I fraværet af en identitet

1.5.2005

Af Peder Holm Pedersen

Dette er første del af samtalen – I fraværet af en identitet – mellem Forvalteren af Liv&Værk efter Claus Beck-Nielsen og Mikkel Bolt Rasmussen.

I denne del diskuteres baggrunden for en række kunstneriske og filosofiske bestræbelser på at undslippe den stabile identitet og subjektivitet. Når identitet ikke længere forstås som en årsag men en effekt, ikke som en selvberoende enhed men som resultatet af en bestemt måde for magten at fungere på, bliver det identitetsopløsende projekt til et frihedsprojekt, hvor målet er igennem opløsningen at åbne op for nye måder at være subjekt på.
I forlængelse heraf kritiseres samtidskunsten og dennes forsøg på via den relationelle æstetik at skabe alternative og utopiske fællesskaber og livsformer for i realiteten blot at skabe nye livsstilsrum, som kapitalismen uden videre kan overtage.

Subjectum – det underkastede

Hvad er baggrunden for dette projekt med at forsøge at undslippe og opløse de faste identiteter, som man både kan følge i Nielsens egen kunstneriske praksis og i ligeledes i de kunstnere og tænkere Bolt har beskæftiget sig med i sit arbejde?  

Das Beckwerk: Enhver form for fast og stabil identitet er en begrænsning af muligheder, og den begrænsning gør sig gældende både i det helt nære, altså hvem er jeg, og i en større målestok, når vi taler om fællesskaber såsom den danske eller EU’s identitet. Endvidere fungerer den faste identitet altid ekskluderende, fordi der bliver nød til at være nogen udenfor, hvis vi, der er indenfor, skal have et fællesskab, der bygger på en fælles identitet.

På det personlige plan er det måske ikke så slemt, når man ekskluderer andre ved at sige, at jeg er altså mig, så du kan ikke også være mig, men der ligger altid en begrænsning af muligheder i fastholdelsen af den stabile identitet, og derfor gælder det om også på det helt nære niveau at holde identiteten åben og i bevægelse.

Bolt:Indenfor megen af den moderne filosofi har man stillet spørgsmålstegn ved humanismens subjektsforståelse ifølge hvilken subjektet var en autonom, selvberoende og selvidentisk enhed. Mulighedsbetingelserne for subjektivitet skulle analyseres.

Det sker meget eksemplarisk hos eksempelvis Althusser, hvor det bliver til, at subjektivitet må forstås som en effekt og ikke en årsag.  Althusser begynder derfor at se på de strukturer, der lader et subjekt komme til syne, og undersøger, hvorledes subjektivitet, det at skabe subjektivitet, er en særlig måde at udøve magt på, en særlig måde for magten at fungere på.

Han har et konkret eksempel på, hvordan subjektet skabes, der illustrerer den magtudøvelse, der kan ligge bag tilsynekomsten. Et subjekt skabes, siger han, i det øjeblik et formløst individ går hen ad gaden, og en politimand pludselig råber: ”Hej du dér”, hvorefter individet helt instinktivt vender sig om (og føler sig skyldig). I det øjeblik kommer subjektet til syne.

Ifølge Althusser er ideologien subjektcentreret i den forstand, at den får os til at se på verden, som om verden naturligt er orienteret mod os, som om verden ‘spontant’ er givet til subjektet; subjektet føler sig som en naturlig del af denne virkelighed. Gennem ideologien råber samfundet os an, det er som om, vi udvælges som unikt værdifulde, og som om samfundet adresserer sig til os. Ideologien skaber derved illusionen, at verden ikke kunne eksistere uden os, som når det lille barn tror, at hvis det forsvandt, så ville verden forsvinde med det. Ved således at identificere os, vinke til mig i massen af individer, skaber ideologien os som individuelle subjekter.

På den måde er subjektiviteten en internalisering af en særlig måde at udøve magt på, idet man underkaster sig eller lytter til magten og lader sig genkende og også identificere sig selv på en bestemt måde.
Begrebets etymologi synliggør også dette aspekt, idet subjekt stammer fra det latinske ”subjectum”, der betyder ”det underkastede” eller “det, der er kastet under”.

I forlængelse af blotlægningen af de strukturer, den magt, der producerer et subjekt, har andre filosoffer forsøgt at gå videre og overveje, om man kunne forestille sig andre måder at være subjekt på. Måder, hvor subjektivitet ikke i så høj grad bliver denne internalisering af magt. Det er i denne kontekst, man må forstå disse forsøg på at undslippe og nedbryde nogle bestemte identiteter, nogle bestemte former for subjektivitet. Altså som et forsøg på gennem nedbrydningen at kunne slippe fri af de bestemmende strukturer og skabe mulighedsrum for at etablere andre livsformer.

Das Beckwerk: Man kan også forestille sig en anden og ligeså arketypisk situation, som den du refererede fra Althusser, en situation, der illustrerer, hvor vigtig og fundamental fastlæggelsen af hinandens og vores egen identitet er for os, men som ikke umiddelbart afslører en magtstruktur, der producerer eller frem-kalder en identitet . Situationen er i al sin enkelthed den, at to mennesker kommer ind i en togkupe. På et eller andet tidspunkt bliver der nød til at ske noget på den her togtur, så de to personer begynder at kommunikere. Det første, der altid vil ske i en sådan situation er, at de fortæller hinande n, hvem de er. Først derefter kan samtalen begynde.

Vi skal have fikseret og fastlagt, hvem det e r, vi møder og taler med. Den her trang til at vide, hvem vi taler med virker nærmest dyrisk-menneskelig og er på dette niveau, for mig at se, ikke udtryk for magtudøvelse.

Vi ønsker den begrænsning og stabilitet, som f.eks. en præsentation i sproget ”jeg er den og den og jeg laver det og det” altid vil være. Dermed får vi nemlig en begrænsning af mulighedsfeltet og man ånder ligesom lettet op, for derved kommer noget til syne ud af det amorfe vidt åbne mulighedsfelt, som mødet med det identitetsløse stiller os overfor.

Med fastlæggelsen af identiteten gives noget form og træder frem, og det kan vi forholde os til. Vi har fået fastlagt, at vi har noget at arbejde med eller nogen vi kan starte en samtale med. Dermed kan tingene tage sin begyndelse.

Vi har altså at gøre med det dobbelte forhold, at formen eller den stabile identitet på den ene side betyder, at noget kan tage sin begyndelse, samtidig med at det på den anden side også betyder en begrænsning af muligheder, og det er derfor at jeg i min kunstneriske praksis arbejder med disse evindelige identitetskonstruktioner, -transformationer og -destruktioner.

Kapitalismens ånd

Er der nogen tendenser eller forhold i vores samtid, der accelererer denne konstruktion af subjektivitet og dermed også behovet for at udvikle eller opløse de herskende identiteter? Her tænker jeg især på kapitalismens omfangsrige indflydelse i dag, for som I også er inde på i den første samtale er kapitalismen i dag i høj grad blevet en identitetsproducerende maskine.

Bolt: Det er klart, at der er en relation mellem den samtidige kapitalisme og spørgsmålet om subjektivitet.

Allerede Weber analyserede, hvorledes den protestantiske etik og den asketiske protestantismes rationelle karakter har været med til at muliggøre det kapitalistiske system. Protestantismen havde afgørende indflydelse på den økonomiske ethos, som kendetegner kapitalismen. Man kan måske sige, at protestantismen kunne udstyre de kapitalistiske subjekter med en identitet og en etik, således at de kunne identificere sig med det at arbejde, spare op, etc. hvorved protestantismen fungerede som kapitalismens ånd og legitimitet. Weber skriver videre, at i det øjeblik kapitalismen var skabt, havde den ikke længere brug for en ånd, så fungerer den af sig selv som system.

De to franske sociologer og filosoffer, Luc Boltanski og Eve Chiapello, er af den overbevisning, at kapitalismen stadigvæk har brug for legitimation. I deres store Le nouvel esprit du capitalisme (Kapitalismens nye ånd) analyserer de således kapitalismens nye ånd.

Det paradoksale forhold, som de diagnosticerer, er, at kapitalismen nye ånd er blevet udviklet som et svar på den heftige kritik, der er blevet formuleret mod den fordistiske kapitalisme med dens masseproduktion, dens særlige brug af arbejderlønninger til at skabe forbrug osv. Kodeordene i kritikken af fordismen var begreber som selvvalorisering, selvbestemmelse, autonomi, autenticitet og skabelse af nye autonome fællesskaber. Altså en kritik, der gik på måden kapitalismen producerede subjektivitet, liv og fællesskaber på.

Det, der skete, var imidlertid ifølge Boltanski og Chiapello, at kapitalismen var i stand til at indoptage denne kritik og udnytte den til egen fordel. Kritikken blev så at sige til kapitalismens nye ånd. Det er derfor, vi i dag kan tale om oplevelses- og livsstilsøkonomi, immaterielt arbejde, den fleksible og autonome medarbejder, der realiserer sig selv i sit arbejde osv. Kunstnerkritikken blev til kapitalismens nye måde at producere subjektivitet og livsstil på. Kapitalismen rekuperede 60’ernes begærsfilosofiske og situationistiske kritik og forvandlede den til livsstil og informationsøkonomi.

Boltanski og Chiapello konstaterer derfor, at begæret efter revolution er blevet oversat til reklame- og damebladsæstetik. Den permanente revolution, som borgerskabet udsætter menneskeheden for, gennemføres nu som det enkelte subjekts realisering af sit begær, sine behov og passioner. I den forstand er borgerskabet blevet situationistisk, idet den overalt iscenesætter nye omskiftelige og kortvarige atmosfærer. I den nye økonomi finder revolutionen sin plads i varekataloget som en intens oplevelse i et sikkert miljø. Revolutionen er vareøkonomien, når den skejer ud.

Samtidskunsten og samtalekøkkenet

Das Beckwerk: Et hurtigt blik på samtidskunstens relation til kapitalismen illustrerer med en foruroligende præcision den diagnose, som du refererede fra Chiapello og Boltan ski af, hvo rdan kunstnerkritikken er blevet kapitalismens nye ånd.

Det er jo præcis det man har set inden for kunsten i de sidste ti femten år. Kunstscenen har fungeret som ikke-betalte stjerneforskere i produktionen af livsstil og identitet for markedet.

Inden for den relationelle æstetik, der kendetegner de seneste års kunst, har man især arbejdet med forskellige sociale rum. Man har mimet de meget positive forestillinger om fællesskabet. Men så vidt jeg kan s e, har kunsten med det projekt bildt sig selv ind, at man var i gang med at skabe nogle utopier, altså de her små autonome fællesskaber, nye sociale rum osv., mens man i virkeligheden har nærmet sig markedslogikken. Kunsten har på den måde reelt set blot været en slags producent af livsstilsrum og identitet, der direkte har kunnet overtages af kapitalismen og puttes ind i maskinen.

Godt nok lykkedes det at lave nogle amorfe ting i fællesska b, således at både produktet forsvandt og derved ikke kunne sælges på markede t, ligesom den klare signatur og dermed muligheden for dyrkelsen af den enkelte kunstner forsvandt. Problemet var bar e, at man dermed rykkede et niveau op i produktionen. Man producerede ikke længere produkterne ved samlebåndet eller i ateliererne . Nu var man med til at forme selve koncepterne.

Bolt: Ja, et af ‘problemerne’ ved mange af de projekter, hvor kunstnere på forskellig vis forsøger at undslippe eller forvandle identitet og skabe nye sociale rum, er, at de uundgåeligt kommer til at fungere som en art research-and-development unit for den avancerede kapitalisme, der nemt kan forvandle de kunstneriske projekter til varer eller salgbar livsstil. Derved fungerer megen kunst nærmest som den nye ånd, der skal legitimere kapitalismen. Det forhold har mange tydeligvis svært ved at forholde sig til.

Det er en kompliceret problemstilling.

Det er interessant, at inden for de seneste år er en række kunstteoretikere begyndt at argumentere, at installationskunsten, den relationelle æstetik og interventionskunsten er gået for langt. Disse praksisformer har mistet forbindelsen til den kunstneriske tradition og er derfor mere en form for design, lyder anklagen. Kritikken af kunstens autonomi har resulteret i en kunst, der blot akklimatiserer beskueren til konsumkulturens intensitet. Den amerikanske kunstkritiker Hal Forster har f.eks. lanceret ideen om kunstens strategiske autonomi, fordi samtidskunsten i sine bestræbelser på at nedbryde skellet mellem kunst og liv er gået for langt. Den har sluppet sit afsæt i den kunstneriske tradition, dvs. den arbejder ikke længere inden for den horisont, som opløsningen af de klassiske medier udstak. Det er simpelthen hinsides det udvidede felt. Det betyder i sin yderste konsekvens, at samtidskunsten er blevet uskelnelig fra design og samtalekøkkener.

Derfor er autonomiforestillingerne begyndt at vende tilbage i forskellige varianter. Hos Hal Forster betyder det ikke, at værkerne ikke må tematisere politiske og sociale problemer, men det skal hænge sammen med formen. Det er formen, der er politisk. Problemet med den relationelle æstetik og megen anden samtidskunst er, at den ifølge Foster simpelthen bliver for slap formelt. Foster har det svært, han er på den ene side presset af installationskunst og relationel æstetik og på den anden side af en mere indholdstung politisk interventionskunst.

 

Politisk kunst eller aflad – fra håndtrykket til knuset

Mange kritikere og kunstnere har netop talt om en genkomst af den politiske kunst i forbindelse med samtidskunsten og den relationelle æstetik. Hvad siger I til den udlægning?

Bolt: Det, mener jeg, er en helt forfejlet analyse.

Den såkaldte genkomst af politisk kunst i form af den relationelle æstetik er alene et symptom på den generelle afpolitisering, der kendetegner den vestlige verden. Politik er ikke længere politik, som det f.eks. var i maj 68, hvor man sagde, vi er alle tyske jøder. Det er et mønstereksempel på en politisk handling, fordi den er urimelig. Der er tale om en overidentifikation.

Politik er i dag blevet erstattet af konsensus. Der er jo ikke nogen politiske diskussion kun de her surreelle kanon- og Muhammed-diskussioner, hvor der konstant sker en kortslutning, så det kun er muligt at indtage to modsatte positioner. Enten er man for eller også er man imod.

Das Beckwerk: Hvor man tidligere havde blikket rettet fremad imod det kommende, imod utopien eller endnu bedre imod mulighederne, så vender man sig nu om, således at så snart man har en Irak-kri g, så vender man den krig, der er i fuld gang ryggen og diskuterer, hvad der var den egentlige årsag og hvilke begrundelser, der var sande og hvilke der var falske. På den måde beskæftiger den politiske diskussion sig i dag kun med det forhåndenværende materiale.

Bolt: Der er tale om en administrationskultur, der bekender sig til den konsensuale ideologis mantra om, at der er, hvad der er. Det politiske bliver derved reduceret til et spørgsmål om, hvorledes det, der så er, skal administreres.

Problemet med den relationelle æstetik er, at den fungerer gnidningsløst inden for den her verden. Den er netop, som du også beskrev det, kendetegnet ved at valorisere dialogen og forsøge at skabe mikro-demokratiske samfund og midlertidige fællesskaber. Den forsøger at stille så løse former frem, at der åbnes op for deltagelse og demokratisk dialog.

Jeg mener, hvem kan være imod demokrati og dialog? Men hvad vil den ellers? I den forstand er den, hvad man kunne kalde en smileyface udgaven af den konsensuale ideologi.

Samtidig fungerer den også kompensatorisk i forhold til den manglende politiske diskussion, fordi den små-politiserer på den her udvandede og hyggelige måde, der i høj grad får det hele til at minde om det hyggelige sociale samvær vi bliver lovet i samtalekøkkenet.

Das Beckwerk: Den leverer en form for aflad. Når man er derinde, altså i den relationelle æstetik, eller når man går d erfra eller når man ikke rigtig ve d, om man er gået derfra endnu, så føler man i det mindst e, at man har været med i noget positivt.

Bolt: Derfor bekræfter den her type værkpraksis blot den konsensus-ideologi, vi konfronteres med i dag, hvor vi netop ikke længere er urimelige. Kunsten i dag er simpelthen for begrænset. Den accepterer det allerede givne som et vilkår for sin praksis og søger ikke udover det. Derved fungerer kunsten som symptom på og i sidste ende en bekræftelse af den generelle afpolitisering. Det er ikke politisk kunst, i hvert fald kun i betydningen livsstilspolitik.

Das Beckwerk:
Det svarer lidt til overgangen fra håndtrykskulturen til den lidt mere amorfe, hvor man giver hinanden et knus når man mødes. Knuset tager næsten ikke form, det er bare den uformelige glade følelse, der flyder gavmildt fra det ene individ til det andet.

Bolt: Det kan godt være, at den konsensuale ideologis og den relationelle æstetiks form per excellence er knuset.

Læs Samtalens fortsættelse:
Del II – Det identitetsløses kritiske potentiale
Del III – Undtagelsestilstanden – døren hvorigennem…

Læs også:
Nielsen og Bolts første samtale Hiphopperne fra Falluja