Naturbyen – kan byernes klimaudfordringer bygge bro til fremtiden?

3.1.2017

Af Maiken Fredsøe

Byens kloaksystemer kan ikke længere håndtere de eskalerende vandmængder, som følger af klimaforandringerne, og derfor er byrummene i disse år under voldsom transformation. Tegnestuen Tredje Natur har bl.a. udformet visionerne bag Københavns første Klimakvarter på Østerbro, og arkitekt Flemming Rafn Thomsen uddyber i dette interview, hvordan byerne kan håndtere de kommende forandringer. At skabe en bæredygtig byudvikling er som at sætte træer ud i fremtiden og kræver dels, at vi tør tænke mere langsigtet i forhold til planlægningen, og dels at vi formår at udvikle vores empati. For vores empati er afgørende både i forhold til at kunne håndtere fremtidens klimaudfordringer og selve grundlaget for at skabe en egentlig naturby. Dette er anden artikel om bynaturen. Del 1, “Bynaturen – naturens skjulte fortælling” er tidligere udgivet på Turbulens. 


Man kan iagttage en fremvoksende interesse fra borgernes side i forhold til at bidrage til byens økologi – f.eks. i form af byhaver, urban gardening m.m. Har du nogle bud på, hvorfor denne interesse for naturen i byen er opstået?

Hvis man betragter et fænomen som urban gardening, der i løbet af de seneste år har bredt sig i byerne, kan man undre sig over, at det er blevet så populært. For der produceres slet ikke nok føde til, at vi kan leve af det. Men spørgsmålet er, om det også er det, der er meningen med det? Måske er det bare fedt at dyrke noget og se det gro. Det udtrykker en form for afsavn i vores liv. Engang var vi mennesker noget i kraft af, hvad vi skabte. Nu til dags sidder alle med en iPhone i hånden og arbejder foran skærmen. Den fysiske tilstedeværelse i verden og nærværet med stoffet, jorden og duftene er forsvundet. Måske er det derfor, at der er en så udbredt interesse for økologi, gourmetmad og det nordiske køkken. Selv de fleste mænd kan i dag godt finde ud af at slå en surdej op, og dette skal måske ses i sammenhæng med hele den forarmelse af den sanselige oplevelse, som vi oplever i dag. Der er sket en forarmelse af den skabende kraft, som vi alle har iboende. Her tænker jeg ikke på betydningen af skabende som i det professionelle liv, men mere som noget der svarer lidt til at øve sig på en guitar. Der er ikke nogen, der kan fakturere en timeløn for at sidde og øve på en guitar, og selvom mange sikkert inderst inde har en drøm om at blive rockstjerne, handler det egentlig mest om at få lov til at udtrykke sig og lære instrumentet bedre at kende – glæden ved at få det til at korrespondere med dine hænder og din stemme. Der knytter sig en hel form for økologi omkring handlingen at spille guitar, som jeg mener er væsentlig. Man kunne også spørge: hvorfor hader nogle folk egentlig at gå på arbejde men elsker at bruge ti timer om ugen for at lære at spille guitar eller at stikke hænderne i en plantekumme på garagetaget?

Jeg tror, at der er noget vigtigt gemt her. Hvis man undersøger, hvem det er, der bruger parkerne i byen, så er det ikke dem, der bor i et tarveligt kvarter uden altan, men det viser sig, ud over dem der bor tæt på, i særlig grad at være dem, der har eget hus og have og særligt dem, der dyrker deres egen have. Det vil sige, at når man først får fingrene ned i jorden og begynder at interessere sig for hvordan tingene hænger sammen, så opstår der en form for livslang interesse. Det behøver ikke kun at være interessen for at dyrke noget – et godt arkitekturværk kan gøre det samme. Det kan også være, at du møder et menneske, der kommer til at betyde noget helt særligt for dig, og så vil dette møde være et særligt lysende punkt i din nervebane. Det er denne type af refleksive hændelser, som er kernen i den sanselige æstetik. For æstetik angår ikke kun vores sanselige opfattelse af omgivelserne – at vi f.eks. vil omgive os med noget, vi synes er pænt – men handler i lige så høj grad om hvad der er meningsfuldt for os, og derfor handler æstetikken også om at få mere ud af alt det, som omgiver os.

Når vandet pludselig strømmer frit i byens gader bliver den underliggende naturfortælling om, hvor regnen f.eks. forsvinder hen, mere åbenbar

Arkitekturen er med til at skabe og omforme rummet om vores hverdagspraksisser. Hvordan griber jeres projekter ind i byrummet og vores hverdagspraksisser?

Arkitektur er en form for holdsport, og derfor er vi formelt set ofte bare rådgivere for nogen, der skal have løst et problem, bygget et hus eller anlagt et eller andet. F.eks. står vi med den konkrete problemstilling i København, at de eksisterende kloakker ikke kan rumme alt det nedbør, vi modtager. Så må vi enten arbejde med at øge deres kapacitet, så de kan rumme mere vand, eller også må vi begynde at tænke på en anden måde. Der er et heldigt sammenfald mellem nogle løsninger, der er billigere at lave, og som ligger oppe i byrummene. I København har man valgt en klimatilpasningsløsning, der er åben på overfladen, og dermed har ubegrænset kapacitet, for at kunne håndtere de store mængder vand. Derfor arbejder vi med synlige, overfladenære løsninger. Men selv om dette er udtryk for et pragmatisk valg, så giver det også noget tilbage til byrummene, for det, vi har mindst af i byrummet, er grønne løsninger. Problemet med den traditionelle løsning, i form af skjulte kloakrør under jorden, er, at den er udtryk for en monofunktionel løsning, hvor man har brugt alle pengene på noget, der reelt set rummer regnvand i én procent af tiden. I dag arbejder man med at øge rummets flerfunktionelle dimension, og det er oplagt, at der bør være en kausalitet mellem noget, der både er pragmatisk og samfundsmæssigt gavnligt. Vi oplever, at selvom beboerne i et område skal bo et år ved en larmende byggeplads for at få fjernet et vandproblem, så er de ekstremt motiverede for denne type af løsninger, for så får de ikke længere ødelagt deres kældre. Der er således ingen modstilling mellem at skabe åbne byrum, der synliggør løsningerne, og at bruge klimatilpasingen positivt i byudviklingen. Effekten i byrummene er, at man kan se vandet træde ind i systemet og forsvinde. Men i dag kan vi ikke se, hvor vandet forsvinder hen i byrummet – vandet forsvinder bare, som om det var ren magi eller trolddomskunst. Men vandet forsvinder selvfølgelig ikke, det søger nedad og havner et andet sted. Vores gamle kloaksystem kan ikke længere håndtere de stigende nedbørsmængder, og vi bruger anledningen til at skabe nogle byrum, der synliggør den naturlige sammenhæng. Når vandet pludselig strømmer frit i byens gader bliver den underliggende naturfortælling om, hvor regnen f.eks. forsvinder hen, mere åbenbar.

Visionen bag Klimakvarteret på Østerbro er udformet af tegnestuen Tredje Natur. Klimakvarteret er blevet udnævnt som et forbillede for, hvordan fremtidens bynatur kan udformes i København. Kan du uddybe jeres forestillinger og visioner bag klimakvarteret?

Historien om klimakvarteret markerede starten for os som tegnestue. Det var oprindeligt et byfornyelsesprojekt, som handlede om mødesteder og bevægelse. Så vidt jeg husker, indeholdt programmet hverken krav til klima, vand eller natur. Opgaven var en del af en åben europæisk arkitektkonkurrence, EUROPAN, hvor byerne stiller nogle mulige projekter til rådighed. Vores projekt tog udgangspunkt i den agenda, som vi i Tredje Natur er optagede af. Det var det første projekt, som vi overhovedet lavede. Mens bedømmelsen af konkurrencen foregik, oplevede vi det berygtede skybrud fra 2011, og som en del af den sanseligt-æstetiske dimension havde vi i vores projekt både indarbejdet natur og vandhåndtering, men derudover indgik også en analyse af de gader, som fandtes i området. En overvejende del af Københavns gader tjener deres primære formål som parkeringspladser – der er ofte tale om gader med meget smalle fortove, parkerede biler og så en kørebane i to retninger. Hvis man er heldig, står der et træ, men det gør der som regel ikke. Byrummene kan virke hårde og rumligt set decimerede i forhold til det, som byen oprindeligt var tænkt til. For mange af de københavnske byrum er blevet anlagt, før man overhovedet vidste, hvad en bil var. Gaderne var fyldt med heste- og svajervogne – en gade var egentlig bare et udtryk for et minimum af lys, luft og udtryksplads til mennesker. Siden har man gradvist afviklet gadernes kvalitet i form af parkeringspladser og monofunktionel infrastruktur. Men i forbindelse med vores projekt fandt vi ved en nærmere analyse af området ud af, at vi helt uden at fjerne biler eller nedlægge veje, kunne vinde ca. 20 procent af arealet, der ikke tjente noget umiddelbart formål. Rummet var bare var blevet fyldt lidt arbitrært og ineffektivt ud – der var masser af junkspace. Derfor kunne vi frigøre meget areal, hvis vi blot optimerede rummets funktioner. Det kunne vi også gøre med parkeringspladser, der dybest set også kan betegnes som junkspace. Der er mange mennesker, som vil være kede af at betale for deres parkeringspladser, hvilket kan undre, fordi det dybest set udtrykker privat råderet over offentlige arealer. Hvorfor skal vi som samfund betale dyrt for, at en minoritet har biler – og hvorfor skal de hæmme byernes udtryksform?

 

Sådan ser Bryggervangen ud en grå sommerdag i 2011….

…og sådan kommer kvarteret til at se ud efter arkitektenes arbejde. Om blot få år vil kvarteret have sin helt egen bynatur.

Hvilke muligheder var så forbundne med dette overskudsareal – hvis der altså ikke skulle anlægges flere parkeringspladser…?

De 20 procent af arealet, som vi frigjorde, kunne vi bruge til gøre noget andet i byrummet – skabe plads til klimatilpasningen, plante træer på parkeringspladserne eller anlægge bredere og multifunktionelle fortove og dermed styrke den potentielle socialitet og sammenhængskraft i kvarteret. For byens gader udtrykker med samtidens briller en humanfjendtlig tilstedeværelse, når de ikke inviterer til ophold, føles utrygge eller når det er umuligt at komme igennem dem med en cykel. Vi ville derfor omdisponere arealet for at udtrykke den socialitet, der er latent til stede i området og skabe bedre rammer for det spontane møde og det nærvær og den vidensudveksling mellem beboerne, som kan følge heraf. Vi har aldrig før været så mange mennesker samlet på så lidt plads. Men først nu begynder vi at tale om liveability i forsøget på at skabe en by, der potenserer den socialitet, der gør byen levende. Men når København fremstilles i Monocle Magazine som ”The Most Liveable City in the World”, så viser man f.eks. et billede af havnebadet på Islands Brygge, hvilket er paradoksalt, for der er kun to-tre havnebade tilbage i København. For blot 50 år siden var der over 10 gange så mange bade i København, fordi de udgjorde en central del af den folkelige hygiejne.

Men for at dette tendentiøse begreb om liveability kan blive reelt meningsfuldt, er det afgørende at komme væk fra disse showpieces ned i de hverdagsrum, som vi alle bebor. Der er mange oversete parametre i forhold til at gøre rummet mere meningsfyldt. Nogle gange er det helt simple ting, der skal til som f.eks. at sætte en bænk eller nogle plantekasser frem. Men ultimativt er det en seriøs indsats i etableringen af menneskelig skala, inviterende funktioner, optimale mikroklimaforhold og sanseligt højkvalitative materialer, planter osv.

Vi har historisk set haft en relativ succes med at skabe parker rundt omkring i byerne, men det er først, når vi får dem koblet via et fintmasket net af naturstrenge og meningsfulde sociale bevægelser i byerne, at empatien udtrykkes. Først dér får vi får skabt en egentlig naturby.

I forbindelse med vores vision om klimakvarteret lavede vi et billede af Skt. Kjelds Plads set fra oven, og dette billede gav anledning til reaktioner fra folk over hele verden – Sao Paulo, Tyskland, USA, Vietnam! Vi havde på en eller anden måde formået at give en overbevisende illustration af, hvad folk savnede i deres by: Sammenblandingen af det helt klassiske byrum med frodig og funktionel natur. På en måde er det fuldstændig oplagt argument at blande det bedste fra begge verdener, men naturen har altid været doceret på byens nåde. I Klimakvarteret er Fælledparken jo lige ved siden af. Men det er stadig ikke tæt nok på folks hverdagsrum. Vi har historisk set haft en relativt succes med at skabe parker rundt omkring i byerne, men det er først, når vi får dem koblet via et fintmasket net af naturstrenge og meningsfylde sociale bevægelser i byerne, at empatien udtrykkes. Først dér får vi får skabt en egentlig naturby.

På hvilken måde er empatien vigtig i forhold til at sætte en bæredygtig kurs for byerne?

Empatien er én af vores fremmeste menneskelige egenskaber og udtrykker evnen til at sætte sig i andres sted og forstå nogle behov, der ligger ud over ens egne og hvad den maksimale kollektive værdiskabelse kan være. Når jeg forstår en anden tilstedeværelses behov, så kan jeg også bedre reflektere over, hvordan jeg selv udtrykker mine egne behov. Det giver mig et andet udgangspunkt for at kunne gå ind i tingene sammen med andre, for sammen kan vi få noget større ud af noget end det, vi hver især umiddelbart begærer eller plejer at gøre. Vi har jo al den viden, der skal til for at gå ind i nogle af nutidens problemstillinger som f.eks. klimaændringerne, men vi handler ikke i forhold til det. Måske orker vi bare ikke at gå ind i dem, men jeg tror også, det skyldes, at vi ofte kun delvist lukkes ind i de reelle problemstillinger. Tag f.eks. en film som ”Cowspiracy”, hvis hovedbudskab er, at produktionen af kød er en af de største trusler mod planetens velbefindende. Men hvorfor taler en miljøorganisation som Greenpeace så ikke om vores kødforbrug spørges der i filmen? Fordi man har vurderet, at den sandhed er folk ikke interesserede i at høre, for det ville kunne gå ud over vores eget begær. Det er meget nemmere at være sur på de store oliemagnater end at starte en folkebevægelse mod sig selv. Men det er reelt det, der skal til – og det kan vi ikke uden empati. Empati er ikke det samme som sympati dvs. det at kunne vise medfølelse med andre og andre væsner. Man kan f.eks. synes, at det er synd for de søde, pelsbærende dyr, der bliver slået ihjel. Men det handler ultimativt om os selv, og derfor omhandler formålet dybest set ikke om at redde dyrene eller planterne, men at sikre opretholdelsen det, vi har skabt, som er en forudsætning for fortsat at kunne agere og handle. I dette perspektiv er empatien – forstået som evnen til at se alle relevante perspektiver i en given problemstilling – helt afgørende i forhold til at finde ud af, hvordan vi bedst kan gå ind i f.eks. klimaproblematikken. Det er der, at vi som arkitekter forsøger at agere lidt anderledes. Frem for at sidde og vente på at nogen udpeger et lille felt, hvor vi må tegne et lille hus eller en park, så prøver vi at se hvilke bagvedliggende sammenhænge, der er på spil og hvilke forbindelser, vi kan stimulere i vores processer. På dette udgangspunkt forsøger vi at mane en verden frem af skjulte sammenhænge, som ingen umiddelbart kan overskue, men som er en nødvendig kompleksitet der skal dykkes ned i hvis vi vil videre.

Det er der, at vi som arkitekter forsøger at agere lidt anderledes. Frem for at sidde og vente på at nogen udpeger et lille felt, hvor vi må tegne et lille hus eller en park, så prøver vi at se hvilke bagvedliggende sammenhænge, der er på spil og hvilke forbindelser, vi kan stimulere i vores processer

Arkitekterne har fået en meget fremtrædende rolle i forhold til at bidrage til løsningen af klimaudfordringerne. Hvordan bidrager I til at udstikke en mere bæredygtig retning for byudviklingen?

Det er et mindset vi som arkitekter skal beslutte os for at udvikle, men det er i lige så høj grad noget bygherrerne og samfundet skal efterlyse. Den bedste arkitektur er jo den, der taler igennem det fagligt set skarpeste felt, hvor arkitekten får lov til at gøre det han/hun er bedst til, og bygherren har en veludviklet eller åben forestilling om hvad der skal leveres. Og at vi har en seriøs diskussion med Kommunen hvad det gode liv er, eksempelvis, og om rammerne for det kan se ud på nye måder. Det er alment berigende at se på et træ, der vokser –  på en måde er det som at lægge penge i fremtiden – men det kræver et særligt langsigtet perspektiv og en udviklet evne til at regne på samfundsværdien af træernes vækst. Mange byudviklingsprojekter afspejler desværre en alt for kortsigtet eller arbitrær tænkning, hvor det er interne eller politiske dagsordener, der blæser beslutningerne igennem, hvorefter følger utallige remedierende investeringer.

Nu lancerer Københavns Kommune for første gang en 20-årig plan for klimatilpasning. For et års tid siden sad jeg med en planlægger, der skulle starte en lignende plan for klimaudvikling i New Orleans. Byen ligger i et floddelta, og Mississippifloden løber ud midt i byen, så de vil skabe en helt anden form for wetland-scenarie. Den plan, som byens planlæggere og arkitekter har tænkt sig at følge, vil tage så lang tid at føre ud i livet, at ingen af byens nuværende indbyggere vil kunne få glæde af den. Hun hviskede, at de fortalte folk det nok tog 100 år at udføre, men i virkeligheden var det reelt set 300! Tænk hvis vi virkelig kunne og turde at tænke på denne langsigtede måde. Der tænker jeg de træer vi får sat i jorden i dag forhåbentlig skaber et informeret begær for større ambitioner i fremtiden. Og dermed er vores projekter kun babysteps i retning af det skifte, der skal til for at agere mere bæredygtigt, og dermed først noget som vores børn og efterkommere får den fulde glæde af.

Vi befinder os aktuelt i den Antropocene tidsalder, som er en del af den nutidige geologisk epoke (Holocæn), som blot går 11.500 år tilbage i tiden. Den Antropocene tidsalder indledtes, da vi begyndte at domesticere andre dyr. I denne korte periode – dette vindue på blot 10-12.000 år – er vi gået fra at være 1 procent af biomassen til i dag at dominere 98 procent af biomassen. Forud for den Antropocene tidsalder var Kvartær – en geologisk periode på ca. 2,6 mio. år – så på blot 10.000 år har vi fået afviklet den balance, der eksisterede forud. Ifølge den canadiske forsker Vaclav Smil, har Kina på bare 3 år brugt 1,5x så meget cement, som USA brugte i de seneste 100 år. Dermed oplever vi helt aktuelt et fuldstændig vildt accelereret ressourceforbrug, der kan spores tilbage til det industrielle gennembrud for under to hundrede år siden. Hvis vi ikke formår at udvikle den empati eller langsigtede udvikling, der skal til for at bringe kloden på bæredygtig kurs igen, så synes jeg bare vi som civilisation skal acceptere at fortsætte festen – sprudle og visne. Der er 2 procent af den vilde biomasse tilbage. Der er ganske enkelt ikke mere jord tilbage, hvor vi kan dyrke landbrug på. Alternativt skal vi sætte nogle træer ud i fremtiden – både metaforisk og helt bogstaveligt.

Er det muligt at vende udviklingen?

Jeg synes, vi alle må komme med nogle konstruktive bud på fremtiden eller i det mindste være ærlige omkring det aftryk, vi sætter i vores levetid på jorden. For vi kan ikke blive ved med at leve på denne måde. Som arkitekt synes jeg, at vi skaber nogle meningsfulde projekter. Om der så kommer en flygtningestrøm eller en flodbølge om 10 år, der udrydder det hele, så har vi som civilisation fortsat et eller andet udviklingsspor. Måske at have lavet verdens smukkeste inkarige førend crashet kom. For det kommer jo uanset hvad. Mennesket har en evne til at være destruktiv og skabende i samme ombæring. Derfor skulle vi måske være mere ærlige omkring det, vi taler om. Som arkitekter påstår vi ikke, at vi får reddet alt det her. Vi ved at vi kan bruge vores evner til at håndtere kompleksiteten, og vi har et drømmende begær for, hvordan verden kunne se ud, og pege os i en anden retning. Et begær der afspejler, hvor meget vi savner når vi mødes derude på byens gader og fortove.

Hvilke udfordringer oplever I som de største fremover i forbindelse med jeres arbejde med at håndtere fremtidens klimaudfordringer?

Da vores tegnestue blev til i forbindelse med klimaprojektet på Østerbro, var der pludselig en masse aktører, der skulle til at tale med hinanden. For vandet havnede så at sige på alles skrivebord, og da alle sektorer hidtil havde arbejdet ud fra en silopræget planlægningspraksis, har det krævet en stor omstilling fra alle parter. Men efter et par år har vi fået en oplevelse af, at arbejdet skaber værdi og sammenhæng på en anden måde. Nu er vi inde i et samfundsærinde, der er synligt og et åbent dialogrum, som jeg glæder mig over. Det, der mangler, er evnen til at implementere det – det er den daglige udfordring i vores arbejde. For alt er gearet til at gøre, som det plejer. Den gode idé udgør kun en lille del af vores daglige arbejde og resten går med at skabe opbakning og handlekraft omkring løsningerne.

Alle problemer rummer kimen til deres egen løsning. Den egentlige udfordring er at få dem, der skal betale for, og bruge løsningerne, til at forstå deres værdi. Det er et menneskeligt problem. Vi ved hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi kan få. Vi skal turde tage springet, for der er ikke noget så menneskeligt berigende som at begive sig ud på dybt vand. Men omvendt kan der være en tendens til, at jo mere man ved om tingene, jo mere kan man også stivne i sin evne til at tage imod, eller gøre noget andet end man plejer. Når vi er ude for at fortælle om vores projekter, er der måske 1 ud af 100 i en sal, der er klar til at gå hele vejen og få den fulde naturværdi indfriet. Med klodens tilstand burde det jo være omvendt! Jeg tænker altid selv, at jeg kunne gøre mere og sådan tror jeg egentlig der er rigtig mange der har det. Tiden må jo vise om det lykkes.

 

 

Fremtidens naturby? Københavns synergikort

Alle kort og fotos er venligst udlånt til Turbulens af Tredje Natur