Fra universitet til undervisitet

1.5.2009

Det borgerlige universitet, som 68’erne gik til angreb på, var slet ikke borgerligt, men derimod i udpræget grad aristokratisk. I dag er åndsaristokratiet fjernet fra universitetet – der må ikke længere tænkes uden faktura. Universitetet er nu endeligt blevet borgerligt, altså nyttigt. Hans Hauge giver her en historisk og kritisk gennemgang af universitetets omvæltende udvikling og spørger retorisk: Lå “Fra tanke til faktura” i kim i studenteroprøret?

Et par år efter at jeg begyndte på universitetet, fremkom en ide om, at universitetet skulle være kritisk. Det skulle være kritisk over for noget, der dengang hed det borgerlige universitet. Vi var helt klar over, at universitetet ikke var autonomt, men vi ville alligevel, det skulle være kritisk – også over for statsmagten.

Vi lærte at hade staten, ikke fordi den var staten, men fordi den var borgerlig. Metaforisk blev universitet beskrevet negativt som en pølsefabrik; men det var sådan set ikke selve fabrikstanken, der var fremmed for os. Mange gik jo i kedeldragt; mange iscenesatte sig selv som arbejdere; et lille mindretal blev faktisk rigtige arbejdere. Det var ensretningen, vi var imod. Ikke ensretning som sådan, men den forkerte.

Denne kritik af universitet som en slags fabrik, der ensretter, finder man endnu, men metaforen er anakronistisk, for sådan er fabrikker ikke mere i den postfordistiske tidsalder, hvad ikke mindst skyldes, at modbilledet til ensretning netop er markedets drøm om mangfoldighed. Kampen mod ensretning er således også en indretning af universitetet efter markedets principper. Universitetet inkarnerede dengang et håbsprincip; nok var det en del af og et billede på det kapitalistiske samfund. Det var Abbild – man talte tysk dengang, nu taler man af hensyn til erhvervslivet engelsk.

Noget pegede frem mod frigørelsen, især humaniora. Det var Vorbild. Det skulle foregribe det socialistiske eller frie universitet, og de studerende var historiens sidste subjekter. Tre marxister, Mihail Larsen, en af studenteroprørets ledere, nu RUC, Thomas Bredsdorff, tidl. professor i dansk og Ole Thyssen (nu Copenhagen Business School!) skrev, at humaniora var Til glæden.[1] Humaniora var nemlig ikke til kapitalen. Og det glade humaniora fik en ideologisk overbygning: kapitallogikken. Den kunne forklare, hvorfor dele af universitetet ikke var omfattet af kapitalens logik. I dag er humaniora Abbau. På Aarhus Universitets gule, funktionalistiske mursten, blev der malet: ”A.P. Møller som censor”. Det var ironisk ment. Der blev indført demokrati på universitetet. Vi fik kun 50 procent, skønt vi kæmpede for one man one vote. 35 år senere. Nu er A.P. Møller censor – metaforisk set. Erhvervsfolk sidder i spidsen for universitetet. Uni’ er Arlaiseret. Ingen har protesteret. Demokratiet er totalt afskaffet. Vi er som børn igen. Ingen har protesteret. Universitetet er lavet godt og grundigt om. Ingen har protesteret; mange surmuler og mumler i skægget, som visse universitetslærere har bevaret til minde om dengang, men alle ved, hvor farligt det er at benytte sig af ytringsfriheden. Hellere tie end tale.

Vi, der har været med længe, drømmer om at slippe væk. Vi vil ikke kunne leve uden privilegierne. På mange måder er humaniora gået i stå. Det er ikke dér, der sker noget – men det var dér, det skete fra ‘68 og årene derpå. Den kommercialisering af forskningen, der finder sted i disse tider, blev forudsagt helt præcist af Jean-Francois Lyotard i La condition postmoderne (Viden og det postmoderne samfund) i 1979.[2] Hans flittige brug af begrebet performance – performativ viden – bliver endnu mere interessant, når et stort modefænomen inden for humaniora netop er performance, eller the performative turn, som det kaldes.

