No Dope, No hope 2

1.5.2007

Thomas Søbirk Petersen svarer på Inge Kryger Pedersens kritik af artiklen “No Dope, No Hope!” 

I dette temanummer af turbulens.net kommenterer Inge Kryger Pedersen (IKP) min artikel “No dope, No hope!”. Jeg vil gerne benytte lejligheden, til at sige mange tak til IKP for hendes mange kritiske kommentarer og observationer. Også tak til redaktør Peter Hinsby for her, at lade mig få muligheden for at besvare svar til IKP. Jeg har valgt ikke at besvare alle indvendinger, men i stedet koncentreret mig om besvare nogle af de centrale indvendinger. Jeg vil som afslutning på mit svar, knytte en kritisk kommentar til IKP’s eget bud på hvorfor fx EPO bør forblive på listen over ’forbudte’ stoffer.

For det første undrer Inge Kryger Pedersen (IKP) sig over, at jeg kritiserer følgende kendsgerning: Mens ikke-atleter kan anvende en række medicinske præparater (f.eks. kønshormoner, efedrin, astmamedicin) uden at blive straffet, så gælder dette, groft sagt, ikke for atleter. IKP’s anke tager mere præcist udgangspunkt i den observation, at det ikke forekommer problematisk, at have forskellige regler og forbud i forskellige samfundsmæssige institutioner (som fx ved sport og kunst) og at sådanne forskelle kan være med til at sikre en mangfoldighed af institutioner. Jeg mener dog, at denne indvending ikke rammer mit synspunkt.

Principielt set, er der selvfølgelig ikke noget i vejen med forskellige regler for forskellige institutioner. Men det er kun hvis, der er en moralsk relevant grund til at have forskellige regler, at disse forskelle er moralsk uproblematiske. At det kan være etisk forsvarligt, at drikke en håndfuld øl mens man optræder som rockmusiker, men ikke hvis man er pilot på arbejde, er der en række gode grunde til. Blandt andet, at piloten med sin adfærd udsætter sine passagerer for stor fare, mens en moderat fuld rockmusiker, alt andet lige, ikke direkte skader andre. Men det afgørende er, at en forskelsbehandling, for at være etisk forsvarlig, må bygge på at der findes mindst en moralsk relevant grund til at foretage en forskelsbehandling mellem institutioner eller mellem individer. Hvis det ikke er tilfældet, vil en forskelsbehandling være diskriminerende. Lad mig give et eksempel. At kvinder ikke får lige løn for lige arbejde, er således diskriminerende – for så vidt man ikke kan pege på en forskel mellem mænd og kvinder, der kan retfærdiggøre denne forskel. Min pointe med min oprindelige artikel er, at jeg ikke kan se, hvad der skal være den relevante forskel mellem atleter og ikke-atleter der skulle kunne retfærdiggøre, at atleter får adgang til nogle af de medicinske stoffer og metoder der er på forbudslisten. At brug af medicin er i mod sportens ånd, er det rene volapyk; at brug af legal medicin vil korrumpere sporten ligeså (medicin bliver brugt flittigt i de fleste sportsgrene), at brug af medicin er unaturligt (er det naturligt at køre med pladehjul? ER det ikke naturligt at mennesket bruger medicin?). Medicin kan, som i alle andre sammenhænge, være med til at øge sundheden for atleter, derfor bør vi ikke være så afvisende overfor medicin.

For det andet mener IKP, at jeg bør forholde mig til dansk lovgivning omkring doping, når jeg mener at en frigivelse af EPO vil føre til en afkriminalisering af sportsfolk. Baggrunden for IKP’s kommentar er her, at det ifølge dansk lovgivning er ulovligt at besidde, forhandle og distribuere stoffer som f.eks. EPO. Jeg er enig med IKP i, at det er underbelyst i min artikel hvad en frigivelse af EPO bør betyde for dansk lovgivning. Kort sagt, mener jeg at en mulighed kunne være, at det kun var læger, medicinalfirmaer og apoteker, der måtte ordinere, distribuere, forhandle og besidde EPO, mens disse typer af handlinger skulle vedblive med at være ulovligt for alle andre. Dette gælder også for anden receptpligtig medicin.

For det tredje nævner IKP, at jeg udfører et uholdbart regnestykke, når jeg siger at en frigivelse af EPO vil være billigere end alternativer som højdehus og højdetræning. Det uholdbare består, ifølge IKP i, at jeg ikke medregner de omkostninger det vil koste at indføre “lægelig overvågning af sportsfolk på alle niveauer i hele verden.” IKP har ret i, at overvejelser over hvad det vil føre til af øgede omkostninger i forbindelse med flere tests, såfremt EPO blev fjernet fra forbudslisten, med fordel kunne indgå i mit regnskab. Men det er ikke oplagt, at omkostninger til den enkelte atlet vil stige af den grund. Det vil formentlig, som det er nu, være idrætsorganisationer og WADA der vil stå for de øgede omkostninger. Desuden vil en frigivelse af EPO gøre det billigere for atleten at højne sin mængde af røde blod legemer, sammenlignet med den situation vi har nu. Og hvis EPO blev frigivet, skulle man blot, for at sikre sig at atleternes blod ikke var alarmerende tykt, teste en atlets hæmatokritværdi. At teste en persons hæmatokritværdi er meget billigt (det kræver blot en centrifugering af ca. 10 ml. blod), sammenlignet med at teste et atlet for om hans/hendes hæmotokritværdi skyldes kunstigt tilført EPO, højdetræning eller en genetisk mutation. Endeligt, virker det lidt overdrevet når IKP mener at en fjernelse af EPO fra dopinglisten, vil kræve “… lægelig overvågning af alle sportsfolk på alle niveauer i verden.” Blot fordi brug af et medikament kan misbruges (hvilket jo også er tilfældet med megen håndkøbsmedicin), behøver man jo ikke at teste alle potentielle brugere af det. Denne strategi vil være at skyde gråspurve med kanoner. Det vil formentlig række at teste elitesportsfolk regulært og tage stikprøver inden for motionsidrætten.

For det fjerede er IKP bekymret for at en frigivelse af EPO vil føre til at atleter vil have svært ved at vælge EPO fra, fordi de vil blive tvunget af f.eks. trænere, holdlæger og sponsorer til at bruge EPO. Det er selvfølgelig helt uforsvarligt hvis f.eks. trænere vil tvinge en atlet til at bruge medicin – det skal der sættes hårdt ind over for. Men som udgangspunkt må vi antage at voksne atleter, er i stand til selv at vælge hvad de bruger af medicin. Vi accepterer jo allerede, at atleter (og ikke-atleter) bruger medicin der ikke er på WADA’s liste (selv om den jo også kan misbruges), deltager i turneringer og gennemfører hårde træningsprogrammer. Hvis vi som tommelfingerregel tillader atleter, at foretage disse valg, så bør vi også acceptere at atleter – der ofte er meget omhyggelige med hvad de udsætter deres krop for – på et informeret grundlag anvender medicin (f.eks. EPO). Det er selvfølgelig irriterende for atleter, der ikke ønsker at tage EPO, hvis EPO blev frigivet da det nok vil betyde at man blev nødt til at tage EPO for at være med i eliten. Og på den måde har IKP ret i at nogle atleter vil opnå mindre frihed, i den betydning at de der ikke ønsker at tage EPO vil have færre muligheder end de havde før en frigivelse. Omvendt kan man sige at de atleter der ønsker at tage EPO – hvilket fx i cykelsport må siges at være mange – med en frigivelse vil opnå større frihed (de kan bruge EPO og de undgår at blive straffet) Men der vel også et kendetegn for sporten, at atleten gør sit yderste for at blive bedre. Så det at føle sig presset fordi ens modstandere gør noget, er der intet ny i. Hvis ens modstandere f.eks. træner mere og/eller på en mere effektiv måde, ja så må du følge trop hvis du ønsker at være blandt de bedste.

For det femte mener IKP, at effekten af at indtage EPO vil være som at tisse i bukserne. På kort sigt vil man øge sin udholdenhed. Men det vil være en kort varig glæde, da alle andre formentlig også vil bruge EPO og i følge IKP ville dette føre til at “… en i udgangspunktet genetisk ulighed …” næppe udlignes. Men det er lidt uklart hvorfor IKP mener, at den genetiske ulighed ikke udjævnes. En mulighed er at IKP mener, at alle kan få øget deres hæmatokritværdi lige meget i forbindelse med en sportskonkurrence. Men det er ikke tilfældet hvis vi indregner at en atlet ikke kan få lov til at deltage hvis deres hæmatokritværdi er over 50. I denne situation vil den genetiske ulighed bliver udjævnet. En person der har en genetisk mutation og derfor har en hæmatokritværdi på 50 vil ikke kunne anvende EPO, da han så kommer over den tilladte grænse. Mens en person, der har en ’almindelig’ hæmatokritværdi på 43, ville kunne øge denne værdi til 50. Dermed vil den genetiske ulighed være udjævnet.

IKP’ eget bud på hvorfor f.eks. EPO bør vedblive med at være på forbudslisten, er at en frigivelse af EPO kan ændre sport som en selvstændig institution. IKP skriver blandt andet “… at tillade et så beviseligt præstationsfremmende stof som EPO kan bidrage til at sportens sociale former forandres i en retning, hvor aktiviteterne i mindre grad er sport …. og snarere fremstår som ekstrem fitness, cirkus, bodybuilding, amerikansk wrestling eller andet …”.

Inger Krygers Pedersens eget bud på et reguleringsprincip

Det er to forhold der undrer mig ved denne begrundelse for hvad der bør være tilladeligt for sportsfolk at bruge af medicin. For det første er der intet belæg for, at frigivelsen af visse præstationsfremmende medicinske stoffer eller metoder vil ændre sportsgrene som fx cykling eller fodbold til at ophøre med at være sport. Der er en del præstationsfremmende stoffer, som koffein og kreatin, der ikke er på forbudslisten. Men det har jo ikke ført til at cykling, tennis, fodbold, håndbold og atletik er ændret så markant at vi ikke længere ønsker at kalde disse aktivitetsformer for sport!

For det andet, hvad er problemet ved, at en aktivitet som sport ændrer sig over tid? Hvis det nu blev demokratisk besluttet, at EPO skulle fjernes fra dopinglisten og det faktisk betød at visse sportsgrene som f.eks. cykling ændrede sig i retning af cirkus, hvorfor er det så et problem. Er cirkus virkeligt så moralsk forfærdeligt, at vi bør forhindre sport i at imitere cirkuskvaliteter som akrobatik og vovemod?