Om alternative fakta

23.02.2018

Nogle gange skal der en åbenlys løgn til for at afdække en væsentlig sandhed. Det var tilfældet den 22. januar 2017, da den amerikanske præsident Trumps rådgiver Kellyanne Conway forsvarede pressetalsmand Sean Spicers helt åbenlyse og unødvendige løgn om, at der var flere til Trumps indsættelse end til Obamas. Adspurgt om det, som journalisten kaldte Spicers ”beviselige løgn” svarede Conway: ”Vores pressesekretær Sean Spicer gav alternative fakta”, inden hun blev afbrudt af journalisten, der sagde: ”Vent. Alternative fakta? Alternative fakta er ikke fakta. De er løgne.

Conway forsøgte at dække over en løgn. Hun har fortjent al den kritik og latterliggørelse, som hun fik. Men det var ikke den fakta-forsvarende journalist men derimod Conway, der kom til at sige noget interessant.

Jeg vil i det følgende argumentere for, at Conway giver os mulighed for at diskutere noget væsentligt, for det første ved det politiske i almen og tidløs forstand, nemlig verdens egen ubestemmelighed og politikkens forsøg på endelig bestemmelse; for det andet ved aktuel politik i specifik forstand, nemlig omkring den politiske konfliktualitets fortsættelse efter ideologiernes død; og dermed for det tredje også ved kilderne til det politiske sprog og dets nye privilegerede udøvere.

Fakta taler ikke selv

Lad os starte med at komplicere tingene ved at gå tilbage 90 år før Conways interview, nærmere bestemt i 1927, hvor den amerikanske filosof John Dewey udgav bogen The Public and its Problems. Helt fra starten skriver Dewey om afstanden mellem fakta og deres betydning. Anden sætning i bogen lyder: ”Mange mennesker synes at tro, at kendsgerninger fører deres egen betydning med sig og stiller den åbent til skue. Hvis man indsamler nok af dem, springer deres fortolkning i øjnene på en” (Dewey 2017: 63). Det kunne vi kalde for en folkelig forståelse af fakta, men det er i høj grad også den banaliserede forståelse af fakta, der ligger bag det herskende teknokrati og nødvendighedens politik.

”Politiske kendsgerninger”, siger Dewey, ”eksisterer ikke uafhængigt af menneskelige begær og bedømmelser” (Dewey 2017: 65). Det er indbildning at tro, at vi kan holde os til det, der bare er og ikke på et tidspunkt lande i spørgsmålet om, hvad der skal eller bør være. Dewey påstår ikke, at der ingen fakta findes udenfor os, forhold der bare står, men han insisterer på, at vi ikke

[…] kan komme uden om forskellen på kendsgerninger, som er, hvad de er, uafhængigt af menneskelige begær og bestræbelser, og kendsgerninger, som i nogen grad er, hvad de er, på grund af menneskelige interesser og formål, og som ændres, når disse interesser og formål ændres. Jo mere oprigtigt vi appellerer til kendsgerninger, desto vigtigere er sondringen mellem kendsgerninger, som betinger menneskelig aktivitet, og kendsgerninger, som er betinget af menneskelig aktivitet (Dewey 2017: 66).

Og politiske kendsgerninger, politiske fakta, er betinget af menneskelig aktivitet. De er, som en anden politisk tænker, Hannah Arendt, siger, stumme, indtil de bringes til at tale. Fakta, skriver Arendt i sit essay Truth and Politics fra 1967, er ”hinsides enighed, uenighed, mening eller tilslutning.” (Arendt 2006: 236). Politisk set

[…] har sandhed en despotisk karakter. Den er derfor hadet af tyranner, der korrekt frygter konkurrencen fra en tvangsmæssig kraft, de ikke kan monopolisere, og sandheden har endda en usikker status hos regeringer, der bygger på tilslutning og som afskyr tvang. Fakta er hinsides aftale og tilslutning og al snak om dem – alle meningsudvekslinger baseret på korrekt information – vil bidrage intet til deres afgørelse. Uvelkomne meninger kan der argumenteres imod. De kan afvises eller gås på kompromis med, men uvelkomne fakta besidder en irriterende stædighed, som intet kan bevæge andet end den rene løgn (Ibid.).

Fakta er ifølge Arendt ikke-deliberative. De reagerer hverken på trusler, kommandoer, forførelser eller argumenter. Og derfor er de ifølge Arendt også udemokratiske. Men her skal vi korrigere Arendt en smule, for hun har en naiv, teknokratisk idé om fakta, der gør løgnen til det eneste alternativ til fakta. I stedet kan vi sige, at fakta først bliver politisk interessante, når de optræder i konkurrerende flertal. At fakta altid pluraliseres, betvivles, diskuteres, så snart de møder politikken, eller det som Dewey kaldte for ”menneskelige begær og bedømmelser.” Fakta er politisk set langt mere mobile, stykbare, omgrupperingsklare, end Arendt forestiller sig.

Så den første, generelle pointe vi kan afdække ved at reflektere over Conways begreb om alternative fakta er det, at verden, og den politiske verden især, ikke kan lukkes af eller gennem fakta.

Den politiske idéhistoriker Michael Freeden har i sin seneste bog glimrende påvist, at det underliggende og drivende rationale for politik er ”jagten på afslutning og beslutsomhed i gruppers anliggender” (2013: 22). Politik handler om at afslutte tilværelsens kontingens, lukke debatten, beslutte retningen, gøre ende på tvivlen, komme videre. Men, siger Freeden, det er ”afslutninger, der altid umuliggøres af de usikre og utilstrækkelige omstændigheder i hvilken den jagt på afslutning foregår” (Ibid.). Politik handler altså om jagten på at beslutte, afgøre, afslutte, men selve det medium hvori denne afslutning foregår, politikken, hindrer afslutningen i at blive reel og endelig. Politik er den uafsluttelige jagt på afslutning.

Fakta forsøges konstant anvendt til at lukke politikken, og alternative fakta er det, der genåbner, men genåbner som forsøget på også at være en lukning.

 

Der er altid alternative fakta, der kan genåbne en diskussion, hindre en afgørelse, om det så er antal mennesker til en indsættelsesfest eller om det er, hvorvidt det er transporttid eller trafikdræbte, der er de relevante fakta til at bestemme hastigheden på motorvejen. Fakta forsøges konstant anvendt til at lukke politikken, og alternative fakta er det, der genåbner, men genåbner som forsøget på også at være en lukning.

Så her har vi den generelle pointe læst gennem begrebet alternative fakta om, hvordan politik i almindelighed foregår, særligt men ikke kun i demokratiske lande og epoker. Og den kvalificering kan vi bruge til at bevæge os til den anden og aktuelle pointe.

Politikkens fortsættelse med andre midler

Det, vi kan bruge Conway til at afdække for os her i anden del er, at ideologiernes død ikke har mindsket men dramatisk forøget den politiske konfliktualitet. Og Conway er vores indgang til det i betragtningen nu ikke af hendes udsagn men i reaktionen derpå, hvor liberale og venstreorienterede journalister og kommentatorer frådende kastede sig over udsagnet som bevis på hendes, men mest hendes chefs, komplette og absolutte utroværdighed, hvis ikke endda rene ondskab.

Fakta udfylder det politiske tomrum, som ideologiernes død har efterladt, hvor folk paradoksalt nok synes at blive stadigt mere partiske men stadigt mindre partitro. Det er nemlig ikke sådan, som nogle, for eksempel herhjemme Henrik Dahl i sin sædvanlige uoplyste beredvillighed til at udtale sig kategorisk, har troet; nemlig at Trump og hans tilhængere tilhører en ny slags mennesker, der er ligeglade med sandheden, som i en slags højreorienteret postmodernisme har sagt farvel til enhver korrespondensforhold til virkeligheden (glimrende afklædt i Fish 2016).

Dem, der tror vi lever i den perverse konklusion på postmodernismen kunne med fordel reflektere over, at vores samtid ikke er kendetegnet ved omverdenstvivl, etisk sensibilitet over for det usete eller legesyg omgang med begreber, men derimod dets komplette modsætning, en forhærdelse af partiske sandheder og en nær-total afvisning af sandhedskrav hos modparten, hvilket såvel Trump som mange af hans modstandere til fulde har demonstreret.

Vi lever ikke hinsides fakta eller sandhed, i hvert fald ikke hinsides referencen til fakta eller sandhed. Alternativ fakta-begrebet er med til at demonstrere, at vi aldrig tidligere har levet så manisk optaget af sandhed og fakta som i dag, og ikke kun hos den ikke-Trump, ikke-Brexit, ikke-populistiske del af befolkningen. Som den amerikanske idéhistoriker Daniel Rodgers siger:

Vi lever ikke i en æra tømt for sandheder. Vi lever tværtom i et politisk-kulturelt øjeblik overfyldt med konkurrerende sandhedskrav, hvor alle insisterer på deres sandfærdighed. Vi har formået at konstruere en åben markedsplads for sandheder, og det er ikke nogen lykkelig tilstand (Rodgers 2017).

Så Conway benægtede ikke eksistensen af fakta. Hun havde bare, som hun forsvarede sig senere, ”yderligere fakta og alternative informationer”.

Idet ideologierne har mistet overbevisningskraft, idet de i stigende grad er ophørt med at fungere som partielle lukningsredskaber for det politiske, har sandhed, fakta og videnskab indtaget pladsen (Thorup 2017). Vi lever ikke, modsat megen snak i 90’erne og 00’erne i en post-politisk tidsalder, men derimod i en post-ideologisk. Og igen, modsat mange forudsigelser om det – og forhåbninger hos mange – så har ideologiernes død ikke ført til politikkens afslutning men til dens fortsættelse iblandet andre midler, for nu at parafrasere Carl von Clausewitz’ definition af krigen.

Idet ideologierne har mistet overbevisningskraft, idet de i stigende grad er ophørt med at fungere som partielle lukningsredskaber for det politiske, har sandhed, fakta og videnskab indtaget pladsen.

 

Flerheden af ideologier er blevet afløst af alternativer af fakta. Forsøgene på at lukke det politiske for tid og evighed gennem den dobbelte knivtangsmanøvre af markedsliggørelse og teknokratisering har formået intet andet end at rekonfigurere den politiske slagmark. Det antipolitiske forsøg bliver nu politiseret af et populistisk højre og et radikaldemokratisk venstre med en masse forskrækkede i midten, der råber post-fakta for at forsøge at genlukke det, de troede var afsluttet i deres endelige sejr.

Ideologiernes død har paradoksalt nok betydet altings politisering, hvor ens politiske overbevisning kommer med en klynge af nøje udvalgte fakta. Vi kan, for ikke at blive ved at sige alternative fakta, kalde det for en tribalisering af fakta. I stigende grad synes folk at relatere til et sæt af fakta ikke som viden eller information men som identitet og tilhørsforhold. Derfor bliver følelser og fornemmelser også kilder til faktabaserede udsagn.

Det er ikke kendsgerningernes saglige tvang, der bestemmer vores holdning, men vores holdning, der bestemmer hvilke fakta og faktakilder, vi tillægger betydning. Politisk tilhørsforhold bestemmer, hvilke fakta man tror på. Højreorienteret amerikaner: klimaforandringer er løgn. Venstreorienteret europæer: genmodificerede grøntsager er farlige.

Hvem taler?

Conways alternative fakta-bemærkning afdækker et tredje vilkår omkring det politiske sprogs kilder og aktører. Conway, der selv er uddannet jurist, har været politisk kommentator og kampagnechef samt været chef for et meningsmålingsinstitut, fokuserer mere på forbrugertrends end politik. Hun og Trump legemliggør på hver deres måde ’markedsliggørelsen af det politiske’, eller som Rodgers benævner det, ”rekonstitueringen af sandheder som markedsvarer” (Rodgers 2017).

Conway er udtryk for professionaliseringen af det politiske udtryk, det vil sige hele den marketings-, kommunikations- og konsulentbranche, der er opstået omkring det politiske, mens Trump er udtryk for kommercialiseringen af det politiske, ikke i form af kampagnebidrag eller korruption, men som ikke-politiker-men-forretningsmand-argumentet, hvormed påstået forretningskompetence veksles til en almen problemløsningskompetence, også på det politiske område: ’Politik er bare dårligt ledt forretning, så lad en forretningsmand komme til.’

Disse nye fremtrædende politiske aktører henter deres politiske sprog uden for politikken selv, fra reklamebranchen specielt og forretningsverdenen generelt (se også Christiansen & Thorup 2009). Argumenter, metaforer, begrundelser, helte- og skurkefortællinger udvikles og udbredes i stigende grad inde fra marketing og forretning snarere end fra ideologi og parti. Som den britiske journalist og mediedirektør Mark Thompson skriver i sin seneste bog om devalueringen af de måder, vi diskuterer politik på, så ”lever vi i en hidtil uset, stadigt udviklende og uklar forandring af det offentlige sprog” (Thompson 2016: 2).

Denne forandring handler i ikke ringe omfang om ændringer af, hvad der er fakta i den politiske debat, hvordan noget overhovedet gøres til fakta, og hvilke begrundelseskilder der er til faktakrav i den offentlige sfære. De nye politiske aktører føler sig ikke bundet af ideologiens eller videnskabens faktakrav men abonnerer snarere på det, som Trump har kaldt ’sandfærdig overdrivelse’, som kendes fra alle de reklamer, der lover uanede herligheder ved købet af netop denne tandpasta.

Sandfærdighed refererer til din følelse. Derfor kan tilhængere af Trump for eksempel sagtens arbejde med at ’tro’ på løgnehistorier om Hillary Clinton, idet det væsentlige fakta om hende ikke referer til den specifikke anklage af, hvad hun angiveligt har gjort men til den slyngelagtige person, hun i almindelighed er (og vice versa for Hillary-tilhængere omkring Russia-gate). Hvis det ikke er rart, er det ikke sandt. Alt er ikke kun politiseret. Det politiske er samtidig blevet markedsliggjort, hvormed borgeren bringes til at forholde sig til politiske budskaber ud fra nydelseskriterier frem for nyttekriterier. Og dermed ændrer det sig, hvad fakta kan være og hvordan faktapåstande bliver til offentlige fakta.

En givtig måde at konceptualisere dette magtskifte i den offentlige meningsdannelse, skiftet i faktakilder -og autoriseringer, kan hentes hos international politik-teoretikeren Daniel W. Drezner, der for nylig har skrevet en bog om det, han kalder for idé-industrien. Han skitserer et generelt skifte i de privilegerede vidensaktører – parallelt med Zygmunt Baumans (1989) overgang fra ’lovgivere’ til ’fortolkere’ – som han kalder henholdsvis offentlige intellektuelle og tankeledere. Den offentlige intellektuelle legemliggør den ideologiske epoke og taler på vegne af det universelle, for eksempel friheden eller arbejderklassen. Han eller hun er ifølge Drezner kritisk, ved mange ting, værdsætter og taler fra en ekspertise og er generelt skeptisk, også over for sig selv og sin udtaleposition. Tankelederen er skaber, ved én stor ting og taler fra og til det partikulære. Han eller hun er evangelist, prioriterer erfaring over ekspertise og er uendeligt optimistisk: alt er lade-sig-gørligt gennem implementeringen af tankelederens store idé (’Make America Great Again’, ’Disrupt eller dø’ og så videre).

Tankeledere sælger absolut sikkerhed i en usikker tidsalder. Ligesom offentlige intellektuelle fortolker de verden og bringer disse fortolkninger ud i verden, men tankeledere er ikke bange for at oversætte deres fortolkning direkte til handling...

 

Bag ved dette skifte i hvem, der mestendels dominerer den offentlige menings- og begrebsdannelse og dermed produktionen af hvilke fakta, der gælder som relevante, er de økonomiske betingelser for offentlig tænkning og dens udbredelse. Idéernes markedsplads, siger Drezner, er blevet en faktisk markedsplads: ”Det 21. århundredes offentlige sfære er større, mere larmende og mere lukrativ end nogensinde før” (Drezner 2017: 10). Det favoriserer i udtalt grad tankeledere over offentlige intellektuelle. Conway og Trump er synlige og meget larmende udtryk for dette: ”Tankeledere brillerer og offentlige intellektuelle lider, når det gælder om at udstråle suveræn tillid til, at deres idéer er absolut sande. Denne tillid er kognitivt tilfredsstillende for deres publikummer; selv kritikere af tankeledere anerkender det forførende i deres selvsikre salgstale” (Drezner 2017: 13).

Tankeledere sælger absolut sikkerhed i en usikker tidsalder. Ligesom offentlige intellektuelle fortolker de verden og bringer disse fortolkninger ud i verden, men tankeledere er ikke bange for at oversætte deres fortolkning direkte til handling eller at tale fra det partikulære frem for det universelle standpunkt. Tankeledere kommer med deres egne fakta til en offentlig sfære, de er med til at findele i fokusgrupper, livsstilssegmenter, politiske stammer.

Konklusion, eller: den aktuelle hvileløshed

Lad mig afslutte med en sovjetisk diagnose af vor alternative fakta-samtid. Nationalismeforskeren Ernst Gellner har i sin Conditions of Liberty fra 1996 en tankevækkende beskrivelse af en dødelig svaghed i det sovjetiske samfund. Denne svaghed kaldte han for ”over-sakralisering af det immanente”, altings intense politisering. Der var en ”evindelig beruselse af det hellige” (Gellner 1996: 40) i politik, her kommunismen, i hverdagslivets konstante mobilisering og genbeskrivelse i og gennem politikken.

Men, advarer Gellner, både hverdagslivet og det politiske liv ”kræver afslapning i det profane.” En afslapning i det der bare er, i – for nu at citere Dewey en sidste gang – ”kendsgerninger, som betinger menneskelig aktivitet” (Ibid.), i det vi bare accepterer som vilkår fremfor i alt det, vi politiserer, konfliktualiserer, genåbner, vender til våben mod de andre.

Derfor kan man – al substantielt forskelligt indhold ufortalt – se en parallelitet imellem en anti-muslimsk højrefløjs optagethed af alle tænkelige og utænkelige tegn på ’snigende islamisering’ og så en (i mangel af bedre ord) identitetspolitisk venstrefløjs optagethed af alle mulige påståede krænkelser af kvinder, sorte, transkønnede og så videre. De er begge indholdsmæssigt forskellige tegn på samme alpolitisering. ’Smid dem ud’ og ’Det må du ikke sige’ er forskellige udgaver af forsøg på at lukke det politiske; forsøg der begge skaber deres egne modpolitiseringer og dermed genåbninger.

Politik lover lukning, og vi er hastigt på vej ud af en, lad os bare sige neoliberal, tidsalder, hvor marked og administration lovede en ikke-deliberativ lukning, men den aktuelle genåbning har indtil videre vist sig lige så tvivlsom, udmattende og ødelæggende, som det der gik forud.

Vi lever aktuelt i en tidsalder, hvor ethvert lokalt og sagsspecifik lukningsforsøg fungerer ringere og ringere og i kortere og kortere tid. Politikkens cyklus i lukning og åbning er accelereret, og det er, så vidt jeg kan se, ganske godt opsummeret i Kellyanne Conways bemærkning om alternative fakta.

Indholdet i denne artikel blev præsenteret på workshoppen ’Viden og fakta under angreb’ på Aarhus Universitet den 24. november 2017 lavet i samarbejde med Henrik Skov Nielsen og Simone Sefland Pedersen. En stor tak til de to, til de fremmødte og til de studerende på Idéhistories kandidatkursus Viden, tænkning og praksis for mange nyttige kommentarer og idéer.

Referencer 

Arendt, Hannah (2006 [1967]): ‘Truth and Politics’, i Arendt, Between Past and Future. Eight Exercises in Political Thought, New York: Penguin, pp. 223-259.

Bauman, Zygmunt (1989): Legislators and Interpreters. On modernity, post-modernity and intellectuals, Cambridge: Polity.

Christiansen, Christian Olaf & Mikkel Thorup (2009): ’Når politik bliver management’, Turbulens, maj http://www.turbulens.net/Temaer/Kognitivkapitalisme/?article=239

Dewey, John (2017 [1927]): Offentligheden og dens problemer, København: Hans Reitzels forlag.

Drezner, Daniel W. (2017): The Ideas Industry. Pessimists, Partisans, and Plutocrats are Transforming the Marketplace of Ideas, Oxford: Oxford University Press.

Fish, Stanley (2016): ‘Don’t Blame Nietzsche for Donald Trump’, Foreign Policy, 9. august, http://foreignpolicy.com/2016/08/09/don’t-blame-nietzsche-for-donald-trump/.

Freeden, Michael (2013): The Political Theory of Political Thinking. The Anatomy of a Practice, Oxford: Oxford University Press 2013.

Gellner, Ernest (1996): Conditions of Liberty. Civil Society and its Rivals, London: Penguin.

Rodgers, Daniel T. (2017): ‘When Truth Becomes a Commodity’, The Chronicle of Higher Education, 15. januar.

Thompson, Mark (2016): Enough Said. What’s gone wrong with the language of politics?, New York: St. Martin’s Press.

Thorup, Mikkel (2017): ’Strategisk anti-videnskab og vrængende ignorans’, Atlas, 17. maj, http://atlasmag.dk/samfund/strategisk-anti-videnskab-og-vr%C3%A6ngende-ignorans.

Fotos: Michael Vadon