Klasseulighed i et uddannelsesperspektiv

Turbulens var til stede under festivalen The World Transformed i Brighton, som er en årlig venstreorienteret politisk festival med talks, filmvisninger, kunstudstillinger, læsekredse, workshops mm. Undervejs talte vi med Cambridge-professoren Diane Reay om politisk dannelse og den markante ulighed inden for uddannelsessektoren, som hun har beskæftiget sig med i mere end 30 år. Derudover forsøger hun at udlægge den magtesløshed, som præger Storbritanniens befolkning i forbindelse Brexit og det omkringliggende kaos.

04.11.2019

Kristoffer Willert

Turbulens var i løbet af efteråret til stede under The World Transformed på den engelske sydkyst i Brighton. TWT er en årlig politisk-kunstnerisk festival i Storbritannien, grundlagt og orkestreret af græsrodsbevægelsen Momentum, som arrangeres i forlængelse af Labours årlige partikonference. Festivalen huser alt lige fra politiske læsekredse, civile ulydighedsaktioner, workshops, filmvisninger, kunstudstillinger samt almindelige politiske talks og debatter. Undervejs talte vi med Cambridge-professoren Diane Reay om det politiske landskab i Storbritannien, både i et historisk og nutidigt perspektiv. Især med afsæt i politisk dannelse samt klasseulighed inden for uddannelsessektoren, som hun har forsket i de seneste 30 år. Reay leder et forskningsprojekt finansieret af ESRC (European Science Research Council) om hvide personers middelklasseidentitet i forhold til valg af uddannelse. Derudover er hun redaktør af British Journal of Sociology of Education og skriver ofte for avisen The Guardian. 

 

Fortæl lidt om din forskning. Hvad har du beskæftiget dig med og hvad forsker du i nu?

”Størstedelen af min forskning har drejet sig om ulighed inden for uddannelsessektoren. Derfor har jeg brugt meget af tiden på at tale med børn i alle alderstrin, lige fra børnehavebørn til børn og unge i skoler og gymnasier, helt op universitetsstuderende. Mit hovedfokus er på klasseulighed. Jeg går altid ud fra den antagelse, at klasse både er kønnet og etnisk bestemt. Jeg arbejder altså i sammenføjningen mellem klasse, køn og etnicitet. Jeg er særligt interesseret i at tale med og undersøge de børn og unge mennesker, som ofte ikke bliver hørt. Altså børn, som vokser op i fattigdom, handicappede eller udviklingshæmmede børn, unge mennesker, som er blevet forladt af uddannelsessystemet, osv.”

Mange i Danmark har efterhånden mistet overblikket over, hvad der foregår i Storbritannien for tiden, især i forhold til Brexit. Taler man med folk her i Brighton, får man det samme indtryk. Hvad skyldes al den håb- og magtesløshed, man oplever herovre?

”Jeg er overbevist om, at det som sker herovre for tiden er tæt forbundet med det, jeg arbejder med i forhold til uddannelsessystemet. Vi har et opdelt, fragmenteret og ekstremt hierarkisk uddannelsessystem, og vi har også et opdelt, fragmenteret og hierarkisk samfund. Vi har en politisk elite, som medvirker til at skabe den her opdeling. Derfor er det meget afgørende, at der er sket et skift på venstrefløjen her i Storbritannien, som betyder, at flere og flere politikere har indset, at de faktisk er nødt til at tale de arbejdende og etniske minoritetsgruppers sag. Hverken de Konservative eller Labour har i lang tid betragtet det som deres ansvar. Eliten her i Storbritannien er utrolig arrogant; de føler på ingen måde, at de behøver nogen form for relation til eller egentlig forståelse for almindelige mennesker. De ved bare i udgangspunktet, hvad der er bedst for dem. Men desværre er det sådan i det tilfælde, at det som er bedst for de almindelige mennesker er det, som er bedst for eliten. Det er derfor, at vi har et så opdelt samfund.

Vi har en kæmpe gruppe af mennesker, dvs. børn og unge, som er blevet svigtet af uddannelsessystemet. Den sidste statistik fra International League viser, at blot tre procent af engelske arbejderklassebørn klarer sig godt i uddannelsessammenhænge. Dernæst kastes de ud på et arbejdsmarked, hvor folk udnyttes til det ekstreme. Der er sket en markant stigning i nulplantimerskontrakter. Selvom de her mennesker er socialt mobile til en vis udstrækning og går på universitetet, så går de på universiteter, som vores elite betragter som skoduniversiteter. Og når de kommer ud derfra, får de såkaldte skodjobs.

Derudover har vi tusindvis af hjemløse. Og mange af dem har faktisk arbejde. Da jeg blev færdig på universitetet i 1970’erne gik jeg ind i kampen mod hjemløshed. Og vi formåede faktisk at forbedre situationen. Der var en ægte drivkraft i forhold til at anskaffe ordentlige boliger til almindelige mennesker. Men nu har vi oplevet endnu et tilbageskridt. Faktisk er situationen nærmest værre i dag. Selvom ordet er en smule overbrugt, så skyldes det her tilbageskridt jo, at vi har accepteret den neoliberale kapitalisme. Vi har en ekstremt konkurrencepræget og individualiseret kultur, hvor der ikke er nogen oplevelse af socialitet. Jeg voksede op i et kulminesamfund, hvor der var solidaritet. Vi havde stærke fagforeninger. Det forandrede sig selvfølgelig med Thatcher og Reagan, som eroderede arbejdernes rettigheder og i stedet satte fokus på det enkelte individ, isoleret fra resten af samfundet. Fokus var: ”Gør det bedste for din familie”, ikke: ”Gør det bedste for dit samfund”. Og vi lever nu med konsekvenserne af det. Også selvom vi har haft en Labour-regering i mellemtiden, der jo som bekendt også var meget neoliberal.”

Hvad synes du generelt om The World Transformed Festival? Hvilket potentiale indeholder en festival af den type? 

”Jeg har været medlem af Momentum siden det begyndte. Politisk uddannelse er altafgørende. Men det er netop en anden ting, som vi fuldkommen har mistet grebet om. Uddannelserne kastes ned over os – vi har et stift pensum og rigide læringsformer. Der findes en meget interessant OECD League Table, hvor England ligger i toppen når det kommer til hukommelse, rutinelæring og gentagelser. Men vi er andensidst, foran Uruguay, når det kommer til kritisk tænkning, kreativitet og intrinsisk motivation i forhold til pensum og læring. Vi giver altså ikke børn og unge mennesker nogen form for politisk, miljømæssig eller social bevidsthed igennem deres uddannelse.”

Organisation for Economic Co-operation and Development

 

Et eksempel kunne være økonomiuddannelserne i Storbritannien, som er blevet portrætteret som meget stive og ensporede, og hvor de studerende nu selv er gået i gang med at skabe et alternativ?

”De økonomiske uddannelser er meget elitære og patriarkalske. De nægter generelt at intervenere, og få de studerende til at intervenere, i egentlige sociale problemer. Det positive er selvfølgelig, at de universitetsstuderende, i der her tilfælde, tager handling. De har strejket for at få et fornyet pensum. Helt generelt er det nødvendigt, at den slags sker på græsrodsbasis. Men det sker ikke ofte, for vores skoler og uddannelsessystem opfordrer ikke til kritisk tænkning eller enhver form for modstand over for eller udfordring af status quo. De opfordrer kun til konformitet og magelighed. Det er forrygende, at der finder små opstande sted, hvor der handles, hvilket hovedsageligt initieres af unge mennesker. De kan se, at vi har brug for en mere radikal agenda.”

[blockquote text=”vores skoler og uddannelsessystem opfordrer ikke til kritisk tænkning eller enhver form for modstand over for eller udfordring af status quo. De opfordrer kun til konformitet og magelighed” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

Forleden annoncerede Corbyn et nyt politisk uddannelsesinitiativ – ”Rights to education”. Kan du forklare lidt om det, og hvad synes du om initiativet?

”Vi havde en forrygende dag i Birmingham med Jeremy og Angela Rayner, som drejede sig om det tiltag. Det hele er selvfølgelig spændende for mig, fordi jeg i 25 år har argumenteret for, at vi skal bevæge os væk fra det private skolesystem, at det står skidt til med den sociale mobilitet. Vi har brug for at løfte hele arbejderklassen. Jeremy Corbyn er generelt rigtig god til at lytte. Og han er demokrat. Så vi havde en frugtbar og fornuftig konference. Der var mange skolebørn og fagforeningsmedlemmer. Jeg var den eneste akademiker, hvilket var virkelig godt. Vi har ikke brug for alle ”eksperterne”, som fortæller folk hvad de bør vide og hvordan de bør tænke. Hvis Jeremy kan holde fast i det, er jeg positivt stemt. Jeg ved, at han tror på det, han siger. Jeg har håb. Også selvom fornuftens pessimisme er allestedsnærværende. Men viljens optimisme er der også.”

Det danske uddannelsessystem er meget anderledes end det britiske. Kan du måske, for den danske læser, fortælle hvordan det britiske er opbygget?

”Vi har nærmest et fuldstændig privatiseret uddannelsessystem. Dog har vi en såkaldt statssektor. Men eliten vil gerne have et segregeret uddannelsessystem. De vil helst ikke blandes sammen med alle os andre. Systemet er meget traditionelt og hierarkisk. Det er et massivt problem for statssektoren, som altid har haft et mindreværdskompleks i forhold til ikke at føle sig ligeså god som den private sektor. Men på grund af politiske tiltag, sat igennem af New Labour og de Konservative, er mere end 80 procent af vores udskoling nu privatiseret – de drives i princippet af store virksomheder. Det samme gør sig gældende mht. vores ”special educational needs provision”, som er for børn, der har det svært i skolen. Det her område er fuldstændig ureguleret. Mange af vores lærere står nu i et kontraktmæssigt helvede. De har ikke egentlige ansættelsesrettigheder, og de bliver betalt det, som deres firma beslutter at betale dem. Vi har altså et i højere og højere grad ureguleret uddannelsessystem.

En anden ting er, at vi har flere og flere tests. Vi har lige lanceret, at 4-årige skal testes. Men børnene bliver ikke bare testet, de får også en test, der skal vurdere deres kulturelle kapital. Fra omkring 20 år siden voksede under 25 procent af børn op i fattigdom. Nu vokser over 35 procent af engelske børn op i fattigdom. De fleste kommer fra arbejderhjem. Størstedelen af børn fra arbejderklassen vokser altså op i fattigdom. Vi er så stolte af det enkelte individ og dets ret til at vælge, uden overhovedet at anerkende, at du har brug for ressourcer for overhovedet at kunne vælge. Hvis du er fattig, og din familie ingen ressourcer har, er det nærmest umuligt at få en god uddannelse.

Derudover har vi også en stor mangel på finansiering af statssektoren. Mange af statssektorens skoler har det rigtig svært økonomisk. I de fattigste områder er der huller i tagene, de har fødevarebanke i deres fællesrum, de bliver nødt til at give børnene morgenmad når de møder ind, da de ikke kan fungere intellektuelt hvis de er underernærede. Det er tragisk og foruroligende. Dag for dag stiger polariseringen og segregationen. Fordi skolerne er så forskellige alt afhængigt af, hvor de ligger, er de hvide middelklasseforældre bange for at sende deres børn til skoler i de fattige områder, hvor der etnisk set er større forskelle. Så vores forskellige klasser blander sig ikke rigtig med hinanden. Vi har middelklasseskoler og arbejderklasseskoler. En af mine kollegaer, fra University College London, har netop lavet et studie om venskab i forhold til klasse og etnicitet. Hun fandt frem til, at der var mange venskaber i middelklassen på tværs af etnicitet, men ingen af dem havde arbejderklassevenner. Det skaber en mistillid. Der opstår dermed en utryghed ved folk, som er forskellige fra dig, hvilket måske er svært for jer at forstå i Danmark.

[blockquote text=”Mange af statssektorens skoler har det rigtig svært økonomisk. I de fattigste områder er der huller i tagene, de har fødevarebanke i deres fællesrum, de bliver nødt til at give børnene morgenmad når de møder ind, da de ikke kan fungere intellektuelt hvis de er underernærede. Det er tragisk og foruroligende” text_color=”” width=”” line_height=”undefined” background_color=”” border_color=”” show_quote_icon=”yes” quote_icon_color=””]

 

En anden ting er, at hvis du ser på det, man kunne kalde den britiske sociale indstilling, fortæller den en hel del om, hvorfor vi har det uddannelsessystem, som vi har. De fleste er overbevist om, at du ender hvor du gør i livet eller på arbejdsmarkedet på grund af en kombination af iboende evner og den indsats, du har lagt i det. Vi har en meget stærk tro på meritokrati: at mennesker fortjener at være dér, hvor de er. Derfor bebrejdes de fattige ofte for deres fattigdom, for deres mangel på uddannelsesmæssig succes. Individualiseringen har betydet, at der ikke er nogen form for kollektivt ansvar. Det handler om indbyggede, personlige fejl, eller mangel på intelligens. Og det er et problem for uddannelsessystemet, at folk ikke kan se udover det – at folk ikke kan se, at det rent faktisk er langt mere kompliceret end det. Det handler om bredere samfundsmæssige problemer, ikke bare individet.”

Under festivalen har du deltaget i en session med titlen “Radical Pegagogy: What is education for?”.  Helt generelt lader det til, at der har været meget fokus på uddannelse i løbet af festivalen. Nogle af spørgsmålene var: Vil skoler altid reproducere ulighed? Hvordan kan læring bidrage til at bygge en bedre verden for de mange, ikke de få? Hvad fik du ud af den session?

”I min forskning anvender jeg Bourdieau en hel del, så jeg talte om symbolsk vold, forskellige typer af kapital, anerkendelse osv. Der var andre, som talte om Gramsci, som for tiden selvfølgelig er meget relevant. Der findes en bog, som jeg ofte anvender. Den hedder ”Education and the Working Class”, og blev skrevet i 50’erne. Forfatterne hævder, at problemet for det britiske uddannelsessystem er, at det handler om at udvælge og afvise folk inden for uddannelsessektoren med det formål at pleje en elite. Derfor fremstår det, som Jeremy Corbyn har foreslået, så radikalt, eftersom vi aldrig rigtig har været interesseret i at opfylde alle børns potentiale. De fleste opfattes blot som ”collatoral damage”, og målet er udelukkende at realisere de dygtigste og bedstes potentiale.

Inden for fransk politik er det normen, at den politiske elite er uddannet på private og eksklusive uddannelsesinstitutioner. For eksempel har epicentret for den unge franske politiske elite – Lycee Henri IV – uddannet Macron, hans 29-årige minister Gabriel Attal, samt lederen af det Republikanske Parti, Laurens Wauquiez. Og selvfølgelig er Ecole Normale Superieure et åbenlyst eksempel i forhold til det højere uddannelsesniveau. I Storbritannien er der for tiden en kampagne, som går under hashtagget #AbolishEton, hvilket refererer til den prestigefyldte boarding school Eton College, hvor Boris Johnson for eksempel kommer fra. Har I det samme problem som i Frankrig? Og hvordan ser du mulighederne for at udfordre den privatuddannede elite? Hvordan forvandler man et uddannelsessystem, så det er for de mange, og ikke de få?

”Eliten er på en måde hellig. De er bedre end os andre. Der er ingen følelse af fællesskab, solidaritet. Vi har brug for at skabe en ny ”common sense”. Vi er nået til en form for national nedsmeltning, hvor ingen stoler på hinanden. Og næsten alle har en følelse af, at de er blevet svigtet. Politisk uddannelse er virkelig vigtigt. Du kan ikke kalde et samfund for civiliseret medmindre børn fra alle klasser og etniciteter går på de samme skoler. Vi har tilladt den her tiltagende polarisering.

Det handler om individualisering. Jeg var på et tidspunkt i en skole i London, hvor jeg talte med en gruppe 5-årige børn, blandt andet om deres pensum og det, de laver i timerne. Da jeg spurgte, om det er en god ting, at man kan hjælpe hinanden, svarede en af pigerne: ”Nej! Man må ikke hjælpe hinanden”. Og jeg sagde: ”Hvorfor?”. Så sagde en anden pige: ”Det er snyd at hjælpe hinanden!” Det var chokerende. På et andet tidspunkt roste jeg et barn, som på sit tøj havde nogle mærkater med ordene ”I’m a good learner”. Så sagde en af pigerne: ”Det er ikke nok at klare det godt, man skal være den bedste!” Jeg sagde: ”Kan I ikke alle sammen være de bedste?” Og så sagde en lille dreng ved siden af mig: ”Nej, kun én kan være den bedste”. Det er britisk uddannelse.