Kanonen og den nationale forhudsindsnævring

Den litterære kanon betyder ingenting. Den er blot et belejligt påskud for at slippe for at diskutere en række grundliggende og påtrængende spørgsmål. Grünbaum tager fat på spørgsmålene og angiver som svar en videnskanon med dertil hørende nationalkulturel omskæring.

1.2.2005

Den litterære kanon betyder ingenting. Den er blot et belejligt påskud for at slippe for at diskutere en række grundliggende og påtrængende spørgsmål. Grünbaum tager fat på spørgsmålene og angiver som svar en videnskanon med dertil hørende nationalkulturel omskæring.

Så mange spørgsmål bliver blandet sammen i diskussionerne om dannelse, almendannelse, fagligheden i uddannelsessystemet og vores kulturelle identitet.
Sidste år blev den litterære kanon for gymnasierne lanceret, og diskussionen kom ret hurtigt til at dreje sig om hvor mange kvinder og hvor mange mænd der var med på denne alle tiders danske forfatter-hitliste.

Men hvad skulle vi egentlig med en litterær kanon? Hvorfor var den så vigtig, at forfatterne til de meget omtalte forfattermøder på Marienborg næsten tryglede Fogh om at få den – i øvrigt til Foghs åbenlyse store forbavselse. Her havde regeringen gået på listesko af frygt for at få den samlede venstreorienterede kulturradikale danske forfatterstand imod sig, og så bønfalder samme forfattere om at få kanonen.

Hvad skete der? Hvad sker der dog?
Svaret er: Ingenting.

Når så mange danskere så hurtigt kan blive enige om noget kontroversielt, så er kun én forklaring mulig. Sagen betyder ingenting.
Og det ved vi, der er gamle nok. Da jeg gik i gymnasiet, var der ganske vist ingen officiel litterær kanon, men der var en de facto kanon, og den bestod netop af de navne, man nu har hentet ud af bogmagasinerne – minus Seeberg og Rifbjerg.

Vi læste i 60erne i gymnasiet Holberg, Blicher, Ingemann, Grundtvig, J. P. Jacobsen, Poul Martin Møller, Herman Bang, Johannes V. Jensen o.s.v., o.s.v.
Og jeg har selvfølgelig ikke siden læst disse forfattere. (Undtagen lige Holberg, hvis epistler jeg morede mig med i nogle ungdomsår, og som ovenikøbet var en stor inspiration for mine egne skriverier).
Men ellers – de obligatoriske forfattere blev jeg og mine klassekammerater vaccineret effektivt imod. Og det vil fremtidens unge helt sikkert også blive.
Man skulle nogle gange tro, at folk har glemt, at de selv har gået i skole engang. Sådan noget antikveret litterært stof går jo ind ad det berømte ene øre og ud af det andet. Ved vi virkelig ikke dette?

Derimod læste jeg i gymnasietiden – frivilligt! – Seeberg og Rifbjerg, de dengang nye og banebrydende forfattere. Nu er de så med i kanonen, og stakkels Rifbjerg, som er kommet med, i levende live. Tænk at blive levende kanoniseret, kulturelt balsameret til skue for sine samtidige!

Men hvorfor dog en litterær kanon?

Hvorfor litterær? Og hvorfor kanon? Det litterære først. Antagelsen er at læsning af skønlitteratur er nødvendigt for at danne et …dannet menneske. Men er det rigtigt? Og er det rigtigt idag?

Det var måske sådan for hundrede år siden, hvor især romanen var det centrale kulturprodukt i samfundet. Som film og tv er idag.

Nu er vi også blevet billedmedie-mennesker, og inden for teksterne er romanerne blevet perifere, ofte er de eksperimenter for en lille gruppe særligt interesserede. De bøger, som de mange læser: Bullshit Christiansen og DaVinci-mysterierne, finder ikke nåde for de specialister, som nu kanoniserer de gamle.

Film, tv og fusionstekster (biografier, rejsebøger og såkaldte fagbøger) er langt vigtigere i kulturen. Og det er da fint, at vi har litteraturvidenskab og rigtige romanforfattere, men ærligt talt, skønlitteraturens betydning er vildt overdrevet, men ingen tør sige det, for så er de ikke …dannede.

En tekst-kanon for dansk burde efter min mening i hvert fald inkludere Det Ny Testamente – den bedste bog der nogensinde er udgivet på dansk! Og hvis betydning for vores sprog er uovertruffen. Nogle af os – i al fald – strør om os med vendinger som ”se bjælken i dit eget øje!” – ”salige er de enfoldige! – ”fædrenes synder nedarves på børnene” – ”du sier myggen fra og sluger kamelen” – ”sætte sit lys under en skæppe”, osv., osv. Og min personlige yndlingsversion er pt: ”Min Gud, min Gud. Hvorfor har jeg forladt dig?” – frit efter Markus, 15, 34.
Og hvad med Jyske Lov fra 1240 eller Danske Lov fra 1683? Disse tekster har været læst og citeret i en uendelighed – og giver stor indsigt i historiske forhold. Og så kommer vi til Leonora Christinas fuldstændig enestående selvbiografi ”Jammersminde” om hendes fangenskab i perioden 1663-85, og den er sjovt nok formelt kvalificeret til at indgå i en ”litterær” kanon, men var så ikke kunstnerisk god nok for de herrer smagsdommere.
Hvad bilder de sig dog ind? Men ingen tør fortælle dem og os, at det litterære smagsdommeri slet ikke er interessant. Det er ikke en hitliste efter kunstneriske kriterier, vi har brug for, men en samling interessante tekster, som i uddrag kan formidles og give indsigt i andre tider og andre mennesker. Og der er ”Jammersminde” lige i pletten, og så oven i købet skrevet af en kvinde – en rigtig prinsesse, som af politiske grunde blev spærret inde i 23 år af sin egen familje! Kan det blive mere interessant? Og virkeligt?

Men det er slet ikke det alment interessante, og slet ikke virkeligheden, det handler om med den litterære dannelse. Under neden kører den antagelse, at vi skal lære at værdsætte litteratur som kunst. Og det er da godt nok. Men altså ikke lige det centrale, når det handler om dannelse, som er meget mere og andet, blandt andet almen forståelse for videnskab og endda videnskabens og teknikkens historie, kendskab til historie og geografi, kendskab til religioner, kulturer, økonomi, verdensrummet, klodens fortid, arternes udvikling, filosofi og andre former for kunst, musik, film osv., osv.

Vi skal jo ikke allesammen være litteraturforskere. Det er dog godt, nogen gider – og noget af den bedste samtidskritik og filosofi er i det tyvende århundredes sidste halvdel kommet fra litterater, endda i en sådan grad, at jeg tit tænker: Godt nogen gider læse skønlitteraturen og udlægge den for os andre.

Frem med kniven. Det er tid til en nationalkulturel omskæring

Den litterære kanon er som sagt uden betydning, fordi den højst får en masse mennesker til at spilde deres egen og andres tid, men den var svaret på underliggende spørgsmål, som er yderst relevante. Spørgsmål om almendannelse og faglighed og endda national identitet.

Kanonen besvarer ingen af disse spørgsmål, men godt vi blev vi enige om den, så vi kan gå videre og glemme spørgsmålene – eller hvad?
Det er den mistanke, jeg fik, da vi pludselig næsten uden sværdslag (bortset fra dét med kønnene) stod med en genoprejst dansk litterær kanon. Den var et hurtigt og overkommeligt svar på en række påtrængende og måske ubehagelige spørgsmål: Er almendannelsen på retur? Er det faglige niveau alt for lavt i skoler og uddannelsesinstitutioner? Kan vi bevare en dansk kultur? Kan vi bevare en dansk identitet? Eksisterer der overhovedet en dansk kultur?

Det sidste først – for det er vigtigt at gøre noget ved den nationale forhudsindsnævring, der som en epedimi er ved at brede sig. Og forhudsindsnævring er et ganske ubehageligt og smertefuldt fænomen.

Netdoktor fortæller os følgende om, hvad sygdommen medfører:
”Forhudsforsnævring kan være til stede hele livet uden gener. Hos nogle kan forhudsforsnævring dog medføre betændelse under forhuden eller give besvær med at lade vandet. Endelig kan forhudsforsnævring være forbundet med smerter ved rejsning af penis (erektion).”

Det er jo interessant – altsammen. Og jeg ved ærlig talt ikke, hvad der er værst: at nogen kan leve uden gener fra deres forhudsindsnævring – eller at nogen døjer med betændelse under forhuden, vandladningsbesvær og smerter ved rejsning. Det er jo forfærdeligt – altsammen. Både lidelserne, men ikke mindst at nogen har det, men ikke lider under det. For hvad siger det om dem?

Og hvad er løsningen? Ja, der er – stadig ifølge Netdoktor – forskellige lindrende salver, men intet er over og intet ved siden af universalløsningen: omskæring.
Og sådan må det være med den nationalkulturelle forhudsindsnævring, som for tiden udbredes med sådan en hast. Frem med kniven. Vi trænger til en ordentlig omgang nationalkulturel omskæring. Så vi danskere atter – uden smerte og besvær – kan gøre det, vi er bedst til, nemlig tage en tur i høet med hinanden og amerikanere, tyskere, tyrkere, pakistanere, indere, kinesere og alle de andre.
(Jeg snakker altså om kulturen her, og ikke kødet. Det er ren metafori.)

Dansk kultur – En kæmpe illusion

Det er jo en …og lad os nu ikke bruge ordet løgn, det er så grimt. Lad os sige, det er en kæmpe illusion, at der eksisterer en særlig dansk kultur. Det gør der ikke. Vi er alt for små til at have vores egen kultur. Derimod har vi, netop fordi vi er så små, en særlig mentalitet – på godt og ondt.

Vi er ikke for lidt danske. Det er helt sikkert. Vi er danske nok. Tak. Vi har brug for at agere i og i al fald i forhold til en meget større verden, og hvis vi har brug for en kanon, så må det være en europæisk eller global kanon, ikke en dansk. For vi har hverken opfundet den dybe tallerken, den flade tallerken, kniv, ske eller gaffel, køleskab eller dåsemad – men måske Rådvad dåseåbneren. En ægte dansk løsning. Jeg mener, se de dåseåbnere man kommer ud for i Amerika og andre lande. De er store som mejetærskere, de kører på el – og enten virker de ikke eller også virker de så godt og så hurtigt, at man i et snuptag får åbnet både dåsen, køkkenbordet og hånden med.

Næh, allerede den store dansker Storm P. kunne forudsige disse apparaters absurditet, og måske på grund af lidt Storm P-mentalitet opfandt vi – hvem dette ”vi” så er – den geniale Rådvad dåseåbner, der altid virker, der er smuk som bare fanden og det er sådan en tilfredsstillende æstetisk oplevelse at åbne en dåse med den, bortset fra at det ikke er spor æstetisk tilfredsstillende at spise noget fra en uøkologisk menneske- og miljøforgiftende metaldåse.

Det ved vi danske også, økologi og alternativ energiproduktion er højt på listen over vore dyder. Og rundkredspædagogik, som vi opfandt så langt tilbage i historien, at den romerske historieskriver Tacitus brokkede sig over den, da han var med kejserens hær oppe i Nord-Tyskland. Danerne er umulige at have med at gøre, skrev han. Man kan ikke bare lave en aftale med en høvding. De sidder i rundkreds og alle skal være enige. Og – tilføjede han – med stor sydeuropæisk foragt: Kvinderne snakker med.

Tingstedet er vor nationale mentalitetsarv i rådvadsk enkelhed. Rundkredsen frem for det romersk-germanske kirkerum med stole militærisk på rad og række og præsten højt hævet foran de forsamlede, der bare skulle sidde stille på række og lytte og adlyde.

Jo, vi danskere har sgu noget at bidrage med. Eksportstøtte til kaospiloter og vindmøller må være enhver dansk regerings første prioritet.

Og at hæve det faglige niveau – for Fogh har trods alt en pointe. Rundkredsen kan blive en undskyldning for at være uambitiøs. Fagligt set. Det er ikke nok, vi diskuterer. Vi skal diskutere – på et højere niveau. Det kræver verden, hvor der publiceres mere og mere dag for dag, opfindes mere og mere og produceres mere og mere.

Med udsigt til det globale

Hvis vi skal have en kanon, så skal den altså ikke være national, den skal være europæisk med udsigt til det globale, og den skal ikke være litterær, men simpelthen en videnkanon.

En kanon der indbefatter de antikke filosoffer, også de kinesiske og indiske, de store digtere, Dante, Goethe og Shakespeare, og også de persiske, de store personligheder Jesus, Cæsar, Augustin, Markus Aurelius, Leonardo da Vinci, Bruno, Erasmus, Luther, Voltaire, Edison, Jefferson, Darwin, Einstein – you name them!

At vandre tilbage til en tungsindig dansk-tysk fortid er uproduktivt. Det kan kun gøre os mere deprimerede over den lange mørke danske vinter. Lad os skue fremad imod den verden, som åbner sig op for os hver eneste dag, og som i al fald de unge med entusiasme brænder for at deltage i.

Gyldendals direktør Johannes Riis holdt sidste år en katastrofal tale, hvor han sagde, at vi danskere skal kende vores nationalkulturelle fortid for overhovedet at kunne finde ud af, hvem vi selv er – som mennesker. Sikke noget vrøvl. Er de talrige mennesker, som efter ganske få års skolegang udvandrede til andre verdensdele, stakler, som aldrig fandt ud af, hvem de var?

Come on. Vi skaber os selv, og samfundet skaber selvfølgelig også os. Det gør samfund altid. Og samfund har (heldigvis) en tendens til at skabe indvider, som fungerer.

I al sin jordbundethed er det min konklusion. Vi skal fungere. Og vi skal fungere i en skiftende verden, hvor vi ikke ved idag, hvad vi laver imorgen, og endda måske hvor vi bor.

Derfor har vi brug for en universel videnkanon, hvis man ellers kan gøre noget med en kanon.

Og det spørgsmål er tilbage. Nu har jeg diskuteret, hvad for en kanon – men ikke om kanoner overhovedet virker.

Jeg ved det ikke. Personligt er jeg mest til et helt arsenal af små pistoler og andre specialvåben. Men lad os da spørge de pædagogiske specialister.

Den politiske diskussion mellem en ”moderne og frisindet” Marianne Jelved, som er imod kanoner og tests i folkeskolen, og en ”nationalkonservativ” Pia Kjærsgaard, som er for – er en fælde. Hvis vi falder i den, kommer vi ikke ud af stedet, men måske lidt frem og så lidt tilbage.

Hvis kanoner ikke virker, så må vi prøve noget andet – for den globale konkurrence og kommunikation fører til, at vi er nødt til at kvalificere os på et stadigt højere fagligt niveau, hvis vi vil fungere i verden.

Det er ganske vist, som den danske eventyrdigter ville sige.

Hvordan vi gør det er dog til diskussion – rundkredsdiskussion blandt smagsdommere, forstås.

Læs også: Marianne Jelved: Sammenhæng mellem ord og handling, Christian Kock: Dannelse som kanonføde,  Lars-Henrik Schmidt: Skam få dig og Hans Hauge: Dannelse.
Og Ole Grünbaums kommentar til Marianne Jelved: Marianne, du går lige i fælden

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *