Kontra-intellektuelle

Artikel af Hans Hauge: Den intellektuelle har licens til kritik. Den intellektuelle har nemlig et privilegeret udsyn at kritisere samfundet ud fra. Og intellektuel kritik er venstreorienteret; der findes ikke højreorienterede intellektuelle. Eller, hvis der gør, kan man vel højst kalde dem for ”kontra-intellektuelle”. Men måske er det alligevel disse – til tiden eller stedet, religionen eller nationen bundne – kontraintellektuelle, der har fremtiden for sig. Dr. phil. Hans Hauge giver her sit bud på, hvordan ”den intellektuelle” opstod sammen med Oplysningen – og hvordan han er blevet overflødig igen efter at have fået kontor, pension og parkeringsplads.

1.10.2005

”Den intellektuelle” har licens til kritik. Den intellektuelle har nemlig et privilegeret udsyn at kritisere samfundet ud fra. Og intellektuel kritik er venstreorienteret; der findes ikke højreorienterede intellektuelle. Eller, hvis der gør, kan man vel højstkalde dem for ”kontra-intellektuelle”. Men måske er det alligevel disse- til tiden eller stedet, religionen eller nationen bundne -kontraintellektuelle, der har fremtiden for sig. Dr. phil. Hans Hauge giver her sit bud på, hvordan ”den intellektuelle” opstod sammen med Oplysningen – og hvordan han er blevet overflødig igen efter at have fået kontor, pension og parkeringsplads.

P.O. Enquistsdoku-roman om Struensee: Livläkaren besök fra 1999 handler om dengruppe intellektuelle, der indførte oplysningen i Danmark. Oplysningen kom til os udefra og ikke nedefra, og vi ville helst ikke have haftden, hvis vi skal tro Enquist. Bogens skurk er den kristne patriot, Ove Høegh-Guldberg, for han forsøgte standse oplysningen. Han er derfor ikke intellektuel, men hvad var denne lærde mand og professor så?

Danskerne huggede hovedet af fornuften, altså Struensee – men dermed jo også afdiktaturet. Siger bogen, at oplysningen kun kan tvinges igennem oppefraaf intellektuelle udefra? Mens folket, massen, det tavse flertalindefra tavse ser til uden at reagere, og at oplysningen imploderer i massen.

Struensee, forklarer Enquist, betragtede måske ikke sig selv som intellektuel, men det gjorde hans ven og lærer grev Rantzau. ”Han var intellektuel”, står der. Der fandtes naturligvis ikke intellektuelle dengang; Rantzau ville vi snarere kalde en ”philosophe”.De intellektuelle blev opfundet af Zola i ”J’Accuse” i 1898. I Enquistsroman, Lewis Resa, kaldes Struensee ”kulturradikal”. Der er tale ombeslægtede termer.

Enquist skriver altså omkring årtusindskiftet to romaner eller allegorier om oplysningen, de nationale, og de kulturradikale i Danmark i Nyrups og Jelveds Danmarkpå overgangen til 2001. Den nye æra med Anders Fogh Rasmussens tilsyneladende angreb på de intellektuelle, de kulturradikale,eksperterne og smagsdommerne synes så at gentage historie. Igen forvises de intellektuelle. Og med Søren Krarup i rollen som OveHøegh-Guldberg.

Enquist forklarer, hvorfor grev Ranztau blevintellektuel ved at fortælle hans livshistorie. Kan vi lære noget afden historie? Måske. Historien kan være ironisk. Rantzau blev som35-årig regimentschef i den danske hær; for var man det, var der ikkestore chancer for at komme i krig. (De intellektuelle er imod krig?)Han var gift og havde et barn. Han var uddannet i Frankrig. Så blev hanforelsket i en italiensk sangerinde og rejste rundt med hende i Europa.(De intellektuelle respekterer ikke ægteskabet?). Han efterlod sig gældde fleste steder og klædte sig ud som præst. Så forlod han pigen,rejste hjem til sit gods ved Altona, hentede penge som han havdefranarret af kongen (de intellektuelle nasser på det offentlige), togigen kontakt til konen og rejste til Rusland. Han tilbød sig somekspert i danske og europæiske forhold. Rygtet om en krig mellemDanmark og Rusland gik, og Rantzau ville altså afsløre hemmelighedertil russerne (den intellektuelle er landsforræder?). Russerne varbetænkelige ved ham og alle hans damebekendtskaber; de smed ham ud, oghan endte i Danzig. Her mødte han en fabrikant, der gerne ville slå signed i Danmark. Han snød ham og tog hans penge (den intellektuelle eranti-kapitalist?); vendte tilbage til Danmark og sagde, at han ikkehavde villet hjælpe russerne, men danskerne. Han tog hjem til godset,hvor konen og barnet var, og der samlede han en gruppe intellektuelleoplysningsmænd omkrig sig. Deriblandt Struensee. På grund af dennehistorie blev han intellektuel. ”Den roll han spelar är den av enintellektuel”. Hvad i al verden er forbindelsen mellem Rantzaushistorie og den intellektuelle? Han fremstilles som en rodløs, kujon,svindler, landsforræder og mandschauvinist. Og så var han aristokrat.Er det en parodi på den intellektuelle? Pointen er, at der spilles en”rolle”.

Danmark kom i oplysningens eller, hvad der det detsamme, i tyske hænder, står der senere. Oplysningens smitte havde bidtsig fast og oplysningen var det modsatte af det nationale, der iDanmarkshistorien kommer efter oplysningen. Fører oplysning altid tilnational oplysning? Er nutidens megen tale om oplysningsideer forløberfor en reelt eksisterende nynationalisme? Er nutidens oplysningstænkereved at tilbageerobre det nationale fra de virtuelt nationale – dvs.Dansk Folkeparti?

Struensee var ikke blot en”skrivebordsintellektuel”. Men efter Struensee kom Ove Høegh-Guldberg.Hvad var han? Han var national, konservativ, kristen. Modstander afoplysningen og det tyske. Og han vandt vel? Efter ham kom detromantiske, dvs. det moderne og demokratiske gennembrud. Der kom enguldalder; der kom de folkelige bevægelser, højskoler, indre missionosv. Det var også oplysning, men en anden end Struensees. Dissebevægelser var ikke igangsat af intellektuelle, men heller ikke nedefraaf folket. Hvem ville kalde Vilhelm Bech intellektuel?

Guldbergvar altså ikke intellektuel, men hvorfor ikke? Hvad var han så? Vimangler en betegnelse for dem, der er ikke er intellektuelle, men somdog ligner og har visse af de samme funktioner. En konservativ,national intellektuel. Det er en modsigelse. Vi ville ikke kalde EdmundBurke eller Tocqueville intellektuelle. De kritiserede deintellektuelle. Grundtvig eller Kierkegaard var heller ikke. Tværtimod.Og kombinationen af de to er jo forudsætningen for DF. Den engelskeroman vrimler med kritiske portrætter af intellektuelle: hos Peacock,Disraeli og Dickens. Vi har i Danmark noget tilsvarende: parodiskeBrandes-portrættet som hos Helge Rode og Kaj Munk, og det er netopgenoplivet af Jette Kaarsbøl og Michael Larsen. Der er tale om enkritik af den intellektuelle.

Georg Brandes var uden tvivl enintellektuel, men vi mangler et modbegreb til den intellektuelle. Enkategori der kunne indeholde nutidens neokonservative og neoliberaletænkere. En kategori der ville kunne favne amerikanske neokonservativesom Daniel Bell, Daniel Moynihan, Irving Kristol, Peter L. Berger,Samuel Huntington, Francis Fukuyama; europæere som T.S. Eliot, GeorgeOrwell, Pascal Bruckner, Alain Finkielkraut, Luc Ferry, Botho Strauss,Peter Handke, Walzer, Safranski, eller i Danmark tænkere som JohannesSløk, K.E. Løgstrup, Justus Hartnack, K.Olesen Larsen, HenningFonsmark, Søren Krarup, Jan Lindhardt, David Gress, Frederik Stjernfelt.

IDanmark har vi for tiden en regering, hvori der er en del tænkere, menikke intellektuelle. Anders Fogh Rasmussen som politisk filosof medbogen om minimalstaten, Per Stig Møllers store forfatterskab, hvorafisær Kaj Munk skal nævnes; Bertel Haarder har et betydeligtforfatterskab bag sig. Mest symbolsk er det, at den unge skatteministerKristian Jensen har skrevet en bog, der hedder Hurra forglobaliseringen, mens Helle Thorning-Smidt er medforfatter til en bog,der hed Forsvar for fællesskabet. Jeg behøver næppe her nævne DanskFolkepartis Søren Krarups og Jesper Langballes forfatterskaber ellerBirthe Rønn Hornbechs. Men intellektuelle? Nej, det er de ikke.

VillySørensen var. Carsten Jensen er. Men betyder det blot en fritsvævendesom Karl Mannheim kaldte den intellektuelle eller en venstreorienteretakademiker? Lionel Trilling lavede ordet ”adversary spirit”, men detdækker heller ikke. For også neokonservative kan være det. Nej, for derfindes kun to fritsvævende intellektuelle i Danmark: Arno VictorNielsen og Ole Grünbaum. Resten er landet.

C.P. Snowfortæller i sit foredrag ”The Two Cultures” fra 1959 om matematikerenG.H. Hardy, der engang i 30’erne kom hen til Snow og spurgte ham, omhan havde bemærket, hvordan man brugte ordet intellektuel. For,tilføjede Hardy, det synes ikke at omfatte Rutherford, Eddington,Dirac, Adrianv – ”or me”, som han sagde, og fortsatte ”It does seemrather odd, don’t y’ know?” Snow giver ham ret og bruger i sin berømteforelæsning ordet ”literary intellectuals” om den gruppe reaktionære,halvfascistiske forfattere, der ville ønske fremtiden ikke eksisterede.På det tidspunkt var de intellektuelle forfattere som T. S. Eliot,Yeays, D.H. Lawrence og George Orwell. De var ”politically wicked”, ogdet var den slags, hvis indflydelse bragte Auschwitz nærmere.   

Den nye klasse

Deter fra den tysk-engelske videnssociolog Karl Mannheim, vi har ideen omden intellektuelle som fritsvævende eller ”uattached”. Dvs. denintellektuelle var frisat fra klassetilhørsforhold. Han var abstrakteller et luftmenneske, men han var også kulturskabende. Denintellektuelle kunne for Mannheim både være til venstre og højre, ogden intellektuelle havde muligheden for frit at tilknytte sig en klasseeller en ideologi – enten arbejderklassen eller konservatismen. Hansmodpol i efterkrigstidens England var T. S. Eliot. Eliot mente ikke,der var den slags fritsvævende intellektuelle; han mente ikke, mankunne frisættes fra sin klasse, og kultur var altid noget, der skabtesaf en klasse eller af samfundet som en helhed. Eliot er et fint udtrykfor konservatisme, som er en overbevisning om, at mennesket slet ikkekan løsrive sig fra stedet, kulturen, klassen eller nationen.Konservatismen hylder det konkrete.

Georg Brandes mente, atdet store menneske var kulturens skaber, og det måtte masserne tugtestil at indse. Georg Brandes og Poul Henningsen allierede sig aldrig meden klasse eller et parti, sådan som ellers mange kulturradikale gjorde:Kjeld Abell, Otto Gelsted, Hans Kirk osv. De var eksempler på denfritsvævende.

Senere sagde man, at de intellektuelle blevkernen i den eller en ”ny klasse”. De var omgivet af sundhedsarbejdere,gymnasielærere, socialarbejdere osv. De sad på vidensindustrien. (IDanmark DR, Gyldendal, Politiken, universiteterne osv.) Med dennebeskrivelse sætter man spørgsmålstegn ved, om den intellektuelleoverhovedet kan være fri.

Når vi netop nu igen taler om deintellektuelle, er det også, fordi de er blevet ”dispossessed”. Denintellektuelle er herhjemme genopdukket som advarsary spirit samtidigmed den nye regering og i rollen som forsvarer af det 18. århundredesfranske oplysningsidealer og som kulturradikal. En ny aristokratiskkritik af det folkelige, som det siges i den norske Magtudredning.

Deiscenesætter sig selv i rollen som intellektuelle ved at tilslutte sigdem, der er imod globalisering, USA og krigen i Irak osv. Reelt har deblot tilsluttet sig oppositionen. De er ikke ”unattached”. Men de mangemedlemmer af råd og nævn lod, som de var frisatte.

Markedetmarginaliserer de intellektuelle, derfor deres had til markedet. Deføler, at andre er kommet til, men disse andre er blot ikkeintellektuelle, hvorfor de af de intellektuelle fremstilles somanti-intellektuelle. De glemmer og tilgiver aldrig Anders FoghRasmussens angreb på eksperter og smagsdommere, og de tror, at deteneste, som han var ude på, var at udskifte et hold eksperter med etandet. Glemt var de intellektuelles egen kritik af eksperttyranni oginstrumentel fornuft.

Peter Steinfels foreslog i bogen TheNeo-Conservatives: The Men Who Are Changing America’s Politics fra1979, at man om de neokonservative kunne bruge ordet”counter-intellectuals”, fordi man ikke kunne kalde dem intellektuelle.Han gennemgår flere af de kontra-intellektuelle forsøg på at beskrivede intellektuelle. Den berømte amerikanske historiker RichardHofstadter – forfatter til en bog om den anti-intellektuelle strømningi amerikansk politik – definerer den intellektuelle som en klasse og enkraft, der er identisk med en politisk og moralsk protestholdning.Steinfels beskriver videre, hvordan den intellektuelle – i takt medreligionens magttab – iklæder sig teologens og prædikantens kjole. Deintellektuelle er erstatningspræster, deraf deres anti-klerikalisme.For den kontra-intellektuelle har den intellektuelle ganske enkeltforskudt de håb og længsler, der hører det hellige til, fra himmel tiljord. De intellektuelle skelner ikke mellem religion, politik og moral.Daniel Bell beskrev den intellektuelle som den, der var forkastet af”business civilization”, som den intellektuelle derfor vendte sig imod.Og det samme ser vi i dag, i de universitetsintellektuellesæstetisk-idiosynkratiske afsky for ideen om ”fra tanke til faktura”.Bell selv så de intellektuelle som en anakronisme, fordi de ideologierfra det 19. århundrede, som de repræsenterede, var udtømte. Deintellektuelle var som en overflødig blindtarm, og de har betydning,fordi denne blindtarm ofte kan rammes af betændelse. Bells modbegrebtil den intellektuelle var ”the scholar”. Han adskilte sig fra denintellektuelle ved at være mindre optaget af sit ”selv”, mens denintellektuelle altid tog udgangspunkt i sin egen erfaring ogprivilegier.

Den intellektuelle er overflødig

HansHertel efterlyser i antologien Det stadig moderne gennembrud denintellektuelle, dvs. en person som Georg Brandes og Poul Henningsen.Han påtager sig ikke selv rollen, men venter på, at den intellektuelleskal komme tilbage. Denne intellektuelle skal være fritsvævende.Løsrevet fra klasser, men problemet er, at der ingen klasser er atfrisætte sig fra. Problemet er, at alle er frisatte, abstrakte,luftmennesker, der drømmer om et sted, det lokale, eller ”the locationof culture”. Al tale om kultur holder drømmen om stedet i live, håbetom ”embodiment”. Vi er på den måde alle blevet intellektuelle – hvertbarn opdrages til at være kritisk, altså i en ”adversary spirit.”

HansHertels ideal er litteraturteoretikeren Edward Said, kendt fra bogenOrientalism, på grund af dennes liberale engagement og internationalegennemslagskraft, men først og fremmest fordi han efter en”dekonstruktiv formalisme (sic!)” førte litteraturen ”tilbage til detpolitiske rum”. Dekonstruktion er anti-formalisme, men lad nu detligge. Said overførte Michel Foucaults ide om diskurser på et kendtstof – orientalismen – og det blev han berømt på. Hertel kan få Brandesog Said til at ligne hinanden. Og udnævner den kontra-intellektuelleDaniel Bell til intellektuel!

Edward Said mente sagtens, atet universitetsprofessorat ved et amerikansk eliteuniversitet og enenestående anerkendelse fra utallige andre institutioner og en succesuden lige kunne forenes med rollen som intellektuel. Trods det hævdedeSaid, at den intellektuelle skulle sige noget, der var ”unpleasant”,eller med andre ord være en del af den ”negative opbyggelighed”. Detvar vejen til succes. Det er det endnu. Hvis Said nogen sinde havdesagt noget ”unpleasant”, ville han ikke have fået al den anerkendelse.

Detgælder jo som Russell Jacoby engang sagde: amerikanske marxister har”assigned parking spaces”, og den marxistiske teoretiske ”explosion”har samme kraft som ”a seminar coffee break”. Mannheims fritsvævendeintellektuelle er kommet hjem og har fået et kontor; selv Said havdeskønt han talte henført om eksilet.

Med Said som eksempelfremhæver Hertel den intellektuelle som en modmagt til eksperten – den”konforme ekspertise” og som repræsenterende en vis amatørisme. Ogendelig er den intellektuelle universalist og tror på ”evigestandarder”. Derfor, siger Hertel, lægges den intellektuelle for ”hadaf fundamentalistiske bevægelser”. Universalisten Struensee versusfundamentalisten Høegh-Guldberg? Ja, bortset fra at ”fundamentalister”også tror på evige og universelle sandheder. Den postkolonialeintellektuelle synes at være en fornyelse, fordi denne netop ikketilhører enten den ene eller den anden kultur, men er in-between elleren hybrid, som Homi Bhabha siger, men der sker også det, at han heletiden længes efter et nyt fællesskab. Den ”kosmopolitiske”marokkansk-franske forfatter Ten Bahar Jelloun er i Frankrig, menlænges tilbage til det Marokko, han aldrig ville drømme om at bo i.

ZygmuntBauman er en af vor tids Untergangstere des Abendlandes. Han længesogså tilbage til det kommunistiske Polen i 50’erne, og til dengang denintellektuelle havde en rolle at spille. Han har selv opgivet håbet om,at den intellektuelle kan have en sådan i fremtidens globaliseredeverden. Han konstaterer – i traditionen fra Max Weber (der heller ikketroede på den intellektuelle): ”And there is no need for knowledgeclasses to assume the role of intellectuals – of spiritual guidesintending to make people different from what they are by teaching themthings they would not learn by themselves and teaching them first ofall that learning such things is worth their while. There are no bigtasks, so there is no use for big ideas (In Search of Agency).”

Deter godt set: Den intellektuelle er overflødig. I hans sted er trådt denkontra-intellektuelle. Han eller hun har afløst ”eksperterne ogsmagsdommerne” og har ikke nogen vision, værdier, kompetencer eller”big tasks”. Den kontraintellektuelle er glad for verden, som den er ogventer ikke på en bedre verden. Han er ikke kulturskabende, men tagerkulturen som den er. Den kontraintellektuelle er fornuftskritiker oganti-universalist. Han ved, at universalisme er det, vi mangler, ellerat den er kontekstuel. Den kontraintellektuelle forguder ikkemenneskerettighederne. Han eller hun trives i det postmoderne imperium(EU) og ved, han skylder det amerikanske og britiske militær sin tryggetilværelse. Den kontraintellektuelle støtter de imperiale kræfter, dervil udbrede det, vi allerede har: det fjendeløse demokrati, det friemarked og menneskerettigheder.

Hvis alle er frisatte,frisvævende, ”unattached”, hvordan kan så den intellektuelle havefundet et sted, et kontor, en stilling, en pension og enparkeringsplads? Det må være, fordi den gamle modsætning mellem nomadeog bosiddende, mellem abstrakt og konkret, fødder og rødder, reason ogroots, mellem verdensborger og landsbybeboer er ophævet medglokaliseringen. Det som allerede katolikken Marshall McLuhan kaldteden globale landsby. Vi har nemlig alle ”routes”, som Homi Bhabhasiger, og det vil også sige, at vor kosmopolitisme nu er banal.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *