Intelligentsiaens bidske angreb

Artikel af Jørgen Hinsby: Fremtrædende medlemmer af den russiske intelligentsia har gennem tiderne rettet en del bidske angreb mod vestlig kultur, der i denne sammenhæng opfattes som en materiel kultur. Men samtidig indeholder kritikken et korrektiv til den livsstil vi ser udfoldet også i nutidens metropoler. Hvad enten de hedder New York, London, Paris, København eller Moskva.

1.5.2005

Fremtrædende medlemmer af den russiske intelligentsia har gennem tiderne rettet en del bidske angreb mod vestlig kultur, der i denne sammenhæng opfattes som en materiel kultur. Men samtidig indeholder kritikken et korrektiv til den livsstil vi ser udfoldet også i nutidens metropoler. Hvad enten de hedder New York, London, Paris, København eller Moskva.

I 1836 bragte det russiske tidsskrift ”Teleskopet” en artikel med den uskyldigt klingende titel ”Filosofisk brev, adresseret til en dame”. ”Brevet” udløste på det nærmeste en storm over Rusland, og dets forfatter, en forhenværende husofficer ved navn Peter Chaadajev, opnåede den ære at blive erklæret sindssyg af zaren selv og sat under lægeligt til- og opsyn. Chaadajev rettede i sit ”Filosofiske brev” en uhørt skarpt formuleret kritik mod det russiske livs grundvilkår og gav udtryk for den opfattelse, at der i Ruslands nationale tradition intet fandtes, der var værd at gemme på, og at russernes liv udfoldede sig i en snævert afgrænset nutid uden fortid og uden fremtid. Den rodløshed en sådan livsform medfører, udgør en stadig trussel mod menneskets personlighed, hævdede han, da et menneske uden tilknytning til fortiden eller interesse for fremtiden lever i et identitetsløst tomrum uden sammenhæng og sikkerhed. Når erindringerne ikke rækker længere tilbage end til gårsdagen, bliver man fremmed for sig selv. En kultur som, som kun er baseret på lån og efterligninger af andre mister uigenkaldeligt sin fortid, og den vokser uden at modnes, fordi en naturligt fremadskridende udvikling og indre sammenhæng ikke er til stede. Man accepterer udelukkende færdigtsyede ideer, som opstår ude af sammenhæng med de gamle forestillinger, og som forkaster disse. Al viden bliver til overfladiskhed. Det er historien, som karakteriserer et folk.

Med udgangspunkt i Chaadajevs hvasse kritik af russisk kultur formuleredes for første gang indenfor rammerne af et historiefilosofisk system spørgsmålet om Ruslands lighed med eller originalitet i forhold til Vesteuropa, det spørgsmål som skulle blive et af århundredets allerhedest diskuterede problemer. Den ældgamle splittelse i russerens sind mellem kærlighed til den russiske livsform og beundring for Vestens tekniske formåen kom frem til overfladen og delte i løbet af 1840erne intelligentsiaen i to dertil svarende grupperinger: Slavofiler og europæister (zapadnik`er). Fælles for de to var deres stærke optagethed af etiske problemer. Man ville udforske livets mening og omsætte den i praksis. Derimod interesserede man sig ikke så meget for den rent abstrakte mening med tilværelsen. Interessen samlede sig om meningen med det russiske liv, den russiske samfundsorden og dennes historie. Et af særkenderne ved den store russiske litteratur i det 19. århundrede er jo da også, at den netop beskæftiger sig med etiske, socialpolitiske og religiøse problemer. Den teoretiske stræben efter erkendelsen af den absolutte sandhed opfattedes af russerne som noget uforståeligt, der blot tjente til at bortlede interessen for presserende moralske og socialpolitiske ideer.

Spørgsmålet om ”Øst” og ”Vest” var for Chaadajev andet og mere end et geografisk problem: det var spørgsmålet om to væsensforskellige menneskelige kulturer. Øst og vest repræsenterer to principper, der svarer til to dynamiske kræfter i naturen, to ideer som omfatter hele menneskeslægten. Det er i koncentration, selvfordybelse og indadskuen, menneskesindet formedes i øst; det er udadrettet ekspansion i alle retninger og kamp mod alt, der stod i vejen, som prægede mennesket i vest.

Kirejevskij

Ivan Kirejevskij (1806-56), hvis overvejelser angående vesteuropæisk kultur danner grundlaget for nærværende fremstilling, var enig med Chaadajev i denne opfattelse, og han hævdede selv, at man på den ene side havde en vestlig levevis præget af udvendighed, splittethed og perfekt logik i de teoretiske konstruktioner. Heroverfor stod på den anden side den østlige levevis, der var præget af inderlighed, dybde og sammenhæng i den gennemlevede virkelighed. Men hvor Chaadajev hævdede, at Rusland hverken hørte til Vesten eller Østen, mente Kirejevskij, at Østens livssyn prægede den gamle russiske folkekultur. Han, der var slavofiliens første egentlige teoretiker, ønskede som de øvrige slavofiler at rense den særlige russiske kultur for dens væsensfremmede træk og var derfor i særlig grad optaget af spørgsmål som personlig og national identitet samt individets betydning og dets sociale forpligtelser.

To strømninger i Rusland

Europæisterne ønskede at omplante europæsik civilisation til russisk jord: allerede i det 18. århundrede havde statsmagten for så vidt lagt sig efter det europæiske udviklingsmønster, men resultatet var blevet en opsplitning af samfundet i en ”vestlig” økonomisk og kulturel overklasse og en stor almuebefolkning, som i økonomisk og kulturel henseende stadig levede i den russiske middelalder. Derfor ønskede europæisterne, der ligesom slavofilerne var rasende modstandere af livegenskabet og det overvældende statsbureaukrati, at præge Rusland med en social bevidsthed, der kunne tilpasse den europæiske civilisations værdinormer og udviklingsmønstre til russiske forhold og gøre dem til grundlag for hele nationens liv.

Slavofilerne derimod, ønskede at hele bruddet ved at søge tilbage til tiden før landets kulturelle deling for dér at finde forudsætningerne for en fællesrussisk identitet. De hævdede, at statsmagten, som den havde udviklet sig siden Peter den Store (1689-1725), havde mistet det organiske fællesskab med det folk, den herskede over, at der var sket en splittelse mellem nation og stat. Statsmagtens handlinger var kun sjældent en genspejling af samfundets ønsker og behov, og de, der færdedes i magtens korridorer, var mest optaget af at sikre deres egne interesser. Derfor gjaldt det for slavofilerne om at hindre, at udviklingen kom til at forløbe som i Vesten, hvor dyrkelsen af det materielle efter deres opfattelse havde ført til øget selviskhed og grådig individualisme. Kirejevskij gav udtryk for den opfattelse, at hele den vestlige samfundsopbygning hvilede på den private ejendomsret og retten til jordbesiddelse i en sådan grad, at det enkelte menneske i juridisk henseende var underordnet ejendomsretten. Det er ikke jorden, der tilskrives mennesket som et grundlag for dets eksistens, men mennesket der kædes til jorden som en omstændighed ved denne.

For Kirejevskij og de øvrige slavofiler var det en grundlæggende tanke, at retten til at eje jord alene burde tilkomme samfundet. Landsbyfællesskabet – MIR`en – anså de for at være den vigtigste af samtlige det gamle Ruslands institutioner samt den højeste form for social, moralsk og politisk organisation, fordi den understregede det sociales forrang i forhold til det individuelle, samtidig med at den garanterede individets frihed som en del af – ikke adskilt fra – fællesskabet: ”I det russiske landsbyfællesskab bliver individet ikke undertrykt, men blot frataget sin forvirring, eksklusivitet og egoisme…Det er kun det egoistiske aspekt af personligheden, der opsluges af fællesskabet. Den enkelte person har sin frihed ligesom i et kor.” (K. Aksakov). 

Angreb på vestlig kultur

Det var den slavofile bevægelses anti-materialistiske og anti-rationalistiske karakter, der var udgangspunktet for dens tilhængeres angreb på vesteuropæisk kultur. Kirejevskij siger ligeud, at det mest karakteristiske træk ved europæisk kultur er dens rationalisme, dens overvurdering af den rene og abstrakte fornufts betydning. ”I virkeligheden har det vestlige menneske udskiftet troen på Gud med troen på rationalismen og de eksakte videnskaber”. Faren ved en sådan situation består i, at videnskabelige resultater herefter ikke behøver nogen anden retfærdiggørelse eller begrundelse end den, at de ”er videnskab”. I sig selv er resultaterne af videnskabelige forsøg hverken moralske eller umoralske, og de bliver da abstrakte i den forstand, at de isoleres fra det, der burde være det egentlige mål for al menneskelig stræben: Sandhed og retfærdighed.

Hvis alt, hvad der eksisterer, kan retfærdiggøres af fornuften, ophæves den fundamentale skelnen mellem godt og ondt. Den videnskabsmand, der er mere optaget af at føre sine eksperimenter igennem til et heldigt resultat end af dette resultats etiske og religiøse karakter, ender med at blive en trussel mod livet selv.

”Jeg har ikke til hensigt at være satirisk overfor Vesten”, skriver Kirejevskij. ”Ingen værdsætter højere end jeg de samfundsmæssige og private bekvemmeligheder, som er baseret på anvendelsen af rationelle principper. Selv om jeg fuldt ud værdsætter den rationelle fornufts fordele, tror jeg alligevel at den i sidste instans i al sin sygelige rastløshed vil afsløre sig som et ensidigt, illusorisk og forræderisk princip. De bedste hoveder i Europa beklager sig over tidens moralske ligegyldighed, mangel på idemæssigt ståsted og almindelig egoisme. De ønsker en ny åndelig kraft udover fornuften og en ny livskilde udover penge”.

Begreber som sandhed og retfærdighed er der ikke plads til indenfor rammerne af logiske formler og forestillinger, påstår Kirejevskij.
Disse begreber hører mere sammen med ”hjertet” og med ”sjælen” end med intellektet. De kræver en syntese af alle menneskets egenskaber, og kun den, som besidder en religiøs tro, kan nå frem til en sådan syntese. ”Det mest karakteristiske træk ved religiøs tænkning består i en trang til at samle alle sjælens enkelte evner i en kraft og i at finde det centrum for vor eksistens, vor fornuft, vilje, samvittighed, sandhed, skønhed, mirakel, nåde og retfærdighed sammen med intellektet samles i en levende enhed for derved at genskabe mennesket i dets oprindelige helhed”.

Arven fra Rom

Det er arven fra det gamle Rom, der har været så afgørende for Vesteuropas kulturelle særpræg, mener Kirejevskij og fremhæver som det mest karakteristiske træk ved romersk mentalitet, at den ydre fornuftsmæssighed tog magten over tingenes indre væsen; Poesien stræbte efter kunstnerisk fuldkommenhed i de ydre former; i sproget kvalte de grammatiske konstruktioners kunstige harmoni de åndelige strømningers naturlige frihed og levende umiddelbarhed: inden for romerretten er formalitetens ydre harmoni ført igennem til en sådan grad af vidunderlig logisk fuldkommenhed, at den indre retfærdighed mangler. Retfærdigheden så at sige underordnes lovens bogstav. Skik og brug er for romeren som for vesteuropæeren præget af fornuftsmæssighed, der skatter menneskets ydre aktiviteter umådeligt højt, men ofrer de samme aktiviteters indre værdi så ringe opmærksomhed. Kort sagt, i alle romerens intellektuelle og åndelige gøremål øjner Kirejevskij èt fællestræk: Dels at det væsentligste for ham ikke var indholdet af hans logiske begreber, men disses ydre harmoni. Dels at han kun kunne finde indre ligevægt i sin tilværelse, når denne stemte overens med fornuftens grundsætninger eller svarede til de ydre konventioners bud.

Den vesteuropæiske livsform, således som Kirejevskij så den, var det endelige produkt af en kultur vokset op omkring troen på en fornuft uden rod i etiske og moralske overvejelser. Udvendigheden havde sejret over inderligheden og sat sine ulykkelige spor: Sjælelig og intellektuel splittelse hos den enkelte, splid mellem de forskellige samfundsklasser, uoverensstemmelse mellem moral og vilje, specialisering og adskillelse af menneskets funktioner – såvel de private som samfundsmæssige – i dagligdagen. I overensstemmelse hermed står rationalismen og splittetheden som det yderste udtryk vesteuropæisk kultur. Forstand bliver til listigt skarpsind, hjertelighed til blind lidenskab, skønhed til drøm. Sandhed bliver til en meningstilkendegivelse og videnskab til en syllogisme med falskheden og det teatralske som denne livsforms uafrystelige følgesvend.

Mening eller overbevisning

Ræsonnementets lidenskabsløse kulde tillægges i almindelighed større betydning end hjertets henrevethed, der i bedste fald anses for at være latterlig og i værste fald farlig fanatisme. Vestens tradition for det kølige overlæg og den beregnende kløgt har, sammen med en mere eller mindre bevidst frygt hos den enkelte for enten at virke latterlig eller fanatisk – eventuelt begge dele, medført en tendens til, at tro og engagement erstattes af kynisme og egennytte. I denne situation kommer det vestlige menneske kun alt for let til at lide under en følelse af mangle på identitet og indre sammenhængskraft i dets værdiopfattelser. Kirejevskij skelner i denne forbindelse mellem begreberne MENING og OVERBEVISNING: Mening i betydningen situationsbestemt indstilling og overbevisning som betegnelse for en holdning præget af den afklarede ro som opstår, når sjælen, åndskræfterne – eller hvad vi nu foretrækker at kalde det – udgør en sammenhængende helhed. ”Meninger er flygtige, mens overbevisninger er mere bestandige. Førstnævnte fremstår som resultatet af logisk betingede hensyn og overvejelser, mens sidstnævnte er udtryk for en samlende livsanskuelse. I det politiske liv ytrer overbevisningen sig som en umiddelbar forståelse for helheden i de samfundsmæssige sammenhænge, mens meningen dækker over en overdreven solidaritet med de samfundskræfter, der falder sammen med et enkelt partis interesser. Denne egoistiske fremhævelse af et enkelt partis eller en enkelt samfundsgruppes særstilling søger man derefter at tilsløre med en bedragerisk påstand om, at det skulle være til fælles bedste”.

Man kunne forestille sig, at europæeren måtte befinde sig i en konstant samvittighedskonflikt på grund af uoverensstemmelsen mellem moral og sindelag, som det her kommer til udtryk. Dette er ikke tilfældet, mener Kirejevskij. Tværtimod synes vesterlændingen næsten altid at være tilfreds med sin moralske habitus. Hvis den situation skulle opstå, at hans ydre handlinger kom i modstrid med de almindeligt vedtagne normer for, hvad man kan tillade sig, ja, så udtænker han sig blot et nyt og originalt moralsystem, ved hjælp af hvilket han kan dysse samvittigheden til ro! Herved adskiller vesterlændingen sig på afgørende vis fra den gammelrussiske mennesketype. Særkendet ved den russiske karakter var netop, hævder Kirejevskij, at ingen kunne finde på at udlægge sine personlige særheder som ganske særligt fortjenstfulde egenskaber.

Når europæeren fører sig frem som han gør, er den helt grundlæggende årsag den, at han ikke fatter de åndelige kræfters totalitet og samspil, hvor ingen af disse kan mobiliseres, uden at de øvrige lever med. Han kender ikke til den ”sindets ligevægt, som karakteriserer et menneske, der er opvokset i den ortodokse kulturkreds. Selv under de voldsomste kriser og omvæltninger i et sådant menneskes liv, er det præget af en ukunstlet fattethed, værdighed og ydmyghed, der vidner om sindsligevægt, dybde og sammenhæng i den almindelige jegbevidsthed”.

Enkelhed og overflod

Det russiske menneske kendetegnes ved enkel livsførelse og enkle behov. Enkelheden var her, siger Kirejevskij, ikke en følge af utilstrækkelige midler eller kulturel tilbageståenhed: enkelheden var til stede som den afgørende forudsætning for, at russisk kultur udviklede sig som den gjorde.

Vestlig kultur derimod blev præget af overflod og luksus som en næsten naturnødvendig følge af specialiseringen af menneskets og samfundets evner. Overflod blev i sig selv opfattet som et udtryk for kultur og udvikling: den blev et højeste gode, som man pralede af og betragtede som et misundelsesværdigt fortrin, idet man i sin begejstring overså, at den i virkeligheden var et dække for svaghed.

”Vesteuropæeren søgte nemlig at lette byrden af sin indre utilstrækkelighed ved at udvikle de materielle livsbetingelser. Russeren stræbte mod sjælelig udvikling for derigennem at gøre sig mere uafhængig af materielle goder.

”Gammelrusseren” havde aldrig kunnet begribe meningen med en videnskab om politisk økonomi, om en sådan havde eksisteret på hans tid. Med sit sammenhængende livssyn ville han aldrig have kunnet acceptere, at der skulle eksistere en særlig videnskab om rigdom. Han ville ikke kunne have forstået, at man bevidst kunne ønske at stimulere folks interesse for materielle goder blot med det formål at øge deres indsats i produktionsprocessen. Han forstod, at rigdomsforøgelse kun er èn fornødenhed blandt mange andre i samfundet, og at den bør stå i nær forbindelse med andre og vigtigere behov og underordne sig disse”.

Kan hænde, læseren føler, at Kirejevskij i sin kritik af den vestlige kultur går for vidt i retning af at idealisere den gammelrussiske livsform. Dette gør imidlertid ikke det grundlæggende ved hans signalement af vestlig kultur mindre interessant. Når han udbreder sig om Vestens livsform, sker det ikke af selvhævdelsestrang, snarere af bedrøvelse over den udvikling kulturen har gennemløbet såvel i Vesten som i hans eget fædreland. Når den tid, han levede i, på mange måder syntes ham blottet for moralske kvaliteter, hang det jo netop sammen med, at Rusland var blevet ”smittet” af Vestens materialisme og erobrertrang. Uden at være præget af nationalistisk hovmod forfægter han den anskuelse, at den gammelrussiske livsform har noget at tilbyde menneskeheden i retning af øget medmenneskelighed, åbenhed over for andres tanker, selverkendelse og fornemmelse for livets og Guds væsen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *