Rationalitet og journalistisk ræsonnement i medieret politik

1.11.2006

Artiklen er en oversat version af et bidrag til Modinets forskningspublikation om nye offentligheder –  ”Publics with/out Democracy” (forthcoming 2006).

Diskussioner om medier og demokrati har det med at bevæge sig frem og tilbage mellem to ekstreme positioner. Den ene udgøres af en offentlighedsoptimisme og bygger på den antagelse, at offentlig debat kan renses for magtforurening ved at fremme fri debat om aktuelle emner. Den anden position fastholder, at den eneste måde at holde politiske magtspil i balance er ved at stole på rational choice, som det defineres af eksperter. Sammen har de akademiske og politiske tilhængere af disse to positioner fået analysen af den offentlige sfære til at gå i en hårdknude af idealisme og kynisme. Begge parter i denne dikotomi går ud fra, at magtudøvelse udelukker det offentlige ræsonnement (Bybee, 1999). Men er det nødvendigvis rigtigt?

I denne tekst vil vi argumentere for, at det ikke er rigtigt. Det vil vi gøre ved at anvende netværksanalyse på offentlighedsteori for at forstå den professionelle journalistiks normer og praksisformer. MODINET-forskningen har foretaget en del empiriske studier, der illustrerer aktuelle strømninger indenfor dette lovende forskningsfelt. (Arnoldi, 2005; Bondebjerg, 2003; Bro, 2004; Lund, 2004; Schultz, 2005; Sparre, 2005). I denne sammenhæng vil vi udforske politisk journalistik som medieret praksis, idet vi hævder, at nuværende opfattelser af ræsonnement og rationalitet må forstås i lyset af de klassiske græske refleksioner over phronesis (den menneskelige evne til på dialektisk vis at bruge besindig dømmekraft i specifikke situationer). (Gadamer, 2002:313-324)

Den klassiske tradition for praktisk ræsonnement diskuteres i relation til moderne journalistik for at føre analysen af politisk kommunikation hinsides det traditionelle modsætningsforhold mellem objektive og subjektive opfattelser. Som et alternativ dertil foreslår vi en dialektisk ramme for undersøgelse af den kritiske journalistiks selvtildelte rolle som demokratiets vagthund, der repræsenterer de oplyste borgere som en stedfortrædende offentlighed via professionel framing af common sense. Journalister overvåger politisk debat, beslutningstagning og handling foretaget på vegne af den brede offentlighed – og producerer derved identifikation, fascination og sensation såvel som kritik, refleksion og diskussion. Vi hævder, at netværksanalyse, der behandler offentlig mening i relation til praktisk ræsonnement, kan fremme en akademisk forståelse af disse processer og understøtte udviklingen af professionel journalistik.

Disse nøglebegreber har en lang historie indenfor filosofisk tænkning (Sabine og Thorson, 1973), men er gået noget af mode i akademisk såvel som politisk sammenhæng. Den offentlige mening fungerer dog stadig som legitimitation for demokratiske systemer: ”Mediet herfor (er) folks offentlige brug af deres fornuft,” hævder en af offentlighedsanalysens mest prominente skikkelser (Habermas 1962/1989:27). For ham at se burde kritiske netværk ”af private mennesker, der går sammen i en offentlighed” være det politiske ræsonnements subjekter, der diskuterer spørgsmål af relevans for demokratisk styring.

Da Habermas’ afhandling fra 1962 blev oversat til engelsk i 1989, blev den akademiske modtagelse stærkt påvirket af de amerikanske debatter om ”spøgelsesoffentligheden”, der begyndte i den såkaldt progressive æra i begyndelsen af det 20. århundrede (Peters, 1989). Af den grund adskiller den akademiske brug af offentlighedsteori udenfor tysktalende sammenhænge sig en del fra de klassiske begrebsliggørelser, der byggede på politisk filosofi. Dette begrebsmæssige rod har inspireret os til at foretage retrospektiv begrebshygiejne for at finde det praktiske ræsonnements rødder, opdatere offentlighedsrammen og derved forbedre grundlaget for empirisk forskning i politisk journalistik.

På linje med Habermas ser vi journalistik som en integreret del af udformningen af den offentlige mening, en drivkraft for demokratisk styring og kollektiv handlen. Den centrale logik i offentlighedstænkningen drejer sig om fri søgen efter kommunikativ legitimitet, rationalitet og betydning baseret på aktivt medborgerskab. Habermas advarer os om, at de kommercielle massemedier kan komme til at omdanne den læsende offentlighed til passive tilskuere. Ifølge hans bog fra 1962 risikerer det offentlige ræsonnement at forfalde til strategiske magtspil, der kun giver begrænset plads til kommunikative handlinger. Dette kan så få repræsentative regeringer til at miste troværdighed og kan forårsage politiske legitmitetskriser (Habermas, 1973).

Vi vil imidlertid imødegå den indbyggede pessimisme i denne gren af den kritiske teori. Inspireret af Mazzoleni og Schultz (1997:247) betragter vi politisk mediering som en historisk udvikling, hvorved ”politiske institutioner i højere og højere grad bliver afhængige og formet af massemedierne, men ikke desto mindre beholder kontrollen over de politiske processer og funktioner”. Det er vores påstand, at så længe offentlighedsnormerne accepteres af netværk af politiske journalister, eksperter og beslutningstagere, fungerer de ideologisk som legitimerende middel til politisk debat – selvom den klassiske ide om offentligheden kan ses som en illusion, og der i praksis snarere er tale om medborgerskab pr. stedfortræder.

Vi opfatter offentlighed som en normativ ramme for politisk handling, der tilbyder common sense ikke blot til journalister, men også til den politiske aktør, der kan fremlægge sine holdninger som fornuftige og kløgtige. Frem for at fokusere på den kommunikative offentligheds spektakulære undergang bør analyser af offentlighed derfor snarere søge at kaste lys over den gradvise udvikling af det medierede demokrati og dettes udviklingsmuligheder. Dette kan gøres ved kritisk at gennemgå de klassiske forestillinger om oplysningens offentlige ræsonnement og dialektik.

Mediering af common sense

Politiske beslutninger retfærdiggøres mere og mere med henvisning til eksperters mening, hvorved massemedier tildeler borgere en rolle som objekter for politisk handling – og ikke som den offentlige debats subjekter. Central for ideen om det offentlige ræsonnement som en forudsætning for demokratisk legitimitet er imidletid ideen om oplyste borgere, der handler med almen fornuft, common sense (men ikke nødvendigvis rationalitet) i det civile livs deliberative netværk (Eliass, 1939/1994). Repræsentativ politik følges let af en reduktion af aktiv deltagelse til passivt forbrug af nyheder og holdninger.

Professionel journalistik formidler nyheder og tolker holdninger fra en bred offentlighed til politiske eliter og omvendt. Ikke kun som demokratiets vagthunde, men også som kommunitaristiske hyrdehunde, der søger at forene modstridende interesser. For at forstå disse processer supplerer netværksanalysen den kritiske offentlighedsteori, idet den viser, hvordan journalistik repræsenterer medborgerskab og common sense der kan tilføre den demokratiske beslutningsproces’ legitimitet og rationalitet.

Framing af det politiske liv

Journalistiske normer, fx udvælgelsen af kilder og fortællinger med nyhedsværdi, udgør de institutionelle rammer for medieret politik. Nyhedsmedier deler deres magt til definition med traditionelle politiske institutioner (fx politiske partier, repræsentative organer) og talsmænd for interesegrupper i en fortløbende proces med rådslagning og storytelling. Individuelle journalister kan måske godt opfatte sig selv som autonome, men af praktiske grunde arbejder de i professionelle flokke med kollektive koder for opførsel (Lund, 2004). Således bidrager journalistikken indirekte til at forme den offentlige mening.

Enhver analytisk tilgang til journalistik – ja til produktionen af massemedieret indhold i det hele taget må spørge: hvordan er rammen her? Hvorfor denne ramme og ikke en anden? Hvilke mønstre deler de rammer, der er presset ned over denne begivenhed, med rammerne i andre medier og i andre situationer? Og hvordan regulerer den nyhedsrapporterende institution disse reguleringer? Og endelig: hvilken forskel spiller rammerne for resten af verden? (Gitlin, 1980:7)

Nyhedsmedier udøver ikke den journalistiske magt til framing i absolut isolation. Den professionelle journalistiks praksisformer er i vidt omfang standardiserede og kan forudsiges (og manipuleres) af professionelle strateger. Organiserede interesser og selvudnævnte talsmænd for det fælles bedste, udøver en stærk påvirkning på det politiske livs processer. Samtidig overvåger nyhedsmedierne selv netværk for formning af den offentlige mening, deriblandt ikke blot professionelle journalister, men også spin doctors, talsmænd for interessegrupper og andre politiske aktører, der hævder at være repræsentative. En sådan framing og spinning finder dybest set sin legitimering i en forestilling om ”oplyselige” (men ikke nødvendigvis oplyste) medborgere. Dette ideal om medborgerskab kan, sammen med normer om undersøgende journalistik og kritisk framing af politisk handling, spores tilbage til amerikansk politisk tænkning i begyndelsen af det 20. århundrede:

Nyhedshistoriens forvandling er klart relateret til den ide om politik, der blev fremført af den progressive bevægelse. Kort sagt lagde progressivismen vægt på et perspektiv på politikken som ”god regering”; den mistroede politiske partier og disses maskineri og ledte efter mere direkte offentlig deltagelse i statens styring (…) Som Progressivisterne forsøgte få politik fremstillet som teknik, forsøgte journalister at få journalistgerningen fremstillet som politiske kommentarer fra uddannede analytikere (Schudson, 1995:66).

Fra den amerikanske progressive æra og den moderne tradition for videnskabelig empirisme arvede journalistikken som kritisk profession normer om objektivitet (fx at holdninger skulle adskilles rationelt fra nyheder) og stærke idealer om interview, der skulle hæve sig over strid mellem (parti)politiske standpunkter. Den foretrukne form for journalistik var netop kendetegnet ved at undgå involvering i stridigheder mellem partier og andre grupper om deres forskellige standpunkter. Disse ideer om en objektiv journalistik med udgangspunkt i facts blev ikke udbredt til resten af verden med det samme. Dansk forskning (Lund, 2002; Pedersen, 2000) viser, hvordan dansk journalistik først fik kappet båndene til de politiske partier et halvt århundrede efter de amerikanske medier. Først i 1960erne og -70erne oplevede Danmark en ‘progressiv’ vending i den massemedierede politik, hvor partipolitisk tilhørsforhold blev afløst af den kritiske journalistiks professionelle rationalitet.

Medieret legitimitet blev væsentlig for politiske partier og andre beslutningstagere, der konkurrerede om indflydelse indenfor denne form for medieret demokrati (Thompson, 1995). Politisk legitimitet kunne nu opnås ved at præsentere partibaserede løsninger på borgernes problemer som rationelle, teknisk og/eller progressive. Deltagere, der er ude af stand til at præsentere deres interesser på en måde, der inden for disse rammer ses som fornuftig og nyhedsværdig af professionelle journalister, risikerer at blive holdt ude – ikke blot fra avisens forsiden, men også fra parlamentets talerstol.

Når de indser dette, ansætter de fleste politiske aktører professionelle journalister af strategiske grunde. Fra et habermasiansk synspunkt bør den slags mediestyring fordømmes som systemisk kolonisering af det offentlige rum. Set fra et netværksperspektiv er strategiske framingprocesser dog uundgåelige i medieret politik. I et politisk miljø præget af tvetydighed og tilfældighed skelner journalister rutinemæssigt mellem de deltagere, der fremfører rationelle og legitime argumenter, og dem, der ikke gør: politiske aktører, der giver indtryk af at have partitilhørsforhold, underlægges meget strengere granskning end dem, der giver indtryk af at repræsentere det fælles bedste.

I medierede kampe om politiske prioriteringer er det afgørende for politiske eliter, at de er gode til at tale på ‘almindelige’ borgeres vegne og forsyne nyhedsmedierne med autentiske sager, der kan dokumentere det fornuftige i netop deres holdninger til aktuelle spørgsmål. Det parlamentariske systems forrang er simpelthen blevet påhægtet privilegier til journalister og ekspertkilder, der foregiver at spille en særlig institutionel vagtrolle. Dannelsen af den medierede offentlige mening er påvirket af faktorer, som de nationale forfatninger og de normative idealer om repræsentativt demokrati ikke havde forudset. Dette er ikke nødvendigvis et udtryk for demokratiets undergang, men helt sikkert et symptom på institutionelle ændringer, der kræver en nærmere analyse af begrebet praktisk ræsonnement i det politiske liv.

Phronesis, episteme og techne

Kritiske frustationer over kløften mellem demokratiske idealer og praksis i de repræsentative beslutningsprocesser skyldes delvist, at teknisk og epistemisk rationalitet fremstilles på objektivistisk måde, der kun efterlader begrænset plads til praktisk ræsonnement i det offentlige liv. Generel teori og simpel kausalitet betragtes som finere end kasuistisk praksis på trods af, at beslutninger i praktisk politik snarere er baseret på praktisk fornuft og vedrører specifikke sager, der vurderes under inddragelse af normative principper.

Phronesis er den klassiske betegnelse for praktisk fornuft. Ordet tilhører en familie af græske begreber, der betegner forskellige former for viden og rationalitet. Disse begreber er på samme tid distinkte og interrelaterede. Som Aristoteles skelner vi mellem episteme, der betegner deduktiv og abstrakt viden; techne, der betegner induktiv og teknisk kompetence; og phronesis, der betegner abduktiv og praktisk fornuft.

Sidstnævnte kan oversættes til det latinske ‘prudentia’ og har overlevet i det engelske ‘prudence’. Phronesis betegner evnen til at overføre principper på specifikke sager og situationer. De klassiske grækere så det som en intellektuel dyd, der var en forudsætning for alle andre dyder såsom mod, retfærdighed og gavmildhed. Sådanne egenskaber forudsattes at eksistere i en persons karakter, mens Phronesis var en intellektets dyd, tilskrevet den menneskelige evne til praktisk handling (MacIntyre, 1984:154).

Phronesis blev ofte portrætteret som en dreng med tre ansigter, hvoraf det ene kiggede bagud i tiden, det andet var tilstede her og nu, og det tredje kiggede frem i tiden. Den praktiske tænker, der overvejer, hvordan der skal handles nu og her, overvejer med blikket mod de fremtidige konsekvenser – men på samme tid også i forlængelse af erfaringer og af principper, der er udviklet på baggrund af fortidens handlinger.

Phronesis kombinerer tanke og handling, mål og midler, og det generelle med det specifikke på en situationel måde. Begrebet praktisk ræsonnement forener præcis det, som moderne rational choice-tænkning har adskilt med en serie af dikotomier. Fordi den praktiske tænker reflekterer over handlinger i forbindelse med enkeltstående situationer, kan det specifikke ræsonnement ikke erstattes af generelle regler, formularer, systemer eller skemaer. Hverken techne eller episteme passer til praxis (handlingslivet, som også omfatter refleksion over hvorfor eller hvordan, vi skal vælge en handlingsmåde fremfor en anden).

En sådan brug af praktiske fornuft giver svar og løsninger i politik, hvor ingen epistemisk eller specifik teknisk sandhed hersker. Vigtigst er fornuftig dømmekraft, der forudsætter kollektiv erfaring og personlig integritet. Borgere i demokratier har ikke blot ret til at deltage i politiske diskussioner, men kan i en vis forstand også siges at have pligt til at gøre det – så godt de nu kan – i kraft af et medansvar for kollektive handlinger, som sådanne diskussioner måtte føre til.

På grund af den moderne optagethed af epistemiske sandheder (inspireret af naturvidenskaberne) og tekniske løsninger (inspireret af ingeniørkunsten) er praktisk ræsonnement som klassisk dyd blevet udelukket fra det akademiske liv. Tilhængere af epistemisk rationalitet forholder sig stærkt ambivalent til forestillingen om common sense. Ambivalensen kommer af ordet ’common’ [”almindelig” eller ”fælles”], der refererer til det, vi kan regne med at finde hvor som helst, tilgængeligt for alle. I den forstand er udtrykket common sense blevet devalueret i den medierede politik til at betyde banaliteter og fordomme i stedet for fornuftsbaseret mening.

Common sense kan selvfølgelig være forudindtaget og forkert, for praktisk fornuft er mindre sikker end videnskabelig og teknisk forskning. I en sådan forstand kan common sense føre til orto-doxa, altså for raske og udokumenterede domme med tvivlsomme referencer til masseopinionen, der er forurenede af følelser og personlige præferencer – i modsætning til facts og videnskabelig viden. Indenfor politisk tænkning kan common sense dog også være noget positivt, idet det betyder almidelige borgeres abduktive fornuft – i modsætning til eksperternes induktive og deduktive rationalitet.

Oplyst medborgerskab baseret på common sense kan ikke reduceres til ’masseopinion versus eliteviden’. Det omfatter et ret blandet udvalg af det praktiske livs aspekter, såsom følelse, moral og private interesser, såvel som uenighed og konflikt i forbindelse med aktuelle spørgsmål. Der er stort behov for udmøntning og klargøring her. Dette fremgår tydeligt ved sammenligning med den moderne ide om offentlig uddannelse og oplysning forstået som som transport af viden og rationalitet fra ekspertisens verden til en læg offentlighed. Denne elitære forståelse er næppe anvendelig på praktisk politik baseret på common sense som den menneskelige evne til at forstå og få styr på praktiske spørgsmål udenfor den epistemiske og tekniske rationalitets rige.

Hannah Arendt (1958) bruger – i sit studie af menneskelivets vilkår – common sense og kløgtens klassiske præmisser som centrale elementer i sin tænkning om offentlighed. Ud fra denne tænkning kan oplyst medborgerskab ses som et demokratisk krav om at diskutere problemer på en situationel måde. På denne måde behøver mennesker, når de optræder som medlemmer af offenligheden, ikke at være eksperter i dét, de ytrer sig om. De skal blot ikke være direkte hindrede af husholdningens private byrder eller materielt afhængige af andre. Når de træder ind i det offentlige liv, er frie og ligeværdige borgere i stand til at udveksle overvejelser med ligemænd, der er i stand til at tænke sig om og udøve dømmekraft fra sag til sag: ”Ikke Athen, men Athenienserne udgjorde polisen.” (Arendt, 1958:195)

Fremfor at forsamles for at blive belært og oplyst af de privilegerede få, skal den kritiske teoris demokratiske borgere virke sammen på kryds og tværs, i netværk, i agoraen og derved skabe offentlig mening ved diskussion. Således er det personlige – som ikke er det samme som det private – intimt forbundet med det fælles, det offentlige, på to vigtige måder: For det første betegner common sense en personlig evne til at foretage ræsonnementer (der er åbne for alle og enhver), og for det andet er disse ræsonnementer forsøg på at forstå det praktiske liv for at kunne foretage kloge politiske beslutninger vedrørende samfundets fælles bedste.

Rationalisering af det praktiske ræsonnement

For både den klassiske filosofi og den kritiske offentlighedsteori er politik den højeste form for praktisk ræsonnement. Dette er en forestilling, der stammer fra begrebet Aristoteles’ begreb om praxis, som betyder den menneskelige handlingsverden til forskel fra produktionens verden eller fra den rene kontemplations verden. I denne forstand kan ”praktisk ræsonnement” tjene som en normativ ramme, indenfor hvilken journalistik kan betragtes som demokratiske netværk af medieret politik – ikke a priori opfattet som ufornuftig, irrationel og manipulerende.

Praktisk handling er at gøre noget. Produktion er at lave noget. Kontemplation er hverken at gore eller lave noget. Handling er formålsrettet og omfatter etiske aspekter.. Produktion er rettet mod objekter og udelukker etiske overvejelser. Kontemplation er rettet mod en individuel forståelse og et mål i sig selv. Politik kan hverken reduceres til epistemisk kontemplation eller til blotte tekniske problemer. Politik handler om praktiske spørgsmål og kræver phronetisk fornuft.

Objektivitet som anti-politik

Det offentlighedstyrede demokratis normer placerer journalister i en indflydelsesrig position som privilegerede producenter af offentligt ræsonnement og common sense. Nyhedsmediernes uafhængighed og indflydelse er imidlertid begrænset. I et moderne netværkssamfund gebærder journalister sig som interviewere i dette ords oprindelige betydning, dvs. de medierer holdninger mellem borgere med forskellige interesser og holdninger.

Journalister er jo også selv borgere med særlige interesser og egne meninger. For at retfærdiggøre deres opgave som formidlere må de enten gøre disse præmisser eksplicitte i åben debat eller besidde en professionel etos, der udelukker privat forudindtagethed. Forestillingen om objektivitet har sine rødder i denne den politiske journalistiks søgen efter legitimitet. Det har imidlertid alvorlige sideeffekter sådan at rationalisere nyhedsskabelsen (Hackett & Zhao, 1998). At objektivere fornuftig handling i et forsøg på at undgå subjektiv forudindtagethed kan skade selve netværksdemokratiets kerne: borgernes deltagelse i praktisk politik.

Objektivistisk rationalitet i moderne journalistik er gradvis blevet til en antipolitisk idé om offentligt ræsonnement. Journalistisk storytelling – fortællinger om det fælles her og nu – har lidt voldsomt under den objektivistiske opfattelse og fremstilling af praktisk fornuft som epistemisk og teknisk rationalitet. Bl.a. har dette påvirket de måder, hvorpå journalister behandler ekspertkilder (der præsenteres som Sandhedens stemmer) til forskel fra politiske kilder (der præsenteres som særinteressernes stemmer) (Meyer, 2005). De professionelle normer om den epistemiske (ikke den phronetiske) rationalitet som det mest gyldige udgangspunkt for offentlige valg i det repræsentative demokrati indrammer den måde, hvorpå moderne journalistik afbilder virkeligheden: man skal tjene det fælles bedste, adskille sandt og falsk, få styr på facts, afstå fra personlige vurderinger (Altschull, 1990).

Den norm om objektivitet, der hentes fra naturvidenskabernes epistemiske rationalitet, tildeler ekspertkilderne en privilegeret rolle i politik (Arnoldi, 2005). Journalister samarbejder med ekspertkilder i forsøg på at udelukke tvivlsomme og irrationelle magtspil. Dermed foretager,de, fra en position udenfor det politiske liv, domme og vurderinger, som skal appellere til observatører, der ligeledes mener at stå uden for (parti- og gruppe)politiske kampe og stridigheder. Dette udtrykker og underbygger den holdning, at det politiske liv og den offentlige mening er blevet forurenet og trænger til en progressiv og videnskabelig rengøring.

Sådanne bestræbelser har dog ikke haft den store success: “politik er den sørgeligste videnskab, fordi vi har lært af den ikke at forvente nogen ligevægt”, hævder en af de mest ivrige foregangsmænd for rational choice indenfor politisk videnskab (Riker, 1980:443). Der er kun begrænset epistemisk bevis for, at de lidt usikre ideer om praktisk ræsonnement og common sense som drivkræfter i det politiske liv kan afvises.. Hannah Arendt (1958:220) peger på grundene dertil i en sammenfatning af betingelserne for kollektiv handling, set i lyset af klassisk politisk tænkning: der er usikkerhed, fordi konsekvenserne af politiske handlinger ikke kan forudses ; der er uoprettelighed, fordi handlinger ikke kan gøres ugjorte; og der er mangfoldighed, fordi ”det offentlige menneske” netop ikke er ét, men mange forskellige enkeltpersoner, der har det med at konkurrere, komme i konflikt og være uenige.

Der er en iøjnefaldende afstand mellem de klassiske opfattelser af betingelser for kollektiv handling og den objektivistiske rationalitets mål, som de kommer til udtryk i nutidens journalistiske normer. Sidstnævnte kan opfattes som direkte fjendtlig overfor de omtalte betingelser for det politiske liv som praksis. Overfor vidt udbredte overbevisninger om videnskabelig rationalitet lader forestillingen om politik som praxis til at være en forhindring, snarere end en betingelse for udfoldelsen af fornuft som objektivistisk rationalitet. Professionelle journalister forventes at kunne overkomme disse forhindringer ved at redefinere politik som social ingeniørkunst, hvorved det deliberative demokrati reduceres til rational choice i formodningen om, at medborgere og politikere (men ikke eksperter og journalister) er ude af stand til at adskille sig selv fra common (non)sense og private interesser.

Objektivistiske journalister på linje med rational choice- tænkere (Mueller, 2003), der præsenterer sig selv som realister, har introduceret en ide om politisk rationalitet adskilt fra praktisk fornuft. Den akademiske diskurs har (til tider ganske forbitret) været med til at skygge for slægtskabet mellem empirisk og teoretisk rationalitet. Ideen om fornuft som værdi- og kontekstløs rationalitet, der har været rettet mod opnåelse af konsensus, har været fremherskende – ikke blot indenfor liberal, men også indenfor socialistisk tænkning. Det gælder også for forestillingen om offentlighed som uløseligt knyttet til en opdeling i elite(r) der står over for en masse.

Mediering af masserne

Isoleringen af fornuft som objektivistisk rationalitet i ekspertnetværk udenfor en politiske verden, der er kendetegnet ved common sense og praktisk ræsonnement, har haft stor indflydelse på ideer om medlemmerne af offentligheden. Almindelige borgere er blevet reduceret til et uoplyst massepublikum af tilskuere, der ikke kan bidrage med andet end irrationelle rester fra ekspertopinionen – de kan ikke betroes rollen som fundament for rational choice.

Medborgerskab fungerer imidlertid stadig som den ultimative legitimitet for den repræsentative regering. Professionel journalistik stiller et massepublikum over for oplyste eliter og gør det uden skelen til den kløgtbaserede dømmekraft, fordi sidstnævnte ikke kan generaliseres og ofte er modsætningsfyldt. I stedet evalueres opinionsmålinger af ekspertkilder og illustreres af mere eller mindre repræsentative sager og spektakulære undtagelser fra generelle tendenser.

Theodore Porter (1995:74) ser en modvilje mod eliter som drivkraften bag det moderne objektivitetsbegreb: for at fornuften ikke skal indfanges af eliter, er den blevet gjort upersonlig og upolitisk. Paradoksalt nok mister den generelle offentlighed i et sådan antipolitisk rationalitetsbegreb sit forum for åben diskussion og modstridende fortolkninger af det fælles bedste. Politik kommer til at dreje sig om massemedieret og kvantificeret tillid, hinsides indflydelse fra den menneskelige mangfoldighed i den klassiske forståelse af medborgerskab.

Forudsætningen for denne dikotomi mellem massepublikum og oplyste eliter går hånd i hånd med en serie af andre massemedierede dikotomier – sammengængende, men i visse tilfælde også indbyrdes modstridende: tanke versus handling, fornuft versus magt, facts versus følelser, viden overfor værdier. På linje med disse kan eliter medieres som nicher af tekniske fornuftsbrugere, særegne qua deres evne til at producere upersonlig, nonspekulativ viden, som alle kan stole på. Fra et objektivistisk synspunkt kan dette lede til visioner om teknokrati.

I skarp kontrast dertil kan masserne frames som en pøbel, der er karakteriseret ved instinktiv egoisme og forventes nemt at kunne blive manipuleret af spin doctors. På den anden side hylder den kritiske journalistik også ofte massepublikummet som ”det uspolerede folk”, der personificerer sand moral og altruisme per instinkt eller følelse. Sidstnævnte fortolkning kan skabe basis for antiteknokratisk og for populistisk politik.

Disse journalistiske fortolkninger af et massepublikum overfor eksperteliter producer en uophørlig serie af modstridende historier. Denne tilgang til det politiske liv giver masser af plads til nyhedsreportager, der modsiger repræsentanter for teknokratiske eller populistiske idealer om det politiske liv. Men der er ikke megen plads til en forståelse af offentligheden som en mangfoldighed af fornuftige medborgere, hvoraf hver især har personlige moralske værdier, særinteresser og på samme tid en evne til refleksion over offentlige spørgsmål og kollektiv handling.

Beskrivelser af offentligheden som et massepublikum har normativt påvirket moderne journalistik, som denne udviklede sig fra midten af det 19. århundrede. Journalister har skullet repræsentere den ”fjerde statsmagt” defineret som ”folkets stemme”(Schudson, 1995:156). Således har journalister som en gruppe skullet konstituere en stedfortrædende offentlighed ved at mediere mellem samfundet masser og eliter. Engagementet i den offentlige mening (medieret som ”folkets vilje”) er særligt stærkt indenfor den undersøgende journalistiks konventioner, som udgør indbegrebet af de dominerende ideer om kritisk journalistik.

Med retfærdiggørelse i spektakulære sager (fx Watergate-undersøgelsen udført af Washington Post) har journalistikken opnået en aktiv, politisk rolle, der sommetider er i stand til at skubbe valgte politikere og embedsmænd til side med hensyn til beslutninger om, hvilke offentlige spørgsmål der skal sættes på den politiske dagsorden (McCombs, 1997). Idealerne om vagthundsjournalisme går ud på at afsløre magtmisbrug, beskytte ”masserne” mod ”den magtfulde elite” og i det hele taget sørge for, at sandheden kommer frem, og retfærdigheden sker fyldest (Pilger, 1999).

Kombineret med normen om objektivitet kan denne etos gøre journalister blinde for de strategiske aspekter af politisk spin, fx Watergate-undersøgelsens ”deep throats” (Schudson, 1995). Mens de spiller rollen som vagthund, kan journalister naivt komme til at lade sig bruge af professionelle komunikatører og disses magtfulde klienter. Journalistikken synes at have mistet modet til at tænke offentligheden som en mangfoldighed af medborgere, der – med mere eller mindre fornuftsbaserede meninger – former netværk fra sag til sag.

Fortolkninger af offentligt ræsonnement som ikke andet end nicher af elitær rationalitet og magtspil hviler på den formodning, at den politiske debat ikke kan tilkendes status som andet end en irrational spejling af den offentlige mening, som så igen er udtryk for et uoplyst massepublikums fordomme.og magtesløshed. På et sådant grundlag er undersøgende journalistik næppe i stand til at understøtte fornuftig offentlig rådslagning blandt individuelle borgere.

Vi ser dog ikke alt dette som den kommunikative handlings uundgåelige undergang. Tværtimod vil vi foreslå, at professionel journalistik allerede har redskaberne til at agere som en stedfortrædende offentlighed. Men disse redskaber må genopdages for at kunne blive brugbare til praktisk ræsonnement i den klassiske betydning.

Genopfindelse af den politiske journalistik

Idealet om borgerbaseret demokrati forbliver den mest afgørende legitimering for repræsentativt demokrati på trods af, at moderne journalistik plejer at se det som en normativ illusion. De fleste politikere og ekspertkilder hylder kun disse idealer i ord, men ikke i gerning, og hvis vi kan finde en måde, hvorpå vi kan slippe de klassiske offentlighedsnormer ud af den objektivistiske rationalitets jernbur, vil vi ikke blot kunne forbedre den journalistiske praksis, men også det repræsentative demokrati i det hele taget.

I USA har et vist antal journalistikforskere forsøgt dette ved at fremme det, der kaldes medborgerlig eller ‘public journalism’ (Glasser, 1999). I stedet for blot at rapportere om aktuelle sager, inspireres journalister til at understøtte politisk handling, der betoner deltagelsesaspektet. Disse eksperimenter er imidlertid blevet mødt med skepsis fra nyhedsmediernes etablissement. Derfor er mange af de handlingsorienterede bestræbelser gået i sig selv, hvilket har efterladt mainstreamjournalistik endnu mere passiv og objektivistisk end før (Cunningham, 2003).

Fremfor at argumentere for enkeltstående eksperimenter med medborgerlig journalistik vil vi pege på kritiske potentialer i hverdagens rutinejournalistik, der måske kan understøtte praktisk ræsonnement. Ved at benytte eksisterende værktøj (fx storytelling eller interviews) på en reflekteret måde kan journalister blive opmærksomme på deres offentlige funktioner i det repræsentative demokrati – og mindre ukritiske over for manipulation fra spin doctors og normer om at kunne stå uden for det politiske.

Fortællende interviews

Under sammenstødene mellem de klassiske begreber om phronetisk ræsonnement og epistemisk rationalitet blev storytelling udelukket fra sandhedens, videns og fornuftens rige (Barnhurst & Nerone, 2001). Journalistik, der fortalte historier om verdens gang, gik af mode, og selve det at fortælle historier blev forbundet med fiktionens irrationelle sfære. Storytelleren blev sat i modsætning til den objektivistiske reporter, dels fordi fortællinger forener netop de facts og tolkninger, som professionelle reporters forsøger at adskille, dels fordi en tilladelse til at ”lave nyheder” ofte leder til beskyldninger om at ”forfalske nyheder”.

Den velfortalte historie portrætterer ting og begivenheder i sammenhæng, med en begyndelse, en midte og en slutning. Historiefortælleren sætter sig ikke over eller hinsides handlingens praktiske verden, som inkluderer aspekter af uenighed, interessekonflikter, magtrelationer, moralitet etc.. Historiefortælleren er mere en deltager, der observerer det rodede og urene, praktiske liv, end en udenforstående. Det er ikke blot hans mål at rapportere facts, men også at hjælpe publikum med at søge mening i alt rodet.

Indenfor moderne journalistik omtaler man stadig det journalistiske slutprodukt som ”nyhedshistorier”. Men produktionen af nyheder tilskrives ikke værdi som fortællekunst. Historier skal forestille at fokusere på rå facts, adskilt fra historiefortællerens subjektive værdier. Subjektive fortællinger i nyhedsmedierne er havnet i dagbladenes feature-dele og fjernsynets infotainment-nicher. Slutproduktet ses ikke som rigtige nyheder, men blot som reality shows, testimonials og myter, altså netop de områder, som den kritiske journalistik ser det som opgave at gøre til sin genstand og udstille.

I processen med at lave hverdagsrodet om til nyheder og sandheder, finder personlige fortællinger ikke desto mindre vej til medieret politik ved hjælp af én højt respekteret form for journalistik: interviewet. Journalister taler jævnligt med folk for at finde ud af, hvad der sker, og hvilke udtalelser man kan relatere til hvilke begivenheder. Ved at stille spørgsmål og loyalt at gengive de forskellige kilders svar, skaber journalistikken inter-views [”mellem-meninger”]: meninger, der deles eller diskuteres blandt folk.

Interviewets bogstavelige betydning er afgørende for forståelsen af den slags deliberativt demokrati, som journalistikken kan eller ikke kan støtte. Rutineinterviewet, udført i al hast evt. per telefon, er kun sjældent en åben diskussion eller dialog i dette ords klassiske betydning. I kritisk journalistik er interviewet ofte mere et forhør end en samtale (Anderson, 1994). Resultaterne bruges blot som ’lydstykker’, journalisten siden forsøger at passe ind i en fortælling, der allerede er lavet. Presset fra deadline tillader hverken platonisk, udviklende dialog eller fri diskussion med åben slutning.

Men interviewet giver ikke desto mindre en vis mulighed for common sense og subjektiv meningsskabelse, der ellers opfattes som fremmed for objektivistisk journalistik. Den klassiske brug af ordet dialog indikerer, at det er en serie af spørgsmål og svar, der har det formål at idenficere de korrekte svar og/eller at opnå konsensus i situationen. I hverdagsjournalistik er dialog noget, der skal overstås så hurtigt som muligt. Dialog er oftest et middel til et mål, og dette mål er aldrig samtalen i sig selv.

Ordet diskussion stammer derimod fra det latinske verbum for at ‘ryste noget’. En kritisk diskussion kan således opfattes som en proces, der ryster et kompleks af nyheder og holdninger, vender dem på hovedet, kigger på dem fra mange forskellige perspektiver (dvs. interviews) og åbner for forskellige og til en vis grad modstridende fortolkninger. Netop denne rystelse kan være et mål i sig selv. På samme tid kan det også være et værktøj for kritisk journalistik på to vigtige måder: for det første ved at kaste lys over spørgsmålet om selve diskussionen og dens grundlag, for det andet ved at forbedre forholdene for civiliserede diskussioner om spørgsmål af offentlig relevans, dvs. bane vejen for pragmatiske og fornuftige diskussioner, der tager deltagerne fra konkrete sager til de overordnede principper og tilbage igen.

Praktisk ræsonnement af denne slags er konkret og pluralistisk. Det har ikke til formål at opnå eksakte og entydige svar eller grundlæggende konsensus og sikkerhed. Tværtimod er det en form for sam-tale, der har til formål at muliggøre offentlig beslutningstagning som en praksis af civiliseret uenighed på helt forskellige, altid uforudsigelige og etisk ladede områder. Således kan det karakteriseres som evnen til at anerkende, i sig indeholde og mestre mangfoldighed, flertydighed og usikkerhed. Som enhver anden historiefortæller præsenterer den professionelle journalist mønstre af betydning. Sådanne processer er vigtige for medborgere i medieret politik, der jo er baseret på konflikter qua forskellige materielle interesser ligesåvel som værdiforskelle.

Således passer den narrative journalistiks processer ikke til den objektive journalistiks idealer. Ikke desto mindre tjener de som midler til praktisk ræsonnement i netværk af mere eller mindre oplyste borgere. Professionel journalistik kan være instrumentel for sådanne demokratiske processer, idet den kan stimulere ikke blot specifik (u)enighed om aktuelle emner, men også meta-politisk common sense om de holdningsprægede områder, der ligger til grund for det daglige rod af nyheder og holdninger. Som omtalt har common sense og praktisk fornuft lidt et tab af status, der minder om fortællingens statustab (udenfor kunstens isolerede niche). Dette er ingen tilfældighed. Faktisk kan historiefortælling ses som det rettte medium for udfoldelsen af praktisk fornuft:

“[D]et, som fortælling lover os, der beskæftiger os med historisk sandhed, er en slags forståelse, der hverken er absolut eller relativ, men noget midtimellem. Det er det, Aristoteles kaldte phronesis, i modsætning til den blotte nedskrivning af facts eller den rene abstraktion af videnskabelig theoria. Det er tættere på kunst end på videnskab; eller, om man vil, [tættere] på en human videnskab end en eksakt. Som arkitektens målestok er den tilnærmet men forpligtet på levet erfaring.” (Kearney, 2002:149-150)

Som historiefortællere skaber netværk af betydning indenfor det offentlige område, inviterer journalister (om de så vil det eller ej) også til associationer og nye fortolkninger af nyhedshistorier, som ellers var framed som ren rationalitet og facts. Fra studier af mediereception ved vi, at nyhedsbrugere opfatter nyheder ud fra rammerne af common sense og for-domme, ikke ud fra de rationalistiske rammer af objektiv sandhed (Jensen, 1998). Ironisk nok forsøger de fleste kritiske journalister stadig at fremstille sig selv i rollen som formidlere af facts, og ikke i rollen som fortællere af politiske historier.

Pleje af det plurale medborgerskab

Vi har argumenteret for, at kritisk journalistik laver nyheder – og altså ikke blot medierer objektive rapporter om politiske emner. I interviewsprocessen fortæller journalister historier. Det gør de mere eller mindre rutineret og talentfuldt. Men ligegyldig hvordan det gøres, udgør det synlige resultat kæder af tolkninger, der præsenterer et bestemt netværk af synlige og usynlige kilder (Bro, 2004). Disse netværksaktiviteter krydser de grænser, der adskiller offentlige og private sfærer, ekspertbeviser og common sense, individuel og kollektiv handling. Nårsomhelst aktører forbindes i et medieret netværk, bliver de dele af en gensidig fortolkningsproces og dermed aktive deltagere ,medborgere, i det politiske liv.

Netværksperspektivet omskriver den tradionelle måde at tænke offentlighed på altså som en arena for fri og lige rådslagning mellem borgere. Der ligger intet velordnet, offentligt sted og venter på aktørerne. Offentligheden skabes diskursivt som et forestillet fællesskab (Anderson, 1983) bestående af netværk, der konstrueres situationelt af aktører, som fortæller hinanden mere eller mindre overbevisende historier. Den afgørende magt ved denne form for medieret demokrati kan ikke lokaliseres hos en bestemt aktør, der har magten og autoriteten. Hverken journalister eller spin doctors laver eller forfalsker autonomt aktuelle sager. Det er mere eller mindre oplyste borgere, der oversætter faktoider til troværdige nyheder ved hjælp af interviews og andre professionelle framingsprocesser.

Disse kæder af oversættelser i interviewnetværk (i den føromtalte bogstavelige betydning af ordet ’interview’) producerer ikke objektivistisk rationalitet, men common sense og offentlig mening givet stemme af en mangfoldighed af politiske aktører. Nogle kan journalistisk fremstilles og gives status som ’eksperter’, andre som ’lægfolk’. Nogle kan evalueres af meningsmålinger, andre ud fra eksamensbeviser og tildelte embeder. Tilsammen fremstilles de som dagens offentlige autoritet..

Denne mediering af den politiske dagsorden hviler på formodningen om, at journalistik som institutionaliseret kollektiv taler på vegne af den offentlige mening. Dette forudsættes gjort gennem leverance af fornuftige svar, som er baseret på fornuftige vurderinger, og som stammer – ikke fra historiefortællerne selv, men – fra ’troværdige kilder’, der repræsenterer den offentlige (eller rettere offentliggjorte) mening.

Dette placerer journalistikken i en privilegeret position i det politiske liv. Det er værd at notere sig, at denne position ikke kan retfærdiggøres med henvisning til uddannelsesmæssige kompetencer eller tildelt embede. Journalister stiller spørgsmål og kræver troværdige svar som oplysende borgere (Schudson, 1999), på vegne af mindre oplyste borgere. Ikke for at tage autoritative beslutninger om det fælles bedste, men for at pleje en fornuftig holdningsudvikling på områder af offentlig interesse.

Plejen af den offentlige mening er en central funktion i det medierede demokrati, tildelt journalistikken der dermed kan muliggøre offentlig debat ved at invitere modstridende holdninger til at vekselvirke i professionelle rammer. Ved at bruge professionelle interviews – ikke blot som lydsstykker eller forhør, men – som midler til praktisk ræsonnement og storytelling, kan kritisk journalistik bidrage til at skabe betydning, sammenhæng og kontinuitet.

Journalister, der udfylder den offentlige rolle som det medierede demokratis fortællere, bør opfattes som borgere på linje med andre borgere. Når vi nu har forkastet ideen om et massepublikum overfor konkurrerende eliter, står vi tilbage med en ide om en offentlighed bestående af netværk og nicher, hvoraf nogle er beboet af professionelle journalister, og hvoraf alle er knyttet sammen af medierende midler såsom interviews og storytelling. I disse processer udgør journalister – hvad enten den enkelte journalist ved det og vil det eller ej – situationelle sfærer af stedfortrædende offentlig mening.

Således forstået er det en forudsætning for, at journalistikken kan være kritisk i den klassiske forstand, at professionen anerkender sig selv som informerende medborgerskab, der aktivt tolker (og altså ikke blot gengiver) politiske beslutningsprocesser. Hvis professionelle journalister forstår deres offentlige rolle som uinvolverede outsiders, der følger idealer om objektivistisk rationalitet, er de ikke i stand til at medvirke konstruktivt til processer af praktisk ræsonnement. I stedet overlades disse opgaver til spin doctors og andre, uprofessionelle, historiefortællere.

Mediering af offentligheden

Offentligheden, forstået i den klassiske forstand som Dewey (1927) og andre optimister fra den progressive æra hyldede, er måske blot et spøgelse af demokratisk idealisme, som Lippmann (1930) pessimistisk hævdede. På den anden side foregår politisk handling stadig under menneskelige betingelser med holdningsmæssig mangfoldighed, usikkerhed og uoprettelighed. Under disse omstændigheder kan journalister varetage den politiske opgave at forme og formidle offentlig debat blandt medborgere som forpligtede observatører og kritiske deltagere, dvs. de kan pleje spøgelsesoffentligheden på vegne af mere eller mindre oplyste medborgere.

I sine senere værker nedtonede Habermas de sociologiske aspekter af offentlighedsanalysen til fordel for filosofiske aspekter af talehandlingens diskursetik. Derfor får vi begrænset teoretisk assistance, når det kommer til en forståelse af, hvordan det repræsentative demokrati gennemfører formning af den offentlige mening per stedfortræder. I 1990 distancerer Habermas sig eksplicit fra sine offentlighedsanalyser fra 1962 og 1973. Hovedårsagen dertil var angiveligt manglen på nutidig forskning om nyhedsmediernes udvikling i senmoderniteten. Han havde hverken tid eller lyst til at fremskaffe empiriske data, men foretrak at reevaluere nogle teoretiske aspekter af offentlighedsteori (Habermas, 1992).

Derfor har Habermas ikke selv været i stand til (eller haft lyst til) at oversætte offentlighedsanalysens betingelser og løfter til en gennemtænkt og overbevisende teori om det medierede demokrati. Vi hævder, at dette kan gøres ved at betragte journalistik som professionel vedligeholdelse og indramning af offentlig meningsdannelse og common sense, idet journalister gør offentlig brug af interviews, storytelling og praktisk ræsonnement.

Set fra et sådant synspunkt giver det ikke mening at tale om den offentlige mening defineret som en singulær og institutionaliseret referenceramme. Dannelse af offentlig mening må forstås ved hjælp af begreber som ’netværk’ og ’nicher’ (i flertal) – med professionelle journalister som mere eller mindre kritiske mediatorer. Praktisk ræsonnement handler om udøvelse af dømmekraft fra sag til sag. Idet de bidrager til sådant ræsonnement og forsøger at muliggøre det, må journalister være åbne overfor en mangfoldighed af perspektiver.

For professional journalistik åbner dette en vej, der indtil nu har været lukket med et “ingen adgang”-skilt, som den objektivistiske journalistiks normative ramme har ophængt. Ifølge normen om journalistik, der er hævet over det politiske livs stridigheder om standpunkter og stillingtagen, opfattes det som uprofessionelt at stille spørgsmålstegn ved systemer, institutioner og ideer. Det er den paradoksale konsekvens af denne holdning (der oprindelig blev udviklet som følge af bestræbelser på at imødegå journalistisk afhængighed af manipulerende eliter), at objektivistiske journalister bliver afhængige af ekspertkilder, dvs. eliteopinion .

Som et alternativ har vi sporet det offentlige ræsonnements klassiske normer og begreber, der tillader – ikke blot journalister, men også alle andre – borgere i det medierede demokrati udøvelse af fornuftsmæssig dømmekraft. Ikke for at spinne private interesser, men for at deltage i fortløbende storytelling og fortolkning af aktuelle sager. I disse netværksprocesser ser vi journalistik som en profession, der lader det praktiske ræsonnement tjene til at overføre principielle refleksioner på specifikke situationer, og som lader den offentlige meningsdannelse foregå ved stedfortræder.

Umiddelbart kan magtfulde eliter opnå markant indflydelse ved at spinne og pleje (u)kritiske journalister. I det lange løb vil den eneste vej til at opretholde det af den offentlige mening drevne demokrati imidlertid vise sig at gå gennem pleje af netværk af konkurrerende interesser og perspektiver, der er henvist til at søge at opnå legitimitet og autoritet i den medierede offentlighed.

Disse netværk har ingen stabil magtstruktur med politisk suverænitet, men sammenlagt udgør de en institution af aktuelle anliggender , der frames af professionelle journalister. Derfor har ingen politisk aktør, der søger at maksimere sin synlighed og indflydelse, råd til at ignorere de nye nyhedsmediers normer og former. Omvendt er journalister, der opfører sig som stedfortrædende offentlig mening, afhængige af autoriteten hos de institutionelle kilder, der stiller råmaterialer til nyhedshistorier til rådighed. På denne baggrund må målet med kritisk journalistik være – ikke at foregive at være objektive observatører af politiske magtspil, men – at pleje det praktiske ræsonnement på vegne af mere eller mindre oplyste medborgere i det medierede demokratis stedfortrædende offentlighed.


Litteraturliste

Altschull, J. Herbert (1990): From Milton to McLuhan. The Ideas Behind American Journalism. New York & London: Longman.

Andersson, Benedict (1983). Imagined Communities: Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London : Verso.

Andersson, Bob et al. (1994): The Conversatin of Journalism. Westport : Preager.

Arendt, Hannah (1958). The Human Condition. Chicago : The University of Chicago Press.

Arnoldi, Jakob (2005): “Expertise in the Media Age”. NordNytt 94:79-86.

Barnhurst, Kevin G. & John Nerone (2001): The Form of News. A History. New York : Guilford Press.

Bondebjerg, Ib (2003): The Social and Subjective Look: Documentaries and Reflexive Modernity. Paper presented at the Australian International Documentary Conference.

Bro, Peter (2004): “Communicative Networks”. Journalism Studies 5:525-535.

Bybee, C (1999). “Can Democracy Survive in the Post-Factual Age?: A Return to the Lippmann-Dewey Debate About the Politics of News”. Journalism Communication Monographs 1(1):53-111.

Cook, TE (1998). Governing with the News: The News Media as a Political Institution. Chicago : The University of Chicago Press.

Cunningham, Brent (2003): “Re-Thinking Objectivity”. Columbia Journalism Review 45(8):24-32.

Dewey, John (1927): The Public and its Problems. New Yok: Holt.

Donohue G.A. et al (1995). “A Guard Dog Perspective on the Role of Media”. Journal of Communication 45:115-132.

Elias, Norbert (1939/1994): The Civilizing Process. Oxford : Blackwell.

Gadamer, Hans-Georg (2001/1989): Truth and Method. Second, revised edition. London : Sheed & Ward.

Gans H. (1980). Deciding What’s News. New York : Random House.

Gitlin, T (1998). The Whole World Is Watching. Berkeley : University of California Press.

Glasser, Theodore L., ed. (1999). The Idea of Public Journalism. New York , London : The Guilford Press

Golding P. & Elliott P. (1979). Making the News. London: Longman.

Habermas, J (1962). Strukturwandel der Öffentlichkeit. Frankfurt am Main: Herman Luchterland Verlag/Suhrkamp.

Habermas, J (1973). Legitimationsprobleme im Spätkapitalismus. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Habermas, J (1981). Theorie des kommunikativen Handelns. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Habermas J (1989). The Structural Transformation of the Public Sphere. Cambridge: The MIT Press.

Habermas J (1992). Facticität und Geltung. Frankfurt am Main: Suhrkamp.

Hackett, R.A. & Zhao, Y. (1998): Sustaining Democracy. Journalism and the Politics of Objectivity. Toronto : Garamond Press.

Hallin , DC & Mancini, P (2004). Comparing Media Systems. Three Models of Media and Politics. Cambridge : Cambridge University Press.

Jensen Klaus B. (1998). News of the World: World Cultures Look at Television News. London: Routhledge.

Kearney , Richard (2002): On Stories. London & New York : Routledge.

Lippmann, Walter (1930): The Phantom Public. New York : Macmillan.

Lund A.B. ( 200 2). Den redigerende magt – Nyhedsinstitutionens politiske indflydelse. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Lund , AB (2004). Niche Nursing Political Networks: Priming and Framing before Spinning. University of Copenhagen: MODINET-Papers.

Mazzoleni G. & Schulz W. (1999). “”Mediatization” of Politics: A Challenge for Democracy”. Political Communication 16, 247-261.

McCombs M, Shaw D.L. & Weaver D. (1997). Communication and Democracy. Mahwah: Erlbaum,

MacIntyre, Alasdair (1984/1981): After Virtue. A Study in Moral Theory. Notre Dame, Indiana: University of Notre Dame Press.

Meyer, Gitte (2005): Offentlig fornuft? Videnskab, journalistik og samfundsmæssig praksis.Syddansk Universitetsforlag.

Mueller, Dennis C. (2003): Public Choice III. Cambridge University Press.

Pedersen, Ove K. et al. (2000). Politisk journalistik . Århus: Ajour.

Peters, John (1989): “Democracy and American Mass Communication: Dewey, Lippmann, Lazarsfeld”. Communication 11:199-220.

Pilger, John (1999): Hidden agendas. London ; Sydney ; Auckland & Parktown: Vintage.

Porter, Theodore M. (1995): Trust in Numbers. The Pursuit of Objectivity in Science and Public Life. Princeton, New Jersey: Princeton University Press.

Riker, William H. (1980):“Implications from the Disequilibrium of Majority Rule for the Study of Institutions”. American Political Science Review 74:432-46.

Sabine George H. & Thomas T. Thorson (1973): A History of Political Theory. Hinsdale : Dryden Press.

Schudson, Michael. (1995). The Power of News. Cambridge : Harvard University Press.

Schudson, Michael. (1999). The Good Citizen. Cambridge: Harvard University Press.

Schultz, Ida (2005): “Kampen om at definere virkeligheden. Journalisten, forskeren og interviewet som et møde mellem to felter”. In: Mik-Meyer, Nanna & Järvinen, Margaretha (eds). Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. København: Hans Reitzel.

Sparre, Kirsten (2005). Journalisters brug af Internettet til research på kommunalpolitik. København: Modinet Working Paper no. 17.

Thompson John B. (1995). The Media and Modernity. Cambridge : Polity Press.