Seks teser om Antropocæn

13.12.2018

Siden det blev lanceret af klimakemikeren Paul Crutzen og ferskvandsbiologen Eugene Stoermer (2000), er begrebet ”Antropocæn” vokset med samme eksponentielle hastighed som udryddelsen af arter eller udledningen af CO2 (se figur 1 og 2). Antropocæn er et begreb, som mange akademikere, journalister og meningsdannere elsker at bruge. Men det er samtidig et begreb, som lige så mange elsker at kritisere. På godt og ondt er Antropocæn derfor blevet et modeord, et produkt af den ”kognitive kapitalisme” – kapitalismens seneste inkarnation (Moulier-Boutang 2012) – som er med til at drive de selvsamme miljømæssige og klimatiske forandringer, som begrebet Antropocæn forsøger at indfange. Dette er blot ét blandt mange paradokser, der hjemsøger Antropocæn.[1]

Der er god grund til at være på vagt over for nye ord, der lover nye tider og ny indsigt. Ikke desto mindre kan Antropocæn noget som begreb, der gør det værd at beholde og arbejde med – forsigtigt og kritisk. At gennemstrege et ord (på fransk: sous rature) er et filosofisk greb, blandt andet anvendt af Martin Heidegger og Jacques Derrida, for ord, der på én gang er utilstrækkelige og nødvendige. Det er en diagrammatisk metode til at understrege et begrebs semantiske begrænsning som en integreret del af selve brugen af det. På baggrund af erfaringer fra forskningsprojektet AURA – Aarhus University Research on the Anthropocene[2] – vil jeg her fremføre seks teser om Antropocæn, seks grunde til at ”blive ved problemerne” (staying with the trouble) forbundet med Antropocæn, som Donna Haraway (2016) udtrykker det, på trods af begrebets metafysiske bagage.[3] Mit forsvar for et ”Anthropocene under erasure” må begynde med selve ordet og dets betydning, men det kun for så hurtigt som muligt at vende tilbage til virkeligheden igen. Det er trods alt dér, de største problemer befinder sig.

 

Graf over udgivelser af om Antropocæn

Figur 1: Videnskabelige artikler publiceret med ordet ”Anthropocene” i enten titel eller abstract (kilde: Web of Science).

 

 

Graf over CO2-koncentration

Figur 2: Globale temperaturstigninger og atmosfærisk CO2-koncentration (kilde: NOAA).

 

Tese 1: Antropocæn er en asymptote

Ja, indrømmet: Antropocæn – menneske-tiden (fra antropos: menneske og kainos: ny tid) – er et utilstrækkeligt og på mange måder misvisende ord. Det er et flydende og diskuteret begreb, der søger at dække over et sæt af socio-bio-geo-kemiske fænomener og radikalt forandrede levevilkår på Jorden, både de menneskelige og de ikke-menneskelige, som vi endnu ikke har et sprog for. Antropocæn er, for at bruge en lettere omskrivning af AnneMarie Mols formulering (2002), på én gang mindre end én ting og mere end mange ting (Swanson, Bubandt, and Tsing 2015). Antropocæn er mindre end én ting, fordi begrebet er omstridt, og fordi dets ontologiske status er omgærdet af tvivl. Og det er mere end mange ting, fordi Antropocæn beskriver fremkomsten af et enormt sæt af fænomener på tværs af lille og stor skala, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem. Bliver fisk for eksempel ”skøre” af stigende havtemperaturer (Nilsson et al. 2012)? Kan olieboringer udløse jordskælv (Bubandt 2017)? Vil afsmeltningen af isen ved polerne ”vende” Golfstrømmen og ændre levevilkårene radikalt på det europæiske kontinent (Armour et al. 2016)? Hvad er eller bliver sammenhængen imellem global opvarmning på den ene side og global ulighed og migration på den anden side (Rigaud et al. 2018)?

Antropocæn beskriver fremkomsten af et enormt sæt af fænomener på tværs af lille og stor skala, som vi kun lige er begyndt at ane sammenhængene imellem

 

Kritikere af begrebet kommer fra både natur- og samfundsvidenskaberne. Geologer har kritiseret begrebet for at være antropocentrisk, fordi alle arter påvirker kloden (Walker, Gibbard & Lowe 2015). Andre kritiserer begrebet for at være politisk snarere end videnskabeligt funderet, fordi det ikke har været muligt at forbinde det med et konkret stratigrafisk lag i jorden, et såkaldt GSSP (Finney & Edwards 2016). Arbejdsgruppen i The International Commission on Stratigraphy (ICS), der indsamler beviser for en eventuel officiel anerkendelse af Antropocæn som en geologisk epoke eller tidsalder, hævder dog, at radioaktive isotoper fra de første atomprøvesprængninger i 1945 kunne være en sådan GSSP (Zalasiewicz et al. 2014).[4]

Fra humaniora og samfundsvidenskaberne lyder kritikken retteligt, at Antropocæn har en naturvidenskabelig og vestlig bias (Danowski & Vivieros de Castro 2017). Det er et begreb, der ignorerer globale sociale uligheder ved at placere ansvaret for klima- og miljøforandringer hos ”mennesket” som samlet art, fremfor at pege direkte på dynamikkerne i den vestlige kapitalisme (Malm & Hornborg 2014); et begreb, der synes at sætte mennesket i centrum, skænke mennesket tilsyneladende kontrol over forandringerne på Jorden, og det inviterer dermed til nemme teknologiske eller øko-modernistiske løsninger (Baskin 2015; Buck 2015); og et begreb, hvis græske rod antropos bærer på en mandschauvinisme, der sætter lighedstegn imellem menneske og mand – en arv, der kun alt for nemt geninstallerer sig i ”rationelle tiltag” imod klimaforandringerne (Grusin 2017; Haraway et al. 2016).

Flere har derfor foreslået andre begreber: ”Kapitalocæn”, der peger på sammenhængene imellem naturforandringer og kapitalismens historie (se interview med Andreas Malm i Turbulens d. 19/11-2018; Moore 2016); ”Chthulucene” og ”Anthropo-not-seen”, der understreger eksistensen af nye geo-spirituelle kræfter, som er hinsides det rationelle – for eksempel ”freak storms” og menneskeskabte jordskælv (de la Candena 2015; Haraway 2016); ”Thermocene”, som peger på vigtigheden af den globale opvarmning (Bonneuil & Fressoz 2015); og ”Anthropo-Obscene”, som fokuserer på det absurde i hele begrebsliggørelsen (Swyngedouw & Ernstson 2018).

Vi har brug for alle begreberne, men ingen af dem er perfekte. For eksempel påpeger Kapitalocæn den centrale rolle, som euro-amerikansk kapitalisme har spillet siden midten og slutningen af 1800-tallet og i accelereret grad efter Anden Verdenskrig i den nuværende miljø- og klimakrise. Men netop denne accentuering underspiller til gengæld den rolle, som opdagelsen af den Nye Verden har haft: etableringen af en intensiv udveksling af arter og DNA henover Atlanten, masseudryddelsen af indfødte befolkninger i 1500-tallet og etableringen af plantagesystemet – alt sammen fænomener, der begyndte før kapitalismens indtog (Crosby 2003; Lewis & Maslin 2015). I AURA-regi blev idéen om ”Platationocene” bragt på banen for netop at adressere disse dynamikker (se Haraway et al. 2016).

Begrebet ”Antropocæn” er, ligesom de øvrige begreber, en asymptote: et begreb, der søger at nærme sig, uden nogensinde at ramme, hvad det beskriver. Vi har brug for en kritisk, dekolonial, feministisk tilgang til Antropocæn (Davis & Todd 2017; Gibson-Graham 2011; Wark 2016), men vi skal ikke – efter min mening – smide barnet ud med badevandet. For trods dets mangler, har Antropocæn en klar fordel: det er et begreb, der er udbredt i naturvidenskaben og i medierne. Antropocæn ”rejser” simpelthen bedre på tværs af grænsen imellem natur- og humanvidenskab og er i stand til at generere den tværdisciplinære, videnskabspolitiske, og mediemæssige interesse, der er nødvendig for at muliggøre fælles studier af en verden, ingen af os længere kan genkende. I denne verden er den akademiske arbejdsdeling under omkalfatring. Mens begreber som ”Kapitalocæn” synes at bevare en konventionel akademisk arbejdsdeling, hvor samfundsvidenskabsfolk studerer kapitalens historie, men trygt overlader studiet af naturen til naturvidenskaben, så opfordrer ”Antropocæn” os alle til at lære kritisk af hinanden på tværs af de skyttegrave, som 1980’ernes ”videnskabskrige” fik gravet imellem natur- og humanvidenskaberne (Latour 2004). Derfor byder jeg ”Antropocæn” forsigtigt velkommen – i hvert fald et stykke tid endnu.

Antropocæn ”rejser” simpelthen bedre på tværs af grænsen imellem natur- og humanvidenskab og er i stand til at generere den tværdisciplinære, videnskabspolitiske, og mediemæssige interesse, der er nødvendig for at muliggøre fælles studier af en verden, ingen af os længere kan genkende

 

Tese 2: Antropocæn er en invitation

 

”Svaret på spørgsmål(et) om Antropocæn kræver en dyb integration af bio-geo-fysisk viden fra naturvidenskaberne med viden fra samfundsvidenskab og humaniora om, hvordan menneskelige samfund virker og forandres.” (Steffen et al. 2018: 8253)

Hvornår hørte man sidst en så klar invitation fra naturvidenskaberne til human- og samfundsvidenskaberne? Denne invitation – som vokser ud af naturvidenskabernes desperation over ikke længere at kunne forstå de ”naturlige processer”, der ellers udgør deres eget forskningsobjekt, uden hjælp fra humaniora og samfundsvidenskaberne – kommer netop i en tid, hvor human- og samfundsvidenskaberne selv er i krise, både på grund af dimensioneringer og nedskæringer, men også fordi deres eget objekt, ”mennesket”, heller ikke længere er genkendeligt. En lang række turnsthe material turn, the nonhuman turn, the posthuman turn, STS, og the multispecies turn – har i det seneste årti udfordret humanioras egen ide om, hvad ”mennesket”, i individuel og majestætisk isolation fra sin Umwelt, overhovedet er. I den forstand er Antropocæn en invitation til et samarbejde midt i en dobbelt krise, der på én gang er en miljøkrise og en forståelseskrise – både for naturvidenskaberne og for human- og samfundsvidenskaberne.

De sidste årtiers universitetsomdannelser er brolagte med fejlslagne former for topstyret tværvidenskabelighed. Men Antropocæn åbner, som jeg ser det, muligheden for et radikalt anderledes slags samarbejde, nemlig en trans-disciplinaritet, hvor naturvidenskaberne og humanvidenskaberne i fællesskab har muligheden for at genopdage deres eget forskningsfelt. Heri ligger potentialet for et opgør med en lang række antagelser. Epigenetisk biologi og samfundsvidenskab kan nu mødes i en fælles kritik af, hvad ”individet” er (Gilbert, Sapp & Tauber 2012; Haraway 2017), i en gentænkning af, hvad ”socialitet” er (Tsing 2013), eller i en fælles udforskning af, hvordan man designer geografiske repræsentationer, der er fulde af liv (Arènes, Latour & Gaillardet 2018). I forskningsprojektet AURA har antropologer og biologer bygget på deres fælles tradition med feltarbejde for at lære af hinandens metoder til at skabe analyser af ”antropogene landskaber”, der fokuserer på sammenhængene imellem naturforandring og kultur- og kapitalhistorie (Bubandt & Tsing 2018), for at kultivere nye former for ”arts of noticing” på tværs af arter (Tsing et al. 2017), og for at lære at se strukturer i landskaber som historiske effekter, der på én gang er menneskeskabte og ”more-than-human” (Bubandt, Mathews & Tsing 2019).

Tese 3: Antropocæn kræver både modeller og feltobservationer

Det er især igennem grafer, big-data og computersimulationer, at vi lærer Antropocæn at kende. Antropocæn er en ”model”-drevet idé (se figur 3).

Grafisk repræsentation af Den Store Acceleration

Figur 3: Grafisk præsentation af Den Store Acceleration.

 

Det har fået filosoffen Timothy Morton til at foreslå (som Martin Hauberg-Lund fremstillede i sin artikel her i Turbulens d. 5/12-2018), at global opvarmning, artsudryddelse og mange andre af de fænomener, der er samlet i idéen om ”Den Store Acceleration” efter 1950, og som gav os både den moderne verden og Antropocæn (Steffen et al. 2015), skal forstås som det, Morton kalder ”hyper-objekter”: fænomener, der er globalt distribuerede, og som kan tænkes og beregnes, men som ikke kan erfares eller sanses (Morton 2013). I Antropocæn er det modeller og ikke vores direkte erfaring, der giver os adgang til virkeligheden, siger Morton.

Og det har han jo ret i. Men det er ikke hele sandheden. Modeller og beregninger fortæller os mange overraskende og foruroligende kendsgerninger om de forandringer, vi mennesker forårsager i naturen, uden at vi nødvendigvis erfarer dem direkte. Tag for eksempel de følgende to hyper-objektive kendsgerninger: 1) I de sidste 40 år er 40 % af alle vilde dyr forsvundet (Grooten & Almond 2018); 2) CO2-niveauet i atmosfæren er nu over 400 parts per million (ppm), det højeste niveau i de 2,8 millioner år, der har fandtes mennesker af arten Homo på Jorden (Biello 2015). Men modeller fortæller os ikke alt. De fleste modeller er globale datasæt, der glemmer konkrete historier og forbindelser. For at opdage disse, er feltobservationer nødvendige. For selv hyper-objekter finder stadig sted. Derfor kan de undersøges stedspecifikt og empirisk.

Tag kaffebladrust (Hemileia vastatrix), den mest skadelige kaffesygdom. Kaffebladrust er en svamp, der opstod i Østafrika, hvorfra kaffe også oprindeligt stammer. Men kafferustsvampen fulgte ikke med kaffen, da den først begyndte at blive dyrket i Sydamerika. Det varede indtil 1980’erne, hvor sporer af svampen krydsede Atlanten på stratosfæriske vinde. Dette kan modeller over vinde informere os om. Men globale modeller kan ikke fortælle os, hvad der videre skete. Den første store epidemi af bladrust opstod i de latinamerikanske kaffeplantager i 2012, og for at forstå hvorfor, er antropologiske og biologiske feltobservationer nødvendige. Det viser sig nemlig, at kaffebladrust breder sig dårligt, hvis kaffen er plantet i en variation med andre træer, sådan som latinamerikanske småbønder har tradition for at gøre det. Men omstillingen til store kaffeplantager i hele Sydamerika, drevet af kapitaliseringen af kaffeindustrien, skabte i løbet af 1990’erne nye vilkår for bladrusten (Perfecto & Vandermeer 2015).

Kaffebladrusten er et hyper-objekt: et massivt fordelt fænomen, hvis spredning kan følges i modeller. Men det er også en svamp, et levende væsen, der indgår i konkrete sociale sammenhænge med andre væsner, såsom kaffeplanter, kaffebønder og plantageejere, og med forskellige slags landsskabsformationer, såsom plantager og havebrug. Og det er disse sociale relationer, der afgør om og hvordan bladrusten spredes. Modeller kan fortælle os at bladrusten spredes, men de kan ikke fortælle os hvordan. For at forstå, hvordan hyper-objekter som bladrust, global opvarmning eller artsudryddelser finder sted, har vi brug for feltobservationer.

Tese 4: Antropocæn er en ”more-than-human”-effekt

Disse feltobservationer er, som i tilfældet med kaffebladrusten, nødt til at være både antropologiske og biologiske, historiske og strukturelle, på én gang. For Antropocæn er netop ikke bare en menneskeskabt serie af forandringer. Svampe, bakterier, planter, dyr, og teknologi indgår som en intim del af ”menneske-skabte” forandringer. Antropocæn er en multi-species, bio-geo-teknologisk effekt. Vi har derfor brug for feltobservationer, der ikke kun er sociologiske eller biologiske, og som ikke kun er historiske eller synkrone. En videnskab om Antropocæn er nødt til at være en ”både-og-videnskab”. I AURA har vi kaldt dette for en ”nysgerrig videnskab” (Tsing et al. 2017): en videnskab, der er villig til at opgive både antropocentrisme og bio-centrisme og lære sig selv at være opmærksom på den mellemartslige socialitet, som mennesker og andre levende væsner kultiverer med hinanden under vilkår, der er i konstant forandring. Landskaber er scenen for denne socialitet, men de er også produktet af den. Vi skal lære at ”se” disse landskaber, at studere deres morfologi (deres form) for at forstå deres historie (Mathews 2018), både når denne historie er tilsigtet (som i en kaffeplantage) og når den er utilsigtet (som når bladrust rammer plantagen).

Alle landskaber rummer en selvfølgelighed: vi kigger på et landskab – en dansk bøgeskov for eksempel – og ser ofte kun dens naturlighed, ikke den historie, der skabte netop dette landskab i al sin ”naturlighed”. Vi ser ikke den underskov, som skovarbejdere konstant rydder, eller de egetræer, der blev fældet i bondestenalderen til agerbrug og til genopbygningen af den danske flåde efter krigen i 1807. Populære (og biologiske) forståelser af naturen har sjældent en menneskelig historie indbygget i sig. Der er en ”banalitet” indlejret i vores forståelse af eksisterende landskaber, som får os til at glemme deres historie (Haraway 2016; Swanson 2017). Det er en historie, der – i både den Nye Verden og i Den Gamle Verden – rummer udryddelsen af mange andre slags mennesker og mange andre slags væsner. Det er denne ”banale ondskab”, som feltobservationer i multispecies-landskaber kan hjælpe os med at afdække.

Tese 5: Antropocæn er ”patchy”

40 procent af al landjord på Jorden er i dag lagt om til intensivt landbrug eller skovbrug. Intensivt jordbrug er et forsimplet økosystem, der består at én afgrøde: korn, oliepalme, soja, majs, osv. Sådanne landskaber er kontrollerede – ideelt set, i hvert fald – af én art: mennesket. Men alle disse simple økosystemer kæmper, som kaffeplantagerne i Sydamerika, med deres egne infektionssygdomme: arter som kaffebladrust, der går amok i en for dem paradisisk simpel verden, en verden af overflod uden grænser. Antropocæn er parasittens paradis. Parasitten kræver en ny gift, en ny indgriben, som skaber et nyt problem, som kræver en ny løsning. Det viser sig hurtigt, at simple økosystemer langt fra er simple.

En simpel græsplæne kan illustrere pointen. Den kræver konstant opmærksomhed, pleje, gødning, lugning. Alligevel pibler ukrudtet – uønskede arter, der forstyrrer plænens æstetik – konstant op. I sit umættelige behov for pleje, laver græsplæner mennesker, ligeså meget som mennesker laver plæner (Robbins 2007). Græsplænefolket er mennesker af en særlig slags: lugende, klippende, vandende, gødende, trimmende mennesker, der ofte betragter sig selv som de frieste mennesker i verden. Alligevel er de underlagt græsplænens jernhårde logik: de luger og klipper, fordi plænen kræver det. ”Græsplæne-folket” er en særlig sociologisk gruppe, et folk man især finder i Europa og andre steder, hvor europæere har bosat sig: Nordamerika, Sydafrika og Australien. De er en social ”patch” – en ”klud” i et globalt socialt ”kludetæppe”. Og denne særlig gruppe af mennesker laver særlige ”landskab-patches”: afgrænsede enheder af landskaber med et særligt økosystem i et globalt kludetæppe af landskabsformer. Kaffeplantager er en anden klud i dette tæppe: en anden socio-økosystemisk konstellation med sin egen historie og sine egne interaktionsformer imellem mennesker, planter og andre arter. Hver ”patch” er unik. Men samtidig er den også forbundet til andre ”patches”, som den påvirker og er med til at skabe og forandre. Kaffeplantagen er for eksempel forbundet – historisk og strukturelt – til småbøndernes kaffetræer, både hvad angår kaffebladrust og de økonomiske forhold, der gør det muligt for plantageejere at opkøbe småbøndernes jord.

Den antropocæne klode, hævder vi i AURA, er ”patchy” i denne historisk-strukturelle, multispecies forstand (Tsing, Mathews & Bubandt 2019). Hvert patch – hver klud i kludetæppet – er på én gang et unikt, mellemartsligt og historisk landskab, der definerer og er skabt af den historie af særlige sociale relationer, der eksisterer her, hvad enten disse relationer er tilsigtede (som når vi slår vores græs) eller historisk utilsigtede (som når vi bliver indrulleret i en verden af Bauhaus-besøg og skænderier om, hvis tur det er til at slå græsset). Hver patch er en unik, mellemartslig livsform, der kan studeres igennem feltobservationer. Samtidig er hvert patch forbundet til et globalt tæppe af socio-økosystemiske forskelle og gensidige påvirkninger i Antropocæn. Det anslås for eksempel, at mindst halvdelen af de cirka 20 megaton fosfat og knap 80 megaton nitrogen, som vi hvert år bruger til kunstgødningen af græsplæner, haver og landbrug, ender i verdens floder, åer og have (Rockström et al. 2009). Her ændrer disse kemiske stoffer vækstbetingelserne for alger. Alger vokser uhæmmet, forbruger al ilten og skaber fiskedød. Der er mindst 400 identificerede ”dead zones” i verdenshavene, hvor algevækst har dræbt stort set alt andet liv (Diaz & Rosenberg 2008). Ud af de ni ”planetary boundaries” for, hvordan vi mennesker påvirker jorden, som de har defineret, vurderer Rockström et al., at vi allerede har overskredet den globalt bæredygtige grænse for den biokemiske udvaskning af nitrogen og fosfat. Der er med andre ord en dramatisk, men ofte usynlig socio-økosystemisk sammenhæng imellem græsplænens simple livsverden og andre, mere komplekse patches.

Edward Burtynsky. “Makoko #1”. Lagos, Nigeria, 2016. Udstillet ved Flowers Gallery i London og Nicholas Metivier Gallery i Toronto.

 

Tese 6: Antropocæn er uncanny

Simple landskaber vækker usynlige monstre til live i andre landskaber, selv dem, som befinder sig langt væk. Der er indbygget en uhygge i det antropocæne kludetæppe, vi lever i og med – usynlige tråde, der på afstand binder ét patch til andre. Antropocæn er således hjemsøgt af uncanniness (Bubandt 2018). Uncanny er den engelske betegnelse for det, Sigmund Freud betegnede som det Umheichliche: den følelse, der opstår, når det kendte dukker op i en ukendt og monstrøs form. Og det er jo netop det, der er sket med vores relation til det, vi engang kaldte ”naturen”. Det er uncanny, når sommeren er uforståeligt varmere, når skovbrandene er monstrøst større, og når stormene dukker op uforudsigeligt og med mere kraft end tidligere.

I disse mørke bivirkninger af de socio-økosystemiske accelerationer i den antropocæne tidsalder kommer erfaringen til kort. Verden bliver fyldt af det ekstraordinære, det unaturlige. Dette forandrer vores relation til Jorden og til fremtiden: ”Moder Natur” er blevet til et monster (Stengers 2015), og dystopien har fortrængt utopien som den mest dominerende form, fremtiden antager nu. Netop på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi troede, vi endelig var blevet helt igennem moderne, har Antropocæn kaldt gamle jordbundne kræfter til live (Latour 2017). De eneste ”troende”, der er tilbage, er paradoksalt nok dem, der ikke tror på global opvarmning. For alle andre er verden og fremtiden blevet mere uhyggelig, mere tvivlsom, mere usikker, end den har været i lang tid. Og de monstre og spøgelser, vi nu skal lære at leve med, vokser – igen ironisk nok – ud af ny naturvidenskabelig indsigt.

Netop på det tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi troede, vi endelig var blevet helt igennem moderne, har Antropocæn kaldt gamle jordbundne kræfter til live

 

Vi moderne er blevet henvist til et perspektiv, som vi troede, vi for længst havde forladt, nemlig animistens. En animist lever i en verden med mange slags kræfter og med mange slags væsner med agens. Disse andre væsner er ikke mennesker, men de kan handle, lidt på samme måde som mennesker, fordi de også ”vil” noget. I Antropocæn er vi nødt til at erkende, at der er andre væsner – for eksempel kaffebladrust og fosfatspisende alger – hvis handlinger har effekter på os mennesker og vi på dem. En antropocæn planet er en animeret planet (Bennett 2010; Weston 2017). For mig, som antropolog, er der i denne dimension af Antropocæn ikke kun ”uhygge”. Alt det ”unaturlige”, som naturvidenskabelig indsigt i den antropocæne tidsalder stiller os ansigt til ansigt med, rummer også en analytisk energi: en mulighed for at slippe Antropocæn ud af sin euro-amerikanske, rationelle arv; en mulighed for at demokratisere Antropocæn, så det også rummer perspektiver fra andre end folk i Vesten; en mulighed for at undersøge, hvordan de ”mere-end-menneskelige” landskaber i den antropocæne tidsalder også er nødt til at inkludere ”mere-end-vestlige” perspektiver.

Jeg har i 25 år beskæftiget mig med, hvordan spøgelser, ånder og hekse kan siges at ”eksistere” i Indonesien, og jeg kan rapportere, at der ikke er noget selvfølgeligt, banalt, eller naivt givet i denne eksistens (Bubandt 2014, 2017). Heksenes, spøgelsernes, åndernes eksistens er altid betvivlet, gennemstreget: hekse, spøgelser, ånder. Den tvivl og uncanniness, der er indbygget i begrebet Antropocæn som en effekt af naturvidenskabelig indsigt, rummer for mig at se muligheder for en helt ny slags samarbejde på tværs af naturvidenskab og antropologi. Et samarbejde, der både insisterer på naturvidenskabelig indsigt og insisterer på at ”provincialisere” den rationalitet, som ”got us all into this mess to begin with”.

Alt det ”unaturlige”, som naturvidenskabelig indsigt i den antropocæne tidsalder stiller os ansigt til ansigt med, rummer også en analytisk energi: en mulighed for at slippe Antropocæn ud af sin euro-amerikanske, rationelle arv; en mulighed for at demokratisere Antropocæn, så det også rummer perspektiver fra andre end folk i Vesten; en mulighed for at undersøge, hvordan de ”mere-end-menneskelige” landskaber i den antropocæne tidsalder også er nødt til at inkludere ”mere-end-vestlige” perspektiver

 

Uhyggen i en antropocæn verden, der er fuld af socio-økosystemiske sammenhænge ude af kontrol, er en uhygge, vi skal lære at vænne os til. På kanten af afslutningen af den verden, vi troede at kende til, bør vi ikke kun lære af vestlig videnskab (den naturvidenskabelige såvel som den humanistiske), men også af de mange ikke-vestlige folk, hvis verdener er blevet afsluttet tusindvis af gange i de sidste par hundrede år (Danowski & Vivieros de Castro 2017). Antropocæn indeholder en sådan, om end skjult, invitation.

 

Fodnoter

[1] Figur 1 er baseret på en søgning på Web of Science Core Collection efter (Title=Anthropocene OR Topic=Anthropocene) og (DOCUMENT TYPES: Article) for følgende databaser: SCI-EXPANDED, SSCI, A&HCI, CPCI-S, CPCI-SSH, ESCI. Søgning blev udført d. 4. december 2018. Figur 2 er en graf udarbejdet af NOAA (National Oceanic and Atmospheric Administration), som er hentet fra https://www.ncdc.noaa.gov/monitoring-references/faq/indicators.php.

[2] AURA er bygget op omkring Anna Tsings Niels Bohr-professorat, finansieret af Danmarks Grundforskningsfond, fra 2013 til 2018. For mere information om AURA, se www.anthropocene.au.dk.

[3] Idéen om at opstille teser om Antropocæn er løst inspireret af Dibley (2012), som fremsætter syv teser. Disse seks teser er dog mine egne.

[4] Det forlyder, at der internt i ICS er vrede og frustration over den store medieinteresse for Antropocæn, og at det er en del af grunden til, at ICS i juni 2018 overraskende valgte at godkende en opdeling af den Holocæne epoke (den epoke, vi officielt har levet i siden den sidste istid fra 11.700 år siden) i tre mindre tidsaldre. Den seneste tidsalder er den såkaldte ”Meghalaya tidsalder”. Meghalaya er navnet på en delstat i Indien, hvor stalagmitter viser kemiske forandringer i aflejringer lavet fra 4.200 år siden. Disse aflejringer peger på udbredt global tørke, som er forbundet med undergangen af civilisationer i både Ægypten og Indien. Men selvom ”Meghalaya tidsalderen” altså er knyttet til menneskelige forhold, så har de intet med de forhold at gøre, som normalt forbindes med Antropocæn. Godkendelsen af ”Meghalaya tidsalderen” har derfor skabt debat, fordi der nu pludselig er blevet ”trængt” i den nyere ende af det officielle diagram over Jordens historie. Spørgsmålet er nu, om der stadig er ”plads” til Antropocæn i geologiens officielle tidstabel over Jordens historie (se Gabbatiss 2018).

Litteraturliste

Arènes, Alexandra, Bruno Latour & Jérôme Gaillardet (2018): “Giving depth to the surface – an exercise in the Gaia-graphy of critical zones”, i The Anthropocene Review 5 (2): 120–135.

Armour, Kyle C., John Marshall, Jeffery R. Scott, Aaron Donohoe & Emily R. Newsom (2016): “Southern Ocean warming delayed by circumpolar upwelling and equatorward transport”, i Nature Geoscience 9 (7): 549-554.

Baskin, Jeremy (2015): “Paradigm dressed as epoch: The ideology of the Anthropocene”, i Environmental Values 24: 9-29.

Bennett, Jane (2010): Vibrant matter: A political ecology of things. Durham: Duke University Press.

Biello, David (2015): “CO2 levels for February eclipsed prehistoric highs”, i Scientific American, 5 marts 2015.

Bonneuil, Christophe & Jean-Baptiste Fressoz (2015): The shock of the Anthropocene. The earth, history, and us. London: Verso.

Bubandt, Nils (2014): The empty seashell. Witchcraft and doubt on an Indonesian island. Ithaca: Cornell University Press.

—. (2017): “From head-hunter to organ-thief: Verisimilitude, doubt, and plausible worlds in Indonesia and beyond”, i Oceania 87 (1): 38-57.

—. (2018): “Anthropocene uncanny: Nonsecular approaches to environmental change”, i A non-secular Anthropocene: Spirits, specters and other nonhumans in a time of environmental change, red: N. Bubandt. Aarhus: Aarhus University Research on the Anthropocene (AURA). Kan downloades på: http://anthropocene.au.dk/working-papers-series/.

Bubandt, Nils & Anna Tsing (2018): “An ethnoecology for the Anthropocene: How a former brown-coal mine in Denmark shows us the feral dynamics of post-industrial ruin”, i Journal of Ethnobiology 38 (1), Online Supplement: 1-7.

Bubandt, Nils, Andrew Mathews & Anna Tsing (2019, forestående): Patchy Anthropocene. The frenzies and afterlives of violent simplifications, særudgivelse af Current Anthropology.

Buck, Holly Jean (2015): “On the possibilities of a charming Anthropocene”, i Annals of the Association of American Geographers 105 (2): 369-377.

Crosby, Alfred (2003): The Columbian exchange: Biological and cultural consequences of 1492 (30th anniversary edition). Westport, Conn: Praeger.

Crutzen, Paul J. & Eugene F Stoermer (2000). “The Anthropocene”, i IGBP Newsletter 41: 17-18 (se også Turbulens’ oversættelse, publiceret d. 9/11-2018 (http://turbulens.net/det-antropocaene/).

Danowski, Déborah & Eduardo Vivieros de Castro (2017): The ends of the world. Cambridge: Polity Press.

Davis, Heather & Zoe Todd (2017): “On the importance of a date, or, decolonizing the Anthropocene”, i ACME: An International Journal for Critical Geographies 16 (4): 761-780.

de la Candena, Marisol (2015): Earth Beings: Ecologies of Practice across Andean Worlds. Durham: Duke University Press.

Diaz, Robert J. & Rutger Rosenberg (2008): ‘Spreading dead zones and consequences for marine ecosystems”, i Science 321 (5891): 926-929.

Dibley, Ben (2012): “’The shape of things to come’: Seven theses on the Anthropocene and attachment”, i Australian Humanities Review (52): 139-153.

Finney, S. C. & L. E. Edwards (2016): “The “Anthropocene” epoch: Scientific decision or political statement?”, i GSA Today 26 (2): 4-10.

Gabbatiss, Josh (2018): “’Meghalayan Age’ announced as official new chapter in Earth’s history”, Independent, 18/7-2018 (https://www.independent.co.uk/news/science/meghalayan-age-new-chapter-earth-history-geology-drought-anthropocene-a8452646.html).

Gibson-Graham, J. K (2011): “A feminist project of belonging for the Anthropocene”, i Gender, Place & Culture 18 (1): 1-21.

Gilbert, Scott, Jan Sapp & Alfred Tauber (2012): “A symbiotic view of life: We have never been individuals”, i The Quarterly Review of Biology 87 (4): 325-341.

Grooten, M. & R.E.A. Almond (2018): WWF living planet report – 2018: Aiming higher. Gland, Switzerland: WWF.

Grusin, Richard (2017): Anthropocene feminism. Minnesota: University of Minnesota Press.

Haraway, Donna (2016): Staying with the trouble. Making kin in the Chthulucene. Durham: Duke University Press.

—. (2017): “Symbiogenesis, Sympoesis, and arts science activisms for staying with the trouble”, i Arts of living on a damaged planet, red: A. Tsing, H. Swanson, E. Gan & N. Bubandt. Minneapolis: University of Minnesota Press. Pp. M25-M50.

Haraway, Donna, Noboru Ishikawa, Scott F. Gilbert, Kenneth Olwig, Anna Tsing & Nils Bubandt (2016): “Anthropologists are talking – about the Anthropocene”, i Ethnos 81 (3): 535-564.

Latour, Bruno (2004): “Why has critique run out of steam? From mater of fact to matter of concern”, i Critical Inquiry 30 (Winter 2004): 225-248.

—. (2014): “Anthropology at the time of the Anthropocene. A personal view of what is to be studied”. Distinguished lecture ved “The American Anthropologists Asscoiation meeting” i Washington, december 2014 (kan downloades fra: http://www.bruno-latour.fr.).

—. (2017): Facing Gaia: Eight lectures on the new climatic regime. London: Polity Press.

Lewis, Simon & Mark Maslin (2015): “Defining the Anthropocene”, i Nature 519 (12 March): 171-180.

Malm, Andreas & Alf Hornborg (2014): “The geology of mankind? A critique of the Anthropocene narrative”, i The Anthropocene Review 1 (1): 62-69.

Mathews, Andrew S (2018): “Landscapes and throughscapes in Italian forest worlds: Thinking dramatically about the Anthropocene”, i Cultural Anthropology 33 (3): 386-414.

Mol, Annemarie (2002): The body multiple: Ontology in medical practice. Durham: Duke University Press.

Moore, Jason W (2016): Anthropocene or Capitalocene? Nature, history, and the crisis of capitalism. Oakland: PM Press.

Morton, Timothy (2013): Hyperobjects. Philosophy and ecology after the end of the world. Minneapolis: University of Minnesota Press.

Moulier-Boutang, Yann (2012): Cognitive capitalism. Cambridge: Polity Press.

Nilsson, Göran E., Danielle L. Dixson, Paolo Domenici, Mark I. McCormick, Christina Sørensen, Sue-Ann Watson & Philip L. Munday (2012): “Near-future carbon dioxide levels alter fish behaviour by interfering with neurotransmitter function”, i Nature Climate Change 2: 201.

Perfecto, Ivette & John Vandermeer (2015): Coffee agroecology. New York: Routledge.

Rigaud, Kanta Kumari, Alex de Sherbinin, Bryan Jones, Jonas Bergmann, Viviane Clement, Kayly Ober, Jacob Schewe, Susana Adamo, Brent McCusker, Silke Heuser & Amelia Midgley (2018): Groundswell: Preparing for internal climate migration. Washington, DC.: World Bank.

Robbins, Paul (2007): Lawn people. How grasses, weeds, and chemicals make us who we are. Philadelphia: Temple University Press.

Rockström, Johan, Will Steffen, Kevin Noone, Åsa Persson, F. Stuart Chapin, Eric Lambin, Timothy M. Lenton, Marten Scheffer, Carl Folke, Hans Joachim Schellnhuber, Björn Nykvist, Cynthia A. de Wit, Terry Hughes, Sander van der Leeuw, Henning Rodhe, Sverker Sörlin, Peter K. Snyder, Robert Costanza, Uno Svedin, Malin Falkenmark, Louise Karlberg, Robert W. Corell, Victoria J. Fabry, James Hansen, Brian Walker, Diana Liverman, Katherine Richardson, Paul Crutzen & Jonathan Foley (2009): “Planetary boundaries: Exploring the safe operating space for humanity”, i Ecology and Society 14 (2): 32.

Steffen, Will, Wendy Broadgate, Lisa Deutsch, Owen Gaffney & Cornelia Ludwig (2015): “The trajectory of the Anthropocene: The great Acceleration”, i The Anthropocene Review 2 (1): 81-98.

Steffen, Will, Johan Rockström, Katherine Richardson, Timothy M. Lenton, Carl Folke, Diana Liverman, Colin P. Summerhayes, Anthony D. Barnosky, Sarah E. Cornell, Michel Crucifix, Jonathan F. Donges, Ingo Fetzer, Steven J. Lade, Marten Scheffer, Ricarda Winkelmann & Hans Joachim Schellnhuber (2018): “Trajectories of the earth system in the Anthropocene”, i Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America 115 (33): 8252-8259.

Stengers, Isabelle (2015): In catastrophic times. Resisting the coming barbarism. Lüneburg: Meson Press and Open Humanities Press.

Swanson, Heather Anne (2017): “The banality of the Anthropocene”, i Dispatches: Cultural Anthropology website, 22 Juni 2017 (kan downloades fra: https://culanth.org/fieldsights/1074-the-banality-of-the-anthropocene.).

Swanson, Heather, Nils Bubandt & Anna Tsing (2015): “Less than one but more than many: Anthropocene as science Fiction and scholarship-in-the-making”, i Environment and Society: Advances in Research 6: 149–166.

Swyngedouw, Erik & Henrik Ernstson (2018): “Interrupting the Anthropo-obScene: Immuno-biopolitics and depoliticizing ontologies in the Anthropocene”, i Theory, Culture & Society 35 (6): 3-30.

Tsing, Anna (2013): “More-than-human Sociality: A call for critical description”, i Anthropology and Nature, red: K. Hastrup. New York: Routledge. Pp. 27-42.

Tsing, Anna, Andrew Mathews & Nils Bubandt (2019, forestående): “Patchy Anthropocene: Landscape morphology, multispecies history and the retooling of anthropology”, i Current Anthropology S19.

Tsing, Anna, Heather Anne Swanson, Elaine Gan & Nils Bubandt (2017): Arts of living on a damaged planet. Ghosts and monsters of the Anthropocene. Minnesota: University of Minnesota Press.

Walker, Mike, Phil Gibbard & John Lowe (2015): “Comment on “When did the Anthropocene begin? A mid-Twentieth century boundary is stratigraphically optimal” by Jan Zalasiewicz et al. (2015)”, i Quaternary International 383: 204-207.

Wark, McKenzie (2016): Molecular red. Theory for the Anthropocene. London: Verso.

Weston, Kath (2017): Animate planet. Making visceral sense of living in a high-tech ecologically damaged world. Durham: Duke University Press.

Zalasiewicz, Jan, Colin Waters, Mark Williams, Anthony Barnowski, Alejandro Cearreta & Paul Crutzen (2014): “When did the Anthropocene begin? A mid-twentieth century boundary level is stratospherically optimal”, i Quaternary International 383: 1-8.