønsordningen.

Ideen, der er født i Specialarbejderforbundet (SiD), skal gøre det attraktivt for lønmodtagere over 60 år at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at skabe plads til yngre ledige – og det bliver en langt større succes end forventet. De næste tre årtier kæmper politikere med at begrænse efterlønnen og finde nye muligheder for at finansiere ordningen (hvilket vi vender tilbage til i kapitel 3).

Her omtrent peaker velfærdssamfundet. Den socialstat, som arbejderbevægelsen og socialliberale har opbygget under skiftende flertal og vekslende internationale konjunkturer, bygger bl.a. på en politik, der gennem et lille århundred har haft et indkomstfordelendesigte, har formindsket den økonomiske ulighed og sikret større frihed og tryghed for både lønmodtagere og ledige i form af kortere arbejdstid, længere ferier og gunstigere sociale ydelser.

Herfra begynder den politiske retningspil så småt at dreje i en ny retning.

Sociale nedskæringer og skærpet kontrol

I slutningen af 1970’erne kommer Socialdemokratiet den borgerlige kritik af »selvforskyldt« ledighed i møde, da man lancerer dagpengeforringelser under mottoet »begrænsning af utilsigtet brug af dagpengene«. Lind & Møller: »Arbejdsmarkedspolitikken og aktivering af arbejdsløse«, s. 14 Rådighedskravet skærpes, dagpengene beskæres, og i 1982 indføres et loft på SU-niveau for unge bistandsmodtagere.

Samme år opgiver Anker Jørgensen regeringsmagten uden at udskrive nyvalg, og med Poul Schlüter i Statsministeriet indvarsles et nyt pres på de sociale ydelser fra firkløverregeringen: Det Konservative Folkeparti, Venstre, De Radikale og Centrumdemokraterne.

En ‘forsigtig’ udtalelse af daværende socialminister Palle Simonsen markerer, at der skal nye og knap så kalorierige boller på velfærdssuppen: »Der må være et incitament til, at uanset om man skal hjælpes på et rimeligt niveau, så kan det stadig betale sig at arbejde. Der har været tendenser i modsat retning. Det gælder på kontanthjælpsområdet og dagpengeområdet.« (Berlingske Tidende, 5.10.1982).

Som sagt så gjort. Dyrtidsreguleringen afskaffes, og understøttelsen og de offentlige udgifter beskæres. Udviklingen i retning af forbedrede vilkår for de ledige er med andre ord vendt, og ledigheden bliver hovedtemaet under folketingsvalget i 1984. LO argumenterer for nedsat arbejdstid med opbakning fra Politiken: »… en nedsat arbejdstid vil selvfølgelig øge antallet af beskæftigede. Ingen siger i forholdet én til én, men en klar effekt vil det have.« (5.1.1984). Men det politiske pendul fortsætter med at begunstige Poul Schlüter, og firkløverregeringen bevarer magten.

Trods skarpe konfrontationer med fagbevægelsen fører trepartsforhandlinger mellem regeringen, LO og DA i 1987 til Fælleserklæringen, der betyder en indførelse af arbejdsmarkedspensioner for næsten alle lønmodtagere, kombineret med et løfte om løntilbageholdenhed fra fagbevægelsens side (nu hedder det »jobfest« frem for »lønfest«).

Schlüter fortsætter som statsminister, indtil tamilskandalen atter tvinger magten til at ændre farve i 1993, og han går af uden at udskrive nyvalg. I løbet af 1980’erne er dagpengeperioden blevet begrænset til et maksimum på 8½ år, i hvilket forløb 2 gange 26 ugers jobtilbud på overenskomstmæssige vilkår er inkluderet, men overordnet set er der ikke kun tale om sociale nedskæringer. SU’en og barselsorloven er f.eks. blevet forbedret, i 1987 har næsten alle partier vedtaget at indføre en børnecheck på 5.000 kr. pr. barn til børnefamilierne, og der er indført en overgangsydelse til efterløn for de 55-59 årige.

I Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000 skriver forfatterne sammenfattende om den borgerlige regeringstid 1982-1993: »På de felter, hvor der var tale om universelle ydelser, blev velfærdsstaten holdt nogenlunde intakt – ja endog forbedret på udvalgte områder – medens der var tale om mærkbare forringelser på felter, hvor de offentlige ydelser var møntet på specifikke sociale lag med ringe indflydelse, nemlig de arbejdsløse og udstødte.« Christensen, Kolstrup & Hansen: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000, s. 313

Venstres daværende næstformand Anders Fogh Rasmussen er da heller ikke tilfreds med de reformer, der er gennemført under Poul Schlüter. Der er behov for et mere markant opgør med velfærdsstaten, skriver han i sin meget omtalte debatbog, Fra socialstat til minimalstat – en liberal strategi: »Uanset at det strider imod den danske velfærdskonsensus, er det altså nødvendigt at gøre op med troen på socialstaten som alles gode ven og beskytter. Den tryghed, som socialstaten kan tilbyde er en falsk tryghed. Afhængigheden af overførsler fra staten har samme virkning på borgerne som afhængigheden af euforiserende stoffer har på en narkoman: Ethvert nyt fix gør godt, men tilfredsstillelsen er midlertidig, og der skal stadig flere og større doser til. Afhængigheden bliver til hjælpeløshed, og stoffet har i den grad sløret sanserne, at ingen ænser decimeringen af samfundskagen.« Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat, en liberal strategi, s. 16

Med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen rykker Socialdemokratiet og De Radikale ind i ministerkontorerne fra januar 1993 til november 2001, i begyndelsen med deltagelse af Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne.

Samme dag, som Nyrup Rasmussen præsenterer sin nye regering, advarer forbundsformand for Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) Anton Johannsen mod de sociale konsekvenser af den høje ledighed og foreslår den klassiske arbejderbevægelses vej: »Som en del af løsningen på denne problemstilling er modeller for arbejdsfordeling helt indlysende. Det skal ikke være i form af løntilskudsordninger, hvor fordelingen tilsyneladende består i, at nogen, der har gode jobs, afskediges, for at andre arbejdsløse kan overtage jobbene. (…) For egentlig er det jo paradoksalt, at mere fritid i samfundet betragtes som et onde. Faktisk har mere fritid altid væretet af målene for fagbevægelsens indsats. Det, som skaber utilfredsheden er, at den ekstra fritid pålægges i for store mængder til mennesker, der ikke oplever at have fri, fordi de ikke har noget at holde fri fra.« (Det Fri Aktuelt, 30.1.1993).

Men Nyrup Rasmussen gennemfører ikke et radikalt sporskifte, der fører arbejdsløshedspolitikken i retning af tidligere socialdemokratisk- ledede regeringer. Hvor 1970’ernes og 1980’ernes socialpolitik var fokuseret på social sikring, der i vid udstrækning skulle udligne de værste tab ved de lediges løntab, fokuserer 1990’ernes aktive arbejdsmarkedspolitik ikke mindst på at forbedre lediges kvalifikationer og arbejdsevne, men opkvalificeringen sker også i kombination med tiltagende kontrol, nedskæringer i ydelser og stramninger af rådighedskrav.

Med arbejdsmarkedsreformen i 1994 forøges optjeningskravene fra 26 til 52 uger, mens dagpengeperioden nedsættes til 7 år. Genoptjeningsretten afskaffes for de aktiverede, der også aktiveres tidligere, bl.a. for at »motivere« de ledige. Der skal fremover udarbejdes individuelle handlingsplaner, men fortsat tages hensyn til den lediges egne ønsker.

Under valgkampen i september 1994 kræver Venstre og De Konservative yderligere reformer i form af nedsatte sociale ydelser, men afvises af SF’s formand Holger K. Nielsen. Modargumentet er klassisk, men ved at blive sjældnere i debatten i 1990’erne (og endnu sjældnere, da SF 17 år senere selv bliver regeringsparti): »Vi synes ikke, at problemet ligger i, at de arbejdsløse ikke vil arbejde. Problemet er, at der ikke er job nok. Og derfor vil det ikke løse noget som helst, at man strammer reglerne.« (Berlingske Tidende, 2.9.1994).

Omvendt står De Konservatives formand Hans Engell fast på at reformere dagpengesystemet: »For os er der ikke noget tabu. Dagpengeperioden skal kortes ned, folk med gode lønninger skal have højere dagpenge i starten af deres arbejdsløshed, mens lavtlønnedes dagpenge skal sættes ned.« (Berlingske Tidende, 4.9.1994).

Socialdemokratiet, De Radikale og Centrumdemokraterne genvinder imidlertid regeringsmagten i 1994, men kursen er nærmere Engell og Fogh end SF’s formand, og dagpengeperioden beskæres året efter, denne gang til fem år. I 1997 strammes rådighedsreglerne igen, lediges adgang til uddannelsesorlov begrænses, og dagpengeperioden beskæres yderligere til fire år.

En væsentlig faktor i bestræbelserne på at få flere grupper ud på arbejdsmarkedet er frygten for en fremtidig mangel på arbejdskraft, fordi befolkningsfremskrivninger viser stadig flere ældre i den danske befolkning og dermed færre i den arbejdsdygtige alder. Men bag det hele står det klart, at den dominerende grundposition om ledigheden er ved at forskydes i retning af, at den er de lediges skyld og ansvar. Strammere regler skal »stimulere« lysten til at søge og finde jobs, der ellers ville forblive ubesatte.

I 1990’ernes medier fremstilles de ledige således som inaktive og dovne i endnu højere grad end i 1980’erne Jørgensen: Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik – Kosmetiske eller indholdsmæssige forskelle?, s.9 hvilket også har gødet jorden for de største dagpengeforringelser nogen sinde i perioden 1995-1999. Lind & Møller: Arbejdsmarkedspolitikken og aktivering af arbejdsløse, s. 17 

Det er også i midten af 1990’erne, at kurven vender i forhold til den hidtidige indkomstfordelende udvikling. Som nævnt peaker velfærdssamfundet i slutningen af 1970’erne omkring indførelsen af efterlønsordningen, men selv om der skæres i velfærdsydelser i 1980’erne, er det småt i forhold til de følgende årtier, og der er andre tiltag, der styrker velfærdssamfundets sociale goder i Poul Schlüters regeringstid.

Johan Juul, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, påpeger siden, hvor lidt dette historiske skifte er blevet noteret: »Fattigdommen og uligheden er faldet i Danmark uafbrudt siden Anden Verdenskrig. Midt i 1990’erne begynder den at stige, og det har den gjort lige siden. Men det er som om, at vi ikke rigtigt har opdaget det endnu. Det kommer bag på os, at det er noget, viskal forholde os til.« (Politiken, 29.1.2012).

Sideløbende svækkes arbejderbevægelsens historiske alliance mellem parti og fagbevægelse. Den 6. april 2001 bliver tilmed den sidste udgivelsesdag for arbejderbevægelsens eget dagblad, Aktuelt – en 130-årig epoke slut.

 

Konklusioner

Trods visse nedskæringer og opstramninger forbedres den danske velfærdsstats vilkår for lønmodtagere og ledige frem til slutningen af 1970’erne og i mange henseender videre frem til begyndelsen af 1990’erne med forholdsvis høje sociale ydelser, universelle rettigheder og almene velfærdsgoder i form af bl.a. skole og uddannelse, hospitaler, lægehjælp, børnepasning og ældrepleje, der i meget vid udstrækning er finansieret over skatterne.

Der er opbygget et samfund med begrænset økonomisk ulighed, forholdsvis stor social tryghed og få kløfter befolkningsgrupperne imellem ved at lade staten stå for en række sociale områder, der f.eks. i mange andre lande er privatiseret. Denne udvikling er ikke et opgør med individualismen i betydningen hver enkelt borgers forskellighed, som det ofte fremføres, men går hånd i hånd med universelle rettigheder af både social og politisk art, der værner om et større udfoldelsesrum for individets integritet og egenart.

Arbejderbevægelsen er en politisk magtfaktor med en overvældende del af vælgerskaren bag sig, både i kraft af Socialdemokratiets betydelige vælgerandel i hovedparten af det 20. århundrede og fagbevægelsens meget høje organisationsgrad, der især i samarbejde med socialliberale til højre og socialister til venstre har grundlagt, udbygget og konsolideret velfærdssamfundet med stigende fritid for lønmodtagere og stigende tryghed for ledige, f.eks. også under internationale kriser i 1930’erne og 1970’erne.

Det politiske velfærdstatsprojekt, hvis hovedsigte (om ikke altid dets konkreter) i stigende grad forener Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og partier til venstre for socialdemokraterne, er det, historiker Claus Bryld har kaldt det »det chancelige samfund« Bryld: Socialdemokratiet, velfærdsstaten og hva’ så? Et dybdeperspektiv på det gamle arbejderparti til forskel fra både det neoliberale og totalitære samfundssyn. Individuel frihed, social tryghed og universelle rettigheder, der ikke alene fokuserer på økonomisk vækst, men forudsætter en større offentlig sektor uden at føre til statens overtagelse af produktionsmidlerne.

Positionerne i arbejdsløshedsdebatten gennem hele 1900-tallet er grundlæggende de samme, som vi møder i dag, men der er perioder, hvor debatten fylder betydeligt mindre end andre. På den ene side står fortalerne for større økonomisk lighed og tryghed i kraft af forbedrede sociale ydelser og rettigheder; fra den anden side advares mod øget dovenskab og tabt konkurrenceevne. På den ene side altså den grundopfattelse, af ledigheden oftest er uforskyldt, på den anden side den grundopfattelse, at ledigheden oftest eller ofte er selvforskyldt.

Førstnævnte har haft overtaget siden 1930’erne og bevarer det i mange årtier frem, før revnerne så småt viser sig i 1980’erne, og i 1990’erne begynder bygningen at vakle.

Engang udgav arbejderbevægelsen snesevis af lokale og regionale dagblade ved siden af det landsdækkende flagskib, Social-Demokraten/ Aktuelt, hvormed man havde sikret sig en stærk tilstedeværelse i mediebilledet, men i slutningen af 1900-tallet afvikles den sidste rest, og den historiske alliance mellem parti og fagbevægelse svækkes sideløbende. Båndene løsnes formelt på LO Kongressen i 1995, og de faldende medlemstal i fagforeningerne såvel som i partiet er ved at blive markante, som århundredet rinder ud. Ikke mindst de ledige kommer til at betale en del af prisen for svækkelsen.

Sådanne kriser er før blevet overvundet, men da Venstre og De Konservative kommer til magten i 2001, begynder en socialdemokratisk ørkenvandring, der nok bliver længere, end mange socialdemokrater havde forestillet sig. Og da partiet endelig får regeringsmagten igen i oktober 2011 med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, er vælgerstyrken decimeret i historisk grad, og kampen for lønmodtageres fritid, samfundets økonomiske lighed og de lediges tryghed under voksende pres – for ikke at sige afvikling.

Kapitel 5: Er danskerne dovne?

»Hele vores samfundsproblem er, at vi er blevet for dovne og for bekvemme og har fået for meget forærende.« MF Brian Mikkelsen (2013)

»Familiers totale arbejdsbyrde er ikke blevet reduceret i den udstrækning, statistikkerne over de individuelle arbejdstider foranlediger os til at tro. ‘Fritidssamfundet’ er næppe umiddelbart forestående.« Professor Kjeld Schmidt (2011)

I Danmark er der for meget klynkeri, mener Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Alt for mange læner sig op ad kommunen og staten i stedet for at hjælpe sig selv og hinanden: »Jeg tror, at mange, der har rejst ude i verden, godt kan genkende, at vi har en tendens til at klynke rigeligt meget herhjemme. Når man hører folk snakke om problemer, så lyder svaret ofte: Jamen, hvad siger kommunen? Det er blevet et reflekssvar. Det har faktisk været med til at gøre os egoistiske. Sådan var det ikke for 50 år siden. Dengang var man afhængig af frivillige fællesskaber, men de er ved at dø ud, og jeg tror ikke, vi har fået et bedre samfund, i og med at staten har overtaget den funktion.« (Information, 12.3.2011).

Der er i det hele taget alt for mange på overførselsindkomst, mener erhvervsmanden Asger Aamund. Han kalder danskere uden for arbejdsmarkedet for »klientvælgere« til forskel fra de »skaffedyr«, der tjener pengene. Aamund er bekymret for, at det danske demokrati understøtter en udvikling, hvor »klientvælgerne« siden midten af 1990’erne har kunnet stemme sig til højere overførselsindkomster i stedet for at arbejde sig til højere indtægter, »fordi skaffedyrene er blevet i mindretal og klientvælgerne er kommet i flertal« (Berlingske, 18.7.2013). Det er ikke første gang, han kritiserer folkestyret for at have »taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder« (Berlingske, 15.7.2011).

Det er en udvikling, der får Aamund til at betvivle demokratiet i sin nuværende form: »Jeg vil ikke ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer. Hvis den udvikling fortsætter, som vi har set gennem lang tid, hvor mere end halvdelen af vælgerbefolkningen er uden for arbejdsmarkedet, og hvor hele Servicedanmark forfalder, og industrien og arbejdspladserne flygter ud af landet, mens samfundet ældes og konstant bliver fattigere med politikere, der nægter at være statsmænd og reformatorer og kun tænker på, hvordan de kan rage magten til sig, så vil jeg mene, at man skal tage demokratiet op til debat.« (Berlingske, 15.7.2011).

Aamund forestiller sig ikke et endegyldigt farvel til det demokrati, vi kender, men en midlertidig »elite-regering«, der kan bistå folkevalgtepolitikere med at få nedbragt de offentlige udgifter og minimere antallet af borgere på overførselsindkomst: »Vi skal ikke én gang for alle kappe forbindelsen til demokratiet eller have en enevældig konge, men i en nødsituation, ligesom under krigen, kan man have en slags elite-regering i en periode, som bistår de folkevalgte – skal vi sige lidt håndfast. Så vi kan få de nødvendige reformer.«

Andre udtrykker samme bekymring for antallet af overførselsindkomstmodtagere som Aamund, men uden at rejse samme tvivl ved demokratiet. I 2011 advarer Socialdemokratiets Mette Frederiksen: »Det er et kæmpemæssigt problem, at under halvdelen er i arbejde. Det skal få alle advarselslamper på Christiansborg til at blinke.« (Jyllands-Posten, 16.8.2011). I 2012 proklamerer SF’s Villy Søvndal i sin 1. maj-tale: »Under VKO passerede vi en farlig grænse – andelen af danskere på passiv forsørgelse steg, så det i dag er et mindretal, der går på arbejde.« I 2013 konstaterer De Konservatives Brian Mikkelsen, at danskerne simpelthen arbejder for lidt og har det for godt: »Hele vores samfundsproblem er, at vi er blevet for dovne og for bekvemme og har fået for meget forærende.« (Berlingske, 21.2.2013). Der er tilsyneladende en forbløffende tværpolitisk enighed om en del af problemet.

Men er det korrekt, at »mere end halvdelen af vælgerbefolkningen «står uden for arbejdsmarkedet, som Aamund påstår, og har vi med Søvndals ord passeret »en farlig grænse«? Bør »alle advarselslamper« blinke, som Frederiksen siger, og skyldes det i givet fald, at danskerne er blevet for »dovne«, som Mikkelsen anfører?

Det ser vi nærmere på i dette kapitel, der belyser to afgørende aspekter af samme spørgsmål: 1) hvor stor en andel af den danske befolkning (herunder den danske vælgerbefolkning) er egentlig i arbejde, og 2) hvor lidt eller meget arbejder vi i Danmark?

Først skal vi dog lige se på, hvorfor arbejdsløshedsstatistikkerne måske ikke altid tegner helt så entydige billeder af ledigheden, som man kunne tro.

 

100.000, 250.000 eller 2.800.000 ledige?

Den første oliekrise indtræffer i 1973-74 og får ledigheden til at stige og stige. Det ophører den stort set ikke med i de følgende to årtier, bortset fra nogle få intermezzoer, bl.a. ved indførelsen af efterlønsordningen i 1979, men først i midten af 1990’erne vender udviklingen atter, og ledigheden ophører denne gang stort set ikke med at falde det følgende halvandet årti. Brøndum (red.): 60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig, s. 12

Et historisk lavt ledighedstal nås i 2008, hvor der blot er 51.200 ledige i Danmark, svarende til 1,8 procent. Det er det laveste niveau i 34 år. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 43, 5.2.2009, men det er også samme år, finanskrisen slår igennem globalt, hvilket atter får kurven til vende. Men hvornår er en ledig egentlig ledig ifølge statistikkerne?

Ledige kan opgøres på flere måder, men ingen opgørelse har et præcist antal. Det mest almindelige ledighedstal herhjemme omfatter såkaldt arbejdsmarkedsparate kontanthjælps- og dagpengemodtagere, og her taler man både om brutto- og nettoledighed. Hvor nettoledigheden alene omfatter arbejdsmarkedsparate personer uden nogen form for beskæftigelse, inkluderer bruttoledigheden også de kontanthjælps- og dagpengemodtagere, der er i gang med et aktiveringsforløb.

Danmarks Statistik opgør f.eks. nettoledigheden til 112.000 personer i marts 2012. På baggrund af dette tal beregnes en ledighedsprocent i forhold til arbejdsstyrken, det vil sige den del af befolkningen, der er i den såkaldt arbejdsdygtige alder. Afgrænsningen heraf er imidlertid ikke uden videre selvindlysende (og heller ikke identisk i alle statistikker), men defineres i dette tilfælde som samtlige ledige og beskæftigede i alderen 15-64 år, hvilket resulterer i en ledighedsprocentpå 4,3. I bruttoledighedstallet medregnes endvidere 49.800 aktiverede kontanthjælps- og dagpengemodtagere, hvorfor vi her får et ledighedstal på 161.800 personer og en tilsvarende højere (brutto)ledighedsprocent på 6,2. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 216, 26.4.2012

Nettoledigheden har været standardledighedstallet for Danmarks Statistik siden 1979, mens bruttoledigheden først bliver regelmæssigt offentliggjort fra 2010, hvor den imidlertid møder en vis modvilje fra politisk side. Venstres daværende arbejdsmarkedspolitiske ordfører Ulla Tørnæs fastslår således, at politikere i almindelighed nok fortsat vil benytte den lavere nettoledighedsprocent: »Nettoledigheden er det officielle tal og alt andet lige det mest rigtige. For de aktiverede står jo ikke i ledighedskøen, men er i gang med en strategi for at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Den nye udregning [bruttoledigheden] er ikke noget, der vil blive brugt af politikerne.« TV-Avisen, marts 2012.Citeret efter: http://www-ak-samvirke.dk/artikler/hvordan-maaler-arbejdsløsheden

Men aktiverede kontanthjælps- og dagpengemodtagere har samme pligt som andre ledige til fortsat at søge ordinært lønarbejde, og derudover kan man jo også godt være i gang med en »strategi« for at komme ud på arbejdsmarkedet uden nødvendigvis at være i et aktiveringsforløb. Derfor er det heller ikke givet, at tallet for nettoledigheden uden videre er »det mest rigtige« tal.

Problemet afhjælpes heller ikke af, at den til enhver tid siddende regering har en interesse i ‘gode’ ledighedstal. Men diskussionen om brutto- og nettoledighedstallene er kun toppen af isbjerget. For måske er også bruttoledigheden alt for snævert afgrænset, hvis vi ønsker et dækkende billede af ledigheden og bestræbelserne på at nedbringe den?

Som tidligere nævnt omfatter hverken netto- eller bruttoledigheden de ca. 100.000 såkaldt ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Forskellen på basale definitioner af ledighed betyder med andre ord, at ledighedstallet for marts 2012 f.eks. kan opgøres så ‘lavt’ som godt og vel 100.000 (nettoledige) eller så ‘højt’ som ca. 250.000 (bruttoledige plus ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere).

Spørgsmålet er altså, om ikke det her er mere ‘retvisende’ at opgøre ledighedstallet til en kvart million i stedet for 100.000? Definitionsproblemerne slutter imidlertid ikke her.

Et tredje ledighedstal er den såkaldte AKU-ledighed, der findes via de såkaldt arbejdskraftundersøgelser, hvor ca. 22.000 personer i alderen 15-74 år hvert kvartal svarer på, om de er arbejdsløse eller ej (det er f.eks. også dette tal, der anvendes til sammenlignende analyser i EU). Her betegnes man som ledig, »hvis man ikke er i beskæftigelse samtidig med, at man selv angiver at være aktivt jobsøgende og angiver at kunne tiltræde i et nyt job inden for kort tid« (jf. Beskæftigelsesministeriet). På denne måde medtages en gruppe ledige, der ikke er med i de øvrige statistikker, fordi de hverken modtager dagpenge, kontanthjælp eller løntilskud, hvilket forøger ledighedstallet yderligere – men der er altså fortsat borgere uden lønarbejde, som ikke medregnes.

Det korte af det lange er, at en borger uden lønindkomst langtfra altid tæller som ledig, hvilket man både kan tale for og imod. Men det betyder også, at »ledigheden« f.eks. under visse omstændigheder godt kan være faldende, til trods for at »beskæftigelsen« ikke er stigende – selv om det umiddelbart forekommer kontraintuitivt. Hvis et stigende antal ledige kontanthjælps- og dagpengemodtagere f.eks. får tildelt førtidspension eller tager en uddannelse, falder ledighedstallet, skønt der ikke er kommet flere i beskæftigelse af den grund. Det samme gælder, hvis et voksende antal kontanthjælpsmodtagere flyttes til kategorien »ikke-arbejdsmarkedsparate « – en kategori, der f.eks. er steget med knap 27.000 personer fra finanskrisens udbrud i 2008 til 2012, hvorved de ikke længere ‘tæller med’ i ledighedstallene.

Man kunne derfor spørge, om ikke vi bør begynde i den anden ende af problemstillingen og i stedet indkredse omfanget af beskæftigelsen – i det mindste hvis vi ønsker et informativt billede af ledig hedens udvikling, der er lettere sammenligneligt over tid, og som giver politikere mindre mulighed for at jonglere med de forskellige ledighedsstatistikker?

Ved at kigge på beskæftigelsestallene kan man f.eks. få et billede af erhvervsfrekvensen, det vil sige den procentdel af arbejdsstyrken, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller af beskæftigelsesfrekvensen, hvilket dækker over, hvor stor en procentdel af arbejdsstyrken der også konkret er i beskæftigelse som selvstændige, lønmodtagere eller aktiverede (idet man dog igen kan diskutere, i hvilken grad aktiverede er i »beskæftigelse«).

F.eks. var der 3.556.448 personer i den arbejdsdygtige alder fra 16 til 64 år i 2012, hvoraf arbejdsstyrken udgjorde 2.657.220 personer, og antallet af beskæftigede 2.534.971 personer (idet både deltids- og fuldtidsbeskæftigede her er omregnet til ét tal for fuldtidsstillinger), hvilket svarer til en erhvervsfrekvens på 74,7 procent og en beskæftigelsesfrekvens på 71,3 procent. Agerskov (red.): Statistisk Årbog 2013, s. 197

De forskellige opgørelsesmetoder kan bruges til at belyse forskellige aspekter, der er relevante i forskellige sammenhænge.

Men der er dog ét tal, der kunne være interessant i forhold til overblikket over de store træk i den samfundsmæssige udvikling, hvad angår ledighed og beskæftigelse. Et tal, som giver et historisk og aktuelt billede af ledighed og beskæftigelse såvel som af de konkrete resultater af de hidtidige tiltag for at få flere i lønarbejde.

Dette tal er beskæftigelsesandelen, hvilket i al sin enkelhed angiver andelen af fuldtidsbeskæftigede i forhold til hele befolkningen. Og derfor fortæller den også, hvor stor en del der ikke er i arbejde, hvad enten man er i den såkaldt arbejdsdygtige alder eller ej, og om man er nyfødt, skoleelev, studerende, lønmodtager, selvstændig eller folkepensionist osv. Kort fortalt: uafhængigt af omskiftelige definitioner på, hvornår arbejdsløse tæller eller ikke tæller som ledige i andre opgørelser.

Det er med andre ord et tal, der også er hævet over, om x antal ledige flyttes fra den arbejdsmarkedsparate til den ikke-arbejdsmarkedsparate kategori, og om de flyttes fra kassen med kontanthjælpsmodtagere til kassen med førtidspensionister. Disse rokeringer forandrer ledighedstallet, men de ændrer ikke ved det reelle billede af beskæftigelsens og arbejdsløshedens overordnede bevægelser.

Beskæftigelsesandelen er med andre ord renset for mange ledighedskategoriers indbyrdes indgribende del-billeder og kan anskueliggøre samfundets beskæftigelsesudvikling i fugleperspektiv.

Er danskerne dovne? Hvad beskæftigelsesandelen fortæller

Ser man på den danske befolkning som helhed, har beskæftigelsesandelen bevæget sig lige over eller under 50 procent i de seneste tiårs opgørelser. Omtrent halvdelen af befolkningen er i arbejde, og omtrent halvdelen er uden lønarbejde, når vi medregner alle frafødslen til kanten af graven.

Spørgsmålet er så, om det bør få »alarmlamperne« til at blinke, som f.eks. Mette Frederiksen mener, hvis ikke det ligefrem bør få os til at afmontere demokratiet midlertidigt til fordel for en »eliteregering «, der kan bistå de folkevalgte politikere »lidt håndfast«, som Asger Aamund giver udtryk for?

Først er det måske på sin plads lige at luge en misforståelse ud: Det er ikke korrekt, når Aamund hævder, at »halvdelen af vælgerbefolkningen « står uden for arbejdsmarkedet. Vælgerbefolkningen består af danske statsborgere over 18 år, hvilket f.eks. i første kvartal af 2012 svarer til 4.078.740 personer. Danmarks Statistik, 1. kvartal 2012  Den 1. januar 2012 er 2.573.485 personer over 18 år i deltids- eller fuldtidsbeskæftigelse, hvilket betyder, at knap 63 procent af de stemmeberettigede er på arbejdsmarkedet Registerbaseret arbejdsstatistik pr. 1 januar 2012, jf. Statistiske Efterretninger – Arbejdsmarked 2013:4, s.21. Når der står “knap 63 procent”, skyldes det, at det ikke fremgår af tallene, hvor mange beskæftigede der ikke er statsborgere og dermed ikke har stemmeret, men det ændrer ikke tilnærmelsesvis ved, at et solidt flertal af vælgerbefolkningen er i beskæftigelse. – altså et solidt flertal af vælgerbefolkningen. Ikke alene udgør vælgere uden for arbejdsmarkedet et klart mindretal af vælgerbefolkningen, men de stemmer heller ikke på samme parti eller samme blok. Ifølge en vælgerundersøgelse foretaget af Megafon for Politiken og TV2 ville 57 procent af denne befolkningsgruppe stemme på Venstrem De  Konservative, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance i februar 2012 (Politiken, 17.2.2012) Det er altså et scenario grebet ud af luften, når Aamund påstår, at »et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder«.

Det er først, når vi medtæller alle, fra babyer til folkepensionister, at vi når en fordeling, hvor lige under halvdelen af hele befolkningen er på arbejdsmarkedet, hvilket er noget ganske andet.

Hvad det imidlertid er afgørende at bemærke i forhold til politikeres og debattørers advarselslamper i denne forbindelse, er: 1) det er almindeligt i mange af de lande, vi sammenligner os med, at omtrent halvdelen af hele befolkningen er i lønarbejde, 2) det er en fordeling, der ikke er udtryk for nogen spektakulær eller historisk lav anomali i Danmark, og 3) hvis vi skiller os ud internationalt som følge af beskæftigelsesandelen, skyldes det ikke, at andelen af beskæftigede danskere er lav sammenlignet med andre vestlige lande, men derimod at den er høj.

Danmark har i årevis været placeret i toppen af OECD- og EUlandene, hvad angår andelen af borgere på arbejdsmarkedet, også selv om andelen har været faldende siden finanskrisen. I 2012 er beskæftigelsesandelen for Danmark ifølge Eurostat opgjort til 48,1 procent, men selv om den er dykket under 50 procent, hvilket fik Mette Frederiksen og andre politikere til at ringe med alarmklokkerne, er og bliver virkeligheden, at Danmark traditionelt ligger blandt de lande, hvor beskæftigelsesandelen er højest. Ifølge Eurostat er der kun fire EU-lande, der har en højere bekæftigelsesandel: Holland, Østrig, Tyskland og Sverige. Og EU-gennemsnittet ligger med 43,6 procent væsentligt lavere end Danmark.

I de senere år er beskæftigelsesandelen i Danmark først vokset uafbrudt (næsten) fra 50,5 procent i 2003 til 52,0 procent i 2008, hvorefter den er faldet uafbrudt til 48,1 procent i 2012. Er vi vidner til en historisk alarmerende udvikling?

I Befolkningen i 150 år fra Danmarks Statistik (2000) opgøres beskæftigelsesandelen fra første halvdel af 1800-tallet og frem til 2000. Det giver selvsagt nogle udfordringer, jo længere vi ser tilbage, ikke mindst fordi beskæftigede personer først bliver opgjort fra og med folketællingen i 1940, hvorfor de tidligere tal er anslået ved at betragte »forsørgere«, »delvist forsørgede« og »tyende« fra tidligere folketællinger som »beskæftigede«.

Men det fremgår, at en beskæftigelsesandel på ca. 38 procent er »næsten konstant« fra 1834 og gennem resten af 1800-tallet: »Først i begyndelsen af 1900-tallet stiger andelen til over 40 pct. og videre op mod 50 pct.« Danmarks Statistik: Befolkningen i 150 år, s. 61 

Gennem 1920’erne og 1930’erne er beskæftigelsesandelen således støt stigende med knap 10 procent over tyve år til et hidtidigt højdepunkt på ca. 51 procent i 1940, hvorefter den atter falder de følgende tyve år til ca. 47 procent i 1960, hvilket forbliver det stabile niveau gennem 1960’erne.

Med udgangspunkt i tal fra ADAM’s databank kan vi få et nærbillede af udviklingen fra 1968 og frem til 2012. Talllene fra ADAM’s databank medregner lønmodtagere, som arbejder i Danmark, men bor i udlandet, og ligger derfor på et lidt højere niveau end Eurostat (hvor Eurostat f.eks. angiver Danmarks beskæftigelsesandel i 2012 til 48,1 procent, er ifølge ADAM’s databank 48,8 procent )

I løbet af dette lille halve århundrede er der otte år med lavere beskæftigelsesandel end 2012, men den er aldrig kommet under 48 procent og kun to gange over 52 procent (i 2007 og 2008) – lige før finanskrisen tog pusten fra økonomien.

I 1968 er beskæftigelsesandelen 48,5 procent, mens den fra 1969 til 1980 ligger næsten konstant over 49 procent og kun viser beskedne udsving (et enkelt år når den lige akkurat over 50 procent og et andet år ligger den lidt lavere med 48,6 procent). Fra 1981 til 1990 svinger beskæftigelsesandelen mellem et minimum på 48,4 procent og et maksimum på 51,8 procent, og fra 1991 til 2000 svinger den mellem et minimum på 48,3 procent og et maksimum på 50,8 procent. I perioden 2001-2010 er den laveste beskæftigelsesandel 49,4 procent, den højeste 52,8 procent.

Ser vi på gennemsnittene pr. tiår, fremgår det, at beskæftigelsesandelen er forholdsvis stabil:

Gennemsnit 1971-1980: 49,34 procent

Gennemsnit 1981-1990: 50,21 procent

Gennemsnit 1991-2000: 49,61 procent

Gennemsnit 2001-2010: 50,96 procent

Effekten af kvindernes store rykind på arbejdsmarkedet betyder f.eks., at 1970’erne hæver beskæftigelsesandelen i forhold til 1960’erne med godt et par procent i gennemsnit, hvilket trods alt ikke er så drastisk endda. Hvorfor? Fordi befolkningen samtidig vokser, og fordi beskæftigelsesandelen for mænd falder, hvilket er tæt på at udligne kvindernes nye indvirkning på beskæftigelsesandelen over et tiår.

Selv om de officielle arbejdsløshedstal svinger en hel del fra 1970’erne og frem til 2010, er der med andre ord ikke tale om voldsomme udsving i beskæftigelsesandelen. Så forskellige statsministre som Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har altså trods forskellige politiske indgreb alle regeret et land, hvor omtrent halvdelen af befolkningen var i beskæftigelse, og halvdelen ikke var.

Beskæftigelsesandelens forholdsvise stabilitet betyder selvfølgelig ikke, at det er formålsløst med forskellige politiske tiltag, for selv om det ikke er de store historiske befolkningsforskydninger, de afstedkommer, kan også mindre udsving have betydning for samfundsøkonomien såvel som de berørtes konkrete tilværelse.

Men uanset de forskellige politiske instrumenter, som forskellige regeringer har taget i brug gennem flere årtier, er det åbenbart vanskeligt at ændre dramatisk ved denne ‘stabilitet’ og presse ret meget mere end halvdelen af den samlede befolkning ud på arbejdsmarkedet.

 I det store billede er der altså intet historisk skelsættende ved, at beskæftigelsesandelen ligger lige omkring 49 procent i 2011-2012. Vælger vi en anden måde at gøre de aktuelle tal op på og kigger i stedet på beskæftigelsesfrekvenser, altså opgørelser over, hvor stor en del af den såkaldt arbejdsdygtige del af befolkningen (16-64 år),der er i beskæftigelse, er det heller ikke alarmerende tal, vi får forDanmarks vedkommende i forhold til sammenlignelige lande.

OECD-tal fra 2011-2012 viser, at Danmark har den fjerdehøjeste beskæftigelsesfrekvens i EU (72,6), hvilket er 7,5 procent højere end EU-gennemsnittet. Kun tre EU-lande har en højere beskæftigelsesfrekvens end Danmark: Holland (75,1), Sverige (73,8) og Tyskland (72,8). Blandt OECD’s 34 medlemslande kommer Danmarks beskæftigelsesfrekvens ind på en syvendeplads – til sammenligning er beskæftigelsesfrekvensen f.eks. markant lavere i USA (67,1), Frankrig (63,9), Irland (58,8) og Tyrkiet (48,9). Tallene kan gemme andre nationale forskelle – f.eks. ligger Holland ekstraordinært højt, fordi over 70 procent af kvinderne har delt tidsarbejde. Omregnet til fuldtidsstillinger, ryger landet længere ned på listen og Danmarks placering yderligere op.

Lad os på denne baggrund vende tilbage til Asger Aamunds, Mette Frederiksens og de øvriges alarmerende bekymring om, at omtrent halvdelen af befolkningen er uden for beskæftigelse. Som vi har set, er det forkert, når Aamund hævder, at det kun er halvdelen af vælgerbefolkningen, der er på arbejdsmarkedet – det er omtrent halvdelen af hele befolkningen. Men hvad der ikke er mindre interessant, er, at andelen af danskere i beskæftigelse ligger i toppen i EU og OECD, når vi ser på beskæftigelsesfrekvensen, og at der heller ikke historisk er tale om en alarmerende anomali, når vi konstaterer, at den ene halvdel af den danske befolkning er på arbejdsmarkedet, mens den anden halvdel er uden for. Det er faktisk slet ikke ualmindeligt.

Er danskerne dovne? Hvad arbejdstiden fortæller

Som vi har set, er en forholdsvis stabil andel af den danske befolkning på arbejdsmarkedet, hvilket ikke rimer med, at danskerne skulle være særskilt dovne, som Brian Mikkelsen hævder – men hvad nu, hvis danskerne til gengæld arbejder meget lidt?

Faktisk er dette en udbredt antagelse. F.eks. hedder det i en oversigt over tres års samfundsforandringer, der er udgivet af Danmarks Statistik: »Hvor den ugentlige arbejdstid i 1958 var 48 timer, går vi nu hjem efter 37 timer, og den betalte ferie er mere end fordoblet fra to uger i 1952 til fem-seks uger i dag. I industrien er den gennemsnitlige årlige arbejdstid reduceret med omkring 550 timer fra 1948 til 2007 – et fald på over 25 procent.« Brøndum: 60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig, s. 11

Et lignende indtryk får man af FN’s internationale arbejdsorganisation (ILO). I 2007 anslås det f.eks., at et gennemsnitligt arbejdsår, der i Nordeuropa og Nordamerika kunne passere 3.000 arbejdstimer i 1870, omtrent er blevet halveret i 1900-tallet. Lee, MaCann & Messenger: Working time around the world: Trends in working hours, laws, and politics in a global comparative perspective, s. 24f 

Som vi har været inde på i kapitel 2, var det en historisk sejr for arbejderbevægelsen, da man i 1919 fik gennemført kravet om »8 timers Arbeide, 8 timers Frihed, 8 timers Hvile«, og de fleste er nok af den opfattelse, at det kun er blevet endnu bedre lige siden i form af yderligere arbejdstidsforkortelser og forøget fritid. Endvidere har det vist sig, at opgørelsen af arbejdstiden i Danmark oven i købet har måttet nedskrives i statistikkerne.

I mange år har vores billede af arbejdstiden hvilet på lønmodtagernes egne oplysninger i de såkaldte arbejdskraftundersøgelser. Nye muligheder for at få oplysninger direkte fra arbejdsgivernes indberetninger har imidlertid været den foretrukne fremgangsmåde siden 2012, og som konsekvens har man valgt at nedjustere arbejdstidstallene med tilbagevirkende kraft, fordi lønmodtagernes oplysninger om deres egen arbejdstid menes at overdrive det faktiske timetal. Danmarks Statistik har således nedjusteret tallene for arbejdstiden med mellem 5 og 8 procent fra 1990 og frem til 2012, hvorved et gennemsnitligt arbejdsår i Danmark anno 2012 snarere bliver på 1.451 timer end de 1.546 timer, man ellers ville anslå.

De justerede tal viser dermed også, at udbyttet af arbejdstiden til gengæld er højere end hidtil antaget, understreger chefanalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: »Den gode nyhed er så, at danskerne viser sig at være flittigere, når de er på arbejde, end vi har regnet med. De når simpelthen den samme produktion på færre arbejdstimer.« (Politiken, 28.1.2013). De nye tal ændrer ikke noget i forhold til forståelsen af arbejdstidens relative udvikling over tid, og arbejdskraftsundersøgelserne er stadig de mest sammenlignelige internationalt.

Men er den danske arbejdstid lav? Det kommer naturligvis an på sammeligningsgrundlaget. Ser vi på de justerede tal for udviklingen i Danmark, fremgår det, at arbejdstiden var lavest i 1994, hvorefter den er steget næsten uafbrudt frem til 2008, hvor kurven knækker med finanskrisen og først begynder at stige igen i 2010. I 2012 er arbejdstiden gennemsnitligt atter på niveau med 1999-2000 og over niveauet i 1990-1998 (Politiken, 28.1.2013).

Opgjort pr. individ er arbejdstiden som hovedregel faldet markant gennem det meste af det 20. århundrede i den vestlige verden, men dels er udviklingen altså atter vendt, og dels betyder det historiske fald i den enkeltes arbejdstid ikke nødvendigvis, at den samlede arbejdstid også er faldet for den enkelte familie.

Selv om industrialiseringens teknologiske udvikling i princippet har muliggjort en stadig mere effektiv (og stadig mere medarbejderfattig) masseproduktion, der næsten har været parallel med fagbevægelsens ofte succesrige kamp for højere løn, længere ferier og kortere arbejdsdage, betyder det ikke, at den vestlige verden det seneste århundrede har været én lang vandring i retning af fritidssamfundet.

I årtusinderne op til industrialiseringen har arbejdsdagen været svingende efter årstiden og i reglen været opdelt af flere og længere pauser, ligesom et stort antal helligdage tidligere fyldte arbejdsåret ud med langt flere oaser af arbejdsfrie dage end i dag. Historikeren Thorkild Kjærgaard anslår, at den ugentlige arbejdstid i senmiddelalderens agerbrugssamfund havde et omfang af ca. 40 timer, hvilket på den ene side er et spring fra den mere beskedne arbejdstid i oldtidens jæger-samler-samfund, men på den anden side fortsat en overskuelig arbejdstid, når man tager de mange helligdage i betragtning – især sammenlignet med arbejdspresset under industrialiseringen: »Ved 1800 var den ugentlige arbejdstid for hovedparten af befolkningen steget fra de nævnte 40 timer i 1400-tallet til omkring 60 timer, altså en forøgelse på ca. 50%. Forøgelsen af arbejdstiden var en traumatisk oplevelse, og det gik da heller ikke stille af. Perioden mellem 1600 og 1800 er fyldt med episoder, som viser befolkningens intense uvilje mod den udvikling, som var i gang, således finder man eksempler på obstruktion af det nye, arbejdskraftsintensive landbrug.«Kjærgaard: Mennesket er ikke skabt til at arbejde, s. 12 Tænk f.eks. også på maskinstormerbevægelsen, vi berørte i kapitel 1.

I det 21. århundrede er vi imidlertid vant til at høre og læse om vor egen tids dramatiske arbejdstidsnedgang. Vi kan se tilbage på generationers lønmodtagerkrav, der har givet flere ferieuger og bragt arbejdstiden yderligere ned for den enkelte lønmodtager i det meste af det 20. århundrede.

Men som allerede antydet udgør dette kun et udsnit af fortællingen. The Overworked American – the Unexpected Decline of Leisure (1992) af Juliet B. Schor har bidraget til at udvide og revidere synet på den historiske udvikling af arbejdstiden. Ved at sammenholde en række historiske kilder fra forskellige epoker i forskellige lande beregner hun arbejdstiden i årlige arbejdstimer fra middelalderen og frem til slutningen af det 20. århundrede. I 1200 arbejdede en voksen mand i det engelske landbrug f.eks. kun i ca. 135 dage om året og havde en årlig arbejdstid på sammenlagt 1.620 timer, mens en bonde eller minearbejder i 1600-tallet arbejdede totredjedele af året i sammenlagt 1.980 timer.

Først under 1800-tallets industrialisering følger en eksplosiv arbejdstidsforøgelse, der i omfang er uden historisk fortilfælde, og arbejdstiden skyder i vejret til mellem 3.000 og 3.650 timer om året i USA og Storbritannien.14Schor: The overworked American: The unexpected decline of leisure, s. 45 Det er denne virkelighed, der utvivlsomt har bidraget yderligere til at stimulere fremkomsten af og fremgangen for den gryende arbejderbevægelse. Den engelske 1800-tals økonom og historiker James Edwin Thorold Rogers konstaterede således, at kampen for en otte-timers arbejdsdag i realiteten ‘blot’ var en kamp for at generobre en arbejdstid, der var helt almindelig i tidligere århundreder. Ibid, s. 46

I slutningen af 1980’erne ligger den gennemsnitlige arbejdstid for arbejdere i USA og Storbritannien ifølge Schor melllem 1.850 og 1.950 timer om året – altså betydeligt over det lave niveau i middelalderen og på niveau med 1600-tallet.

Når arbejdstiden i 1900-tallet synes så lav, skyldes det derfor ikke mindst, at sammenligningsgrundlaget i reglen er industrialiseringens umiddelbart forudgående epoke i 1800-tallet, hvor arbejdspressetvar enestående historisk højt.

Dertil kommer som nævnt, at det 20. århundredes gradvise arbejdstidsnedgang i Vesten atter er vendt. På det amerikanske arbejdsmarked stiger den gennemsnitlige arbejdstid f.eks. med 163 timer fra 1.786 til 1.949 timer om året alene i perioden 1969-1987. Ibid, s. 35 I Danmark sker omskiftet senere og en del mere behersket end i USA, men tendensen er den samme. 

Imidlertid giver det heller ikke et udtømmende billede af udviklingen, når arbejdstiden alene opgøres pr. individ, for selv om den enkelte kan opleve en arbejdstidsnedgang, oplever mange moderne familier samtidig et øget arbejdspres. Kendetegnende for anden halvdel af det 20. århundrede er som bekendt kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, og selv om det sker i takt med en befolkningstilvækst, og mens mændenes beskæftigelsesandel falder, er der nu hundredtusindvis af familier, med to lønmodtagere, der samlet arbejder i flere timer end én gjorde tidligere.

Eller som professor ved Copenhagen Business School (CBS) Kjeld Schmidt påpeger: »Kendsgerningen er, at den bemærkelsesværdige reduktion af ‘lønarbejdets’ tidsforbrug, som er opnået i løbet af det 20. århundrede, i vid udstrækning er en udløber af kvinders forøgede bidrag til det ikke-huslige arbejde. Familiers totale arbejdsbyrde er ikke blevet reduceret i den udstrækning, statistikkerne over de individuelle arbejdstider foranlediger os til at tro. ‘Fritidssamfundet’ er næppe umiddelbart forestående.« Schmidt: The concept of ‘work’ in CSCW, s.387 

Også transporttiden til og fra arbejde indskrænker fritiden og er en uadskillelig del af at være lønmodtager. Ifølge en undersøgelse af firmaet StepStone, der sammenligner transporttiden i ni europæiske lande, bruger 41,3 procent af danskerne mellem 1 og 2 timer dagligt på transport, mens 22,4 procent bruger over 2 timer om dagen (StepStone.dk, 23.10.2012). Tendensen er generel i de undersøgte lande.

Det korte af det lange er, at der ikke nødvendigvis er blevet mere fritid for den enkelte lønmodtager i en familie med to voksne på arbejdsmarkedet i det 21. århundrede – heller ikke i Danmark. Og selv om arbejdstiden pr. lønmodtager er lav sammenlignet med USA, er den enkelte lønmodtager til gengæld mere produktiv i Danmark.

Indledningsvis så vi Brian Mikkelsen lancere påstanden om, at danskerne »er blevet for dovne og for bekvemme«. Men i lyset af, at vi har en af EU’s højeste beskæftigelsesfrekvenser, og at mange familier i dag har to lønmodtagere og derfor har en langt mere presset arbejdsdag, end statistikkernes individuelle arbejdstid giver indtryk af, fremstår påstanden om en udbredt »dovenskab« ikke særlig overbevisende.

Endvidere bruger en stor del af befolkningen faktisk fritiden på at arbejde – ulønnet. 1,8 millioner danskere anvender sammenlagt 350 millioner timer årligt på frivilligt socialt arbejde ifølge Socialministeriets Frivillighedsrapport fra 2012. Det er godt 194 timer om året pr. person – hvilket svarer til over fem ugers arbejde à 37 timer. Frivillighedsrapport 2012 (udarbejdet af Center for frivillig socialt arbejde)

Så måske er det heller ikke så entydigt som i Joachim B. Olsens billede af, at de frivillige fællesskaber er »ved at dø ud«, mens man bare læner sig op ad kommunen eller staten, som vi citerede indledningsvis i kapitlet: »Når man hører folk snakke om problemer, så lyder svaret ofte: Jamen, hvad siger kommunen? Det er blevet et reflekssvar. Det har faktisk været med til at gøre os egoistiske. Sådan var det ikke for 50 år siden. Dengang var man afhængig af frivillige fællesskaber, men de er ved at dø ud, og jeg tror ikke, vi har fået et bedre samfund, i og med at staten har overtaget den funktion.«

350.000.000 frivillige ulønnede arbejdstimer anvendt til socialt arbejde tyder med andre ord ikke på, at de frivillige fællesskaber er ved at dø ud, selv om det offentliges sociale sikkerhedsnet er mere omfattende i dag end for 50 år siden.

 

Konklusioner

Fagbevægelsen har spillet en afgørende rolle op gennem 1900-tallet,ikke blot for at forbedre lønninger og sociale ydelser, men også for at nedbringe den arbejdstid, der var skudt voldsomt i vejret under industrialiseringen og nåede et historisk enestående højt niveau i 1800-tallet. I de senere år er udviklingen begyndt at vende i Danmark, og fagbevægelsen er blevet svækket. Den danske fagbevægelse har dog ikke tilnærmelsesvis mistet styrke i den grad, det er tilfældet i USA, hvor både arbejdstiden og uligheden har været stærkt stigende i årtier.

Allerede fra begyndelsen af 1970’erne til slutningen af 1980’erne voksede presset på at forøge arbejdstiden så dramatisk i USA, at 80 procent af den amerikanske arbejdsstyrke i begyndelsen af 1990’erne måtte arbejde 245 timer ekstra om året for at opretholde samme levestandard som i 1973 – det svarer sammenlagt til en nødvendig arbejdstidsforøgelse på over seks arbejdsuger om året, hvis levestandarden skal bevares. Schor: The Overworked American: The un expected decline of leisure, s. 81

I Danmark har lønmodtagere højere løn, mere fritid og længere ferier, ligesom de ledige har større tryghed og ret til højere sociale ydelser. Men måske er udviklingen blot forskudt med nogle årtier, og vi ser begyndelsen på samme tendens herhjemme som i USA? I hvert fald har den politiske retningspil allerede i en årrække peget i retning af længere individuel arbejdstid, kombineret med forringelser af de sociale ydelser. Ikke desto mindre ønsker mange danske politikere, at arbejdstiden skal stige yderligere.

Rangerer vi OECD- og EU-landene ud fra arbejdstid pr. beskæftiget, placerer Danmark sig klart blandt de laveste årlige arbejdstider, skønt de dog ikke er så lave som i Tyskland, Holland, Norge, Irland og Frankrig. Men rangerer vi landene ud fra, hvor stor en del af befolkningen i den erhvervsdygtige alder, der er i beskæftigelse, ligger Danmark som nævnt meget højt.

Selv om der er undtagelser, er der en forventelig tendens til, at lande med en høj arbejdstid ikke har så høj en beskæftigelsesandel – og omvendt. Som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påpeger, skyldes det bl.a., at »i mange af de lande, hvor den gennemsnitlige arbejdstid er høj, er det kun den ene af personerne i husholdningerne, der deltager på arbejdsmarkedet.« (Ae.dk, 6.1.2011).

Det er derfor vanskeligt både at få en voksende del af befolkningen på arbejdsmarkedet og samtidig kræve, at lønmodtagerne også hver især øger arbejdstiden. Og ikke alene er det vanskeligt, spørgsmålet er vel også, om det er ønskeligt? Eller om vi snarere ønsker at fastholde resultatet af de valg, kampe og kompromisser mellem forskellige grupper og aktører i det danske samfund, der historisk har prioriteret den sociale tryghed såvel som fritiden højere, end det f.eks. er tilfældet i USA?

Endvidere viser historiske opgørelser, at der langtfra er tale om nogen spektakulær anomali, når omtrent halvdelen af den danske befolkning er uden for arbejdsmarkedet. Tværtimod svinger beskæftigelsesandelen forholdsvis stabilt omkring 50 procent, hvis vi ser på gennemsnittets udvikling over de seneste fire årtier; og i 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet var beskæftigelsesandelen markant lavere end i dag.

Summa summarum: I 1970’erne, hvor oliekrisen rasede, lå beskæftigelsesprocenten på lige knap halvdelen af befolkningen, når vi ser på gennemsnittet over hele tiåret. I ‘fattigfirserne’ lå beskæftigelsesprocenten på lige godt halvdelen af befolkningen. I 1990’erne med det store fald i arbejdsløsheden lå beskæftigelsesprocenten på lige knap halvdelen af befolkningen. I 2000’erne, der nåede rekordhøjder indtil crashet, lå beskæftigelsesprocenten på lige godt halvdelen af befolkningen. Sat på spidsen: Er vi fem millioner indbyggere, er der omtrent to en halv million af os, der er i arbejde, og to en halv million af os, der ikke er.

Den halvdel, der ikke er i beskæftigelse, kan så underinddeles i arbejdsmarkedsparate og ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere, pensionister osv., og denne inddeling kan som nævnt have stor betydning for de enkelte borgeres tilværelse – men at hævde, at der er grund til alarm og ramaskrig over, at ‘kun’ halvdelen af befolkningen er i arbejde, er ikke redeligt. Tallene styrker derfor heller ikke forestillingen om, at der skulle være indtruffet et nyligt »normskred« blandt de ledige, som politikerne hævder, og det sætter også den såkaldte motivations- eller skræmmeeffekt i perspektiv.

Der er her tale om en målbar, men begrænset effekt af aktiveringspolitikken, der viser, at man f.eks. ved at stramme aktiveringskravene eller forringe ydelserne kan få lidt flere ledige til at søge og finde job lidt hurtigere. Mange undersøgelser viser imidlertid også, at det koster milliarder af kroner uden en umiddelbart beskæftigelsesfremmende effekt. Når resultater af sådanne undersøgelser derfor forklares ensidigt som »dokumentation« af skræmmeeffektens »virkning«, er det set i et snævert perspektiv, der ikke tager højde for, om det aktuelle beskæftigelsesniveau i befolkningen som helhed kan relateres til skræmmeeffekten.

Skræmmeeffekten behøver med andre ord ikke medføre andet, end at nogle ledige skræmmes til lidt hurtigere at blive lidt mere intensive jobsøgere end ellers, hvilket giver bonus for nogle af dem og forøger rokeringer i ledighedskøen og arbejdsstyrken. For denne trafik ofres milliarder af kroner, der tilmed fører til grænseoverskridende kontrolforanstaltninger langt ind i lediges intimsfære.

På længere sigt betyder den stadig mere offensive kontrol, de forringede ydelser og de skrappere aktiveringskrav, at frygten for ledigheden bliver så udtalt, at flere i teorien er parate til at sælge deres arbejdskraft billigere end hidtil, hvilket i realiteten er den tilstræbte konsekvens.

Det vender vi tilbage til. Her skal vi foreløbig konstatere, at beskæftigelsesandelen ikke udviser eksplosive ryk, trods to årtiers næsten konstante forringelser af sociale ydelser, adskillige afkortninger af dagpengeperioden og milliarddyre opstramninger af aktivering, kontrol og straf.

 

Litteratur   

Agerskov, Ulla (red.): Statistisk Årbog 2013 (Danmarks Statistik 2013)

Andersen, Nina Trige: Profession Filippiner (Kbh. 2013)

Bonke, Jens: Tid og velfærd (Socialforskningsinstituttet 2002)

Bryld, Claus: Den demokratiske socialismes gennembrudsår. Studier i udformningen af arbejderbevægelsens politiske ideologi i Danmark 1884-1916 på den nationale og internationale baggrund (Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie, Kbh. 1992)

Bryld, Claus: Socialdemokratiet, velfærdsstaten og hva’ så? Et dybdeperspektiv på det gamle arbejderparti (Kritiskdebat.dk, 15.6.2013)

Brøndum, Birgitte et al.: 60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig

Christensen, Lars K., Søren Kolstrup og Annette Eklund Hansen: Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000 (Selskabet til forskning i arbejderbevægelsens historie 2007)

Ejrnæs, Morgen: »Starthjælp – en absurd forsørgelsesydelse« (Erik Christensen et al.: Velfærd på vildspor – modsigelser i velfærdssamfundet, s. 91-113; Aarhus 2004).

Jacobsen, Anne Marie & Birgit Weitling: Fattiggårde på landet i Sønderjylland. Menneskeliv i samfundets udkant (Haderslev 2008)

Jensen, Bent: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse? Debatten fra 1840’erne til 1990’erne (Rockwool Fondens Forskningsenhed, Kbh. 2008)

Jensen, Henrik Gade (red.): 13 Frihedstænkere (CEPOS, Kbh. 2007)

Jørgensen, Harald: Studier over det offentlige Fattigvæsens historiske Udvikling (Kbh. 1940)

Jørgensen, Henning: »Fra arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik – kosmetiske eller indholdsmæssige forskelle?« (Tidsskrift for arbejdsliv, 10. årg., nr. 3, s. 8-23; 2008)

Kjærgaard, Thorkild: »Mennesket er ikke skabt til at arbejde« (Nå, hvad laver du så?, red.: B.B. Hansen, Kbh. 1999)

Klos, Michael: Dagpenge og sociale ydelser i Norden (AK Samvirke 2012)

Krog, O. Villumsen: Fra tiggerstav til samfundspligt. Kilder og læsestykker udvalgt og kommenteret (Kbh 1971) 158

Lee, S. H., McCann, D. M., & Messenger, J. C.: Working time around the world: Trends in working hours, laws, and policies in a global comparative perspective (ILO, Geneva 2007)

Lind, Jens og Iver Hornemann Møller: »Arbejdsmarkedspolitikken og aktivering af arbejdsløse« (Tidsskrift for arbejdsliv, 3. årg., nr. 1, s. 11-27; 2001)

Madsen, Jørgen Steen og Due, Jesper: »Fælleserklæringen 1987 i historisk perspektiv« (oplæg ved markeringen af 25-året for Fælleserklæringen af 1987; Christiansborg, 8.6.2012)

Madsen, Jørgen Steen og Due, Jesper: »Septemberforliget 1899 og udviklingen af den danske aftalemodel« (Trond Bergh et al.: Avtalt Spill, s. 315-340; 2010)

Madsen, Mikkel Bo, Trine Filges, Pernille Hohnen, Søren Jensen og

Kirstine Nærvig Petersen: Vil de gerne have et arbejde? En undersøgelse af arbejdsmotivation og fleksibilitet hos arbejdsmarkedsparate ledige (Socialforskningsinstituttet, Kbh. 2007).

Madsen, Mikkel Bo, Stine Jacobsen og Søren Jensen: Socialt bedrageri – et litteraturstudie (SFI: Beskæftigelse og integration, Arbejdspapir 03:2011)

Marx, Karl & Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest (Marxisme. dk: http://www.marxisme.dk/arkiv/marx-eng/1848/manifest)

Møller, Iver Hornemann, Jens Lind & Henning Hansen: Aktivering – disciplinering til arbejde (CASA og LEO, Aalborg Universitet 2008)

Nevers, Jeppe: Det produktive samfund. Seks kapitler af industrialiseringens idéhistorie (Odense 2013)

Olsen, A.L. og C. Østbjerg: Befolkningens udvikling 2011 (Danmarks Statistik, 2012)

Otbo, Henrik: Beretning til Statsrevisorerne om effekten af aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (Rigsrevisionen 2010)

Otbo, Henrik: Notat til Statsrevisorerne om beretning om effekten af aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (Rigsrevisionen 2011)

Petersen, Erik Strange: »Det unge demokrati, 1848-1901« (Danmarks–historien.dk)

Pio, Louis: »’Maalet er fuldt!’ 1872« (Danmarkshistorien.dk)

Plovsing, Jan og B. Dyrberg: Arbejdsløshed – ny analyse af ledighedsforløb (Danmarks Statistik 2009) 159

Rand, Ayn: Hymne (pdf-udgivelse oversat af Nicolai Heering, Copenhagen Institute 2006)

Rand, Ayn: Og verden skælvede (oversat af Mogens Boinsen, Saxo Bank 2012)

Rasmussen, Anders Fogh: Fra socialstat til minimalstat, en liberal strategi (pdf-version, Kbh. 1993)

Rosholm, Michael og Michael Svarer: Estimating the Threat Effect of Active Labour Market Policies (Centre for Applied Microeconomics 2004)

Rosholm, Michael og Michael Svarer: Evaluering af de økonomiske styringsmekanismer på beskæftigelsesområdet (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2010)

Rosholm, Michael og Michael Svarer: Effekter af virksomhedsrettet aktivering i den aktive arbejdsmarkedspolitik (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2011)

Schlæger, K., M. Zimmermann og H.A. Christensen: Offentligt forsørgede 16-64 årige (Danmarks Statistik 2011)

Schmidt, Kjeld: »The concept of ‘work’ in CSCW« (The Journal of Collaborative Computing, vol. 20, no. 4-5, Oct. 2011, s. 341-401; 2011)

Schor, Juliet B.: The overworked American: The Unexpected Decline of Leisure (New York 1993)

Silver, Nate: The Signal and the Noise – the Art and Science of Prediction (Penguin Books 2012)

Støjberg, Inger: Redegørelse vedrørende beretning nr. 1/2010 om effekten af aktivering af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere (Beskæftigelsesministeriet, 21.2.2010)

Sørensen, Peter Birch, Jan Rose Skaksen og Michael Rosholm: »Dansk arbejdsmarkedspolitik efter år 2000« (De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2007; kapitel III, s. 169-332)

Ursin, Georg Frederik Krüger: »Tvangsarbejde i Odense 1833« (Danmarkshistorien.dk)

Wismer, Kirsten, Anita Lange og Lars Borschenius et al.: Befolkningen i 150 år (Danmarks Statistik 2000)