Muligheder for lokal forandring

1.11.2006

Af Marie Büchert

Christian Skovbjerg Jensen er kurator og interesserer sig særligt for at producere kunstprojekter i offentlige rum. I dette interview med Turbulens.net fortæller han om sine overvejelser omkring sit seneste projekt SID NED!, og begrunder bl.a. sin interesse med, at kunst i offentlige rum appellerer til et helt andet kunstpublikum end det typiske, og at den åbner helt andre perspektiver for formidling og evaluering af samtidskunst.


Hvordan er din interesse for at arbejde med kunst i det offentlige rum opstået?

Det var egentlig lidt af en tilfældighed. Da jeg var ved at afslutte mit speciale i Moderne Kultur og Kulturformidling for nogle år siden, så jeg en invitation fra UKK’s byrumsudvalg om at kuratere en udstilling om kunst i byrummet. Det var en åben invitation, så jeg deltog først i et møde med mange andre interesserede, men endte med at være den ene af tre i et kuratorteam, der lavede udstillingen MONUMENT – Samtidskunst i byrummet i 2004. Selvom det meste af det, jeg tidligere havde lavet, i højere grad handlede om andre ting som museologi, udstillingsæstetik, konceptkunst og samtidskunst generelt, havde jeg selvfølgelig en interesse for feltet på forhånd. Og siden jeg kom med i det projekt, har stort set alt, hvad jeg har lavet, haft noget med byrummet eller offentligheden at gøre. Først lavede jeg MONUMENT, så var jeg med til at arrangere seminaret The Expanded Notion of Public Art på Kunstakademiet i november 2005, og ud af det opstod organisationen publik, som er en gruppe kunstnere og kunstformidlere, der producerer kunstprojekter i offentlige rum og medier. Mit bidrag i denne sammenhæng har indtil videre været udstillingen SID NED! i Mimersgadekvarteret på Nørrebro i efteråret 2006, og nu er der nye projekter på vej. Det ene har taget det andet, men det har ikke været noget bevidst valg fra starten.

Hvorfor tiltaler det dig at arbejde med kunst i det offentlige rum?

Først og fremmest er det meget taknemmeligt at lave noget i offentligheden. Bare man stiller sig på gaden og laver et eller andet – når man ikke har travlt – så kommer der jo folk og spørger, hvad det er man laver, og er vildt nysgerrige. Og det er fedt! Går folk derimod ind på et museum, forventer de et show. På den måde er det en helt anden situation at arbejde i offentlige rum.

Jeg interesserer mig desuden for formidling og kommunikation, så for mig er det sjove ved at lave udstillinger i offentlige rum også, at man når ud til et andet kunstpublikum på en anden måde. Samtidig synes jeg, at der er et eller andet meget dødt og stift ved museumssituationen, mens den kunst, der er på gadeplan eller andre steder, hvor mennesker rør sig, er langt mere spændende og levende. Den optræder ikke i et kunstigt skabt rum, men i en virkelighed, der eksisterer forud for kunsten, og hvor man som kurator kan gå ind og påvirke og lave lidt om på de ting, der normalt sker. Et kunstnerisk projekt i offentlige rum kan handle om et sted eller en bygning eller den måde, mennesker færdes på, eller om dét, de taler om – eller det kan bare foregå derude, hvor også reklamerne og den politiske debat er. I den sammenhæng synes jeg, at det er ekstremt spændende, at man kan gå ud og lave kunstneriske projekter lige præcis der, hvor de er relevante. At man kan intervenere i konkrete steder og være med på en anden og mere direkte måde. Det skaber en langt mere dynamisk situation end på et museum, hvor folk allerede opfører sig på en helt bestemt måde, når de træder ind ad døren.

Interesserer det dig også – for en kort stund i hvert fald – at optræde på lige fod med de politiske beslutningstagere, der normalt afgør hvilke kunstværker, man møder i offentlige rum?

Ja, jeg går virkelig meget op i hvilke kunstværker, der optræder i offentlige rum, det var jo det MONUMENT-bogen og udstillingen handlede om. Men siden hen er selve forvaltningen af offentlige rum og diskussionen om, hvilken slags kunst vi skal have i offentlige rum, blevet mindre vigtig for mig. Efter en stund virkede det – fra min ret perifære position i det mindste – som en både besværlig og lettere utopisk bestræbelse at skabe helt overordnede politiske forandringer, så i dag fokuserer jeg mere på problemstillinger, der berører specifikke steder og grupper af mennesker. Når man undersøger, hvad der karakteriserer bestemte steder, dukker der jo andre spørgsmål op, som er vildt interessante og som i sig selv skaber andre former for forandring. Mit seneste udstillingsprojekt SID NED! samlede f.eks. seks forskellige værker, som hver især pegede på et eller andet, der var særligt ved Mimersgadekvarteret. Efterhånden blev det ikke mindst tydeligt hvor mange børn, der faktisk var på gaden, og hvordan de børn gerne ville have et eller andet at lave på vej hjem fra skole. Der viste sig at være et enormt behov for at lege og stoppe op og grine og snakke om et eller andet. Og det viste sig, at værker som Jeppe Heins Modificerede Sociale Bænke kunne få folk til at kigge på hinanden og derved skabe en relation, der også gjorde det legitimt at tale sammen. Sådan nogle ting skal der måske til i byrum for at folk kan nærme sig hinanden.

Jeppe Heins Modificerede Sociale Bænke. SID NED!, Mimersgadekvarteret, 2006

SID NED! OG INDDRAGELSEN AF DE LOKALE


Hvilke forventninger havde du til SID NED!, før du afviklede projektet?

Området omkring Mimersgade fremstår på en eller anden måde som et meget anonymt eller et lidt råt kvarter, så jeg ville gerne undersøge, hvad der egentlig kendetegnede det; hvad der fandtes bag denne facade – og så havde jeg nok også en forventning om, at vi virkelig skulle forandre den måde, lokale og folk udefra opfattede det på. Kvarteret stod overfor en omfattende områdefornyelse, så i relation til fornyelsesdebatten handlede det også om at diskutere, hvordan og hvorfor man egentlig forandrer eller fornyer noget. Jeg ville gerne have folk til at stoppe op, tænke sig om og snakke om de problemstillinger, inden områdefornyelsen bare kørte derudad, for selvom der er rigtig mange fine ord omkring borgerinddragelse i konceptet, er det jo et kæmpestort maskineri med store penge og ligeså store borgermøder, der skal løbe over de næste tre-fire år. Derfor er der selvfølgelig nogen, der bliver inddraget, mens andre helt klart vil have svært ved at komme til orde. Projektet skulle gerne gøre folk opmærksomme på, at man kan gribe fornyelsesprocessen an på tusindvis af forskellige måder.

Var det vigtigt for dig, at beboerne i området tog konkret stilling til, hvordan deres område skulle se ud fremover, eller var det mere en generel debat, du gerne ville rejse?

SID NED! handlede om beboerne i Mimersgadekvarteret og om deres sted, så i udgangspunkt var de lokale udstillingens vigtigste publikum. Derfor var det også vigtigt for mig, at de forholdt sig til projektet og brugte værkerne, og at de nogenlunde forstod pointen med dem. Men udefrakommendes syn på Mimersgade som et anonymt område med ghettoer og kriminalitet er jo også vigtigt, så i anden række henvendte jeg mig også til et publikum uden for Mimersgadekvarteret. Snarere end at opfordre folk til at tage konkret stilling til områdets fremtid, ønskede jeg i begge tilfælde dybest set at rykke ved deres forestillinger eller fordomme om, hvad Mimersgade egentlig er for et sted. Udstillingens titel henviser til, at man altid – hvis man faktisk stopper op og begynder at se sig omkring – opdager nye og spændende ting, hvor man egentlig ikke forventer, at der er noget at komme efter. Jeg tror i hvert fald, at mange af dem, der kom udefra og brugte noget tid i Mimersgadekvarteret, oplever området på en helt anden måde i dag. Og omvendt håber jeg også, at projektet skabte en form for stolthed og fællesskab for beboerne i området.

Mener du, at kunst i sig selv har et forandrende og kritisk potentiale, der gør den i stand til at forbedre et specifikt område eller det offentlige rum som helhed?

Jeg tror, at det er meget sjældent, at kunsten i sig selv kan forandre noget som helst. Men jeg tror absolut, at kunst kan gøre en forskel i kraft af de oplevelser, den skaber for publikum. Kunst handler om at lave abstraktioner, så hvis den skal rykke ved noget og skabe reel forandring, tror jeg primært, at det sker gennem overbevisende og relevante billeder, der sætter sig fast i folks bevidsthed. For når folk har haft en helt speciel oplevelse omkring et sted, træffer de formentlig nogle andre valg om bl.a. fornyelse af stedet, hvordan de indretter sig på stedet, og hvor meget de engagerer sig i det fællesskab, der er på stedet. I Mimersgadekvarteret er der jo rigtigt mange forskellige mennesker, og det er ikke umiddelbart klart, hvad de dybest set har til fælles. Derfor udforskede SID NED! også, om vi gennem det her projekt og den overordnede områdefornyelse kunne skabe et stærkere fællesskab på tværs af de mange forskellige kulturer og grupperinger. Hvis vi kunne skabe et fællesskab i løbet af udstillingsperioden, ville der jo være et enormt vigtigt potentiale i området, som man burde kunne arbejde videre med efterfølgende.

De lokale reagerede i øvrigt meget forskelligt på projektet. Nogle mente, at det var ligegyldigt, og at man skulle bruge pengene bedre. Og nogle opfattede de forskellige værker decideret negativt – bl.a. er Jeppe Heins bænke blevet kaldt racistiske, fordi man ikke kunne sidde på dem, mens andre har råbt hadske bemærkninger efter J&Ks Babylon Shuttle Bus, fordi der var mursten på, og de troede, det var et tysk registreret murerfirma. I virkeligheden kørte den op og ned ad Mimersgade i udstillingsperioden som et opsigtsvækkende symbol på ”Babylon” og det multikulturelle og flersproglige i området. Der har været alle mulige enkeltstående små, sjove og aggressive episoder, men der har også været rigtig mange, der var vildt glade og positive og syntes, at det var helt fantastisk, at der skete noget i deres lille kvarter. Og så var der alle dem, der bare brugte værkerne: børnene og de unge, der var helt vilde med Parfymes kunstige Bakkelandskab på Mimers Plads og med bænkene og med shuttlebussen, som de også brugte, når de skulle i Aldi og hente sodavand og chips osv. Det er en helt speciel stemning, der har været omkring SID NED!

Noget af det, der har været sjovt ved SID NED!, og som jeg håber, gør projektet lidt anderledes, er, at det er gået ind i en helt konkret sammenhæng (områdefornyelseskonteksten), og at det entydigt kredser om eet sted. Jeg mener i hvert fald, at det har givet os nogle andre muligheder for at gøre en reel forskel i Mimersgadekvarteret. Netop fordi projektet har været så målrettet og afgrænset, har det måske været mindre svært at gøre en forskel i det her projekt, end det f.eks. var i MONUMENT, der var langt mere spredt ud over byen og som berørte en langt mere overordnet og politisk diskussion. Men generelt tror jeg som sagt, at det er supersvært at ændre noget som helst.

J&Ks Babylon Shuttle Bus. SID NED!, Mimersgadekvarteret, 2006

FORANKRING OG FORANDRING


Er det fordi, kunst i dine øjne skaber forandring gennem folks bevidsthed, at du mener, at det er vigtigt at evaluere udstillinger i det offentlige rum?

Generelt er der meget lidt evaluering af samtidskunst og meget lidt fokus på, hvordan folk egentlig oplever kunst, men jeg er optaget af evaluering af flere grunde. Dels skyldes det et personligt ønske om at høre, hvordan folk oplever forskellige kunstprojekter. Når man arbejder i offentlige rum, er formidlingssituationen eller -aspektet helt vildt svært, da folks oplevelse og forståelse af de forskellige projekter selvfølgelig påvirkes meget af det bymæssige kaos, de indgår i. På et museum er det meget nemmere at styre formidlingen med præcise eksempler og tekster på væggen, og man kan guide folk på en helt anden måde. Derfor er det vigtigt for mig at blive klogere på, hvad publikum synes, der rykker, og hvordan de har forstået og oplevet de projekter, jeg har været med til at lave.

Og dels synes jeg, at det i sig selv er vigtigt at vende tingene om og spørge andre, hvad de synes. Når en udstilling bliver åbnet på et museum eller et galleri, ligger der som regel et færdigt katalog og nogle værker, og så trækker man sig som institution eller kunstner tilbage. Eller man giver måske nogle rundvisninger, der jo også er et færdigt produkt, hvor man selv sidder med alle kortene på hånden og forklarer tingene, som om de var entydige. Især med offentlig kunst taler man imidlertid tit om, at man ønsker at appellere til nye kunstpublikummer. Og de fleste kunstnere taler om, at de vil forandre verden ved at vise, hvordan den også kan se ud gennem andre optikker end de gængse, eller ved at diskutere sociale problemer, politiske debatter og offentlighedsproblematikker. Alligevel oplever jeg ikke, at der bliver gjort særlig meget for at formidle kunsten anderledes eller for, at formidlingen understøtter og hjælper kunstnere med at gøre en forskel. Og det tror jeg, man bliver nødt til, hvis man ønsker at inddrage et nyt og bredere publikum. Og så skal man ikke bare kommunikere bredere og ad flere forskellige kanaler, men selvfølgelig også have en føler på og viden om, hvordan folk modtager og oplever værkerne.

Er evaluering i dine øjne en tilstrækkelig betingelse for at forankre et udstillingsprojekt lokalt?

Hvis man virkelig vil forankre et udstillingsprojekt lokalt, og man arbejder med steder som Mimersgadekvarteret eller henvender sig til et lige så blandet og ikke-kunstkyndigt publikum, tror jeg både, at det er nødvendigt at formidle meget mere, og at møde personligt op meget oftere og mange flere steder end normalt. I forbindelse med SID NED! havde det f.eks. været interessant at indgå en tidligere dialog med de lokale om værkerne – især om et værk som Superflex’ neonskilt eller pil Mjølnerparken, som måske er det mest provokerende, fordi det er så dobbelttydigt. Efter udstillingsperiodens afslutning ville vi forære skiltet til området, hvis de ville have det, og derfor talte jeg både med områdefornyelsen og folk i området. Selvom jeg selvfølgelig også diskuterede med mange, der syntes, at skiltet var problematisk, var den typiske respons virkelig positiv. Folk syntes generelt, at skiltet gav området noget luksuspræget, fedt og ophævet, som andre steder ikke havde, og de forstod på rigtig mange måder, hvad det handlede om. Men nu har det desværre vist sig, at beboerforeningens bestyrelse i Mjølnerparken ikke vil acceptere gaven, fordi de forbinder skiltet med noget negativt, og derfor er det klart, at vi ikke bare kan lade det blive stående.

Styregruppen oplever mere præcist, at der kun er negativ omtale af Mjølnerparken lige nu, og føler ikke, at skiltet ændrer ved det. I og med at skiltet er udformet som en pil, der peger på Mjølnerparken, føler de også, at det peger på Mjølnerparken som et dårligt sted. De ser ikke den dobbelthed, som også er i værket, hvor Superflex måske bare sætter spørgsmålstegn ved de gængse opfattelser og fordomme om stedet – ved det ry og den identitet, medierne har givet det. Selvom de fleste har en holdning til Mjølnerparken, er det jo i virkeligheden meget få, der faktisk har været der. Superflex’ værk handler selvfølgelig ikke om, at flere mennesker skal gå gennem Mjølnerparken – det er jo et sted, hvor folk bor; ikke Zoologisk Have – men om, at det stadig er de samme historier, der bliver produceret om stedet til trods for, at beboerne faktisk har det meget bedre i dag, hvor de f.eks. har fået styr på en del af den kriminalitet, der var for tre-fire år siden.

Jeg tror imidlertid, at styregruppen ville have reageret mere positivt, hvis vi havde indledt en dialog med Mjølnerparkens beboere omkring det her værk fra starten. Hvorfor er det her? Hvad er det, vi vil med det? Hvorfor synes vi, at det er relevant? I stedet for bare at stille det og bagefter donere det som en gave, for da har de selvfølgelig allerede besluttet, at de ikke kan lide det. Når man udstiller sådan nogle værker, tror jeg i det hele taget, at det er rigtig vigtigt, at man går ind og snakker med folk, som det berører, om, hvad de synes om det. Megen offentlig kunst er jo i virkeligheden temmelig arrogant, fordi den sådan lidt uventet maser sig ind på publikum, og ikke er til at komme uden om. Derfor ville det i høj grad handle om at skabe bedre forankring, hvis jeg skulle lave sådan et projekt igen – bl.a. ved at lade de enkelte værker leve længere og sikre, at de slår sig stærkere an, og ved at sikre mig, at der f.eks. er beslutningstagere med reel indflydelse til de forskellige evalueringsworkshops. Så ville det blive et helt andet resultat, tror jeg.

Læs også følgende beslægtede artikler på Turbulens.net:

Kerstin Bergendal om kunstens mandater i det offentlige rum: Refleksioner vedrørende kunstens mandater i det offentlige rum

Mikkel Bogh om nye rumligheder i offentligheden: Sprækker, grænser og nye rumligheder

Læs mere om:

SID NED!: http://www.publik.dk/sid_ned.html Her kan du også læse og downloade den avis om SID NED!, der blev udgivet og omdelt til alle i Mimersgadekvarteret i forbindelse med udstillingen. Den indeholder bl.a. gode og korte interviews med de deltagende kunstnere.

Seminaret The Expanded Notion of Public Art (alle indlæg ligger som lydfiler): http://public-art.dk/

MONUMENT – Samtidskunst i byrummet: http://www.mo-nu-ment.dk/

ACTION GALLERY – Christian Skovbjerg Jensens næste projekt, som i første omgang er en del af udstillingen SOCIAL_AKTION på Museet for Samtidskunst i Roskilde til januar 2007: www.samtidskunst.dk

publik – en organisation, som Christian Skovbjerg Jensen har været med til at etablere. Den består af fem kunstnere og kunstformidlere, der producerer og formidler kunstprojekter i offentlige rum og medier: www.publik.dk

UKK – Unge Kunstnere og Kunstformidlere: www.ukk.dk