Idéen om det normale menneske

I dokumentaren ”The Third Option” problematiseres muligheden for — ved hjælp af prænatale screeninger — at abortere helt op til fødslen, hvis barnet diagnosticeres med et svært handicap. Filmen rejser nogle store etiske og filosofiske spørgsmål omkring teknologiens betydning for tolkningen af den menneskelige eksistens, normalitetsbegrebet og lægevidenskabens magt i samfundet. Vi har taget en snak med instruktør Thomas Fürhapter for at få hans perspektiv på nogle af de temaer, som filmen kaster lys over.

27.04.2017

Af Vanessa Bowns Poulsen

I den østrigske dokumentarfilm ”The Third Option” problematiseres muligheden for — ved hjælp af prænatale screeninger — at abortere helt op til fødslen, hvis barnet diagnosticeres med et svært handicap. Dokumentaren rejser nogle store etiske og filosofiske spørgsmål som: Hvad er normalitet?, hvad er frihed?, er der noget liv, der er mere værd end andet?, og hvem skal i så fald afgøre dette? “The Third Option” kaster et kritisk blik på lægevidenskabens magt, statens finansielle interesser og nutidens fokus på optimering af mennesket. Filmen havde verdenspremiere på CPH:DOX, og var nomineret til en DOX:AWARD. Under festivalen mødte jeg instruktør Thomas Fürhapter for at få hans perspektiv på de temaer, som hans film belyser.

Dokumentaren er afdæmpet og æstetisk skarp. Med sine lange indstillinger, kontrasterende panoramabilleder af henholdsvis “normale” og “unormale” mennesker, samt kliniske og til tider stærke billeder fra hospitalsstuerne, inviterer “The Third Option” sin tilskuer til eftertænksomhed. Fürhapter fortæller, at voice over’en er indtalt af skuespillere, der gengiver oprindelige citater fra de interviewede, som blandt andet består af læger, jurister, psykologer, sociologer, filosoffer, antropologer, folk fra handicapstudier og ikke mindst kvinder, der har fået foretaget disse indgreb. Det er et helt bevidst valg fra instruktørens side at lade talen ledsage billederne frem for et ansigt eller en titel. Som han beskriver det under en Q&A-session på festivalen, sætter filmen fokus på samfundsrelevante emner og diskurser og ikke på konkrete personer.

Sen abort

Filmen informerer os om, at et barn født med et svært handicap kun i meget få tilfælde kan helbredes. Derfor får kvinden mulighed for, inden fødslen, at vælge et indgreb, der dræber barnet – ”die Option zu töten”, som det direkte siges i filmen.

”Den tredje mulighed er relevant, når det ufødte barn er blevet diagnosticeret med et handicap,” fortæller Fürhapter. ”Lovgivningen på området varierer fra land til land, men i Østrig og Tyskland er det lovligt at foretage indgrebet helt op til fødslen og få barnet fjernet ved kejsersnit.” Som en stemme i filmen nøgternt fortæller, indebærer indgrebet en indsprøjtning i hjertet på det ufødte barn. Fürhapter understreger, at dokumentaren omhandler østrigske forhold, og han betoner desuden vigtigheden af at skelne mellem retten til abort, som Kvinderettighedsbevægelsen kæmpede for, og abort efter den prænatale diagnose. ”Jeg mener, at kvinders mulighed for abort er en vigtig rettighed, som vi ikke skal røre ved.”

[blockquote text=”Ved interviews med læger spurgte jeg, hvordan det svære handicap defineres, og hvor grænsen går. Svaret var, at der ikke er noget svar. Det er en skønssag.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Definitionen af det svære handicap samt grænsen for, hvornår diagnosen gives, står ifølge Fürhapter uklart. ”Man kan ikke med sikkerhed sige, om barnet vil blive svært handicappet. Jeg har læst om nogle sager, hvor barnet var blevet diagnosticeret således, men viste sig at være sund og rask ved fødslen. Det samme gælder den anden vej rundt. Ved interviews med læger spurgte jeg, hvordan det svære handicap defineres, og hvor grænsen går. Svaret var, at der ikke er noget svar. Det er en skønssag.”

Foto: Navigator Film

 

Hvornår bliver et foster til et barn?

Nogle af de filosofiske spørgsmål, dokumentaren lægger op til, er spørgsmålene om, hvornår et foster betragtes som et menneske, og hvorvidt nogle menneskeliv har en højere værdi end andre.

”Jeg synes, det er en interessant pointe er, at der ikke er noget svar på, hvornår et ufødt individ bliver til et barn. Nogle vil ud fra en religiøs betragtning argumentere for, at det er helt fra begyndelsen, når barnet undfanges. Der er andre, såsom den australske moralfilosof Peter Singer, der, ud fra sit utilitaristiske standpunkt, har argumenteret for aflivning af handicappede, selv efter fødslen. Hans holdninger udløste en heftig debat for 10-15 år siden. Der er mange forskellige forståelser af, hvornår et foster er, eller bliver til, et barn, og hvor meget det pågældende liv er værd.”

Vi taler om kontrasten mellem de juridiske rettigheder som det fødte menneske er i besiddelse af, og de videnskabelige vurderinger, som det ufødte menneske er underlagt.

”Når man taler om menneskerettigheder, drejer det sig kun om mennesker, der er blevet født. Man synes at have svært ved at bestemme, hvorvidt fosteret er et menneske eller blot en masse af celler, der endnu ikke er helt levende. Det ufødte, handicappede barn er juridisk set endnu mindre beskyttet end det ufødte ”normale” barn. Når man først er født, har man i de fleste lande i verden, uanset hvad lægevidenskaben siger, ret til at leve. Før fødslen er det videnskabeligt og teknologisk baserede metoder, der bestemmer, om du har mere eller mindre ret til livet.”

[blockquote text=”Vores idé, om hvornår et foster bliver til et barn, har ændret sig i takt med den teknologiske udvikling. Noget af det, der gør det endnu sværere, er, at forældrene, et langt stykke inde i graviditeten, har set screeninger, der viste, at alt var okay.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Ifølge Fürhapter rykker de prænatale screeninger ved forståelsen af, hvornår fosteret betragtes som et barn i og med, at man har muligheden for at se det inde i livmoderen.

”Du ser hjertet, fingrene, øjnene. Det var ikke muligt for 15 år siden. Og der er en teori om, at de prænatale screeninger er årsag til, at man i dag, i højere grad end tidligere, ser det ufødte barn som et menneske. Jeg tror, at mange forældre føler, at det allerede er en lille person. Vores idé, om hvornår et foster bliver til et barn, har ændret sig i takt med den teknologiske udvikling. Noget af det, der gør det endnu sværere, er, at forældrene, et langt stykke inde i graviditeten, har set screeninger, der viste, at alt var okay. De har et ønske om at få barnet, men får i sjette eller syvende måned at vide, at der er noget galt. Det er følelsesmæssigt svært, fordi forældrene i løbet af det halve år har opbygget et forhold til barnet.”

Det frie valg

Fürhapter tager i ”The Third Option” frihedsbegrebet op til refleksion, og peger på teknologien og samfundsdiskursernes indflydelse på vores idé om det frie valg.

”Jeg valgte at undersøge den argumentation, som lægges til grund for den prænatale diagnose. Et argument, som man ofte hører fremført af læger, er, at det er godt for kvinderne. At de i kraft af teknologien har fået en mulighed, som ikke fandtes før. De har nu friheden til at vælge det handicappede barn til eller fra. I realiteten tvinges kvinden til at vælge, om hun vil have et handicappet barn eller et dødt barn, fordi det er blevet muligt at screene og diagnosticere. Er det en frihed at skulle stå over for det valg? For mig at se kan det på flere måder diskuteres, om der reelt er tale om et frit valg. Når du venter et handicappet barn, hvilket i samfundets øjne betragtes som uønskeligt, bliver det også til et socialt spørgsmål. Der er for eksempel nogle folk, der mener, at det er moralsk forkert at bringe et handicappet barn til verden. Og som jeg ser det, er det en stærk diskurs i vores samfund.”

[blockquote text=”I realiteten tvinges kvinden til at vælge, om hun vil have et handicappet barn eller et dødt barn, fordi det er blevet muligt at screene og diagnosticere. Er det en frihed at skulle stå over for det valg?” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

“The Third Option” retter således en kritik mod et samfund, der i dominerende grad overlader et fænomen som prænatal abort til lægevidenskabens tolkning af, hvad handicap er. Fürhapter mener, at der er behov for en inddragelse af andre perspektiver, for eksempel fra handicapstudier.

”Handicapstudierne anskuer handicap på en anden måde, end mange dele af sundhedsvæsenet gør. Hvor sundhedsvæsenet typisk vil betragte et handicap som noget konkret, der skal undgås eller behandles på den ene eller den anden måde, spørger handicapstudierne mere overordnet til, hvordan handicap er konstrueret som en kategori gennem moderne diskurser. Hvorfor har vi termen? Og hvorfor placerer vi folk inden for denne kategori?”

Foto: Navigator Film

 

Normalitet og uniformitet

Filmen medvirker til at problematisere de herskende diskurser omkring normalitet og anormalitet. Billedligt underbygges temaet yderligere ved scener med produktion af identiske playmobil-dukker. Fürhapter finder det vigtigt, at vi overvejer, hvorvidt vi virkelig ønsker et samfund med mindre diversitet, eller om det er bedre, at alle ikke ser ud eller tænker på den samme måde.

”Hvilket billede af mennesket, indebærer dette? For at kunne definere det abnorme, må vi have en forestilling om, hvad det normale er. Det er vigtigt at diskutere, fordi vi i dag har en forestilling om, at folk med handicap ikke er normale, og det på trods af, at handicap er en idé, der har at gøre med den historiske udvikling og økonomi. I vores samfund skal vi arbejde for at producere og tjene penge. Fra naturens side er der ikke noget skel mellem det normale og det unormale. Børn bliver født. En kan se. En kan ikke se. En har to ben. En har et ben. Der er alle disse forskellige former. Idéen om hvad der er normalt og unormalt er en social konstruktion. Det er kulturelt bestemt. Når der foretages en prænatal screening, oversættes kroppen til tal, og det kan afgøres, om du inde eller ude. Det hænger meget sammen med moderne teknologi, og der er en anden forståelse af handicap i dag, end der var for 400-500 år siden, hvor man ikke havde denne teknologiske, statistiske fundering.”

[blockquote text=”Man taler om, hvor svær en beslutning det må være for moderen, men her ender diskussionen ofte. Der bliver ikke talt nok om de politiske, sociale og historiske aspekter af dette emne.” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

Dokumentaren drager visse paralleller mellem racehygiejnen i Nazi-Tyskland og selvoptimeringen i nutidens samfund. Ifølge Fürhapter er det temaer, der ikke rigtigt optræder i samfundets almindelige diskurs, ved spørgsmålet om de prænatale diagnoser.

”Det bliver gjort til noget, der kun handler om moderens individuelle situation og beslutning. Man taler om, hvor svær en beslutning det må være for moderen, men her ender diskussionen ofte. Der bliver ikke talt nok om de politiske, sociale og historiske aspekter af dette emne. Filmen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der er ligheder mellem fortidens og nutidens praksisser. Jeg siger ikke, at vi lever i et samfund fuld af nazister, men jeg vil vise, at der kan være en historisk forbindelse til tidligere praksisser i Nazi-Tyskland. Lidt forsimplet kan man sige, at vi dengang havde et ideal, der handlede om at være blond, have blå øjne og ikke være jødisk. Det er anderledes i dag, men der er stadig noget ved idéen, der ikke er så anderledes. Der vil altid være nogle normer, man skal passe ind i, og derfor vil der også altid være nogle mennesker, som ikke passer ind.”

Foto: Navigator Film

 

Økonomi og politik

Fürhapter oplever, at prænatal diagnose generelt betragtes som gavnligt på både et individuelt og et samfundsmæssigt plan, men at der således er perspektiver, der ikke bliver diskuteret tilstrækkeligt i den offentlige debat. Her spiller økonomi og tidens politiske tendenser også en stor rolle. Vi taler blandt andet om den handikappedes position i et samfund, hvor arbejde og produktion er en så væsentlig faktor.

”Man siger, at den prænatale diagnose tilgodeser barnets helbred, da det kan forhindre et pinefuldt liv. Man mener også, at det er godt for forældrene og i særdeleshed moderen, ikke at stå med ansvaret for at opfostre et handicappet barn. Men fra samfundets side kan der også være et ønske om at spare penge. Den handicappede er mindre produktiv og koster flere penge for samfundet. Hertil kommer udgifter til behandlinger og terapi. Der er selvfølgelig nogle handicappede, der arbejder, men generelt er det sværere for den handicappede at arbejde på samme vilkår som personen uden et handicap.”

Som Fürhapter ser det, befinder vi os i dag i en situation, hvor diversiteten bliver udfordret. ”Med Trump i USA og den yderliggående højrefløj i Europa, ser det mørkt ud i forhold til diskussionen af handicap, normalitet og anormalitet. Jeg mener bestemt, at det går i den forkerte retning, og lige nu ser jeg ikke meget håb forude.”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *