Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Kampen om demokrati
 

Kampen om demokrati

19.6.2015

Curt Sørensen udgav i 2014 sidste bind i sin mastodontiske trilogi, Stat, nation, klasse, der over 3.000 sider fortæller om udviklingen af regimeformer i Central- og Østeuropa. I denne artikel diskuterer han, hvordan demokrati er en omstridt og skrøbelig størrelse, og at udviklingen af det liberale demokrati har en lang og broget forhistorie.

Derudover viser han, hvordan definitionen af demokrati langt fra er entydig, og at kampen for demokrati i lige så høj grad har været en kamp om ordets betydningsindhold. 

I

Demokratiet var aldrig en naturnødvendighed, og relationen mellem kapitalisme og demokrati er mere kompleks end ofte antaget. Kapitalisme har historisk været associeret med vidt forskellige regimeformer – regimer med begrænset valgret, bonapartisme, militærdiktaturer og andre former for autoritære regimerRueschemeyer, Dietrich et. Al (1992): Capitalist Development and Democracy, Polity Press; Sørensen, Curt (2013-2014): Stat, Nation, Klasse, Bnd. I-III, Frydenlund; Therborn, Göran (1977): ”The Rule of Capital and the Rise of Democracy”, New Left Review, 103, pp. 3‒41.. Historiske eksempler er her det wilhelminske Tyskland og Det Tredje Rige. Et moderne eksempel er Kina, hvor en variant af kapitalisme er associeret med et autoritært partidiktaturFor det moderne Kina, se Hsü, Immanuel C.Y. (2000): The Rise of Modern China, Oxford University Press; Klein, Naomi (2007): The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalim, Allen Lane, kap. 9; Minqi, Li (2008): The Rise of China and the Demise of the Capitalist World Economy, Pluto Press; Mitter, Rana (2005): A Bitter Revolution. China’s Struggle with the Modern World, Oxford University Press 2005. Se også Giovani Arrighis alternative tolkning i Arrighi, Giovanni Arrighi (2007): Adam Smith in Beijing. Lineages of the Twenty-First Century, Verso..

Der var heller ikke nogen direkte lineær forbindelse mellem liberalisme og demokrati. Liberalismens 16- og 1700talsteoretikere var ikke demokrater, og i det følgende historiske forløb bekæmpede liberalismen i mange lande den almindelige valgret. Som den danske nationalliberale leder Orla Lehmann udtalte i 1860: magten bør ligge hos, ‘de begavede, de dannede, de rige’. En udtalelse, der var meget dækkende for den kontinentale liberalismes holdning til spørgsmålet om demokratiseringJudson, Pieter (1996): Exclusive Revolutionaries, University of Michigan Press; Losurdo, Domenico (2014): Liberalism, Verso; Macpherson, C. B. (1977): The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford University Press; Sørensen, Curt (2013-2014); Stat, Nation, Klasse, Frydenlund; For Orla Lehmanns udtalelse, se Thorsen, Svend (1953): Folkets Veje gennem dansk Politik, 1848-1849, Fremad, p. 38..

Der var i det hele taget ikke nogen automatisk ‘udviklingens vej’ i Europa frem mod kapitalistisk markedsøkonomi og ‘liberalt demokrati’. Udviklingens veje har været forskellige i de forskellige regioner af Europa betinget af de forskellige historiske udgangssituationer og den særegne karakter af den efterfølgende socioøkonomiske udvikling, stats- og nationsbygningen og den internationale økonomi og politiks udviklingSørensen, Curt (2013-2014): Stat, Nation, Klasse, Frydenlund..

‘Demokratiet’ har herunder også været omtvistet. Der foregik historisk en kamp for og imod demokrati. Det generelle historien igennem har været, at den fattige majoritet pressede på for at få den magt og indflydelse, der var dem nægtet, og at de besiddende klasser og regerende eliter igen og igen bekæmpede en sådan magtforskydning. Dette gælder også for den nyere tid. Den borgerlige opinion var generelt i de fleste europæiske lande imod demokrati. Først aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig ændrede afgørende på dette forholdChristophersen, Jens (1956): “An historical outlook on the different usages of the term ‘democracy’” i Arne Naess et al.: Democracy, Ideology and Objectivity, Universitetsforlaget, pp. 77-138; Christophersen, Jens (1966): The Meaning of Democracy as used in European Ideologies, Universitetsforlaget; Mazower, Mark (1999): Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, Penguin; Meiksins Wood, Ellen (1995): Democracy Against Capitalism, Cambridge University Press; Sørensen, Curt (2013-2014): Stat, Nation, Klasse; Therborn, Göran: Rule of Capital an Democracy..

Omvendt var det i samme nyere tid arbejderbevægelsen, der pressede på for demokratisering og demokrati. Det vedvarende pres nedefra og frygten for social revolution i toppen samt de autoritære autokratiers nederlag i 1. verdenskrig fremkaldte en bølge af demokratiseringsforsøg, som dog i løbet af mellemkrigsårene blev rullet tilbage igenSørensen, Curt (2013-2014): Stat, Nation, Klasse bd. II, Frydenlund..

Men demokrati var ikke blot omstridt, selve dets begrebsindhold var tillige under stadig forandring. Man kan i hele det lange historiske forløb identificere ganske forskellige demokratiforståelserJens Christophersen Meaning of Democracy op.cit., Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit.. Ja, man kan sige, at magten til at definere, hvad ‘demokrati’ skulle være, også blev et led i den politiske kamp. I overensstemmelse hermed har også vurderingerne af og holdningerne til ‘demokrati’ været højst skiftende.


II

Det ældste og længst vedvarende demokratiopfattelse, fra antikken og frem til ca. 1848, var opfattelsen af demokrati som det fattige flertals herredømme i det fattige flertals interesserJens Christophersen: The Meaning of Democracy as used in European Ideologies, Oslo: Universitetsforlaget 1966.. Det var dette, der gjorde ‘demokrati’ så skræmmende for de herskende klasser og for idehistoriens teoretikere. Generelt i størstedelen af historisk tid var ‘demokrati’ derfor et forhadt begreb.I overensstemmelse hermed blev ‘demokrati’ hos f.eks. Aristoteles og Platon opfattet netop som den fattige klasses herredømme. Aristoteles definerer således ‘demokrati’ som det styre, man har, når ‘de besiddelsesløse og ikke ejendomsbesidderne regerer’, og eftersom de fattige altid har været flest, bliver dette tillige et flertalsstyre. Platon erklærer, at ‘Demokrati opstår… når de fattige vinder overhånd og slår nogle af modpartiet ihjel og jager andre ud af landet…’William Norvin & Peter Fuglsang (overs.): Aristoteles Statslære, København: Gyldendal 1946, pp. 122‒123, Platon: Staten, Købemhavn: Hans Reitzel 1961, Bnd. 2, p. 140. Kampen mellem ’oligarker’ og ’demokrater’ var vild og blodig. Overalt i Grækenland stod de to partier mod hinanden understøttet af henholdsvis Sparta og Athen. Platon og Aristoteles var på ’oligarkernes’ parti, og deres vurderinger af demokrati må læses herudfra. Se vedrørende kampen mellem ’oligarker’ og ’demokrater’ G. E. M. De Ste. Croix: The Class Struggle in the Ancient Greek World, London: Duckworth 1981, kapitlerne IV , V, Donald Kagan: The Pelopponnesian War, London: Harpere Perennial 2005, og Ellen Meiksins Wood & Neal Wood: Class Ideology and Ancient Political Theory: Socrates, Plato and Aristotle in Social Context, Oxford University Press 1978..

Dette var som sagt den opfattelse, der var dominerende igennem historien. Demokrati blev opfattet som modsætning til oligarki (de riges herredømme), kongedømme eller despoti og som et direkte styre under folket i modsætning til et repræsentativt styreJens Christophersen: Meaning of Democracy, op.cit.. Tilbagevendende slaveopstande og bondeoprør historien igennem blev da også nedkæmpet med overordentlig stor grusomhed. Den helt overvejende negative vurdering af ‘demokrati’ gennem århundreder afspejler disse rå klasseforhold og de herskende klassers og deres intellektuelle sympatisørers (det vil sige næsten alle idehistoriens ‘store tænkere’) frygt for underklasserne.

