Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2539

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/operations.class.php on line 2543

Warning: "continue" targeting switch is equivalent to "break". Did you mean to use "continue 2"? in /var/www/turbulens.net/public_html/wp-content/plugins/revslider/includes/output.class.php on line 3525
Turbulens | Om nettet, seksualiteten og realiteten
 

Om nettet, seksualiteten og realiteten

1.6.2005

Turbulens.net bringer her et uddrag fra Lars-Henrik Schmidts afhandling Om respekten, 2005, Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag. I dette uddrag kaster Lars-Henrik Schmidt sit socialanalytiske blik på nettets konsekvenser for vores forhold til seksualiteten. Og det har ændret sig radikalt og absolut ikke ubetydeligt. Med nettet har vi med en mere reel realitet at gøre end den gammeldags realitet. Og den gør den gamle realitet rangen stridig. 

Mange af os bruger nettet flittigt, og mange af de mange bruger nettet til at score points. Forbavsende mange hits går i den forbindelse til sexualitetskanaler. Dating og mating interessen kunne blot betyde, at vi med ny teknologi er fri for at bruge så megen tid og så mange penge på beværtninger og andre forlystelser. Vi har jo fået vores egen og en anderledes kanal. Her købes trygt, som var det et indkøbskatalog og netop ikke farligt. Der står ikke en bredbrystet alfons og truer dig på pengepungen som ’middleman’. Alt tager sin begyndelse i hjemmets, eller arbejdspladsens betryggende, ja, hyggelige omstændigheder. Og det foregår direkte. Ikke noget med at vente på forsendelser.

Leder man zappende uforvaret efter endnu en nyhedsudsendelse en sen aftentime,er det svært ikke at falde over disse støn og gisp, som skal gøre det let for mænd at gøre det godt for sig selv. Pornoens barske og trivielle realitet er over os – men med sin kedsommelige koreografi, som kun fordrer den minimale kantske evne til at sætte sig i den andens sted. Derfor er det sigende og forfriskende, at mange nu vil have ”reality-pornography”. Og det er bemærkelsesværdigt, at så manges kinky-hed består i at vise, at deres samvær rent faktisk finder sted og kan iscenesættes interaktivt. De viser sig frem. ’Jeg vises, altså er jeg’. Nogen ’out there’ ser faktisk på mig og bekræfter min herværen, måske fordi vi åbenbart selv er kommet i tvivl. Det er ikke noget, de kun snakker om. De får selv et kick af at vise sig frem: Bare rolig her er realiteten reel. Ekshibitionismen råder og realitetsforsikrer gennem det interaktive. Men pointen er jo, at de vil være genstand for den omtale, vi kalder snak: At se sig selv som andre ser på en. Forestillingen om at være iagttaget tænder åbenlyst folk – som en upåagtet bekræftelse af tidens middelmådige sociologis betragtninger. Tidligere ville denne rousseauske fremmedgørelse forekomme pinagtig, men den moderne pinlighed er tværtimod berusende.

Tidligere kunne man sige, at mandens ejakulation i det mindste måtte være reel. Derfor blev den fremvist i tide og utide. I dag må vi nøjes med at konstatere, at her har en mand åbenbart rejsning, hvilket stadigvæk er noget, altså noget reelt. Om der skal hjælpestoffer til, om der skal ”sædsprøjter” til, om nogen har iscenesat en realitet, er mindre afgørende i denne sammenhæng. Viagra sejrer over vagina. Og det hele skal ses imødekommende et specielt klientels lyster.

Således den klassiske anskueliggørelse som blottelse. Fra peep-shows til reality-pornography, fra strip til prostitution, fra optagelser til kunst, er det blottelsen, som tæller. Blottelsen lider under det nye anonyme mørke, hvor øjenlysten fordufter til andre sanser; men i nærheden. Denne ”kinkisering” i rå sanselighed har sit modspil i net-bekendelsen. Under alle omstændigheder er pointen med nettet dog, at sexualitetsshowet har holdt flyttedag. Bevares, den vil blive ved med at være til stede. Også selvom det er de særeste former, der fremvises. Men bag ved alt dette er der sket en revolution. Mændenes øjenlyst, synligheden som sådan, er imidlertid blevet overtaget af narrativiteten: Her fortælles om sex. Og nogen læser den beskedne novelle, vi kalder for ’chat’. Aldrig har så mange fortalt så meget om så lidt som nu. Her chattes. Altså er vi. Du og jeg. Hvem vi så end er? Skal vi ses? Er vi blevet gammeldags?

Reproduktionens skæbne

Sexualiteten bliver ikke i gammeldags forstand privat, men den bliver synlig. Det er det sted, der er privilegeret til at se forskellen på det private og det personlige. Vi har nemlig ikke sex med hinanden, men blot sammen, og vi er sammen på nye måder. Båret af nye medier. Vi har sex med os selv, uden at alenehed bliver oplevet som ensomhed. Vi holder om hin-anden på afstand, og vi ved ikke, om hin anden har realitet i gammeldags forstand af kød og blod. Man har talt meget om seriel monogami. Måske skulle man også tale om seriel onani. Bibelens Onan spildte sin sæd i den betydning, at den ikke bar frugt, og at han netop i protest mod konventionen ikke ønskede, at den skulle bære frugt, fordi han ikke ønskede at gøre sin svigerinde frugtsommelig. Men aldrig er der gået så megen kønssaft til spilde som i vores samtid, hvor en frugtbargørelse i stigende omgang overlades til reproduktionsteknologiens petriskåle. Bag ved lystens slør er det sikkerheden, der er på tale. Men bag denne sikkerhed færdes den farlige sexualitet. Den dødsensfarlige sexualitet, hvor man søger endeligheden. Desværre blandes de to former i en uendelighed. Kun givet teknologien i vold kan vi være sikre. Herrens hofterysteri erstattes med et operationelt indgreb.

Med andre ord overlades reproduktionen til teknologien og sexualiteten til hin enkelte. Engang var det såre bekymrende, at sanselighed og ømhed faldt for hinanden, fordi man just havde basket dem sammen i kernefamiliens regi og sejret over årtusinders kulturhistorie; nu falder reproduktion og seksualitet imidlertid fra hinanden.

Ensomgørelsen af sexualiteten er imidlertid også en demonstration af feminisering af sexualiteten: Kvinders rum for sexualitet dominerer billedet – mediebilledet, men ikke selve billedmediet. Spørgsmålet vil blive stillet: Om den aktuelle teknologi favoriserer kvinder? Og om en ny teknologi igen vil ægge mænds lyst?

Ugebladsvisdommen tilsiger, at mænd giver kærlighed for sex, kvinder sex for kærlighed. Mænd overvejer, hvorfor de ikke skulle give sig i kast med vedkommende. Kvinder overvejer, hvorfor de skulle. Mænd skal se, kvinder høre. Stereotype forestillinger om vores kærlighedsforhold, jovist, men som stereotyper rammer de os jo. At der eksisterer forskellige strategier betvivler de færreste. Spørgsmålet er blot, hvem der er subjekter for positionerne, og hvor banalt tilskåret man tåler forskellighed artikuleret. Om reptiler siges det – og dermed om de lag i vores hjerne, som vi har til bedste med dem – at de er til klik, til enten eller. Du møder et objekt: Enten skal du sexuelt udnytte vedkommende. Eller også skal du æde vedkommende – altså forudsat, at du er kommet igennem første valg, nemlig hvorvidt du skal gå på eller gå tilbage. Vi derimod har tid til overvejelse og lander uforvarede i kommunikationssex. Man skal ikke længere være smuk og dejlig i traditionel forstand. Man skal ikke være velformet, men velformuleret. Reelt er det blevet sådan, at man kan snakke bukserne af en ”tilsyneladende” dejlighed. Pointen er ikke blot, at hun (eller han) ikke giver sig til syne og til kende, men at hun vitterlig er en fiktion, så man ikke kan bebrejde hende yndernes forfald.

Med nettet har vores forhold til sexualitet ændret sig radikalt. Skiftet er langt fra ubetydeligt og må tiltrække sig samtidsdiagnosens opmærksomhed. Socialanalytikken – mit perspektiv – har næse for den slags. Selv når det ikke ses eller høres.

Onani er ”to have sex with someone you like”, skal Woody Allen have udtalt engang. Nu er det ikke en oppustelig dukke eller en ordre i en massageklinik. Nu kommunikerer vi. På behørig afstand. Nettet formår noget uhørt. Nettet formår at afskaffe kønnet, alderen og etniciteten. 80-årige kvinder kan være sammen med 13-årige drenge, og samme 80-årige kan agere den mand, hun aldrig ville have haft, og tilmed kan hun kalde sig Jens efter det drengebarn, hun aldrig fik som indvandrer med muslimsk baggrund.

Den realiserede forestilling er en avartar. Ingen blottelse. Ingen realisering af dulgte fantasier. Gammeldags fantasi kan simpelthen ikke hamle op med den moderne forestillingsteknologi. Den giver dig adgang til forestillinger, du ikke havde drømt om, og som dine drømme nu kan realiseres gennem.

I al fortrolighed: Realiteten flimrer

Sexualitet bliver til i form af tilsætning: ”Jeg elsker også min avartar”, min profil på nettet, så du tager mig ikke, som jeg tror, jeg er, men som jeg også gerne ville være.

I lyset heraf er spørgsmålet da, om man kan være utro under moderne betingelser? Er man sin partner utro, når man scorer på nettet? At man som avartar er utroværdig i gammeldags forstand er en ting, men hvad sker der med troskaben i det hele taget?

Noget så hverdagsligt og profant som netadgangen viser sig rummende et gedigent filosofisk spørgsmål. Sandhedsbegrebet har altid haft etisk-moralske dimensioner, som når Hegel i Enzyklopädien definerer sandheden ved at referere til noget andet end en korrespondanceteori i forskellige aftapninger af repræsentation. Han er ikke som en moderne pragmatiker, der vil ”cope” med realiteten, nej han henviser til en ’sand ven’. Som parallel hertil ville det måske være interessant at tænke på troen, for vi tror jo på realiteten. Vi ser den med vore egne øjne, som da Cæsar overskred Rhinen og mødte en anden slags mennesker, der troede anderledes, som kun troede på det, de kunne se. Under alle omstændigheder provokerer man den andens tiltro. Hvor man kærligt tidligere kunne sige, at ’mine tanker’ er hos dig, bliver det med tidens forestillingsteknologi mere sandsynligt, at mine tanker ikke er hos dig. Jeg deler dem med andre, end dem jeg deler nærhed med. Men kunne dette ikke netop være måden at dele kærlighed på, ikke krænkende for dem, som bilder sig ind, at de har krav på den?

Når jeg ikke har lyst til, at indholdet skal stemme overens med mig selv, er det intimiteten, jeg svigter, ikke nærheden som sådan. Fortroligheden er endelig, ja, netop forsvindende. Som Shakespeare belærer os: “Give every man thine ear, but few thy voice.”

Går kæresten på nettet og fortæller historier sammen med mærkelige fremmede, er vedkommende så utro? Skal vedkommende kritiseres for at være en dårlig litterat, eller skal der indstilles til en pris? Eller skal man blot affinde sig med, at den andens hoved befinder sig et andet sted i hyrdetimer, hvilket formodentlig har været elskendes lod alle dage.

Der bliver ikke længere syn for sagn, nej, der bliver syn for, at nogen fortæller sagn, og noveller tager form. Disse noveller kan selvfølgelig sammenlignes med romantikernes bliven romaner, men de er ikke fiktioner i samme forstand længere.

Dette stiller et meget afgørende nyt spørgsmål om realitetens flimren. Det handler ikke kun om, at realiteten er fortalt i al almindelighed. Det handler om, at en mere reel realitet gør den gammeldags realitet rangen stridig. Og denne gang ikke på grund af en virkelighed, som det epistemologiske sandsbegreb formoder, men fordi en realitet som materialiseret forestilling tager forrang.

Det er ikke, fordi modellen i stedet for at være en model af virkeligheden vil indrette virkeligheden efter modellen som virkeligheden efter begrebet hos Hegel; banale diskussioner som disse skal man ikke ofre megen energi på. Det handler om, at en fantasmagorisk virkelighed opnår realitet og stiller alle hånde spørgsmål til vores forholden os til samme realitet. Det handler om, at vi får en forsmag på, at en ny virkelighed præsenterer sig ex nihilo og dermed stiller fragiliteten i vores sandheds- og troskabsforestillinger til skue.

At realiteten hænger i en tynd tråd, har man længe vidst, men at det skulle blive så åbenbart gennem en forestillingsteknologi, forekommer overrumplende. Pointen handler ikke om virtuel realitet og sansestimulering, simulationer etc., hvilket blot er proteser på en kendt realitet. Realiteten flimrer, når sandheden og troen er på spil.

Man møder mennesker, hvis forstillelse er realitet – om man så må sige. Ikke mindst fordi man laver noveller sammen. De kan ikke sammenlignes med romantikkens brevromaner. De er nemlig ikke den enkeltes fantasi. Med avartaren har jeg fået ”en psykisk repræsentant”, som sprænger det psykofysiske problem. Det er end ikke en ’forestillingsrepræsentant’ (Freud), for der er ikke noget at repræsentere, kun præsentationen gør sig gældende.

Når man blotter sig, viser man noget, som man hidtil ikke har stillet til skue. Det har kort sagt hele tiden været til stede i sin ontologiske indhyldethed; man kan tillige blotte sine følelser, sit inderste, som det hedder. Med novelliseringen tager den lyttende opmærksomhed over, hvor man skaber en verden, den gammeldags virkelighed ikke kan stå mål med.

Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at mange af disse netkærester – disse ”samnovellister” – drages til at træffes i den mere gammeldags reelle verden. De ser hinanden an – og skuffes oftest. De har svært ved at se hinanden i øjnene og finder ikke hinanden på træfpunktet. Hænder det, smelter deres tilsætninger ned.

Ofte tåler narrativiteten ikke synet, tåler ikke eftersynet.

Det hellige

Prostituerede vil ikke kysse på mund, som de af os, der ikke har erfaringen, vil vide fra Julia Roberts rolle i Pretty Woman, som er kåret til tidernes mest romantiske film. Der findes noget helligt med andre ord. Hvad mon den nye hellighed bliver? Et bud kunne være: Du må ikke se mig!? Perverse bunkepulsrum lader folk være ”usynlige” og anonyme, men de er i det mindste i nærheden af hinanden. Igen den ene side og den anden. Til forskel herfra holder netkærester om og af hinanden på en anderledes måde. Men de deler ikke desto mindre intimiteten, når de omgærder hinanden med deres fortællinger, så deres spind har øjensynlig realitet, idet de fængsler hinanden retorisk. Måske er det ”spin”.

Vil dette ændre sig, når en allerede eksisterende synliggørelsesteknologi bliver mere udbredt. Når samtalepartnerne kan se hinanden befamle sig selv – om end i samtidighed, i rytme?

Socialanalytikken har gentagne gange udtrykt det etisk i det nye mantra ’hvad kan jeg gøre godt for dig, for at jeg kan gøre det bedre for mig selv’. Pludselig får udsagnet en ny betydning. Det, vi troede var en løsning på etikkens problem for intimiteten, er problemet.

Vil en hustru kunne acceptere, at manden har natlige seancer med mærkelige damer vridende sig i deres lyst, uden at han i rigtig gammeldags forstand har gjort noget ved det? Har han gjort noget forkert? Hvis han nu føler sig som Guds gave til menneskeheden, skulle han så ikke bruge mange timer på at optimere andres fornøjelse? Han spreder ikke sine gener i det selviske gens forstand, men med sine fantasier spreder han lyst. Lysten består i at tilbyde sine fantasier i novellens form. Altså tilsyneladende uden konkret at krænke nogen? Hvis den fysiske nærhed ikke betyder så meget mere, kan han vel også være gift med mange i cyberspace uden at kunne anklages for bigami. Han begår ingen forbrydelse. Det er klart. Spørgsmålet er, om han forsynder sig. Forsynder han sig mod sin hustrus intimitetsfordring, når intimiteten deles med mange, og eventuelt mange, der med god grund føler sig mere flatterende intimiderede end den lovformelige hustru? Og genopliver vi ikke den gode gamle strid i cyberspace? Familien var en økonomisk organisation, men det kan man også organisere sig ud af, hvis personskabets æra gør os alle selvhjulpne.

Besindelse

 Saint-Just – også kaldet ’Dødens engel’ under den franske revolution (med frihedens eller retfærdighedens diktatur 1789-1794) – sagde, at man ikke kun skulle skibe de folk til guillotinen, som havde ytret sig mod Republikken eller gennem deres handlinger viste, at de ikke gik ind for den, men også alle de, som mente – altså blot tænkte – ligegyldigt eller ufordelagtigt om samme.

Som parallel hertil ville netværkets intimitetsutroskab skulle betragtes som skilsmissegrund, thi er tanker virkelig toldfrie? I andre forbindelser siger mundheldet, at det er tanken, der tæller – en tanke som for øvrigt ikke ville være Freud fremmed. Skal fantasien virkelig til magten? Der var ingen i det glade ungdomsoprør, der havde forudset, at teknologien ville realisere dette – i sit udgangspunkt kritisk tænkte – slogan. ”Det er mit lege-jeg, der er på. Det har ikke noget med mig at gøre”. En sådan melding er ude af trit med samtidens gennemsigtighed.

Er vi monstro ved at være derhenne, at vi kan dokumentere folks mindre fordelagtige tanker, og at deres ’tankeværelser’ er teknologisk offentlige. Tesen anfører altså, at de, der engang havde tanke-sex – hvad vi her uden belæg regner med, at alle har – nu oplever en materialisering. Dette er en monitorering af tanken, som blot skulle høres, men nu kan ses. Det er ikke ”det sete og det sigelige”, der er på programmet, men ’det hørte og det sete’.

De kunstneriske behandlinger af virtual reality har allerede tematiseret de etiske problemer, der indløber, når vi udlever vore perversioner uden at være til skade for andre. Og uden at politiet kan gribe ind, altså når der er tale om en diskutabel forsyndelse, som ikke kan takseres til en forbrydelse mod gældende lovgivning. Uden tvivl vil de såkaldte perversioner blomstre, men hvor mange perverse skal der til for, at perversionen ophører med at være en sådan? Nettet fortæller: ”You are not alone.” Der er bare lige det problem, at folk flest gerne vil mærke efter i den gammeldags realitet. Og vi kan være bange for en sådan hang på samme måde, som man ikke kan sige sig fri for en frygt for, at medievolden smitter af.

Husker vi på, at ”Du må ikke begære din næstes hustru”, som det bekendt hedder i et klassisk bud fra Bibelen– javel, men må vi SMS-e om natten, så længe vi ikke gør nogen fortræd, så længe vi ikke nærmer os hinanden? Kan Saint-Just komme efter os?

Insinuationen er vel umiskendelig. Vi gentager blot, at vor tids utroskab handler om intimitetssvigt, men at dette forholdsvis uskyldige træk åbner for realitetsproblemer i form af samhed og tro. Hvis en kæreste er begærlig på nettet, er krænkelsen ikke hendes lyst, men udelukkende, at hun ikke har lyst til at dele lyst med sin partner. Det hele handler ikke om nærhed, men om delagtighed, gemen meddelsomhed eller enklere udtrykt: delagtiggørelse. Men kan man leve med, at ens partners egentlige lyst er forbudt ved lov, og det kun er dennes vogtere, der i realiteten holder vedkommende tilbage? Kan man tillade alle slags forsyndelser, så længe de er fantasmatiske? Kan jeg se på alle hånde forbudte seksualformer og føle nydelse, kan jeg høre på gensidig forsyndelse – så længe der blot ikke er realisering for mit vedkommende. Pointen er, at disse forsyndende intimitetsbrud har fundet materialitet nu om stunder og dermed bevidnes.

Skal man berette, at man frekventerer nettet? Skal jeg skildre intimiteten med fremmede ”kvinder” – netop fordi jeg bilder mig ind, det ikke tager noget fra, ikke borttager noget bemærkelsesværdigt fra, min kæreste?

I almindelighed har vi mistet nærhed – uden at tænkerne har reflekteret tilstrækkeligt over, hvad denne mistelse betyder. Vi har jo ikke tabt den, folk vil formodentlig stadig holde hinanden i hånden, og kærester vil befamle hinanden, når lejlighed byder sig. De vil luse, snuse og beruse hinanden, så tabt er den ikke.

Vi kan få den igen. Hvis vi orker? Men hvorfor skulle vi? Umiddelbart lyder det til, at det, Freud kaldte fjernsanserne, tager over, men sagen er mere kompliceret end som så. Nærhed transformeres til intimitet. Og i samme ombæring er den almindelige sanselighed med dens umiddelbare lyst blevet til noget andet. Sanserusen runger fortsat, men som den perversitet vi fandt hos Sade – hvor smerten var mere sikker end lysten. Er vi nået dertil, at vi er henvist til smerten som realitetsforsikring. I smerten standser realitetsflimmeret. Det er så at sige den ene vej ud af ”krisen”. Den anden er lysten ved novellen som sådan. Med ICT-teknologien er det absolut for lidt at kalde dette en sublimering, men det er en privilegering af den feminine sexualitesform i spil.

Novelliseringen privilegerer den kvindelige sexualitets hørelse. Her berettes: Man hører endog sig selv berette for det indre øre – som en afdrift af bønnen. Forførelsen er en bedrift, som privilegerer retorikken og stilistikken som sådan. Friedrich Engels gav udtryk for, at krig var umuliggjort med et bagladende gevær. Han tog som bekendt fejl, men det skabte andre kamphaner – som tidligere teknologiske revolutioner i øvrigt. Forførelsens spil vil bestå, men privilegerer nu formater, som skaber realitet uden reelt at gøre noget.

Ikke overraskende er det libertineren Cyrano de Bergerac (1619-55), der viser vej; retorikken er det væsentligste. Såvel Cyrano – ganske vist i Edmond Rostands iscenesættelse (1897) – som Juliette hos Sade vil i sidste instans en realitets gennembrud, om end deres veje skilles ved benyttelse af henholdsvis besnærelse og magt. De to tendenser fungerer side om side, men den dominerende er femininiteten, fordi den privilegeres gennem novelliseringen. Begær og behov pensioneres til fordel for lyst og magt. Og det sker samtidig med, at ingen perversion længere føles pervers, fordi nettet i dets distancerethed har fået alle perverse til at indse, at de ikke er alene. Hver især finder deres nærmeste kammerater. På en måde er der intet, der overlades til fantasien. Netværksforbindelserne kan længes efter den gode gamle realitet og forsøge at realisere den i det fysiske træf, men den fantastiske realitet er et socialt træf.

Bestil  bogen Om respekten af Lars-Henrik Schmidt via DPUs bogsalg

Det er også muligt at bestille ved at kontakte forlaget:

Danmarks Pædagogiske Bibliotek, publikationssalget
Postbox 840
2400 København NV
T: 8888 9360
F: 8888 9394