På den måde afspejler humanistisk forskning jo frit den nye markedsgørelses tvang. Det vil sige, at fænomenologisk set opleves kommercialiseringen ikke som tvang, men netop som frihed, selvom denne frihed er als ob – som om. Som Lyotard allerede sagde dengang, så er det ikke muligt at lave noget rent alternativ til systemet, for et sådant vil blot styrke systemet. Og jeg kolporterer ikke en illusion om, at der engang var fri forskning, eller at der nogen sinde har været et Humboldtsk universitet.[3] Mange drømmer sig tilbage, og dem, der gør, iscenesætter denne nostalgi som progressivitet. Hvad styring af universiteter angår: dette har man altid gjort, men det er sjældent blevet oplevet som sådan. Vi styres objektivt set, men styrer selv subjektivt set. Humanister elsker at holde møder og lave forskningsprojekter og netværk, som de er tvunget til. Og reelt betyder det blot penge til en konference, et par rejser og en bog bagefter med bidragene. De spiller med uden at protestere. De elsker lidt tvang.

Globalisering og det nationale universitet

Universitetet genererede viden. Jo, det gjorde det også, men viden blev også genereret mange andre steder. Og hvornår taler vi om? Da ikke i oplysningstiden, som stort set ikke påvirkede eller udgik fra universiteterne. Det nye idealistiske universitet, der blev til som et led i nationaliseringen og homogeniseringen af befolkningen, var jo uløseligt forbundet med industrialiseringen. På den måde har humaniora altid været kapitaliseret. Det har altid været nyttigt, eller rettere: det er ikke så nyttigt, som det var. Universitetet skulle være stedet for Bildung, men det er det som bekendt ikke mere. Vi afskaffede i 70’erne alle old-sprog – oldengelsk, middelengelsk – fordi de var unyttige, og det var de studerende himmelhenrykte for. Ikke mere grammatik betød det. Humaniora tilpasser sig altid lydigt magten: nu som før. Ja, også Blicher kommer til at ændre sig. Eller rettere begrundelsen for at studere ham. Hvad nu også færre og færre gør. Det seneste større værk, Anlangendes et Menneske, om Blicher er skrevet af sognepræsten Jesper Langballe.[4]

Litteraturkritikeren Harold Bloom forudsagde i bogen The Western Canon, at litteratur i fremtiden vil blive læst og opretholdt uden for universiteterne. [5] Litteraturstudierne kunne før legitimere sig selv ved at henvise til den store fortælling: det nationale. Mange litteraturforskere tør ikke gøre det mere, skønt de nok i virkeligheden er skabsnationalister, mens de lader som om, de er globalister.

Der er en del aristokrater tilbage – mig for eksempel. Humaniora var en måde for borgerlige og arbejdere at blive adel på og dermed få dannelse og blive en elite, der ikke arbejdede for nytten, men for det æstetiske. Det kreative og innovative er blevet standardiseret ganske som individualiseringen. Alle hylder det, ingen er det. Med “Fra tanke til faktura” er stort set de sidste rester af det aristokratiske i og ved universitetet væk. De spage protester kommer fra et åndsaristokrati, der godt ved, at kampen er tabt. Derfor er den borgerlige revolution på universiteterne indført uden protester. De venstreradikale har også erkendt, at der ikke kommer et proletarisk universitet. De er i dag skabs-socialister.

Nu er universitetet endelig blevet borgerligt, og det vil sige nyttigt. Det har ikke mere nogen Bildungs-opgave, hverken en almen eller en national. Og det er vanskeligt at vænne sig til, at adelen nu må vige for handelsmændene. For det er jo det, der er sket. Men arbejdet blev påbegyndt i 1968. Der skulle først være en borgerlig revolution, før den sidste, den socialistiske kunne komme, men den kom ikke. Historien gik som bekendt i stå i 1989. Da historien sluttede, begyndte globaliseringen, som nu er det mantra, som universitetet bekender sig til. Ja, en slags globalisering. Man fastholder dog endnu sprogfagene opdelt efter nationale principper, i al fald delvis. Men gad vide om den enkelte erfarer globaliseringen? Det betyder jo ikke blot, at man ser noget lokalt i forhold til verden, men det er et nyt system, der har afløst den kolde krigs system.

Måske er universiteterne blevet regionale snarere end nationale eller globale. Jeg vil tro, Danmark er for lille til andet end regionale universiteter. Men humaniora kunne sagtens tiltrække udenlandske studerende: vi skulle præsentere dem for, hvad de ikke kan få andre steder. Og det vi kan, er jo det nationale. Men det vil vi ikke. Vi kan undervise dem i det nordiske bredt forstået. Fra sagaer og vikinger til de moderne velfærdsstater, film, kunst, design, musik osv. Fremtiden for humaniora i forhold til udenlandske
studerende er at fokusere på det nordiske.

Hvorfor skulle en udlænding komme til Danmark for at læse engelsk? Da kun hvis hun ikke kan komme ind på et universitet i England. Og filosofi? Vi skal da satse alt på Kierkegaard, Grundtvig, Høfding og Hartnack. Lingvistik har hele Københavner-skolen. De skal undervise i Otto Jespersen. Musikvidenskab; i Grieg, Weyse, Nielsen osv. Der er masser af kommercielle muligheder i det. Humaniora skal gøre som bankerne: fra Bildung til Nordea.

Edutainment

De studerende har økonomisk set aldrig haft det så godt. Ingen protesterer. De læser ikke ret meget mere, men de hygger sig og har det fint. Og der skal evalueres før, under og efter. Det er en skik, vi kender fra hoteller. Det skal gøre, at de studerende føler, de er kunder eller forbrugere. Det er en socialiseringsproces. Jeg boykottede evaluering i mange år – sammen med historieprofessor Jens Engberg, men han er på pension nu – så jeg har måttet bøje mig for dette radikale indgreb i undervisnings- og metodefriheden. Der er intet bevis på, at det har forbedret undervisningen. Alligevel udbygger man evalueringen, der tager ganske mange timer fra undervisningen. Min pædagogik er løgstrupiansk, men den har jeg måttet opgive. Den bygger på den asymmetri, der går ud på, at jeg som underviser betragter de studerende som ligemænd og kvinder, men hvis de også betragter mig som deres lige, går alt galt. Det skal de nu. Undervisningen skal opprioriteres, og den må ikke kede. Der skal helst vises billeder. Det hedder Power Point, som vel er den største kreativitets-killer overhovedet. De studerende skal ikke lære noget, men have kompetencer. De skal nurses. Der skal ikke kun forskes, men formidles. Der skal kun forskes i, hvad der er brug for. Der skal udfyldes mange skemaer. Bureaukratiet vokser. Som motto over dette nye universitet kunne stå: at gavne og fornøje, hav altid det for øje. Det hedder også edutainment.

Det er først og fremmest humaniora, jeg tænker på. Med fyringstrusler søger man at forbedre undervisningen – idet man tvinges til et cirkus, der hedder kollegial supervision. De fleste fupper og leger Soldat Svejk. Resten ryger på porten. K.E. Løgstrup advarede mod tendensen i 1969. Han holdt et provokerende foredrag i Store Auditorium tæt ved Ringgaden. Jeg var til stede. Vi skummede af raseri. Det skulle blive profetisk. Det var i det auditorium, hvori der blev holdt filosofikumforelæsninger.
Udenfor kørte busserne, og det var en buschauffør, der gav navn til foredraget: Undervisitetet. Det sagde han nemlig, når han standsede. Løgstrup mente, at studenteroprørerne var ved at lave universitetet om til et undervisitet, hvor de studerende skulle være i kuvøser. Salen skummede af raseri. Det var slet ikke ideen med oprøret. Slet ikke. Nu er det gennemført. Det er det, verden kalder sin nødvendighed af stål.

Demokrati og enevælde

Var studenteroprøret en proto-modernisering af universitetet, der forberedte det og systemet på overgangen fra det gamle til det nye universitet? Lå “Fra tanke til faktura” i kim? Ja, hvem kan forestille sig filosofiprofessor Justus Hartnack blive evalueret eller idehistorieprofessoren Johannes Sløk fremlægge en plan for undervisningen? Eller Løgstrup ved en PC? Eller professor i klassisk filologi Frantz Blatt med Power Point? Professorvældet blev afskaffet, og det skulle afskaffes. Jeg kan huske de sidste eksemplarer af professorer fra universitets ancien régime, og de var parodier. De overlevede ikke. Men der var noget ved professorerne: der kunne fortælles historier om dem. Nu er universitetet uden myter. Det er rationelt, og lærerne uden karisma. Sagen er, at det borgerlige universitet, som studenteroprøret gik til angreb på, slet ikke var borgerligt. Det var i udpræget grad aristokratisk og enevældigt. Det havde i sig dele af det borgerlige universitet, især i de dele af universitetet, der hed og hedder det naturvidenskabelige fakultet, såvel som i det samfundsvidenskabelige. Universitetet var en institution, der havde overlevet den borgerlige revolution, Grundloven, parlamentarismen og demokratiet. Det var det dynastiske i det nationale og det kosmopolitiske i det danske. På det punkt ligner og lignede universitetet kirken og domstolene og i nogen grad sygehusene, hvor overlægerne regerede. Også kunsten som institution er et eksempel på enevælden-i-demokratiet. Hvor ofte hører man ikke, at demokrati og kunst ikke kan forenes? En hårrejsende påstand vi tilsyneladende accepterer. Hvornår skal AROS demokratiseres, og den enevældige direktør sættes fra magten over kunsten? Ideen til dette med enevælden-i-demokratiet har jeg fra to historikere uafhængigt af hinanden. Dels Uffe Østergaard og dels Jens Engberg, og hvad den sidstnævnte angår fra hans trebinds værk Magten og kulturen.[6]

Selve udtrykket ’det dynastiske i det nationale’ stammer fra Benedict Andersons klassiker: Imagined Communities. [7] Han er inde på noget tilsvarende. Indtil 1914 var de fleste europæiske stater endnu dynastiske og ikke nationale, skønt konger og kejsere begyndte at iklæde sig det nationale, hvad universiteterne og kirken også gjorde.

National drag, kalder Anderson det. Det er nemlig en mand (staten) klædt ud og sminket som en kvinde (nationen). Andersons morsomste bemærkning er den, at Hannoverianere regerede bengaler, folk fra Québec og Boere. De engelske konger var jo fra Hannover. Vores er jo også tyske, franske, australske, osv.

Ancien régime

Jens Engberg holder i sit storværk Magten og kulturen fast ved klassebegrebet, og derfor går historien i stå for ham. Hans emne er kulturen, men han kommer også ind på universiteterne. Kultur er for ham et statsligt magtmiddel. Kultur bruges til at kontrollere borgerne med.

Kulturen var under enevælden kosmopolitisk, og det var de fremmede tyskere, der sad på magten. Med kultur styrede de danskerne eller borgerne. De var endnu ikke fremmede, for den slags skabes først med nationalstaten. Kulturen var derfor også aristokratisk. Holberg blev betragtet som plat underholdning. Men Engberg tænker ikke etnisk, men i klassesamfund. Så han har lidt svært ved at begribe forbindelsen mellem borgerskab og nationalisme eller etnicitet. Den enevældige kultur blev udfordret af borgerskabet – som vi i dag kalder det danske eller nationale. Kulturen blev borgerlig og national. Dansk nationalisme kommer tæt på, hvad der kaldes officiel nationalisme, som var den nationale drag, imperier brugte for at holde sammen på heterogene og polyglotte befolkninger.

I Fr. Hammerichs skrift Den slesvigske Treaarskrig fra 1852 omtales Danmark som ”de danske lande”.8 Han taler om ideerne om folkelig frihed og selvstændighed, men kunne ikke se, hvordan den slags skulle kunne finde sted i Danmark: i et, som han sagde, ”Monarki, som, mellem 2 1/2 Millioner Indbyggere, talte ikke mindre end fem forskellige Hovedstammer, Danske, Tydske, Islændere, Negere og Grønlændere.”

Han glemte færingerne. Danmark var endnu et imperium, da vi lod som om, vi var en nationalstat. Det blev vi først i 1920 – næsten, hvis vi glemmer de nordlige kolonier. Historien, som Engberg fortæller den, er for så vidt let genkendelig. Forholdet mellem de fremmede og danskerne blev vendt om. Dengang var de fremmede øverst og danskerne nederst, så kom danskerne øverst og de fremmede nederst. Der har de været siden 1814.

Det samme gjorde rangforholdet mellem klasserne. Adelen blev frataget magten, skønt den dukker op i kirken, når prinsen skal døbes. Borgerskabet kom til magten. Det giver kun mening, hvis der er en klasse til, og det var der. Først var der bondemændenes klasse, bondekulturen, men den kunne ikke vælte den borgerlige. Så kom arbejderklassen, og arbejderkulturen, men den tabte også.

Tilbage er derfor den borgerlige kultur. Historien er gået i stå. Nu håber mange på, at vi kan vende tilbage til oplysningstiden; at det Moltke-Bernstorfske styre kan genopstå, at danskerne igen kan blive ikke-stuerene og kosmopolitterne igen kan komme øverst. Universitetet fik en rolle i den nye, nationale stat og kultur. Det skulle uddanne en national elite. Det beholdt meget af det aristokratiske, og iklædte sig det nationale (ligesom kongemagten, militæret og kirken), men det blev dog ikke til et folkeuniversitet. Universitetet var en måde at bevare og videreføre det aristokratiske på i en folkelig tidsalder. Det blev efterhånden næsten kun humaniora, der blev det dynastiske-i-det-nationale. Det moderne gennembrud var stadfæstelsen af det aristokratiske i det borgerlige, men på modernitetens betingelser som aristokratisk individualisme. Humaniora blev stedet for et åndsaristokrati – det der delvist blev fældet i 1968. Resten ryger nu.

Først og fremmest arbejdede man ikke på humaniora. Humaniora blev stedet, hvor man studerede for sin egen skyld. Uden hensyn til nytten. Det unyttiges sted, det interesseløse. Tanke uden faktura. Ingen kan svare på, hvad de laver. Det hedder æstetik eller liberal education. Borgerskabet afskaffede aristokratiet, men skabte ét erstatningsaristokrati igen som humaniora med den fritsvævende intellektuelle som frontfigur. Her kunne man dyrke metrik, oldislandsk, provencalsk lyrik, Horats, klassisk arkæologi, filosofi, Rom, installationskunst, musik, historie. Alt det man ikke kan bruge til noget, men som der dog bør være nogen, der tager sig af. Bare det ikke er for mange. Det aristokratiske udfordres af massernes revolte – masseuniversitetet, the multiversity. Vi ved, det er der, men vi har ikke indrettet os på det endnu. Engbergs historie går som sagt i stå, for ganske vist kommer der to klasser, der udfordrer den borgerlige kultur: bøndernes og arbejdernes, men de taber. Og nu er al kultur borgerlig. Det er universitetet også. Humaniora kan ikke begrundes rationelt, men kun traditionelt.

Hvorfor betaler vi en masse mennesker for at sidde og skrive små og få artikler om engelsk litteratur i det 16. århundrede? Eller hvorfor forsker vi i Johannes V. Jensen? Eller krukker på Krim? Eller Descartes? Det er tradition og kunne før legitimeres med henvisning til dannelse eller det nationale – og den sidste legitimation var marxismen. Nu støttes det klassiske humaniora kun af Dansk Folkeparti. Hvis vi afskaffede humaniora, hvad man kunne gøre, uden at det ville blive opdaget andre steder end i arbejdsløshedstallene, ville en ting dog true os: affortryllelsen. Ved at have humaniora lader vi nemlig som om, verden endnu er fortryllet.

Tilbage til kilden

I 1968 begyndte man at lege med ideen om forskning for folket, fordi man troede, folket ville komme, og man legede med, at også humanister skal arbejde. Det hed dengang samfundsrelevans. Langsomt begyndte universitetet indefra at overgive sig og afskaffe enevælde og aristokrati. Vi fik jo demokrati, men kun som en overgang. Det var jo også kun et borgerligt demokrati; og det var ikke endnu proletariatets diktatur, som de fleste drømte om: Til glæden. Man begyndte at indføre arbejdstidsregler. Man begyndte at tælle og regne. Man banede vejen for New Public Management, som er den måde, hvorpå vi styres i dag. Universitetet styres, som om det var en virksomhed. Derfor snakken om værdier og kompetencer. I løbet af 1970’erne forsøgte man med marxismens og Frankfurterskolens kritiske teori at holde markedet ude fra universitetets humanistiske institutter. Markedets produkter kunne man gøre til objekt for det kritiske blik, men markedet sejrede til sidst.

På et tidspunkt åbnede man for massekulturen. Især musikstudierne var den port, hvorigennem poppen bredte sig som en tsunami og til sidst blev indoptaget i mediestudierne. I takt hermed oversvømmedes de sidste rester af det unyttige, det æstetiske, det interesseløse: latin og græsk. Der ligger nogle ruiner rundt om på humaniora, der bevares af sentimentale grunde. På musikvidenskab studerer de hiphop. Jeg er en af de sidste aristokrater. Jeg ved, at ancien régime er forbi. Jeg er da ked af det, for det betyder, at jeg skal opgive mine aristokratiske vaner. Jeg skal arbejde. Ved ikke om jeg gider. Omkring mig kan jeg mærke, de unge får stress. Vi kan ikke mere møde, når vi vil. Der er indført mødepligt. Ingen ved hvorfor. Der skal skrives i en Calendar for hver time. Det er ren overvågning.

Vi laver endnu lidt det, vi har lyst til, og det tjener intet formål. Men nu skal det planlægges, hvad vi skal forske i. Vi skal have point. Det jeg skriver her, giver point, så instituttet kan tjene penge.

Det bliver svært at sige farvel til det gamle. De studerende skal også til at lave mere, og de skal have fart på. De lever endnu sorgløst en ren Hostrup-tilværelse. På tankens slot bor studenten glad, men globaliseringen truer, og de knurrer.

At tænke sig: de skal skrive speciale på seks måneder. Og vi forskere skal til at dele vor viden – vidensdeling. Vi skal til at være nyttige. Derfor er psykologi ikke spor truet. Heller ikke informationsvidenskab. Og der skal bruges engelsklærere og etnografer til at forstå de fremmede osv. Humaniora overlever da, hvis det, man laver, kan sælges. Historien om det universitet, der nu er historie, begyndte med romantikken. Da gik universitetet fra at være præsteskole til at blive et ‘Tankens Slot’ med sin egen filosofi: idealismen. Kant var guden. Så begyndte i løbet af det 19. århundrede materialismen, industrialismen og darwinismen at presse på. De blev henvist til tekniske højskoler. Universitetet holdt stand. John Henry Newman skrev sin The Idea of a University imod teknikken og nytten.

Universitetet holdt fanen højt gennem det 20. århundrede, skønt det lukkede en tredje kultur ind, socialvidenskaberne, som er nyttige.[9] Langsomt bevægede vi os fra Tanke til Faktura, og nu er vi ved at nå frem. Vi har nu fået mødepligt. Vi skal rydde op på vore kontorer. Hvis jeg holder et foredrag et sted, skal det registreres som formidling – hvad jeg nu ikke gør. Humanismen begyndte i renæssancen som en handelsskole. For at kunne sælge skulle man lære klassisk retorik. Det var nyttigt. Væk var den unyttige middelalder, hvor man som munke sad og tegnede manuskripter på små kontorer (celler). Nu oplever vi en ny renæssance. Humaniora er dermed kommet tilbage til kilden: handelsskolen.

Er alt i dag naturvidenskab?

Er der noget at gøre? Det tror jeg såmænd ikke. Der er Don Quijote-agtige drømmere, som lektor Sune Auken fra Institut for Nordiske Studier i København, der tror det hjælper at samle underskrifter. Men løbet er kørt.

Jeg kigger engang imellem på andre fag og fakulteter. Jeg slog helt tilfældigt op og fandt det her:

  • Hansen, G.W., Vorum, H., Jacobsen, C., Honoré, B. 2008, “Calumenin but not reticulocalbin interacts with thrombospondin-1 in the presence of Ca2+. A potential role in haemostasis and thrombosis”, Mol. Cell. Biochem., Artikel peer reviewed accepted
  • Parkyn, C.J., Vermeulen, E.G.M., Mootoosamy, R.C., Sunyach, C., Jacobsen, C., Oxvig, C., Moestrup, S., Liu, Q., Bu, G., Jen, A., Morris, R.J. 2008, “LRP1 controls biosynthetic and endocytic trafficking of neuronal prion protein.”, Journal of cell science, Artikel peer reviewed
  •  Stapulionis, R., Oliveira, C., Gjelstrup, M., Pedersen, J.S., Hokland, M., Hoffmann, S.V., Poulsen, K., Jacobsen, C., Vorup-Jensen, T. 2008, “Structural insight into the function of myelin basic protein as a ligand for integrin αMβ2 “, Journal of Immunology, vol. 180, s. 3946-3956.Artikel peer reviewed
  • Nielsen, M.J., Petersen, S.V., Jacobsen, C., Thirup, S.S., Enghild, J.J., Graversen, J.H., Moestrup, S.K. 2007, “A unique loop extension in the serine protease domain of haptoglobin is essential for CD163 recognition of the haptoglobin-hemoglobin complex”, Journal of Biological Chemistry, vol. 282 nr. 2, s. 1072-1079.Artikel peer reviewed
  • Christensen, E.I., Zhou, Q., Sørensen, S.S., Rasmussen, Å.K., Jacobsen, C., Feldt-Rasmussen, U., Nielsen, R. 2007, “Distribution of α-galactosidase A in human kidney and renal accumulation and distribution of recombinant α-galactosidase A in Fabry mice”, J. Am. Soc. Nephrol., vol. 18, s. 698-706. Artikel peer reviewed

Så fandt jeg igen tilfældigt en humanist. Der ser sådan ud:

  • Khair, T. 2008, “Indian Pulp Fiction in English”, Journal of Commonwealth Literature, vol. 43 nr. 3, s. 59-74.Artikel peer reviewed
  • Khair, T. 2008, “Not Supposed to be Here”, i Choudhury, B. (red.) EDWARD SAID AND THE POLITICS OF CULTURE, 1 udg., Bhabani Print & Publications, Guwahati, s. 41-49.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Khair, T. 2008, “The Modernity of Ahmed Ali”, Third Frame: Literature, Culture and Society, vol. 1 nr. 2, s. 47-54.Artikel peer reviewed
  • Khair, T. 2008, “Twixt the Twain”, i Momma, H., Motto, M. (red.) A Companion to the History of the English Language, 1 udg., Wiley-Blackwell, Oxford, UK and Malden, USA, s. 487-494.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Khair, T. 2007, ” Echoes of Hieroglyphs “, P N Review, vol. 34 nr. 177, s. 20-24.Artikel Khair, T. 2007, “Losing the Plot”, New Statesman, Review
  • Khair, T. 2007, “Suffering as Spectacle”, i Biblio, s. 38.Review
  • Khair, T. 2007, “The ‘share’-value for stories today”, The Hindu Literary Review, Artikel Khair, T. 2007, “Universal Matters; Universals Matter”, i Anke, B., Dirk, W. (red.) Global Fragments, Rodopi, New York and Amsterdam, s. 199-214. Bidrag til videnskabelig bog/ antologi

Og så fra Det teologiske Fakultet – igen tilfældigt valgt:

  • Schjødt, J.P. 2007, “Contemporary Research into Old Norse Mythology”, i Hermann, P., Schjødt, J.P., Kristensen, R.T. (red.) Reflections on Old Norse Myths, Brepols Publishers, Turnhout, s. 1-16.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Schjødt, J.P. 2007, “Hvad er det i grunden, vi rekonstruerer?”, Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, nr. 50, s. 33-45.Artikel peer reviewed
  • Schjødt, J.P. 2007, “Ibn Fadlan’s Account of a Rus Funeral: To What Degree Does it Reflect Nordic Myths?”, i Hermann, P., Schjødt, J.P., Kristensen, R.T. (red.) Reflections on Old Norse Myths, Brepols Publishers, Turnhout, s. 133-148.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Schjødt, J.P. 2007, “Ódinn, Warriors, and Death”, i Quinn, J., Heslop, K., Wills, T. (red.) Learning and Understanding in the Old Norse World, Brepols Publishers, Turnhout, s. 137-151.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Hermann, P., Schjødt, J.P., Tranum Kristensen, R. (red.) 2007, Reflections on Old Norse Myths, Brepols Publishers, Turnhout.Videnskabelig bog/antologi
  • Schjødt, J.P. 2007, “Teksten mellem kilde og litteratur”, i Johansson, K.G. (red.) Den norröna renässansen, Snorrastofa, Cultural and medieval Centre, Reykholt, s. 179-193.Bidrag til videnskabelig bog/antologi
  • Schjødt, J.P. 2006, “Anmeldelse af Gro Steinsland, Norrøn Religion. Myter, riter, samfunn”, Maal og Minne, nr. 1, s. 90-92.Videnskabelig anmeldelse
  • Schjødt, J.P. 2007, “Lene Helmeim, Lotte Hedeager og Kristin Oma, Mellom himmel og jord. Foredrag fra et seminar om religionsarkeologi, Isegran 31. januar – 2. februar 2002”, i Laursen, J. (red.) Kuml 2006, Aarhus Universitetsforlag, Århus, s. 329-331.Videnskabelig anmeldelse

 

Når man ser på det, ser det ens ud. Alt behandles som om, det var det samme. Det er videnskab at anmelde en bog i Maal og Minne. Det er forskning at skrive i The New Statesman eller Moll.Cell.Bioch.

Men det er det jo ikke. Der er sket det, at religionsforskeren og engelskekspertens skrifter skal se ud som biokemikerens. Det hele er organiseret, som var det naturvidenskab. Dermed er forskellen – den helt afgørende – mellem humaniora og naturvidenskab forsvundet på papiret. Sagen er blot, at humaniora ikke er videnskab. Og hvorfor i al verden skal det være det? Hvorfor betaler staten for forskning i oldnordisk mytologi? Det var den slags Grundtvig sad og forskede i, fordi det dengang havde en funktion. I dag er det ren æstetik. Og hvorfor betaler den danske stat for, at en indisk romanforfatter – der hader Danmark – skriver små artikler til indiske tidsskrifter? Der er ingen, der læser, hvad der bliver skrevet, og det er netop også helt ligegyldigt. Der kræves ikke modtagere. Der er behov for at genopfinde forskellen mellem humaniora og resten. Det er helt i orden, at resten af universitetet går fra tanke til faktura. Det meste er nyttigt og bidrager til viden og velfærd og styrker konkurrencestaten Danmark i det globale, som alle regner med er historiens afslutning – globaliseringen altså. Men hvorfor kunne man ikke organisere humaniora og teologi på en helt anden måde? Hvad med, når vi nu alligevel taler engelsk, at dele det hele op i the arts og the sciences. Nogle laver kunst, andre laver videnskab.

Hvis man ikke udskiller humaniora, så forsvinder det af sig selv. Teologien er på vej, snart følger humaniora. Man kan ikke redde humaniora ved at lade, som om det er videnskab. Humanistisk videnskab er en allegori på videnskab. Humanistiske konferencer forholder sig til det videnskabelige som forloren hare til hare. Universitetet begyndte med teologi – fra middelalderen til og med oplysningstiden. Så kom de humanistiske fag til – fra romantik til Murens fald. Nu er det tredje universitet realiseret ved at udgrænse de to første universiteters kerneområder. Hvis nogen tror, at der i fremtiden vil være humanistiske studier, kan de godt de tro om.


Noter

[1] Bredstorff, Thomas, Thyssen, Ole og Larsen, Mihail (1979), Til glæden, Gyldendal, København.

[2] Lyotard, Jean-Francois (1979), La condition postmoderne, Editions de Minuit, Paris.
I dansk oversættelse: Lyotard, Jean-Francios (1982), Viden og det postmoderne samfund, Sjakalen, Århus.

[3] Ved det humboldtske universitet, opkaldt efter initiativtageren Wilhelm von Humboldt, blev universitetsstudierne set som en søgen efter ny erkendelse, sandheden,
og forskning var først og fremmest en dannelsesaktivitet. Man skulle ikke formidle nyttige kundskaber, nej, man skulle skabe dannelse. Denne dannelse var for
Humboldt en national dannelse. Universitetet skulle være total uafhængig af staten, og var altså derfor ikke til for statens, men for nationens skyld.

[4] Langballe, Jesper (2004), Anlangendes et Menneske, Blichers forfatterskab – selvopgør og tidsopgør, Syddansk Universitetsforlag, Odense.

[5] Bloom, Harold (1994), The Western Canon, Harcourt Brace & Company, New York.

[6] Engberg, Jens (2005), Magten og kulturen, Gad, København.

[7] Anderson, Benedict (1985), Imagined Communities, Verso, London.
I dansk oversættelse: Anderson, Benedict (2001), Forestillede fællesskaber, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

[8] Hammerich, Fr. (1852), Den slesvigske Treaarskrig , Haderslev.

[9] Newmann, John Henry (1996), The Idea of a University org. udg. 1852, Yale University Press, New Haven Conn., London.