Net Art Wants Information To Be Free

Artikel af Jacob Lillemose: En væsentlig impuls i megen netkunst er forestillinger om åbne netværker og informationers frie bevægelse. Her præsenteres fire projekter som hver især arbejder med de sociale, politiske og æstetiske potentialer i disse forestillinger.

1.6.2005

En væsentlig impuls i megen netkunst er forestillinger om åbne netværker og informationers frie bevægelse. Her præsenteres fire projekter som hver især arbejder med de sociale, politiske og æstetiske potentialer i disse forestillinger.

Denne artikels overskrift er en omskrivning af det legendariske hackermotto ”information wants to be free” Mottoets oprindelse tilskrives Stewart Brand, som ved den første hackerkonference i 1984 sagde: ” On the one hand information wants to be expensive, because it’s so valuable. The right information in the right place just changes your life. On the other hand, information wants to be free, because the cost of getting it out is getting lower and lower all the time. So you have these two fighting against each other.” Citeret fra http://www.anu.edu.au/people/Roger.Clarke/II/IWtbF.html . Omskrivningen skal indikere, at netkunsten i vid udstrækning er rundet af en idealisme og praksis som den, der kendetegner hackerkulturen. Der findes talrige eksempler på overlapning af interesser og direkte samarbejder mellem hackerkulturens alternative – dvs . institutionsskeptiske og ikke-kommercielle – scene og netkunsten, dels hvad angår konkrete spørgsmål om videreudvikling, distribution og ophavsrettigheder til software, dels i formuleringen af mere overordnede tanker om netværksøkologi, etisk omgang med data og informationsteknologisk demokrati. Både netkunstnere og hackere ønsker fri information og frie netværker, fri for kommercielle og statslige magtstrukturer. En væsentlig forskel er dog, at hackerkulturen forstår problematikken som et primært teknologisk anliggende. Netkunsten anlægger, på sin side, et bredere kontekstuelt perspektiv. Den er optaget af informationsteknologien som et medie til igen at spørge til og fortsat eksperimentere med, hvordan kunsten – som på en gang konkret praksis, imaginært rum og begrebslig størrelse – kan interagere kritisk og konstruktivt med sociale, økonomiske, politiske og selvfølgelig også æstetiske forhold.

Samtidig indskriver netkunsten sig i en tradition for at arbejde med information som et kunstnerisk materiale Denne tradition blev blandt andet præsenteret på udstillingerne ’Information’ (1970) på Museum of Modern Art i New York, kurateret af Kynaston McShine, og ”Software. Information technology: its meaning for art” (1970) på Jewish Museum, kurateret af Jack Burnham. – en tradition, som har rødder i 60erne og 70ernes konceptkunst. I en afvikling af forestillingen om værket som fysisk objekt begyndte konceptkunsten at arbejde med værket som et sæt diskursive, filosofiske og teknologiske informationsprocesser og -systemer. Information afløste form. Eller rettere præsentationen, begrebsliggørelsen, fortolkningen, applikationen og processeringen af information kom til at udgøre værkets form. Netkunsten viderefører og rekontekstualiserer denne transformation af værket i forhold til information i digitale netværker – ofte med fokus på sociale og teknologipolitiske problematikker og i en erkendelse af disse netværkers stadigt større betydning for mennesker overalt i det globaliserede samfund. Snarere end at forstå information som et formelt anliggende, sådan som meget konceptkunst gør, arbejder den med information som en integreret og altomfattende del af vores professionelle, civile og sociale liv; og man kan sige, at når netkunsten er interesseret i informationens frihed, er det også udtryk for en interesse i menneskers frihed.

I dette dobbelte referencefelt mellem hackerkultur og konceptuel kunst formulerer netkunsten en informationsæstetik, hvor gennemsigtighed, åbenhed, og frihed til videre distribution, til fortsat udvikling, til konstant afkodning og omprogrammering udgør ledende principper. De følgende fire værkeksempler, alle ”kanoniske” netkunstværker, er tænkt som en indkredsning af denne æstetik. Alle værker har således været med på flere af de væsentlige netkunstudstillinger samt influeret den generelle diskussion af netkunst.

