Kunst er et medie til at forstå verden

Interview med Kristine Roepstorff, som har illustreret tematikken om dannelse.
Når kunstner Kirstine Roepstorff laver kollager, er det ikke kunst for kunstens skyld, men en måde at kommentere verden.

1. februar, 2005

Af Lotte Høst Hansen

Når kunstner Kirstine Roepstorff laver kollager, er det ikke kunst for kunstens skyld, men en måde at kommentere verden. Kirstine Roepstorff har tidligere brugt billeder til sine kollager fra magasinet National Geographic på trods af, at hun er kritisk overfor den virkelighed billederne viser.

National Geographic producerer billeder, der hovedsageligt æstetiserer verdens problemer. Sult og korruption i verdens fattige lande bliver fremstillet delikat og kandiseret på glinsende papir. Den afbildede Kvinde på 45, uden tænder og med et delta af fuger i ansigtet, får mig ikke først til at tænke; ” Gosh!! Sikken et bidsk liv! … Den store gule morgenfrue ved hendes side, der kaster et blødt skær over hendes fugede ansigt giver en umiddelbar fornemmelse af at hun har samlet oceaner af livserfaring her midt i sin begavelse af flora og natur.

Men hun bruger alligevel billederne i sine kollager, for ved at sætte dem ind i en anden sammenhæng, kan hun få dem til at danne en ny virkelighed. Det er en teknik og et mål, der er kendetegnende for Kirstine Roepstorffs værker.

Hos kunstneren er det et meget bevidst valg, når hun på den måde bruger vores fælles visuelle kultur, og de informationer og fortolkninger vi får kollektivt. I sine værker omorganiserer hun materialet i en anden fortolkningsramme, der giver mening for hende. På den måde bearbejder hun de informationer og de strømninger, som bliver givet, og kan give dem andre proportioner og fortolkninger.

Jeg tror ikke på, at der er noget der er rigtigt og forkert, eller sandt og falsk. Men jeg tror på, at det vi får ud af de informationer, vi har, afhænger af den måde vi lærer at fortolke på. Vores fortolkningsmetode er forskellig alt efter, hvilken baggrund vi har, hvilken kapacitet, kapital, viden analysesystem eller apparater vi har individuelt. Det er med til at påvirke den verden, vi alle sammen tager del i.

Valg af temaer

Nogle af de tematikker som Kirstine Roepstorff arbejder med på denne måde, er blandt andet konventioner om fællesskab, socialitet, mennesker, rummet imellem mennesker og den magt vi har over hinanden. De historier, hun skaber i værkerne, handler om:

Hvordan vi forholder os til de gængse normer vi får givet og evt. bryder med. Hvordan vi bryder med egen selvopfattelse, bryder med samfundsopfattelse, hvordan vi tager lidt mere ansvar for vores egen eksistens, det handler om at være vågen i sit eget liv.

Når hun arbejder med tematikkerne i sine værker, bestræber hun sig på, at de på en og samme tid, tager afsæt på et både personligt plan, og et globalt plan.

Jeg insisterer på, at det, der er temaerne i mit liv, grundliggende er globale temaer, blot i andre størrelsesforhold. Det handler om, at indgå i en eller anden form for fællesskab, en eller anden form for kærlighed, om begær, om at blive anerkendt ( Læs: at blive set og blive hørt). Det handler dybest set om fortolkning, der kan være med til at definere normen.

Kirstine Roepstorff fremhæver at økonomi og magtstrukturer har en stor betydning i denne sammenhæng, fordi:

… det er med til at definere vores verden, det er med til at definere vores fælles bevidsthed, med til at definere vores kanon, og helt absolut med til at definere hvordan vi fortolker vores omgivelser. Det skal ikke nødvendigvis forstås som et kvalitetstegn, men økonomi er en betydelig skaber af vores fælles verden, og det er vigtigt, hvem der er med til at skabe og hvem der er med til at fortolke. Jeg interesserer mig for verden, og kunst er mit medie til at diskutere verden, eller behandle verden, eller forstå verden.

Hun afviser dog at have fritstående konkret budskab. Et Budskab bliver meget let missionerende:

… ”jeg har noget, jeg skal fortælle dig” og sådan er det ikke. Det er bare endnu en fortolkning, en lille anekdote eller en krølle på et blad. Jeg betragter på ingen vis mig selv som skaber i ordets mytologiske forstand, jeg er i langt højere grad en bidrager.…Der er jo allerede noget i gang. Jeg mener, verden er jo ikke tom omkring mig, den er pulserende, med tanker og følelser, og jeg er end del af den, jeg bliver påvirket, jeg reflekterer og jeg kaster noget tilbage, og hvis det kommer i cirkulation er det godt, …men i det øjeblik der ikke er nogen, som gider at forholde sig, til det jeg laver, så skal jeg nok finde et andet job. Sådan er det bare. 

Kollagen som medie

Kollagen har vist sig at være et godt medie, for de historier Kirstine Roepstorff vil fortælle.

Man kan forstørre, formindske uden problemer. Selv plejer jeg at sige, at jeg hovedsageligt arbejder indenfor en disciplin, som jeg kalder ’Appropriarranging’. Jeg bruger collagemetoden til at appropriere og omarrangere den allerede eksisterende verden for at synliggøre forvredne magtstrukturer og manipulationsværktøjer, der benyttes til at opretholde en kontrolleret og konventionel verdensstruktur. Collagen er et godt medie til at ophæve tyngdekraften, ændre konventionelle proportioner eller til at skabe umage og utænkelige konstellationer. Samtidig kan collagen holde sig til en ’genkendelighed’, som beskueren kan relatere sig til.

Lige nu er kollage-metoden for mig optimal for de historier og det billede, jeg synes, verden præsenterer mig for. Det er mit svar på den. Det er også meget vigtigt for mig, at det er en uprætentiøs måde at præsentere billeder på, den er ikke kostelig, det er fotokopier, det er fundne materialer. Det er supervigtigt for mig, at værkets reelle økonomi også nogenlunde passer til dens symbolske. Det vil være absurd for mig at snakke om de her ting, og så lave en skulptur i bronze, fordi det passer ikke sammen, der ville være et misforhold mellem den reelle værdi, og så den værdi jeg postulerer, at værket indeholder. Det synes jeg er et problem. … Mine historier er en fundering over verden, det vil sige skrøbelige tanker. Tanker er flux, og i det øjeblik du laver det i bronze, er det fast form, hvor mine ting falder fra hinanden, altså de er skrøbelige. … bronzen fastfryser tanken, hvor kollagen for mig er mere dynamisk. Papir kan holde i mange år, men det indeholder mindet om en forgængelighed.

 

Kirstine Roepstorff bor og arbejder i København og Berlin. Hun er uddannet ved det Kongelige Danske Kunstakademi.
Du kan læse mere om hendes udstillinger og værker på www.christinawilson.net

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *