På et hav af bobler

1.1.2006

Interview af Marie Büchert

Gül Kozacioglu er opvokset i København, men har boet og arbejdet i Istanbul siden 2000. Hun er billedkunstner og interesserer sig levende for Istanbuls væsen og kompleksitet – i dag som tidligere – og for kulturelle forskelle i perception og forståelse. I dette interview med Turbulens uddyber Kozacioglu, hvilke forskelle og ligheder mellem dansk og tyrkisk kultur, der har påvirket hende som kunstner.

Kulturers rigdom

Du er vokset op i København men flyttede til Istanbul, da du var færdig med gymnasiet. Hvorfor det?

Mine forældre flyttede til Danmark, da jeg var omkring fire år gammel og endte med at blive boende. Pga. mine forældres venner og min egen skolegang, som har været delt mellem Danmark og Tyrkiet, er jeg vokset op i et internationalt miljø. Min far underviste på RUC og studerede ved Kunstakademiet, og vennerne havde tilsvarende baggrunde, så vi rejste rundt i Europa for at overvære konferencer og besøge forskellige organisationer.

Selvom jeg voksede op med den tyrkiske kultur i form af bl.a. kulinariske vaner, historiefortælling og en vis indsigt i den politiske situation i Tyrkiet i 1960erne og 70erne, følte jeg som 18-årig, at min viden om tyrkisk kultur var utilstrækkelig. Jeg ønskede et godt kendskab til alle de kulturer, jeg var en del af, og var især interesseret i at vide mere om de civilisationer, der er opstået og gået til grunde omkring Istanbul. Derfor tog jeg et år fri efter gymnasiet, hvor jeg rejste til Istanbul for at studere filosofi på universitetet.

Det ene år blev til flere og også til en mastergrad i filosofi. Hvilke emner interesserede du dig særligt for under dine studier?

Min uddannelse og opvækst i et internationalt miljø har givet mig en fornemmelse for forskelle og ligheder mellem mennesker. Jeg har aldrig haft nogen nationalitetsfølelse, men i stedet en levende fornemmelse for rigdommen og variationerne mellem forskellige kulturer. Og en uhåndgribelig forestilling om, hvordan disse påvirker vores perception og forståelse af verden. Vores familiemæssige og kulturelle opvækst er jo med til at bestemme, hvordan vi møder verden. Den samme hændelse, følelse, handling, farve, smag kan opfattes og forstås på forskellige måder og bliver derfor erfaret meget forskelligt fra kultur til kultur.

Det rationelle og det organiske

Du har sagt, at du hverken opfatter dig selv som dansker eller tyrker, men også at forskellene mellem dansk og tyrkisk kultur kommer til udtryk i din kunst. Hvilke forskelle er det, du tænker på?

De forskelle mellem dansk og tyrkisk kultur, som er del af min identitet, og som kommer til syne i min kunst, handler om to forskellige måder at opfatte og forstå verden på. Den ene er den danske – eller vestlige i det hele taget – som er min fundamentale måde at anskue verden. Den opfatter verden på en rationel og logisk begrundet måde, hvor den søger strukturer og foretrækker klarhed og det ligefremme. Den anden perceptionsmåde er for mit vedkommende en senere tillært tyrkisk tilgang til verden. Den er mere hybrid, organisk, udførlig, detaljeret, måske underforstået og indirekte – intet er lineært eller ligetil som i den danske perceptionsmåde.

De to kulturforskelle manifesterer sig hele tiden i mit hverdagsliv, hvor jeg føler, at den indirekte tyrkiske kode er svær at fortolke entydigt. I Istanbul er det næsten altid en slags mysteriespil at overleve og forstå, hvad der foregår. Der findes en masse underforståede forbindelser mellem begivenheder og mennesker, som virker meget mærkværdige, når man er vant til det ligefremme og klare. Jeg føler nogle gange, at jeg prøver at stå fast på et hav af bobler, men på samme tid giver tyrkisk kultur også den spænding og udfordring, der gør det muligt at blive ved med at arbejde … og forandre sig. 

Hvordan kommer det rationelle og det organiske til udtryk i din kunst?

En del af mig forsøger først og fremmest at forstå forskellene fra en tyrkisk vinkel. Og selvom jeg har et naturligt behov for form og struktur, har jeg udvidet spændvidden af ting, jeg påskønner, ved at opholde mig i Istanbul og undersøge arkitektur og levn fra forgangne civilisationer i området. Jeg har langsomt vænnet mig til at forstå den tyrkiske kunstfærdighed, detaljeringsgrad og fantasifarverne – en masse guld og sølv og glitter og skin, som er meget forskellige fra de mere nedtonede skandinaviske farvekoder.

I mit arbejde prøver jeg på den ene side at udforske uopdagede territorier og tilsidesætte min frygt for at eksponere ekstreme farver og former, mens jeg på den anden side følger en veldefineret konceptuel arbejdsplan, når jeg gør det. Mine emner kan være højtflyvende og uhåndgribelige, men jeg undersøger dem altid med udgangspunkt i logisk begrundede strukturer. Det er den måde, jeg går til livet: blander fornuft med følelse og intuition – og bygger bro mellem dem.

Gul Kozacioglu - Sea Diskette - 2004
Gul Kozacioglu, Sea Diskette , 2004, is, glitter, personlige objekter, fotopapir

Lukket og åbent, stabilt og foranderligt

Er disse perceptionsforskelle noget du kan iagttage i de danske og tyrkiske kunstmiljøer generelt?

Jeg har ikke boet i Danmark i forbindelse med en intens arbejdsperiode, men i Tyrkiet møder kunstnere, digtere og musikere m.fl. stor respekt i civilsamfundet, og det kompenserer for, at der ikke eksisterer nogen organiseret statslig kunstnerstøtte. Det er en fremherskende forestilling i tyrkisk kultur, at selvom kunstnere ikke laver værker, der er til at forstå for alle, så laver de noget, der er forbundet med sjælen og menneskeheden og livet, og det skal støttes. Derfor får man megen hjælp fra samfundet, når man arbejder som kunstner. Alt fra forretninger og kopibutikker til lokale handlende og folk på gaden træder ofte til, når man har brug for det, uanset om man fotograferer, leder efter materialer eller er ved at sætte en udstilling op. Og det er virkelig en rar ting. I Danmark er kunst og kunstnere jo støttet af staten, men jeg er ikke sikker på, om der findes sådan en forestilling om kunst som en åndelig aktivitet, der har behov for hjælp?

Mener du, at staten spiller så vigtig en rolle i dansk kultur, at den er med til at udvikle forskelle til f.eks. tyrkisk kultur?

Da jeg voksede op i København, følte jeg altid, at der var stor forskel på Danmark og resten af verden. Det skyldtes måske, at ting var mere organiserede i Danmark, og at livsværdier og sociale betingelser ændrede sig dramatisk i det øjeblik, man bevægede sig udenfor landets grænser – også når man tog til beslægtede lande som f.eks. England. Jeg tror, at danskere generelt deler denne opfattelse og er stolte over at leve i et land, der opretholder værdier og et socialt system, der i mange andre lande er fraværende. Og jeg tror, at de fleste danskere føler, at Danmark repræsenterer et mere humant samfund end de fleste andre lande i verden.

Jeg er klar over, at der er sket en voldsom kulturel udvikling i Danmark det sidste årti, og at folk måske forholder sig mere lukket og ængsteligt til verden som helhed, end da jeg boede i København. Samtidig ser jeg dog Danmark som et land, der er meget selvkritisk, og hvor det er i orden at kritisere samfundet for dets underforståede principper om homogenitet og ensartethed. Den danske selvkritik er imidlertid ikke identisk med lavt selvværd i forhold til den globale verden: danskere har muligvis deres egne sociale problemer, men verdens skæve sociale struktur er et langt større problem …

I Tyrkiet er grænserne mellem landet selv og verden som helhed mindre tydelige, og tyrkere føler sig ikke så adskilte fra verden omkring dem. En grund er, at der ikke er nogen stærk eller entydig nationalfølelse i Tyrkiet, men i stedet en følelse af at være efterkommere af det, der engang var et imperium. Selv i dag er denne fortid ikke så let at glemme: spørg tyve tilfældige mennesker på gaden om deres forfædres oprindelse, og du vil få at vide, at de var bulgarere, ungarere, hviderussere, cyprioter, romere, grækere, spaniere, armeniere, mongoler, arabere, sortehavsfolk, fra middelhavsområdet, kurdere, anatoler, persere, sigøjnere og endda franskmænd og italienere. Det der binder folk sammen, er det gamle imperium og ikke de grænser, der definerer Tyrkiet i dag.

Gennem historien har imperiet dækket forskellige geografiske områder, det har vokset sig stort og er blevet mindre igen. Derfor er tyrkisk kultur meget åben for forandring og for at optage vaner, værdier osv. fra andre områder. Modsat vælger folk i Danmark som regel at forblive, som de er – at opretholde gamle værdier og leve deres liv mere traditionelt. Danskerne er stolte over den høje sociale moral i deres kultur og har et dybfølt behov for at fastholde deres værdier, mens tyrkerne har lært af imperiets omtumlede historie, at verden hele tiden forandrer sig, og at man må gribe forandringen for at overleve.

 


Gül Kozacioglu, Sea Dance, 2004, is, glitter, personlige objekter og fotopapir

Sporer du også de kulturelle principper for homogenitet og multiplicitet på individniveau i de danske og tyrkiske kulturer?

 I forhold til det individuelle menneske, tror jeg, at den tyrkiske kultur er kendetegnet ved et tab af selvet, eller rettere: en anden fornemmelse af selvet end den danske. Den er ikke baseret på stabilitet som i Danmark, men på forandring. Mennesker definerer sig selv mindre, kender sig selv mindre og forklarer sig selv mindre i Tyrkiet. Som jeg ser det, er danskernes selvforståelse bl.a. baseret på principper for lighed og beskedenhed og indre væsen. Jeg tror, at dansk kultur indebærer en bestemt tro på, at mennesker har et indre væsen, som per definition bliver reflekteret til andre. Tyrkiet består af hybrider af mange forskellige kulturer, og folk adskiller sig meget fra hinanden, så her kan man ikke bygge sin selvbevidsthed op omkring et tilsvarende lighedsprincip. Forskelsprincippet lader til at være stærkere, og samtidig er der ikke så stærk en fornemmelse for et indre væsen, som uundgåeligt vil skinne igennem. Som konsekvens forsøger tyrkere konstant at synliggøre sig vha. symboler, når de skal gøre sig gældende udadtil. Man kan sige, at Tyrkiet er et land med mennesker, der generelt forsøger at være, hvad de viser. Og det står for mit vedkommende i skarp kontrast til min opvækst i Danmark, hvor jeg blev opdraget til at være, som jeg er, og til ikke at vise mig på nogen måde.

Mellem kulturer
 

Hvad er konsekvensen af den slags kulturforskelle i dine øjne?

Jeg føler ofte, at vi har en tendens til at glemme, at mennesker omkring os måske ser det samme, som vi selv gør, men tillægger det en helt anden betydning. Det påvirker mig stærkt, fordi jeg lever mellem kulturer og ofte oplever, at ting, vi tager for givet, som regel også bliver taget for givet af personer fra andre kulturer – men på en helt anden måde. Derfor interesserer det mig, hvilke muligheder vi har for fælles oplevelser, og hvorvidt de fælles oplevelser egentlig kun består af forskellene på en selv og de andre . For uheldigvis er det jo de betydninger, vi tillægger ting, som skaber vores verden. 

FAKTA

Gül Kozacioglu er født i 1976 i Ankara i Tyrkiet, men kom til Danmark som fireårig og er vokset op i København. Hun tog til Istanbul som 18-årig og opholdt sig i en årrække i bl.a. Istanbul, London, New York og København, inden hun i 2000 slog sig fast ned i Istanbul.

Efter studentereksamen fra Nørre Gymnasium i Mørkhøj, indskrev Kozacioglu sig ved Bogazici University i Istanbul, hvor hun læste en MA i filosofi. Siden har hun fulgt andre MA kurser om arkitektur og kunsthistorie ved afdelingen for arkitektur ved the Middle Eastern Technical University. Hun arbejder i dag som billedkunstner, men benytter sig af mange forskellige medier, bl.a. fotografi, dias, video, tekst, tegning, is, pvc, mixed media og musik.

I sin kunst beskæftiger Kozacioglu sig efter eget udsagn med erfaringens grænsezoner, forskelligartede former for forståelse, forandring, valg, virkelighed og andre virkeligheder (fantastiske virkeligheder og hypervirkeligheder). Hun lader sig bl.a. inspirere af sine venner, sit liv, vinden, ting der skinner, lys, ting hun opfatter eller ikke er sikker på om hun opfatter, mennesker hun møder en enkelt gang, grænsezoner og interzoner, steder og ting som er og ikke er, uretfærdighed, kærlighed, frihed og dans. Og metodisk forsøger hun konstant at finde en balance mellem struktur og frihed, så der altid er plads til det uventede og udefinerlige, til beskuerens personlige fortolkning.