Censur ucensureret

 

Netkunstens tematisering af omgangen med information findes allerede i et af de allertidligste netkunstværker, nemlig The File Room (1994-) af den spanske kunstner Antonio Muntadas The File Room startede som et kunstprojekt i samarbejde mellem Muntadas, Randolph Street Gallery, School of Art and Design, University of Illinois i Chicago og Chicagos Department of Cultural Affairs og vedligeholdes i dag af National Coalition Against Censorship. Se http://www.thefileroom.org.
 . I sin form er værket enkelt: Et åbent og eksperimenterende netarkiv, der handler om censur, og som er fyldt med både historiske og nutidige eksempler på censur : fra Platons forslag om at forbyde Odysseen for umodne læsere over det lutherske Preussens afvisning af anden del af Kants Kritik af den Rene Fornuft til skoleeleven Justin Reyes, som blev sendt på et todages opdragelsesophold, fordi han havde det årlige badetøjstillæg til Sports Illustrated liggende i sit skab. Stort som småt, legendariske konflikter som personlige sager, er at finde i arkivet, hvor man kan søge på censurtilfælde efter dato, sted, grund og medie. Og, ikke mindst, så kan man selv bidrage, hvis man har oplevet censurens magtudøvelse begrænse ens informationsfrihed.

På den måde er The File Room et både faktuelt registrerende og konceptuelt engagerende redskab, som kombinerer en kulturhistorisk og –kritisk bevidsthed om signifikansen af information (og censur som en slags anti-information) med nettets muligheder for dels at skabe adgang til ellers utilgængeligt information, dels at inddrage brugernes aktive deltagelse i værkets udvikling. Med censur som case study eksponerer værket de magtstrukturer, kontrolmekanismer og regelsæt, som påvirker informationsstrømmen. I The File Room er en pointe således, at censur for alvor er farlig, hvis offentligheden ikke kender til dens virke. Netop derfor synes værket stadig relevant. For selvom samme offentlighed dagligt lovpriser al den information Internettet giver adgang til, så censureres information i dag – også på nettet – i stort omfang, og essentiel information forhindres i at blive distribueret.

Overvågning mod overvågning

 

En lignende tematisering af informationsfrihedens skrøbelighed findes i værket Carnivore af det internationale kollektiv Radical Software Group(RSG) Se http://www.rhizome.org/rsg/ . Og ligesom The File Room udspringer Carnivore af et konkret fænomen, nemlig FBIs såkaldte ”carnivores”Officielt hed programmet DCS1000, men hackermiljøet omdøbte det hurtigt ”carnivore”. . Disse digitale kødædere var specielt designede versioner af et stykke software udviklet af FBI over en årrække til at overvåge og fortolke al informationsstrøm i netværker og reagere på specifikke ord, filtyper og programmer. Softwaren fik netoffentlighedens opmærksomhed, da en artikel i teknokultmagasinet Wired den 12. september 2001 berettede om, hvordan en række beslutsomme FBI-agenter eftermiddagen før, dvs. d. 11. september mens det meste af verden af endnu var i chok, var troppet op hos en af de store netværksudbydere i New York City for at installerede softwaren centralt i selskabets programmer. Artiklen kunne også berette om ansatte på AOL og Hotmail, som velvilligt havde samarbejdet med FBI om at installere carnivores i deres programmer og netværk, så FBI kunne overvåge de millioner af brugere verden over med e-mailadresser hos de to softwareselskaber.

Mindre end en måned efter lancerede Radical Software Group deres egen Carnivore. Se http://rhizome.org/carnivore/[vii] Se http://irational.org/cgi-bin/border/clients/deny.pl for BoderXing samt http://www.irational.org/cgi-bin/cv/cv.pl?member=heath for en oversigt over Buntings øvrige værker. Bunting er en af netkunstens fædre og udmærker sig ved at se netkunsten som teknologikritisk og samtidig socialeksperimenterende praksis. Brandon er partner til Bunting og de har nu i en årrække lavet værker sammen.
 Værket var direkte inspireret af FBIs software men med den væsentlige forskel, at det var skabt til offentlig og almen brug og ikke som et hemmeligt magtmiddel til at tjene regeringens interesser (en Personal Edition, hvor man kunne overvåge sig selv udkom et halv år efter). Hvor FBIs Carnivore var blevet stykket sammen af allerede eksisterende værktøjer til Windows, så kørte RSGs Carnivore på Linux for at starte en udviklingsproces styret af open source – principper. Og med bidrag fra en lang række forskellige programmører skabte RSG et stykke overvågningssoftware, som var mere kompetent end FBIs, idet funktionerne dels var flere, dels var  mere fleksible og præcise. Carnivore opererede også i en mere   specifik kunstkontekst, idet RSG inviterede andre prominente netkunstnere til at skabe egne ”klienter”, det vil sige fortolkningsparametre og interfaces, til værket. Fx illustrerede netkunstpioneren Vuk Cosic overvågningen gennem en række små animationer inspireret af modernistiske malerier, mens værket Stats af gruppen the Witness gennem statistiske tabeller fortæller, hvilke pakker softwaren ”ser” på din personlige computer. Flere af de såkaldte Carnivore clients var også stærkt politiske, blandt andre Johan Brucker-Cohens installation Police State (2003), hvor 20 legetøjspolitibiler via radio blev styret af forskellige ord relateret til ”kampen mod terrorisme”, som softwaren opsnappede på et lokalt netværk. Carnivore problematiserer, hvad information bruges til, hvordan den præsenteres og fortolkes. Det skaber mulighed for æstetisk eksperimenteren, visuelt såvel som konceptuelt, samtidig med at det formulerer en kritik ved at overtage og omvende FBIs taktik i kollektivets, kreativitetens og gennemsigtighedens navn.

Redskab til grænseoverskridelse

 

At netkunsten, trods sin virtuelle forankring og digitale modus operandi, ofte indgår i tætte udvekslinger med forhold i den fysiske verden fremgår tydeligt af værket BorderXing guide (2001) af engelske Heath Bunting og Kayle Brandon Se The BorderXing Slide Show – http://duo.irational.org/borderxing_slide_show/ . Før Schengen-aftalen gjorde det unødvendigt at vise pas for at rejse over de europæiske grænser krydsede Bunting og Brandon 24 af de 26 landegrænser andre steder end de officielle overgange. Det kunne være gennem skove, over bjerge, marker, floder eller tilfrossede vandområder. Forud gik grundig forberedelse i samarbejde med lokale beboere, som kendte til forholdene i området. Hver grænsekrydsning blev dokumenteret med fotografier, korte beskrivelser af hvad man skulle være opmærksom på de forskellige steder samt en liste over nødvendige remedier [viii] . Bunting og Brandon lagde efterfølgende informationen ud på deres webserver, så andre kunne bruge dem, lære af de enkelte krydsninger og planlægge egne ruter over flere grænser, alt efter hvor man startede.

Men det er ikke alle, som kan få adgang til informationerne i BorderXing guide. ” Only static social clients are authorised to view BorderXing guide”, står der øverst på den første side man klikker ind på. Og at dømme ud fra listen over klienter længere nede på siden, betyder det tredjeverdenslande, miniputstater eller rettere alle lande på nær de europæiske og nordamerikanske; også forskellige organisationer, uddannelsesinstitutioner og medielabs har adgang til oplysningerne. Er man ikke på listen kan man skrive til Bunting og Brandon og søge om at få autoriseret klientstatus. Eller man kan, som de også opfordrer til, besøge en af de allerede autoriserede klienter, hvorfor hver klient er listet med adresse. På den måde omvender værket traditionelle magtforhold og eksklusionslogikker: Adgangen til, og kontrollen med, informationen bestemmes nedefra og op.

Værket udtrykker en interessant forståelse af online-interaktivitet. For at få del i værket skal man engagere sig ved at skrive til kunstnerne, vente på deres svar og så vende tilbage til værket, når man er blevet en autoriseret klient. Der er altså ingen umiddelbar klik-og-se-tilfredsstillelse. Til forskel fra hovedparten af netkunstværker er BorderXing guide omstændig, langsom og kontekstafhængig, men det medvirker også til, at brugeren bliver ekstra bevidst om værdien og karakteren af den information, man får adgang til. Samtidig bliver man som autoriseret klient del af et, om end noget abstrakt, fællesskab, der repræsenterer en international deling af information og dens frie bevægelighed. Man indgår i nettet som et kollektivt ikke-statsligt felt.

BorderXing guide blev i 2004 udstillet på New Museum i New York Sehttp://www.newmuseum.org/more_exh_rules_of_crime.php . Der havde alle besøgende adgang til informationen, fordi museet i udstillingsperioden havde status som autoriseret klient. På den måde allierer værket sig med kunstinstitutionen og konstituerer den, i både fysisk og konceptuel forstand, som et privilegeret politisk og socialt rum – et rum, hvor man har adgang til information, som man ikke har adgang til uden for institutionen Ironisk nok kunne Bunting ikke selv være til stede ved åbningen af udstillingen, da han på ubestemt tid er forbudt indrejse i USA, fordi myndigheder mener, at han har forsøgt at snyde sig over en officiel grænseovergang. New Museum søgte dog om et visa, hvilket blev udstedt, men først tre måneder efter og det gjaldt kun i 24 timer. .

BorderXing guide er som sådan et både praktisk og konceptuelt redskab. Det kan bruges til konkrete grænsekrydsninger, samtidig med at det skaber nye æstetiske tankeprocesser og forestillinger om vores færden i verden, samfundet og hverdagen. En færden som Bunting og Brandon ved at udfordre grænser af enhver slags sætter i åbenhedens og mobilitetens tegn.

Du er nu inde i min computer

 

Den menneskelige eksistens’ afhængighed af eller rettere integrering i computere og netværk er så omfattende, at man kan tale om fremkomsten af digitale identiteter eller subjektiviteter. For den italienske duo 0100101110101101.org repræsenterer disse identiteter et radikalt potentiale for ny kollektiv kommunikation, udveksling og kunstnerisk bearbejdelse. Det tematiserede de i værket life_sharing(2001-2003), hvor de transformerede deres harddisk til en transparent webserver  Se http://www.0100101110101101.org/home/life_sharing/index.html. Værket er ikke længere online i sin oprindelige form men præsenteres via forskellig dokumentation. . Når man indtastede adressen på deres hjemmeside http://www.0100101110101101.org – hvilket er identiske med deres kunstnernavn som en indikation af, at gruppen skal identificeres med informationerne på denne URL-adresse. Derfor er duoens rigtige navne heller ikke kendt i offentligheden. i sin browser, kom der en drop down bar ned med et udråbstegn og et felt, hvor man kunne klikke OK. Ingen information om hvad man klikkede OK til. Klikkede man OK, kom en identisk bar, og klikkede man igen OK, kom endnu en. Først i den femte bar skete der noget. Her kunne man læse et ”now”, og klikkede man OK kom en ny bar, hvor der stod ”you’re”, ved endnu et klik ”in my” og så ”computer”. Derefter fulgte igen to blanke barer inden man var inde, ikke blot på 01.orgs hjemmeside, men som den lille sekvens formulerer det i 01.orgs personlige computer. Man havde nu fri og uindskrænket adgang til at læse tekst-dokumenter (artikler fra aviser, mailinglistediskussioner, fax), se billedfiler (videoklip, digitale fotografier og ikoner), downloade forskelligt software (alt sammen udgivet under fri softwarelicenser, herunder også softwarekunst), få information om deres øvrige projekter, tjekke deres besøgsstatistikker, følge med i deres private emailkorrespondancer eller simpelthen ”get lost in this huge data maze”, som duoen skrev. At man ad ti gange klikker sig ind i deres computers operativsystem kan ses som en parodi på de hjemmesider, hvor man skal klikke sig gennem en række sikkerhedsprocedurer for at få adgang til (en udvalgt del af) dataene. 01.org omvender denne konvention med en blanding af monty pythonsk humor og subtil, kølig konceptualitet. At trykke OK for at komme til life_sharing er ikke en accept af regler og betingelser, men en accept af den absolutte åbenhed, en bekræftelse af at man erkender at være inde i 01.orgs computer.

Interfacet til life_sharing var ikke designet i henhold til konventionelle principper om brugervenlighed, men holdt i en minimalistisk og hard core databasestil med grå toner og uden billeder. Man skulle ikke være i tvivl om, at man var inde i en computers harddisk, ikke på en hjemmeside. Denne teknoæstetik afmystificerede informationen, præsenterede den og gjorde den tilgængelig i en basal form, som råmateriale, open source og uden designsminke. Deri lå også en kritik af den måde konventionelle operativsystemer og hjemmesider strukturelt og konceptuelt simplificerer omgangen med information. Samtidig med at de prioriterer mere almen brugervenlighed, reducerer de også mulighederne for, at brugerne for alvor frit kan eksperimentere med informationen. I life_sharing forholdt det sig lige omvendt. Det var et komplekst værk, som fordrede engagement og opfindsomhed, men som til gengæld også rummede helt anderledes reelt frie og demokratiske muligheder for brugen af informationen. Samtidig udviklede det sig i real time, hvilket betød at informationen konstant ændrede sig I 2003 måtte 01.org dog ufrivilligt at værket. . Således havde life_sharing karakter af en åben platform, hvorfra man både kunne bruge, distribuere og producere information life_sharing er første del af 01.orgs overordnede projekt GLASNOST, der som navnet indikerer søger at skabe transparens på nettet gennem ”the stripping and diffusion of an enormous amount of data”, privat såvel som offentlig. Se http://www.0100101110101101.org/home/glasnost/. Ud over life_sharing omfatter GLASNOST værket VOPOS (2002), hvor 01.org over et år påmonterede sig en GPS-sender, der registrerede deres eksakte position i urbane landskaber , som så gennem en mobiltelefon blev sendt til deres computer hvor et program i real-time indtegnede den på et digitalt kort på deres hjemmeside.
.

Life_sharing er åbenlyst et anagram for file sharing og 01.org signalerede dermed en analogi dels mellem liv og filer, dels, og ikke mindst, mellem peer2peer-netværker og menneskelig interaktion. Det er i egentlig forstand et kollektivt værk, og som sådan er det også en konkret og konceptuel, pragmatisk og idealistisk, æstetisk model for kommunikation, økonomi og socialitet på nettet. Model fordi værket lægger op til, at enhver kan kopiere og adoptere det og derigennem også gøre informationen på deres harddiske tilgængelig for nettets offentlighed. For – og det er vigtigt for den affirmative kritik i life_sharing – kun gennem maksimal gennemsigtighed kan man overtrumfe, at information transformeres til et kontrol- og magtmiddel.

Fra kredsløb til netværk

 

The File Room, Carnivore, BoderXing og life_sharing adresserer det forhold, at måden man håndterer information på bestemmer måden man tænker information på – og omvendt – og at det i den forbindelse er netkunstens force at kunne mediere mellem disse to niveauer, bringe dem i spil og skabe nye regler. Således har alle værkerne karakter af et på en gang praktisk og konceptuelt redskab til at kanalisere information fra lukkede kredsløb ind i åbne netværker. De iværksætter en udveksling mellem konkret aktivitet og abstrakt refleksion, hvor information ikke fikseres i én bestemt funktion men slippes løs som et virtuelt potentiale, disponeret for videre cirkulation, forsat afkodning og omprogrammering.

Samtidig udfordrer værkernes æstetiske former, begrebsligheder og værdier en ensidig teknologisk tilgang til nettet. De tematiserer nettet som et kompleks informationsfelt med afgørende kulturelle, sociale og økonomiske implikationer, som dels nødvendiggør en kritik, dels muliggør demokratisk og heterogen kulturel produktion. Derigennem genereres en udvidet bevidsthed om og erfaring af, at nettet ikke, som de standardiserede styresystemer, er en færdigpakket løsning . Tværtimod udgør det i egentlig forstand et åbent og frit netværk, som man kollektivt kan tage aktivt del i, være med til at forme, skille ad, undersøge og bygge op igen, tænke, drømme og leve med.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *