Russisk Elegi

18.1.2010

En samtale med den russiske filosof og systemkritiker Mikhail Ryklin om opposition i Rusland af Karsten Wind Meyhoff

 “Yet would-be empires face an even greater handicap.
They can no longer rely on the obedience of their subjects.”

             Eric Hobsbawm

 

Det russiske mediebillede er præget af selvcensur. Politisk aktivisme betragtes som en art potentiel terrorisme og systemomstyrtende, og ifølge Mikhail Ryklin er der ingen udsigt til, at det skulle blive bedre. Ryklin er født i 1948 og har fulgt Ruslands udvikling i mange år. Han hører til den generation af filosoffer, der har set landets enorme forandring siden 1960’erne.  Karsten Wind Meyhoff, redaktør på den danske udgave af Lettre Internationale har mødt Ruklin til en samtale selvcensur, kafkaske tilstande, om at leve i eksil, og redaktørernes helt centrale rolle i de russiske medier.

Hvordan vil du beskrive forholdene for russiske medier i dag?

Medierne støtter ikke nødvendigvis det nuværende system, men de ved nøjagtigt, hvor langt de kan gå, og hvornår de skal tie. De store medier, frem for alt tv, der når ud til et meget stort publikum, bliver nøje kontrolleret. Et forkert ord kan koste dig din karriere. Der var for eksempel en berømt sag, hvor en kendt tv-journalist mistede sit job for at sige et par forkerte sætninger og diskutere nogle forkerte temaer. Så journalisterne holdes i meget kort snor.

Situationen for aviser er mere kompliceret. Der er oppositionsaviser, som for eksempel Novaya Gazeta. Men også de har grænser. De kan ikke skrive kritisk om den ortodokse kirke, og de kan kun skrive i begrænset omfang om Tjetjenien. Det er et kontrolleret demokrati. Hvis du træder forkert, vil du ikke blive straffet direkte. I stedet vil din husleje blive forhøjet til det femdobbelte, eller du vil få at vide, at dine brandinstallationer ikke er gode nok. På den måde likviderer de dig med økonomiske midler, ikke med direkte voldsanvendelse. For mange aviser betyder det naturligvis døden. Og anklager man dem bagefter for politisk undertrykkelse, benægter de og siger, at huslejen vitterligt er stedet.
For redaktørerne handler det om selvcensur. Du må hele tiden vurdere, hvad du har råd til. Ingen kommer og fortæller dig, hvad du kan skrive, og hvad du ikke kan skrive. I sovjettiden vidste alle, at man ikke skulle skrive om krigen i Afghanistan eller andre følsomme emner. I dag må du selv finde ud af, hvor langt du kan gå. Redaktører befinder sig i en meget vanskelig situation, og deres taktik er derfor at tage et lille bitte skridt i en bestemt retning og så vente på reaktionen. Hvis der ikke sker noget, kan han måske tage endnu et lille skridt og så videre. Begynder han at tage store skridt, så kommer han hurtigt i vanskeligheder. Selvom det er forfærdeligt, så har folk allerede accepteret denne selvcensur, og de tænker end ikke på den længere. Det foregår fuldkommen automatisk. Alle ved, hvor langt de kan gå. Aviser nægter ganske enkelt at publicere dine tekster, hvis du kommer med noget, der overtræder disse usynlige grænser.

Hvis du har læst Kafka, så har du forholdene i en nøddeskal. Vi lever kort sagt et Kafkaliv. Men også Amerika er blevet kafkask. Tænk på Guantánamo, Abu Ghraib. Kafka har skrevet tre bøger. Amerika er en beskrivelse af Amerika. Processen er en beskrivelse af Europa. Mens Slottet er Rusland efter Oktoberrevolutionen. I dag passer disse romaners beskrivelser bedre end nogen sinde på vores situation i verden. I Europa lever millioner af neurotikere. I Rusland er der fuld af psykotikere. Neurotikerne dør ud i Rusland. De kan ikke leve i vores klima. I Europa går alle rundt med en eller anden sag eller dom, og så handler det om, at de skal nå en form for normalitet i forlængelse af denne sag. I Amerika finder man til gengæld en art optimistisk kapitalisme, der ikke vil være neurotisk, men for enhver pris forbliver optimistisk. Uanset hvilken forbrydelse, du begår, så er beskeden: forbliv optimistisk. Derfor var Bush idealet for denne form for kapitalisme, mens Putin i direkte forlængelse af Stalin producerer psykose, dog med andre midler.

Stalins spøgelse og Putinomics

Ryklin kalder sig selv for en turist i Moskva. Siden 2007 har han boet i Berlin, hvor han underviser på Humboldt-Universitetet. Han er en af nutidige russiske filosoffer og kritikere, som fortrinsvis publiceres og læses uden for Rusland, og kun har begrænset udbredelse i Rusland. De kan betragtes som en form for dissidenter, der mere eller mindre frivilligt går i eksil eller befinder sig i et indre eksil i Rusland. Tilværelsen som dissident og turist i Moskva er mere tiltalende end at bo i Rusland, hvor han ikke kan udtrykke sig frit,  og hvor minderne er alt for stærke. Ryklins kone, digteren og kunstneren Anna Altjuk, begik formentlig selvmord i maj 2008 efter at have været udsat for en massiv hetz og chikane fra det officielle system i forbindelse med en udstilling. En af de bedste måder at få et indtryk af, hvad der sker i dagens Rusland, er ifølge Ryklin ved at sammenligne de nuværende forhold med sovjettiden:

Rusland i dag er meget forskellig fra Sovjetunionen. Man skal huske på, at Sovjetunionen var et enormt projekt. De havde brug for fabrikker, rumfart og mange andre ting, eftersom de konkurrerede med USA. De var et alternativ til kapitalismen. Det er klart, at Stalin forrådte Oktoberrevolutionens ideer; han nationaliserede dem. For mig løber Oktoberrevolutionens egentlige periode fra 1917 til slutningen af 1920’erne. Så fik Stalin endegyldigt magten i Sovjetunionen og likviderede Oktoberrevolutionens internationale appeal. I dag har vi at gøre med et helt andet land. Rusland er først og fremmest afhængig af sine naturressourcer, og så florerer der en tiltagende nationalistisk ideologi i hele samfundet.

Det har en lang række konsekvenser. Hvis man for eksempel ser på kunsten eller alt, hvad der har at gøre med det, vi kunne kalde et klassisk oplysningsprojekt, kan disse områder bedst sammenlignes med truede dyrearter. For kunstnere er faren fundamentalisterne, der ønsker at kontrollere nutidskunstens udsagn. For eksempel har vi nu den anden proces mod kuratorerne af udstillingen Forbidden Art, der anklages for at fornærme det russiske folks nationale og religiøse følelser. Det eneste, de imidlertid er skyldige i, er at udstille nogle af de mest kendte russiske kunstnere, som i dag bor i USA og Europa. Der er kort sagt mange træk ved det aktuelle samfund, der er decideret antimoderne. Selv de sparsomme modernistiske spirer, der voksede op under sovjettidens vanskelige forhold, bliver i dag revet op og ødelagt.

Hvem står konkret bag censuren?  

Det er en alliance mellem en meget nationalistisk, ortodoks kirke og det, vi kunne kalde et magtministerium. Det drejer sig om repræsentanter fra militæret, efterretningstjenesten og politiet. Denne alliance forsøger at kontrollere det, der foregår i kulturen, i kunsten, i filosofien og i humanvidenskaberne i det hele taget. De prædiker ideer, der må fremstå fuldkommen bizarre i europæeres øjne. De fremstiller for eksempel Stalin som det 20. århundredes bedste administrator. Man tror ikke sine egne ører. Ikke desto mindre findes disse tanker i nutidens skolebøger; det er mere eller mindre officielle holdninger og langtfra blot marginaliserede holdninger hos folk i periferien af det russiske samfund.

Har alliancen virkelig mulighed for at gennemtrumfe sine synspunkter bredt i samfundet?

Det spørgsmål er tæt knyttet til den russiske historie og det russiske folk. Man skal huske på, at den russiske industrialisering og urbanisering i vidt omfang falder sammen med stalintiden. Rusland var et bondesamfund, og der er ingen, som benægter, alle omkostninger ufortalt, at Oktoberrevolutionen i 1917 ændrede mange ting ved det russiske samfund til det bedre. I 1920’erne havde Rusland for eksempel en lang række betydningsfulde kunstnere inden for kunsten og filmen, men også på en lang række områder var Rusland en del af den internationale kultur.

I første omgang var Oktoberevolutionen dog et storbyfænomen og berørte omkring 7-8 % af befolkningen. Med andre ord levede 90 % af befolkningen på landet og havde ikke nogen berøring med det, der foregik i storbyerne. Med Stalin begyndte den såkaldte kollektivisering. Bønderne blev brutalt jaget bort fra deres landsbyer. De velhavende bønder blev erklæret kulakker og deporteret til Sibirien, Kasakhstan eller tilsvarende steder. Det betød også, at mange russiske bønder indvandrede til storbyerne. Det er netop den store forskel mellem stalinismen og nationalsocialismen i Tyskland og årsagen til, at nationalsocialismen i den henseende var et langt mindre omfattende fænomen, end det der foregik i Sovjetunionen. Tyskland var ganske enkelt langt mere urbaniseret på det tidspunkt. Hitler havde ikke brug for at reformere samfundet fra bunden, i samme forstand som Stalin havde.

Det betød, at Stalin blev selve symbolet på forandring, på den nye tid, for millioner af mennesker, og det er han stadig for mange. Derfor møder alliancen en befolkning, der er parate til at lytte til deres budskaber. Eller sagt på en anden måde, så er de aktuelle nationalistiske ideer ikke kun fremprovokeret fra oven. Det er ikke sådan, at alliancen frit opfinder myter om Stalin. De kommer i lige så høj grad nede fra samfundet selv. Og det er præcis derfor, at forholdene for intellektuelle er uhyre vanskelige i Rusland. Det er ikke blot hadet til enhver form for oplysning, som man hører fra toppen af samfundet. Det er også hadet fra neden, der siger: ”Vi har ikke brug for den””.

 Hvilken rolle spiller Putin i den sammenhæng?

Putin var heldig. Han kom til i en tid, hvor prisen på råmaterialer steg voldsomt. For at få medgang havde han kun brug for to ting: en stærk ideologi og en konstant stigning i den generelle velfærd, som blev finansieret af indtægten fra salget af landets råmaterialer. Derfra stammer idoliseringen af Putin. Nu er tingene måske ved at ændre sig igen, fordi den såkaldte putinomics ikke længere kører i så højt et gear som i årene inden krisen. Hans ressourcer bliver ganske enkelt færre, og han kan ikke fortsætte med at øge folks levestandard og indtægt i samme omfang som før.

Hvilken rolle får de forandrede økonomiske konturer for Ruslands fremtid? Og hvordan vil de påvirke Putins og det nuværende systems popularitet i dine øjne?

Der vil ske en radikalisering af systemet, navnlig hvis levestandarden begynder at falde igen. Hvis levestandarden forbliver på det nuværende niveau, vil der formentlig ikke ske det helt store, og systemet vil køre videre i sin nuværende form. Det er vigtigt at understrege, at sovjetprojektet er fuldkommen dødt. Sovjetfabrikkerne er nedlagt, og uanset hvilke ting der blev opnået i Sovjetunionen, så er de historie. Rusland er for alvor trådt ind i verdenskapitalismen, og verdenskapitalismen har brug for militære diktaturer. Putin er med andre ord ikke en fremmed fugl i verdenskapitalismen. Virksomheder har brug for stærke ledere, der kan kontrollere systemet.

Oligarker med mundkurv og demokratiets død

Ryklin forventer heller ingen positive overraskelser fra det russiske samfunds velhavere, oligarkerne, der i løbet af 1990’ernes vilde eldorado-økonomi fik kontrol med en stor del af de russiske råvarevirksomheder og mange andre centrale sektorer i samfundet. Ifølge Ryklin er der ikke en decideret alliance mellem Putins system og oligarkerne, snarere en stiltiende overenskomst om, at man undlader at støtte politiske initiativer, der ikke har fået grønt lys fra Det Hvide Hus i Moskva, hvorfra Putin og hans administration styrer landet:

Putin har afpolitiseret eliterne i Rusland. Velhavende mennesker, oligarkerne, har overhovedet ingen politisk stemme længere. For dem handler det nu kun om at forblive velhavende. Hvis du støtter andre holdninger end status quo, risikerer du at miste din forretning, din formue og dine privilegier.

Også her er der tale om en indirekte magtudøvelse, der fungerer ud fra eksemplets magt snarere end via love eller lignende. En af de uslagsgivende faktorer i denne sammenhæng har været sagen mod Mikhail Khodorkovskij, tidligere direktør for og medejer af olieselskabet Jukos og Ruslands dengang rigeste mand. Mellem 2003 og 2005 blev Khodorkovskij trukket gennem en skueproces, hvor eks-oligarken med al symbolsk tydelighed sad i et bur under transmissionerne fra retssagen, der endte med en dom på ni års fængsel for skatteunddragelse. Han sidder stadig fængslet i Sibirien.

Der var selvfølgelig mange ting, der ligger til grund for Khodorkovskij-sagen. Blandt andet ville han sælge Jukos til udlandet. Men han støttede også uafhængig kultur, der ikke var finansieret af staten, og ja, så støttede han demokratisk orienterede politiske partier finansielt. Men sagen er vigtig, fordi Khodorkovskij var den rigeste og en mest indflydelsesrige mand i toppen af den russiske forretningsverden. Mindre fisk forstod kort sagt, hvad der er i vente, hvis de laver noget i stil med Khodorkovskij.

Hvordan agerer den russiske opposition så i dag under de vilkår? Hvordan vurderer du f.eks. opbakningen til den tidligere verdensmester i skak, Garri Kasparov, som er en af de mest prominente stemmer i oppositionen?

Opbakningen til Kasparovs politiske projekt handler snarere om en klub end et decideret parti. I det hele taget er støtte til græsrodspolitik og demokratiske initiativer i dagens Rusland uhyre begrænset. Det er en tragedie. For overhovedet at samle en folkemængde må en mand som Kasparov gå i alliance med andre stemmer i oppositionen som Limonov og Kasjanov. Ikke fordi de er enige, men for at samle en flok på et par tusinde. Gør han ikke det, kommer han til at stå alene med et par hundrede mennesker.

Den ringe opbakning skal ses i lyset af, at der alene i Moskva bor mere end 10 millioner mennesker. De svage græsrodsinitiativer hænger tilsyneladende sammen med en fundamental udhuling af forestillingen om demokrati som sådan.

Russere sætter lighedstegn mellem demokrati og den vilde kapitalisme, vi så i starten af 1990’erne, hvor folket mistede deres opsparing, pludselig blev fattige, ikke fik løn og så videre, så de har rigtigt dårlige minder om den periode. Det, Putin og den politiske elite siger til folket, er, at I jo allerede ved, hvad kapitalisme er, I har selv prøvet det, vil I gerne have det tilbage? Vil I gerne have, at lønnen kun udbetales to gange om året? Har I ikke fået løn til tiden hver måned, efter at vi kom til og så videre. Ideen om demokrati er enormt kompromitteret her i Rusland, så det er svært for en hvilken som helst demokratisk bevægelse at få lydhørhed hos befolkningen og bygge bare den mindste popularitet op. Kasparov er ingen undtagelse; hans parti er meget lille. Hans rolle er dog stadig vigtig, idet han tør sige sin mening om systemet.

Er der overhovedet demokrati i Rusland?

På papiret er der selvfølgelig demokrati i Rusland, eftersom Statsdumaen består af en række forskellige partier. I praksis er der imidlertid tale om et rent skuespil, da de Putin-venlige nyliberale og nynationale kræfter fuldkommen dominerer dagsordenen, mens kommunistpartiet med længsel efter sovjettiden og Vladimir Zjirinovskijs nationalistiske parti fungerer som stedfortrædere for en egentlig opposition. Kreml, den russiske regering med præsident Dmitrij Medvedev i spidsen, er i praksis premierminister Putins forlængede arm.

Der er altså tale om et såkaldt defekt demokrati eller a managed democracy. Men hvad kan ændre denne fastlåste situation inden for nærmeste fremtid?

Som sagt vil den økonomiske krise enten føre til en radikalisering af de aktuelle tendenser eller en stabilisering af den nuværende situation. Uanset hvad, har demokratiet ingen chancer i Rusland, i hvert fald ikke de næste ti år.

Kulturens armod

Hvor kunne forandringerne måske komme fra? Fra kunsten eller kulturen?

Russisk litteratur har ikke længere nogen særlig samfundsmæssig betydning, som det var tilfældet i det 19. og til dels det 20. århundrede. Store russiske forfattere som Pelevin og Sorokin skriver gode bøger, og selvom de sælges og oversættes til mange sprog, har de en begrænset kulturel gennemslagskraft.

Tag for eksempel en kritisk bog som Sorokins Den’ oprichnika [Oprichniks dag (2006), ikke oversat til dansk]. Den udkom på omkring nitten sprog og var en enorm succes, men her i Rusland var der fuldkommen stilhed. Bøger skaber ingen diskussion. Til gengæld falder de som sten på boghandlernes hylder. Der er altså kritiske bøger. Og de tolereres. Dissidenter må gerne publicere. Det er ikke som under Stalin. Dissidenter kommer ikke i fængsel. I dag får du lov at leve, du får lov at have et par hundrede læsere. Så længe det er i den størrelsesorden, og du kun bliver trykt i et par tusind eksemplarer, så er det i orden. Du er tolereret, for så vidt som du er marginaliseret. Hvis din udgiver ønsker at sælge 10.000, 20.000 eller 50.000 eksemplarer, så er det en anden sag. Så får du problemer.

Din diagnose  får uvægerligt én til at tænke på, om der overhovedet er forbilleder for et andet eller fremtidigt Rusland.

Det er svært at sige. Alle sociale systemer er allerede uhyre komplekse, og der er så mange mørke sider. Måske er forbilledernes tid forbi. Måske kan man slet ikke tale om forbilleder længere. Den russiske revolution havde et klart formål, og det var at gøre en ende på udbytningen, herunder ejendomsretten. Det var i det mindste det, Trotskij, Lenin og mange andre bolsjevikker troede på. Som vi ved endte dette projekt i en uhyrlig katastrofe. Og derfor er Sovjetunionen forsvundet, og dermed den eneste rigtige modvægt til kapitalismen. Inden Berlinmurens fald måtte den kapitalistiske verden tage hensyn til Sovjetunionen som et alternativt system. For arbejderne og de mindre velstillede mennesker i Rusland var dette en enorm fordel, fordi politikere og forretningsfolk ikke bare kunne gøre, hvad de ville. De tænkte, vi har et alternativt system, hvis vi udnytter det for meget, så vil der opstå revolution, og det bryder sammen. Nu er Sovjetunionen så forsvundet, og Rusland har udråbt sig selv til et kapitalistisk land og praktiserer den værste form for kapitalisme, røverkapitalismen. Eliterne føler, at de kan gøre, hvad de vil, fordi der ikke længere er nogen modvægt til systemet. Derfor tror jeg, at rødderne til den nuværende krise går omkring tyve år tilbage, hvor man slap kapitalismen løs og begyndte at spekulere på den mest uhæmmede facon, som man aldrig havde forestillet sig var muligt for bare 30 eller 40 år siden, hvor der stadigvæk var en systemisk modvægt. Alt dette blev allerede forudset af Baudrillard og mange andre i starten af 1990’erne, hvor de så, at kapitalismen ikke længere havde nogen grænser.