I virkeligheden er de en del af jer

1.1.2006

Oversat af Esben Hjuler

Tariq Ramadan (f. 1962) er schweizisk statsborger og af egyptisk oprindelse. Han er professor i islamologi, har en doktorgrad i filosofi og er en af de mest markante skikkelser i debatten om Islam og Vesten – har senest været involveret i debatten omkring Muhammed-tegningerne. Ramadan bliver af mange betragtet som Islams nye reformator og forbindes ofte med begrebet ‘Euroislam’. Han er europæisk muslim, men trofast over for de islamiske principper. Bogen “How to be a European Muslim” (1998) er netop et ambitiøst forsøg på en samlet fremstilling af, hvordan Islam meningsfuldt kan indgå i den vestlige virkelighed.

 

“I virkeligheden er de en del af jer”

”I spørgsmålet om statsborgerskab og religiøs identitet i Europa er vi nødt til at fokusere på den nuværende virkelighed, og på, at der i den nuværende virkelighed er en slags besættelse af spørgsmålet om identitet. Det sidste er et problem, for det er alle besættelser. Spørgsmålet lyder igen og igen: ”hvad er europæisk identitet?”, og det stilles på en måde, der implicerer, at det er problematisk at være muslim og europæer på samme tid. Vi har haft diskussionen tidligere, og dengang gik det først på, hvad Europa ikke er, og – deraf – hvad Europa er. I kolonitiden blev de koloniserede spurgt, hvem de var, så vi kunne definere, hvem vi var. Diskussionen om identitet er ideologisk; den kommer ikke ud af det blå. Måden, spørgsmålet stilles på i den politiske debat, er ideologisk. For når man tvinger folk til at definere, hvem de er (”Tyrkiet, hvad er du først og fremmest?”), aftvinger man en definition, der er præget af det dominerende samfunds forestillinger. Diskussionen er i den forstand politisk, ideologisk. Vi må overveje, om vi vil acceptere denne ideologisk bestemte besættelse af diskussionen om identitet, der påtvinger alle at vælge side og sige: ”dette er min identitet – i modsætning til din”.

Gennem denne diskussion bevæger vi os stille og roligt hen imod lukkede identiteter, idet vi definerer os selv i modsætning til de andre. Hele diskussionen af, hvorvidt Tyrkiet er en del af Europa, er domineret af disse problemer: ”er det virkelig muligt for en muslimsk befolkning at blive sande europæere?”, er det gennemgående spørgsmål, hvorved man glemmer, at millioner af muslimer allerede er europæere. Vi glemmer, at der er fem millioner muslimer i Frankrig og to millioner i Storbritannien, som alle er muslimske, europæiske statsborgere, der lever i demokratiske samfund. Indenfor denne diskussion lader vi hele tiden som om, at de ikke er der. Jeg talte forleden med et medlem af det franske parlament, altså en repræsentant for den politiske elite i Frankrig. Han omtalte muslimerne i forstæderne som ”indvandrere”, der burde forstå, hvordan tingene foregår i Frankrig. Jeg fortalte ham, at han derved udstillede problemets kerne: i hans bevidsthed var de indvandrere, i deres egen bevidsthed var de franske statsborgere. Og man kan ikke løse problemerne, hvis man går ud fra, at en person stadig kan være nordafrikansk indvandrer, når hans familie har boet i Frankrig i fem generationer. Jeg sagde til ham: ”i din bevidsthed er de bare ”dem”, men i virkeligheden er de en del af jer”.

Vi må således nøje overveje, hvorledes vi stiller spørgsmålet om vores identitet, for en del af problemet er netop måden, hvorpå vi stiller dette spørgsmål. Hvis man betragter de muslimske diskurser om europæisk identitet gennem de sidste 20 år, vil man se, at disse har ændret sig ret meget. Folk er ikke længere så stædige; vi ser i meget mindre grad vores muslimske identitet som en modsætning til vores europæiske identitet. Det er en skam for det yderste højre, der netop gerne ville have os til at være voldsommere og mere kritiske overfor de europæiske samfund. De fremtrædende stemmer indenfor de muslimske diskurser, fx muslimske akademikere, rådede tidligere den brede muslimske befolkning til ikke at påtage sig en europæisk identitet (”I skal alligevel snart hjem”, sagde de). Men de har ændret deres forestillinger om muslimsk og europæisk identitet og den måde, de omtaler disse på. Og de har ikke gjort dette ud fra skjulte dagsordener, men fordi virkeligheden har tvunget dem til at ændre deres forestillinger: i dag er muslimerne nemlig hjemme i Europa. Schweiz er mit hjemland. Når jeg er i Egypten, bekræftes jeg i, at Schweiz er mit hjemland. Jeg er en europæisk muslim. Så når danskerne omtaler muslimerne som asiater eller arabere, taler de ikke ud fra virkeligheden, men ud fra forestillinger, de selv har skabt. De taler ud fra en forkert virkelighed, og når man gør det, stiller man de forkerte spørgsmål, eller man stiller spørgsmålene forkert. Det dur ikke. Vi behøver en intellektuel revolution på begge sider, og vi må forstå, at hovedparten af samtidens muslimske akademikere og intellektuelle i Europa faktisk beskæftiger sig med virkeligheden med et udgangspunkt, der er muslimsk og europæisk på samme tid. Nu findes den europæisk-muslimske identitet – og den er ikke et problem.

Mainstream muslimske organisationer og personer oplever dette, men hvis man (som mange medier) er besat af terrorister og ekstremister, hjælper man netop disse til at sejre. For det er jo det, de vil have: at vi skal være besat af dem. Men besættelse er altid skidt. Nej, se i stedet for på virkeligheden, se på det, som millioner af muslimer er ved at opbygge i Europa, se på de muslimske kvinder, der er stolte af at være muslim og europæer og kvinde på samme tid. Det er ikke fordi, der ikke findes muslimsk diskrimination af kvinder, slet ikke, men husk på, at der findes masser af kvinder i det muslimske samfund, der er i færd med at skabe en muslimsk-europæisk kvindelig identitet. Og det virker. Så på det teoretiske felt har vi i dag svarene, vi har budene på hvad, der er muligt, hvordan fremtidens virkelighed kan se ud. Det, vi nu må gøre, er at sprede budskabet blandt de europæiske muslimer, forklare hinanden, at vi ingen lukket identitet har. Vi må forklare hinanden, at jeg som muslim ikke nødvendigvis bare skal assimilere mig selv og have det ubehageligt dermed. Men alt dette skal vel at mærke udmøntes i en egentlig praktisk lære, og det er derfor, de muslimske uddannelsessystemer skal reformeres, så de i meget højere grad integrerer den kollektive psykologi, lovgivningen og de institutioner, der præger det generelle samfund, fx det danske. Det er ikke nemt, for vi er kun i begyndelsen af en længere proces – og dette ikke mindst i et land som DK, hvor traditionen for indvandring er ret ung. Når man kommer til et nyt land, opsøger man mennesker, man kan stole på – dvs. som er som en selv. Man opsøger selvfølgelig ikke de mennesker, hvis sprog man ikke rigtig forstår og som – i ens fejlagtige bevidsthed – har den modsatte kultur. Man søger tryghed, hvilket er forudsætningen for, at man kan åbne sit sind overfor andre. Man kommer ikke bare til et fremmed land og er åben overfor alle. Men processen er i gang, og det er de europæiske muslimers ansvar at reformere opdragelse og uddannelse og integrere det omgivende samfund deri. Processen er nået længst i de to lande, der er foran alle de andre: Storbritannien og Frankrig. Og urolighederne i Frankrig lige nu har jo intet at gøre med Islam; der er tale om sociale problemer, som bør løses på et socialt niveau. Gør ikke de sociale problemer islamiske. Det er statsborgere, der kræver deres rettigheder, og det bør respekteres. At behandle dem, som den franske indenrigsminister gør, er en del af problemet.

Så ideen med at hierarkisere identitet er meningsløs og dum, ligesom spørgsmålet ”hvad er du først og fremmest?”. Hvis du spørger til min livsfilosofi, hvis du spørger til, hvordan jeg forholder mig til det faktum, at jeg skal dø og kun har et begrænset tidsrum her på jorden, vil jeg svare, at jeg er muslim. Men hvis du spørger til mit sociale engagement og mine forpligtelser som borger, vil jeg svare, at jeg er dansker eller schweizer eller franskmand. Da jeg sagde dette for nylig under en konference i Grækenland, sagde min sidemand, der er Nobel Pris-vinder i økonomi: ”Hvis du tilfældigvis er både digter og vegetar og er ude at spise på en restaurant, vil det formentlig ikke være nødvendigt at sige, at du er digter. Og hvis du senere er til et digtarrangement, vil det formentlig ikke være relevant at sige, at du er vegetar.” Det afhænger af spørgsmålet og af situationen. Man kan godt være både schweizer og digter og muslim og vegetar; det er ikke noget problem. Der er dem, der gerne vil gøre det til et problem, dem der – ved at tvinge mig til at definere mig selv – vil definere mig, men jeg er ikke den, de vil have mig til at være. Jeg er den, jeg er, og de er nødt til at lytte til den, jeg er, når jeg siger det. Det handler om respekt, og respekt er at lytte til hinanden.

Vi har altså åbne identiteter, hvoraf en europæisk-muslimsk identitet kan opbygges og fæstnes. Det kræver tillid, social retfærdighed og respekt. Social retfærdighed udelukker, at statsborgere fra andre dele af verden behandles som andenrangsborgere. Man kan ikke bare gemme sig bag institutionaliseret xenofobi og racisme, som det yderste højre i mange europæiske lande gør. Med respekt mener jeg ikke blot, at du skal respektere mig ved at lytte til mig, men også at du skal respektere min fortid og historie. Og det handler om at forstå, at når vi deles om historien og fortiden, bør vi også deles om magten. Og at det ikke er nok at deles om kulturen, men at vi må repræsenteres ligeligt på alle niveauer: i det politiske liv, i økonomien, i medierne. I skolernes pensum omtales den europæiske historie og derfor identitet som jødisk-kristen, hvorved man forbigår minderne hos de folk, der kommer andre steder fra. Men Europa ændrer sig. Europa inkluderer i dag Tyrkiet og medbragte minder fra Nordafrika eller Pakistan. Og det må man respektere, for at respektere mig er at respektere min baggrund. Og det er ikke så svært i mit tilfælde, da jeg kommer fra Egypten, der jo indtager en glorværdig plads i skolernes historieundervisning. Men hvad med folk fra Marokko, Algeriet eller Pakistan – hvad med deres minder? Hvis du vil respektere min tilstedeværelse, må du respektere min fortid. Den europæiske hukommelse har ændret sig, og historien er blevet global.

Vi må implementere respekt og dermed en global forestilling om identitet i skolesystemerne. Europa har ændret sig, og denne forandring må tages til indtægt på officielt, institutionelt niveau. Således er det heller ikke længere acceptabelt at indtage en selektiv holdning til filosofi. Man kan desværre sagtens have en grad i filosofi uden at vide det mindste om de muslimske filosoffers bidrag til den europæiske filosofihistorie. Araberne oversatte ikke blot Aristoteles; de kommenterede og ændrede ham. Og den Aristoteles, der blev læst i Middelalderen, var ikke den oprindelige Aristoteles – Ibn Rushd og andre muslimske filosoffer i Middelalderen var ikke blot overbringere af den gamle tradition; de var fornyere; de var selv filosoffer. Hvis du er uretfærdig mod fortiden, er du uretfærdig i nutiden. Denne anerkendelse af muslimske filosoffer i fortiden er væsentlig for at bevare respekten for muslimske statsborgere i nutiden.

Så når talen nu falder på Tyrkiets evt. medlemskab af EU, er det nemt at se, hvordan man stiller de forkerte spørgsmål: ”er Tyrkiet en del af Europa?” Tyrkerne er allerede i Europa. Der findes tyrkere i millionvis med minder om en europæisk fortid. Problemet er heller ikke Islam; problemet er, eller spørgsmålet er, om Tyrkiet kan leve op til kravene om menneskerettigheder, ytringsfrihed og demokrati. Det er ret enkelt: er Tyrkiet et tilstrækkeligt frit samfund, skal det med. Er det ikke tilstrækkeligt frit, skal det ikke med. Det handler slet ikke om religion; besættelsen af religion står tværtimod i vejen for de reelt væsentlige spørgsmål om principper. Den politiske behandling af Tyrkiet svarer fuldstændig til den sociale behandling af muslimerne i de franske forstæder. Man opbygger en polemik om spørgsmål, der ikke er centrale, for at undgå at diskutere de spørgsmål, der virkelig er centrale.

Hvis vi ønsker at komme frem til respekt (gennem uddannelse) og social retfærdighed (gennem politiske reformer), er begrebet ”fælles statsborgerskab” et centralt løsen. Jeg vil give de muslimske samfund tre råd:

1. Udfør selvkritik indenfor islamisk uddannelsessystem.

2. Insister på at være en ansvarlig og engageret samfundsborger. Og jeg tænker ikke bare på internationale politiske emner, men i særdeleshed på indenrigspolitik. Det er dit land – vis det ved at være en del af det! Det bedste, du kan gøre ved internationale problemer, er at være engageret i de nationale problemer.

3. Forlad din intellektuelle og sociale ghetto. Vi har bygget ghettoer i vores bevidsthed. Selvfølgelig er det nemmeste da at blive blandt de mennesker, man kender, for der bliver man ikke udfordret. Men statsborgerskab kræver, at man fjerner den mentale mur omkring sig.

Og til det omgivende samfund vil jeg gerne fremhæve vigtigheden af et mainstream uddannelsessystem, der i højere grad prioriterer integrationsprocessen. Derudover må regeringerne også sørge for en socialpolitik, der i højere grad sætter folk i stand til at lære hinanden at kende og komme hinanden ved. Det er dog samtidig nødvendigt med en muslimsk bevægelse på nationalt niveau – en bevægelse, der opbygger gensidig tillid på baggrund af lokalt initiativ. Det er ikke så afgørende hvem, der anfører eller repræsenterer muslimerne – det afgørende er hvem, der gør noget! Muslimerne skal nok finde nogen til at repræsentere dem: det afgørende er statsborgerskabet, det personlige ansvar.

Endelig behøves også en reel politisk integration. Det handler om ikke at islamisere alle problemerne, for de er ikke religiøse. Og jeg har et spørgsmål til de danske – eller hvad jeg nu skal kalde dem – statsborgere (For det er jo problemet med de højreradikale partier; de vokser ikke særlig meget, men deres diskurs spreder sig. Og det er farligt. Så i dag kan man høre folk fra højre, venstre og midten sige det samme som, de højreradikale sagde før i tiden. Deres diskurs normaliseres. Altså: indfødte danskere i modsætning til indvandrere fra fjerne lande, der kommer og stjæler vores bevidsthed). Men til de såkaldt indfødte – og til de såkaldt muslimske danskere vil jeg spørge: hvor ofte møder I mennesker, som ikke kommer fra jeres normale miljø – men som alligevel giver jer noget? Mener I overhovedet, at mennesker, der er anderledes fra jer selv, kan give jer noget? Føler I, at de bidrager med noget, at de bidrager til jeres egen fremtid? Det er det centrale spørgsmål. Og ofte ser jeg mig nødsaget til at spørge mine medborgere: ”føler I, at jeg er en berigelse? Eller føler I, at jeg er et problem?” Det er det rette spørgsmål. Jeg håber da, jeg er en berigelse. Men for resten kan det, at jeg er et problem for jer, også vise sig at være en berigelse for jer. For ofte bliver man beriget af de problemer, man er nødt til at klare. Som en amerikansk akademiker engang sagde: ”jeg vil ikke have jer til at acceptere min anderledeshed; jeg vil have, at min anderledeshed irriterer jer”. For vi har jo anderledesheden tilfælles, og med det fælles statsborgerskab kan vi forhåbentlig skabe en fælles fremtid.”

Læs også Kerim Balcis foredrag “Åh Gud, lad mig elske indbyggerne i dette land!”, der bl.a. forholder sig til nogle aspekter i Tariq Ramadans foredrag og i hans tænkning generelt.