Opfattelsen af demokrati som de fattige massers klasse-herredømme var stadig udbredt i det 19. århundrede. Demokrati er ‘det mest skamløse i verden’, erklærede den konservative Edmund BurkeEdmund Burke i 1790, her citeret efter Christophersen, Jens: Meaning of Democracy op.cit, p. 29., og en tænker som den liberale Alexis de Tocqueville var dybt bekymret over udsigten til en demokratisk udvikling, en udvikling, han dog mente, var uundgåelig, men som han håbede, man kunne indfange og uskadeliggøre ved at rekonstruere demokratiet, så aristokratiske værdier kunne overleveEhnmark, Anders, op.cit., p. 41; de Tocqueville, Alexis (1969): Democracy in America, Harper & Row.. Deraf hans frygt-blandede fascination af den unge amerikanske republik. Hans berømte værk herom handler i grunden lige så meget om en fremtidig, og af ham frygtet, udvikling i FrankrigChristophersen, Jens: An historical outlook op.cit., pp. 124‒131, Jens Christophersen: The Meaning of Democracy op.cit., kapitlerne III, IV, V, VI, XI og XIII. Se for liberalismens vedkommende tillige C. B. Macpherson: The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford: Oxford University Press 1977. Se også for Alexis de Tocquevilles livslange bekymring for og kamp mod demokrati som lighed og masseherredømme Anders Ehnmark op.cit..

Opfattelsen af demokrati som de fattiges herredømme var dominerende helt frem til efter 1. verdenskrig og forklarer den udbredte frygt blandt de besiddende klasser for demokratisering og deres modstand herimod. Ikke blot konservative, men også liberale var overvejende mod demokrati.xv Som den italienske, nationalliberale leder Guiseppe Mazzini bekymret udtrykte det: ‘Demokrati indgyder forestillingen om kamp; det er råbet fra Spartacus, udtrykket for og manifestationen af folket i opstand.’Guiseppe Mazzinis essays 1835, citeret efter Jens Christophersen: An historical outlook op.cit., p. 283..

På linje med denne udbredte demokrati-opfattelse ‒ men med en positiv vurdering ‒ kunne den unge Friedrich Engels i 1844 erklære, at ‘Demokraternes kamp i England er de fattiges kamp mod de rige’Friedrich Engels: Die Lage Englands. Die englische Konstitution, 1844, MEW, 1, Berlin: Dietz Verlag 1972, pp. 569‒592, citat p. 592.. Samme opfattelse af demokrati havde Marx. Den demokratiske bevægelse var for ham en revolutionær bevægelse, ‘det uhyre flertals selvstændige rejsning i det uhyre flertals egne interesse’, hvor ‘tilkæmpelsen af demokratiet’ indebar ‘ophøjelsen af proletariatet til herskende klasse’. Det forklarer også, hvordan Marx kunne bruge udtrykkene ‘demokrati’ og ‘proletariatets diktatur’ i flæng og synonymtKarl Marx & Friedrich Engels: Manifest der kommunistischen Partei, 1848, MEW, 4, Berlin: Dietz Verlag 1969, p. 472 og p. 481. Se videre også Curt Sørensen: ”Marx’ og Engels’ demokratiteori”, Politica, 11, nr. 2, 1979, pp. 40‒91..

Der udviklede sig en længere kamp mellem den på én gang besiddende og politisk privilegerede elite på den ene side og den store besiddelsesløse majoritet, som samtidig var udelukket fra politiske rettigheder, på den andenJens Christophersen: The Meaning of Democracy as used in European Ideologies op.cit., Ellen Meiksins Wood: Democracy Against Capitalism, Cambridge University Press 1995, p. 203.. Men vejen til en løsning blev banet med en omdefinering af begrebet om demokrati. Vigtig blev her udviklingen i den unge amerikanske republikEllen Meiksins Wood Democracy Against Capitalism op.cit., p. 203 og pp. 213 ff.. Her lykkedes det for den anti-demokratiske fløj blandt ‘the founding fathers’, anført af den konservative Alexander Hamilton, at sikre en løsning, de kunne leve med. Denne løsning bestod for det første i en ‘udvidet republik’ med et repræsentativt styre som et mål i sig selv, idet en repræsentativ institution for et stort geografisk område indebar en sund ‘filter-effekt’, hvor mere plebejiske synspunkter og krav kunne blive filtreret fra i selve valgprocessen. For det andet bestod den i det princip, at den besiddende minoritet skulle repræsentere alle de andre, samt endelig en hovedvægt på garantien for rettigheder, specielt ejendomsretten. Hamiltons formel var et de facto rigmands-oligarki præsenteret som republik og demokrati.

Dette indebar en omdefinering af demokrati fra deltagelse til repræsentation, en hovedvægt på rettigheder og en inddæmning og pacificering af den store befolkningsmasse, ledsaget af begrænsninger i valgretten. Det var også den løsning, der blev udbredt i Europa helt frem til gennembruddet for almindelig valgretEllen Meiksins Wood op.cit., pp. 213‒225. Se videre Jens A. Christophersen: ”An historical outlook on the different uses of the term ’democracy’”, i Arne Naes et al.: Democracy, Ideology and Objectivity, Oslo: Oslo University Press 1956, pp. 77‒138, og for specielt den amerikanske løsning pp. 106‒108. Se også Charles A. Beard: An Economic Interpretation of the Constitution of the United States, New York: Free Press 1986, og Howard Zinn: A Peoples History of the United States, New York: Harper Perenneial 1990, pp. 95‒101.. ‘Magten’, erklærede Orla Lehmann som allerede nævnt, tilkommer ikke almuen, men ‘de begavede, de dannede og de rige’Citeret efter Svend Thorsen: Folkets veje gennem dansk politik 1849-1949, København: Fremad 1953, p. 38..

Samtidig blev demokratiets historie skrevet om. Den historiske begyndelse til demokratiseringen mange århundreder senere var ifølge denne historieskrivning den Romerske Republik, Magna Charta og ‘the Glorious Revolution’. Altså oligarkernes historisk kendte sikringer af deres egen magt og indflydelse, nu eufemistisk benævnt ‘magtbalance’ og ‘pluralisme’. Det blev omvendt fortrængt, at den faktiske begyndelse til demokrati i klassisk forstand var det atheniensiske demokrati, det tyske bondeoprør i 1525, ‘the Levellers and the Diggers’ i Cromwells hær under den engelske revolution i 1600-tallet og Chartisterne i første halvdel af 1800-talletEllen Meiksins Wood Democracy Against Capitalism op.cit., p. 225 og p. 232..

I den nye demokratiforståelse, den anden grundopfattelse af demokrati, er den store befolkningsmasse ikke længere aktive borgere som i det gamle Athen, men en masse af atomiserede enkeltindivider, repræsenteret af en fjern stat. Samtidig er den politiske magt i sammenligning med tidligere samfund blevet ‘devalueret’ ved, at en række af dens tidligere beslutningsområder er blevet overført til en sfære af privatejendom og marked, adskilt fra politikEllen Meiksins Wood Democracy Against Capitalism op.cit., p. 211. Det er netop dette fundamentale forhold, der systematisk bliver underspillet i alle procedurale definitioner af demokrati fra Joseph Schumpeter og Alf Ross frem til den nutidige politologi.. Demokratiet blev i nyere tid til ‘det liberale demokrati’, skønt liberalismen både i praksis og teoretisk-ideologisk længe havde været imod demokratiEllen Meiksins Wood Democracy Against Capitalism op.cit., pp. 227‒233, pp. 233‒237. Se også Peter Judson: Exclusive Revolutionaries. Liberal Politics, Social Experience, and National Identity in the Austrian Empire, 1848-1914 ,Ann Arbor: University of Michigan Press 1996, Domenico Losurdo: Liberalism. A Counter History, London: Norton 2011, C. B. Macpherson: The Life and Times of Liberal Democracy, Oxford: Oxford University Press 1977, James Sheehan: German Liberalism in the Nineteenth Century, University of Chicago Press 1978, Guido de Ruggiero: The History of European Liberalism, Boston: Beacon Press 1959.. Det drejede sig fundamentalt set om at inddæmme en for stor folkelig indflydelse ved sindrigt udtænkte konstruktioner om magtbalance, garantier og borgeropdragelse. ‘Borger’-deltagelse, ja, men velreguleret, inddæmmet og afbalanceretSe for republikanismen, David Held Models of democracy, Cambridge: Polity Press 1996, kapitel 2 og J.G.A. Pocock: The Machiavellian Moment: Florentine Political Thought and the Atlantic Reublican Tradition, Princeton University Press 1975. Men selv i en således ændret form skulle der endnu to verdenskrige og et nederlag for fascismen til, før ‘demokratiet’ slog igennem.

I kontrast til den borgerlige repræsentationsteoris demokratiopfattelse udviklede Marx og Engels en alternativ demokratiforståelse, en tredje, nu nærmest glemt, grundopfattelse. De angreb det spirende borgerlige demokrati (som de kendte fra Frankrig) , ikke fordi det var demokratisk, men fordi det ikke var demokratisk nok. Den demokratiske republiks paradoks var, erklærede Marx, at den gav politisk magt til netop de klasser i samfundet ‘hvis sociale slaveri, den forevigede’Karl Marx: Die Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis 1850, 1850, MEW, Bnd. 7, Berlin: Dietz Verlag 1969, p 43. Mere dybtgående greb de tilbage til den klassiske demokratiopfattelse og angreb den liberalistiske repræsentationsteoris forestilling om demokrati som værende en samling atomiserede formelt ‘ligestillede’ individer i et abstrakt statsfællesskab inden for en social orden, som i øvrigt var præget af enorme sociale og økonomiske uligheder. De angreb den kunstige adskillelse her mellem politik og økonomi, og de angreb videre selve adskillelsen mellem regerende og regerede. Demokrati skulle netop indebære en nedbrydning af dette skel og en af-professionalisering af det politiske liv. Mennesker skulle aktivt bestyre deres eget liv gennem en gigantisk udvidelse af massedeltagelsenSe for Marx’ teori om demokrati og socialisme først og fremmest Hal Draper: Karl Marx’s Theory of Revolution, vols. I-IV, New York: Monthly Review Press 1977–1990, og Richard Hunt: The Political Theories of Marx and Engels, vols. I‒II, London: Macmillan 1974 og Pittsburgh Pa: University of Pittsburgh Press 1984 og den fremragende fremstilling og analyse i David Leopold: The Young Karl Marx, Cambridge University Press 2007, der dog desværre kun beskæftiger sig med den unge Marx . Se også Curt Sørensen: “Marx’ og Engels’ demokratiteori”, Politica, 11, 1979, nr. 2, pp. 40‒91.. Marx talte om ‘Die Rücknahme der Staatsgewalt durch die Gesellschaft…die Staatsgewalt durch die Volksmassen selbst’Karl Marx: Erster Entwurf zum ’Bürgerkrieg in Frankreich’, 1871, MEW, Bnd. 17, Berlin: Dietz Verlag 1968, p 543. Det fremtidige samfund skulle, erklærede Marx og Engels, være ‘en association af frie producenter’, et samfund hvor ‘enhvers frie udvikling var betingelsen for alles frie udvikling’Karl Marx & Friedrich Engels: Manifest der Kommunistischen Partei, 1848, MEW , Bnd. 4, Berlin: Dietz Verlag 1969, p 482. Den samfundsmæssige kraft for denne transformation måtte være folket selv. ‘Arbejderklassens frigørelse må være dens eget værk’, proklamerede Marx i vedtægterne for Den Internationale ArbejderassociationKarl Marx: Provisorische Statuten der Internationale Arbeiter-Asociation, 1864, MEW, Bnd. 16, Berlin: Dietz Verlag 1968, p 14.

III

I den socialdemokratiske tradition efter Marx udviklede der sig en fjerde demokratiopfattelse. Denne mindede i én henseende om den borgerlige repræsentationsteoris opfattelse med fokus på parlamentet og erobringen af parlamentsflertalletSe for det klassiske socialdemokrati, generelt Wolfgang Abendroth: Sozialgeschichte der europäiscehn Arbeiterbewegung, Frankfurt a.M.: Suhrkamp 1965, G. D. H. Cole: A History of Socialist Thought, vol. III, The Second International, Part I, London: Macmillan 1960, Julius Braunthal: History of the International 1864‒1914, London: Nelson & Sons 1966, Dick Geary: European Labour Protest 1848‒1939, London: Methuen 1984 og James Joll: The Second International 1889‒1914, London: Weidenfeld & Nicolson 1968, og for specielt det tyske og østrigske socialdemokrati, Curt Sørensen: Stat, Nation, Klasse, København: Frydenlund 2013, Bind I, kapitel II, afsnittene 3 d og 3 e og Bind II kapitel I, afsnit 3 og kapitel II, afsnit 3. Se videre for udviklingen i den europæiske arbejderbevægelses modelparti, det tyske socialdemokrati, W.L. Guttsmann: The German Social Democratic Party 1875–1933, London: Allen & Unwin 1981, Dieter Groh: Negative Integration und revolutionärer Attentismus. Die deutsche Sozialdemokratie am Vorabend des Ersten Weltkriegess, Frankfurt a.M.-Berlin: Ullstein 1973, Vernon Lidtke: The Outlawed Party. Social Democracy in Germany 1878‒1914, Princeton University Press 1966, Günther Roth: The Social Democrats in Imperial Germany, Totowa N. J.: Bedminster Press 1963 og Carl E. Schorske: German Social Democracy 1905‒1917. The Development of the Great Schism, New York: Wiley & Sons 1965. Se også min kritik af den i den angivne litteratur udbredte tese om ‘negativ integration’, Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bnd. I, kapitel II, afsnittene 3 d og 3 c. Den adskilte sig dog også i flere henseender fra denne repræsentationsteoris opfattelse. For det første ved den betydning, den lagde på almindelig valgret, en interesse vi i øvrigt også finder allerede hos Marx og Engels, der dog opfattede den almindelige valgret som et revolutionært instrument. I Europas historie var det først og fremmest den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der pressede på for gennemførelsen af almindelig valgret og dermed for en egentlig demokratisering af det politiske livDietrich Rueschemeyer, Evelyne H. Stephens & John D. Stephens: Capitalist Development and Democracy, Cambridge: Polity Press 1992, Göran Therborn: ”The Rule of Capital and the Rise of Democracy”, New Left Review, 103, 1977, pp. 3‒41. De klassiske socialdemokrater udviklede og fastholdt endeligt også en målsætning om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne gennem den demokratiserede statSe for udviklingen i den socialistiske tradition af de forskelllige forestillinger om demokratisk kontrol med økonomien og planlægning, T. B. Bottomore: The Socialist Economy. Theory and Practice, New York: Harvester & Wheatsheaf 1990. Marx selv havde ikke talt om statsejendom og -styring, men tværtimod om ’statens ophævelse’ og ’de associerede producenter’ i fremtidens socialistiske økonomi..

Dette fokus på det parlamentariske arbejde var dog suppleret med en enorm mobiliseringsanstrengelse i bunden af samfundet. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse udviklede her historiens første betydelige massepartier. Denne massemobilisering strakte sig også ind over andre af samfundslivets områder. Ikke blot gennem fagforeninger og kooperative foreninger, men også gennem et omfattende netværk af kulturorganisationer skabte den socialdemokratiske arbejderbevægelse midt i det bestående samfund et kontrasamfund og en kontrakultur.

Den tids socialdemokrater fastholdt tillige visionen om det socialistiske endemål, nærmere præciseret som statsovertagelse af produktionsmidlerne og samfundet af frie mennesker i solidarisk udfoldelse. Dette betegnede godt nok et ryk væk fra Marx’ langt mere radikal-demokratiske teori om en ‘sønderbrydelse af staten’ og etableringen af en ‘association’, men fastholdt dog forestillingen om samfundseje til produktionsmidlerne og visionen om det solidariske samfundDick Geary: European Labour Protest 1848‒1939, London: Methuen 1984 , W.L. Guttsmann: The German Social Democratic Party 1875–1933, London: Allen & Unwin 1981, Dieter Groh: Negative Integration und revolutionärer Attentismus. Die deutsche Sozialdemokratie am Vorabend des Ersten Weltkriegess, Frankfurt a.M.-Berlin: Ullstein 1973, Vernon Lidtke: The Outlawed Party. Social Democracy in Germany 1878‒1914, Princeton University Press 1966, Günther Roth: The Social Democrats in Imperial Germany, Totowa N. J.: Bedminster Press 1963 og Carl E. Schorske: German Social Democracy 1905‒1917. The Development of the Great Schism, New York: Wiley & Sons 1965. Sideløbende med kulturarbejdet og den langsigtede kamp for socialisme lagde man i traditionen afgørende vægt på forbedringer for arbejderne inden for det bestående samfunds rammer. Der opstod imidlertid her ofte en indre spænding mellem den nærmere vægtning af de to målsætninger og den konkrete strategi. Dette blev den historiske oprindelse til opdelingen i en højrefløj og en venstrefløj i arbejderbevægelsenCurt Sørensen: Marxismen og den Sociale Orden, Bnd. II, Grenaa: GMT 1976.

Ved afslutningen af og efter 1. verdenskrig blev de europæiske socialdemokratier igen de drivende kræfter i kampen for etablering og opretholdelse af demokrati. Det ‘borgerlige demokrati’ blev paradoksalt nok i Centraleuropa kæmpet igennem og holdt oppe af socialdemokratiske arbejdereSe for en nærmere argumentation og henvisninger Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind. I og II. Men dette i mange europæiske lande så nyetablerede demokrati blev hurtigt truet af stærke højreautoritære og fascistiske bevægelser. Anti-fascismen blev derfor et fremtrædende element i periodens socialdemokratiske demokratiforståelseCurt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit.,, Bind II.

Men de forsøgte også at inkorporere i forståelsen en teoretisering af den nye kapitalisme, der havde udviklet sig. I Tyskland udviklede Rudolf Hilferding således sin teori om ‘den organiserede kapitalisme’: Socialismen var allerede i økonomisk henseende en realitet i og med eksistensen af den moderne udviklede kapitalisme med dens organisation og de facto planøkonomi. Det, det gjaldt om, var at demokratisere denne allerede faktisk socialiserede økonomi. Det skulle ske gennem en demokratisk dobbeltbevægelse: ovenfra ved at den demokratiske stat overtog den allerede ‘socialiserede’ økonomi og nedefra gennem udviklingen af industrielt demokrati.

IV

Såvel de tyske som de østrigske socialdemokrater led til sidst et afgørende nederlag i kampen mod fascismen. Men de havde dog, til forskel fra samtidige liberale og konservative kræfter, i det mindste kæmpet mod denne fascisme, og de havde herunder udviklet en demokratiforståelse der var langt bredere og mere dybtgående end den nutidige ‘liberal demokratiske’ forståelse. Den var smerteligt indvundet og dyrt betalt. Alt dette er imidlertid i dag fortrængt, og man taler om ‘det liberale demokrati’, skønt liberale og konservative i størstedelen af historisk tid har bekæmpet demokrati og i mellemkrigsårene enten svigtede, da det virkelig gjaldt eller ligefrem gik over til fascismen.Imens havde kommunismen udviklet en helt anden demokratiforståelse. Dette var en femte grundopfattelse. Kommunismen i Tyskland var et produkt af verdenskrigen, sammenbruddet og revolutionenSe for den tyske revolution Pierre Broue: The German Revolution 1917-1923, London: Merlin Press 2006 og Sebastian Haffner: Die deutsche Revolution 1918/19, München: Kindler Verlag 1979. Det tyske kommunistparti, KPD, var blevet stiftet ved årsskiftet 1918–1919 og havde fået en massebasis efter det venstresocialistiske USPD’s kongres i Halle i oktober 1920Se for USPD Hartfried Krause: USPD. Zur Geschichte der Unabhängigen Sozialdemokratischen Partei Deutschlands, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1975, David W. Morgan: The Socialist Left and the German Revolution. A History of the German Independent Social Democratic Party, 1917–1922, Ithaca & London: Cornell University Press1975, og Robert F. Wheeler: USPD und Internationale, Frankfurt a.M/Berlin: Ullstein Verlag 1975. Se for stiftelsen af KPD Hermann Weber (Hrsg.): Der Gründungsparteitag der KPD, Frankfurt a.M./ Wien: Europäische Verlagsanstalt 1969. For KPD var Weimar-republikken primært et klassesamfund, et brutalt undertrykkelses- og udbytningssystem. Republikkens demokratiske strukturer var for de tyske kommunister blot en kulisse. Realiteten var kapitalisternes og godsejernes klassediktatur over et proletariat, der var splittet på grund af det, de så som de socialdemokratiske lederes klasseforræderi i 1918–1923Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit. Bind. II, kapitel 1 afsnit 3. Se videre f.eks. ”Thälmann Präsidentschaftskandidat der KPD, 1925” her efter Hermann Weber (Hrsg): Völker hört die Signale. Der deutschen Kommunismus 1916–1966, München: Taschenbuch Verlag 1967, pp. 103–104..

De tyske kommunistiske arbejdere, som udgjorde en betydelig del af det tyske proletariat, kompenserede for deres sociale elendighed og isolation ved at projicere deres håb og drømme over på et andet og stort land mod øst, ‘oktoberrevolutionens land’. KPD opfattede sig selv som en del af en international revolutionær bevægelse: Det var, proklamerede man med stolthed, ‘det internationale, det revolutionære parti i det kapitalistiske Tyskland”. KPD var på én gang det tyske proletariats ‘rambuk mod bourgeoisi og godsejere, mod militær og bureaukrati’ og her midt i fjendeland samtidig en ‘beskyttelsesmur’ for Sovjetunionen, der var alle arbejdende og udbyttedes sande fædrelandSe for Weimarrepublikkens KPD, Werner T. Angress: Stillborn Revolution – Die Kampfzeit der KPD 1921–1923 , Wiener Neutadt 1973 (originale udg. : Stillborn Revolution, Princeton University Press 1963 ), Poul Broue German Revolution op.cit., Ossip K. Flechtheim: Die KPD in der Weimarer Republik, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1969, Klaus Mallmann: Kommunisten in der Weimarer Republik. Sozialgeschichte einer revolutionären Bewegung, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft 1996, Eve Rosenhaft: Beating the Fascists? The German Communists and Political Violence 1929–1933, Cambridge University Press 1983 og Herman Weber: Die Wandlung des deutschen Kommunismus. Die Stalinisierung der KPD in der Weimarer Republik, bnd. 1–2, Frankfurt a.M. 1969.. Sovjetunionen var for de tyske kommunister det land, hvor man allerede var i fuld gang med at bygge socialismen, men som var truet af et forestående angreb fra de kapitalistiske magterSe f.eks. ”Das Aktionsprogramm der KPD” (1924), ”Manifest des XI Parteitages der kommunistische Partei Deutschlands” (1927) og ”Manifest des XII Parteitages der kommunistische Partei Deutschlands” (1929), her i uddrag fra Hermann Weber: Völker hört die Signale op.cit., pp. 55–57 og pp. 60–63.. De tyske kommunisters vision omfattede tillige etableringen på tysk jord af ‘et sovjetdemokrati’. Det var selvfølgelig ikke den sovjetiske besættelse i 1945, de her havde i tankerne. Deres inspiration lå tilbage i den tumultariske periode 1918-1923. Men den tyske kommunisme blev knust i og med Hitlers magtovertagelse i 1933, og den ‘kommunisme’ der blev etableret i den østlige del af landet i årene efter 1945 var den fra øst importerede stalinistiske model.

I årene op til, under og umiddelbart efter 1. verdenskrig udviklede der sig også en sjette grundopfattelse, der stod i radikal modsætning til såvel den borgerlig-liberale, den socialdemokratiske og den kommunistiske. Hovedvægten i det, vi kunne kalde den rådsdemokratiske demokratiopfattelse, lå på fremhævelsen af betydningen af massedeltagelse, massernes egen erfaringsdannelse gennem sociale og politiske aktioner og spontan demokratisering og socialisering nedefra. Det var en opfattelse, der teoretisk, i øvrigt forskellige udformninger, var repræsenteret ved navne som Rosa Luxemburg, Antonio Gramsci , Karl Korsch, Anton Pannekoek og Hermann GorterRosa Luxemburgs grundopfattelse er klarest formuleret i Rosa Luxemburg: Organisationsfragen der russischen Sozialdemokratie, 1904, Rosa Luxemburg: Politische Schriften, (Hrsg. Ossip K. Flechtheim), Bnd. III, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1968, pp. 83‒105, og Rosa Luxemburg: Massenstreik, Partei und Gewerkschaften, 1906, Rosa Luxemburg: Politische Schriften, (Hrsg. Ossip K. Flechtheim), Bnd. I, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1966, pp. 135‒228 . Antonio Gramsci’s opfattelse er fint dækket ind i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, ( ed. Quintin Hoare) , London: Lawrence & Wishart 1977, Atonio Gramsci: Selections from Political Writings 1921-1926, Lonedon: Lawrence & Wishart 1978 og Antonio Gramsci Selections from the Prison Notebooks (eds. Quintin Hoare & Geoffrey Nowell Smith , eds.), London: Lawrence & Wishart 1971. Den tyske venstrekommunist Karl Korsch’s opfattelse er bedst artikuleret i Karl Korsch: Marxismus und Philosophie, 1923, Frankfurt & Wien: Europäische Verlagsanstalt 1966. Se videre Anton Pannekoek og Herman Gorter: Organisation und Taktik der proletarischen Revolution, Frankfurt: Verlag Neue Kritik 1969. Se for den amerikanske syndikalisme, den legendariske Industrial Workers of the World, Paul Brissenden: The I..W.W. A Study of American Syndicalism, New York: Russell & Russell 1957 , for den franske syndikalisme, Val Lorwin: The French Labor Movement, Harvard University Press 1966, kapitel III, og for den spanske anarkosyndikalisme i aktion. Gaston Leval: Collectives in the Spanish Revolution, London: Freedom Press 1975 og César M. Lorenzo: Syndkalismen vid Makten, Stockholm: Federativ 1972. I Norge var syndikalismen en stærk strømning i den norske arbejderbevægelse op til og under 1. verdenskrig, se bidragene i Tidsskrift for Arbeiderbevegelsens Historie, 1, 1976 og 2, 1976. Den danske syndikalisme, Fagoppositionens Sammenslutning er søgt behandlet i Curt Sørensen: ”Den syndikalistiske ideologi i den Danske Arbejderbevægelse ca 1910-21”, Historiske Jyske Samlinger, Ny Række, 8, 1968, pp 273-315. Den var inspireret af bevægelser som arbejder- og soldaterrådene i Tyskland, sovjetterne i Rusland både i revolutionen i 1905 og igen under revolutionerne i 1917 og bølgen af fabriksbesættelser i ItalienSe for den spontane råds- og revolutionsbevægelse i Rusland i år 1917, den i note 61 angivne litteratur. Se for Tyskland Pierre Broue: The German Revolution 1917-1923, London: Merlin Press 2006 , Sebastian Haffner: Die deutsche Revolution 1918/19, München: Kindler Verlag 1979, og Eberhard Kolb: Die Arbeiterräte in der deutschen Innenpolitik 1918‒1919, Berlin: Ullstein Verlag 1987. Se for Italien , Martin Clark: Antonio Gramsci and the Revolution that Failed, Yale University Press 1977, Paolo Spriano: The Occupation of the Factories. Italy 1920, London: Pluto Press 1975, og Gwyn Williams: Proletarian Order. Antonio Gramsci, Factory Councils and the Origins of Communism in Italy 1911‒1921,London: Pluto Press 1975, en fantastisk bog der desværre har været helt overset i den hjemlige danske debat, både i 1970’erne og i dag..

Opfattelsen har også været udbredt i den syndikalistiske og dele af den anarkistiske tradition og brød igen frem under den første fase af den spontane spanske sociale revolution i 1936Paul Brissenden I.W.W. op.cit.,og for den spanske anarkosyndikalisme, Gaston Leval Collectives in the Spanish Revolution op.cit., og Lorenzo Syndicalism vid Makten op.cit.. Se videre generelt for den spanske borgerkrig, Antony Beevor: The Batte for Spain- The Spanish Civil War 1936-1939, London: Weidenfeld & Nicolson 2006, Pierre Broue & Emile Temime: Revolution und Krieg in Spanien, Bnd. I-II, Frankfurt: Suhrkamp Verlag 1968, Gabriel Jackson: The Spanish Republic and the Civil War 19931-1939, Princeton University Press 1967, Paul Preston (ed.): Revolution and War in Spain 1931-1939, London & New York: Methuen 1984 og Hugh Thomas: The Spanish Civil War, London: Eyre & Spottiswoode 1961. Den var levende i en række af modstandsbevægelserne ved afslutningen af 2. verdenskrigSe for f.eks. Grækenland, Dominique Eudes: Partisans and Civil War in Greece, 1943-1949, London: NLB 1972, og Mark Mazower: Inside Hitler’s Greece. The Experience of Occupation, 1941-44, Yale University Press 1995, Part IV, og for Italien, Tom Behan: The Italian Resistance. Fascists, Guerillas and the Allies, London: Pluto Press 2009. Men se også for stalinismens kontrarevolutionære tilbagerulning i de to cases af revolutionær bevægelse, Fernando Claudin: The Communist Movement, London: Penguin 1975, pp 378-381 og pp 344-372.. Og den dukkede frem også under den ungarske opstand i 1956, en opstand som i høj grad var en revolution der var præget af arbejdernes overtagelse af fabrikkerne og krav om socialismeBill Lomax: Hungary 1956, London: Allison & Busby 1976, Miklos Molnar: Budapest 1956, London: Allen & Unwin 1971.

V

Aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig knækkede ryggen på den europæiske fascisme, og generelt slog demokratiet nu endelig igennem i Vest. Men samtidig blev begrebsindhold og praksis ændret. Demokrati blev nu primært opfattet som repræsentation og elite-konkurrence, og deltagelsesaspektet gled i baggrunden. Politisk deltagelse blev i øvrigt reduceret til deltagelse i periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, den demokratiske masseorganisering blev afviklet, og den truende spids blev brækket af den demokratiske bevægelse. De økonomiske eliters magt blev ekstra sikret. Klassekampen blev i det hele taget afblæst til fordel for socialpartnerskab, produktionisme, velfærdsstat og det således omdefinerede demokrati. De borgerlige droppede deres tidligere sværmeri for autoritære løsninger og socialdemokraterne opgav, efter efterkrigs-periodens forsøg med nationaliseringer I England og Frankrig, efterhånden helt målsætningen om samfundsovertagelse af produktionsmidlerne. De store borgerlige partier rykkede til venstre og socialdemokratierne til højre.l Hele den etablerede sociale og politiske balance og det etablerede kompromis-demokrati blev sammenfattet under etiketten, ‘det pluralistiske’ eller ‘liberale’ demokrati. En ny demokratiopfattelse var kommet til verden.

Tysklands og Japans nederlag skabte tillige et magttomrum i Europa og Asien, førte Sovjetunionen frem som en dominerende stormagt i Europa og etablerede USA i en dominerende global position. Samtidig havde krigens oplevelser fremkaldt en venstreradikalisering i Europa og nationale selvstændighedsbevægelser i Asien.

USA havde ikke nogen direkte økonomiske interesser i Østeuropa. Ej heller var USA efter afslutningen af 2. verdenskrig i 1945 udsat for nogen militær trussel. Men personerne i den nye amerikanske politiske elite så i stigende grad sig selv som ledere både i Europa og globalt af den mægtigste nation i verden, en nation som i elitens selvforståelse overalt skulle sikre den kapitalistiske markedsøkonomi som system, det vestlige demokrati i dets amerikanske forstand, og i det hele taget ‘the American way of Life’. USA-eliten havde en vision, og i egen opfattelse også en mission, som den søgte at varetage, samt naturligvis også løbende USAs egne geopolitiske, militære og økonomiske interesserMelvyn P. Leffler: For the Soul of Mankind. The United States, The Soviet Union, and the Cold War, New York: Hill & Wang 2008, kapitel I, Melvyn P. Leffler: “National Security and US foreign policy” i Melvyn P. Leffler & David S. Painter (eds.): Origins of the Cold War. An International History, New York & London: Routledge 2005, pp 13-41, Anders Stephanson: “Liberty or Dead: The Cold War as US Ideology” i Odd Arne Westad (ed.): Reviewing the Cold War, London: Frank Cass 2000, pp 81-100, Odd Arne Westad: The Global Cold War, Cambridge University Press 2007, kapitel 1. Se også Noam Chomsky: World Orders Old and New, New York: Columbia University Press 1996 og Chalmers Johnson: The Sorrows of Empire, London: Verso 2006. Allerede i krigens sidste år opererede amerikanske militære planlæggere og ledere med planer om et fremskudt globalt base-system efter krigen, en planlægning som derefter blev omsat i praksisChalmers Johnson Sorrows of Empire op.cit., Leffler Soul of Mankind op.cit., kapitel I, Leffler National Security and US foreign policy op.cit.,.

Den nye situation i 1945 og de første efterkrigsår og opfattelsen og tolkningen af denne blandt vestlige eliter og politikere blev af stor betydning for det videre begivenhedsforløb. De vestlige elite-aktører udviklede her en opfattelse som på ejendommelig måde var et symmetrisk modstykke til Stalins: På begge sider af det, der blev til ‘jerntæppet’ byggede man nemlig tydeligvis på erfaringerne fra perioden efter 1. verdenskrig og fortolkede den nye situation herudfra. De vestlige ledere frygtede en ny efterkrigsperiode i Europa kendetegnet ved økonomiske problemer, social uro og venstreradikaliseringEric Hobsbawm: Age of Extremes. The Short Twentieth Century 1914-1991, London: Michael Joseph 1994 , pp 230 ff, Melvyn Leffler National Security and US Foreign Policy op.cit., især pp 25-26, David Reynolds European Dimensions of the Cold War op.cit.. Stalin håbede omvendt på netop en sådan udvikling – der dog nøje skulle holdes under hans kontrol – og mente, at den ville komme til at styrke Sovjetunionens indflydelse i Vest, ikke mindst i Tyskland. Han var dog bekymret for, at udviklingen skulle kunne løbe af sporet, og søgte overalt at kalibrere de af radikaliseringsbølgen frembragte bevægelserFernando Claudin: The Communist Movement. From Comintern to Cominform, London: Penguin 1975, pp 455-473, Melvyn Leffler Soul of Mankind op.cit., især pp 28-30, David Reynolds European Dimensions of the Cold War op.cit. , se især pp 168-169, Silvio Pons: “Stalin and the Italian Communists”, i Leffler & Painter Origins of the Cold War op.cit., pp 205-220, Geoffrey Roberts: Stalin’s Wars, Yale University Press 2006, pp 347-352, Thanasis Sfikas: “The Greek Civil War” i Leffler & Painter Origins of the Cold War op.cit.,pp 134-152, samt iøvrigt min fremstilling af den græske udvikling i Curt Sørensen Stat, Nation, KLasse, Bind II, kapitel VIII, afsnit , 8 e, Paolo Spriano: Stalin and the European Communists, London: Verso 1985, kapitlerne 17, 18, 23 og 24, Vladislav Zubok & Constantine Pleshakov: Inside the Kremlin’s Cold War. From Stalin to Khrushchev, Harvard University Press 1996, pp 15-16 og pp 34-35. Også på det punkt var der en ejendommelig parallel mellem eliternes reaktioner i Øst og i Vest.

Gribende tilbage til traditionen fra perioden lige efter 1. verdenskrig blæste USAs nye elite til kamp mod ‘socialismen’ og ‘den røde fare’Se for NSC 68 dokumentet fra 1950, Anders Stephanson Liberty or Death. Cold War as US Ideology op.cit.. Interessant nok troede ledende personer i den amerikanske elite lige så meget på socialismen som en realitet i Sovjetunionen som Stalins tilhængere, skønt Stalin i sin politiske praksis ellers tydeligt nok havde demonstreret at tesen om ‘den realiserede socialisme’ blot var en ideologi, der dækkede over en intern statslig ledet og accelereret modernisering, forceret statsbygning, og hans eget despotiske herredømme samt en realpolitisk magtpolitik udadtil. Men Stalins ‘erklærede ideologi’ kom på en besynderlig og forvreden måde til at indgå i den amerikanske elites ‘faktiske ideologi’, og skønt begge var i uoverensstemmelse med virkeligheden, blev de ikke desto mindre betydningsfulde gennem de herved etablerede forestillinger og trosforhold og dermed indflydelse på aktørernes praksis.

Men der optrådte i den nye amerikanske ledelses situationsopfattelse også en anden fare, en ny fare som dukkede frem for alvor efter 2. verdenskrig. Også i Asien havde 2. verdenskrig og dens afslutning frembragt en situation præget af social uro, revolter, borgerkrig og kampe for national uafhængighed. I Kina rasede der en borgerkrig mellem Maos kommunister og Chiang Kai-Shek’s nationalisterJonathan Fenby: The Penguin History of Modern China, London: Penguin 2009, kapitlerne 16 og 17, Chalmers ohnson: Peasant Nationalism and Communist Power: The Emergence of Revolutionary China, 1937-1945, Stanford University Press 1967, Odd Arne Westad: Decisive Encounters: The Chinese Civil War, 1946-1950, Stanford University Press 2003. I Vietnam rejste Ho Chi Minh og Viet Minh-bevægelsen oprørsfanen mod franskmændene, der efter krigen var vendt tilbage, i Indien rejste Kongrespartiet under ledelse af Mohandas Gandhi og Jawarharlal Nehru overfor briterne kravet om uafhængighed, i Indonesien førte Sukharnos selvstændighedsbevægelse en kamp mod hollænderne for national uafhængighed, i Filippinerne udbrød der i slutningen af 1940erne et oprør og i både Sydkorea og Japan var der social og politisk uroMichael Hunt & Steven Levine: “Revolutionary Movements in Asia and the Cold War” i Leffler & Painter Origins of the Cold War op.cit , pp 251-264 , Melvyn Leffler Soul of Mankind op.cit., pp 59-60, Odd Arne Westad: The Global Cold War, Cambridge University Press 2007, kapitelrne 3 og 4. Briterne og hollænderne trak sig hurtigt ud af regionen, men franskmændene kæmpede en opslidende kamp i Indokina helt frem til 1954 for at fastholde sine besiddelser der. USA valgte, efter nogen tøven, at kaste sig ind i kampen mod de nye nationale uafhængighedsbevægelser. De udgjorde i den nye amerikanske elites optik et farligt destabiliserende element i den nye verdensorden efter krigenOdd Arne Westad Global Cold War op.cit., kapitel 4. Se specielt for Vietnam krigen , James Harrison: The Endless War: Fifty Years of Struggle in Vietnam, New York: Free Press 1982.

‘Fjenden’ efter 2. verdenskrig blev altså i de vestlige eliters optik, lige som efter 1. verdenskrig, ‘den røde fare’, og som noget nyt de nationale uafhængighedsbevægelserOdd Arne Westad Global Cold War op.cit., kapitel 4 . Se for antibolsjevismen  allerede på Versailleskonferencen efter 1. verdenskrig, Margaret Macmillan: Peacemakers. Six Months that Changed the World, London: John Murray 2002, pp 73 ff , og for antibolsjevismen som en gennemgående linje i USA’s udenrigspolitik fra 1. verdenskrig og frem til og med den kolde krig ( midlertidigt afbrudt af krigens ’store alliance’), D.J. Fleming: The Cold War and its Origins, vols. I-II, London: Allen & Unwin 1961. Det afgørende blev, efterhånden som den kolde krig udviklede sig og blev ideologiseret, kampen mod ‘socialismen’ identificeret med Sovjetunionen og kampen mod nationale uafhængighedsbevægelser i den tredje verden og i det hele taget enhver til den vestlige vej alternativ udvikling samt omvendt kampen for ‘kapitalisme’ og ‘demokrati’, der i USA og nu også i Vesteuropa blev opfattet som to sider af samme systemOdd Arne Westad Global Cold War op.cit , kapitel 1, Anders Stephanson Liberty or Death. Cold War as US Ideology op.cit.. Se videre generelt om demokratibegrebet min diskussion i Bnd. I, kapitel 1, afsnit.

Men også sovjetlederne benyttede ‘demokrati’ som et positivt ladet ord. De kom til at se deres egen lejr som ‘fredelig’, ‘demokratisk’ og ‘socialistisk’ omgivet og truet af fjendtlige ‘imperialistiske’ og ‘udemokratiske’ kapitalistiske magter’Se for Zdhanovs- tale ved Kominforms stiftelse i 1947, hvor han fremførte ’2-lejr-teorien’, Geoffrey Roberts: Stalin’s Wars, Yale University Press 2006, pp 318-319. ‘Demokrati’ var nu, efter udgangen af 2. verdenskrig med aksemagternes nederlag, blevet til et plus-ord ikke blot i USA, men også i Europa, og anvendt i begge de 2 modstående ‘lejre’, der udviklede sig, om end unægteligt med forskellig betydningsindhold.

Om end ideologiske forestillinger således flettede sig sammen med geopolitiske overvejelser og magtpolitiske motiver, og ideologi (den faktiske ideologi vel at mærke!) således spillede en betydelig rolle for udviklingen af den kolde krig, så kan den første udvikling af den kolde krig dog på den anden side ikke forklares ud fra en generel og principiel stillingtagen fra Vestens side mod totalitarisme og diktatur, sådan som det senere blev hævdet under ‘krigens’ ideologiske oprustning og igen i dagSåledes allerede i NSC dokument 68, fra 1950 og den heromkring udviklede ideologiske konstruktion, se Anders Stephanson Liberty or Death. Cold War as US Ideology op.cit . Tesen er derefter fremført igen og igen, og er gennemgående i f.eks. John Lewis Gaddis: The Cold War, London: Penguin 2007. England og Frankrig, for slet ikke at tale om USA, var da heller ikke oprindelig gået ind i 2. verdenskrig for at bekæmpe disse onderSe Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II, kapitel VI. Faktisk havde sympatien for fascismen endda længe været udbredt i disse lande, og de engelske og franske statsledere havde strakt sig langt i deres appeasement-politik overfor Hitler, og til sidst ved München forliget i september 1938 ofret TjekkoslovakietCurt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II, kapitel VI, afsnit 2 c.

Der var heller ikke under krigen og umiddelbart efter dens afslutning blandt de vestlige eliter nogen afstandtagen fra Sovjet-diktaturet som sådant. I trediverne, da Stalins terror internt i Sovjetunionen rasede på sit højeste, var Sovjetunionen blevet anerkendt af Vestmagterne, og under 2. verdenskrig arbejdede de trods gnidninger sammen i ‘den store alliance’Curt Sørensen Stat, Nation, Klasse op.cit., Bind II , kapitel VIII, afsnit 7. Ej heller var der oprindelig under krigen og i 1945 nogen uvilje og animositet mod Stalins person. ‘I like Stalin’, skrev præsident Truman i et privat brevMelvyn Leffler Soul of Mankind op.cit, p 43.. De vestlige ledere gik ikke ind i den kolde krig for dermed at træde op mod Stalin-regimets brutalitet og undertrykkelseMelvyn Leffler Soul of Mankind op.cit, p 44..

Efterfølgende, under hele den kolde krig, understøttede USA kloden over en hel stribe af diktatorer, blot de allierede sig med Vestmagterne, først og fremmest USAUnder hele den kolde krig, understøttede USA kloden over en hel stribe af diktatorer og højreradikale grupper, ja, til sidst i Afghanistan endda religiøs fundamentalistister, blot de allierede sig med USA: Juntaen i Grækenland, Franco-styret i Spanien, Syngmann Rhee i Korea, Dien Diem i Sydvietnam, Marcos i Phillippinerne, Suharto i Indonesien, shahen af Persien, Mobuto i Congo, Apartheit regimet i Sydafrika, Batista på Cuba, Papa Doc på Haiti, Somoza i Nicaragua, og Pinochet i Chile.. Det samme gjorde Sovjetunionen, men med langt mindre gennemslagskraft og effektivitetJf. f.eks. støtten til Etiopiens Mengistu, se Odd Arne Westad Global Cold War op.cit., kapitel 7.. Begge lejre proklamerede sig under den kolde krig som værende ‘demokratiske’, men havde ikke spor problemer med at samarbejde med diktaturer. Og Sovjetlederne fastholdt også efter Stalins død det politiske diktatur samtidig med, at de talte om ‘demokrati’ og ‘socialisme’.

Den kolde krig var egentlig altid et håbløst projekt for Sovjetunionen, der aldrig kom sig helt efter krigens enorme belastning, og som i hele perioden fra 1945-1989 skulle hamle op med det langt rigere USA. Udmattet af våbenkapløbet søgte en ny generation af Sovjetledere med Gorbatjov i spidsen til sidst frem mod en afspænding, der endte med de afgørende møder i Reykjavik og Washington i henholdsvis 1986 og 1987, murens fald i 1989, og det for Gorbatjov utilsigtede resultat, Sovjetunionens sammenbrud 1991Archie Brown: The Gorbachev Factor, New York: Oxford University Press 1997, Raymond Garthoff: The Great Transition: American-Soviet Relations and the End of the Cold War , Washington: Brookings Institution Press 1994, Jacque Lévesque: The Enigma of 1989: The USSR and the Liberation of Eastern Europe,University of California Press 1997, Vladislav Zubok: “Why Did the Cold War End in 1989? Explanations of ’The Turn’”, i Odd Arne Westad (ed.): Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, Theory, London: Frank Cass 2000, pp 343-367..

Afgørende for Sovjetunionens transformation og sluttelige opløsning efter det mislykkede kupforsøg i 1991 var også en intern magtkamp: Den hidtidige elite så en fordel i et skift fra offentlig til privat ejendom og i at skifte den gamle ideologi (som alligevel ikke længere betød noget ) ud med en ny ideologi og nye symboler. Under den ændrede overflade og retorik fortsatte de gamle eliter deres herredømme. Samtidig foretog Sovjetunionen og Østeuropa et sideværts spring ind i den globale markedsøkonomi, hvor de kom til at indtage en periferi-statusSe for denne afgørende interne ’conversion of power’ i Sovjetunionen og Østeuropa, bla.a. , Alex Callinicos: The Revenge of Hstory, Pe4nnsylvania State University Press 1991, Elemer Hankiss: East European Alternatives, Oxford: Clarendon Press 1990, kapitel 9, Boris Kagarlitsky: Restoration in Russia. Why Capitalism Failed, London: Verso 1995, David Kotz & Fred Weir Revolution from Above , London & New York: Routledge 1997, Reddaway & Glinski The Tragedy of Russia’s Reforms. Market Bolshevism Against Democracy, Washington DC: United States Institute of Peace Press 2001, , kapitlerne 6, 7, 8 og 9,Bertram Silverman & Murray Yanowitch: New Rich, New Poor, New Russia. Winners and Losers on the Russian Road to Capitalism, New York & London: M.E.Scharpe 1997, kapitel 6, Jadwiga Staniszkis: The Dynamics of the Breakthrough in Eastern Europe, University of California Press 1991, Jadwiga Staniszkis: Post-Communism. The emerging enigma, Warsaw: Institute of Poliical Studies Polish Academy of Sciences, 1999, og Gil Eyal & Eleanor Townsley: ”The social composition of the Communist nomenklatura: A comparison of Russia, Poland , and Hungary”, Theory and Society, vol. 24, 1995, pp 723-750.

Men for Vestens beslutningstagere, opinionsdannere og ideologer så det hele helt anderledes ud: Det var i deres optik ikke Gorbatjovs forsoningspolitik, men præsident Reagans hårde udenrigspolitik, der havde tvunget ‘det onde imperium’ i knæ, og internt i Sovjetunionen havde ‘demokratiet’ og ‘den frie markedsøkonomi sejret over ‘gammelkommunisterne’. Man glemte herunder bekvemt , at også Boris Jeltsin var ‘gammelkommunist’, og abstraherede i øvrigt fra den faktiske magtkamps karakter. ‘Socialismen’ var brudt sammen, hed det triumferende. Stalins myte om ‘socialisme i ét land’ havde affødt en ny myte, nemlig myten om ‘socialismens sammenbrud’.

Konsekvenserne af Sovjetunionens sammenbrud var vidtrækkende. USA blev med ét slag den eneste tilbageværende globale stormagt. Kapitalismen blev nu opfattet som den eneste mulige udviklingsvej og det vestlige liberale demokrati som historiens naturlige endemål og afslutningFrancis Fukuyama (1989): ”The End of History?”, The National Interest, no. 16, Summer, pp. 3‒18, og Francis Fukuyama (1992): The End of History and the Last Man, Free Press. Se videre for den triumferende neo-liberalismes udvikling, David Harvey (2005): A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press, Naomi Klein (2007): The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism, Allen Lane, Richard Peet & Elaine Hartwick (1999): Theories of Development, Guilford Press, pp. 47‒64 og Joseph Stiglitz (2002): Globalization and its Discontents, Norton & Comp.. De vestlige samfund blev nu nærmest endimensionelle. Diskussionen om alternative samfundsmodeller forsvandt på det nærmeste, og konformiteten blev massiv. Forestillingen om en fælles samfundsinteresse og en ‘nødvendig politik’ blev altgennemtrængende. Det samme blev kommercialiseringen. Og ‘privatiseringen’ greb om sig: Fordi Stalin var en diktator i det 20. århundredes Rusland, skal busser, tog og velfærd privatiseres i det 21. århundredes Vesteuropa.

Også opfattelsen af hele den internationale politik ændrede sig: Man talte og taler ikke længere om magt, interesser, centrum-periferi, afhængighed, endsige imperialisme, men om ‘den liberale verdensorden’, ‘det internationale samfund’ og ‘humanitær aktion’. ‘ Vi’ er altid ‘de gode’, og alle ‘de andre’ er ’de onde’. Hele den internationale politiks retorik er gennemsyret af en fritsvævende moralisme, en politik der dog nu som før dækker over en benhård realpolitikFor en systematisk behandling af denne grundtendens i den internationale politik, se John Mearsheimer (2001): The Tragedy of Great Power Politics, Norton & Comp..

Endelig kan vi også i dag skimte konturerne af en ny demokratiopfattelse og -praksis, der er under udvikling, og som ligger i forlængelse af den ovenfor skitserede ‘liberale demokrati’-forståelse. De store politiske partier er nu efterhånden blevet statsfinansierede dele af selve statsapparatet, politik er blevet helt professionaliseret, medierne har udviklet sig til en selvstændig og magtfuld elite, den folkelige demokratiske diskussion er blevet erstattet af en indforstået ‘diskussion’ i et særligt kommentatorkorps, kapitalismens ideologi og dens abstrakte værdisætning og kommercialiseringen af alle livsområder er blevet altgennemtrængende, vigtige økonomiske beslutninger er i endnu højere grad end tidligere overgået til økonomiske magthavere og overnationale økonomiske og politiske instanser, hele lande er herunder blevet sat under administration, velfærdsstaten er presset og staten forvandlet til en ‘konkurrencestat’, hvis primære formål er at tjene ‘erhvervslivets interesser’ og gennemtvinge ‘den nødvendige politik’. Samtidig med at massepartierne og de store folkelige masseorganisationer enten er forsvundet eller under afvikling, er et kartel af økonomiske, bureaukratiske og medieeliter blevet mere magtfulde end nogensinde.

Den nye virkelighed betegnes dog stadig som ‘demokrati’. Den retoriske sprogdragt er efterhånden det eneste, der er tilbage af det ved 2. verdenskrigs afslutning under omstændighedernes pres etablerede kompromisdemokrati.

VI

I et langt historisk perspektiv kan vi konstatere, at de skiftende regimeformer er fremgået af historiske processer af socioøkonomisk udvikling, stats- og nationsbygning samt den internationale udvikling. Men de forskellige regimeformer, herunder ‘demokrati’ var tillige hele tiden produkter af fortløbende sociale og politiske kampe. Disse processer har ofte været voldsomme og tumultariske. Regimeformerne var omstridte. Dette gælder også demokratiet.

Men ikke blot har ‘demokrati’ været yderst omstridt og genstand for en modsigelsesfuld proces, som nogle var for og andre imod. Vi kan også konstatere, at selve definitionen af, hvad man skal forstå ved demokrati, indgik i de politiske og ideologiske kampe. Magten til at definere var i sig selv betydningsfuld.

I både den konservative og den liberale tradition var der oprindelig megen skepsis og modstand mod demokrati. ‘Demokrati’ var her forbundet med forestillingen om pøbelvælde og angreb på ejendomsretten. Længe var modstanden mod ‘demokrati’ derfor stærk og præferencen for andre, autoritære eller totalitære, regimeformer udtalt. Fra og med omkring 1848 skete der dog et skift i den borgerlige opfattelse af ‘demokrati’: Det kunne måske gå an, hvis det ikke indebar væsentlige indskrænkninger i den økonomiske magt. Men modstanden var fortsat stærk. Den blev overvundet i to bølger: omkring og efter 1. verdenskrig og igen og afgørende som følge af udgangen af 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig blev den borgerlige kontinentaleuropæiske opinion ‘demokratisk’. Men ‘demokratiet skulle være uskadeligt – netop et ‘liberalt demokrati’.

Omvendt var ordet og begrebet ‘demokrati’ i den socialistiske tradition historisk forbundet med forestillingen om social emancipation og massiv udvidelse af folkelig deltagelse og indflydelse. I mellemkrigsårene blev også kampen mod fascismen en vigtig komponent.

Internt i den socialistiske tradition har der dog hele tiden været forskellige opfattelser af demokrati og socialisme. Man kan her identificere et afgørende skel mellem de, der så socialisme som noget, der skulle indføres ‘ovenfra’ af enten en revolutionær eller en parlamentarisk elite, og på den anden side den grundopfattelse, at socialismen primært må realiseres af folket selv i en procesHal Draper, op.cit..

I den socialistiske tradition blev ‘demokratiet ’ i øvrigt alvorligt belastet gennem udviklingen af stalinismen i Sovjetunionen og dennes åbenlyse diskrepans mellem ideologi og virkelighed. På den anden side banede netop Sovjetunionens formidable krigsmodstand mod Hitler-Tyskland vej for gennemslaget i 1945 i Vesteuropa for ‘det liberale demokrati’For Sovjetunionens krigsindsats, der afgjorde krigens forløb i Europa, se Bellamy, Chris (2008): Absolute War. Soviet Russia in the Second World War, Vintage Books; Erickson, John (2003): The Road to Stalingrad, Cassell; Ericson, John (2003): The Road to Berlin, Cassell; David Glantz & Jonathan House (2000): When Titans Clashed. How the Red Army Stopped Hitler, Birlinn; Evan Mawdslwy (2007): Thunder in the East.The Nazi-Soviet War 1941-1945, Hodder & Arnold og Richard Overy (1999): Russia’s War, Penguin.. Uden Stalin intet ‘liberalt demokrati’ i Vesteuropa – i sandhed en ’historiens list’ i Hegelsk forstandHegel, G.W.F. (1970): Vorlesungen über die Philosophie der Geschichte , 1832-1845, G.W.F.Hegel: Werke, Bnd. 12, Suhrkamp Verlag, p. 49..

‘Demokrati’ har i tidens løb været omtvistet. Det var længe bekæmpet. Det har som led i politiske kampe undervejs fået tildelt forskelligt betydningsindhold. Og processen er uafsluttet. Alle ‘resultater’ var og er foreløbige. Deltagelseskrisen består fortsat, og den kan ikke løses inden for rammerne af den bestående sociale og politiske orden.

Artiklen er forkortet af redaktionen.