1.5.2007
Læs også Inge Kryger Petersens kritiske svar til Søbirks tekst i teksten Sportens spil handler ikke om sundhed
Farvel amatør – velkommen til fagre nye sportsverden
De glade amatørdage i sporten er forbi. Det var de dage, hvor en idrætspersonlighed som Knud Lundberg kunne spille på tre forskellige danske landshold (håndbold, fodbold og basketball) inden for en periode på få år. I dagens specialiserede sportsverden er dette en praktisk umulighed. Slut er de tider, hvor en fantastisk tennisspiller som Kurt Nielsen i 1953 (og 1955) vandt et ur for at nå finalen i Wimbledon-turneringen. I 2006 var præmien for en finaleplads i tennissportens mekka, Wimbledon, 3.500.000 kr. I dag er der millioner af kroner at tjene i eliteidræt. Tennisspilleren Roger Federer indspillede fx i præmiepenge for 2006 den nette sum af næsten 50 millioner kroner. Golfspilleren Tiger Woods tjente (ved præmiepenge plus sponsorater) i 2006 det astronomiske beløb 500 millioner kroner. Foruden økonomi kan vi hertil lægge psykologiske gevinster ved at være professionel atlet, såsom oplevelsen af ’stjernestunder’, social anerkendelse, selvforglemmelse, kærlighed til sporten etc.
Gevinsten ved succes er enorm, og det kan derfor være meget fristende at snyde i bestræbelserne på at opnå succes. En måde at snyde på er ved at bruge stoffer eller metoder, som er på WADA’s (World Anti-Doping Agency) forbudsliste. WADA er en verdensomspændende organisation, der blev etableret i 1999 som et svar på den store dopingskandale under Tour de France i 1998. WADA’s formål er at promovere og koordinere en international kamp mod brug af doping i sporten. WADA er støttet af fx IOC (International Olympic Committee), de fleste nationale idrætsforbund og EU. Hvis vi hertil lægger: (1) at doping er præstationsforbedrende og derfor kan betyde forskellen mellem succes og fiasko i sportens verden, (2) at kun ganske få atleter bliver testet for brug af doping, (3) at der løbende kommer nye stoffer til, som er vanskelige at opdage, og (4) at fx ni måneders udelukkelse fra konkurrence er en lille straf at betale for en millionsucces i dollars og (5) det psykologiske faktum, at elitesportsfolk konstant ønsker og bliver uddannet og trænet til at gøre deres bedste – er det klart, at atleter har en grund til at bruge doping. Brug af doping er med andre ord kommet for at blive, og drømmen om en dopingfri sport vil netop blot vedblive med at være en drøm. For ikke-elitesportsfolk er præstationsfremmende medikamenter en del af dagligdagen. I dag tillader vi fx brug af præstationsfremmende stoffer på raske ikke-atleter som eksempelvis: Viagra, kaffe, chokolade, slankemidler, vitaminpiller, naturlægemidler etc. Studerende og musikere bruger fx betablokkere (en slags hjertemedicin) for at bekæmpe symptomer på nervøsitet – det være sig hjertebanken, uro og rysten. Så hvorfor er vi så medicinskforskrækket, når det gælder sport?
I denne artikel vil jeg argumentere for, at atleter, som alle os andre, bør have lov til at nyde godt af medicinske stoffer (fx EPO og betablokkere) EPO (erythropoietin) er et naturligt hormon, som findes i menneskets krop, og som stimulerer produktionen af røde blodceller, som er med til at transportere ilt ud til musklerne. og metoder (brug af intravenøst drop), som er på WADA’s forbudsliste. Først vil jeg begrunde mit synspunkt, herefter vil jeg forsvare det mod forskellige indvendinger.
Men først et par bemærkninger før jeg stiller mig i startblokken. For det første er atleters brug af stoffer, som er på WADA’s forbudsliste, selvfølgelig, som udgangspunkt, snyd og derfor umoralsk. Forbudslisten gælder for alle atleter, og den skal atleter selvfølgelig overholde, ligesom man skal overholde andre regler i konkurrencesport, hvis man ønsker at deltage. Min pointe er blot, at vi må undersøge om reglerne er gode nok – og det vil jeg så argumentere for, at de ikke er. Regler om hvordan vi må handle inden for sport, er jo ikke hugget i sten. For det andet, i det følgende bruger jeg ordet ’doping’ som betegnelse for, at en idrætsudøver anvender stoffer, Af stilistiske grunde nøjes jeg i det følgende med at skrive ’stoffer’, selv om jeg mener ’stoffer og metoder’. Det gælder selvfølgelig kun med mindre, jeg skriver noget andet. der er opført på WADA’s forbudsliste. World Anti-Doping Agency: The 2006 Prohibited List, International Standard. www.wada-ama.org/en/ På listen er præstationsfremmende stoffer som amfetamin, anabolske steroider, væksthormoner og EPO. Men stoffer som alkohol, vanddrivende midler og cannabis (da. hash), som typisk ikke er præstationsfremmende, er også på listen. Og det kan være metoder som brug af intravenøst drop. Brug af intravenøst drop kan fx hjælpe med at ’speede’ indtaget af salt og sukker op. Derved kan atleten, efter en hård konkurrence/træning, foretage en hurtigere og ofte mindre smertefuld restitution, end hvis stoffer som salt og sukker blev indtaget oralt.
Frigiv EPO og få mere sundhed og lighed blandt atleter
Mit synspunkt vedrørende brug af stoffer i idrætten er følgende: Når vi skal finde ud af, om et stof skal være på WADA’s forbudsliste eller ej, mener jeg, at vi primært Mit fokus i denne artikel er, hvad atleter bør anvende af stoffer, men det er klart, at hvilken effekt det har for ikke-atleter, at atleter har adgang til medicinske stoffer også bør spille en rolle for vurderingen af, hvad der bør stå på WADA forbudsliste. Denne effekt vil jeg komme ind på i slutningen af artiklen. bør fokusere på to centrale hensyn. Hensynet til atleternes sundhed og hensynet til, at atleterne, så vidt som det er muligt, har lige muligheder for at deltage i elitesport. Jeg tror, at alle vil være enige med mig i, at atleternes sundhed er essentiel, når vi skal diskutere, hvor grænsen for brug af medicinske stoffer i sporten skal gå. Sundhed er vigtigt, da sundhed ofte er helt centralt for, at vi oplever vore liv som gode. Hvis et medicinsk stof fx kan forebygge, at mennesker bliver smittet med vira (fx HIV-virus), men at det utilsigtet har en sportspræstationsforbedrende bivirkning, så bør atleter vel også have adgang til denne medicin. Det eksempel viser, at det afgørende ikke er om et stof er præstationsfremmende, men at det har gode (positive) konsekvenser for folks sundhed.
Jeg tror, at lige muligheder for alle er et ideal, som de fleste mener, at vi bør prøve at realisere. Uanset hvilken social status eller hudfarve en atlet har, skal vi tilstræbe, at de har lige muligheder for at deltage i sportskonkurrencer. Jeg mener, at disse hensyn kan begrunde, at flere af stofferne og metoderne på WADA’s liste bør fjernes. Mere konkret er mit synspunkt, at meget farlige stoffer som fx anabole steroider, amfetamin og kokain bør forblive på forbudslisten. Men at mindre farlige (eller ufarlige) stoffer og metoder som EPO (erythropoietin), salbutamol Salbutamol er et astma-medikament – for dets ufarlighed se Doping – En hvidbog, afsnit 2.3 og brug af intravenøst drop, bør fjernes fra listen.
Lad mig begynde med hensynet til sundhed. Der er metoder på listen, som kan gavne atleters sundhed. Jeg vil ikke her, eller andre steder, kunne gå ind i en detaljeret analyse af hvert enkelt stof eller metode, så jeg har derfor valgt at fokusere på intravenøst drop og EPO. Som jeg nævnte i begyndelsen af kapitlet, så kan brug af intravenøs infusion af salt og sukker faktisk mindske ubehaget for atleter, når de efter en hård konkurrence eller træning skal restituere kroppen. Brug af intravenøst drop vil næppe øge uligheden blandt atleter, da det er en forholdsvis billig metode, som kun vil blive brugt i forbindelse med ekstreme sportspræstationer. Denne metode bør derfor ikke være på WADA`s forbudsliste. Hvad angår EPO, vil jeg pege på fire fordele ved at frigive stoffet.
Brug af EPO kan, i modsætning til hvad mange tror, være sundt, hvis det bliver givet i små mængder, i korte perioder og i forbindelse med lægelig rådgivning eller overvågning. Formålet med brugen af EPO kan være ønsket om hurtig restitution og øget præstation. Der er fx ingen tvivl om, at det er usundt og sundhedsskadeligt at deltage i et cykelløb som Tour de France. Efter en etape i touren, er antallet af røde blodlegemer i rytternes blod faldet mærkbart. Det ville gøre sporten mindre skadelig for deltagerne, hvis rytterne kunstigt blev tilført EPO i stedet for at lade dem køre videre på en nedbrudt krop. En anden mulighed er selvfølgelig også at nedlægge eller forkorte konkurrencer som Tour de France. En forkortelse vil sandsynligvis gøre belastningen mindre og gøre incitamentet til at bruge doping som restitution mindre, men næppe incitamentet til præstation. Brug af visse substanser på den forbudte liste synes altså at kunne øge sundheden for atleter. Hør fx hvad idrætslæge Andreas Hartkopp er blevet citeret for i Weekendavisen:
Både testosteronniveauet og mængden af røde blodlegemer falder under kraftig fysisk belastning. For en cykelrytter vil der være rigtig god logik i at supplere med det, han mangler. Fuldstændig ligesom når man tager en vitaminpille for at supplere det man ikke får i kosten. [ … ] Det vil også være smart at supplere med lidt EPO. Så man får blodprocenten op igen. Christensen i Weekendavisen 1.-7. juli 2005 i artiklen ”Diagnose: Tour de France”. For andre eksempler på læger, der mener at brug af fx EPO og testosteron kan være sundhedsfremmende for atleter, se citaterne i Møller 2005 s. 128-139.
Så hvis Hartkopp har ret, hvorfor være så medicinsk forskrækket? I dopingdebatten er der et klart misforhold mellem den entydige moralske afvisning af at lade atleter bruge visse typer medicin, og så manglende henvisning til data, der entydigt fortæller, at medicinen (også i små og lægekontrollerede mængder) er sundhedsskadelige. I forsøget på at demonstrere farligheden af EPO henvises der ofte til, at EPO sandsynligvis er årsag til, at en række unge hollandske og belgiske cykelryttere i slutningen af 1980’erne døde. Men siden da er der mig bekendt ingen, der med påviselig grund er døde af EPO. Det må skyldes at sportslægerne og atleterne nu ved mere om EPO og derfor er blevet bedre til at dosere brugen af EPO, og at man inden for flere sportsgrene (fx cykling og skiløb) har sat en sikkerhedsgrænse for, hvor høj hæmatokritværdien af ens blod må være.
Der er endda enkelte atleter, der mener, at brug af EPO kan øge sikkerheden ved udøvelse af sport. Den amerikanske alpine skiløber Bode Miller er citeret for at have sagt følgende:
Jer er overrasket over at [ EPO ] er ulovligt. I vores sport vil indtag af EPO udgøre en minimal sundhedsrisiko, og det vil faktisk øge sikkerheden for atleten, fordi du dermed vil minimere risikoen for at begå en fejltagelse til slut i løbet (hvor du er meget træt og skal foretage beslutninger i løbet at et splitsekund) som kan slå dig ihjel. Se fx American backs use of EPO by skiers, Arizona Daily Star, www.azstarnet.com/sn/cycling/96883.php
For det andet må man forvente, at en frigivelse af EPO nok vil føre til øget vidensdeling blandt idrætslæger og idrætsudøvere om EPO. En vidensdeling der kan åbne op for, at EPO primært bliver brugt på en sundhedsforsvarlig måde. Dette skal ses i forhold til den situation, vi har nu, hvor EPO bliver distribueret på et sort marked. Et sort marked er per definition ureguleret, og der er derfor god grund til at tro, at kontrollen af stoffernes kvalitet og brug er dårligere end på et hvidt marked. For det tredje kan frigivelsen af EPO øge den økonomiske lighed mellem atleter i forhold til at øge mængden af røde blodlegemer. I dag er situationen den, at (1) et højdetrykskammer koster 300.000 kroner, (2) et års forbrug af EPO på det illegale marked koster ca. 100.000 kroner,Tallet har jeg fra journalist Christian W. Larsen, der har interviewet ikke-syge brugere af EPO. (3) et ilttelt koster cirka 40.000 kroner, (4) højdetræning, der involverer, at man sover i bjerge og træner ved landjorden, kan også være dyrt, mens (5) en måneds forbrug af EPO på det legale marked koster cirka 700 kr. Bemærk, at (1), (3) og (5) ifølge WADA er tilladte at anvende. Ved at frigive EPO vil flere have mulighed for at øge mængden af røde blodlegemer, og man vil hjælpe folk fra fattige lande eller forbund der ikke har råd til et højdetrykskammer, hvis EPO bliver frigivet.
Desuden er der stor genetisk forskel på, hvor mange røde blodlegemer et menneske har. Nogle mennesker har cirka 50 % flere røde blodlegemer, end hvad en normal person (ved jordoverfladen) har. Finnen Eero Mäntyranta, som ved OL i Innsbruck 1964 vandt to guldmedaljer i langrend, er et stærkt eksempel på denne genetiske ulighed. På grund af en genetisk mutation havde han 20 % flere røde blodceller end andre atleter.“Eero Mäntyranta: Natural Rich Blood”, www.olympic.org (2007)Så ved at frigive EPO kan man øge den genetiske lighed. For det fjerde, ved at fjerne EPO fra forbudslisten opnår man nogle fordele, som generelt gælder al afkriminalisering. Man fjerner en mulighed (om end den nok er lille) for, at kriminelle kan profitere af at producere/distribuere/stjæle/sælge EPO, og man vil fjerne en af årsagerne til, at visse atleter kommer i kontakt med kriminelle miljøer. Afkriminalisering vil typisk betyde, at færre vil bliver straffet, hvilket har de umiddelbare fordele, at der kan spares penge på testning af EPO, efterforskning og retssager. Desuden vil en afkriminalisering betyde, at atleter (og deres pårørende) undgår de velfærdstab, der ofte er forbundet med at blive straffet.
Mit synspunkt er foreneligt med øget testning af atleter. Hvis EPO blive frigivet, vil det være godt at følge op med en øget testning. Øget testning for hæmatokritværdi vil selvfølgelig betyde en ekstra udgift, men hvis man undlader at teste for EPO er der også penge at spare, da en recombinant EPO test er væsentlige dyre end en hæmatokrittest. Se fx Abbott ”What price the Olympian Ideal”, Nature 2000, Vol. 407, 124-127 Hvis WADA ønsker at fokusere på atleters sundhed, bør de fokusere på værdier, der viser, hvor stort antallet af røde blodlegemer er i kroppen (fx ved at måle hæmatokritværdien) og ikke så meget på, hvad årsagen er til et øget antal røde blodlegemer. Det er en strategi, som den internationale cykelunion (UCI) gør brug af. Hvis en rytter før en konkurrence får målt sin hæmatokritværdi til at være over 50 (’50’ refererer til, at antallet af røde blodlegemer udgør 50 % af blodvolumen), får den pågældende rytter ikke få lov til at deltage i konkurrencer i to uger, da en hæmatokritværdi over 50 øger risikoen for blodpropper.
Strategien minder om den, der også bliver anvendt af det internationale skiforbund (FIS). Et af de seneste eksempler er fra vinter-OL i Torino 2006, hvor ca. ti langrendsløbere blev forment adgang til at deltage i konkurrence i de første fem dage af legene. Årsagen var at tests havde afsløret, at de i deres blod havde en for høj koncentration af hæmoglobin, til at det var sundhedsmæssigt forsvarligt, at de deltog i hård konkurrere. Lad mig i næste afsnit kort kommentere seks indvendinger mod mit synspunkt.
Kritik af mit synspunkt
a) Sportens ånd
Ifølge WADA er det i modstrid med sportens ånd, hvis atleter anvender stoffer, som er på deres forbudsliste. Og en handling, der er i modstrid med sportens ånd, er umoralsk. Men denne indvendig rejser mindst tre problematiske spørgsmål, som jeg vil besvare efter tur: Hvad er sportens ånd? Hvorfor er det umoralsk at handle i modstrid med sportens ånd? Er brug af præstationsfremmende stoffer nødvendigvis i modstrid med sportens ånd? WADA mener, at sportens ånd er karakteriseret ved følgende værdier. World Anti-Doping Code , WADA, 2003, p. 3
* Etik, fair play og ærlighed
* Sundhed
* Excellent optræden
* Karakter og uddannelse
* Sjov og leg
* Samarbejde
* Dedikation og engagement
* Respekt for regler og love
* Selvrespekt og respekt for andre deltagere
* Mod
* Fællesskab og solidaritet.
Men hvorfor netop disse værdier? Hvis WADA med deres indkredsning af ’sportens ånd’ mener, at de har indfanget noget unikt eller særligt ved sporten, er det forkert. For det første passer disse værdier også på aktiviteter, der ikke har noget at gøre med sport. Fx forskning, arbejde etc. For det andet, er der mange sportsaktiviteter eller situationer, der intet har med flere af ovenstående værdier at gøre. At spille en fodboldkamp behøver ikke at være udtryk for: ’sjov og leg’, ’excellent optræden’, ’samarbejde’ og ’mod’. Det bringer mig over til det andet spørgsmål – hvorfor er noget umoralsk, hvis det er i modstrid med sportens ånd? En sådan holdning har implikationer de færreste vil acceptere. Fx kan en fodboldkamp være i modstrid med flere af værdierne. Det er ikke altid sjovt at spille fodbold, og der er ikke altid tale om en excellent optræden – men derfor vil vi næppe kalde fodbold for umoralsk.
Endeligt er det ikke oplagt, at brug af alle stoffer, som er præstationsfremmende, er i modstrid med sportens ånd. Brug af fx EPO kan være udtryk for engagement og mod, og føre til sportslig excellence. Sat på spidsen så forekommer doping ikke at være i modstrid med sportens ånd, men tværtimod at være en del af sportens ånd. Det forekommer mindst lige så rimeligt at hævde, at det er i overensstemmelse med sportens ånd at vælge at blive bedre og i denne proces at bruge medicinsk (og psykologisk) ekspertise. Måske ligger det i menneskets natur, som et produkt af evolutionen, at vi stræber efter at blive bedre til det, vi arbejder med eller interesserer os for. At menneskets natur er af en sådan karakter bliver understøttet af, at vi ved, at mennesket altid har brugt præstationsfremmende stoffer (også i sportens verden), og at der altid har været nogle af disse stoffer, der er tilladte. Se fx Verner Møllers Dopingdjævelen, 2005 s. 25-29. I dag tillader vi fx brug af præstationsfremmende stoffer på raske ikke-atleter som eksempelvis: Viagra, betablokkere, koffein, kreatin, slankemidler, vitaminpiller, naturlægemidler etc. Bortset fra de to førstnævnte typer af medikamenter er resten tilladt inden for sportens verden.
b) Accept af doping brug krænker atleters autonomi
En indvending, som jeg ofte er stødt på, når jeg har holdt oplæg eller foredrag om etiske overvejelser i forbindelse med doping, er følgende: Hvis doping bliver frigivet, bliver atleter tvunget eller presset til at dope sig. En sådan konsekvens er umoralsk, da det vil krænke atleternes autonomi. Indvendingen er problematisk af flere grunde.
Jeg mener for det første, at vi skal undlade at overdrive ideen om, at atleter bliver tvunget til at tage medicinske stoffer – hvad enten de står på en forbudsliste eller ej. En atlet kan sige nej til at dyrke sin idræt og nej til at bruge bestemte stoffer. Hvis vi accepterer, at ikke-atleter kan tage autonome beslutninger i disse situationer, er det ikke oplagt, hvorfor cde skal straffes. Desuden, hvis vi accepterer, at presset fra andre atleter til at præstere er udtryk for et moralsk problematisk pres, så får det urimelige konsekvenser. Ifølge denne tankegang vil det være et moralsk urimeligt pres, at fx en maratonløber følte sig presset til at træne hver dag for at være i stand til at konkurrere med de bedste løbere. Det kan selvfølgelig være et problematisk psykologisk pres for den enkelte at yde sit bedste.
Men heraf følger ikke, at det er et pres, der er moralsk problematisk. For ingen vil vel afvise eliteidræt som umoralsk, blot fordi atleten vil føle sig presset til at yde sit bedste. Det er jo en kendsgerning i eliteidræt, at man for at være med på topplan, ofte må træne ligeså meget som de andre. Jeg mener, at der er god grund til at antage, at en person selv vælger at blive atlet og selv vælger, om hun vil anvende et præstationsfremmende stof eller ej. At atleter ofte vil vælge frivilligt, også i forbindelse med doping, bliver understøttet af, at vi allerede accepterer, at atleter selv vælger om de vil følge et træningsprogram, deltage i en turnering, bruge medicin som ikke er på WADA’s liste etc. Hvis vi har tillid til, at atleter kan vælge frit i disse situationer, hvorfor så ikke tro på, at de på et informeret grundlag kan vælge, hvilken medicin de, generelt set, ønsker at bruge? Selvfølgelig kan der være specielle tilfælde, hvor en atlet bliver truet, af fx en træner, til at anvende stoffer. Dette scenario er selvfølgelig moralsk problematisk og noget, der ikke bør finde sted. Men generelt set må vi antage, at atleter befinder sig i en moralsk forsvarlig position, hvor de kan vurdere, om de vil tage medicin eller ej.
Tankegangen passer meget godt med vores handlinger inden for en række andre områder end sportens. I sundhedsvæsenet accepterer vi, at folk afstår fra at modtage behandling, selv om lægen ved, at det kan være mere helbredsskadeligt for patienten at afvise behandling. Udgangspunktet for denne accept er jo den ide, at vi formoder, at der er tale om en frivillig, velinformeret beslutning foretaget af et rationelt individ. Lad mig give et andet eksempel. Som universitetslærer antager jeg, at de studerende selv er i stand til at vælge, om de vil forsætte studierne (jeg kan selvfølgelig fungere som sparringspartner for den studerende, der er i tvivl). De studerende er som atleterne også udsat for et pres, da deres livsindhold og økonomi til dels også afhænger af hvilket studie, de vælger, og om de klarer sig godt til eksamen. Men disse faktorer gør jo ikke, at deres beslutninger er etisk problematiske.
c) Doping frarøver sportens attraktionsmoment
Morten Mølholm Hansen, kommunikationschef i Dansk Idrætsforbund, har kritiseret min position med følgende indvending: ”Doping krænker de regler, der er sat op for at beskytte sportens væsentligste attraktionsmoment: Den gennemskuelige konkurrence, hvor intet er givet på forhånd.” Hansen, M. M.: ”Doping truer sportens væsentligste attraktion”, Politiken, 28. juli 2005. Hansen har selvfølgelig ret i, at sportsfolk skal overholde de regler, der gælder for den sport de dyrker – det har jeg allerede slået fast i indledningen af denne artikel. Og jeg er også enig med Hansen i, at noget af dét, som er spændende og underholdende ved sport, er, at resultatet ikke er givet på forhånd. Det er, blandt andet, derfor, at vi finder aftalt spil indenfor sport umoralsk og ødelæggende for underholdningsværdien.
Men selv hvis WADA nu fjernede alle stoffer fra forbudslisten, vil det jo ikke betyde, at vi vidste hvem, der vandt en konkurrence, før konkurrencen gik i gang. Selv hvis fx EPO blev tilladt – og alle faktisk brugte EPO – er der jo andre faktorer, der er med til at bestemme om en person vinder fx Tour de France. Det kan være den genetiske udrustning, træneren, sportsdirektøren, den taktiske evne, den rette psykologiske indstilling. Eller det kan være punkteringer og andre uheld som fx den berømte sorte hund eller den kåde tilskuer, der kan løbe i vejen for rytteren. Alle disse forhold peger på, at resultaterne ikke er givet på forhånd (doping eller ej), og at der er forhold, man ikke kan dope sig ud af. Inden for fodbold og tennis kan man fx ikke dope sig til bedre boldføling eller teknisk kunnen. Så der er ikke grund til at være bekymret for, at den udøver, der vinder, bliver den atlet med den bedste medicinmand/kvinde ved sin side. Selv om Prins Henrik og jeg begge er habile tennisspillere, så vil vi – selv om vi var nok så dopede – ikke have en reel chance for at kvalificere os til Wimbledon.
d) Doping fremmer et andet spil end sport
En indvending, som jeg ofte har hørt, går på, at doping er umoralsk, fordi det fremmer et andet spil end sport. Argumentet har en vis styrke, hvis det bliver understøttet af præmisser, der betoner, at doping er brud på nogle regler, som gælder for sport, og som det er umoralsk at bryde. Men ellers mener jeg, at der er god grund til at være skeptisk overfor indvendingen. Hvad nu hvis disse regler for sport blev ændret? Brug af doping vil selvfølgelig ændre den aktivitet, vi kalder sport, men hvad så? Det er vel næppe umoralsk i sig selv at ændre på en praksis? Sport har jo ændret sig gennem tiderne og nogle gange til det bedre. Vi kan vel også hævde, at sport stadigvæk vil eksistere, selv hvis der ikke var forbud mod at anvende doping. Antag at anabolske steroider blev fjernet fra forbudslisten, og at fodboldspillere tog anabolske steroider. Det synes da rimeligt at antage, at fodbold stadigvæk vil eksistere, spillerne vil bare være mere muskuløse, mere aggressive og formentlig have kortere karrierer. Der kan jo stadigvæk være de samme regler for selve fodboldspillet, som der er i dag. Det er selvfølgelig muligt, at en ’idrætsgren’ ændrer sig så meget, at vi ikke længere vil kalde det for en sport. Hvis 100 meter-løbere fik sat propeller på ryggen, vil vi nok holde op med at kalde det for 100 meter-løb, men det betyder vel ikke, at det vil være umoralsk at flyve et 100 meter-løb.
En pragmatisk indvending, der kan ligge i forlængelse af førnævnte, betoner, at der ikke vil være publikum (eller sponsorer) til en sport, hvor folk anvender en række af de stoffer, der er på WADA’s nuværende liste. Men hvis nogle af de stoffer blev frigivet, og det altså ikke længere var strafbart at anvende dem, så må vi formode at forargelsen mod at bruge disse stoffer falder betragteligt – da der ikke længere vil være tale om snyd. Publikum og sponsorer støtter gladeligt sport, der benytter sig af mange medicinske midler. I USA er det alment kendt, at amerikanske fodboldspillere bruger anabole steroider.
e) EPO er unaturligt og derfor umoralsk
En anden grund, man kan fremhæve, er, at det at sprøjte EPO ind i kroppen er unaturligt og derfor umoralsk, men at det ikke er unaturligt at højdetræne, at bruge højdehuse eller iltmaskiner. Men hvad det betyder – at noget er unaturligt – er jo langt fra indlysende. I den mest umiddelbare og fundamentale betydning er vores nuværende civilisation jo ikke andet end en lang udvikling væk fra naturtilstanden. Uden denne udvikling ville vi være som dyr, der løb nøgne rundt i skoven eller på savannen.
Prøv endvidere at stille dig følgende spørgsmål: Er det naturligt, når cykelryttere ved tidskørsel i store cykelløb er iklædt fantomdragt, en halv meter lang aerodynamisk hjelm med indlagt kommunikationsudstyr og med fråde om munden kører på en cykel til en kvart million kroner – og tilmed på en cykel, der har pladehjul og et mærkeligt styr. En person kan selvfølgelig mene, at fx tidskørsler i prestigefyldte cykelløb er unaturlige, og at brug af højdehuse er unaturligt. Men hvorfor egentlig det? Kan man ikke lige så vel hævde, at det er naturligt, at mennesket konkurrerer og stræber efter at blive bedre ved hjælp af teknologi? Desuden, selv hvis vi blev enige om, hvad der er unaturligt, så er det stadigvæk et åbent spørgsmål om det ’unaturlige’ også er umoralsk. Blot fordi en handling bliver stemplet som unaturlig, er det vel ikke grund til at vurdere handlingen som umoralsk.
f) Hvis frigivelse af EPO, hvorfor så ikke frigive alt?
En sidste oplagt indvending mod mit synspunkt, som jeg her vil diskutere. er følgende: Da mit synspunkt implicerer, at EPO ikke skal være på listen, fordi det, hvis taget i små mængder og under supervision af læger, ikke er sundhedsskadeligt. Så synes det at følge, at anabole steroider og kokain også bør fjernes fra listen, da disse stoffer – hvis de bliver givet i små mængder og under lægekontrol – ikke involverer en større risiko for atleter end en tilsvarende brug af EPO. Men da det, for de fleste mennesker, er indlysende (inklusiv undertegnede), at brugen af amfetamin, anabole steroider og kokain ikke bør være tilladt, følger at mit synspunkt er uholdbart.
Jeg mener dog, at mit synspunkt ikke bliver ramt af denne indvending. Det afgørende ved indvendingen er, hvorfor man synes, at steroider og kokain skal være på en forbudsliste. Hvis begrundelsen er, at det er imod sportens natur – at det ødelægger sportens attraktionsværdi eller ændrer sport til noget andet end sport – så har jeg kommenteret det. Jeg mener dog, at der er forhold, der gør, at vi bør forbyde stoffer som anabole steroider og kokain. Hvis vi antager, (1) at størstedelen af anabole steroider og kokain (i modsætning til fx EPO) bliver brugt i en ikke-sportslig kontekst, der ikke har noget at gøre med sportspræstationen, men i stedet har noget at gøre med udseende eller at blive ‘høj’ eller ‘skæv’, og (2) at en legalisering af anabole steroider vil føre til et øget ikke-lægesuperviseret forbrug blandt ikke-sportsfolk, så følger at der er en stærk grund til at forbyde anabole steroider. En grund som ikke gælder for brug af EPO.
Selv hvis stoffer som steroider og kokain ikke adskiller sig fra EPO, hvad angår den sundhedsrisici atleter udsætter sig selv for, hvis de blot tager små mængder af disse stoffer under lægelig supervision, så bør førstenævnte stoffer ikke legaliseres. Stofferne bør ikke legaliseres, da det kan være svært at kontrollere om brugen af et stof, som er legalt i en sammenhæng – fx brug af steroider i små mængder af atleter under lægelig supervision – ikke bliver brugt i en illegal sammenhæng. Fx at unge mænd bruger steroider i store og skadelige mængder.
Sammenfatning
Brug af præstationsfremmende stoffer i sportens verden er et emne, som udover at være meget aktuelt, og som sandsynligvis vil få øget opmærksomhed i fremtiden, også berører nogle stærke følelser omkring, hvad sport bør være, og hvad atleter bør indtage af substanser. Jeg har argumenteret for, at der er en side af dopingdebatten, som for sjældent ser dagens lys. Nemlig en åbenlys kritik af WADA`s forbudsliste og et forsøg på at udfordre nogle af de rygmarvsrefleksioner, som udgør manges holdning til doping.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage til ’de gode, gamle amatørdage’, lad os derfor omfavne de medicinske muligheder, der kan være med til at forbedre atleters liv, og se på, hvad hvert enkelt stof kan bidrage med, i stedet for at lade den automatiske teknologiforskrækkelse vinde på forhånd. Når vi i dagligdagen anvender præstationsfremmende stoffer for at få et bedre liv (fx alkohol, betablokkere og kaffe), så bør vi også lade elitesportsfolks nyde godt at disse substanser. Medicinske fremskridt bør ikke kun være til gavn for ikke-atleter. Mit forslag vil give atleter mulighed for at gavne deres liv og øge muligheden for en mere fair konkurrence.
Thomas Søbirk Petersen.er pPh.d., adjunkt i moralfilosofi,Forskningsgruppen for Straf og Etik, RUC, afdeling for Filosofi ogVidenskabsteori.