MØDET MED DEN ANDEN

1.4.2006

Af Marie Büchert

Kunstneren Morten Goll har i en årrække arbejdet sammen med kurator Tone O. Nielsen om at udvikle kunstneriske praksisformer, hvor mennesker kan mødes på andre betingelser end dem, det kapitalistiske system repræsenterer. Goll & Nielsen har skabt flere forskellige udstillingsprojekter, men kalder selv integrationsprojektet Niagara Falls Artist Host Program (Mercer Union, Toronto, 2004) for et af deres mest succesfulde. I dette interview med Turbulens.net fortæller Goll nærmere om de overvejelser, projektet bygger på.

Morten Goll (f. 1964 i Torshavn) dimitterede fra det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 1993 og afsluttede i 1999 en Master of Fine Art ved Otis College of Art & Design i Los Angeles, USA. Han arbejder bl.a. sammen med Joachim Hamou i flere folk formidler (fff), en redaktion på den kunstnerdrevne tv-station tv-tv, og har samarbejdet med Tone O. Nielsen om forskellige udstillingsprojekter siden 1999.  
To understand himself man needs to be understood by another. To be understood by another he needs to understand the other. *

En pladderhumanist kritiserer


Man kan karakterisere dine kunst- og udstillingsprojekter som en slags overordnet politisk aktivisme. Forholder du dig specifikt til kapitalismen som samfundssystem?

Jeg er selvfølgelig kritisk overfor kapitalismen, fordi de rå markedsmekanismer er totalt umenneskelige, og fordi jeg er interesseret i det, de kulturkonservative kalder pladderhumanisme, som handler om, hvordan vi behandler hinanden. Men mit overordnede kunstneriske projekt går mere ud på at skabe meningsfulde relationer mellem mennesker, der – i kraft af, at de bliver etableret – kan give folk en følelse af, at de bliver bemyndiget socialt. Nøglebegrebet er, at mødet med vores anden foregår med betingelsesløs gensidig respekt. Det var bl.a. det, vi ville opnå med kunstprojektet Niagara Falls Artist Host Program, som er et de mest succesfulde projekter, jeg har kurateret i samarbejde med Tone O. Nielsen.

Jeg bilder mig ind, at det er et helt fundamentalt arbejde, der endda ligger til grund for kapitalismekritikken. Kapitalismens hellige ko er ikke individets, men ejendomsrettens ukrænkelighed og kapitalens frie bevægelighed, som resulterer i menneskelig kynisme, hierarkiske magtstrukturer og degeneration af demokratiet. Men menneskelige relationer bygger jo på samtale og dialog, og derfor er kommunikation det råstof, der bærer et projekt som Niagara Falls – ikke æstetik eller objekter. Og når man først interesserer sig for kommunikation, træder problemerne i kapitalismens kommunikative strukturer klart frem, så det var væsentligt for os, at projektet demonstrerede, at det er muligt at kommunikere på bedre måder. På den måde har det en implicit etisk bevæggrund og også en kritisk effekt i forhold til kapitalismen.

Kommunikation er jo nært forbundet med identitet, og jeg har det heller ikke godt med de fastlåste og hierarkisk orienterede identitetspositioner, kapitalismen genererer. Når jeg gerne vil skabe relationer, der gør andre kommunikationsformer mulige, handler det derfor også om at vise, at andre identiteter og mere respekt mellem mennesker er mulig. Niagara Falls var f.eks. et integrationsprojekt, hvor vi forsøgte at formulere nogle helt grundlæggende principper, der kunne danne ramme om ligeværdige menneskelige møder og gøre kommunikationen mellem de mere end fyrre deltagere mulig, fordomsfri og åben.

Niagara Falls Artist Host Program, installationsfoto.

Menneske eller natur?


Hvordan mener du helt præcist, at kapitalismen kan fastlåse identiteter?

Niagara Falls projektet var f.eks. fremprovokeret af, at de fleste kapitalistiske lande i dag reagerer på globaliseringens store migration ved at lukke sig om sig selv og behandle folk fra især tredjeverdenslande som om, de ikke havde de samme rettigheder som landenes egen befolkning. Den franske antropolog Bruno Latour har inspireret os meget, og landenes reaktion svarer til hans historiske beskrivelse af, hvordan oplysningstidens modernister har defineret mennesker udenfor den vestlige verden som ikke-moderne folkeslag, der hører til naturen i højere grad end menneskeheden. Når samfundet på den måde kategoriserer individet og indskriver det i det sociale hierarki, opfatter folk individets identitet i forhold til den position, og der opstår en slags kontrolmekanisme, som holder det på plads.

Niagara Falls foregik i Toronto, hvor der faktisk er en masse intentioner om at hjælpe folk udefra godt på vej. Man har bl.a. etableret forskellige værtsprogrammer, hvor nytilkommere og lokale canadiere mødes. Det er på den ene side enormt fint, for den udefrakommende lærer at gå på posthuset og at tale noget engelsk og at finde sig bedre til rette i samfundet i det hele taget. Men på den anden side er det problematisk, at programmerne kun opfatter nytilkommere som ”immigranter” eller ”flygtninge” e.l., for på den måde stempler man folk og overser fuldstændig, at de har mange andre kvaliteter. Det kan godt være, at en nytilkommer er kineser og ikke ved ret meget om Canada, men vedkommende er måske også ingeniør eller en husfar / -mor, som er dygtig til sit arbejde. Der sker en slags overgreb i mødet, når man fratager folk deres oprindelige identitet, og det ville vi selvfølgelig gerne undgå i vores projekt.

Man kunne se de samme mekanismer på kunstscenen i Toronto, som ligner alle andre vestlige byers kunstscener ved at være ekstremt elitær og snobbet og ved kun at anerkende folk som kunstnere, hvis de passer ind i vores vestlige kunstbegreb og kan opføre sig passende på de bonede gulve. F.eks. kunne Tone og jeg som danskere modtage en invitation til at udstille og spadsere direkte ind på Mercer Union, som er et af byens mest trendy gallerier, mens de færreste kunstnere fra ikke-vestlige lande nogensinde får en fod indenfor. Hvis kunst fra Tyrkiet eller Mexico skal anerkendes, skal det være ”vestlig kunst,” ellers er der lukket for det varme vand. Derfor brugte vi også Niagara Falls projektet til at rette en kritik mod kunstscenens kolonialistiske undertrykkelse af de ”perifere” ikke-vestlige diskurser.

Niagara Falls Artist Host Program,
installationsfoto med medvirkende kunstneres arbejde.

Regel #1: Plads til alle


Hvad gjorde I så for at undgå de fordomsfulde ”os” og ”dem” relationer i Niagara Falls?

Vores udgangspunkt var, at vi ville arrangere møder mellem mennesker fra hele verden, så der kunne opstå en meningsfuld kommunikation, som gav folk en følelse af selvværd og handlekraft, de også kunne identificere sig ud fra. Vi ville undersøge og kritisere identitetspositionerne på Torontos kunstscene, men også den måde de kapitalistiske samfund generelt tager imod flygtninge og indvandrere. Derfor ville vi bygge på de gode canadiske intentioner om at hjælpe folk på vej, og vi gjorde det ved at lave en slags værtsprogram for kunstnere og kunstarbejdere, der både var nye og gamle på Torontos kunstscene.

Der er selvfølgelig mange forskellige måder at gøre kommunikation meningsfuld og ligeværdig, men det er bl.a. vigtigt at have nogle klare spilleregler for den interaktion, man etablerer. Den vurdering af kvalitet, kuratorer lægger til grund for deres udvælgelse af kunstnere til en udstilling, indeholder et regelsæt for kommunikationen i udstillingen. I Niagara Falls analyserede Tone og jeg den kvalitetsbedømmelse, og på den baggrund formulerede vi projektets regel som, at vi ville forkaste bedømmelsen fuldstændig. Vi ville gerne oprette et anderledes pluralistisk rum, og derfor blev vi nødt til at skrue ned for de parametre, vi normalt benytter til at værdisætte ting. I stedet gav vi væggene i det, der egentlig var vores udstillingsrum, til deltagerne – det visionære var jo, at alle bør have fuldstændig samme ret til at præge samfundet, og der kom virkelig en speciel udstilling ud af det.

Helt konkret opfordrede vi kunstnere både i og udenfor galleriets netværk til at melde sig til værtsprogrammet, og vi inddrog dem alle i projektet. Man kan sige, at vores regelsæt handlede om, at vi definerede alle deltagere ud fra deres faglige identitet i stedet for deres etniske, og at vi så dem som ligeværdige kunstnere, uanset om de kom fra Toronto eller ej. Alene det var i øvrigt en helt vild provokation i forhold til kunstscenen! Samtidig var det en del af etikken, at vi skulle give alle, der meldte sig, de samme rettigheder, som vi selv havde. Siden vi umuligt kunne opgive vores rolle som de privilegerede kuratorer, der udøvede magt ved at invitere, var det naturligvis ikke muligt i fuld udstrækning. Men vi gjorde vores struktur så transparent, at deltagerne var helt på det rene med, hvilket magtforhold de blev del af. Selvom flere af dem gav udtryk for, at vores kunstbegreb var meget anderledes end det, de kendte, syntes de samtidig, at det var enormt forførende, fordi det var så inklusivt.

Når man arbejder bevidst med bestemte regelsæt, kan man skabe en slags midlertidige eller konstruerede rum, hvor tingene foregår på en fuldstændig anderledes måde end i den lige så konstruerede virkelighed. I Niagara Falls skabte vi et helt socialt system, hvor reglerne for opførsel og social interaktion betød, at det f.eks. var hot at kommunikere med andre mennesker end dem, man plejede. Kommunikation er et fænomen, der foregår mellem mennesker i praksis, og som rent faktisk har betydning for vores selvopfattelse og forestillinger om andre. Identitet er jo noget, vi får gennem interaktion: Hvis man skal kende sig selv, skal man være kendt af en anden, så man kan kun have en identitet i kraft af den anden. På den måde gav projektet plads til at dyrke nogle andre identiteter end dem, man normalt ser lokalt på kunstscenen i Toronto og globalt mellem første og tredjeverdenslande.

Niagara Falls Artist Host Program. En af de åbne events, der foregik to gange om ugen i udstillingsperioden –
her med temaet ” Toronto Art Institutions and the challenge of politics of difference.”

En positiv vision


Hvordan er det muligt at bedrive kritik med et projekt, der vælger at acceptere alle praksisformer og inkluderer alle uanset overbevisning?

Den kolde og eksklusive kritik, kunstscenen normalt praktiserer, hvor man ikke lukker folk ind på sit galleri eller simpelthen ignorerer dem, er ekstremt negativ og ikke konstruktiv overhovedet. Der ligger en større udfordring i at lukke folk ind på lige rettigheder og gøre plads for dem. Det var ekstremt spændende at lukke det privilegerede og eksklusive gallerirum op og gøre det inklusivt, men også enormt udfordrende, for der var ikke andet at gøre end at åbne op for alle de forskellige indfaldsvinkler og praksisformer. Man kan sige, at den ekskluderende metode kunstverdenen normalt benytter sig af, er en form for implicit kritik. Når man i stedet lukker folk ind, betyder det ikke, at muligheden for kritik falder væk men tværtimod, at den kan være langt mere konstruktiv.

En af de ting, vi har lært af Duchamp og postmodernisterne, er, at konteksten er altafgørende. Du kan tage et billede ud af sin kontekst, hvorefter betydningen vender 180 grader. I Niagara Falls havde en tyrkisk kunstner produceret et maleri, der var klart inspireret af den hollandskfødte kunstner Willem de Kooning – men hvorfra ved vi, at det skal tolkes som en efterligning af noget, Vesten lavede for 50 år siden? Det kan vi faktisk ikke vide, før vi har lært den kontekst at kende, som værket kom fra. Når vi lærer hinanden at kende, kan vi bedre forstå, hvorfor værker er blevet lavet, og stille de interessante spørgsmål. Det betyder ikke, at man partout skal acceptere alle efterligninger af de Kooning, men at man skal prøve at forstå værket og først stille spørgsmål, hvis man stadig synes, at der er et problem. Det kan jo være, at hende, der laver de Kooning-efterligningerne, lærer noget og holder op igen – eller det kan være, at jeg lærer noget, så jeg bedre kan acceptere de Kooning på tyrkisk. Når der opstår en gensidig kommunikation, udvikles alle der er involveret i den, og det er jo en ekstremt god ting. Det er dét, de kulturkonservative ikke forstår. Deres billede af kulturen fordrer national kanon og historisk begrundet isolationisme og fører til kulturens stagnation og død. Men identiteter begynder faktisk at forskyde sig i det øjeblik, vi lærer hinanden at kende – de er levende og altid på vej et andet sted hen.

Niagara Falls havde også en effekt i udstillingslokalet, hvor det demonstrerede en måde at tænke kunst som aktivisme, som jeg vil mene, er meget forskellig fra traditionelle kunstformer. Den er baseret på dialog og på mødet med den anden, og på den måde er det et opgør med kunstneren, der sidder i det hvide elfenbenstårn og poserer over verden. Når kunst bliver aktivistisk stiger kunstneren ned og får beskidte fødder i et reelt møde med den anden, der også forandrer kunstneren selv og gør hende eller ham selv til en anden. Det er enormt vigtigt. Og der er jo ikke noget at være bange for, for det er jo fantastisk: Tænk, hvilke muligheder, vi har for at udvikle os, og hvem vi kan blive! Det er selvfølgelig håbløst naivt, men også en visionær og enormt positiv måde at tænke verden på, at vi kan mødes og etablere en bedre diskurs end den, der kører konstant i medierne og det politiske system i dag.


Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:

Kunsten som lokal utopi – Interview med Kent Hansen, hvor han bl.a. argumenterer for, at det er nødvendigt at udvikle nye og tidssvarende former for kritik i senkapitalismen, og hvordan kunstnere kan forbedre arbejdskulturer og arbejdsmiljøer, når de samarbejder med økonomisk orienterede virksomheder.

Kapitalismens menneskelige ansigt – Interview med Lotte Darsø, hvis forskning bl.a. viser, at kunsten er et uvurderligt redskab for virksomheder i dag, hvis de skal klare udfordringerne fra nutidens vidensøkonomi.

I sammenhæng med denne artikel og de to ovenstående artikler kan også læses 1.del af vores samtaler mellem Mikkel Bolt og Claus Beck-Nielsen, Der vinkes til mig. Her kritiseres samtidskunsten og dennes forsøg på via den relationelle æstetik at skabe alternative og utopiske fællesskaber og livsformer for i realiteten blot at skabe nye livsstilsrum, som kapitalismen uden videre kan overtage.

Læs mere om

Niagara Falls Artist Host Program: http://www.mercerunion.org/show.asp?show_id=255

* Thomas Hora citeret fra “Pragmatics of Human Communication. A Study of Interactional Patterns, Pathologies and Paradoxes” i Paul Watzlawick, Janet Beavin Bavelas and Don D. Jackson, W.W. Norton & Company Inc. New York, 1967.