Kritisable tendenser

1.10.2005

Af Peder Holm-Pedersen

Lars-Henrik Schmidt og Frederik Stjernfelt har begge været i væltet med udgivelser i indeværende år. Begge er fremkommet med væsentlige kritiske indvendinger imod en række fremherskende tendenser i vores samtid. I denne samtale mellem de to uddybes bl.a. kritikken af ligeværdighedsideologien, der hævder, at alle har lige meget at byde på, hvorledes megen kritik idag er reduceret til det rene angreb og ikke mindst hvorledes disse tendenser begrænser den saglige kritiks mulighed og effekt.  

Hvad betyder kritik overhovedet? Er det muligt at udpege nogle centrale betydningselementer i ordets mange forskellige og vidtforgrenede betydninger?

Stjernfelt: Kritik er jo et paraplybegreb. Det dækker et bundt af ting, der hænger sammen i familieligheder, og jeg tror umiddelbart ikke, man kommer nogen vegne ved at forsøge at give en entydig bestemmelse af begrebet.

Men, man kan i hvert fald sige, at der er et kontinuum i begrebets mange betydninger, der starter i den kantianske ende, hvor det betyder nøje undersøgelse og ender i den vulgære brug af begrebet, hvor kritik er ensbetydende med angreb.

Der findes naturligvis et hav af mellempositioner, hvor man har indset, at en nøje undersøgelse af en sag ofte vil indbefatte kritik af tidligere positioner, der har interesseret sig for samme sag

Jeg synes altid, der må være denne dobbelthed, når man skal formulere en kritik. Derfor er jeg også skeptisk overfor den ideologi, der på visse områder har udviklet sig, hvor kritik i dag er reduceret til alene at være et angreb. Men vel at mærke et angreb, der har glemt, hvad forudsætningen for det kritiske angreb er, nemlig den nøje undersøgelse af sagen.

Schmidt: Kritik er jo egentlig Kants oversættelse af filosoffen Humes begreb om inquiry – nøje undersøgelse. Men det glemmer man ofte, fordi begrebet fik en bestemt betydning hos Karl Marx. Kritik hos Marx er på en gang fremstillingen af systemet og gennem fremstillingen kritik af systemet. Altså et forsøg på i samme bevægelse at levere en adækvat beskrivelse og en forandrende kritik af de eksisterende samfundsforhold.

Herved ændrede begrebets betydning sig en anelse, og det skal man holde sig for øje, fordi kritikbegrebet har for generationer af intellektuelle været et miks af disse to elementer, af inquiry eller nøje undersøgelse i Kants udgave og af kritikbegrebet hos Karl Marx.

Marx’ magiske nøgle

Hvad er det for en tilføjelse, der kommer med Karl Marx, og hvilke elementer af dette tankegods kan vi stadig bruge i dag i en kritisk praksis?

Stjernfelt: Der er efter min overbevisning to sider af den tilføjelse.
Den ene side drejer sig om, at kritikken ikke længere kun skal interessere sig for en grænsebestemmelse af de afgørende metafysiske begreber, men at kritikken også skal udsætte aktuelle samfundsforhold for en forandrende undersøgelse – en forandrende kritik. Den side af tilføjelsen tilslutter jeg mig fuldt.

Det, jeg ikke bryder mig om, er den historiefilosofi, som traditionen fra Marx bygger sin kritik på. Et element som Marx har fra Hegel. Nemlig en historiefilosofi, der skulle kunne give os adgang til en forståelse af, hvad vores tid som sådan er, og at vi ud fra denne begribelse af vores egen samtid skulle kunne rette anomalier.
Hos Marx etableres universalismen i hans kritik jo i kraft af et retorisk trick, idet han ved at identificerer proletariatet mener at have at gøre med en gruppe, en partikularitet, der åbenbart til forskel fra alle andre grupper, har den magiske egenskab, at dens fordringer har universaliserbarhed. Det er jo hele den magiske nøgle i bunden af det marxistiske system, og den tror jeg ikke på.

Det har jo også vist sig flere gange i historien, at reformmarxisterne har fundet ud af, at de hellere måtte udskifte denne magiske gruppe på baggrund af hvilken, de mente at kunne kritisere deres samtid. Hos Marcuse blev det f.eks. til de studerende. Det seneste bud kunne være den kreative klasse.

Jeg tror, vi må opgive det element af den kritiske tradition fra Hegel og Marx. Men det indebærer ikke, at vi skal opgive den anden side af traditionen, der rettede det kritiske skyts imod eksisterende samfundsforhold i bestræbelserne på at ændre disse.

Schmidt: Det er præcis det messianske kompleks, som den traditions historiefilosofi lider under.Man finder det udvalgte folk eller det historiebærende folk, og det er jo egentlig en historiefilosofisk komponent, der ikke har noget for sig, men som man har haft og mange stadig har brug for som legitimationsgrund.
Figuren genfinder vi på mange niveauer, både i vores kulturhistorie og i vores samtid.

I fordums tid var det israelitterne, der oplevede sig selv som et udvalgt folk, som det historiebærende folk. I det perspektiv blev deres ulykke til ofre. Deres folk skulle ofres for gennem nedværdigelsen at opnå senere ophøjelse. I kristendommen har man kunnet inkarnere ofret i nogle få personer.Men også helt frem til i dag kan vi se denne historiefilosofiske komponent være på spil i f.eks. den radikale del af en muslimsk ideologi, der mener, at de er bærer af fremtiden. Deres offer bliver så martyriet.

Men det er også nogle forståelsesformer, der martrer os og spiller en vigtig rolle i vores almindelige måde at tænke på, og som vi ikke uden videre kommer ud over. Det er jo lige fra den lille lyriker, der får dårlige anmeldelser i aviserne til familielivet, hvor offerrollen spiller en utrolig vigtig rolle – ”Nå, det var så mig det gik ud over.” På den måde finder man sin overværdighed gennem offerrollen.

Stjernfelt: Og grunden til, at det virker så godt, er jo også, at man kender den fra kristendommen. På en måde er det en sekulariseret overtagelse af kristendommens struktur, fordi man ved, at dramaturgien dér går ud på, at den, der ofres på et givet tidspunkt, senere selv vil blive konge.

Derfor virker offerrollen så tiltrækkende på mange intellektuelle, at mange påtager sig den og identificerer sig med den i forsøget på at vinde offentlighedens sympati og dermed udstyre den kritik af det etablerede, som man gerne vil fremføre, med en særlig legitimation og en særlig offerværdighed. Det virker til tider helt barokt når succesfulde kunstnere og intellektuelle føler sig nødsaget til at understrege hvor marginaliserede og udstødte de er – magten er tilsyneladende altid noget, de andre har. Denne mere eller mindre selvudråbte offerposition skulle så udstyre deres kritik med ekstra legitimitet.

Kan dette, at man selv som succesfuld og anerkendt kunstner eller intellektuel positionerer sig selv som marginaliseret og udstødt af det etablerede, ikke også have noget at gøre med den klassiske forestilling om, at kritikken må komme udefra, at man må stå uden for det, der skal kritiseres?

Stjernfelt: Jo, det er sikkert tilfældet. Det kommer af den identifikation af argumentet med personen, der også var bærende i de forskellige forsøg på at finde et ”revolutionært subjekt”. Men mens argumenter kan være 100 procent rigtige, så er personer jo altid formationer af mange forskellige ting. Man kan sagtens have ret i noget og uret i noget andet. Derfor tror jeg heller ikke på den ide, at en person kan være fuldstændig ”udenfor”, fordi det er en ide om, at personen kan være fuldstændig ”ren”. Men det er reelt en art religiøs overtro.

Politik, kritik og stridende mål

I har nu været omkring, hvorledes historiefilosofien, der tillod kritikken at udpege en bestemt samfundsgruppe eller et bestemt perspektiv, hvorudfra en universel kritik af samtiden kunne formuleres, måtte opgives. Ligeledes blev ideen om dette ”udenfor”, hvorfra kritikken kan formuleres, aflivet. Mangler kritikken af samtiden i dag dermed et fast ståsted, et privilegeret punkt, hvorudfra kritikken kan formuleres? Det synes at være tilfældet, hvis man ser på den politiske diskussion, der, hævdes det i hvert fald ofte,  præges af en ideologisk udvanding.

Stjernfelt: Hvis vi ser på det politiske, er noget af det, der karakteriserer vores tid, at vi er kommet mere fri af den ide om, at kritik skal og kan udøves på en entydig kritikbasis, som det forrige århundrede har været præget af i form af nogle dominerende politiske ideologier.

På højrefløjen har vi haft forestillingen om den organiske nation, og inden for de senere år har vi fået den nyliberale minimalstatsforestilling. På venstrefløjen har vi haft socialdemokratismen og forskellige udgaver af kommunismen.De fire vidt forskellige ideologier eller forestillinger har den forudsætning til fælles, at hvis man udøver kritik ud fra en af disse entydige modeller, så ville et samfund være muligt, hvor al kritik forløb parallelt. Der ville ikke være nogen stridende mål.

Det mener jeg ikke, at man kan tro på mere.

Den mest levende af de fire modeller er nok nyliberalismen. Den er f.eks. blevet en stærk del af måden at organisere mange offentlige anliggender på ud fra doktrinen om new public management.

Det jeg synes, der er interessant ved nyliberalismen som ideologi er, at den er et forsøg på at få afpolitiseret så meget af samfundet som overhovedet muligt. Det liberalistiske projekt er, som Carl Schmitt jo pointerede, et afpolitiseringsprojekt.

Grunden til, at man gerne vil have denne afpolitisering, er, at man tror, man kan komme ud over politikken og de stridende mål ved at overdrage så mange beslutninger som muligt til private kompromisser og aftaler. Det, nyliberalismen overser, er, at der altid vil være stridende mål, såsom eksempelvis spørgsmålet om i hvilket omfang frihed eller tryghed skal realiseres. Begge mål lader sig ikke fuldt realisere på samme tid. Det er den naivitet, der klæber til denne ideologi.

Det er jo netop det, politik går ud på; at intervenere, at vælge, at afveje i forhold til forskellige stridende mål. Det er derfor, at politik og kritik kræver tænkning.

Schmidt: Den her forestilling om, at det politiske kan undgå at skulle tage stilling til stridende mål, genfinder man ikke kun i nyliberalismen.

Man havde jo også en forestilling fra midten af 50´erne og frem om social engineering. Det vil sige forestillingen om, at man kunne ”manageere” sig ud af de konflikter, man havde. Man havde det her fantastiske udtryk om den nødvendige politik, altså den politik, der måtte føres af både den ene og den anden lejr. Vi har lidt af det stadigvæk, når vi siger, at vi i Danmark har tre socialdemokratier. Det er jo udtryk for, at vi har arvet den her konflikt. Man mener, konflikterne kan håndteres gennem social engineering.

Man får bare et problem, når denne forestilling om politik som værdineutral social engineering skal overføres til værdipolitik. Værdihåndtering kan nemlig ikke klares uden politik forstået som beslutningsdygtighed og vilje til at fastholde, at de værdier, vi holder, er mere værd end de, som nogle andre holder.

Den krusning på vandoverfladen, vi havde for et par år siden under navnet værdi- eller kulturkamp, var efter min overbevisning småting i forhold til det, der foregår i undergrunden. Nemlig spørgsmålet om, hvorvidt politik skal køre på værdier eller engineering, og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan man laver engineering om til værdipolitik.

Stjernfelt: Omkring den spænding mellem de to politiske strømninger, vil jeg gerne tilføje, at den også skyldes, at man gradvis har opdaget, at begge de to sider har deres rimelighed i den forstand, at man har gjort sig nogle ikke-ideologiske indsigter i social engineering, såsom hvordan man bedst styrer økonomien.

Derfor mener jeg heller ikke, at den tilnærmelse mellem de politiske partier, vi har set de seneste årtier, alene er udtryk for en ideologisk udvanding. Det skyldes også disse ikke-ideologiske indsigter i, hvorledes visse aspekter af politikken bedst håndteres. De udgør så at sige rammerne for den politik, der kan drives, og værdikampen må så udspille sig der inden for.

Det er ikke gjort med overskridelsen alene

I har begge to udgivet en bog i indeværende år, og der synes at være visse fællestræk i de til tider hårde domme, der bliver fældet. Hvad er det for tendenser i samtiden I retter jeres kritik imod?

Stjernfelt: Den kritik Søren Ulrik Thomsen og jeg fremfører i vores bog er ikke nogen bred samtidskritik, der retter sig mod hele samfundet eller perioden eller sådan noget – det er en kritik af nogle ret præcise bundter af argumenter, som man kan møde i kunst, politik, filosofi, videnskab, anmelderi. Nemlig de argumenter, som mener, at kritik – i den rent angribende version af ordet – er tilstrækkeligt for, at et argument eller et værk er godt. Det hævder vi, har udviklet sig til en ideologi: ”hvis bare jeg overskrider en norm, har jeg præsteret noget godt”. Den ideologi argumenterer vi imod: overskridelsen af en norm er blot een mulighed blandt flere, og den skal – som alt mulig andet – dømmes på resultatet og ikke bare på om en overskridelse har fundet sted. Det er naturligvis en tænkemåde, der har særlig affinitet til en selvforståelse som ung, som boheme, som outsider – men det komiske er, at denne selvforståelse, der for et par generationer siden kun karakteriserede små marginalgrupper, nu om dage kan findes hos ret brede dele af mellemlaget. Men hele mellemlaget kan jo altså ikke bestå af outsidere …

Schmidt: Et andet perspektiv på nogle af de analyser I laver i bogen kunne også være det pædagogiske, hvor det kommer til at handle om det ikke at ville blive voksen. Men det bliver man jo, og på et tidspunkt må man også tage det på sig.

Det kan dog være svært, især fordi det ligger i tiden, at vi alle skal være specielle og unikke unge, fordi der er sket en, hvad jeg kalder, juvenilisering af individualitetsformen. Som Karl Marx fik os alle til at blive vareejere i anden halvdel af 1800-tallet, har vor samtids etisk-æstetisk orienterede filosofi og pædagogik i pagt med erhvervslivet gjort os alle til innovative skabere. Nogle har mange varer. Nogle få. Nogle har mange værker, andre færre. Men ét har de alle, nemlig deres liv. Dit liv er et kunstværk!

Og det credo kan altså let blive til den her lidt pubertære evindelige overskridelsesmarkering, som jeg også ser i jeres beskrivelse.

Mellem videnskaben og ideologien

Nu kommer du selv ind på det pædagogiske perspektiv i forhold til disse tendenser i samtiden, hvorfor jeg gerne vil spørge til omfanget af den kritik du rejser af den herskende pædagogiske ideologi. Kritikken synes at være rettet mod andet og mere end en rent pædagogisk praksis.

Schmidt: Det er klart at kritikken formuleres inden for det pædagogiske felt, men den omfatter rigtig nok mere end det. Jeg har bare et professionelt felt – et privilegeret felt – hvor jeg kan tale om de her ting, men jeg mener det er et filosofisk projekt.
Jeg plejer at bruge den distinktion, at filosofien er et mellemværende mellem videnskaben og ideologien. Den er i klemme dér, og skal overfor videnskaben forsvare ideologien og overfor ideologien forsvare videnskaben. Vi skal bombardere ideologierne med saglig viden. Men vi skal også bombardere videnskaben med det vi vil. For eksempel, at vi vil have glade børn.

Et godt eksempel på dette mellemværende er de diskussioner, jeg selv er havnet i indenfor pædagogikken. Der er på den ene side noget, vi ved videnskabeligt er tilfældet, at det og det fungerer, men der er på den anden side nogen, der af ikke-videnskabelige ideologiske grunde vil have det på en anden måde. For at tage et hysterisk eksempel:

Du kan jo sagtens lære børn at læse. Du skal bare bruge en stok og slå dem, til de kan det. Men det kan vi jo altså ikke. Det er nogle andre værdier, vi holder.

Det er netop i dette mellemværende mellem ideologi og videnskab, at min kritik formuleres, og den må karakteriseres som ideologikritik, fordi jeg prøver på at fremhæve, hvad jeg anser som den hegemoniske eller dominerende struktur for det, der foregår for indeværende. Og det er vel at mærke en struktur, der ikke kun gør sig gældende inden for det pædagogiske felt.

En forplattet anerkendelsesdialektik

Hvad er det for en ideologi du retter din kritik imod?

Schmidt: Hvor jeg tidligere var kritisk overfor folkeligheden som ideologi, er det nu ligeværdighedsideologien, jeg mener, vi må rette det kritiske skyts imod.

Grundtonen i min kritik er, at vi i dag er oppe imod en forplattet anerkendelsesdialektik, der har sat sig igennem på flere niveauer i samfundet. Den ligefrem fremmes af den herskende pædagogik, der selvfølgelig fungerer som min indgang til problematikken.

Ligeværdighed var egentligt et spørgsmål om, at der skulle være ligeværd mellem piger og drenge. Det var et spørgsmål om ligeret på arbejdsmarkedet. Men så sivede den jo ned og blev til, at det, du siger, er lige så godt, det vil sige lige så meget værd, som det jeg siger, og det vigtige er, at også du får sagt, hvad lige præcis du mener. Ikke hvorvidt det er rigtigt eller relevant, det du siger.

Stjernfelt: Der er jo også en glidning på spil her, når man går fra ligeret til lighed. Ligeret til at ytre sig betyder f.eks., at alle skal have lige ret til at komme til orde, men det betyder jo ikke, at det per definition er lige sandt, det man siger. Lige ret angår f.eks. lighed for loven – at alle skal have lige muligheder. Men det betyder ikke, at alle har krav på at få nøjagtig samme resultat.

Samme glidning ser jeg i opfattelsen af, hvad tolerance går ud på. Det bruges tit således, at man skulle anerkende alle synspunkter på lige fod. Men tolerance betyder jo egentlig, at man skal tåle de synspunkter, man ikke kan lide, at man skal styre sin aversion imod dem, ikke at man skal ophøre med at være uenig med eller fremsætte sin kritik af de fremførte synspunkter.

Schmidt: Lige præcis. Jeg vil gerne forsvare din ret, som Voltaire sagde om tolerance, til at mene, hvad du vil, selvom det er afskyeligt. Og jeg vil dertil komme med en vigtig tilføjelse, nemlig at jeg ikke vil respektere det, du mener.

Mit grundlæggende argument imod denne ligeværdighedsideologi omhandler nemlig begrebet respekt.Det er en korrektion af den fremherskende betydning af begrebet respekt, nemlig at respekten ikke er respekten for den anden men respekten for forskellen til den anden.
Ellers bliver det til, at man skal respektere alt. Og der synes jeg faktisk, vi er ved at være havnet i dag. Der er sket en ikke ubetydelig glidning, fra at man har ret til at få respekteret, at man har en mening, til at man har fået krav på at få meningen respekteret – ene og alene fordi man har den.
Det er blevet sådan, at man ikke må fortælle folk, at det, de mener, er vanvittigt, for så generere man dem.

Stjernfelt:Jeg tror det er fordi, der også her er sket en glidning, nemlig fra argumentet til personen, således at hvis du angriber noget, en person har sagt, så angriber du også personen. Det kom f.eks. som en stor overraskelse for mig i debatten om vores bog, hvor personligt en kritik, der alene er rettet mod noget sagt, bliver taget i dag. De her eksempler vi giver i bogen på, hvordan overskridelsesargumentet er bredt repræsenteret i kulturen såsom i rockanmeldelser, madanmeldelser osv. er af mange blevet til, at vi overfalder den enkelte anmelder, som vi citerer. Det er jo overhovedet ikke meningen med disse eksempler. Meningen er alene at vise, hvor bredt disse overskridelsesargumenter er repræsenteret i kulturen.

Fra holdning til værdi

Schmidt: Ja, det er præcis når dette krav på at få, ikke bare retten til at have en mening, men også selve meningen respekteret kombineres med personliggørelsen af synspunktet, der også er fremherskende i dag, at de omsiggribende problemer opstår.

Vi er vidne til en intimicering af synspunktet, der gør, at man ikke længere kan holde det som et ydre. Jeg har beskrevet dette ved skiftet fra holdning til værdi.

Det, der karakteriserer en holdning, hvad enten den nu er rethaverisk af videnskabelige eller ideologiske årsager, er, at den er kombattant. Dvs. den er diskuterende, den vil forsvare og overbevise. Ligeledes er holdninger noget man har, de kan skilles fra sin ophavsmand. Med den nye individualisering bliver disse holdninger personliggjort i form af værdier, og værdier er ikke noget man har, det er derimod noget, man er. De vil ikke diskuteres og testes, de vil høres og respekteres.

En så intim sammenhæng mellem mig og mine meninger betyder, at det bliver muligt at afbryde en diskussion med henvisning til, at ”det mener jeg altså” – underforstået, at hvis du er uenig og vil kritisere mine meninger, så er det mig du kritisere, og hvorfor skulle du og dine meninger være mere værd end mig og mine?

Denne tendens gør sig gældende på mange niveauer i vores samfund. Skolen er ligefrem præget af en pædagogik, der fremmer denne tendens. Her er læreren ved at afskaffe sig selv som opdrager, idet den forplattede anerkendelsesdialektik betyder, at respekten for den enkelte elevs integritet blokere for irettesættelsen. Det er blevet vigtigere, at få eleverne til at mene noget, at blive hørt og tale med, end det er, at få dem til at mene noget rigtigt.

Stjernfelt: Samme tendens kan også ses i diskussionen af multikulturalisme-begrebet, der er et udmærket begreb, hvis det omfatter retten til at spise, klæde sig og dyrke hvilke guder man vil. Men som bliver et problematisk begreb, hvis det helliggør ”kultur” som noget, der ikke må angribes i den almindelige debat, og som bliver et forfærdeligt begreb, hvis det giver fripas til, at alle mulige stærkt antidemokratiske ideologier kan legitimeres, bare fordi de kalder sig ”kultur”.

Kan man opsummerende konkludere, at megen af jeres kritik retter sig imod tankemønstre og tendenser, der står i vejen for udøvelsen af en frugtbar kritisk praksis?

Schmidt: Ja, for mit vedkommende kan man godt sige, at et af problemerne med ligeværdighedsideologien er, at den i en lang række omgangsformer og sociale relationer står i vejen for udvekslingen af saglig kritik og den udvikling en sådan udveksling måtte medføre.

Stjernfelt:På samme måde mener jeg, at flere af de glidninger, jeg har påpeget, såsom glidningen i tolerancebegrebet, glidningen fra ligeret til lighed, fra argument til person har betydet en indskrænkning af kritikkens mulighed og effekt i den daglige debat.


Læs også:
Kommentar fra Emil Schuldt-Jensen: Kritisable tendenser

Skam få dig
Lars-Henrik Schmidt og Claus Holm  diagnosticerer problemerne omkring den fremherskende ligeværdighedsideologi og succespædagogik i folkeskolen i forhold til spørgsmålet om dannelse.

Kritik af den negative opbyggelighed
Uddrag fra to af Frederik Stjernfelts essays fra Thomsens og hans bog af samme navn.

Den negative opbyggelighed – kritik af kritikken
Lars Qvortrup kommenterer Stjernfelt og Thomsen. Det er ikke nok at ville det modsatte af negationstænkningen.

Skal krisen negeres eller fordobles
De to ulovlige kombattanter Alexander Carnera og Bent Meier Sørensen svarer Stjernfelt og Thomsen.